Klumme: Når du ser et ærteskud
Påsken er min alleryndlings højtid. Fritaget for stress, forventningspres, materielle tsunamioverflods-reklamebølger, og i stedet pragtfulde dage med refleksion, stilhed, forår, god mad og ikke mindst genopstandelsen. Vejret var småumuligt i år, det er verden jo lige nu, men vi glædes, vi genopstår, pudser vinduerne og smider alt det gamle baljepis overbord
Jeg trækker jævnligt i håndbremsen, og tænker … hov, vent lige! Er det virkelig sådan en verden, vi ønsker os? En kvindelig skoleinspektør i Tallahassee, Florida, bliver fyret, fordi hun har vist en skoleklasse et fotografi af den ikoniske fem meter høje splitternøgne gudesmukke David-statue, der har hjemme på Uffizi museet i Firenze. Hans genitalier var for meget for klassens bestyrtede forældregruppe, og rektoren måtte lade arbejdslivet. Samtidig har nogle nørdede kinesiske hjerner opfundet en robotkyssemund af silikone, man kan fastsætte på sin pc, når langdistanceforholdet til kæresten eller cybergudinden bliver for hårdt. Så kan man sidde ved hver sin skærm og silikonekysse hinanden med indbygget vibration…
Kunstig intelligens. AI. Jeg sukker dybt og tænker på min mor. Hun ville uden tvivl have kigget på mig, og spurgt, om vi mon ikke skulle løfte niveauet for den intelligens, vi allerede besidder, inden vi prøver at jonglere med en kunstig en af slagsen… og så ville hun have sat sig ind ved sit store tegnebord i sin lange hvide natkjole med festoner, og malet en natsværmer, som taget ud af 1001 nats eventyr akkompagneret af Pia Raug eller Count Basie.
Robotter og chatrobotter. På et tidspunkt vil du ikke længere vide dig sikker, om du taler med et menneske eller en chatrobot, når du ringer til en virksomhed eller offentlig instans. Teknologien bliver mere og mere avanceret, og chatrobotterne bliver kodet med både empati, Albert Einsteins hjerne, Lolitaevner og mormors opskrift på citronfromage. Når du er ensom, kan du søge den kunstige omfavnende kontakt, og blive lullet ind i en silkeblød verden, som de færreste levende væsner omkring dig ville kunne leve op til. Og den kan skrive din ph.d.-opgave for dig uden at blinke med øjnene. Men hvad sker der den dag, der går en lille kortslutning i robothjernen… når den begynder at blande kortene selv, uden vi ved det. Eller når det hele bare går i sort, og vi ikke kan få menneskelig kontakt.
Jeg står lige af toget og bestiller en drosche. Imens jeg tænker på kærlighed og ærteskud. Jeg er blevet vaccineret med ærteskud i min Maria-yndlingsmadgruppe på Facebook. Et sted hvor ærteskud og kærlighed er de daglige vitaminer, der drysses med i overflod blandet med grin og glæde. Fordi vi kan godt selv sige fra og til. Vi kan måske ikke undgå en småumulig verden, men vi kan lytte til vores celler og give dem lyst til at danse. Vi kan lære at gå på line imellem den analoge og den digitale verden. Gribe det bedste fra begge verdner, og bruge alle vores sanser og fornemmelser. Vi kan lære robotter at tale med planter, måle hvor hurtigt de vokser, hvor meget vand der fordamper, de kan signalere behov for lys, vand, og robotterne kan fortælle planterne i hvilken retning, vi gerne vil have de skal vokse. Vi kan bl.a. bruge det til at udvikle grønnere og sundere byer og huse. Men vi mennesker … vi skal blive ved med at tale med hinanden.
Vores celler ved godt, når noget er fuldkommen galt. Når vi får at vide at vores unger skal ræse igennem uddannelsessystemet, når der er råd til våben, men ingen omsorg, og når nogen prøver at overbevise dig om, at varm dåseananas på pizza er en god ide.
Vores celler bliver fysisk glade og helt oppe og ringe af god energi, af at danse til vores yndlingsmusik, og når vores ungers øjne smiler som tryllestøv uden stress, uden angst. Lad vores unger mærke roen, lær dem at trække vejret, lad dem dyrke radisser og ærteskud i skolegården og Løvegården, og lad dem vide, at de nok skal nå det hele. At de skal leve.
Jeg er vild med vores verden, når vi suger den helt ind under huden. Oplever, udforsker, udfordres, elsker. På en bjergtop i Caucasus, i en hytte i Brønderslev, eller slentrende ned ad Nansensgade i et forårskådt København. Når jeg kan mærke hele verden, skøn og omfavnende indeni, alt imens kaos raser udenfor.
Jeg vil så gerne høre til. Høre til i en verden med kærlighed til alt det, der er ægte.
Det vigtigste, vi har er vores energi. Vores drivkraft. Den drivkraft, der kan skabe mirakler i vores liv. Den fysiske energi, der skabes af glade celler i vores kroppe, når vi trækker vejret dybt. Og den er fuldkommen analog. Verden er analog inderst inde. Helt inde i kernen. Havet, solen, Galaxerne, den smittende glæde, bøgeskoven, forårsduften i Maj, den sprøde lune fiskefilet med friskpresset citron, den våde hundesnude og beroligende pote, og de kys vi planter på hinanden i kærlighed. Ansigt til ansigt. Robotter kan erstatte meget, men den verden kan ingen robotter erstatte.
Og husk …
Når du ser et ærteskud
Lad din glæde flyve ud
Da vil alle ærters Herre høre dig Bare du med hjertet tror,
Da er ingen bøn for stor
Når et ærteskud det spirer
på din vej.
Kærlig Forårshilsen Josefine
