Klumme: Når andres skæbne og ulykke bliver underholdning
Jeg har altid haft en stor kærlighed for dokumentarer af alle slags. Specielt dem, hvor man bliver klogere eller får et indblik i en verden, der ligger langt fra ens egen hverdag. Det er godt at lære nyt, men gælder det også true crime-genren? Lærer vi nyt om livets skyggesider eller svælger vi bare i andres ulykke?
True crime-dokumentarer er populære både som podcasts og på diverse streaming-platforme. Jeg ender ofte selv i den kategori, når jeg skal underholdes, men forstår det ikke altid. Hvorfor er det, at andre menneskers ulykke er underholdning for alle os andre?
Det tænkte jeg over for nylig, da jeg endte med at se dokumentaren ’Girl in the picture’ på Netflix en sen nattetime, hvor søvnen ikke gad at indfinde sig. Den handler om en kvinde, der findes døende ved en vej. Det viser sig, at der er noget mystisk ved kvinden og hendes forhold til ægtemanden. Da hun dør kort tid efter, er der ikke gode muligheder for at opklare mysteriet.
Fascination af livets skyggesider?
I ’Girl in the picture’ gør de deres allerbedste for at opklare, hvem den stakkels kvinde og hendes påståede ægtemand var. Der gemmer sig en voldsom historie bag mysteriet. Jeg endte med at se den næsten to timer lange film på trods af, at klokken var langt over min sengetid.
Det var spændende, men samtidig dukkede tanken op om, hvorfor jeg syntes, det var så underholdende at se en fremmed kvindes helt forfærdelige skæbne foldet ud på skærmen. Er det en fascination af livets skyggesider, der gør, at så mange af os bruger true crime som den spænding, der bliver talt om ved kaffeautomaten dagen efter. Jeg ved det ikke. Men jeg fortsætter nok med at se dem alligevel.
Tog kampen op mod notorisk internetbølle
En anden dokumentarserie, som også gav mig ondt i maven, men alligevel efterlod mig inspireret, var ’The most hated man on the internet’, der også kan ses på Netflix. Den handler om en mand, der stod bag en ganske modbydelig – men ultra-populær – webside. Her kunne man sende nøgenbilleder ind af for eksempel den ekskæreste, der havde knust ens hjerte. Billederne blev ledsaget af personlige oplysninger om offeret, så de var nemme at finde på for eksempel Facebook.
Det burde være alvorligt, men det var andre tider, hvor internettet stadig var det vilde vest. Regler og love om personlige rettigheder på nettet endnu kun var noget, man kunne fantasere om. Da en ung kvinde får delt sine personlige billeder, er der alligevel en mor, der bider sig fast. Hun beslutter sig for, at gøre, hvad hun kan, for at beskytte sin datter og få lukket siden for at beskytte andre, der heller ikke har bedt om at få delt deres intime billeder med resten af verden.
Dokumentarserien er et tilbageblik på en rædsom tid i internettets historie. Men det er også historien om en helt fantastisk kvinde, der vil gøre alt, for at beskytte sin datter (og de andre, som ikke har samme ressourcer). Derfor tager hun kampen op mod en internetbølle og hans troldehær.
Det ender med at blive en opløftende historie. Da serien var slut havde jeg mest af alt en fornyet tro på menneskeheden, hvilket jo ikke er så lidt. Ligesom en god historie, hvor det gode kæmper en uretfærdig kamp imod det onde, så vil vi jo bare gerne se det gode vinde til sidst.
