Skip to main content

Tag: Musikkens Hus

Anmeldelse: Unik, rørende og smuk stemningskoncert

Thy-bandet Jonah Blacksmith har skabt et helt specielt univers med deres meget personlige folk-rock sange. Man føler egentlig, at man er inviteret hjem i deres stue til en intimkoncert – at kontakten ud til publikum er i centrum. Man suges ind i deres verden, og mærker stemningerne og de personlige oplevelser på godt og ondt.

Sårbarheden er tydelig og det gør sangene bevægende.

Denne House on Fire tour har selvfølgelig brødrene Simon og Thomas Alstrup i front. De to ledsages af et syvmandsband med en energi, der brænder totalt igennem. Instrumenterne er talrige og jeg elsker deres måde at udnytte de forskellige lyde og toner på. Om det er banjo, orgel eller harmonika, så gør det koncerten mere ægte og nærværende.

Koncerten var en ståkoncert og det var en god oplevelse, at der på trods af omkring 4.000 gæster i salen stadig var plads til at man kunne bevæge sig rundt.

Koncertsalen var opbygget med hovedscene og en catwalk, der førte ud til en rund scene midt i salen.

Midtvejs i koncerten får Jonah Blacksmith selskab af en ældre generation af familien Alstrup: far, to onkler og faster Kirsten (som sangen “Daughter of Jonah” er skrevet om) kommer på den intime runde scene og er med til at spille “In the middle of nowhere”. En smuk opførsel, der går lige i hjertet og man er ikke i tvivl om, at der i familen Alstrup altid har været plads til musikken og, at det holder sammen på familien på tværs af generationer. Der spædes desuden med et par numre med harmonika fra “den rigtige” spillemandsscene. Der var fest kan man roligt sige, da publikum kommer med ind i det glade univers og råber “hey” på de helt rigtige steder i harmonikanummeret.

Ydermere udvides bandet med Roya, som består af Sebastian Igens og Line Gade. Roya har Jonah Blacksmith inviteret med på touren rundt om i Danmark, da de er med på nummeret “Ocean”. Man må sige at Simon og Lines stemmer klæder hinanden!

De nye hits som “Ocean” og “Secrets in the Water” beviser dybden i deres musik. Deres personlige historier omkring tilblivelsen af de nye sange når helt ind i hjertekulen og deres rolige Thy-gemyt gør det hele endnu mere gennemført.

Brødrenes ønske om at lave en koncert, der er både nærværende og brænder igennem med sammenhørighed med publikum er i særdeleshed opfyldt!

Sikke en fest! Sikke et brøl af en fest, hvor alt spillede på højeste niveau – intet var overladt til tilfældighederne.

Det er tredje gang jeg oplever en Jonah Blacksmith koncert og det er som om man trækkes dybere og dybere ind i deres verden, hvor åbenhed er en selvfølgelig og hvor der er plads til sårbarhed.

Musikken er bedst, når ærligheden får plads og det er man ikke i tvivl om den gør i dette band. Samspillet er fantastisk og der er plads til alle, hvad enten det er professionelle Roya, far, onkler eller faster Kirsten, der smukt sang “Daughter of Jonah” sammen med Simon til sidst.

Tak for endnu en skøn koncertoplevelse ud over det sædvanlige! Mit batteri er fyldt op med nærvær, samhørighed og fantastisk musik og sang.

 

House on fire tour

Aalborg kongres & Kultur Center

10. marts 2023 – kl. 21.00

 

Setliste

  • Stories
  • Secrets in the water
  • I am King
  • Monster
  • Honey
  • Dandelion
  • Lille scene
  • A song to the sea
  • In the middle of nowhere
  • The Alstrups
  • Stor scene
  • Roya – Brothers
  • Ocean feat. Roya
  • Ghost
  • In faded lights
  • Kings and queens
  • Once you love
  • House on fire
  • Afslutning
  • Daughter of Jonah
  • Dreams

Anmeldelse: Var det en pop-koncert? Var det en rock-koncert? Nej det var SUPER Crazy Weird Al Yankovic

Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg havde i vente, da jeg begav mig til koncert med den amerikanske satiriske musiker “Weird Al” Yankovic.

Som passioneret harmonikaforkæmper og -entusiast på snart 36. år vidste jeg perifert, hvad manden lavede. Et par af mine harmonika-buddies havde omtalt ham som en vi på instrumentets vegne kunne være stolte af. Jeg havde også set og hørt et par af hans mange humoristiske parodier på kendte popsange for eksempel “Like a Surgeon” på YouTube, og jeg vidste, at han var en skør kugle, men jeg havde ingen idé om, hvilken kaliber, der var tale om. 

Sidste år så jeg pludselig reklamer for en film om “Weird Al”, der ville ramme landets biografer sidst på året. På det tidspunkt begyndte det at gå op for mig, at her var der tale om noget særligt.

Med min søster, som ligesom jeg er opvokset i en lidt twistet harmonikaverden, under armen, tog jeg fredag aften afsted til koncert. 

Jeg var virkelig spændt på klientellet, for hvem pokker kommer til sådan en koncert? Jeg havde nok forventet, at jeg med mine snart 43 år var blandt de yngste, for harmonikaen er jo et lidt støvet instrument for ældre mennesker, eller hvad? Men der tog jeg heldigvis fejl! Publikum var på min alder og rigtig mange var til min store glæde meget yngre. At dømme på toiletkøen, var der et overtal af mænd til koncerten. Aldrig før har jeg i nogen som helst situation oplevet at køen til mændenes toiletter var længere end til kvindernes, men det var den altså her. 

Et forsigtigt bud fra min side er at 85-90 % af publikum var mænd, og at mange af de kvinder, der var med til koncerten allernådigst havde fået lov til at komme med deres husbond, hvis de lovede ikke at være til alt for meget besvær. Det var herligt at se. Og hvad der var endnu mere herligt og fantastisk at se var, at en tilsyneladende stor menneskeskare var og er klar over, at der findes en imponerende musikverden udenfor P3.

Fælles for alle, der var til stede var, at julelysene var tændt i deres øjne. Der var ingen tvivl om, at denne koncert tiltrak inkarnerede fans og, at den var noget man havde set frem til. Flere havde også købt VIP-billetter og kunne se frem til efterfølgende at møde den imponerende stjerne.

Med sig som support og opvarmning havde man medbragt den amerikanske stand-up komiker Emu Philips, der weird og underspillet morsom som han var, kridtede banen op for aftenens højdepunkt.

Og hvilket højdepunkt “Weird Al” med band var! Sjældent har jeg følt mig så godt underholdt fra ende til anden af en koncert. Jeg kom kom aldrig til at kede mig, og jeg blev ærligt talt blæst fuldstændig tilbage over, hvordan noget så simpelt som fem musikere, et par farverige lamper og en røgmaskine i forening kunne skabe så meget magi. 

Det var selvfølgelig fordi det var fem garvede og exceptionelt dygtige musikere, der sad på scenen, og de blev bakket op af en lys- og lydtekniker, der kunne sit kram. Der var tale om en totalt sammenspillet organisme, der formåede at bære alle genrer de kastede sig over hjem med manér. Og det siger ikke så lidt, for koncerten var intet mindre end en kavalkade af skiftende genrer. I min verden er det imponerende at kunne spænde så vidt med så stor overbevisning. 

Dertil kommer, at “Weird Al” faktisk er en ganske stærk vokalist, der som en anden kamæleon det ene øjeblik ledte ens tanker i retning af James Tayler for det næste øjeblik at lede tankerne mod Bob Dylan og det næste igen mod en helt tredje. 

Hans alsidighed var imponerende og han havde konstant publikum i sin hule hånd. Underholdende anekdoter blev brugt som springbræt fra sang til sang, og for en person som mig, der som udgangspunkt altid sætter melodi over tekst, må jeg indrømme, at jeg aldrig før har lyttet så meget til en kunstners tekster. De var imponerende sjove og fantastisk strikket sammen, og alle var de pakket ind i tykt papir af stærke budskaber og med en imponerende sløjfe af satire på toppen.

Som harmonikanørd ville jeg ønske at harmonikaen havde fået mere fokus, men ærligt talt er jeg mest bare glad og stolt over, at en så cool musiker repræsenterer instrumentet og viser det frem.

Alt i alt en imponerende, opløftende og jublende morsom koncertoplevelse! 

 

Anmeldelse af  “Weird Al” Yankovic 

The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent, Ill-Advised Vanity Tour.

Fredag den 24. februar 2023, Musikkens Hus, Aalborg

BabySymfoni – Aalborg Symfoniorkester præsenterer et nyt koncertkoncept for 0-3 årige

Hvordan oplever en baby klassisk musik? Kan en tumling sidde stille og lytte? Skal man overhovedet det? Ikke nødvendigvis, mener Aalborg Symfoniorkester, der nu tilbyder en helt nyt koncert-koncept for sin hidtil yngste målgruppe – de 0-3 årige. Der bliver noget for både øjne og ører, og rammerne er uformelle og med plads til at både røre og høre.

 

BabySymfoni er en symfoni af sanseoplevelser tilpasset børn i alderen 0 til 3 år. Derfor er det heller ikke et helt orkester, de små møder, men i stedet to instrumenter, tuba og harpe, der både sætter lyd til lege-oplevelsen og spiller klassiske værker. Børnene møder også en sanger, der både leger og synger og er med til at aktivere dem.

 

Det hele foregår i Klassisk Sal i Musikkens Hus. Her er ikke nummererede stolerækker, men en masse puder på gulvet, som børnene og deres medfølgende voksne sidder på. Stemningen er afslappet, og her er ingen sidde-stille-tvang. Her bliver rum til bevægelse, hvis det passer de små at deltage i koncerten med hele kroppen.

 

Musikken er en blanding af korte klassiske værker af Piazolla og Saint-Saëns, folke-og populærmusik og en enkelt kendt børnesang. Koncerten varer cirka en halv time, og derefter er der plads til, at publikum bliver 10-15 minutter mere i rummet for at lege og se nærmere på instrumenter og møde musikerne, som er Mette Nielsen på harpe, Mattias Johansson på tuba samt Birgitte Holt Nielsen på sang m.m.

En ting er sikkert – ikke to koncerter bliver ens, for det afhænger meget af dagens publikum.

Når fjeren svæver ned mod gulvet, laver harpen en fin lyd. Som noget helt nyt introducerer Aalborg Symfoniorkester BabySymfoni – en involverende og nærværende koncert for de 0-3 årige.
Foto: Aalborg Symfoniorkester

 

Levende musik styrker børnene

 

Mødet med den levende musik er ikke bare en god oplevelse – det er også med til at styrke børnene.

 

Der er lavet talrige undersøgelser, som viser, at jo tidligere børn bliver eksponeret for levende musik, jo bedre er det for både deres kreativitet og deres indlæringsevne. Denne unge målgruppe møder musikken helt fordomsfrit, og med BabySymfoni skaber vi et rum, hvor de netop kan møde musikken sådan”, siger Tecwyn Evans, der er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester. Han fortsætter:

 

Vi har fine arrangementer for de lidt større børn – blandt andet Langsom lørdag og familiekoncerter, og vi yder en stor rabat til studerende og unge under 30 år, men de helt små har vi ikke tidligere henvendt os til, og da Aalborg Symfoniorkester gerne vil være for alle, glæder jeg mig til at se, hvordan publikum tager imod dette nye tiltag”.

 

Der kan deltage op til 25 babyer plus deres voksne pr. arrangement, og billetprisen bliver på bare 50 kr. pr. person – uanset alder. BabySymfoni udbydes også til vuggestuer og dagplejere på formiddage på hverdage.

 

Aalborg Symfoniorkester har udviklet sit nye tiltag i samarbejde med producent og sanger Birgitte Holt Nielsen, der til daglig er leder af KulturCentralen på Djursland. Birgitte Holt Nielsen er uddannet i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1989 og dannede samtidig operagruppen Æventyr Operaen, som specialiserede sig i at producere og spille operaforestillinger for børn. Fra 2001-2020 var hun ansat som producent, og sanger ved Den Jyske Opera med børn og unge som hovedområde, og er initiativtager og leder af GrowOP! Danmarks første operafestival for børn og unge, som blev tildelt P2 prisen som Årets Nyskabelse 2017.

 

Medvirkende:

Mette Nielsen, harpe i Aalborg Symfoniorkester

Mattias Johansson, tuba, 1. solo i Aalborg Symfoniorkester

Birgitte Holt Nielsen, sang m.m.

 

Tid og sted:

Lørdag 25. marts 2023 kl. 11 i Klassisk sal i Musikkens Hus

Søndag 26. marts 2023 kl. 11 i Klassisk sal i Musikkens Hus

 

Arrangør:

Aalborg Symfoniorkester

Sigurd Barrett klar med ny populær teaterkoncert

Sigurd Barrett er tilbage med en ny teaterkoncert for hele familien: Sigurd fortæller om naturvidenskab. Teaterkoncerten kommer oven på succesen, Sigurd fortæller Danmarkshistorie, som spillede for udsolgte sale i hele landet. Søndag 19. februar sætter han gennem leg og sang skarpt fokus på vores fantastiske verden og alle dens utrolige fænomener i Musikkens Hus.

Tag med Sigurd tilbage til da universet blev født. Sigurd fortæller om naturvidenskab indeholder masser af sjove, skæve sange om atomer, grundstoffer og planeter samt byder på leg og læring for hele familien. Der er både dansere, musikere, sangere, skuespillere og illustrationer – og superseje hologrammer af både mennesker og dyr. Ja, du læste rigtigt. Under forestillingen, kan du blandt andet opleve en levende dinosaur bevæge sig ind midt på scenegulvet.

Forestillingen bygger på bogen af samme navn, der sidste år blev kåret som Årets Børnebog. Sammen med multikunstneren Eskild Dohn har Barrett udviklet sange, film, brætspil og denne bog, der introducerer både børn og voksne for naturvidenskabens utrolige verden. I forestillingen tager de publikum med på en formidabel rejse for at finde nøglen til både troskab og videnskab – for hvordan skal man ellers kunne besvare livets allerstørste spørgsmål?

Publikum møder nogle af de mest fantastiske naturvidenskabsfolk: Blandt andet Tycho Brahe, H.C. Ørsted og Niels Bohr. Forestillingen rummer også fortællingen om, hvor vigtigt det er, at vi lærer at passe godt på vores jordklode. Og så danner den grundlag for gode og vigtige snakke bagefter.

Naturvidenskab for børn og voksne

Ligesom bogen, Sigurd fortæller om naturvidenskab, er målgruppen for teaterkoncerten 5 til 100 år.

  • Der er mange, der tror, at både børn og voksne måske har svært ved at forstå naturvidenskab, og at det er svært tilgængeligt, men faktisk er både børn og voksne nysgerrige: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvad er det for en masse spørgsmål, vi egentlig gerne vil have svar på? – siger Sigurd Barrett.

 

Forestillingen er for både børn, forældre og bedsteforældre, der gerne vil lege og lære. Med de fantastiske børnedansere og børneorkestret når forestillingen helt ud til alle aldersgrupper.

 

Hvad: Sigurd fortæller om naturvidenskab
Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus
Hvornår: Søndag 19. februar 2023 kl. 14:00

 

 

Oplev den internationale violinstjerne Joshua Bell på fredag 20.januar

Joshua Bell er en stjerne på den internationale violinhimmel og udover sit virke som solist på alverdens scener har han siden 2011 stået i spidsen for det Londonbaserede kammerensemble Academy of St Martin in the Fields. Det er et samarbejde, der til stadighed tryllebinder publikum verden over – nu får det nordjyske publikum muligheden, når Bell og orkestret gæster Aalborg med to værker af Schumann og Paganinis Violinkoncert.

Joshua Bell har spillet violin, siden han var fire, og allerede som 14-årig debuterede han med Philadelphia Orchestra dirigeret af Riccardo Muti. 17 år gammel stod han første gang på scenen i Carnegie Hall, og året efter underskrev han sin første pladekontrakt med legendariske London Decca. Samme år modtog han Avery Fisher Career Grant.

Den amerikanske violinist Joshua Bell har i mere end fire årtier tryllebundet publikum over hele verden – både som solist med store orkestre og dirigenter og som kammermusiker. Listen af indspilninger – herunder også en del filmmusik – er imponerende, og det samme er listen over priser, han er blevet tildelt.

Siden 2011 har Joshua Bell været musikchef for et af verdens førende kammerensembler, det London-baserede Academy of St Martin in the Fields, som han også gæster Aalborg med. Ved koncerten her er Bell både solist og dirigent.

 

Academy of St Martin in the Fields

Academy of St Martin in the Fields blev stiftet i 1958 af dirigenten Neville Marriner, som samlede en gruppe af Londons bedste musikere. Orkestret gav sin første koncert i kirken St Martin in the Fields ved Trafalgar Square – deraf navnet. Ved sin afgang i 2011 blev Marriner udnævnt til akademiformand på livstid.

Derefter tog Joshua Bell over, og han er således kun orkestrets anden kunstneriske chef. Stor var glæden hos både musikere og Bell, da man i 2019 i forbindelse med orkestrets 60-års jubilæum kunne fortælle, at man forlængede kontrakten med ham frem til 2023. Joshua Bell kalder orkestret sin musikalske familie, og samarbejdet mellem ham og Academy of St Martin in the Fields er vidt anerkendt som en stor kunstnerisk succes. Dagbladet The Scotsman beskrev i 2018 samarbejdet således:

»Bell har opnået noget helt specielt, siden han blev orkestrets musikchef i 2011. Der er stadig den kendte finish og finesse, den sikre aristokratiske blødhed. Men under Bell har de også fået et bemærkelsesværdigt fokus, og der er en ætsende klarhed i deres spil: enhver bevægelse har retning og mening. Og det er en fornøjelse at opleve et ensemble, hvor samtlige musikere virker så engagerede«.

 

Joshua Bell spiller på en 1713 Gibson ex-Huberman Stradivarius violin. Bonusinfo om violinen herunder

Violinen er 300 år gammel, den er blevet stjålet to gange – og sågar malet over med sort skosværte, men når violinisten Joshua Bell går på scenen i Musikkens Hus på fredag, er hans Stradivarius fra 1713 igen i fin stand – og så har den en helt ekstraordinær historie, der har givet den en ganske særlig plads i Joshua Bells hjerte.

Denne violin er så speciel på så mange måder. Det er overvældende at tænke på, hvor mange fantastiske mennesker, der har spillet på den – og lyttet til den. Når jeg optræder i Israel med Israel Philharmonic Orchestra, bliver jeg altid meget bevæget ved tanken om, hvor mange både i orkestret og blandt publikum, der er direkte efterkommere af de musikere, som violinens tidligere ejer Huberman reddede fra Holocaust – med penge han rejste ved at spille koncerter med netop den violin, som jeg nu spiller på hver dag”, siger Joshua Bell.

Joshua Bells violin er en Stradivarius fra 1713 med tilnavnet Gibson ex-Huberman – opkaldt efter to tidligere ejere. En af disse, Bronislaw Huberman, var en jødisk-polsk violinist, der levede fra 1882 til 1947. Han havde en drøm om at etablere et orkester i Palæstina, og for at rejse penge til projektet indledte han en større koncertturné med sin violin og indsamlede penge nok til at holde optagelsesprøver og ansætte 60 dygtige musikere fra hele Europa. Med professionelle ansættelseskontrakter i hånden fik de helt exceptionelt – sammen med deres familier – udrejsetilladelse fra Hitlers Tyskland og andre europæiske lande i 1930’erne.

Under én af de sidste koncerter på velgørenhedsturnéen blev violinen stjålet, og en knust Huberman så aldrig sin Stradivarius igen. Men hans drøm om et nyt Palæstina orkester blev opfyldt, og i 1936 spillede det sin første koncert med ingen ringere end Arturo Toscanini på dirigentpodiet.

 

Program

Robert Schumann                      Uddrag af Carnaval, op. 9 – instrumenteret af Maurice Ravel

Niccolò Paganini                         Koncert nr. 1 for violin og orkester i D-dur, op. 6

Pause

Robert Schumann                      Symfoni nr. 2 i C-dur, op. 61

 

Medvirkende

Joshua Bell, dirigent og violin

Academy of St Martin in the Fields

 

Arrangør

Musikkens Hus

 

Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus, Aalborg
Hvornår: Fredag 20. januar 2023 kl. 19.30

 

Velkendt 80’er pop med Level 42

Er man til funky 80’er-pop, så er det tid at finde skulderpuderne og poloshirten frem og gøre klar til en festlig aften i Musikkens Hus, når det legendariske band Level 42 gæster Koncertsalen i efteråret 2023. Her kan publikum glæde sig til genhør med store hits som Something About You, Running In The Family eller Lessons In Love

Bandet, som blev dannet i 1979, startede karrieren som et jazz-funk-fusionsband, men bevægede sig i 80’erne over i pop og dance-rock – hvor Mark Kings basteknik blev ikonisk. Bandets debutalbum udkom i 1981, men Level 42 nåede sit kommercielle højdepunkt med World Machine fra 1985, hvor bandet brød igennem over hele verden.

Level 42 har i over 40 år leveret store oplevelser ved sine mange koncerter i hele verden og kan b.la. prale af at have solgt Wembley Arena ud hele 21 gange.

At have turneret med bandet i år (2021) har været noget af det sjoveste, jeg kan mindes, og hvis du havde spurgt mig tilbage i 1980, om jeg troede, at jeg i en alder af 60 år, og vi som band stadig ville udsælge teatre og koncertsale over hele verden 40 år efter, så ville jeg sandsynligvis have grinet højlydt af dig. Hånden på hjertet; det her år har været fantastisk. At genopfinde sig selv kan tydeligvis være en fabelagtig ting” udtaler Mark King i en pressemeddelelse.

Det erfarne bands diskografi tæller imponerende 14 studiealbum, syv livealbum, 18 singler i Top-40 og mere end 30 millioner solgte album på verdensplan. Men de har stadig travlt og er løbende kommet med ny musik – senest EP’en Sirens i 2013.

 

Hvad: Level 42
Hvor og hvornår: Koncertsalen i Musikkens Hus, 17/11 2023 / Kl. 20.00

Pris: Standard billet DKK 480 / Studerende DKK 250 (begrænset antal)

Oplev dejlige Signe Svendsen med nyt album i Musikkens Hus

Hvem vil ikke elskes igen, som er titlen på Signe Svendsens femte album, danner ramme om næste måneds koncert med den danske sanger og sangskriver, når hun søndag 13. november gæster Intimsalen i Musikkens Hus i forbindelse med en større efterårsturné.

48-årige Signe Svendsen slog for alvor sit navn fast på den danske musikscene, da hun sammen med Rollo & King i 2001 vandt Dansk Melodi Grand Prix med Der står et billede af dig på mit bord. Efter at have turneret land og rige rundt med Søren Poppe og Stefan Teilmann Laub Nielsen samt gjort Niels Hausgaard selskab ved flere musikalske lejligheder træk Signe Svendsen sig for at færdiggøre sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. Tiden væk fra rampelyset brugte Signe Svendsen derudover på at genfinde sig selv som kunstner, og i 2010 udgav hun debutalbummet, Ny passager, hvorpå otte af de 10 numre var skrevet af Signe Svendsen selv.

Akustisk lydbillede og en særegen ro
Albummet blev startskuddet til en flot solokarriere, som har budt på en række udgivelser, hvoraf det nyeste skud på stammen, Hvem vil ikke elskes igen, er blevet til på baggrund af et samarbejde med producer og guitarist Lars Skjærbæk og Palle Hjorth på tangenter. Sammen har de skabt et poetisk og nærmest filmisk univers omkring de enkelte sange, hvis akustiske lydbillede og særegne ro leder tankerne væk fra hverdagens trummerum.

Tilblivelsen af samt titlen på albummet udspringer af et ophold i fødebyen Nyborg, som Signe Svendsen tidligere på året midlertidigt flyttede tilbage til for at være tæt på sin mor, der på dette tidspunkt havde brug for støtte til at komme på fode igen oven på et alvorligt brud. Sammensuriummet af praktiske gøremål i morens livskrise resulterede dog også i, at idéer til sange begyndte at pible frem, hvilket gødede jorden til det nye album. Hvem vil ikke elskes igen, som er omdrejningspunkt i næste måneds koncert i Musikkens Hus, hylder således kærligheden, når vi hver især har allermest brug for den.

Hvad: Koncert med Signe Svendsen
Hvor og hvornår: Intimsalen i Musikkens Hus, lørdag 13. november kl. 20:00
Billetpris: 300 kr.

 

Den hidtil yngste Malko-vinder bliver ny chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester

For første gang i otte år får Aalborg Symfoniorkester nu en chefdirigent, og der er tale om et både ungt og stort internationalt navn. Den 35-årige amerikaner Joshua Weilerstein var bare 21, da han som den yngste nogensinde i 2009 vandt den prestigefyldte danske Malko-konkurrence for unge dirigenter. I dag bor han i London, hvorfra han nyder en blomstrende karriere som gæstedirigent over hele kloden og har skabt tætte relationer med mange af verdens fineste orkestre og solister.

 

Joshua Weilerstein tiltræder som chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester i en treårig periode fra sæson 2023-24, men allerede i næste uge kan det nordjyske publikum opleve ham dirigere torsdags-koncerten med Aalborg Symfoniorkester.

 

Han har tidligere dirigeret orkestret ved flere lejligheder – første gang i 2011, hvor Nordjyske Stiftstidende kvitterede med seks stjerner, og senest i 2021, hvor samme avis gav fem stjerner og blandt andet skrev: ”Weilerstein og symfoniorkestret gjorde ”Three Places” magisk og klangligt fascinerende at overvære”.

 

Også internationalt bliver Joshua Weilerstein rost for sin udtryksfulde og dynamiske tilstedeværelse på podiet og for sine både intense og bevægende præstationer, så ikke uden grund ser kunstnerisk chef ved Aalborg Symfoniorkester Tecwyn Evans frem til samarbejdet med en international dirigent af Weilersteins kaliber.

 

”Jeg er ubeskrivelig glad for, at Joshua vil slutte sig til vores musikalske familie her i Aalborg som vores nye chefdirigent. Han er en kunstner af højeste kvalitet, og det bliver inspirerende for os alle at få del i hans åbenlyse talent. Joshua har et særligt forhold til Danmark, efter han helt bemærkelsesværdigt vandt Malko-konkurrencen, så vi ser meget frem til, at vi i Nordjylland bliver en del fortsættelsen af ​​hans danske eventyr. Hans seneste koncert her tryllebandt os alle, så vi kunne ikke have fundet en bedre dirigent, som vi kan skrive det næste kapitel i orkestrets historie med. Vi fejrer vores 80. år i 2023, og det er passende, at Joshua slutter sig til os for at markere denne lejlighed som vores nye chefdirigent”, siger Tecwyn Evans.

 

Aalborg Symfoniorkesters engagement med Joshua Weilerstein er blevet muliggjort takket være en generøs bevilling fra Det Obelske Familiefond.

 

Vi er glade for at bidrage til realiseringen af orkesterets ønske om at højne det kunstneriske niveau og tiltrække flere internationale solister og gæstedirigenter til Aalborg. Vi ser frem til, at Joshua Weilerstein indtager podiet som ny chefdirigent ved en række koncerter de kommende sæsoner til glæde for såvel nuværende som nye publikummer“, udtaler John Amund Tønnes, der er direktør i Det Obelske Familiefond.

 

Udover sin omfattende internationale dirigentkarriere har Joshua Weilerstein også udviklet en meget populær og let tilgængelig podcast-serie om klassisk musik kaldet “Sticky Notes”. Serien har over 2 millioner downloads i 165 lande, og med en ung profil som Weilerstein, vil orkestret kunne styrke sit målrettede arbejde med at tiltrække nye og yngre målgrupper.

 

Når Joshua Weilerstein slutter sig til orkestret i sæsonen 2023-24, vil han være dets første chefdirigent i otte år – den seneste, britiske Rumon Gamba, afsluttede sin kontrakt med orkestret i 2015. Nu glæder Weilerstein sig til at udfylde pladsen:

 

Jeg er så begejstret for at blive Aalborg Symfoniorkesters nye chefdirigent. Lige siden jeg vandt Malko-konkurrencen, har jeg haft et blødt punkt for danske orkestre, og det er helt ekstraordinært at skulle arbejde sammen med Aalborg Symfoniorkester og dets kunstnerisk chef Tecwyn Evans. De gange, jeg allerede har dirigeret orkestret, har jeg oplevet en helt speciel ånd, en smuk og frodig lyd og et ønske om at få det bedste ud af hvert eneste musikalske øjeblik. Det er en ære at blive chefdirigent for dette vidunderlige orkester, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med vores samarbejde, udtaler Weilerstein.”

 

Mere om Joshua Weilerstein

Med et repertoire, der spænder fra renæssancen til nutidig musik, kombinerer Joshua Weilerstein en dyb kærlighed til kanoniske mesterværker med et lidenskabeligt engagement i at afdække værker af underrepræsenterede komponister som Pavel Haas, William Grant Still, William Levi Dawson, Ethel Smyth, blandt andre.

 

Weilerstein var indtil for nylig i en syv-årig periode kunstnerisk leder for det schweizisk baserede kammerorkester Orchestre de Chambre de Lausanne og er i øjeblikket leder af det Boston-baserede Phoenix-ensemble. Hans virke som gæstedirigent har bragt ham kloden rundt og blandt mange orkestre, han har arbejdet sammen med, kan nævnes Oslo-Filmharmonien, DR SymfoniOrkestret, New York Philharmonic, Seattle Symphony, Royal Liverpool Philharmonic og London Philharmonic.

 

https://joshuaweilerstein.com/

https://intermusica.co.uk/artist/Joshua-Weilerstein

https://www.facebook.com/joshuaweilerstein

https://www.instagram.com/joshuaweilerstein/

https://stickynotespodcast.libsyn.com/

 

https://www.aalborgsymfoni.dk

 

Næste koncert i Aalborg

Når Joshua Weilerstein torsdag 27. oktober kl. 19.30 – denne aften stadig i egenskab af gæstedirigent – står på podiet foran Aalborg Symfoniorkester, er det med følgende program:

Bach: Musikalisches Opfer (ork. Anton Webern)

Penderecki: Koncert for horn og orkester – “Winterreise”. Solist: Erik Sandberg

Pause

Brahms: Klaverkvartet (arr. Arnold Schönberg)

Stor EDM-succes vender tilbage med stjerne-dj på programmet

I samarbejde med Aairport Festival slår Musikkens Hus lørdag d. 29. oktober på ny dørene op til EDM-talentkonkurrencen, Future Beats Battle, der tidligere i år løb af stablen med stor succes. Her dystes blandt andet om en pengepræmie samt et spot på et af Aairports egne events, ligesom den danske dj-trio, Nonsens, fyrer op for et brag af en fest, som du kan deltage i for kun 125 kr.

Future Beat Battle er Danmarks nye ambitiøse musikkonkurrence for elektroniske talenter, og første udgave af konkurrencen blev afviklet i april i år med overvældende stor interesse. Her løb Runge med sejren med hans mix af Faustix’ megahit, Losing Game, og nu vender Future Beat Battle tilbage for fuld udblæsning i Musikkens Hus.

– Future Beats Battle viste sidste gang et sindssygt højt niveau fra de dj’s, som indsendte musik. Det var utrolig svært at vælge, hvilke artister, som skulle stå på scenen, fordi kvaliteten var så høj. Derfor har vi igen store forventninger, og publikum kan forvente en kæmpe oplevelse, når vi sammen skal se morgendagens EDM-stjerner. Vi glæder os til en stor aften med en visuel og lydmæssig ramme på et meget højt niveau til glæde for alle, som elsker elektronisk musik, fortæller producent Kresten Thomsen

Indsend dit eget remix
Ligesom sidst tilmelder interesserede sig konkurrencen ved at indsende eget remix – denne gang af nummeret Feel That Way (feat. Faunea), der er produceret af den danske dj-trio og producerensemble Nonsens, senest d. 3. oktober via Musikkens Hus’ hjemmeside. Ud af de indsendte bud udvælger en jury herefter de seks bedste remixes, som går videre til det store finaleshow d. 29. oktober.

Til finaleshowet får hver finalist et 30 minutter langt dj-set til at overbevise konkurrencens dommerpanel om, at netop de skal løbe med sejren og hovedgevinsten, som blandt andet tæller 10.000 kroner, et personligt sparringsforløb med Det Jyske Musikkonservatorium og et spot på et Aairport-event. Aftenen kulminerer, når Nonsens selv, som består af Anton Twile Nielsen, Rasmus Mygind Korsby og Jens Espersen, indtager scenen til et brag af en liveoptræden. Så uanset om du er hardcore EDM-entusiast eller blot har en forkærlighed for tung bas, fede rytmer og vilde sceneshows, kan både publikum og deltagere forvente en fest uden lige og alle tiders mulighed for at opleve funklende stjerner inden for elektronisk musik.

Hvad: EDM-talentkonkurrence + liveoptræden med Nonsens
Hvor: Intimsalen i Musikkens Hus
Hvornår: lørdag d. 29. oktober 2022 kl. 20:00

Aalborg Symfoniorkester åbner den nye sæson med russisk romantik

To af romantikkens store russiske komponister og uropførelsen af et nyt dansk værk – komponeret af én af orkestrets egne musikere – er på programmet, når Aalborg Symfoniorkester åbner den nye sæson torsdag 1. september 2022 i Koncertsalen i Musikkens Hus. Det sker med den peruvianske Miguel Harth-Bedoya på dirigentpodiet, og den anmelderroste Narek Hakhnazaryan som solist i to cello-værker. Det er første gang, både dirigent og solist kan opleves sammen med Aalborg Symfoniorkester.

 

Jonas Ervolder Bové er slagtøjsspiller og komponist og har siden 2014 har været ansat som 2. soloslagtøjsspiller i Aalborg Symfoniorkester. Denne aften skyder orkestret den nye sæson i gang med en uropførelse af hans seneste komposition overGROWN, der er bestilt til lejligheden.

 

Derefter er det internationale cello-talent Narek Hakhnazaryan solist i to værker af den russiske komponist Tjajkovskij – først det melodiske værk Nocturne for cello og orkester og dernæst de virtuose rokoko-variationer.

 

Efter pausen er der endnu en russisk komponist på programmet – Modest Musorgskij, som i 1874 komponerede ti små klaverstykker til minde om sin nære ven, maleren og arkitekten Victor Hartmann, der døde ung. Hartmanns venner arrangerede året efter hans død en mindeudstilling med flere hundrede af hans værker, og Musorgskij blev så grebet af udstillingen, at han på få uger komponerede de ti klaverstykker, der hver repræsenterer et af malerens billeder.

Udstillingsbilleder, som værket hedder, vakte ikke stor opsigt dengang, men 50 år senere i 1922 skrev den franske komponist Maurice Ravel stykkerne ud for orkester, og først da blev værket kendt og populært. Det er Ravels prægtige og farvestrålende instrumentering, Aalborg Symfoniorkester spiller ved koncerten, der åbner sæson 2022-23.

 

Miguel Harth-Bedoya, dirigent

På dirigentpodiet denne aften står peruvianske Miguel Harth-Bedoya. Han har i mere end 30 år stået i spidsen for alverdens store orkestre og operakompagnier – blandt andet har han været chefdirigent for det norske radioorkester (KORK) i syv år fra 2013 til 2020. I 20 år var han musikchef for Fort Worth Symphony Orchestra i USA og kan nu smykke sig med den fornemme anerkendelse Music Director Laurete, Fort Worth Symphony Orchestra.

 

 

Narek Hakhnazaryan
Den armenske cellist Narek Hakhnazaryan er solist i to værker af den russiske komponist Tjajkovskij ved Aalborg Symfoniorkesters åbningskoncert torsdag 1. september i Koncertsalen i Musikkens Hus.
Foto: Evgeny Evtyukhov

Narek Hakhnazaryan, solist cello

” Hakhnazaryan’s performance was nothing short of magnificent… He’s an artist to watch out for”.

San Francisco Chronicle.

 

Siden Narek Hakhnazaryan som 22-årig vandt guldmedalje ved den 14. internationale Tjajkovskij konkurrence har han tryllebundet publikum i koncertsale verden over. I dag er han 33 og kan fremvise en imponerende liste over orkestre og dirigenter, han har spillet med – blandt de seneste Accademia Nazionale di Santa Cecilia under ledelse af Sir Antonio Pappano og Barcelona Symphony Orchestra, som straks inviterede ham tilbage. Det sker i øvrigt ofte for den unge cellist. Efterhånden dedikerer han en del af sit musikalske virke til et nyere og mere sjældent hørt repertoire, og når han ikke spiller med de store orkestre, er både recitals og kammerkoncerter på programmet. Som en del af trioen Z.E.N. med Zhou Zhang og Esther Yoo har han turneret i både USA, Kina og England. I 2017 udgav trioen sit debutalbum på Deutsche Grammophon.

 

 

Jonas Ervolder Bové er slagstøjspiller i Aalborg Symfoniorkester, som torsdag 1. september skyder den nye sæson i gang med en uropførelse af hans seneste komposition overGROWN, der er bestilt til lejligheden.
Foto: Nicolas Cho Meier

Jonas Ervolder Bové, komponist

Som komponist søger Jonas Ervolder Bové med sit kunstneriske udtryk at udfordre de konventionelle grænser mellem det, han kalder kantethed/sangbarhed og modernitet/tradition, samt at sammensmelte forskellige aspekter af sit professionelle virke som slagtøjsspiller med sin brede fundering som sanger og multiinstrumentalist i forskellige sammenhænge, både rytmiske og klassiske.

Jonas har hele sit liv sunget, spillet flere instrumenter og skrevet sange, og begyndte kort før sin gymnasietid også at modtage undervisning i instrumentation og teori, hvilket førte til de første spæde forsøg udi kompositionsmusikken.

Denne blev videreudviklet i konservatorietiden, hvor han både modtog undervisning af komponist Rasmus Zwicki samt skrev, arrangerede og fremførte musik til flere koncerter og musikdramatiske forestillinger – altid sideløbende med den rytmiske sangskrivning, både i soloprojekter og bands.

Favntagene med og forkærligheden for mange forskellige genrer og udtryksformer siver ind i alle aspekter af Jonas’ musik, hvor de smelter sammen i et legesygt og tilgængeligt udtryk.

 

Jonas Ervolder Bové har flere kompositioner bag sig – blandt dem Mekaniko (2018), Dødedans (2018) og Steamphunk (2020). Om sit seneste værk forklarer han selv:

”Jeg har altid været fascineret af, hvor hurtigt og ubesværet naturen er i stand til at overtage og nedbryde menneskeskabte bygninger og strukturer, og i min arbejdsfase med overGROWN havde jeg for mit indre blik billeder af slyngplanter og ranker, som voksede opad og blomstrede vildt på en måde, som kunne opleves som både aggressiv og smuk. Titlen overGROWN refererer ligeledes til, hvordan mange af værkets temaer gror fra de samme små melodiske frø – et lille motiv på fire toner indleder værket og går igen i forskellige afskygninger”.

 

Program

Jonas Ervolder Bové: overGROWN

Tjajkovskij: Nocturne for cello og orkester, op. 19, nr. 4

Tjajkovskij: Variationer over et rokokotema – for cello og orkester, op. 33

PAUSE

Musorgskij: Udstillingsbilleder

 

Hvad: Åbningskoncert Aalborg Symfoniorkester: Tjajkovskij & Musorgskij

Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus
Hvornår: Torsdag 1. september 2022 kl. 19.30


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev