Skip to main content

Tag: Musik

APHACA – den helt store musikalske sensation klar til Nibe 2026

Interessen for Nibe Festival 2026 er uhørt stor.
Den 16. september blev samtlige partoutbilletter solgt på bare 7,5 time, og nu løfter festivalen sløret for årets første offentliggørelse.

Og den er garanteret populær! Den danske musikscene har sjældent oplevet noget lignende – fænomenet APHACA indtager Stor Scene til Nibe 2026.

Fra kaos på Blå Scene til udsolgt i Parken

Det er gået hurtigt – buldrende hurtigt – for APHACA.
Ved Nibe Festival 2025 var bandet oprindeligt booket til Reservatet, festivalens tredjestørste scene. Da populariteten eksploderede hen over vinteren, blev de rykket til Blå Scene. På det tidspunkt var det ikke muligt at give plads på Stor Scene – men det sker nu.

”APHACA er ubetinget et af de mest ønskede navne til Nibe 2026. Det er næppe nogen overraskelse, når man tænker på, at bandet for få uger siden solgte Parken ud på lidt over et døgn,”siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

 

 

Hit på hit – og hele Danmark synger med

Annonce

”Smelter Under Månen”, ”Et sted hvor vi de første”, ”En drøm om et menneske” og ”Hjertet På Gaden” er alle blevet kæmpe hits.

De fire unge musikere i APHACA har for alvor taget Danmark med storm – og med tre GAFFA-priser samt 16 guld- og platin-certificeringer cementerer de deres position som et af landets helt store navne.

Ny leder på Skråen

Skråen har ansat Dennis Roger Krogh Ravn som ny leder. Med mere end 20 års erfaring som leder og en uddannelsesbaggrund i musikbranchen, bliver han sat i spidsen for at videreføre Skråens vision om at være blandt Danmarks førende koncert- og eventaktører – kendt for tradition, forankring og fornyelse.

”Vi er meget glade for at byde Dennis velkommen til Skråen. Han har dokumenteret erfaring med at lede mennesker i en værdidrevet organisation, hvor værdierne mangfoldighed og mod står helt centralt – præcis som hos os. Dennis kombinerer et stærkt ledelsesfundament med en passion for musik og kultur, og det gør ham til et oplagt valg til at stå i spidsen for Skråen,” siger Mikael Borup, Skråens Bestyrelsesformand.

Mange års erfaring med værdibaseret ledelse
Dennis har i en årrække stået i spidsen for store teams og komplekse processer i IKEA – en global organisation, hvor kultur, værdier og medarbejderudvikling er fundamentet for resultaterne. Her har han arbejdet målrettet med at omsætte strategier til praksis, skabe retning og få mennesker med på rejsen – uanset om det gjaldt udvikling af nye initiativer eller sikre en stærk og stabil hverdag.

Rødder i musikbranchen
Før IKEA tilbragte Dennis 10 år i musikbranchen, hvor han opbyggede en stor passion og et indgående kendskab til miljøet. Den erfaring, kombineret med hans strategiske og menneskelige ledelseskompetencer, gør ham særligt godt rustet til at videreføre og udvikle Skråens virke og musikalske profil.

Klar til at kombinere passion og ledelse
Dennis viser en tydelig drivkraft for at afprøve nye idéer og løsninger. Han er ikke bange for at udfordre det bestående, og samtidig formår han at skabe organisatorisk sammenhængskraft og udvikle medarbejdermiljøet – en unik styrke for Skråen.

”Jeg glæder mig enormt til at kombinere min passion for musik og kultur med min erfaring fra 15 år som leder i en værdidrevet organisation. For mig handler ledelse om at samle mennesker, skabe en klar retning og få strategien til at leve i hverdagen. Skråen har en stærk kulturarv, og jeg ser frem til at bygge videre på den – med fokus på mangfoldighed, mod og en levende musikprofil,” siger Dennis Ravn.

Dennis Roger Krogh Ravn starter som ny leder af Skråen den 1. november 2025.

 

Nibe festival 2025 i billeder – highlights fra lørdag

Regnen satte sit præg på lørdagen, men det lagde ikke en dæmper på stemningen. Publikum trodsede bygerne og holdt festen i gang hele dagen. Svea S og Soleima leverede stærke sæt i Reservatet, mens Kryd var i musikalsk harmoni på Grøn Scene. På Blå Scene sørgede Danser med Piger for højt tempo og god energi. Aftenen bød på store navne og stærke koncertoplevelser med Jonah Blacksmith, Anastacia og Nik & Jay på Stor Scene. En våd, men uforglemmelig afslutning på fire dage i Skalskoven.

 

Svea S
Svea S
Svea S
Svea S

Danser Med Piger
Danser Med Piger
Danser Med Piger

Danser Med Piger

Soleima

Soleima
Soleima
Anastacia
KRYD
KRYD
KRYD
KRYD
KRYD

KRYD

KRYD
KRYD
KRYD
Nik & Jay
Nik & Jay
Nik & Jay
Nik & Jay
Nik & Jay

Svea S
Svea S
Jonah Blacksmith
Jonah Blacksmith
Jonah Blacksmith
Danser Med Piger

Soleima
Soleima

Anastacia
KRYD
KRYD
KRYD
KRYD
Nik & Jay
Nik & Jay

Nik & Jay

Nik & Jay

Nibe festival 2025 i billeder – highlights fra fredag

Fredagen bød på et stærkt line-up og god energi hele vejen igennem. Ida Laurberg lagde ud med pop og power, Hugorm fulgte trop med rock og rå attitude, og Aphaca skabte stemning på Blå Scene. Medina leverede en hitparade foran et veloplagt publikum, og ItaloBrothers rundede aftenen af med fest og fyrværkeristemning

 

Anmeldelse: Dean Lewis – følelserne fik frit løb på Nibe

Dean Lewis har før gæstet Danmark, både i Royal Arena og på Skråen i Aalborg. Men i går stod han for første gang på Store Scene i Nibe. Og det gjorde han med en inderlighed, der gik rent ind.

Den australske sangskriver viste fra start, hvorfor hans musik rammer så bredt. Hans karakteristiske stemme og evne til at formidle følelser tryllebandt det tætpakkede publikum, der lod sig rive med af både smerten i “How Do I Say Goodbye” og håbet i “Be Alright”.

Mellem numrene delte han ud af sig selv med små anekdoter og taknemmelighed, hvilket skabte et bånd mellem Lewis og publikum. Det føltes ægte og nærværende.

Dean Lewis cementerede med koncerten på Nibe, at han ikke blot skriver sange om hjertesorg, men at han formår at samle folk omkring den.

Nibe festival 2025 i billeder – highlights fra torsdag

Torsdagen bød på stærke navne og varierede musikalske indtryk. Jada indtog scenen med sin stærke vokal, mens Dean Lewis leverede en koncert med store følelser, hvor publikum sang med fra start til slut. Jung leverede et stærk set med deres melodiske poprock, og Suspekt samlede som altid et stort publikum med deres energiske show. Hedegaard lukkede aftenen med tunge beats og feststemning under åben himmel.

Nibe festival 2025 i billeder – highlights fra onsdag

Solen dansede mellem trækronerne, og Nibe Festival foldede sig for alvor ud. JessiKa åbnede med jordbundet energi og en stemme, der fandt vej ind under huden. Faustix satte tempoet op, mens Kesi leverede selvsikkerhed og stærke vers, der samlede publikum foran Store Scene. Ganger malede stemninger med storladen lyd, inden Minds of 99 indtog Stor Scene med en koncert, der sitrede af intensitet. Det var én af de aftener, hvor man glemte tiden og bare var – midt i musikken, lyset og hinanden.

Et comeback der vækkede minder og skabte nye

Koncert med Turboweekend
Skråen, Aalborg den 14. marts 2025.
5 ud af 6 stjerner

Efter et helt årti væk fra scenen gjorde Turboweekend fredag aften comeback på Skråen i Aalborg. Forventningerne var høje, og stemningen i salen var nærmest elektrisk af spænding, allerede inden bandet gik på scenen. Da de første toner lød, var det som om tiden stod stille, og man blev straks kastet tilbage til en æra, hvor Turboweekends helt særlige lyd dominerede den danske musikscene.

Turboweekend leverede fra start til slut en intens koncert, hvor de største hits fra bagkataloget vækkede minder tilbage til en tid, hvor verden så meget anderledes ud. Velkendte numre som After Hours, On My Side, Trouble Is og Miles and Miles fyldte Royal Stage med en stærk og euforisk energi, hvor man tydeligt mærkede, hvilken betydning musikken havde og stadig har, på dem der brugte deres fredag aften på at opleve denne reunion.

Bandet, med forsanger Silas Bjerregaard i front, Morten Køie på bas og Martin Øhlers på trommer, virkede tændte og taknemmelige for at være forenet og for at stå på en scene igen.

En af aftenens særlige overraskelser var det nye nummer Under overfladen, som havde release selv samme aften. Nummeret bærer tydeligt præg af Turboweekends velkendte lydunivers, men med et mere modent og eftertænksomt udtryk, og så er det deres første sang på dansk. Under Overfladen passede naturligt ind i sættet, med sproget til trods, og er et bevis på, at Turboweekend stadig har nyt at byde på.

Der var ingen tvivl om at publikum var begejstrede for Turboweekends genforening – stemningen var elektrisk, og folk gik nærmest i symbiose med musikken. Det føltes ikke blot som endnu en koncert, men en fejring af alt det, Turboweekend har betydet for deres fans gennem tiden.

Aftenen på Skråen var en påmindelse om, hvorfor Turboweekend i sin tid blev et af Danmarks mest elskede bands. Turboweekend er i storform og deres comeback var yderst vellykket, og hvis fredagens koncert blot var en smagsprøve på, hvad fremtiden bringer, så kan vi kun håbe, at der ikke går endnu et årti, før vi ser dem igen.

På torsdag spiller de igen på et udsolgt Skråen, hvilket vidner om, hvor meget de har været savnet.

Seks nye navne leverer masser af genkendelighed og Nibe-ånd til sommerens festival

Nibe Festival løfter i dag sløret for seks nye navne til Nibe Festival 2025. Seks navne, som festivalpublikummet i Nibe kender, som skaber den fest, Nibe elsker, og som altid styrker fællesskabsfølelsen i Skalskoven. Faustix, Mumle, Michael Falch & Zonen, The Powls, Gobs og ItaloBrothers er klar til at levere uforglemmelige oplevelser til festen i skoven.

 

Faustix tilbage i Nibe med masser af anerkendelse

Faustix har gentagne gange sat ild i græstæppet på Nibe Festival, og hver gang er festen blevet lidt vildere. Stemningen er elektrisk, når den populære DJ leverer tonsvis af hits. Og populær er Faustix – så populær, at han her i 2025 befinder sig på listen over de 100 mest populære DJs worldwide.

 

Michael Falch & Zonen klar til “udrykning”

Michael Falch er tilbage i Nibe. Sidste år “dansede” han og Poul Krebs ”regndans” i det vilde lørdagsvejr. I år er det Michael Falch & Zonen, der indtager scenen med det anmelderroste album ”Drømmene” i bagagen. Til koncerten i Nibe kan publikum forvente masser af hits fra både Malurt-tiden og Falchs lange solokarriere.

 

Mumle – en af nutidens og fremtidens store stemmer

Mumle imponerede sidste år med en intim og smuk optræden i Reservatet. I 2025 kommer Mumle tilbage for at erobre endnu flere Nibe-hjerter. Hits som ”Hvor Solen Skinner”, ”Det Modsatte”, ”Et For Dig” og det trods titlen altid aktuelle ”Julefred” har cementeret Mumle som en af tidens – og fremtidens – store kvindelige stemmer.

 

The Powls – folkeeje i Nibe

The Powls har siden deres debut på Nibe Festival i 90’erne opbygget en stor og trofast fanskare. Deres faste plads som første lørdagsband på Blå Scene har gjort dem til en institution i Nibe. Deres skæve og underholdende kombination af musik og stand-up comedy er højt elsket og sikrer altid en festlig start på lørdagen.

 

ItaloBrothers – den store festmaskine

ItaloBrothers har tidligere fået hele Skalskoven til at danse til de ikoniske eurodance-hits. Med den festlige energi og genkendelige lyd er ItaloBrothers klar til endnu engang at skabe en stemning, hvor ingen kan stå stille. Showet på Blå Scene bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse.

 

 

Gobs – hitgigant giver nattekoncert

Bang! Gobs er tilbage i Nibe. Hitmageren er kendt for at overraske og begejstre, og han har gennem årene skabt et unikt bånd til festivalens publikum. Med hits som ”Tro På Kærlighed”, ”Ud Af Hovedet”, ”Alt Ved Dig”, ”Frie Fugle” og streamingsværvægteren ”Tak For Sidst” er Gobs en af de få danske artister, der millionstreamer på næsten alt, hvad han rører ved. Nibe siger: Tak for sidst – og på gensyn på Stor Scene natten til fredag!

 

I hjertet på Nibe-publikummet

Festivaltalsmand Peter Møller Madsen kommenterer dagens offentliggørelse:

”Vi ved, at disse navne rammer lige ind i hjertet på vores publikum. Nibe Festival skal hvert år sammensætte et program, der kan noget for alle. Og vi tror på, at kombinationen af disse seks navne, de øvrige offentliggjorte artister samt alt det, der programmæssigt venter, skaber de perfekte rammer for nogle mindeværdige, glædelige og oplevelsesrige dage i Skalskoven.”

 

Udover de seks nye navne kan publikum glæde sig til store artister som The Minds of 99, Nik & Jay, Anastacia (US), Medina, Christopher, Lamin, Jonah Blacksmith, Hugorm, Kind mod Kind, Jada, Ella Augusta, Jung og Magtens Korridorer.

Én ting er sikker: Nibe Festival 2025 bliver en uge fyldt med magiske øjeblikke, hvor musikken – og ikke mindst fællesskabet – er i centrum. Vi ses i Skalskoven til Danmarks største intime festival!

 

Kontakt: Nibe Festival via talsmand Peter Møller Madsen – 2095 9901 – peter@nibefestival.dk.

Unikke stemmer og mindeværdige liveoplevelser føjes til Nibe 2024 

Der er i den grad lagt op til store liveoplevelser, når Andreas Odbjerg, Thor Farlov, PRISMA, URO, Kalaset, Martin Kanstrup, Magtens Korridorer, Mumle og Lydmor indtager scenerne til årets festival i Skalskoven. 

 

Andreas Odbjerg 

Der kan efterhånden ikke herske nogen tvivl om, at Andreas Odbjerg, som lørdag d. 6. juli spiller Nibe er en af landets absolut største popmusikere.  

Sange som ’føler mig selv 100’, ’i morgen er der også en dag’, ’hvad skal verden med sådan en som mig’, ’smugryger’, ’hjem fra fabrikken’, ’STOR MAND’ med Tobias Rahim og ’Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig’ med Ida Laurberg har siden 2019 været vidnesbyrd om, at de ord og melodier som Andreas Odbjerg nedfælder, ender på hitlisterne, på dansegulvene, i radioen, på festivalscenerne og over anlægget i parken på en solskinsdag med vennerne. 

Magtens Korridorer 

Hvis Magtens Korridorer ikke fandtes, måtte vi opfinde dem. Men de findes – mere end nogensinde!  

Med deres dansksprogede potente rock, ligefremme attituder og samlende hits, og en fandenivoldsk og progressiv energi, er Magtens Korridorer et unikt liveband, der sætter liv i barrikaderne, inviterer alle til stemningsfuld fest og giver frirum fra trivialiteterne.   

Efter et Nibe-år i 2023 uden Magtens Korridorer, så er de danske rockhelte heldigvis atter klar til endnu en gang ’picnic´ i Skalskoven. 

Thor Farlov 

Thor Farlov overraskede alle da han i slutningen af 2020, solodebuterede med surprise-albummet, ’Nye Minder’. Med funklende anmelderstjerner fra Soundvenue, GAFFA og Politiken, cementerede det tidligere Citybois-medlem sine tårnhøje ambitioner som sangskriver og artist på egen hånd.    

Med de disco-house inspirerede singler, ’Solen Op’ og ’Italien’, blændede Thor Farlov i 2023 op for en ny lyd ovenpå 2022-udgivelser som hitsinglerne ’Kompromis’ og ’Ovenpå’, og ikke mindst det anmelderroste debut-album, ’Nye Minder’. 

PRISMA 

Den danske duo PRISMA, bestående af søstrene Sirid og Frida Møl Kristensen, har siden 2021 taget dansk musik med storm med rockskæringer som ’I Never Wanted To Meet You’ og ’Bangs’ samt deres EP ’Inside Out’. Det har ført til imponerende shows i både ind- og udland.   

PRISMA har ikke kun imponeret nationalt, men har også erobret internationale scener, hvor de blandt andet har kunne opleves på toneangivende internationale festivaler som WayOutWest og Dockville.

2024 tegner derfor til at blive endnu et spirende år for PRISMA, et år som bringer dem tilbage til Nibe.   

URO 

De seneste år har URO formået at bryde igennem med sin ærlige og sjælfulde urbane popmusik, der fortæller hjerteskærende sande historier fra hans fortid, men som også kigger ud mod en lys fremtid. Især de reflekterende og raffinerede tekster gør URO til noget helt særligt.  

URO kickstartede sin karriere tilbage i 2020 med EP’en ’I storslået kinddans, med livet som indsats’, hvor man bl.a. kan finde hitsinglen ’Når Jeg Blir Til Jord’. Sidstnævnte sang blev P3’s Uundgåelige i 2020 og har over 4 millioner streams og er siden efterfulgt af bl.a. ’Føles Godt’, baskeren med Mekdes.

Kalaset 

Støvet har nærmest lige lagt sig, efter Kalaset spillede deres sidste koncert som punktum for deres imponerende 2023, der også bød på bandets anden P3’s Uundgåelige med storhittet ’Tag Mig Som Jeg Er’. Og for kort tid siden har Kalaset også modtaget Gaffa-prisen 2024 for Årets Nye Danske Navn.    

Kalaset emmer af ung energi og kraft, som udspilles i en skarp vokal og et fængende band. Med catchy melodier og tempofyldte numre inddrages tilskuerne i Kalasets musikalske univers.  No doubt about it – Kalaset tilhører den stensikre succesfulde fremtid på den danske musikscene.

Martin Kanstrup 

Martin Kanstrup begyndte for få år siden at uploade små videoer på sin Facebook og har på kort tid fået mere end 30.000 følgere på sin side. Telefonen begyndte at ringe med forespørgsler, og Martin Kanstrup har i 2022 solgt over 4.500 billetter i kulturhuse, spillesteder og forsamlingshuse med sit show ’Thybo or not Thybo’.  

Entertainer, troubadour og spillemand: Flere betegnelser passer på musiker og komiker Martin Kanstrup fra Thy. Vær klar til fællessang, sjove anekdoter og finurlige sange på thybomål, og kom med på en lille rejse i Kanstrups liv med dagligdagens små og store udfordringer.

Mumle 

Bag Mumle finder vi Julia Kathrine Hansen. En fremadstormende 19 år gammel Haderslevpige 

Mumle bliver inspireret af de mennesker, hun omgås i sin hverdag; de ting der sker for hendes veninder, de ting de taler om i gruppen, den måde de taler med hinanden, men også af tv-serier med sjove stereotyper eller ting hun falder over når hun sidder og stener, kickstarter fantasien og inspirationen hos Mumle.  

Glæd dig til at lytte med i hendes univers og oplev sange som ’Det Modsatte’ og ’Moonwalkman’.  

Lydmor 

Lydmor (aka Jenny Rossander) står aldrig stille i sit musikalske virke og udtryk. Sidst hun var på tour var det i akustiske klæder – og nu vender hun sig atter mod de elektroniske toner i en excentrisk blanding af alt, hvad der udgør Lydmor. Komplet med drama, sårbarhed og fuld smadder på sanseintrykkene.     

For andet år i træk laver Lydmor intim hårdtpumpet nattefest på Den Lille Fede. 

Plakaten til Nibe 2024 indeholder derudover pt. disse artister: 

The Chainsmokers (US), James Blunt (UK), Ronan Keating (IRL), Ukendt Kunstner, Rasmus Seebach, Suspekt, Benjamin Hav & Familien, D-A-D, Martin Jensen, Artigeardit x Lamin, Tim Christensen, Jonah Blacksmith, Infernal, Ude Af Kontrol, KrebsFalch, Gobs, Benny Jamz, Guldimund, Saint Clara, Malte Ebert, Zar Paulo, Pil, Angående Mig og Pauline. 

 

Festivalbilletterne til alle dage, fredag og lørdag er allerede væk, men man har stadig chancen for at købe dagsbilletter til onsdag og torsdag.  

 

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev