Skip to main content

Tag: Nicolaj Lange

Anmeldelse: Nicolaj Lange ”Større end nogensinde”

Mandag aften kunne Skråen slå dørene op for Nicolaj Lange, der stod klar med sit andet onemanshow ”Større end nogensinde”, som er opfølgningen på ”Mere skæg end nogensinde.” Det store spørgsmål, Lange havde lagt for aftenen, var, hvornår man er blevet voksen i en alder af 44 år.

Jeg havde glædet mig til at komme lidt ud af corona-komaen for at få en aften med underholdning og en dertilhørende stor fadøl. På trods af afstanden mellem publikum af de ensomme sæder, føltes salen på ingen måde tom.

Jeg har ikke hørt nordjydens humor før og var derfor spændt på, om Lange var i stand til at indkredse hele salen i sine jokes eller om de blot tilgodeså aalborgensiske midaldrende mænd med et barn eller to – eller hende, der er gift med en. Her må jeg erkende, at han bedst får ramt de sidstnævnte med sine fortællinger om 80’erne, kone, børn og smerter i benene, hvor os under 30, uden børn og ægtefælle må klukke med på de semi-interne jokes.

Den charmerende nordjyde er dog i stand til at få alle i salen med, når han kaster sig ud i mere samfundsrelaterede problemstillinger om bl.a. fertilitetsbehandling, instagram-hatere, elcykler og den store Tinka-krise. Når han pakker debatter om krænkelseskultur, kønsroller og first-world-problem-kriser ind i en sarkastisk nordjysk jargon, er den 44-årige komiker henrivende skøn og får inkluderet hele salen i sit show. Desværre sker dette i glimt, og vi savner mere af det!

Den røde tråd må man huske sig selv på under showet, og man får følelsen af, at emnerne om Langes rolle som ægtemand og far bliver taget lidt ud i luften. Han forsøger dog at binde sløjfe på showet til sidst ved at vende tilbage til sin startende anekdote omkring en 5’er i lommen, og her forsøger han at konkludere en smule på baggrunden for at føle sig voksen.

Nicolaj Lange vinder en del hos mig ved at kaste sig ud i at henvende sig direkte til publikum, som er en af de sværeste stand-up-discipliner. Her ved han ikke helt, hvad han ender med, men får leveret en af aftenens bedste jokes om katte, der både er modigt eksekveret og hylende morsom. Det er fantastisk at overvære, når det hele går op i en højere enhed.

Helt overbevist om, at Nicolaj Lange er større end nogensinde, er jeg ikke. Jeg giver alligevel komikeren plads til at vokse – og her hentyder jeg hverken til højde eller drøjde, men jeg ønsker, at han vokser sig større på stand-up-scenen end han er nu, for jeg kan se, at det kan han. Han har en skøn, charmerende, lun, nordjysk humor, og han rammer den rent, når han samler hele publikum om sine jokes.

Jeg giver Nicolaj Lange 3 ud af 6 stjerner for sit show, fordi han i især sidste halvdel af showet når længere ud i salen end blot til sin egen aldersgruppe, og han skinner igennem, når han leverer jokes ud gennem et større perspektiv.

Billetter til Skråens genåbningsshow blev revet væk! Nu er der et ekstra show

(Pressemeddelelse)

De 200 billetter til NICOLAJ LANGE som gæst i BRIAN MØRK SHOW blev revet væk. Behovet for at mødes igen til gode kulturelle oplevelser på Skråen var større end man havde turdet håbe på.Men, tvivl ikke, lynhurtigt har Skråen nu fået aftalt et ekstrashow allerede onsdag 10. Juni på Skråen

Forsalget starter så snart billetterne er klar. HOLD ØJE!!!
Skråen klar til genåbning

I 3 lange måneder har alt på Skråen været lukket helt ned. Og oven i det bliver 80.000 gæster til sommer snydt både for Skovrock og Fredags Fest koncerterne.

Nedslående – men nu begynder det at lysne lidt igen. Skråen genåbner allerede torsdag d. 11. Juni kl. 20 med Nordjyllands mest populære og velkendte komiker NICOLAJ LANGE som gæst i BRIAN MØRK SHOW.
Og flere koncerter og shows er på vej!
Følg med på www.skraaen.dk
NICOLAJ LANGE og BRIAN MØRK SHOW
Torsdag 11. Juni kl. 20 på Skråen

Aalborg komikeren Nicolaj Lange bliver trukket ind i Brian Mørks spin af løgn og latin, med på scenen er også Randers komikeren Jimmy Lauridsen (finalist 2018 i DM i stand up) hele aftenen bliver optaget som Brian mørk Show live podcast. Så kom og vær en del af denne fantastiske aften,

Prisen er trykket i bund til kun 145 kr incl. gebyr

Opstillingen er teateropstilling med kun 200 billetter i salg.
Men selvom der er længere mellem publikum kommer der ikke til at være langt mellem grinene.

Live-udgaven af Brian Mørk Show bliver meget, som man kender det fra tv og podcast kombineret med det rene impro-vanvid, hvor hverken komikere eller publikum ved, hvad der kommer til at ske. Dog kan vi røbe, at komikerne, som altid, må en tur i den varme stol og blandt andet vil kunne opleves i forskellige improviserede karakterer.

Hvis du ikke kender til Nicolaj på forhånd, så mød ham her:

Anmeldelse af ’Mere skæg end nogensinde’ – Nicolaj Lange

Onsdag aften kunne Skråen melde udsolgt, da komikeren Nicolaj Lange gik på scenen med sit show ’Mere skæg end nogensinde’.

Spillestedet Skråen er beliggende i Nordkraft med i alt tre koncertsale. I Skråens store sal er der plads til 330 publikummer på gulvet og 120 på balkonen.

Jeg gik ind med gode forventninger til aftenens show, og efter en passende lille opvarmning fra komikeren Benjamin Jeppesen, gik aftenens hovedperson på scenen. Han lagde hårdt ud med referencer til både reality shows, 40 års krise, nosser og kropsbehåring. Men publikum var i gear til det hele, og der var ikke lange pauser mellem både småfnisen og latterbrøl. For Nicolaj Lange skød sine fortællinger og punchlines afsted som en anden maskinpistol, og selvom flere jokes ofte var under bæltestedet og meget direkte leveret, så var det dog stadig på den sjove facon.

Nicolaj Lange kørte flere gange også igennem den gængse samfundsdebatmølle. Men han slap ret elegant afsted med det uden at tabe terræn, da han ikke lod tingene køre for langt ud af en kedelig tangent. I stedet skiftede han ofte direkte over i sine egne mange livsanskuelser om dét at være ’en gammel mand’. Hans show bød på masser af spidsfindige udtryk og små relaterbare hverdagssituationer, som ofte blev sat på spidsen. Derved fik komikeren testet de nordjyske lattermuskler med jokes om ting der f.eks. kan ske i Frederiksberg Have, lyst til sex eller mangel på samme samt det der med øjemål. Da denne aften var sidste stop på Nicolaj Langes succesfulde turné gennem det danske kongerige, afsluttede han således på hjemmebane ved et begejstret publikum.

Selvom showets røde tråd af emner var en blandet landhandel, så virkede Nicolaj Lange meget naturlig i sit flow, og som om han havde styr på sit. For fuld udblæsning kørte han der ud af uden at trække tingene i langdrag for at smage på publikums reaktion. Folk kunne enten grine eller lade være. Men de grinte for det meste, og det gjorde jeg bestemt også! For Nicolaj Lange var fremragende til at levere sine punchlines samt til at hvile i sin knap 2 meter høje krop. Det gjorde ham meget læselig, selvom ordforrådets brug og vendinger indimellem kunne overraske til videre refleksion.

Han gav dog ikke et ekstranummer, og det syntes jeg personligt lidt var en skam. Men for en uhyrlig morsom aften med masser af energi og nordjysk charme, giver jeg ’den gamle mand’ og hans show 5 ud af 6 stjerner.


APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev