Skip to main content

Tag: Nyfødt

En helt ubeskrivelig oplevelse

Babytemaet fortsætter her på APPETIZE, vi har modtaget Rikkes spændende historie. Drømmen om en hjemmefødsel, der endte med en fødsel i ambulancen på vej på sygehuset. Læs om Rikkes oplevelse…

En mandag i starten af september startede et nyt kapitel. Et kapitel hvor familielivet i den grad blev sat i fokus, og den lille familie gik fra 2 til 3….eller fra 4 til 5- alt efter om man tæller de firbenede med eller ej

Inden jeg blev gravid, var jeg faktisk ikke særligt meget for at skulle føde. Jeg er helt med på, at den eneste udvej for en graviditet er, at barnet skal ud på en eller anden måde. Jeg brød mig bare virkelig ikke om tanken. Derfor gjorde jeg en stor ting ud af, at få læst en masse forskellige fødselsberetninger, og generelt på at forberede mig på bedst mulig vis bl.a. via forskellige former for fødselsforberedelse med bl.a. Smertefri fødsel. På et tidspunkt ramte tanken om en hjemmefødsel mig, og det gav en eller anden form for ro. Jeg undersøgte mulighederne, og foreslog det for min mand, som i første omgang ikke rigtigt sagde noget, men efter en kort snak, så var han med på ideen, og vi forberedte os på, at fødslen skulle foregå i vores eget hjem.

img_4273

Jeg ender med at gå en uge over tid, og da vi står op om morgenen på dag 41+0, så har jeg to meget små veer, som reelt lige så godt kunne have været plukkeveer. Det bliver ikke til mere og Henrik kører på arbejde. Jeg nyder en rolig morgen med en god portion morgenmad. Jeg tænker, at jeg hellere må få fyldt depoterne godt op i tilfælde af at det skulle ende med at blive til mere senere på dagen.

Solen skinner fra en skyfri himmel og vejret er bare super flot – jeg nyder lidt tid i haven med vores 2 hunde og går ellers og hygger mig det meste af formiddagen, indtil jeg snupper en lur på sofaen.

Mellem kl. 14-15 får jeg 4-5 veer. De kommer ca. hvert 10. minut og varer omkring 30 sek. Jeg forsøger mig med laboro vejrtrækningen (fra Smertefri fødsel), men kan slet ikke få det til at fungere, og når at blive lidt irriteret over, at jeg jo har øvet det længe, men ikke kan bruge det i praksis.

Kl. 15.40 ringer jordemoderen for at aftale en tid til kontrol næste dag, da jeg er i uge 41, og vi skal have snakket om evt. igangsættelse, hvis det ikke starter af sig selv. Jeg fortæller, at der har været sådan lidt opstart til noget i dag, men fortsat ingenting regelmæssigt, og at veerne er korte. Vi aftaler, at jeg ringer senere på aftenen/natten, hvis det bliver til mere og ellers ringer hun mig op næste dags morgen med henblik på kontrol samme dag.

Henrik kommer hjem fra job ved 16 tiden, og sørger for at få gået med hundene, og begynder så små at finde fødekar frem, som han slår op midt i stuen. Mellem kl. 18-20 bevæger jeg mig lidt rundt, sidder på pilatesbolden, går lidt og bevæger hofter/bækken igennem – alt imens veerne tager stille og roligt til i styrke og lidt i varighed. Veerne er nu begyndt at bide sådan, at jeg må koncentrere mig om vejrtrækningen mens de står på, og jeg finder det lindrende, at Henrik giver mig et solidt tryk på korsbenet imens veen står på. Henrik sætter lidt musik på fra en playliste, som jeg har lavet under graviditeten. Under veerne hører jeg ikke musikken, men synes egentligt den er dejligt afslappende imellem veerne. Kl. 20 er der 2-4 min mellem veerne, som stadig kun varer 40-60 sek, jeg tænker, at de skal være mere regelmæssige og vare længere tid, for det er det vi har fået at vide, men vi bliver alligevel enige om, at give jordemoderen et kald. Hun skal trods alt lige omkring sygehuset og hente sin taske inden hun kan komme ud til os. Henrik ringer til hende og aftaler at hun kommer.
Jeg tager et varmt bad under bruseren og synes virkeligt det er rart. Nuvel veerne bider stadig, men det løbende vand gør alligevel, at det føles mildere. Imellemtiden har Henrik fyldt fødekarret og da jeg har været i bad kravler jeg heri og venter på jordemoderen.

img_4402

Jordemoderen kommer kl 21, og hilser på og finder stille og roligt på plads med sine ting. Derefter vil hun gerne tjekke, hvor langt i fødslen jeg er. Vi forsøger at tjekke mens jeg er i karret, men hun kan ikke komme til at mærke ordenligt og må have mig op på sofaen. Liggende på sofaen tjekker jordemoderen mig, og hun siger : “Du er 2 cm åben.” – jeg kan huske, at jeg siger til hende, “Ja jeg tænkte det nok – jeg havde sådan håbet, at du sagde 4 cm”. Jordemoderen foreslog, at jeg ventede med at gå i vandet igen indtil jeg var lidt længere i fødslen, da hun var nervøs for om det satte det hele lidt i stå. Hun foreslår derimod, at jeg bliver liggende på sofaen.

Jeg kan imidlertid ikke finde ro i at komme ned og ligge på sofaen, og må op og stå hver gang jeg får en ve. Her står jeg op, mens jeg støtter mine arme på Henriks ben. Jeg forsøger mellem hver ve, at lægge mig på sofaen, men kan fortsat ikke finde ro i det. Mine ben ryster helt vildt, og jeg kan huske den der fornemmelse af ikke at kunne kontrollere rystelserne. Lidt ligesom kulderystelser, men jeg havde det på ingen måde koldt. Henrik får fundet et par store puder, og endeligt kommer jeg ned at ligge på venstre side, med en god stor pude mellem knæene, og det føles egentligt okay. Jeg får et tyndt lagen over mig, og har en kold klud til panden. Hver gang jeg får en ve, holder jeg kluden for øjnene og Henrik i hånden – og NU fungerer laboro vejrtrækningen upåklageligt, og jeg synes den er guld værd! Det er som om laboro vejrtrækningen falder mig helt naturligt under hver ve, og de veer, hvor jeg ikke kan holde den, så går vejrtrækningen over i at puste ud i stedet, og det fungerer rigtig godt. Veerne gjorde stadig rigtig ondt, men det at have noget at fokusere på og arbejde med undervejs var for mig helt fantastisk. Derudover fokuserede jeg på, at forsøge at slappe rigtig godt af under veerne, så kroppen ligesom arbejdede sammen med veerne.

Efter 1 time – altså ca. kl. 22, siger jordemoderen, at hun lige vil tjekke, hvor langt vi er nået, hvis ikke der er sket så meget, så vil hun køre hjem igen og komme igen senere på natten. ”Det kan jo godt trække ud med førstegangsfødende”. Hun tjekker – og vupti “5 cm åben” – og dermed i aktiv fødsel! Jeg kan huske, at jeg bliver utroligt glad – og selvom jordemoderen ikke har gjort noget af arbejdet, så havde jeg alligevel lyst til at sige, at hun var den bedste i verden!
Den næste halve time går og veerne fortsætter – de er stadig ikke mere end 40-60 sek, og der er 1-2 minutter imellem. Jeg er i min egen verden, hver gang veerne kommer, og jeg husker, at jordemoderen spørger mig om “jeg kan være med til det”. Min første tanke er, at det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal svare til, for det er da på ingen måde behageligt, men der er jo ligesom ikke nogen anden udvej og desuden synes jeg egentligt, at det går ret godt med vejrtrækningen undervejs.

Jeg skal egentligt tisse, men kan slet ikke overskue at gå ud på toilettet. Jeg ligger stadig på venstre side, på enden af sofaen med en stor pude under hovedet, og en pude mellem knæene. Jordemoderen spørger mig om jeg vil have hjælp til at komme derud, og det kan jeg heller ikke lige overskue. Dernæst spørger hun mig: “Rikke – hvad er det værste der kan ske? Det er, at du tisser lige her – og hvad så?!. Du kan også tisse i sådan en kapsel til at kaste op i – det skulle ikke være første gang det er prøvet.” – og jeg havde faktisk overskud til at smile lidt af den kommentar.
Faktisk havde jeg mellem veerne ganske fint med overskud eller sagt på en anden måde – i de korte pauser mellem veerne kunne jeg koncentrere mig om at føre korte samtaler og rent faktisk høre efter, hvad der blev sagt. Desuden blev jeg, meget mod egen forventning, slet ikke sur undervejs. Jeg har på intet tidspunkt skældt ud eller lignende – hvilket jeg ellers var ret overbevist om, at det ville komme til at ske, og jeg havde da også advaret Henrik flere gange på forhånd.

Kl. 22.30 spørger jordemoderen mig så om jeg kun skal tisse eller om jeg også har trang til at presse. Og mit svar lyder: “Det ved jeg faktisk ikke rigtigt…” – og hvor mærkeligt det end lyder, så kunne jeg ikke helt finde ud af, hvilken fornemmelse det var jeg havde. Veerne begyndte at ændre karakter, der var en lille trang til at presse, og en fornemmelse af at skulle tisse. Af samme årsag ville jordemoderen lige tjekke, hvor langt jeg var. Jeg trækker højre ben op mod brystet, og jordemoderen mærker på mig indvendigt – i det samme hun gør det, så går vandet i en stor skylle, og jeg kan mærke, at det på en måde letter, og at smerten fra veerne aftager, og derimod bestemt ændrer karakter, og jeg får mere lyst til at presse.

I det vandet går, så siger jordemoderen: “Det er godt nok grønt – det måtte bare ikke ske. Så er vi nødt til at ringe efter en ambulance.”. Eftersom en hjemmefødsel kun gennemføres, når alt er normalt, så betyder grønt fostervand, at vi måtte på sygehuset. Når fostervandet er grønt, så skal der laves målinger på barnet, og dermed betyder det, at man skal overflyttes – og dermed desværre ikke har mulighed for hjemmefødsel længere.
Jordemoderen får ringet til fødegangen og kaldt en ambulance. Mine presseveer har imidlertid ikke tænkt sig at vente på ambulancen, og de første 2-3 presseveer kommer inden ambulancen dukker op.

Jeg husker, at det er en lettelse, at udvidelsesfasen er ovre, og at det er nemmere at forholde sig til presseveerne, selvom kroppen lige skal finde ud af, hvordan der skal arbejdes med dem. I starten er det faktisk svært for mig at lade være med at have lidt lyd på under presseveerne. Henrik er forduftet, og er i fuld gang med, at finde de sidste småting til tasken (som jeg heldigvis har pakket just in case), fx et par bukser til mig, mine briller, så jeg kan se noget, når en gang vi når frem og lignende.

Omkring kl. 22.45 kommer 2 mænd og en båre trillende ind i stuen, og jeg bliver hjulpet over på båren med en presseve undervejs, hvor jeg ikke må presse med. Jeg kommer over på båren og ligger fortsat i sideleje på venstre side. Jeg bliver bumlet ud i ambulancen som er parkeret lige ude foran huset – en tur som virkelig føles skrumlet med presseveer, selvom jeg er helt sikker på, at de to mænd virkeligt har gjort deres bedste for at transportere mig ganske forsigtigt.

Ude i ambulancen, kommer den ene falckredder og jordemoderen om bag i ambulancen, Henrik sætter sig i vores egen bil for at køre bagefter. De når kun lige at lukke dørerne til ambulancen før de åbner dem igen og kalder på Henrik. Hverken jeg eller baby har tid til at vente på, at vi når ind på sygehuset. Henrik når lige ind i ambulancen – og 2 presseveer, og først kommer babys hoved (og øh AV!!!), og dernæst resten af kroppen i den næste ve, hvilket jeg faktisk ikke synes gjorde ondt og pludselig ligger jeg med den skønneste lille dreng i armene, som er smurt ind i fosterfedt og grønt fostervand. Det var helt fantastisk! Baby blev født kl. 23.05 (altså 2t 5min efter jordemoderen ankom og vurderede mig til 2 cm åben), og Henrik kunne klippe navlestrengen. Dernæst sætter vi stille og roligt kursen mod sygehuset, Henrik i vores egen bil bagefter.

img_4160

Kl. 23.13 bliver moderkagen født ved en enkelt ve – det gjorde ikke ondt, og føltes bare som en blød klump der kommer ud (hvilket det jo principielt også er). Herefter skal jordemoderen trykke hårdt på maven, for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen – det er så til gengæld knap så behageligt. Jordmoderen trykker 2 gange, og lige pludselig bløder jeg en hel del. Jordemoderen er nødt til at holde godt ned på min mave for at forsøge at stoppe blødningen, og den stille og rolige kørsel mod sygehuset bliver lavet om til en kørsel 1 med blå blink. Jeg forestiller mig, at det må have været lidt ubehageligt for Henrik at køre bagved og se, at der pludseligt bliver sat blå blink på. Undervejs til sygehuset mister jeg ca. 1L blod – om det skyldes hormoner eller hvad ved jeg ikke, en jeg har det faktisk rigtig fint. Desuden fortæller jordemoderen mig, at jeg nok er gået en del i stykker “down there”, men at vi lige tager et nærmere kig, når først vi kommer på fødegangen og får blødningen stoppet.

På vej fra ambulancen til fødegangen, gør de søde Falckreddere deres bedste til at oplevelsen trods alt skal blive god. De snakker og har en god føling med tingene. Faktisk fortæller den ene, at når babyer fødes i ambulancen, så er der tradition for at de skal opkaldes efter falckredderne – og det er jo meget passende, når nu det er en dreng, og så kan jeg frit vælge om jeg vil kalde ham Benny eller Kenneth (Tusind tak til Benny og Kenneth fra Falck for at være med til at gøre min fødsel til en god oplevelse!).

Inde på fødegangen kommer jeg over på et fødelejet i rygliggende, får fødderne i bøjler, får sat drop op med væske og medicin, og bliver flere gange trykket hårdt på maven for at tjekke blødningen. Jeg fik tømt blæren med kateter for at være sikker på, at en fyldt blære ikke generede livmoderen ift. at trække sig sammen. Det blødte fortsat, og alt i alt vurderes det til, at jeg bløder ca 1,3 L alt i alt. Vi havde virkeligt håbet på, at vi kunne komme hjem efter turen på fødegangen, når de havde fået sat en stopper for blødningen, men fordi jeg blødte over 1L, så betød det, at vi måtte en tur på barselsgangen til indlæggelse. ØV! Det betyder også, at de fraråder hjemmefødsel næste gang pga. kraftig blødning ved foregående fødsel. ØV!

Jeg havde fået en 2. grads bristning, så det viste sig heldigvis ikke at være så slemt, som det i første omgang så ud til. Når det er sagt, så mærkede jeg INTET til det undervejs. Som i INTET! Lige da jordemoderen sagde i ambulancen, at det så ud som om jeg var gået en del i stykker, så var jeg faktisk også pisse ligeglad. (Det havde jeg nok ikke været senere, hvis jeg havde fået mig en 3. eller 4. grads bristning, men lige der, der var jeg pisse ligeglad – og jeg havde som sagt intet mærket). Jeg blev bedøvet, og syet, hvilket jeg heller ikke mærkede, og så vaskede jordemoderen det værste blod væk, og vi fik lov at være os selv lidt imens de fik udfyldt de sidste papirer og skrevet i journalen. Efter et par timer blev baby L vejet til 4050 g og målt til 55 cm. og ca kl. 3.45 blev vi overflyttet til barselsgangen, hvor baby L og jeg skulle være indlagt som minimum indtil næste dag. På barselsgangen i Aalborg er det kun mor og barn, der er indlagt, så det betød også, at Henrik måtte køre hjem til rodet i huset og hundene. En lidt underlig fornemmelse, at skulle skilles der ganske få timer efter at man er blevet en lille familie. Vi forsøgte at få det bedste ud af det, og se det fra den lyse side, og Henrik kunne køre hjem og få ryddet en lille smule op og luftet hundene inden han kom igen, når besøgstiden startede kl. 8.00.

Sådan endte min hjemmefødsel, på alle andre måder end forventet, uden smertestillende og som en kæmpe oplevelse – og helt ærligt, jeg ville ikke have gjort noget som helst anderledes. Jeg ville til enhver tid have valgt hjemmefødsel. Jeg var fuldstændig tryg hele vejen igennem. Jordmoderen og falckredderne gjorde et fantastisk stykke arbejde undervejs. Henrik var en god støtte, og vi var et godt makkerpar under hele processen. Jeg synes det var en fantastisk oplevelse – både selve fødslen (selvom det gør ondt), og ikke mindst det at blive forældre.

Overrasket med Babyshower

Et stykke tid før vores APPETIZE-Baby Lærke kom til verden, så blev Signe overrasket med babyshower af Lars, familien og veninder. Det var en skøn dag, hvor der blev hygget igennem. Her kan du se nogle af stemningsbillederne fra dagen

_dsc9500

_dsc9501

_dsc9504

_dsc9508

_dsc9509

_dsc9517

_dsc9523

_dsc9528

_dsc9539

_dsc9541

_dsc9545

_dsc9549

dsc_6681

dsc_6694

Læs de andre artikler om vores søde APPETIZE baby og hendes forældre:

Ønskebarnet

Velkommen til verden

Velkommen til verden

Den 20. september, 10 dage før termin, kom vores lille APPETIZE-baby til verden. Jeg har siden fødslen kun set billeder af hende og snakket i telefon med mor Signe, så jeg glæder mig rigtig meget til at vende snuden mod Mou og se den lille prinsesse

Oprindeligt havde jeg lavet en aftale med Signe om, at hun den 21. september skulle ned og have en gravidmassage som en del af vores store babytema her i efteråret. Signe havde døjet meget med bækkenløsning gennem det meste af graviditeten, og glædede sig til en gang forkælelse. Men pludselig den 20. september får jeg et billede tilsendt fra Signe, hvor hun ligger i en hospitalsseng med den sødeste, lille pige i armen. Vores APPETIZE-baby kunne ikke vente mere, og var allerede kommet til verden.

Efterhånden er lillepigen blevet tre uger, og det er blevet tid for mig at møde hende. Jeg glæder mig rigtig meget, og er spændt på at høre, hvordan fødslen gik. Jeg bliver modtaget i døren af en stolt far, og vi går sammen ind i stuen, hvor Signe sidder og giver lille Lærke mad. Lærke er nemlig navnet på den smukke, lille APPETIZE-baby.

Lærke bliver færdig med at spise, og jeg er så heldig, at jeg får lov at sidde med hende, imens Signe og Lars fortæller om den store dag, hvor deres lille pige endelig så dagens lys.

Den største dag

– Jeg havde afleveret Anton i skole kl. 8 om morgenen, fortæller Signe, og havde snakket lidt i telefon herhjemme, hvorefter jeg bliver enig med mig selv om, at jeg vil gå ned og lægge mig under dynen med en god film og bare slappe af, da de sidste par nætter havde været ret hårde. Sådan en graviditetsblære er ikke så stor, så jeg ville lige gå omkring toilettet, inden jeg kunne kravle under dynen, og pludselig gik vandet.

Klokken var på det tidspunkt 9.15 om morgenen. Signe forklarer, at hun egentlig undgik at gå i panik, og stille og roligt fik ringet til fødegangen. Der var dog optaget på begge numre, og Signe bestemte sig for at skrive til Lars.

– Jeg havde efterhånden ringet otte gange på hvert nummer til fødegangen, men tog det egentlig stadig ganske roligt, for jeg havde jo ingen veer. Jeg skriver til Lars, om han har tid til at snakke, hvor han så svarer, at det ikke passer så godt lige nu, men lige efter kommer der så endnu en besked: ”Med mindre det er vigtigt”?

Lars smiler, imens Signe genfortæller historien til mig, og hun fortsætter:

– Jeg får skrevet til Lars, at vandet er gået, og jeg tror ikke engang, han når at læse beskeden, inden han har ringet op. Ret panisk, griner Signe.

– Jeg blev da en smule rundforvirret, fortæller Lars. Man står derude på arbejdet, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Selvom Signe sagde, at jeg skulle tage det roligt, og vi nok bare skulle ind på sygehuset til tjek og så ville blive sendt hjem igen. Jeg rejste mig op og satte mig ned igen, men fik da styr på mig selv og kom afsted i bilen.

Efter samtalen med Lars fik Signe endelig fat i fødegangen, som beroligede hende med, at så længe hun havde vandafgang men ingen veer, kunne hun tage det stille og roligt. Signe fik også at vide, at hun skulle tage et bad, og så kunne de komme ind på fødegangen en times tid efter. Lars var i mellemtiden på vej hjem, og havde fået ringet til sin mor og forklaret, at hun skulle hente Anton for en sikkerheds skyld, da de ikke vidste, hvad der ville komme til at ske.

– Da jeg træder ud af badet, kommer Lars ind af døren, hvor han helt panisk udbryder; ’Hvorfor tager du ikke telefonen?’, fortæller Signe med et grin.

– Jamen, jeg vidste jo ikke, at du var i bad, så jeg var helt bange for, at der var sket noget, siden jeg ikke kunne få fat i dig, forklarer Lars.

Afsted mod sygehuset

Signe og Lars fik fundet de sidste ting, autostolen og tasken stod allerede ude i bilen. Det havde den gjort en 14 dages tid. Signe blev placeret på et stort håndklæde i bilen, og turen gik afsted mod Aalborg og fødegangen.

– Da vi kommer ned for enden af vejen, møder vi naboen, der er ved at gøre bilen ren, og jeg stikker vandrejournalen op i ruden og smiler, mens vi kører forbi, fortæller Signe med et smil. Så går der ikke ret lang tid, før hun ringer; ’du ser godt nok ikke ud som en, der er i fødsel’ – men jeg havde det jo også så fint, fortæller Signe. Der var stadig ingen veer, men da vi begynder at nærme os Aalborg, kan jeg begynde at mærke de første niv, og da vi når Kennedy-arkaden, begynder vi at tage tid på dem.

Signe blev sat af ved hovedindgangen af Lars, da hendes bukser var helt våde, og marcherede direkte ind på handicaptoilettet og fik skrevet til Lars, at han måtte få fat i en kørestol, da vandet drev ud af hende.

– Vi kommer op på fødegangen, og de spørger, hvor jeg har parkeret bilen, fortæller Lars – og jeg bliver derefter bedt om at flytte den, da man kun må parkere i ambulancegangen ved noget akut, og det var det her ikke.

Lars fik flyttet bilen, og da han kom op igen, begyndte Signes veer at tage til.

– I en kort pause når jordemoderen lige at tjekke mig, og der er jeg allerede 6 cm åben, forklarer Signe. Jeg havde på den ønskeseddel, man laver inden fødslen, skrevet, at jeg gerne ville i badekar for smertelindring, for det fungerede så godt, da jeg fødte Anton. Men jordemoderen forklarer, at det badekar kan vi ikke nå at fylde, og at jeg skal rykkes til en fødestue med det samme.

Imens Signe og Lars genfortæller fødselsforløbet til mig, sidder jeg med lækre, lille Lærke i armene. Hun har sovet så fint, men begynder at røre lidt på sig og være lidt utilfreds, så hun må tilbage i Signes arme og have lidt mere mad. Men hvor er hun bare skøn; hun har det fineste, mørke hår og er bare så gylden og lækker.

Selve fødslen

Lærke er tilbage i Signes favn, og vi kan fortsætte med historien.

– Jeg kastede op imellem hver ve, fordi det hele bare lige pludselig gik så stærkt, fortæller Signe. På et tidspunkt siger jordemoderen til Lars, at når lillepigen lige er ved at være født, skal han hive fast i den røde snor, og Lars fortsætter.

– Jeg kan huske, jeg blev helt stresset og tænkte, du skal ikke gå nogen steder nu. Jeg skal da ikke stå her alene. Med den måde Lars kan fortælle det på, kan jeg forestille mig præcis, hvordan han må have set ud i hovedet ved sådan en besked.

– Jordemoderen mente egentlig bare, at Lars skulle hive i snoren for at få mere assistance på stuen, men det opfattede han ikke lige på det tidspunkt, forklarer Signe med det største smil på læben.

Man må sige, at fødslen af Lærke gik rimelig hurtigt; kl. 9.15 gik Signes vand, kl. 10.30 var de på sygehuset, kl. 11.00 blev hun undersøgt, hvor hun allerede var 6 cm åben, og kl. 12.16 kom Lærke til verden. Efter vandafgang har hele fødslen kun taget 3 timer og 1 minut. Lærke havde en fin størrelse med 3140 gram og 53 cm.

– Vi kørte hjem fra sygehuset kl. 15.15, fortæller Signe, så man må sige, at det gik vildt hurtigt. i princippet kunne jeg have hentet Anton i skole igen.

Signe og Lars ringede til Anton ude fra sygehuset for at fortælle ham de gode nyheder.

– Min mor gik over til ham i DUS’en, da han havde fået fri fra skole, fortæller lars – og så ringede vi til ham på facetime, hvor Anton bare råbte op; ’Er det lærke, ej, se jeg har fået en lillesøster, mens jeg har været i skole, hvor er det sejt’.

Mødet med storebror

Signe og Lars kom først hjem til huset i Mou, og Lars kørte herefter op og hentede Anton og sin mor. Jeg er selvfølgelig lidt nysgerrig på, hvordan Anton reagerede ved det allerførste møde med sin lillesøster, og hvordan har han mon taget det efterfølgende? Han har jo været det eneste barn i mange år hos Signe og Lars, så mon han har været jaloux?

– Da han kom herhjem på dagen, ville han gerne holde hende, og overkyssede hende, fortæller en stolt Signe. Han var meget stille og vidste godt, at han skulle være forsigtig med hende. Han har bare vist sig at være en helt fantastisk storebror for Lærke allerede. Jeg har en enkelt gang set, at han selv har taget hende op, hvis hun har ligget i dynen. Han ved godt, at han skal passe på hovedet, han har en lillebror på 2,5 år oppe ved sin far, så han har helt styr på det.

Hvor er det dejligt at høre, at Anton bare har taget rollen som storebror til sig, og at de nu er en lille, lykkelig familie på fire.

– Når han kommer hjem fra skole, sidder han og fortæller hende, hvad han har lavet i skolen den dag, fortæller Signe – og det gjorde han også, da hun var inde i maven. Det er så hyggeligt.

Som jeg kan høre på det hele, har der indtil videre ikke været nogen jalousi at spore, og det er jo bare så dejligt, men som jeg kan forstå på Signe og Lars, er hele familien også rigtig gode til at inddrage Anton i det hele, så han ikke bliver tilsidesat.

– Anton havde jo fødselsdag tre dage efter, at Lærke blev født, hvor han blev fejret i stor stil med en masse gaver og fødselsdagsfest, så på den måde har han ikke mærket, at der er gået noget fra ham, forklarer Signe.

Et nyt liv

Lærke kom jo til verden 10 dage før terminen, og den 20. september skulle Signe egentlig have været til begravelse ved sin onkels mor.

– Da Lars og jeg er på vej ind på sygehuset, får jeg ringet til min mor, at jeg ikke kommer til begravelsen, da vandet er gået, og vi er på vej ind på sygehuset til tjek. Jeg aftalte med hende, at jeg skulle give hende besked, når jeg jeg vidste, om vi blev sendt hjem igen. Men pludselig gik det hele jo så stærkt, så jeg fik ikke skrevet til hende. Klokken 12.35 skriver min mor så til mig, at hun ikke kan tage telefonen den næste time, da hun er til begravelsen. Den besked læser Lars højt for mig, alt imens jeg ligger med Lærke på maven. Klokken 13 sender jeg et billede til min mor og svigerinde, for jeg vil så gerne fortælle det, men jeg ved jo godt, de sidder i kirken. Min svigerinde kan mærke telefonen i lommen, og får prikket til min mor, da hun kan se, det er en besked fra mig. De får åbnet og ser billedet af en helt ny lærke, fortæller Signe.

Hvor er det bare en fin historie, og jeg kan ikke undgå at få en smule kuldegysninger, mens Signe fortæller det. Så kunne den stolte mormor sidde til en begravelse og se, at et lille nyt liv var kommet til verden, og at hun nu var blevet mormor til sit fjerde barnebarn.

På selve dagen var der besøg af begge hold bedsteforældre i Mou. Alle havde jo glædet sig så meget til, at den lille ny skulle komme til.

– Hun har også været længe undervejs, siger Lars, og henviser til det lange forløb, han og Signe var igennem, inden det endelig lykkedes at få det fælles ønskebarn. 
Lærke ligger netop nu på maven på Signes ben og kigger nysgerrigt rundt i stuen. Hun er bare så fin med en hårpragt, der vil gøre mange misundelige.

– Hun er supersej til at ligge på maven, fortæller Signe. Vi øver det også i stor stil hver dag. Hun er bare så nem og dejlig, det må man godt sige, når hun er over 14 dage nu. Hun vokser godt, og har kun fået ros af sundhedsplejersken, så det er bare så dejligt.

Nu er det jo Signes andet barn, men Lars‘ første, så jeg er simpelthen nødt til at spørge, hvordan Lars klarer rollen som far.

– Han er en så dejlig far, fortæller Signe, mens hun kigger kærligt på Lars. Lige så snart han kommer ind ad døren, snupper han hende og ligger og hygger med hende.

Det har været skønt at være ude at besøge Signe og Lars og endelig møde lille Lærke. Hun er bare så lækker, og jeg glæder mig allerede til, at jeg skal se hende igen og følge lidt med i, hvordan hun vokser, og hvordan den nye hverdag former sig for familien i Mou.

Se billeder fra Signes hyggelige babyshower her


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev