Skip to main content

Tag: Natur

Frisk luft væk fra skærmen øger arbejdsglæden

Tag en kollega under armen og ryk kontoropgaverne ud i det danske sommervejr, når dagene føles lange, ensomme og lidt ineffektive. Sådan lyder rådet fra Regitze Siggaard, der er ekspert i arbejdsmiljø og trivsel. Knap 8 ud af 10 ønsker at komme ud og bruge naturen mere i løbet af arbejdsdagen, og netop frisk luft er en gratis billet til at øge fokus, effektivitet og kreativ tænkning, når energiniveauet daler.

Sommerferien har endnu en gang ramt Danmark, og er man fortsat fastlåst til kontorstolen, kan det nemt føles demotiverende at møde ind på et halvtomt kontor. Langt de fleste har nemlig lagt arbejdet på hylden for en stund til fordel for afslapning og genopladning andre steder.

I gennemsnit er vi indendørs i 80-90% af døgnets timer, hvorfor arbejdsmiljøet er afgørende for vores trivsel og produktivitet på kontoret – særligt når de stille sommermåneder rammer de danske arbejdspladser. Derfor kan man med fordel flytte nogle af sine opgaver udenfor, hvis arbejdsdagene føles lange. Det kunne for eksempel være planlægningsopgaver eller statusmøder med de kolleger, som heller ikke har ferie. At være i naturen har nemlig en positiv indvirkning på vores mentale og fysiske velbefindende, da det styrker vores effektivitet, evne til at fokusere og kreative tænkning.

“De stille sommermåneder på kontoret er en fantastisk mulighed for at bryde med rutinerne og finde inspiration i naturen. Ved at flytte vores arbejde udenfor kan vi skabe en forfriskende forandring i vores arbejdsliv og genvinde noget af den energi, vi ellers normalt søger, når vi tager på ferie. Og så kan den friske luft være med til at øge arbejdsglæden, når feriestemningen kalder,” fortæller Regitze Siggaard, der er ekspert i arbejdsmiljø og trivsel.

8 ud af 10 ønsker mere natur i løbet af arbejdsdagen

Annonce

Det kan virke let at rykke arbejdet ud i det fri, men med et stillesiddende job kan det være en udfordring at bryde med gamle vaner. Og det er til trods for, at 8 ud af 10 ønsker mere tid i naturen i løbet af arbejdsdagen.Man kan derfor med fordel bruge sommerens stille arbejdsdage som prøverum for nye vaner og arbejde på at øge sit indhold af “vitamin N” (N = Natur), mens ens kolleger suger D-vitamin til sig under sydens sol.

Her er fem nemme tips til at give kontoret luft under vingerne:

  • Book de opgaver ind i din kalender, du ønsker at rykke udenfor, f.eks. en læseopgave – så bliver det lettere at få gjort.
  • Find en kort rute og tag din telefonsamtale med ud – så får du på kort tid både en god samtale og skridt på motionskontoen.
  • Flyt dine pauser udenfor. Blot to minutter er nok til at mærke mental genopladning og de positive effekter af frisk luft.
  • Tag frokosten med ud. Spørg nogle af dine kolleger, som også er på kontoret, om de vil med ud at sidde.
  • Tal med din nærmeste leder om, at du ønsker at prøve at arbejde mere udenfor. Del dine oplevelser, når I begge er tilbage på kontoret.

 

Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane fredes

Gennem en fredning ønsker Aalborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening at sikre Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane for eftertiden, som et stort, sammenhængende og offentligt tilgængeligt natur- og parkområde, der er en del af byen.

 

Aalborg er inde i en rivende udvikling og oplever i disse år en betydelig befolkningstilvækst. Der er øget efterspørgsel på byens parker, der bliver brugt til mange forskellige formål, men også et øget pres på parkerne til arealinddragelse og byfortætning.

Det har stor betydning, at kommunen kan fastholde og udvikle byens parker som offentligt tilgængelige natur- og parkområder.

Fredningen betyder, at parkerne kan benyttes af borgerne som hidtil, men nye anvendelsesmuligheder er begrænset til natur- og parkformål.

Fredningen har fokus på at bevare Sohngårdsholmparken og udvikle naturindholdet på Den Gamle Golfbane, der allerede har et rigt naturindhold, som over tid kan udvikle sig meget mere.

Stadsgartner Kirsten Lund Andersen fortæller:

”Vi har en enorm efterspørgsel på arealer til leg, bevægelse og fri udfoldelse – vi glæder os over at fremsynede politikere vil give borgerne den faste ramme, hvor der er plads til dette.”

Fredningen har også stor betydning for byens drikkevandsforsyning. Noget af byens reneste grundvand findes i dag under Den Gamle Golfbane og fredningen medfører en bedre beskyttelse af fire eksisterende vandboringer.

By og Lands nye rådmand, Jan Nymark Thaysen udtaler:

”Som ung studerende har jeg selv haft stor fornøjelse af Golfparken, hvor vi på landinspektørstudiet udførte opmålingsopgaver. Det glæder mig derfor, at vi nu har sikret både denne grønne perle samt den sammenhængende Sohngårdsholmpark og derved en vigtig grøn kile, som jeg er sikker på, at fremtidens generationer vil få stor gavn og glæde af.”

Sohngårdsholmparken med parktræer, græsplæner, klippede hække og blomsterbede.

Facts

Fredningen omfatter et areal på 58,4 ha.

Processen med at frede områderne begyndte tilbage i 2017 og i december 2121, har fredningsnævnet vedtaget fredningsforslaget for Sohngårdsholmsparken og Den Gamle Golfbane.

Fredningsgrænsen følger parkernes nuværende afgrænsning, med undtagelse af Den Gamle Golfbanes sydlige del – langs Universitetsboulevarden omkring institutionen Fristedet, som ikke er blevet fredet. Her er fredningsgrænsen fysisk markeret med 5 fredningssten hugget i granit.

Fredningens formål er at sikre:

    – offentlig tilgængelighed

    – biologisk mangfoldighed og landskabelige værdier

    – kulturhistoriske og havearkitektoniske værdier

    – rekreative og undervisningsmæssige kvaliteter

    – en fortsat dynamisk udvikling af naturindhold og rekreative kvaliteter.

 

Observatoriet med udsigt over parken, ligger på toppen af Den Gamle Golfbane

Oplev Nordjyllands gratis glæder

Gode oplevelser behøver ikke koste en bondegård. I Nordjylland er der rig mulighed for at opleve et væld af sjove og lærerige attraktioner uden at skulle have penge op af lommen – herunder for eksempel inspirerende naturformidling, sjove naturlegepladser og historiske ringborge.

 

Det kan være en bekostelig affære at holde ferie med alt, hvad det indebærer. Men i Nordjylland kan du nemt spare mange penge på underholdning og aktiviteter, for her venter massevis af gratis oplevelser for store og små, som tilmed er både sjove og lærerige.

En port til landets eneste vildmark

På den nordjyske vestkyst ligger Danmarks første nationalpark og landets eneste vildmark, Nationalpark Thy, hvor der er rig mulighed for at opleve de unikke vidder, få sand mellem tæerne og få en masse naturrige oplevelser. Inden længe kan både lokale og turister desuden glæde sig til at besøge et splinternyt formidlingscenter, som forventeligt slår dørene op i maj 2021.

 

Det nye formidlingscenter skal skabe en stærk og tydelig port til nationalparken og skal med respekt for omgivelserne formidle storslået natur og vigtig kulturhistorie. Herudover er det ambitionen, at formidlingscenteret skal motivere og inspirere folk til at komme ud på oplevelser i områdets mageløse og vilde klitnatur.

 

Hold stranden ren

Vestkysten byder foruden den storslåede natur på smukke sandstrande – heriblandt en af Nordeuropas bedste badestrande, som kan besøges i Blokhus. Strandene langs den nordjyske kyststrækning er generelt velplejede, og det skyldes blandt andet den populære begivenhed Kystlotteriet, hvor ihærdige deltagere indsamler affald på stranden for at vinde fine gevinster.

 

Kystlotteriet er en sjov og nem måde at vise hensyn til miljøet under sin ferie, og det er tilmed let at være med. Hele familien kan samles på stranden, hvor der er opstillet strandkasser med affaldssække til fri afbenyttelse. Herefter er det bare at samle affald sammen og sætte et Kystlotterilod på posen, som blot skal efterlades ved strandkassen til afhentning, og krydse fingre for at loddet udtrækkes som vinder.

 

Kystlotteriet afvikles på udvalgte strande langs hele den nordjyske vestkyst.

 

Gå på jagt efter Danmarks guld

På Nordjyllands modsatte kyststrækning i øst, kan man være heldig at finde rav – særligt hvis man har erfaring, tålmodighed og en god portion held. De bedste forhold for at gå på ravjagt findes, når sydøstenvinden har raset og lagt sig igen, da ravet herefter ofte driver ind på land med søplanter og tang.

 

Vil man være sikker på at få en succesfuld ravjagt, er det en fordel at vide, hvordan rav adskiller sig fra sten. Rav er let og vejer kun en tredjedel af en almindelig sten, og herudover har rav blandt andet en hul klang, som kan høres ved at slå klumpen forsigtigt mod en tand.

 

De nordjyske østkyststrande byder desuden på rig mulighed for at finde rødkonkylier, knivmuslinger og tårnsnegle.

Oplevelser, der syder

I kystbyen Frederikshavn afgår færgen flere gange dagligt til den lille, nordjyske solskinsø Læsø, som ligger midt i Kattegat. Her kan man blandt andet opleve natur, et højt gastronomisk niveau, børnevenlige badestrande, samt kunst og kultur. Besøg for eksempel Læsø Sydesalt, hvor det ældgamle håndværk med at syde og udvinde salt kan opleves på tæt hold. I 30 år har stedet nemlig tilbudt gratis beretninger fra sydehytten, hvor man kan helt sikkert vil blive bjergtaget af stemningen i hytten, af bjælkekonstruktionen, vandets syden, lysstrålernes møde med vanddampen og røgen fra ildstedet.

 

Afslut med fordel dit besøg med en tur i syderiets butik, hvor det blandt andet er muligt at købe det populære og hjemmevundne salt med hjem.

 

Få pulsen op i Nordjyllands hovedstad

I Nordjyllands hovedstad, Aalborg, kan man også med fordel lægge vejen forbi friluftsparken Vestre Fjordpark, som er placeret i udkanten af Aalborg midtby. Området gennemgik en omfattende renovering i 2017 og spænder i dag over et areal på 165.000 kvadratmeter. Her er hele seks forskellige aktivitetsområder tilknyttet, som indbyder til svømning, kano- og kajaksejlads, windsurfing, SUP, volleyball, grillhygge.

 

Et stenkast fra Vestre Fjordpark kan man opleve den lille charmerende bydel Fjordbyen, som består af små, farverige huse. Fjordbyen blomstrede frem i 1930’erne, hvor mange af byens fattige fiskere brugte skurene i området til at opbevare deres grej samt som ly for vind og vejr. I dag er skurene omdannet til fantasifulde og selvbyggede kolonihaver, som bestemt er et besøg værd.

 

Rejs tilbage til vikingetiden

Cirka to kilometer nord for muslingebyen Løgstør ligger ringborgen Aggersborg på Limfjordens nordlige bred. Borgen er den største og den første af Harald Blåtands fem ringborge i Danmark, som alle spillede en afgørende rolle i vikingetiden.

 

Aggersborg er angiveligt opført omkring 970’erne, og det er således mere end 1000 år siden borgen oplevede sin storhedstid. Dengang var vandstanden højere, så Limfjorden var endnu tættere på ringborgen, end den er i dag. Det betød blandt andet, at det var nemt at kontrollere, hvilke skibe der passerede gennem fjorden, som var datidens trafikale knudepunkt.

 

I dag er det blandt andet muligt at gå en tur på den rekonstruerede vold eller træde ind gennem voldens fire åbninger og tage et nærmere kig på borgplafsen, der dækker over 45.000 kvadratmeter.

 

Tag familien med på svampejagt

Rykker man længere ind i landet til de nordjyske skove, venter massevis af skønne oplevelser. Tag for eksempel på jagt efter kantareller og Karl Johan-svampe i Rold Skov i Rebild, Tved Klitplantage i Nationalpark Thy, Tolne Skov ved Sindal eller Læsø Klitplantage på Læsø, som er nogle af de mest populære steder til netop svampejagt.

 

Særligt i sensommeren og efteråret bugner Nordjyllands skove med spiselige svampe, så på denne tid af året sikrer man sig ikke blot motion, frisk luft og natur, men også kantareller og svampe, som kan bruges til et lækkert aftensmåltid.

 

Der findes omkring 3.000 svampearter i Danmark – heriblandt både spiselige og giftige svampe. Det kan være svært at artsbestemme svampe for selv garvede kendere, og derfor bør man kun spise svampe, som man er helt sikker på, ikke er giftige.

 

Find Ask og Pil

De nordjyske skove er ikke kun oplagte til svampejagt. De indbyder nemlig også til en jagt efter imponerende troldeskulpturer, som den danske trækunstner Thomas Dambo siden 2016 løbende har opført af genbrugstræ i hele landet.

 

Troldene i Nordjylland hedder Ask fra Ashøj og Pil Tusind Tunge, og de er placeret på et hemmeligt sted i nærheden af Hurup i Thy og på den lille ø Egholm. En del af charmen ved Thomas Dambos troldejagt er, at man skal lede grundigt efter troldende og være parat til at tage på opdagelse i naturen. Derfor er troldenes præcise placering ikke offentliggjort nogle steder.

 

Har man brug for en hjælpende hånd til at finde frem til troldene, er det dog muligt at få hjælp via et digitalt skattekort.

 

Leg og læring i skoven

Når de nordjyske trolde er lokaliseret, kan dagen med fordel sluttes af med et besøg på Glarborgen i Øland Skov ved Brovst. Her er et 3 hektar stort naturområde blevet omdannet til et stort aktivitets- og oplevelsesområde med plads til leg, læring og fysisk træning.

 

Skoven byder blandt andet på sjove legeredskaber for børn såsom balancestamme, træstubbe, som er velegnet til at leje ”jorden er giftig”, og Steens Spitfire, som er en flyvemaskine lavet i træ. Herudover findes der i skovens hjerte en fodboldbane samt en mur af træ til boldspil.

Danske haveejere er blevet dus med den vilde natur

Eksperiment løftes til national indsats: Summende humlebier, svirrefluer og farverige sommerfugle. Danske haveejere har over sommeren oplevet langt mere liv i deres haver efter at have deltaget i ‘Danmarks Vilde Haver-eksperiment. I 2021 skal alle med.

Hvad vil der ske, hvis haveejere over hele landet beslutter sig for at give et stykke af deres have tilbage til den vilde natur? Lade den trimmede græsplæne gro og bringe vand og dødt ved ind på matriklen?  Det satte WWF Verdensnaturfonden og Haveselskabet sig for at finde ud af i foråret 2020.

Ved eksperimentets afslutning er tilbagemeldingerne fra de 64 udvalgte haveejere over hele landet, at de har observeret langt mere liv og summen uden for deres hoveddøren. De nye, små naboer er kommet i form af både græshopper, svirrefluer, biller, sommerfugle og bier.

“Der er ingen tvivl om, at deltagerne har givet særligt insekterne flere levesteder med eksperimentet. Mange beretter om et helt nyt lydtæppe i haven, fordi det lange græs er ideelt for blandt andet græshopper. Og så er deltagerne kommet på fornavn med planter, insekter og dyr, som de ellers aldrig havde lagt mærke til. Det i sig selv er en kæmpe gevinst,” siger seniorbiolog hos WWF Verdensnaturfonden, Thor Hjarsen.

En undersøgelse fra EU sidste år viste, at 70 procent af danskerne ikke ved, hvad biodiversitet er. Derfor vækker det begejstring hos WWF Verdensnaturfonden og Haveselskabet, at projektet har medvirket til at sætte vild natur og biodiversiteten på dagsordenen hos de deltagende familier.

”Når naturen kommer tættere på og giver dig en masse storslåede oplevelser lige uden for vinduet, får du mere lyst til at passe på naturen. Den lyst er afgørende, hvis vi skal bremse den store nedgang, der er i vores unikke arter i Danmark,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

 

Fotokredit: Ann Malmgren -Dagpåfugleøjer flokkes om nektar fra blomsterne.

 

At den vilde natur er stærkt presset fremgår tydeligt af den nyeste rødliste, som Aarhus Universitet står bag. Den viser, at 15 procent af de danske arter er i tilbagegang, og at arterne er blevet mere truede over de seneste 10 år, blandt andet fordi de mister deres oprindelige levesteder.

”Mange haveejere er måske af den overbevisning, at en mere vild have også er en knap så pæn have, men det er heldigvis ikke tilfældet. At kombinere en indsats for en bedre biodiversitet med interessen for at dyrke sin have er en oplagt mulighed for at gøre en personlig indsats for det store miljø,” siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.

WWF Verdensnaturfonden og Haveselskabet hæver ambitionsniveauet i 2021, så endnu flere kan være med, og indsatsen sikres bred folkelig forankring.

”2020 var en prøverunde, hvor vi skulle se, om vi kunne skabe forandringer med udgangspunkt i folks haver. Tilbagemeldingerne fra deltagerne har overbevist os om, at det kan vi sagtens. Nu forfiner vi eksperimenterne og glæder os til at få hele Danmark med i foråret 2021,” siger havefaglig rådgiver Rie Birk Lauridsen fra Haveselskabet.

Hvis du er interesseret i næste rundet af ‘Danmarks Vilde Haver’, som løber af stablen i 2021, så hold øje med hjemmesiden danmarksvildehaver.dk, hvor du også har mulighed for at signe dig op til nyhedsbrevet, så du er opdateret på alt spændende, der skal ske i det nye år.

FAKTAARK:

Fakta om Danmarks Vilde Haver

  • I foråret 2020 søgte WWF Verdensnaturfonden og Haveselskabet om deltagere til et eksperiment, der havde til formål at undersøge, hvordan ganske almindelige danskere kunne give den danske biodiversitet en hjælpende hånd.
  • Flere end 1.500 danske haveejere meldte sig til projektet Danmarks Vilde Haver, og 64 haveejere fordelt over hele Danmark blev udvalgt. De fik udleveret ni vilde eksperimenter, som de kunne iværksætte i deres haver og notere, hvis de oplevede forandringer. Disse resultater og observationer har WWF og Haveselskabet modtaget og analyseret.
  • Alle danskere kan hjælpe Danmarks trængte svampe, vilde planter, insekter og dyr ved at gøre deres have til et bedre levested. Læs mere på haveselskabet.dkog wwf.dk

VILDE EKSPERIMENTER I 60 HAVER – DET FORTÆLLER DELTAGERNE
De 60 deltagere fra Danmarks Vilde Haver 2020 har meldt tilbage på deres oplevelser med de vilde eksperimenter. Vi har sammenfattet deres erfaringer.

1)     Det handler om plads

Næsten alle deltagere oplever væsentlig mere liv i haven ved at lade græsplænen stå urørt/gå i blomst.  Vilde blomster er dukket op i græsplænen, som har tiltrukket et væld af insekter, som vilde bier og sommerfugle.

2)     Kopier nærmiljøet

De bedste resultater blev skabt ved at kopiere den vilde natur i nærmiljøet, da det øger sandsynligheden for at de vilde arter fra den anden side af hækken vandrer ind i haven.

3)     Vild natur tager tid

Den vigtigste lektie, som de fleste deltagere har måtte erfare, er, at vild natur tager tid. For at dødt ved skal have en effekt skal det have’ været dødt i lang tid – op til flere år – før insekterne flytter ind.

4)     Vand er altid godt

Etablering af vandhul eller grøft med vand i haver, hvor der ikke tidligere var vand, bragte i alle forsøg noget nyt liv med sig – omend det i nogle tilfælde kun har været myg.

5)     Ingen vild have uden død

Dødt ved bringer generelt lidt liv med sig. Et dødt træ udgør med tiden et helt økosystem i sig selv, hvor næringsstofferne i vedet kan gavne en større fødekæde.

6)     Vilde haver giver mening… Deltagerne fortæller om oplevelsen af stor glæde ved at skabe en have, der skal være et hjem for vilde dyr og planter. At yde omsorg for den vilde natur har givet haveejerne en ny form for mening med deres haver, som de før havde lidt dårlig samvittighed over ikke at få gjort noget ved.

7)     …og vækker sanserne En anden fællesnævner fra deltagerne er, at eksperimenterne har vækket en ny form for opmærksomhed omkring dyre- og plantelivet i haverne. De er kommet på fornavn med planter, insekter og dyr, som de ellers aldrig havde lagt mærke til.

Med 5 simple greb får du naturen ind i hjemmet

Mere end 8 ud af 10 danskere længes efter naturen i dagligdagen, viser ny omnibus fra analyseinstituttet YouGov. Over halvdelen af danskerne bruger i gennemsnit ikke mere end én time i naturen om dagen. Men selv om hverdagen er travl, kan vi sagtens komme tættere på naturen – vi skal bare tage den med indenfor i vores hjem, når vi indretter.

Grønne planter i reolen, frisk luft fra vinduet, dagslys fra oven og lyden af fuglekvidder og blade, der rasler i vinden. Selv om vi bor i byen, er naturen lige udenfor, og der skal kun ganske få og enkle greb til at få netop naturen inden for i hjemmet.

– Det er ikke kun godt for vores velbefindende at få naturen indenfor, men det er også inspirerende for vores sind, fordi naturen skærper vores sanser og kan samle vores opmærksomhed midt i en hektisk hverdag, forklarer Artur Slupinski, der som arkitekt i VELUX Danmark, har ekspertise i indretning med naturen for øje. Her giver han sine 5 råd til at indrette med naturen:

Skru op for dagslyset

Sørg for at få mest muligt naturligt lys ind i hjemmet. Overvej at montere et vindue øverst på en væg for få mere dagslys ind – uden at gå på kompromis med privatlivets fred. Placer spejle tæt på vinduerne, så de kan reflektere lyset og sende det rundt i rummet.

Fyld hjemmet med frisk luft

Lukkede rum med dårlig luft har aldrig godt for hverken helbredet eller herlighedsværdien i boligen. Åbn vinduerne to-tre gange om dagen i mindst ti minutter ad gangen. Den friske luft giver hjemmet ny energi og et bedre indeklima.

Kig mod himlen

Selv når du bor midt i byen, føler du dig mere veltilpas og forbundet til omverden, når du kan se himlen. Ved at montere et ovenlysvindue i dit hjem, vil du per automatik opleve øget velvære. Ovenlysvinduer lukker dobbelt så meget lys ind som et almindeligt facadevindue, og når dagslyset trænger længere ind i rummet, vil det føles større.

Indret med naturlige materialer

Lad forskellige sorter af træ og naturligt fremkomne materialer som fx sten og metal være et gennemgående element i indretningen. Suppler med uld og skønne, bløde tekstiler, der også er med til at skrue op for hyggen.

Indret med planter

Sidst men ikke mindst skal du fylde dit hjem med planter. Det er den nemmeste måde at invitere et lille stykke grøn natur indenfor. Har du ikke plads på gulvet, så sæt dem i stedet i reolen, i vindueskarmen eller hæng dem på væggene eller fra loftet. Planterne ilter luften, sænker dit stressniveau. Sørg derfor for at have grønne planter omkring dit arbejdsbord, hvor de giver en rolig pause for øjet. 

Find mere inspiration på www.letnaturebackin.com

Det skønneste natur i Nordjylland

I Nordjylland skal man ikke køre langt for at ende i den smukke og vilde natur, så derfor er det da helle ikke mærkeligt, at vi er godt repræsenteret i Danmarks Naturkanon for 2018, der netop er blevet offentliggjort. I alt 15 steder i Danmark er blevet valgt, heriblandt Lille Vildmose, Skagen og Råbjerg Mile, samt Fosdalen og Svinkløv

Udnævnelsen af Fosdalen og Svinkløv vækker glæde hos Borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V):

– Naturen er et af Jammerbugtens stærkeste brands. Noget, som vi har et særligt fokus omkring. At få tildelt et nationalt kvalitetsstempel vækker naturligvis lokal stolthed, men det kan samtidig få en positiv betydning for turismen i området. De unikke naturoplevelser i Jammerbugt kommune er et trækplaster, og i dag er naturen et ”reason to go” for både danske og internationale gæster. Denne udnævnelse kan dermed være med til at motivere flere gæster til at opleve den fantastiske vestkystnatur, og måske også være med til at inspirere til og skabe motivation for bosætning i områderne. Anerkendelsen giver samtidig anledning til at øge kendskabet, fremhæve og slå på den enestående og flotte natur – ikke bare i Svinkløv og Fosdalen, men som Jammerbugten i det hele taget er i besiddelse af, fortæller han i en pressemeddelse.

Da de 15 steder skulle udvælges, havde alle besøgende på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside mulighed for at nominere et eller flere af deres favoritsteder. Det blev til 1.671 forslag fordelt rundt i Danmark på over 500 skove, bakker, enge, heder, søer, åer, klinter, klitter og klipper. En jury, som blandt andet bestod af Sebastian Klein og Bonderøven Frank Erichsen, samlede alle forslagene og brugte dem som inspiration, da de i første omgang skulle finde 30 kandidater til den danske naturkanon, ligeligt fordelt blandt de danske regioner. Efter offentliggørelsen af de 30 nominerede steder kunne alle efterfølgende hjælpe deres favorit i opløbet om at blive blandt de 15 endelige naturkanon steder ved at dele deres personlige beretninger om et sted. 1.200 personlige beretninger blev det til, mange af dem er bevægende små fortællinger, som bekræfter, at naturen er noget særligt.

Juryen har i arbejdet udvalgt de 15 natursteder med baggrund i kriterierne for arbejdet:

  • Det enkelte sted skal have en smuk natur og have noget særligt, der er værd at besøge.
  • Stedet skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
  • Der skal være offentlig adgang til hele stedet eller til væsentlige dele af stedet og en naturlig indgang for besøgende
  • Stedet skal være en specifik geografisk lokalitet, som nemt kan formidles
Svinklovene ved Svinkløv er et populært udflugtsmål, der byder på panoramaudsigt over hele Jammerbugten. Til Bulbjerg i sydvest og til Rubjerg Knude i nord.

Juryens begrundelse

Svinkløv:

Hav, klitter, kystslette, skrænter, vandløb og skov på én gang. Fosdalen og Svinkløv rummer masser af natur trods den forholdsvis beskedne størrelse. Her kan man på en og samme gang finde en utrolig vildskab og en mageløs ro. Kysten ved Svinkløv er med udsigt til det voldsomme Vesterhav, med larm af blæst og bølger, og fra toppen af kystskrænten Lien er der udsigt til hele området.

Læs mere om Svinkløv

Fosdalen:

I Fosdalen hersker en grøn og frodig ro med en næsten regnskovsagtig stemning; der er planter overalt i det fugtige mikroklima, ikke mindst en stor bestand af forskellige bregner. I bunden af dalen løber en bæk, og hele området er hjemsted for et væld af sjældne planter og insekter samt spændende krybdyr, padder, pattedyr og fugle. Det er noget af det mest utæmmede, Danmark kan byde på.

Læs mere om Fosdalen


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev