Skip to main content

Tag: Ordkraft

Annika Aakjær og forfatterdebutant Amina Elmi modtager Ordkraft-priser

Torsdag den 4. april blev Ordkraftprisen og den nye Spirekraftpris uddelt til dette års Ordkraft Litteraturfestival. Priserne blev tildelt henholdsvis sangskriver og sanger Annika Aakjær og forfatterdebutant Amina Elmi, som begge har gjort sig bemærket med deres særegne brug af sproget.

 

Startskuddet til den nordjyske ord- og litteraturfestival ORDKRAFT er netop lydt, og det er traditionen tro blevet markeret med en åbningsceremoni, hvor en ordkunstner bliver hyldet med Ordkraftprisen. I år tildeles prisen og de medfølgende 10.000 kroner sangskriver og sanger Annika Aakjær:

 

– Annika Aakjær modtager årets Ordkraftpris, for hendes måde at bruge et let og legende sprog fyldt med humor til at give liv til hendes sange og således også hendes kunstneriske udtryk. At hun samtidig stiller skarpt på tilværelsens hverdagsproblemer og samfundsmæssige udfordringer gør kun, at pilen i endnu højere grad peger på Annika, fortæller Nicolaj Holm, der er medlem af bestyrelsen for ORDKRAFT og adm. direktør hos Aalborg Kongres- og Kulturcenter, som står bag prisen.

 

Annika Aakjær, som er vokset op i den nordjyske by Vodskov, modtog selv prisen på scenen:

 

– Jeg er naturligvis rørt og stolt over at modtage min hjembys fineste pris til det skrivende menneske, og jeg glæder mig over at være til stede og modtage den, lyder det fra Annika Aakjær.

 

Forfatterdebutant modtager ny Spirekraftpris

For første gang i år blev endnu en pris uddelt, nemlig den nye Spirekraftpris som kommer med 5.000 kroner. Prisen tildeltes den fremadstormende forfatterdebutant, Amina Elmi, som i 2023 vandt Debutantprisen for sin første digtsamling ”Barbar – Tavshedens objekt”:

 

– Vi har i mange år hyldet de etablerede ordkunstnere, men vi mener, at tiden er kommet til at hylde det nytænkende, det anderledes og det upcoming i brugen af ordet. Derfor uddeler vi fremover også Spirekraftprisen, som er rettet mod de debuterende kunstnere, fortæller Nicolaj Holm og fortsætter:

 

– Den første Spirekraftpris går til Amina Elmi, som sætter ord på tilværelsen i diaspora – både sine forældres og sin egen generations. Hun går foran i flokken af stærke stemmer. Samtidig har hun en ny og kreativ tilgang til sproget.

 

Amina Elmi, som er født i Somalia og opvokset i Aalborg, hvor hun blandt andet har gået på Ordkraft Skriveskole, tog imod prisen med glæde:

 

– Det betyder enormt meget for mig at være modtager af Spirekraft-prisen, da alt kan spores tilbage til de dage, hvor jeg år efter år, kom til Ordkraft – alene, og nysgerrig på alle de forfattersamtaler der var. Jeg forstod ikke alt, og havde hellere ikke et behov for at forstå alt. Det føltes som nogle rum, hvor jeg kunne tillade mig at drømme. Og det gjorde jeg under Ordkraft og igennem litteraturformidlingen, fortæller Amina Elmi og slutter:

 

– At jeg blev optaget på Ordkraft Skriveklub i sin tid gav mig et fællesskab men også en stor inspiration til at skrive videre. Støtte, opbakning og at blive mødt i skriften goes a long way, og så at vende hjem til Aalborg som prismodtager af Spirekraft prisen finder jeg meget bevægende. Tak til de, som synes, jeg er den rettidige modtager i år. Det er mere end en pris, det er at vende hjem som forfatter med aalborgensiske rødder.

 

Ordkraftprisen og Spirekraftprisen er begge finansieret af Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

 

 

[Om Ordkraftprisen og Spirekraftprisen]

  • Ordkraftprisen tildeles en national forfatter eller på anden måde ordkunstner, der med sit sprog har sat sig kunstneriske spor uanset virkemidler og platforme. Modtageren har udgivet indenfor Kongeriget Danmark. Sproget er underordnet.
  • Spirekraftprisen tildeles en debuterende forfatter eller gruppe, der går nye veje – eller en etableret forfatter eller gruppe, der bruger banebrydende måder til at formidle ordet på kunstnerisk vis uanset virkemidler og platforme. Modtageren har udgivet indenfor Kongeriget Danmark. Sproget er underordnet.

 

[Tidligere vindere af Ordkraftprisen]

2023: Bent Haller

2022: Sanne Munk Jensen

2020: Jonny Hefty (uddelt i 2021 pga. aflysning af Ordkraft i 2020)

2019: Jens Smærup Sørensen

2018: Ole Rasmussen og Gorm Vølver, ATS.

2017: Hanne-Vibeke Holst

2016: Niels Hausgaard

2015: Morten Kirkskov

2014: Knud Sørensen

2013: Allan Olsen

2012: Bent Haller

 

 

 

Ordkraft får ny formand: “Ordene har kraft til at sætte os fri og møde hinanden”

Ny profil sætter sig i sædet på Nordjyllands Ord- og Litteraturfestival. På sigt vil hun gerne krydsbestøve Ordkraft med mere debat, samfundssind og kulturhybrider.

 

Når rammen for de kommende års Ordkraft-festivaler skal findes, bliver det med en ny kaptajn på broen for Nordjyllands Ord- og Litteraturfestival.

Per Lyngby, bestyrelsesformand for Nordjyske muséer og mangeårig, nordjysk mediekapacitet, udtræder af styrekredsen. Det bliver i stedet tidligere bibliotekschef, Kirsten Boelt, der overtager formandsposten.

Hun suppleres af den entreprenante samfundsforsker, Johannes Andersen, der nu indtager posten som næstformand.

Vi må ikke gå i stå

Som flerårig og forhenværende bibliotekschef for Aalborg Bibliotekerne, bærer Kirsten Boelt både litteraturen og dens ord dybt i hjertet.

Med afsæt i bibliotekernes store involvering i festivalen har hun desuden en stor forståelse for, hvad det kræver at få en størrelse som Ordkraft til at løbe rundt.

”Som formand glæder jeg mig til at fortsætte udviklingen af ord- og litteraturfestivalen, som jeg kender rigtig godt”, siger Kirsten Boelt.

”Ordkraft, som den er nu, strutter af liv og energi og tiltrækker heldigvis flere og flere gæster til den årlige festival. Det skal fortsætte! Men på en måde, så vi ikke stivner i vores nuværende form, men ser på andre måder at arbejde med ordet, sproget og litteraturen.”

Ordene har kraft til at sætte os fri

Med overskriften ”Ordet er frit, ordet har magt og ordet har kraft” er Ordkrafts vision at arbejde sammen med ordkunstnere, forfattere, lyrikere, debattører og kulturelle aktivister om at styrke kontakten mellem mennesker, mindske netværksfattigdom og ensomhedsfølelse.

”Det er en vision, der virkelig taler til min forestilling om, hvad Ordkraft skal være”, siger Kirsten Boelt.

”En platform hvor kultur, meninger og mennesker mødes. Et samlingspunkt, hvor ordet får kraft til at sætte os fri og bringe os i kontakt med hinanden”.

Litteraturen stadig central

Som det er i dag, har litteraturen det rigtig godt på Ordkraft. Den præsenteres både i form af det kendte og det mere eksperimenterende – og det skal den blive ved med.

”Men ord og sprog i samspil med andre kunstformer skal tydeligere frem og have mere plads i programmet. Det samme gælder samfundsrelevante debatter, mere involvering af publikum, og et øget fokus på fællesskaber og samfundssind.”

”Når vi går i gang med at re-tænke Ordkraft vil den slags være med i tankerne – men på en måde, så Ordkrafts sjæl, særpræg og særlige stemning ikke sættes over styr”.

*Vi vil stadig være Limfjordens perle – tæt på publikum og elsket af forfatterne”.

Skt. Hans og spændende forfattermøde ved Lindholm Høje

Traditionen tro inviterer Nordjyske Museer til en stemningsfuld sankthansaften på det naturskønne område ved Vikingemuseet Lindholm Høje. I år føjes endnu et arrangement til dagen, når museet i samarbejde med litteraturfestivalen Ordkraft, der åbner i dag, præsenterer forfattermøde i Portlandsalen om eftermiddagen. Her kan publikum opleve Jens Smærup Sørensen i samtale med Johannes Andersen, og senere på aftenen holder Jens Smærup Sørensen også båltalen.

 

Køber man billet til forfatterarrangementet, er det muligt forud at deltage i en rundvisning på museet. Aftenprogrammet kører særskilt og følger traditionerne. Det begynder kl. 20.30, og bålet tændes ca. kl. 21. Kammerkoret Coro Misto står igen i år for de musikalske indslag, og Café Lindholm sælger alskens lækkerier både ude og inde. Der er fri entré til aftenens arrangement – og fri entré til museet fra kl. 17.

 

”Der er lagt op til en skøn eftermiddag og sankthansaften med et medley af kulturhistorie, litteratur, musik og midsommer med udsigt over Limfjorden,” siger Per Lyngby, der er bestyrelsesformand hos såvel Ordkraft som Nordjyske Museer. Han fortsætter:

 

”Det kan næsten ikke blive bedre. Nordjyske Museers mission er at fortælle om de spor, der er blevet sat, og de kundskaber, der er blevet bragt videre. Ordkrafts mission er at iscenesætte og italesætte ord og litteratur, der favner alt fra forståelsen af den verden, vi kommer fra, til forestillingen om en ny verden.”

 

Forfattermøde i Portlandsalen

Eftermiddagens forfatterarrangement indledes kl. 15.30 med en lille times guidet rundvisning på Vikingemuseet Lindholm Høje. Derefter går deltagerne i Portlandsalen, hvor moderator Johannes Andersen taler med forfatter Jens Smærup Sørensen.

 

Udgangspunkt for samtalen er hans seneste værk, En håndfuld grus i andedammen, som indeholder et fortrinligt udvalg af artikler af den 50-årsjubilerende forfatter. Smærup Sørensen er især kendt for sine fine skildringer af det traditionsrige danske landbrugssamfunds transformation til nye tider. Mange af artiklerne i den nye bog kredser om Jens Smærup Sørensens egne forfatterforbilleder og store forfattere som Ewald, Blicher, Aakjær, Pontoppidan og Højholt.

 

Når arrangementet i salen er slut kl. 17.30, vil Jens Smærup Sørensen signere bøger, og der vil naturligvis være mulighed for at købe en bog på dagen.

Se mere om forfatter og moderator nederst i denne pressemeddelelse.

 

Lækker mad fra Café Lindholm

Allerede kl. 16 tændes grillen, og boderne med mad- og drikkevarer åbner på pladsen udenfor. Café Lindholm opfordrer gæster til at komme tidligt, medbringe et tæppe og hygge sig i det forhåbentlig gode sommervejr. Kl. 17-20 spiller DJ Flis på terrassen, og inden døre frister Café Lindholm fra kl. 17.30 med en tre retters menu. Bordbestilling er nødvendigt.

Se mere her: https://cafelindholm.dk/sankt-hans-aften-inkl-3-retters-menu/

 

Coro Misto

Den traditionelle markering af midsommer indledes omkring kl. 20.30 af kammerkoret Coro Misto, der

består af sangere fra miljøet omkring Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg Universitet og det øvrige musikliv i Aalborg. Koret har eksisteret siden 1991. I den periode har det gennem koncerter og radiooptagelser markeret sig i det nordjyske musikmiljø som et kammerkor af høj standard. Koret dirigeres af Søren Birch. I 2000 blev Coro Misto optaget i Foreningen Danske Kammerkor. Denne midsommeraften er det primært den danske sangskat, der er på repertoiret, og koret synger naturligvis for på midsommervisen, mens bålet brænder.

 

Årets båltaler ved det traditionsrige Skt. Hans arrangement ved Vikingemuseet Lindholm Høje er forfatteren Jens Smærup Sørensen. Samme eftermiddag præsenterer museet i samarbejde med litteraturfestivalen Ordkraft et arrangement i Portlandsalen, hvor forfatteren er i samtale med Johannes Andersen.
Foto: Morten Juhl

 

 

Tid og sted:

Torsdag 23. juni 2022

Vikingemuseet Lindholm Høje, Vendilavej 11, 9400 Nørresundby.

Fri entré til både Skt. Hans arrangement samt fra kl. 17 til museets udstillinger.

Billet til forfatterarrangement og rundvisning koster 100 kr. + gebyr. Link til billetkøb:

https://www.place2book.com/da/sw2/sales/oezx8hldt6

 

 

 

Jens Smærup Sørensen

 

”Jens Smærup Sørensen skriver katastrofalt smukt om mødet mellem det traditionelle og det moderne.” Litteratursiden.dk

 

Nordjyden er født og opvokset i Staun tæt ved Nibe. I dag er han bosat i Nykøbing Mors. Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 1965 og fortsatte derefter på danskstudiet på Aarhus Universitet.

 

I 1971 debuterede Jens Smærup Sørensen med digtsamlingen Udvikling til fremtiden. Det folkelige gennembrud kom med romanen Mærkedage i 2007, og med tiden er det blevet til mere en 30 udgivelser i mange forskellige genrer. I den roste roman Klinten fra 2020 er det, som så ofte før, en potentiel katastrofe, der er dynamoen i fortællingen om fællesskabets vilkår i en moderne tid.

 

Hans seneste værk En håndfuld grus i andedammen (2021) indeholder et fortrinligt udvalg af artikler af den 50-årsjubilerende forfatter, der især er kendt for sine fine skildringer af det traditionsrige danske landbrugssamfunds transformation til nye tider.

Jens Smærup Sørensen har modtaget en række priser herunder Det Danske Akademis Store Pris, Weekendavisens Litteraturpris, De Gyldne Laurbær i 2008 og Ordkraft-prisen i 2019.

Læs mere om Jens Smærup Sørensen her

 

Johannes Andersen

Johannes Andersen er lektor i almen samfundsbeskrivelse/politologi ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet samt forfatter og foredragsholder.

 

Johannes Andersen har et imponerende forfatterskab i form af både artikler, bøger, arbejdstekster og konferencebidrag bag sig. Han har blandt andet skrevet bogen Hverdagens centrifuge – Det daglige liv og den moderne livsform.

 

Johannes Andersen er desuden formand for Teater Nordkraft, bestyrelsesmedlem i Hovedland, i Sparinvest og Avisen.dk. Har været redaktør for tidsskriftet GRUS (1980-2005), bestyrelsesmedlem i Blender Magazine, Image Selskabet, Advice og Vermø.  Har været tidligere været formand for Egnsinvest, Jomfru Ane Teatret og Filstedvejens skole.

Læs mere om Johannes Andersen her

Ordkraft vender tilbage for fuld kraft

Ord- og Litteraturfestivalen holdes som en tredagesfestival 7.-9. april 2022 for første gang i tre år – og med et stjernespækket program.

Når dørene går op til årets Ordkraft-festival, og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen holder åbningstalen, venter der tre tætpakkede og forrygende dage i Nordkraft i Aalborg. Læseglade gæster kan se frem til, at Ordkraft iscenesætter og italesætter ord og litteratur, der favner alt fra forståelsen af den verden, vi kommer fra, til forestillingen om en ny verden.

En perlerække af landets forfattere gæster Aalborg

Årets vinder af De Gyldne Laurbær, Thomas Korsgaard, får følgeskab af stærke danske forfattere, musikere og skuespillere som Svend Brinkmann, Jussi Adler-Olsen, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Christian Jungersen, Sonja Oppenhagen, Anne Dorte Michelsen, Kim Faber og Janni Pedersen. Man vil i løbet af de tre dage kunne møde over 80 forfattere på festivalen.

Der vil også være mulighed for at opleve fremragende udenlandske repræsentanter på scenen – heriblandt den populære norske forfatter Anne B. Ragde og stjernefrøet Helga Flatland.

”Vi er glade for at være tilbage stærkere end nogensinde,” siger Ordkrafts formand, Per Lyngby. ”Det fortjener vores dedikerede publikum, som nok holder af at læse eller lytte til en god bog, men som så sandelig også sætter stor pris på det fællesskab med forfatterne, som vi skaber.”

Live hørespil og underholdning for store og små

Gæster kan også glæde sig til at opleve en række nye tiltag på Ordkraft. Blandt andet en liveopførsel af hørespillet ”Chancevask” med Søs Egelind, Thomas Levin og Tobias Leander bag mikrofonerne – eller guidede fælleslæsninger rundet af med et forfattermøde.

Dyre-ekspert og biolog Anders Kofoed inviterer børnefamilier med på jagt efter dyrenes superkræfter, og der vil være legestationer med fokus på dyr, superkræfter og bevægelse.

Køb en partoutbillet og få en gratis dag på festivalen

Det fulde festivalprogram er klar på Ordkrafts hjemmeside ord-kraft.dk, hvor der også er mulighed for at sammensætte sit eget program. Her kan man allerede nu læse mere om de mange medvirkende og arrangementer på Ordkraft og købe billetter. Hvis man køber en partoutbillet, får man tre dage til to dages pris. I år er der desuden en særlig god pris til studerende.

Humlebien Ordkraft

I 2020 skulle Ordkraft have fejret sit 10-års jubilæum i nordkraft med tre dage spækket med ord, litteratur, musik, teater, film og ikke mindst tusindvis af forventningsfulde publikummer i spækkede sale. Sådan blev det som bekendt ikke. Coronaen gjorde sit indtog og Ordkraft blev, som så mange andre ting, aflyst. Selvom der heller ikke bliver nogen Ordkraft i april 2021, ser folkene bag frem til at afholde en noget anderledes festival i løbet af året. Formen bliver en anden end normalt, men kærligheden til ord og litteratur forbliver den samme som altid

Det hele startede som en vild idé hos forfatter, komponist, journalist og idémager, Evanthore Vestergaard. Han luftede idéen i det aalborgensiske medie- og kulturmiljø i 2010, og fik hurtigt smittet en masse mennesker med sin store begejstring. I oktober 2010 blev foreningen Ordkraft dannet, og allerede i foråret 2011 afholdt man den første festival. Siden har festivalen udviklet sig og har vokset sig større i både omfang og popularitet og antallet af arrangementer på programmet er ca. fordoblet. Midt i planlægningen af en coronapræget særudgave af Ordkraft reflekterer bestyrelsesformand Jørgen Pyndt over, hvorfor der overhovedet er brug for en festival som Ordkraft.

– Festivalen er vigtig, først og fremmest som et kvalitetstilbud til det publikum, der efterspørger litteratur, debat og engagerende kunstneriske oplevelser – og så er Ordkraft samtidig et udtryk

for den kolossale omstilling, som Aalborg har gennemgået i de seneste 15-20 år fra en traditionel arbejderby med et begrænset kulturudbud til den levende videns- og handelsby, den er i dag. Det var bare naturligt at lave en festival i Aalborg. Så det gjorde vi.

Han understreger, at den lokale forankring betyder meget for de kunstnere, der arbejder og bor i det nordjyske. De får et gevaldigt trin at træde op på, og han mener at Ordkraft på den måde er med til at styrke det regionale miljø.

– At vi har Nordkraft som fysisk omdrejningspunkt er en gave. Den gamle hal summer af historie og tyngde, og så er det en gigantisk fordel, at vi har andre kulturinstitutioner som Biffen, Skråen og Teater Nordkraft under samme tag. Det giver helt unikke samarbejdsmuligheder.

Jørgen Pyndt har været involveret i Ordkraft fra starten og har haft flere forskellige kasketter på gennem årene. Det har givet mange store oplevelser, og én af dem har især bidt sig fast.

– Skulle jeg plukke en enkelt oplevelse ud, så vil jeg være ubeskeden og nævne min samtale med forfatteren Knud Romer i 2019. Romer er jo et forrygende fyrværkeri af fortællelyst og forundring, og vi havde det så godt sammen på scenen – og jeg fornemmede straks, at publikum i salen i den grad havde det lige så godt. Romer og jeg kommer begge fra Lolland-Falster, og en uge efter festivalen fik jeg en smuk mail fra Romer, hvor han refererede til min fødeby på Falster, landsbyen Sdr. Kirkeby, som han selv cyklede igennem som knægt, når han skulle bade ved Marienlyst. Og så skrev han, at hvis han havde vidst, at jeg boede der, så ville han have stillet cyklen ved købmanden og råbt ud over byen: Jørgen, Jørgen – skal vi lege? Så bliver man rørt – og så er det hele besværet værd.

Besværet er de mange om at løfte, og uden at nævne navne på enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, understreger Jørgen Pyndt, at Ordkraft i stor grad lever i kraft af den støtte og velvilje, der fra dag et har været til stede i Aalborg og Nordjylland og som fortsat er til stede i en svær periode for festivalen.

– Der er så mange og så dedikerede mennesker, at det vil gøre ondt at nævne nogle frem for andre. Jeg har ofte sammenlignet Ordkraft med en humlebi, for egentlig burde det ikke kunne lade sig gøre at skrabe midlerne sammen år efter år og skabe endnu en festival. Det kan kun lade sig gøre, fordi alle står last og brast. Men jeg vil godt igen nævne manden bag Ordkraft, Evanthore Vestergaard, fordi han fik ideen og skabte begejstringen. Den begejstring lever stadig, selvom aflysningen i 2020 var et hårdt slag.

Jørgen Pyndt og resten af holdet bag Ordkraft arbejder i disse dage på at finde en god måde at afholde Ordkraft i 2021. De har give hinanden håndslag på, at festivalen skal finde sted i en eller anden form i år, så humlebien Ordkraft flyver stædigt videre, selvom vingerne i den grad bliver sat på en prøve.

Hvordan bliver Ordkraft til Ordkraft?

Når den sidste forfattersamtale er afholdt, de stående klapsalver har lagt sig, og publikum har forladt Nordkraft efter årets festival, starter Ordkrafts redaktion processen med at lægge programmet for næste års festival. Redaktionen består af 10 mennesker, som hver især brænder et godt stykke over gennemsnittet for ord og litteratur. Nogle elsker børnebøger, andre læser den helt smalle poesi, andre igen har tygget sig gennem alle krimier fra bestsellerlisten. Der er næsten tale om en superbogklub, hvor man oven i at læse og diskutere det læste, får stor indflydelse på, hvem der skal på programmet til næste festival. Projektleder, Anine Kaas, sidder for bordenden til redaktionsmøderne, og hun fremhæver netop den bredde sammensætning af redaktionsmedlemmernes interesser som en stor styrke.

– Vi er virkelig bredt dækket ind, og det synes jeg godt, man kan se i programmet. Der er både de store populære bestsellere som f.eks. Sara Blædel, som var med til den første festival i 2011. Og så er der navne, som publikum kommer til at læse meget mere fra de kommende år.

Meget mere end bøger

Det er ikke kun bøgerne, der er bredt dækket ind i redaktionsgruppen. Musik, film, teater og billedkunst fylder også, og orddelen af Ordkraft fylder en del, når programmet skal sammensættes.

– Ord kan foldes ud på så mange kanaler og medier, så vi har altid spændende performere som kan noget med ord, med på programmet. Det har vi haft siden vi startede, hvor vi f.eks. havde en optaktturne med Niarn, som lavede rap-workshops med skoleelever rundt om i regionen. Det hele kulminerede med en optræden til Ordkraft i 2011, fortæller Anine.

En vigtig faktor i planlægningen af Ordkraft er den årlige forlagsturné. Her sender redaktionen en lille delegation ud til forlagene, fordi de ved, hvad der rører sig på litteraturscenen. Hvem der har en ny bog klar lige om lidt, og hvem der samarbejder med hvem på spændende projekter, som kunne være interessant at vise frem til festivalen. I efteråret 2020 – mellem nedlukning 1 og nedlukning 2, nåede den lille delegation ud på sin forlagstur, og de lover at de har taget lækkerier med hjem til Ordkraftprogrammet.

Anette kommer ind bag historien til Ordkraft

Hvert år deltager ca. 8.000 mennesker i Ordkraft og fylder Nordkraft med det liv og skaber den stemning, der gør festivalen unik. En af dem, der har været med helt fra begyndelsen, er Anette Andersen på 52. Hun bor i Aalborg er uddannet cand.pæd og så blogger hun om litteratur.

– Jeg var med første gang i 2011 til åbningen, hvor jeg og en gruppe kollegaer gik i samlet flok til Nordkraft. Jakob Ejersbos mor var der og læse højt fra hans bøger, og vi syntes at det var kæmpestort. Man møder andre, der deler glæden ved litteraturen og kommer ind bag ved historien. Det er lidt lige som én stor læsegruppe, der sidder i salene. Det bliver et samlingspunkt på tværs af landet, og jeg er både løbet ind i gamle venner og bekendte og tidligere kollegaer, når jeg har været til Ordkraft.

Der har været mange højdepunkter gennem årene for Anette, som både går til arrangementerne med de store bestseller-superstjerner og til de mere smalle programpunkter, hvor man tit bliver overrasket.

– Jeg skal altid ind og se de nominerede til DR Romanprisen. Især nu hvor jeg selv er blevet en del af DR Romanklubbens læsegruppe på Aalborg Bibliotekerne. Jeg har også haft en rørende oplevelse, da en ung forfatter fra Brønderslev Forfatterskole læste højt fra sine egne digte. Et af de skævere arrangementer, jeg har været til, var i 2019, hvor Peter Adolphsen talte om sin bog ”Rynkekneppesygen”. Den handler kort fortalt om mennesker, der ældes i lyntempo og som samtidig er stangliderlige. Vi var kun fem i lokalet, og jeg overvejede faktisk at gå igen, fordi det blev SÅ intimt. Men jeg blev, og det endte med at være en superfin samtale, fortæller Anette.

Anette ser frem til flere oplevelser i årene, der kommer og fortæller, at hun selvfølgelig skal deltage i Ordkraft 2021 i det omfang coronasituationen tillader det.

Lotte Kaa Andersen kommer hjem til festival

En stor og vigtig del af en god og spændende ord- og litteraturfestival er navnene på programmet. Leverandørerne af de ord, som bevæger publikum. En af dem er forfatter Lotte Kaa Andersen, som har deltaget i Ordkraft to gange – i 2016 og igen i 2019. Hun er vokset op i Svenstrup, bor nu i Charlottenlund og var med for at tale om bøgerne Hambros Allé 7-9-13, 100 dage og Syv sind.

– Jeg var med i 2016, hvor jeg var helt grøn. Jeg havde aldrig været på en litteraturfestival, og jeg blev helt benovet over, at salen var fyldt, og der var kø, da jeg skulle signere bøger bagefter. Det er en vild oplevelse at møde mennesker, der virkelig har læst mine bøger grundigt, og spørger ind til konkrete ting, der står på side det og det.

Hjem til Nordjylland

For Lotte Kaa Andersen er det noget særlig at komme hjem til Nordjylland og deltage i Ordkraft. Hun flyttede fra egnen som 19-årig og siden er store dele af familien også flyttet. Så turene til det nordjyske sker oftest, når det har noget med forfattergerningen at gøre:

– Jeg glæder mig ekstra meget, når jeg skal til Nordjylland. Det er her, jeg møder gymnasievenner og gamle naboer – mennesker jeg måske ikke har set i 30 år. Jeg var til et bogklubsarrangement, hvor der var en måske 100 læsere fra forskellige kommuner, som havde læst og snakket om min bog. En af dem viste sig at være min gamle matematiklærer fra folkeskolen. Hun kom op til mig efter arrangementet, og sagde, at hun nu bedre kunne forstå, hvorfor hun havde haft så svært ved at lære mig ligninger i 4. klasse, når nu det var det her, jeg skulle lave, fortæller Lotte.

Lotte Kaa Andersen beskriver Ordkraft som én af de hyggeligste litteraturfestivaler at deltage i og fremhæver blandt andet det uhøjtidelige, det uimponerede sindelag og den nordjyske humor som noget hun ser frem til hver gang, hun tager rejsen herop. Også fordi det giver mulighed for at mødes med en masse kollegaer.

At være forfatter kan være et ensomt job, og selvom Lotte har sin såkaldte basisgruppe med Iben Mondrup, Malene Ravn, Alberte Winding og Mathilde Walter Clark, er der ikke lige en kantine, hvor man kan mødes og snakke i kaffepausen. Det giver festivaler som Ordkraft mulighed for.

– Som deltager er det også sjovt at møde de andre forfattere, som tit er lige så nørdede som en selv. Der er en god kollegial stemning, og vi spiser sammen og man bliver hængende længe. Så kommer man også tæt på stjernerne. Pludselig sidder man i loungen og spiser bønnesalat med Leonora Christina Skov og Anne Glad og opdager, at de er smaddersøde. Det hele bliver afmystificeret lidt backstage, siger Lotte.

Forfatteren tager ikke udelukkende til litteraturfestival for sin egen optrædens skyld. Når hun ikke selv er på scenen, dyrker hun festivaloplevelsen og tager til så mange forfattersamtaler som muligt. Både hos forfattere, hvis bøger hun har læst og kender, men også hos nogle af dem, hun ikke kender til på forhånd.

– Morten Ramsland og hans roman Lyskabinettet var en af de læseoplevelser, jeg fik øjnene op for. Den roman havde jeg nok ikke opdaget ellers, men jeg interesserede mig for den, fordi Iben Mondrup skulle tale med ham, og så lød den spændende.

Lotte Kaa Andersen er snart klar med Den inderste kerne – en roman om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Den udkommer den 11. maj.

Aalborgs mest unikke kulturhus fylder 10 år

AnnonceEfter at have brugt sine første 50 år på at forsyne Aalborg med strøm og varme, åbnede Nordkraft i 2009 som kulturhus og hjemsted for en række organisationer. Siden da er det byens kultur- og fritidsliv, Nordkraft har fyret op under

Mads Bang Pedersen er ledende koordinator i Nordkraft Event, som er en del af Aalborg Kommune. Det er fra hans kontor, planlægningen af 10-års-fejringen er i gang.

– Vi har valgt at give jubilæumsåret navnet Nordkraft X. X er latin for 10 og symboliserer det ukendte, unikke og overraskende, som Nordkraft rummer. Vi huser nu omkring 25 forskellige organisationer på kulturområdet. Det giver aalborgenserne utallige kultur- og fritidsaktiviteter og en spændende og fleksibel ramme for større events og erhvervskonferencer, forklarer Mads Bang Pedersen.

Markeringen af de første 10 år som kulturhus har i høj grad til formål at fejre samarbejdet i huset og de muligheder, det giver for borgerne:

– Nordkraft X og de kommende events skabes i samarbejde mellem husets organisationer. For eksempel planlægger vi sammen en stor fest for byen i den sidste weekend i september, lyder det fra Mads Bang Pedersen.

Han løfter desuden sløret for, at flere organisationer er også gået sammen om at søge penge til et kunstværk til huset, som forhåbentlig kan pryde Kedelhallen mange år fremover.

Heldigt sammentræf blev til unikt kulturhus

Selvom 2009 var åbningsåret for blandt andre Biffen og Skråen, starter historien om Nordkraft som kulturhus længe før. I 2001 – dengang havnefronten i Aalborg endnu osede af diesel og ikke af kultur og arkitektur – startede projekt Nordkraft. En af drivkræfterne fra kommunens side var Claus René Pedersen, som i dag er chefkonsulent i Sundheds- og Kulturforvaltningen.

– Starten på Nordkraft var blandt andet sammentræf af behov og muligheder. For eksempel havde kommunen behov for enten at renovere eksisterende bygninger eller skaffe nye lokaler til en række kulturinstitutioner, Skråen havde behov for en ny koncertsal, to teatre skulle fusionere, og DGI Huset ville gerne til byen. Udnyttelsen af Nordkrafts bygninger blev opfyldelsen af alles behov, siger Claus René Pedersen.

Det har altid været visionen for Nordkraft, at kunsten og kulturen skulle blandes og være bærende for husets tilbud til borgerne:

– Blandingen af de mange kunstarter er selve husets DNA. Her produceres kunsten, og her ytrer den sig. Der er masser af ombygninger af kraftværker både i Danmark og udlandet, men indholdet i Nordkraft og blandingen af det offentlige og det private adskiller Nordkraft fra andre steder. Det gør det samtidig til en af de mest unikke kulturinstitutioner i Danmark, lyder det fra Claus René Pedersen.

Han roser det daværende byråd for at turde at satse på så stort et projekt, samtidig med at byggeriet af Musikkens Hus også var i gang.

– Selv i dag ti år efter åbningen bliver jeg kontaktet af repræsentanter fra andre danske og europæiske byer, som gerne vil inspireres af det, vi gjorde den gang. Nordkraft vækker stadigvæk folks nysgerrighed.

NORDKRAFT X – 10 år med kultur og fritid

I 2019 vil der være en række aktiviteter i huset som en del af fejringen, herunder en fotokonkurrence og rundvisninger i huset. Sæt allerede nu X i kalenderen den 27.-29. september, hvor en stor folkefest vil markere 10-året for Nordkraft. Hold øje med nordkraft.dk og facebook.com/nordkraft

Plads til de store og de særlige

Nordkraft er i sin helhed og med Kedelhallen i centrum et populært eventsted i Aalborg. Den særlige betonarkitektur og de mange muligheder for udfoldelse giver noget ekstra til publikum

Events, man ikke får andre steder

Skråen var den allerførste organisation i Nordkraft, som åbnede dørene i juni 2009. Her er utallige koncerter og events blevet holdt siden da. Også i Kedelhallen er Skråen en aktiv arrangør, fortæller leder Jørgen Nissen:

– Det første event var et smugkig på Nordkraft i 2008, hvor vi afholdt middag og lavede underholdningsshows i byggestøvet, mens håndværkerne stadig var i gang.

I mange år har Skråen været primus motor for den gigantiske sandkasse og de tilhørende musik-, standup- og filmevents på Costa del Nordkraft.

– Kedelhallen er et rigtig godt område til oplevelser. Vores gæster sætter pris på den afslappede stemning, og de får nogle events, man ikke får andre steder, siger han.

Vanvittige ideer føres ud i livet

ORDKRAFT blev holdt første gang i 2011 og har siden fyldt huset med forfattere og læseglade danskere hvert år i april. Selve festivalen er skabt omkring Nordkraft som kulturhus, fortæller projektleder Ove Hesselbjerg fra Aalborg Bibliotekerne:

– Her kan vi kombinere litteratur med kunst, musik, teater, film og endda sport.

For eksempel er filmatiseringen af flere romaner blevet vist med introduktion af forfatteren selv. Ove Hesselbjerg fortæller også om ’Halfdan i Højden’ – et event i 2015, hvor han og børnebibliotekskoordinator Marianne Agger klatrede rundt på den 20 meter høje klatrevæg i DGI Huset. De læste Halfdan Rasmussens digte op, mens saxofonist Mads Kirkegaard spillede til.

– Det var vanvittigt, men publikum syntes, det var fantastisk, griner han. – Og det er netop dét, Nordkraft kan. Her er mulighed for at lave de skæve kombinationer, som skaber noget helt nyt.

De unge føler sig hjemme

Ungdomsringens Musikfestival er et af de største events i Nordkraft med flere end 5000 besøgende. Formand for Ungdomsringen i Nordjylland og leder af ungdomsstedet KUL i Nordkraft Rolf Bekker oplever, at de unge føler sig hjemme i huset:

– Det er især det rå look og de forskellige miljøer i huset, hvor de unge kan boltre i på deres egne præmisser, som betyder noget. De seks professionelle scener til koncerterne gør det meget attraktivt at være med, lyder det fra Rolf Bekker.

Især er de udenlandske bands fra Grønland, Belgien og Sverige meget imponerede af huset, fortæller han.

Det summer af aalborg

NEU – et Kunst- & Designmarked afholdes i maj og november og byder på alt fra smykker og design til kunsthåndværk. Bag NEU står tre aalborgensiske iværksættere: Anne Østenby, Sofie Ellegaard og Line Agerbo.

– Kedelhallen er et enormt smukt og råt rum, der for os emmer af Aalborgs historie og af stemning og kultur, lyder det fra Anne Østenby.

Hun oplever, at byens borgere har taget huset til sig og er vant til at komme her. Og så passer den unikke arkitektur godt til markeder:

– Det er en fantastisk følelse, når vi tidlig lørdag morgen møder ind til en helt tom Kedelhal og i løbet af få timer får skabt et rum der summer af liv, kreativitet, kunst, design, iværksættere og bedst af alt: så summer det af Aalborg.

Giver gæsterne noget at tænke over

Aalborg Vinfestival blev afholdt første gang i 2016 og er nu en etableret del af Nordkrafts efterårsprogram den sidste week- end i oktober. Arrangør Verner Thomsen så først Kedelhallen og besluttede derefter at lave en vinfestival i Nordkraft.

– Det er en gave til publikum, at bygningen stadigvæk fortæller dens oprindelige historie, mens den nu bruges til noget helt andet. Det giver vores gæster noget at tænke over og snakke om, mens de nyder et glas vin, siger han.

Vis dit Nordkraft med #WELOVENORDKRAFT

Frem med kamera eller mobiltelefon næste gang, du besøger Nordkraft. Brug hashtag #welovenordkraft på instagram, og deltag i konkurrencen om at udstille dit foto og vinde fede præmier

Gennem sine første 10 år som kulturhus har Nordkraft været ramme for mange fotografier af den unikke arkitektur og kulturoplevelser. Som en del af fejringen af Nordkraft X – 10 år med kultur og fritid – indsamler Nordkraft Event brugernes bedste skud af huset. Det kan være fotos af bygningerne, din træning, din undervisning, din udsigt eller din kulturoplevelse i huset. Vis dit Nordkraft.

Til og med den 31. marts 2019 kan du tagge dine fotos med #welovenordkraft på Instagram. Så deltager du automatisk i konkurrencen om at blive en del af en fotoudstilling med de 12 bedste, mest stemningsfulde og mest originale fotos fra Nordkraft. Du må deltage med så mange fotos, du har lyst til, og vinderne får direkte besked.

Udstillingen kan opleves i Turbinegalleriet i Nordkraft fra den 2. maj til den 12. maj. Der er fernisering den 2. maj. Her trækker vi lod blandt udstillerne om én gavekurv fra Nordkraft til en værdi af mere end 2000 kr. I kurven er der gavekort til Restaurant Azzurra, gavekort til Aalborg Beerwalk for to personer, to billetter til Aalborg Vinfestival i oktober, et 10-turs klippekort til træning i DGI Huset i Nordkraft, to sæsonkort til efteråret i Teater Nordkraft samt gavekort til Biffen og til Skråen.

Alle udstillere får en plakat med de udvalgte fotos, som laves i samarbejde med APPETIZE.

Læs om konkurrencens detaljer på www.nordkraft.dk, og følg @nordkraftaalborg på Instagram.

Rettigheder

Fotokonkurrencen administreres af Nordkraft Event. Alle udvalgte deltagere vil blive kontaktet via Instagram inden udstillingen. Gem det originale foto, hvis det skulle blive udvalgt og skal trykkes i stort format. Indgår der tydeligt gen- kendelige personer på fotoet, er det deltagerens opgave at få skriftlig tilladelse fra vedkommende til at bruge fotoet i konkurrencen og overdrage tilladelsen til Nordkraft Event. Nordkraft Event forbeholder sig ret til at udstille de udvalgte fotos fremover samt bruge dem på nordkraft.dk, på sociale medier og i markedsføringssammenhæng. Deltagerne kan til enhver tid frabede sig, at deres fotos indgår i udstillingen eller på anden vis bruges af Nordkraft Event.

Sponsorer:


APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev