Skip to main content

Tag: Påske

Klumme: Når du ser et ærteskud

Påsken er min alleryndlings højtid. Fritaget for stress, forventningspres, materielle tsunamioverflods-reklamebølger, og i stedet pragtfulde dage med refleksion, stilhed, forår, god mad og ikke mindst genopstandelsen. Vejret var småumuligt i år, det er verden jo lige nu, men vi glædes, vi genopstår, pudser vinduerne og smider alt det gamle baljepis overbord

Jeg trækker jævnligt i håndbremsen, og tænker … hov, vent lige! Er det virkelig sådan en verden, vi ønsker os? En kvindelig skoleinspektør i Tallahassee, Florida, bliver fyret, fordi hun har vist en skoleklasse et fotografi af den ikoniske fem meter høje splitternøgne gudesmukke David-statue, der har hjemme på Uffizi museet i Firenze. Hans genitalier var for meget for klassens bestyrtede forældregruppe, og rektoren måtte lade arbejdslivet. Samtidig har nogle nørdede kinesiske hjerner opfundet en robotkyssemund af silikone, man kan fastsætte på sin pc, når langdistanceforholdet til kæresten eller cybergudinden bliver for hårdt. Så kan man sidde ved hver sin skærm og silikonekysse hinanden med indbygget vibration…

Kunstig intelligens. AI. Jeg sukker dybt og tænker på min mor. Hun ville uden tvivl have kigget på mig, og spurgt, om vi mon ikke skulle løfte niveauet for den intelligens, vi allerede besidder, inden vi prøver at jonglere med en kunstig en af slagsen… og så ville hun have sat sig ind ved sit store tegnebord i sin lange hvide natkjole med festoner, og malet en natsværmer, som taget ud af 1001 nats eventyr akkompagneret af Pia Raug eller Count Basie.

Robotter og chatrobotter. På et tidspunkt vil du ikke længere vide dig sikker, om du taler med et menneske eller en chatrobot, når du ringer til en virksomhed eller offentlig instans. Teknologien bliver mere og mere avanceret, og chatrobotterne bliver kodet med både empati, Albert Einsteins hjerne, Lolitaevner og mormors opskrift på citronfromage. Når du er ensom, kan du søge den kunstige omfavnende kontakt, og blive lullet ind i en silkeblød verden, som de færreste levende væsner omkring dig ville kunne leve op til. Og den kan skrive din ph.d.-opgave for dig uden at blinke med øjnene. Men hvad sker der den dag, der går en lille kortslutning i robothjernen… når den begynder at blande kortene selv, uden vi ved det. Eller når det hele bare går i sort, og vi ikke kan få menneskelig kontakt.

Jeg står lige af toget og bestiller en drosche. Imens jeg tænker på kærlighed og ærteskud. Jeg er blevet vaccineret med ærteskud i min Maria-yndlingsmadgruppe på Facebook. Et sted hvor ærteskud og kærlighed er de daglige vitaminer, der drysses med i overflod blandet med grin og glæde. Fordi vi kan godt selv sige fra og til. Vi kan måske ikke undgå en småumulig verden, men vi kan lytte til vores celler og give dem lyst til at danse. Vi kan lære at gå på line imellem den analoge og den digitale verden. Gribe det bedste fra begge verdner, og bruge alle vores sanser og fornemmelser. Vi kan lære robotter at tale med planter, måle hvor hurtigt de vokser, hvor meget vand der fordamper, de kan signalere behov for lys, vand, og robotterne kan fortælle planterne i hvilken retning, vi gerne vil have de skal vokse. Vi kan bl.a. bruge det til at udvikle grønnere og sundere byer og huse. Men vi mennesker … vi skal blive ved med at tale med hinanden.

Vores celler ved godt, når noget er fuldkommen galt. Når vi får at vide at vores unger skal ræse igennem uddannelsessystemet, når der er råd til våben, men ingen omsorg, og når nogen prøver at overbevise dig om, at varm dåseananas på pizza er en god ide.

Vores celler bliver fysisk glade og helt oppe og ringe af god energi, af at danse til vores yndlingsmusik, og når vores ungers øjne smiler som tryllestøv uden stress, uden angst. Lad vores unger mærke roen, lær dem at trække vejret, lad dem dyrke radisser og ærteskud i skolegården og Løvegården, og lad dem vide, at de nok skal nå det hele. At de skal leve.

Jeg er vild med vores verden, når vi suger den helt ind under huden. Oplever, udforsker, udfordres, elsker. På en bjergtop i Caucasus, i en hytte i Brønderslev, eller slentrende ned ad Nansensgade i et forårskådt København. Når jeg kan mærke hele verden, skøn og omfavnende indeni, alt imens kaos raser udenfor.

Jeg vil så gerne høre til. Høre til i en verden med kærlighed til alt det, der er ægte.

Det vigtigste, vi har er vores energi. Vores drivkraft. Den drivkraft, der kan skabe mirakler i vores liv. Den fysiske energi, der skabes af glade celler i vores kroppe, når vi trækker vejret dybt. Og den er fuldkommen analog. Verden er analog inderst inde. Helt inde i kernen. Havet, solen, Galaxerne, den smittende glæde, bøgeskoven, forårsduften i Maj, den sprøde lune fiskefilet med friskpresset citron, den våde hundesnude og beroligende pote, og de kys vi planter på hinanden i kærlighed. Ansigt til ansigt. Robotter kan erstatte meget, men den verden kan ingen robotter erstatte.

Og husk …

Når du ser et ærteskud

Lad din glæde flyve ud

Da vil alle ærters Herre høre dig Bare du med hjertet tror,

Da er ingen bøn for stor

Når et ærteskud det spirer

på din vej.

 

Kærlig Forårshilsen Josefine

 

Gækkebreve hitter

Danskerne sender gækkebreve som aldrig før i disse corona-tider og Folkekirkens Nødhjælp har oplevet en firedobling af salget af gækkebreve, hvor man donerer kyllinger til verdens fattigste

 

”Send et gækkebrev,” sagde statsministeren på et pressemøde den 23. marts.

Det må man sige, at danskerne har gjort – og så endda i den gode sags tjeneste.

Folkekirkens Nødhjælp har oplevet en enorm stigning i salget af velgørende gækkebreve, hvor pengene går til kyllinger til verdens fattigste familier.

Faktisk har organisationen solgt hele fire gange så mange gækkebreve i forhold til påsken sidste år.

Et gækkebrev koster 100 kroner. For de penge får man selv et gækkebrev, man kan sende videre til en, man holder af – og samtidig får en fattig familie i for eksempel Malawi fem kyllinger.

 

 

Nye måder at vise omsorg

”Vi må i disse tider finde alternative måder at vise, at vi holder af hinanden. Der er gækkebrevet en oplagt mulighed. Der er da heller ikke noget bedre at finde sådan et i sin postkasse,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

En kylling gør en verden til forskel, hvis man lever i fattigdom. Foto: Bax Lindhardt

”Samtidig viser vores høje salgstal, at danskerne har overskud til at vende blikket udad og tænke på verdens fattigste – også når det gælder svære tider for os selv. Det er indbegrebet af næstekærlighed for mig,” fortsætter hun.

I alt er der blevet solgt omkring 4000 gækkebreve siden midten af marts – hvilket også var her, at hele Danmark for alvor lukkede ned.

”Salget gik fra begyndelsen over alt forventning. Efter ni dage havde vi faktisk ikke flere fysiske gækkebreve tilbage, vi kunne sende ud. Derfor sadlede vi om og lavede en print selv-løsning, så flere kunne få glæde af gækkebrevene,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Kyllingerne, der bliver til meget mere

For verdens fattigste er danskernes søde gækkehilsner også en god nyhed. Tusindvis af familier kan nu få glæde af kyllinger, som kan blive deres vej ud af ekstrem fattigdom.

Danskerne har sendt gækkehilsner til hinanden under corona-krisen. Samtidig har de doneret kyllinger til verdens fattigste

For én kylling bliver nemlig til meget mere.

Når kyllingerne vokser sig større, lægger de æg. Æggene fra hønsene giver på kort sigt en mere proteinrig kost, der gør familien mere robust. På længere sigt kan de avle flere høns, som kan give endnu flere æg, der kan sælges på det lokale marked og give en indtægt.

Udover gækkebreve sælger Folkekirkens Nødhjælp også kyllinger stykvis. Det koster 20 kroner at give en kylling videre til en fattig familie – og det kan klares over en sms, hvis man sender teksten KYLLING til 1911.

 

X Factor-vinder indvier ny forlystelse i Fårup Sommerland

I fredags blev vinderen af årets X Factor kåret, og den 18. og 19. april besøger talentshowets tre finalister Fårup Sommerland og indvier parkens helt nye forlystelse Nøddesvinget.

 Siden 4. januar har de fleste danskere siddet klar fredag efter fredag for at følge med i TV 2s talentshow X Factor, og i sidste uge blev programmets vinder endelig kåret. Det blev 23-årige Kristian Kjærlund, som løb med sejren, mens anden- og tredjepladsen gik til Ankerstjernes unge solister Benjamin Rosenbohm og Live Køhn Vogel.

Torsdag og fredag i påsken besøger X Factors top tre Fårup Sommerland på sæsonens første åbningsdage, hvor finalisterne vil give koncert på Eventpladsen kl. 13.00 og samtidig indvie den helt nye forlystelse Nøddesvinget. 

– Vi er rigtig glade for at kunne præsentere de tre X Factor-vindere i parken og indvie den nye karrusel på en helt særlig måde. Samtidig er deltagerne med til at markere startskuddet på en helt ny sæson, og det glæder vi os rigtig meget til, fortæller direktør i Fårup Sommerland Per Dam.

Alle dage i påsken holder Fårup Sommerland åbent fra kl. 10.00 til 18.00, hvor parken vil være fyldt med forskellige påskeaktiviteter.

 To nye forlystelser

Karrusellen Nøddesvinget er en opgradering af den flyvende karrusel og mangeårige gæstefavorit Waveswinger. Nøddesvinget kan både køre forlæns og baglæns, så der er garanti for masser af sjov og spænding for gæster helt ned til 100 centimeter.

Forlystelsesparken opruster desuden med den helt nye motorcykel-karrusel Motorbøllen, som forventes at blive en ny favorit blandt de yngre – og modige – gæster helt ned til 90 centimeter.

 

Den helt nye forlystelse Nøddesvinget

 

Om Fårup Sommerland:

Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2015 fejre 40 års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent er danske. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og er bl.a. kåret til top 3 blandt Europas bedste forlystelsespark fire år i træk (Kirmes, 2015, 2016, 2017 og 2018), Verdens 3. bedste service (IAAPA, 2015) og Nordens bedste sommerland senest i 2018. Hotel Fårup blev åbnet i 2016 og er i 2019 kåret af TripAdvisor til at være Danmarks fjerdebedste hotel. Fårup Sommerlands vision er at være den forlystelsespark i Norden, der skaber de mest enestående oplevelser og minder for sine gæster, og Fårups slogan er ”De største oplevelser er dem vi har sammen”.

Blokhus-hvalen vender hjem

Efter et år i hvalens tegn, hvor det har vrimlet med sjældne havdyr i de nordjyske bredder, er det på tide, at finhvalen vender hjem til Blokhus igen. 2018 var et år som bød på 3 strandede hvaler i Nordjylland; først en sejhval, derefter en grindehval og til sidst en vågehval, som skyllede op på land i Blokhus. Den berømte finhval vil returnere i påsken d. 13. april, hvor den vil være at finde i den store glascontainer på Blokhus Torv.

Besøger Blokhus to gange i år

Helt ekstra ordinært kommer hvalen tilbage to gange i år, da den både vil være her i påsken og i efterårsferien.

– Vi er selvfølgelig glade for, at vi får fornøjelsen af hvalen to gange i år og forventer igen i år en stor interesse for den 17 meter lange finhval, udtaler Vækstchef Anders Stryhn i en pressemeddelse.

Hvalen vil i første omgang tilbringe tiden i Blokhus fra den 13. april til den 2. juni og igen fra den 7. september til den 27. oktober.

Da finhvalen strandede ved Blokhus for 3 år siden, blev det med det samme en turistmagnet og interesse har været stor lige siden. Igen i år vil der være frivillige hvalguider, som byder publikum indenfor i hvalens mave. De vil være til stede i alle weekender og helligdage samt hele påskeferien og efterårsferien, hvor de vil guide besøgende igennem historien om Blokhus Hvalen. De dygtige hvalguider vil være klar til at besvare spørgsmål og komme med nyttige information omkring finhvalen men også hvaler generelt, efter at have tilbragt en uddannelsesdag på Nordsø Oceanarium den i selskab med nogle af Danmarks dygtigste biologer.

Feriebarnet

Der er blevet spottet usædvanligt mange hvaler i Danmark i år og flere byer har fået besøg af strandede hvaler. Vi er dog særligt stole af, for tredje år i træk, at kunne præsentere den lange hval, som vi deler med Nordsøen Oceanarium. For når hvalen ikke er hjemme i Blokhus, holder den ferie på Nordsøen Oceanarium, hvor turister nyder godt af den. Hvalen vil ankomme onsdag d. 10. april kl. 11.00 fra Hirtshals – så kom ned på Blokhus Torv og byd hvalen velkommen hjem.

FAKTA OM FINHVALEN:

  • Finhvalen er det næststørste dyr på Jorden.
  • Finhvalen findes i alle verdenshave og er almindelig i Nordatlanten.
  • Den er en at de hurtigste hvaler og svømmer helt op til 40 km/t.
  • Den træffes af og til i Skagerrak og indre danske farvande.
  • Den kan blive op til 24 meter lang og veje op til 90 ton.
  • Tidligere blev den kaldt sildehval, da dens føde består af sild og brisling.

Påskefrokosten, du aldrig glemmer

Annonce – Påsken er, sammen med jul, en højtid, hvor øl egner sig særlig godt til maden på bordet. Men hvordan finder man den rigtige øl til påskebordet?

Mange af os mødes med venner og familie om en god klassisk frokost med det hele, eller til en middag, hvor den gerne står på sild, laks og lam. Til fisk går oftest lys øl med en mild bitterhed og friske frugtige noter. Krydret mad, for eksempel et påskelam med rosmarin og hvidløg, tåler en øl med en moderat bitterhed og gerne lidt ristede noter, som går utrolig godt til grillet mad.

Jon, der er brygmester hos CRAFTED BY, har også lavet en fremragende påskeøl, som i allerhøjeste grad går godt til letkrydret lam og fiskefilet. Øllen har en smuk ravfarve og et lækkert fyldigt skum. Den har tydelige frugtige noter, som balanceres elegant af ristede smagsnuancer og en begrænset bitterhed.

Du kan også vælge at lave din helt egen påskeøl hos mikrobryggeriet CRAFTED BY. Her kan du skræddersy din egen øl, så den passer perfekt til lige præcis jeres påskefrokost. Du kan selv justere bitterhed, farve og styrke på din øl, samt tilføje ristede eller frugtige noter, og designe din egen etiket. Så alt afhængig af, hvad menuen står på hos jer, kan du sammensætte en øl, så den passer perfekt til jer.

Alt du skal gøre er bare at designe din etikette præcis, som du ønsker den.

Så ikke nok med, at du får en øl, der er skabt til påskemaden, designer du også din helt egen etikette og sikrer dermed årets “WOW!” ved påskebordet.

Du får leveret dine øl direkte til døren eller til nærmeste posthus.

BESTIL DINE ØL I DAG – SÅ ER DEN PERFEKTE PÅSKEFROKOST SIKRET.

God påske fra alle os i

Påskelagkage: cheesecake med passionsfrugt

[one_third padding=”0 10px 0 10px”]

INGREDIENSER

Passionsfrugtcurd
100 ml. passionsfrugt (uden kerner)
100 g. sukker
75 g. smør
1,5 bl. husblas
1,5 æg

Ostefyld
400 g. flødeost, naturel
2,5 dl. græsk yoghurt 10%
85 g. sukker
1 vaniljestang
1 usprøjtet citron og skal heraf

Kiksebund
350 g havrekiks/digestive
150 g smeltet smør
1 nip salt

Glaze
200 ml. sødmælk
200 g. sukker
300 g. hvid chokolade
5 bl. husblas
250 g. miroir glaze (kan fx fås i Føtex)

[/one_third][two_third_last padding=”0 10px 0 10px”]

FREMGANGSMÅDE

PASSIONSFRUGTSCURD
Læg husblassen i rigeligt med koldt vand (min. i 5 minutter). Halver passionsfrugterne og skrab fyldet ud. Sigt kernerne fra. Passionsfrugtsaft, æg og sukker piskes sammen i en gryde ved middelvarme (må ikke koge). Pisk i et par minutter. Tilsæt nu smør og fortsæt med at piske indtil massen begynder at tykne. Vrid husblassen for vand og kom den ned til passionsfrugtmassen og rør rundt. Når konsistensen er rigtig, tages gryden af varmen og hældes gennem en sigte og ned i en skål. Kom herefter passionsfrugtcurden i en form (ca 10 cm i diameter) og læg den i fryseren i 30 minutter. Imens laver du kiksebunden.

KIKSEBUND
Start med at blende havrekiksene. Tilsæt salten. Smelt smørret og kom det ned i skålen til de blendede havrekiks. Rør godt rundt. Find en springform frem, kom bagepapir i bunden og fordel massen ned i en springformen (ca 20 cm i diameter). Tryk godt ned langs alle kanterne, så du er sikker på, at kiksebunden sidder godt fast. Kom nu bunden i køleskabet og gå i gang med ostecremen.

OSTEFYLD
Udblød husblassen i rigeligt koldt vand. Kom citronsaft og citronskal ned i en lille kasserolle og varm det op til kogepunktet. Tag kasserollen af varmen, vrid husblassen for vand og kom den ned til den varme citronsaft og rør rundt. Lad citronblandingen stå et øjeblik og svale.
Flæk vaniljestangen på langs, og mas kornene sammen med en del af sukkeret. Kom nu vaniljesukkeret og resten af dit sukker op til flødeosten – tilsæt creme fraiche og pisk det hele sammen til en luftig masse. Kom herefter citronsaften op i ostecremen og vend forsigtigt rundt med en dejskraber. Kom ostecremen ned i en rund silikoneform. Befri den lille bund med passionsfrugtcurden og kom den ned i midten af formen. Kom hele herligheden på frys til næste dag.

GLAZE
Husblassen sættes i blød i rigeligt med koldt vand. Sødmælk og sukker koges op og hældes over chokoladen. Blend nu massen med en stavblender og tilsæt imens husblasen. Pas på med at løfte stavblenderen op til glazens top når du blender, da der herved vil dannes bobler. Tilsæt miroir og gul farve under omrøring. Hvis du er uheldig med at der er mange bobler glazen kan du banke skålen ned i bordet – dette vil opløse nogle af boblerne. Lad glazen køle lidt af. Den skal være ca. 30-35°C. inden man overtrækker kagen.
*Man kan evt. fortynde glazen med lidt vand, hvis den er meget tyk, men ikke andet end et par dråber ad gangen. Tag cheesecaken ud af formen og læg den på en rist – glaser den nu med den gule glaze.

PYNT
Pynt kagen med lige det du har ved hånden – fx stedmoderblomster, skovsyre og lidt chokoladeperler

[/two_third_last]


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev