Skip to main content

Tag: Nicolaj Holm

AKKC skal lave fiskerimesse i Grønland i mange år

Hele otte gange har Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) afholdt Grønlands eneste jagt- og fiskerimesse. Forud for den niende PolarExpo-messe i Ilulissat i oktober, har AKKC og Avannaata Kommunia netop underskrevet en kontrakt på, at det succesfulde samarbejde forsætter mange år ud i fremtiden.

Det er ikke mange uger siden, at AKKC gennemførte fiskerimessen DanFish International i Aalborg med 13.000 besøgende fra 48 forskellige lande. En messe, som AKKC gennemfører hvert andet år i egne rammer og som genererer en omsætning på minimum 39.000.000 i Aalborg by og omegn.

Snart står den imidlertid igen i fiskeriets tegn i AKKC. Der er nok ikke mange, der forestiller sig, at det er AKKC, der står bag Grønlands eneste fagmesse inden for fiskeri og jagt. Men det er ikke desto mindre tilfældet, og når dørene åbner til PolarExpo – Fishing & Hunting 8., 9. og 10. oktober 2024, bliver det for niende gang. Her er det dog ikke i Aalborg messen foregår, men i Grønlands tredje største by Ilulissat, hvor hovedparten af befolkningen beskæftiger sig med fiskeri og fiskeindustrien.

En slags venskabsby
PolarExpo-messen sker i tæt samarbejde med Avannaata Kommunia og KNAPK, der er Grønlands fanger og fiskeriforening. Messen havde sin succesfulde ilddåb i Ilulissat i 2022, da den førhen var placeret i den grønlandske by Sisimiut. Fordelene ved at rykke messen til Ilulissat var blandt andet en større hotelkapacitet i byen samt lettere adgang for alt fra jollefiskere til havgående trawlere. Og faktisk var ilddåben så succesfuld, at udstillingsområdet i Ilulissat bliver udvidet med yderligere 50% i 2024.

Samarbejdet mellem AKKC og Avannaata Kommunia er allerede så stærkt, at AKKC-direktør Nicolaj Holm og borgmester Palle Jerimiassen har underskrevet en kontrakt på, at samarbejdet fortsætter langt ud i fremtiden – faktisk lige så lang tid som parterne ønsker.

  • Vi har et helt specielt og nært forhold til Grønland og de mange grønlændere, vi har samarbejdet med gennem årene. Vores samarbejde med Avannaata Kommunia er også hurtigt blevet noget helt særligt – man kan faktisk sige, at vi i AKKC ser Ilulissat som en form for venskabsby. Vi har så meget, vi kan lære af hinanden og bidrage med til hinanden, så derfor har vi nu lavet en aftale om, at begge parter ønsker at fortsætte samarbejdet i mange år endnu. Ikke mindst fordi vi også er gode til at lave forretning sammen, siger AKKC-direktør, Nicolaj Holm.

 

Vigtig begivenhed i Grønland
PolarExpo – Fishing & Hunting i Ilulissat tiltrækker besøgende fra stort set hele Grønland og det foregår både til lands, med båd til vands og fly fra luften. Ilulissat er den største by i Avannaata Kommunia, der dækker et areal på 522.700 kvadratkilometer, hvor f.eks. Spanien har et areal på 505.944 kvadratkilometer.

Selvom PolarExpo-messen er en noget mindre skala end den store, internationale DanFish-messe i Aalborg, har PolarExpo en enorm betydning i Grønland.  Det viste sig blandt andet ved, at grundlæggeren af Polar Seafood-koncernen, Jens Kristian Friis-Salling, der hører til blandt Grønlands rigeste personer, besøgte messen to dage i træk i 2022, hvor han fik en snak med de mange udstillere.

CoolUnite børnefond og AKKC går sammen om støtte til udsatte og syge børn

De Syngende Juletræer bliver, udover den julehyggelige oplevelse, også i år til en indsamling til fordel for børnefonden CoolUnite, som Jacob Risgaard og Mark Nielsen fra Coolshop står bag. Fra nu og frem til 3. januar donerer AKKC 1 kr. pr. tryk på De Syngende Juletræer. Og med den aftale åbnede Jacob Risgaard og Nicolaj Holm, adm. direktør De Syngende Juletræer i Kildeparken i Aalborg.

 

AKKC donerer én krone til fonden for hvert tryk på de juledekorerede 60 musikstandere, hvor der bliver spillet julemusik med de store internationale stjerner, der har gæstet og givet koncert i AKKC. AKKC holder dermed den snart mangeårige tradition i hævd med at omdanne de verdensberømte Syngende Træer til De Syngende Juletræer i Kildeparken. Jacob Risgaard håber, at indsamling vil få stor støtte.

 

  • Det er jo en fantastisk juleaktivitet lige her i hjertet af Aalborg. Og netop hjertet på rette sted er lige det, vi her deler med AKKC, som har lovet, vi ubeskåret får for alle tryk. Sidste år var der omkring 42.000 tryk, og med denne donation til børnefonden håber jeg, at det bliver endnu mere, måske 50.000! Morgenløbere, børn, familier, kærester, hundeluftere og alle andre, lav en plan for et besøg og tryk, tryk. Alle pengene går ubeskåret til syge og udsatte børn og deres familier i vores projekter, opfordrer Jacob Risgaard.

 

De to nordjyder trykkede som de første på deres favoritter. For Jacob Risgaard var det Placido Domingo, Beyoncé og Kenny Rogers. Nicolaj Holm var ikke helt enig, så hans favorittryk blev givet til Maroon5, Shakin Stevens og Mariah Carey.

 

Hvor mange penge det lykkedes at samle ind, her i hjerternes tid, vides selvfølgelig ikke. Men Jacob Riisgaard håber på hjælp fra mange nordjyder i julestemning og med hang til en helt unik oplevelse af julemusik og støtte til CoolUnite Fonden.

 

Selv skal han også advenstsøndag genbesøge De Syngende Juletræer, for der illuminerer Aalborg Kommune Kildeparken med ikke mindre end 350 levende lys, der kan opleves fra skumringstid ved 15.30-tiden og ca. tre timer frem. Illuminering kan opleves alle fire adventssøndage.

 

FAKTA

Børnefonden CoolUnite har som formål at støtte og styrke sårbare, sygdomsramte og udsatte børn. Fonden skaber gode oplevelser og bidrager til, at børnene og deres familier får en lidt nemmere hverdag, og jo flere penge den samler ind, jo flere kan den naturligvis hjælpe. Når børn og unge får en livstruende sygdom, bliver hele familien ramt. På børne- og ungehospicerne Strandbakkehuset og Lukashuset er det derfor både det syge barn, forældre og søskende, der tilbydes lindring og aflastning. Blandt fondens største projekter er også ’Ønskelands Pausehus’. Pausehuset er for børn i alderen 0-18 år med alvorlig sygdom. Børnene og deres familier får tilbudt en mulighed for rekreation i Ønskeland – altså en lille ’miniferie’ hvor sygdommen og hverdagen træder lidt i baggrunden, og hvor familien og nærværet kan være fokus. Støtten fra CoolUnite går helt konkret til at flere familier kan få et ophold og en hårdt tiltrængt pause.

 

 

 

AKKC’s messer bliver endnu skarpere

Megatrends og nicher. Det er to vigtige begreber, som bidrager til at tegne fremtidens messer i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). Et strategisk arbejde med messeområdet over en længere periode medfører nu blandt andet, at den traditionsrige forårsmesse lukker.

 

Fremtidens messer i Aalborg Kongres & Kultur Center bliver flere og mere nicheprægede. Det er resultatet af et længerevarende strategisk arbejde med messeområdet, hvor AKKC blandt andet samarbejder med Copenhagen Institute for Future Studies (CIFS), der ser en klar tendens til, at danskerne i fremtiden ønsker at fordybe sig endnu mere i sine specifikke interesser. AKKC’s øgede fokus på nichemesser betyder blandt andet, at de nedlægger forårsmessen, og at der i stedet fokuseres på andre messekoncepter.

  • Vi skal have nogle messer i Aalborg, der skaber fokus, forretning og interesse. Vi har blandt andet allerede nogle meget skarpe fagmesser som DanFish International og Polar Expo – Fishing & Hunting samt den populære campingmesse. I fremtiden vil vi have endnu flere af disse tema- eller nichemesser, som tiltaler et bestemt publikum og lader dem fordybe og engagere sig i netop deres interesse, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC med mangeårig erfaring som messearrangør.

 

 

 

 

Nye tendenser præger fremtiden

Gennem årene er gæsterne strømmet til Aalborg Kongres & Kultur Center for at deltage i messer. Det skal de også gøre i fremtiden. Derfor har AKKC, med årtiers erfaring inden for messeområdet, i en længere periode arbejdet konkret med, hvordan messerne skal se ud fremadrettet. Her har de særligt haft fokus på fag- og nichemesser, og skuer man ud i fremtiden, ser CIFS netop megatrends og nicher som nogle relevante begreber at have for øje.

  • Megatrends er nogle strømninger i samfundet, som viser sig populære blandt befolkningen på den lange bane. For eksempel er det at være aktiv lige nu en megatrend, og til sådan en trend hører forskellige nicher, i dette tilfælde kan det være forskellige måder at være aktiv på. Tendenserne viser, at vi fremover i endnu højere grad ønsker at beskæftige os med de emner eller nicher, der interesserer netop os, forklarer Bugge Holm Hansen, special advisor hos CIFS.

Forårsmessen nedlægges
Som konsekvens af AKKC’s strategiske arbejde med messeområdet nedlægger de den traditionsrige forårsmesse, der har mere end 50 år på bagen. AKKC måtte som følge af Covid-19 aflyse forårsmessen i 2020, og den nuværende situation gør det relevant at se nærmere på hvilke stærke messekoncepter, der skal arbejdes videre med i fremtiden.

  • Der er ingen tvivl om, at forårsmessen har en lang og flot tradition bag sig. Men den har også et bredt format, som går imod den udvikling man ser i øjeblikket. Derfor tager vi nu sidste års Corona-aflysning som en anledning til at sige, at nu gennemfører vi den ikke mere, forklarer Nicolaj Holm. I stedet vil vi lægge vores fokus på nogle af de stærke nichemesser. Aalborg har en størrelse og et publikum, der kan bære den type messer, og allerede nu har vi flere spændende fokusområder i tankerne, som vi glæder os til at dykke endnu mere ned i og præsentere for publikum, uddyber han.

De første nye messekoncepter er allerede på tegnebrættet og ventes gennemført i 2021 og 2022, herunder messen BÆREDYGTIG livsstil, som allerede er offentliggjort.

Hugger vi sten, eller bygger vi katedraler?

Der er rummeligt, lyst og roligt på kontoret, hvor vi sidder, men uden for lokalets fire vægge summer det af liv. Vi er i Aalborg Kongres & Kultur Center, og lyden af travle skridt, vogne der køres på gangene, brudstykker af samtaler, og den universelle lyd af menneskesummen har omgivet os, inden vi sætter os for at få en snak med stedets direktør, Nicolaj Holm.

I maj 2017 tiltrådte Nicolaj stillingen som direktør efter den folkekære Ernst Trillingsgaard, der i 32 år var manden bag, at AKKC fik en plads på både Danmarks- og verdenskortet. Et væld af internationale stjerner, Cirkusrevy, syngende træer og et hav af messer og konferencer har gjort, at centret den dag i dag er et af landets vigtigste event-steder.

Lige nu er der travlt. Der afholdes en større kongres, og alle har meget at se til. Alligevel er der på Nicolajs kontor en atmosfære af, at vi har tid nok.

– Hver dag tager jeg lige en tur rundt og siger godmorgen til folk. Der er faktisk rigtig meget her i huset, der er Management by Walking, og mit eget skrivebord er ikke bordet, jeg sidder mest ved. Man styrer simpelthen ikke et hus, hvor der er liv 24 timer i døgnet, ved at sidde bag sit skrivebord.

Nicolaj byder os på noget at drikke, inden han selv sætter sig til rette ved det store glasbord. En snak om bl.a. moderne ledelse, bæredygtighed, klima og familieliv har taget sin begyndelse.

– Jeg tror på en tankegang om, at tingene skal være i balance. Du skal uddelegere nogle arbejdsopgaver, men du må aldrig uddelegere mere ansvar, end folk kan bære. Den menneskelige bæredygtighed er på alle mulige måder udgangspunktet for, hvordan jeg tænker og praktiserer ledelse.

Netop begrebet menneskelig bæredygtighed taler ind i grundværdierne hos den 37-årige direktør, og snakken falder naturligt på emnet motivation.

– Vi bruger enormt mange timer af vores liv på at gå på arbejde. Og arbejder man i AKKC bruger man endnu flere timer, fordi der hele tiden sker noget. Der handler det for mig om, hvor værdien ligger henne.

Mit yndlingsbillede på det er de her to brødre, der tilbage i middelalderen sidder og hugger sten. De er tvillinger, men den ene ser markant mere træt og ældre ud end den anden. Når man spørger ham, hvad han laver, er svaret: ”Jeg hugger sten.” På den anden side sidder hans tvillingebror, der ser meget mere frisk ud, og med en stenbunke der er meget større. Da han bliver spurgt, hvad han laver, svarer han: ”Jeg bygger en katedral.”

Nicolaj forklarer, at det for ham er helt essentielt, at hver enkelt medarbejders motivation ligger sidstnævnte sted.

– For mig er det lykkes i det øjeblik, at alle medarbejdere går på arbejde for mere end kroner og ører – og sådan er det heldigvis også idag. Vi lever i … hvad … 80 år? Og de 45 år af dem lægger vi på vores arbejdsplads. Der skal simpelthen være anden værdi end kroner og ører.

At fejre sine fejl

Inden vi taler videre, rejser han sig for at finde en Pepsi Max i det lille kontor-køleskab.

– Det er min svaghed… Køleskabet er fyldt af dem og champagne. Og det sker faktisk ikke sjældent, at der bliver skålet i champagne i kantinerne, for man skal fejre sine succeser – og man skal fejre, når man er blevet klogere. F.eks. er jeg ikke den type leder, som skælder ud. Jeg er mere den type, der siger, ”Okay. Hvordan gør vi det så bedre næste gang?”. Når man har lavet en fejl – og dem laver jeg selv – så er man sin egen største kritiker. Du ved godt, hvad du har gjort forkert… så vi behøver ikke snakke så meget om det. Du skal selvfølgelig ikke lave den samme fejl tre gange, men det er kun, når vi laver fejl, at vi bliver klogere.

Han sætter sig igen, tager en slurk af colaen og fortsætter.

– Men selvfølgelig er man også nødt til at reflektere over tingene… og det går egentlig over i en ret væsentlig anden side af mig, for én ting er, at du som leder skal gå ind og analysere en situation. Finde ud af, at der ligger et problem, nå frem til en løsning og herefter implementere den. Men når man så er nået dertil, så er vi ikke færdige. Den fejl, man så ikke må lave, er at stoppe der, for næste skridt hedder refleksion. Den er for mig et af de vigtigste parametre som leder og som menneske generelt.

Privat har Nicolaj bopæl midt i Rold Skov, og netop naturen er nøglen til refleksion for ham.

– Når løsningen er fundet, skal vi tænke over bagefter, om vi har gjort det rigtigt. For mit vedkommende, så er vejen til dét at tage gummistøvler og jakke på, og så er det ud i skoven, mens jeg reflek- terer over, hvad der er at lære af en situation. Man skal altid være klar til at sige, hvordan kan jeg gøre det bedre? Når jeg siger det til mig selv, ligger der også en erkendelse af, at jeg ikke er perfekt.

At være modig i en ny rolle

Når Nicolaj fortæller, mærkes det tydeligt på ham, at han står ved sin egen menneskelighed – også som leder.

– Perfektionist er ikke et ord, man kan bruge om mig. Jeg synes altid, tingene kan blive bedre, men der er aldrig noget, der er perfekt, og man skal huske at stoppe på det rigtige tidspunkt. Engang imellem bliver man nødt til at sige, at nu er det godt nok. Ikke perfekt, men godt nok. For der er altid en cost-benefit. Nu har vi f.eks. Maroon 5 her senere på året, og jeg er da helt sikker på, at jeg kunne lave verdens mest unikke kulturoplevelse med jer og fire af jeres bedste venner. En koncert, som jeg har brugt et to-cifret millionbeløb på at købe, ja, men I ville få noget fuldstændigt unikt. Men det kan jeg ikke gøre, for der tipper cost-benefit delen, og billetterne ville jo koste halvanden mio. stykket.

Det sidste siger han med et glimt i øjet og belyser, hvordan det for ham også er vigtigt ikke at være bange for at tage de nødvendige skridt og holde fast i sig selv.

– Da jeg gik ind ad døren her var det med en meget klar aftale med både mig selv, min hjemmefront og bestyrelsen om, at var der noget, jeg ikke skulle, så var det at forsøge at være Ernst Trillingsgaard. Jeg har den dybeste respekt for Ernst, og for alt hvad han har skabt, og jeg synes, han har gjort det rigtig, rigtig flot. Men Ernst havde været her i 32 år, og jeg er yngre end han var, da han kom. Og det kan jo potentielt blive rigtig mange år, hvor man skal forsøge at være noget, man ikke er. Så jeg har fra dag 1 været mig selv og gjort det på min egen måde. Jeg gik ind i det her med en beslutning om at være Nicolaj, og når jeg går en dag går ud herfra igen, så er jeg stadigvæk Nicolaj.

Han funderer lidt, inden han går videre.

– Men jeg er meget ydmyg over for opgaven og det faktum, at jeg sidder i et hus, som man i Aalborg Kommune brugte et helt års samlede skatteudskrivning for at bygge, og som den dag i dag er et af de mest nytænkte kongres- og kulturcentre. Det har været meget naturligt for mig at sige, at huset skal føres videre på de store visioner, det er skabt med. Det er de visioner, jeg har arvet. Jeg skal ikke gøre det, som de gjorde – men jeg skal tage visionerne og gøre dem til mine egne i respekt for den historik, huset har.

I januar 2018 blev der skabt en ny 4-årig strategi i AKKC, som blev udviklet i samarbejde med alle medarbejdere i huset. Alle blev de spurgt om værdier og tankegange om strategiske målsætninger, og derfor er strategien noget, alle har ejerskab over, frem for at være noget der kun involverer bestyrelse og direktør. Den fik titlen ”Next Level Together” og kan ifølge Nicolaj ses i relation til den måde, et computerspil opfattes.

– Mange i min generation har spillet computerspil engang i mellem, og når man så kommer til enden af en bane, så går man videre til next level – men banen er jo stadig taget. På den måde kan man sige, at AKKC har nået virkelig, virkelig meget, og for mig handler det om at sige, at nu tager vi næste bane. At de store visioner og værdier skal føres videre, men på et endnu højere niveau. Jeg skal lige give den en ekstra skalle, for ellers ville jeg ikke leve op til de tanker, huset er bygget på.

Hvad der efterlades på børneværelset

AKKC blev i 2017 kåret som landets første bæredygtige event-sted. Og netop fokus på miljøet og det menneskelige ansvar for hvilke ting, det udsættes for, er en af Nicolajs mærkesager. Strøm fra vindkraft, affaldssortering og møbler af bæredygtigt træ er blot nogle af de ting, der er indført i centrets drift.

– Jeg har ingen affaldsspand på mit kontor – og det er der i øvrigt heller ingen andre, der har, for vi sorterer alt i sorteringsrum. Derudover er der verdensmålene (FN‘s verdensmål, red.), hvor vi arbejder meget detaljeret med nogle af dem og overordnet set med dem alle sammen. På den måde kommer vi hele vejen rundt, og vi er nede at kigge på de helt små ting, som f.eks. de nye uniformer, vi lige har købt, hvor skjorterne er miljøcertificerede.

Faktisk er bæredygtighed noget, der for Nicolaj kan oversættes ret godt fra nordjysk.

– Der skal ske noget. Det buldrer derudad med vækst og erhverv, og økonomien fejler jo ikke noget, men kloden har det ikke særligt godt. For mig er bæredygtighed egentlig bare et spørgsmål om helt almindelig nordjysk ordentlighed. Vi skal opføre os ordentligt over for de mennesker, vi lever sammen med. Vi skal opføre os ordentligt og fornuftigt i forhold til den verden, vi lever i, og så skal det – sagt på godt nordjysk – også hænge sammen. Jeg tror på, at vi skal leve et liv, der gør, at den regning vi lægger på børneværelset er lavere end den regning, vi selv modtog.

Familieliv midt i Rebild

– Der var en, der på et tidspunkt spurgte mig, ”Har du fået lov til at søge stillingen?” siger Nicolaj med et grin, da jeg spørger, hvordan man får en krævende direktørstilling til at hænge sammen med familien derhjemme. Hvordan jonglerer man forældrenærvær, en mange-timers arbejdsuge og den moderne verdens konstante krav om tilgængelighed på mobilen? Sidstnævnte spørgsmål besvarer han kort og kontant. For I Rold Skov er der nemlig intet mobilsignal, så vil man i kontakt med ham der, må man enten sende en mail eller ringe på fastnet-telefonen.

– Når man laver det, jeg laver, så kan det ikke lade sig gøre, med mindre hjemmefronten fungerer 100% som den skal – og det gør den. Jeg er gift med en tålmodig kone, og vi har en ung pige ansat til at hjælpe, så det betyder, at når jeg kommer hjem, skal jeg ikke støvsuge eller smøre madpakker. Så kan jeg sætte mig og læse med mine børn i stedet. Derudover bor vi jo i Rebild Bakker, så jeg har ikke specielt langt til arbejde – men jeg har stadig lige præcis den der refleksionsafstand, hvor der kan klares et par småting på vejen tankemæssigt. Jeg er heller ikke typen, der har fjernsyn. For mig handler det om det helt nære, når jeg er hjemme.

Han fortæller, hvordan naturen i høj grad er med til at skabe nærvær i familien, der foruden Nicolaj og hans kone Maria også rummer børnene Frederik og Ellen. I hjemmets bogreoler står der flere tusinde bøger, og også de bliver flittigt brugt som et samlingspunkt for hele familien, når der skal kobles af.

– Der er bare mange bøger hjemme hos os, og dem bliver der læst i – ikke mindst med børnene. Af og til har jeg også børnene med til forestillinger herinde. Og man kan sige; i virkeligheden har jeg det på mange måder ligesom andre børnefamilier, hvor man af og til kan være nødt til at tage et barn med på arbejde. Sådan kan det også være nogle gange, og så tager vi den derfra.

Interviewet skal til at slutte, og Nicolaj skal videre med sit fyldte program. Vi har talt om bæredygtighed på både menneskeligt, miljømæssigt og familiært plan. Vi har talt om livsglæde og arbejdsglæde, og vi har talt om visioner, der skal formes på ny og føres ud i livet. Og det ud fra perspektivet om, at mennesker trives allerbedst med at bygge katedraler. Hvor går Nicolaj Holm og Aalborg Kongres & Kultur Center hen herfra?

– Huset her skal være hele Nordens bæredygtige mødested. Både i forhold til messer og kongresser, men også i forhold til kultur. Vi skal længere ud internationalt og have flere internationale kongresser, og vi skal have flere af de store, spændende internationale navne. Så skal vi frem for alt være kendt som det grønne hus – altså, fokus på det bæredygtige. Det er visionen. Side-visionen bliver et projekt, jeg kommer til at sætte i gang her i 2019, der handler om at lave en endnu mere unik arbejdsplads for medarbejderne. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan skabe det, som medarbejderne selv synes, er Danmarks bedste arbejdsplads. Derudover har jeg en meget stærk vision om et øget samarbejde mellem de mange gode kulturinstitutioner i Nordjylland, for jeg tror, at hvis vi arbejder endnu bedre sammen, kan vi skabe noget, der er ret unikt.

Fakta om Nicolaj Holm

Alder 37 år

Uddannelse Cand. Mag. og M.A. i samfundshistorie og organisationskommunikation fra Aalborg Universitet

Civilstatus Gift med Maria, der er læge, og far til Frederik på 7 år og Ellen på 6 år

Livret Skipperlabskovs – og laver også gerne karbonader sammen med børnene

Glæder sig til to store internationale navne i AKKC denne sommer

En passion for naturen

Nicolaj Holm er passioneret naturmenneske, der elsker lange sejlture, svømmeture, cykelture og vandreture lige så meget som vinterbadning, shelterture og kaffe lavet over bål. Helt naturligt har han bragt den passion for naturen og respekten for den planet vi lever på med, da han overtog direktørposten i Aalborg Kongres & Kultur Center, der i dag er Danmarks første og eneste bæredygtige kongres- og kulturcenter

Hvad er din passion?

Min passion er naturen og alt hvad det indebærer af unikke oplevelser. At være i naturen, bruge naturen – og frem for alt, at passe på naturen…

Hvorfor er det din passion?

Vi er bosat midt i Rebild Bakker – og jeg har arbejdet målrettet på at gøre Aalborg Kongres & Kultur Center til Danmarks første bæredygtige kongrescenter. Det undrer nok ingen, at naturen er min passion. Jeg har den lige udenfor døren…

Hvad er det bedste ved din passion? (Hvad er fordelene?)

Alt er muligt i naturen – og den kan nydes på alle tider af året. Hvad enten det er en af mine elskede vinterbadeture, en tur på MTB i Rold Skov eller en sheltertur med familien. Naturen er altid en unik oplevelse.

Hvad er det værste ved det? (Hvad er ulemperne?)

Ulempen kan være en vejrmæssig overraskelse, som man ikke er forberedt på. Det er ikke sjovt at være hele familien på kanotur, når det slår over i tordenvejr.

Hvor mange timer om ugen bruger du på din passion?

Mange. Jeg har aldrig ur på, når jeg er i naturen. Tiden får lov at stå stille, og jeg er til stede i nu’et på en helt særlig og nærværende måde.

Er det en passion for alle?

Absolut ja. Des mere man sætter pris på naturen, des mere får man igen.

Fakta om Nicolaj Holm

Alder 36
Job Adm. direktør, Aalborg Kongres & Kultur Center
Civilstatus Gift med Maria, der er læge
Børn Frederik (7), Ellen (6)
Sjov fakta omkring din passion Vi aflivede fjernsynet, da vi flyttede til Rebild Bakker i 2011 – men indrømmer gerne, at programmer som Nak & Æd på DR og TV2/Nords OUTDOOR af og til finder vejen til iPad’en.
Citat Vi lever i verden, når vi elsker den


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev