The Festival Blues
Efter en vild festivalsuge med masser af friluft, våde varer og koncerter, så kan man godt trænge til bare at komme hjem og koble helt af. Derfor afsætter jeg altid hele min søndag til kun at slappe af, være alene og lave absolut ingenting. Jeg ved nemlig, at jeg har brug for at genoplade batterierne i ro og mag, så jeg kan fordøje alle ugens indtryk.
Men så sker det pludselig med et BRAG! Jeg bliver med ét ramt af en utrolig rastløshed, der kan tangere til modløshed. Med ømhed i hele kroppen og tomhed i blikket går det op for mig, at de mange jokes som jeg stadig griner af, nu blot er indforståede og i en ”man sku’ nok selv ha’ været der for at finde dem sjove”-kategori. Tyrolerhatten og blomsterkransen er heller ikke længere det fancy trofæ, jeg bar det som under festivalen, og mine mange billeder på telefonen er direkte pinlige og indforståede (ligesom vittighederne). Jeg har ikke lyst til flere øl eller høj musik, og jeg kan endnu heller ikke tage mig sammen til at begynde på den sunde livsstil igen. Jeg begynder at bruge tid på at scrolle igennem mine venners billeder, opdateringer og andet gøgl vedrørende festivalen, bare for på den måde at genleve og stadig holde lidt fast i feststemningens sus. Men samtidig er jeg ved at brække mig af udmattelse, selvom jeg har sovet noget i nærheden af tolv timer! For slet ikke at tale om al det vasketøj jeg snart skal forholde mig til, og det festivalsarmbånd som jeg ikke nænner at klippe af. Jeg overvejer, om det ikke bare kan være en følgesvend på min arm resten af sommeren, som et slags bevis på min deltagelse og den fest, som jeg var en del af.
Men for at sige det lige ud, så er det lidt ynkeligt at være med til. Jeg er ligesom blevet forvandlet til Æslet fra Peter Plys, der føler at verden står i en larmende stilhed, mens jeg selv snurrer rundt og hverken kan finde ud eller ind. Jeg rammes af følelsen af at være helt alene i verden, og at alle har glemt én – hvilket står i skærende kontrast til at alle netop lige har villet feste, kramme og danse med én. Men dét er netop roden til fænomenet ’the festival blues’. Selv mine potteplanter har fået blues på, fordi de er ikke er blevet vandet i den steghede, som jeg stod og rockede i for kort tid siden. Dét at man går så hurtigt fra den ene yderlighed til den anden – ja fra 100 til 0 og nu pludselig ikke skal en lallende fis – dét føles som at have været lidt for mange ture rundt på karrusellen og så med ét stige af. Man er helt rundtosset og har brug for roen i kroppen igen. Men kroppen har lidt vænnet sig til det modsatte og giver dig i stedet en kæmpe nedtur med nederen på. Så kan man godt blive grebet af en form for panik, hvor man vil kontakte alle i håb om at mødes og starte ”en fest”. Som en junkie, der har brug for et fix. Men du har jo netop bare ikke mere energi eller overskud tilbage at give af, og fænomenet er heldigvis også kun forbipasserende. Så det er helt okay, og faktisk ret vigtigt, at du bare forholder dig i ro og slapper af. At du mærker det hele igen, så du atter kan falde tilbage i rutinerne uden at du virker stress-ramt i en hel uge efterfølgende. Så jeg lader vasketøjet ligge i en bebrejdende hob, lader potteplanterne tørste lidt mere, pakker kun det mest nødvendige ud, sover hele dagen, bingewatcher Netflix og spiser rugbrødsmadder med leverpostej, tun eller spegepølse. Dovenskaben får lov at trives på sådan en dag, mens jeg langsomt forsøger at vende tilbage til livets daglige trummerum.
Man kan dog, hvis man er så heldig, aftale med en festivalsbuddy at mødes til aftensmad og hænge ud og slappe af sammen. Det tager lige toppen af the blues, men det er jo omvendt ikke sikkert at man lige kan holde til fortsat at være sammen. Måske er man netop nået dertil, hvor man også lige har brug for en pause fra hinanden efter en intens uge? Men det er faktisk den bedste kur. For at mødes med én, som man ikke har været på festival med, er ikke lige dét man har brug for, da de jo gerne vil høre om ens uge og oplevelser. Og dem er man faktisk slet ikke klar til at fortælle om endnu, fordi ens hjerne er overloaded, og man selv lige skal fordøje det hele, før man kan sætte en sammenhæng sammen, som er spændende nok for modtageren at høre på. Derfor er det bedre at være sammen med én, der var med på festival, da de ved hvad der skete, og man kan være sammen om at dele the blues i fælles stilhed og dovneri.
Men hvis man nu ikke er så heldig at kunne dele sine blues med en festivalsbuddy, så kommer her nogle gode råd til, hvad man selv kan gøre for at komme lidt lettere over sine festival blues:
- Masser af væske – Din krop er muligvis stadig tømmermændsramt, og om ikke andet så har den været på overarbejde hele ugen. Så drik rigeligt med væske og spis helst noget, der gavner din fordøjelse bedre end junk food og andre tomme kulhydrater.
- Acceptér din blues – Det er helt okay at dvæle lidt ved minderne og give efter for din hang til blues-agtige sange.
- Bingewatch en tv-serie – Se noget der får dig til at føle dig godt tilpas og glemme alt omkring dig for en stund.
- Udnyt din rastløshed – Hvis sofaen ikke kan overmande dig, så begynd i små etaper at tage nogle af de huslige opgaver, således at du begynder at komme i gang med vasketøjet, støvsugningen osv.
- Klip armbåndet – Det er hårdt, men klip nu alligevel bare dét armbånd over, så du ikke hænger fast i din blues i flere dage. Det gør måske ondt indeni, men du kan godt.
