Skip to main content

Tag: Multiform Aalborg

En aften hos Multiform: Dialog-ovnen fra Miele er kærlighed til mad

Den indbydende duft af mad strømmer ud af den åbne dør, da vi ankommer til Multiform på Bådehavnsvej. Det er som om, vi er på vej til at træde ind i et hyggeligt, intimt middagsselskab, for snakken derindefra er munter og afslappet, og der er skænket op i glassene. Sammen med en flok af Multiforms kunder er vi inviteret til at opleve lanceringen af en ny og revolutionerende ovn fra tyske Miele – nemlig dialogovnen. Vi er lige så forventningsfulde som de andre gæster, da indehaverne af Multiform Aalborg, Jannie og Bettina, smilende tager imod os

Nyt, revolutionerende og helt særligt

Det er ikke set før… det, som Dialogovnen fra Miele kan. Der er på nuværende tidspunkt kun fire forhandlere i Danmark, hvoraf Multiform Aalborg er den ene, og da repræsentant fra Miele, Jacob Østergaard Kofoed, introducerer os for ovnens funktioner, er det tydeligt, at adskillige af os gæster må blinke en ekstra gang. Sæt en isblok med en fisk i ovnen, og fisken vil være tilberedt uden, at isen er smeltet. Beklæd en oksesteg med bivoks, og kødet vil kunne opnå perfekt kernetemperatur, trods bivoksen ikke er det mindste påvirket. Eller, hvis du ønsker det, så bag et brød helt uden skorpe. ”Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?”, kommer det fra flere gæster.

Jacob fortæller.

-Inde i selve ovnen, er der elektromagnetiske bølger, som arbejder sig ind gennem det, man har valgt at tilberede. Så når du f.eks. sætter et stykke kød ind, så sender ovnen bølger ind i kødet, måler på den mængde energi, der sendes tilbage igen, og regner så ud hvor meget energi, kødet skal have for at være perfekt tilberedt. Der er simpelthen en dialog mellem ovn og mad – deraf navnet.

Der er fuld gang i gryderne og dialogovnene, mens vi lytter. Kokken Jakob Ørstrup er i færd med at tilberede den tre-retters menu, gæsterne trakteres med. Vi er omgivet af alle Multiforms eksklusive udstillinger, og det er svært ikke at blive helt opslugt af de gennemførte designs, lækre overflader og det solide, dygtige håndværk. Bettina og Jannie summer rundt mellem gæsterne, ingen skal mangle noget, og de hvide duge lyser indbydende op på de veldækkede borde.

Oplevelsen af perfektion

Første ret serveres. Kammuslinger med syltede rødløg og grønt, akkompagneret af gyldenfarvet, spansk vin og et par ord fra Jakob Ørstrup om, hvad der lige præcis er særligt ved at tilberede kammuslinger i en dialogovn.

– Kammuslinger er sart protein, ligesom fisk i det hele taget er. Det vil sige, at det generelt kan være rigtig svært at tilberede, uden at det bliver tørt eller gummi-agtigt i konsistensen, men her kan jeg kombinere forskellige tilberedningsmetoder, sætte temperaturen til det, jeg gerne vil arbejde med, og så gør ovnen resten. Det ville have været lidt af et sats at sætte dem ind i en almindelig ovn.

De er perfekte, kammuslingerne, på den smukt anrettede tallerken. Og det er hovedretten også: Kalvemørbrad, tilberedt i en kåbe af bivoks, serveret med bl.a. risotto af bygkerner og friteret østershatte. Stemningen er afslappet, mens vi nyder maden, og Jacob Ørstrup fortæller med et glimt i øjet om, hvorfor der også serveres hvidvin til hovedretten.

– Vi drikker simpelthen for lidt hvidvin her i Danmark, fordi vi ligger under for nogle konventioner om, at hvidvin er til forretter. Den kan altså tilføre en helt særlig friskhed til hovedretter.

Mens desserten forberedes, er der stor nysgerrighed fra gæsterne om dialogovnens formåen. Jacob Kofoed fortæller om muligheden for at koble den til WiFi, ligesom med så mange andre af Mieles produkter.

-Det dyrebareste, vi har, er vores tid, siger Jakob Ørstrup, mens han tager de rosarøde hindbær-soufléer ud af ovnen. Og det med tid er netop et nøgleord i forhold til dialogovnen. Der er ingen spildtid, for via teknologien omkring energitilførsel og mad, vil alt tilberedes med enorm præcision.

Der er fyldte kaffekopper, hindbærsoufflé og flødeboller rundt omkring på bordene. Vi er mættet på smagsoplevelser, og udenfor Multiforms store glasparti har tusmørket sænket sig over havnefronten. Alle tilstedeværende har det til fælles, at de tager et unikt indblik i en nytænkende og innovativ måde at lave mad på, med sig hjem.

-Vi skal til at tænke på en helt ny måde omkring mad. Vi skal tænke på, hvordan vi energipåvirker maden, frem for at varmepåvirke den. Det er et nyt, smukt sprog, vi skal til at tale, siger Jakob Ørstrup afslutningsvist, inden Jannie og Bettina takker for aftenen.

-Inden for køkkenbranchen taler vi om tre meget vigtige årstal: I 1947 kom mikrobølgeovnen, i 1973 kom induktionskogepladen, og i 1985 kom dampovnen. Fælles er, at Miele gennem deres 120 års historie har været med til at skabe rigtig mange af produkterne, og vi håber på, at dialogovnen er et af de produkter, som folk nu og i fremtiden kommer til at tage godt imod, fortæller Jacob Kofoed, inden vi sætter os til bords.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev