Skip to main content

Tag: Mode

Preloved is reloved

Annonce

I Gravensgade 3 i Aalborg møder vi Jannie og Lars, der sammen har skabt Your 2hand Closet – et genbrugskoncept, som de er super stolte af at kunne bidrage med i vores verden med fokus på bæredygtighed

Vi starter med at spørge Jannie, hvad forskellen er på secondhand og genbrug, hvortil hun svarer:

– Secondhand er i virkeligheden bare det engelske ord for genbrug. I Danmark bliver ordet brugt for pænere genbrug af især tøj, sko og accessoires. Det vil sige, at varen er af høj kvalitet, og gerne solgt gennem en professionel forhandler, i en butik eller online. Jannie fortsætter;

– Vi har kastet os ud i dette projekt, da det for os var tydeligt at se, hvilken retning vores samfund bevæger sig i. Der er mere og mere fokus på secondhand og genbrug, og vi var begge fast besluttet på, at det skulle vi være en del af.

På daværende tidspunkt eksisterede der ikke en Secondhand butik i Aalborg Centrum, og det var oplagt for Jannie og Lars at finde et lokale i hjertet af Aalborg. Parret fortæller, at de er blevet taget rigtig godt imod af kunder og besøgende.

Et smart koncept

Deres koncept udspringer fra loppemarkedskonceptet, hvor man lejer en stand. Det, de så har gjort lidt anderledes er, at de udlejer et antal bøjler i stedet for en stand. På denne måde kan Jannie og Lars indrette butikken efter eget ønske.

Parret har gjort meget ud af at indrette deres butik så deres kunder får den bedste shoppeoplevelse. Som Lars fortæller;

– Det må gerne være sanseopløftende og spændende at gå på skattejagt hos os. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig iblandt bøjlerne på de fyldte stativer.
Butikken er farveopdelt, lange kjoler har sit eget stativ, ligeledes er der et stativ kun til denim jeans. Der er et stativ til skind og læder, ligesom der er et stativ til vinterjakker. I butikken findes der også hylder til fodtøj og tasker. Jannie fortæller smilende;

– Vi flytter ofte rundt i butikken, hvilket minimerer chancen for at noget bliver overset. Udover det, har vi sat størrelsesmærkater på bøjlerne, så du hurtigt kan spotte om det er din størrelse.

Jannie og Lars ligger stor vægt på at gøre det overskueligt for kunden at shoppe i butikken. Deres koncept med bøjleleje i fire uger gør, at der er et konstant flow af nye varer i butikken, så det er ikke nødvendigvis de samme ting, der hænger på bøjlerne, når man som kunde kommer retur.

Også online salg

Konceptet når ud til hele Danmark via onlinesalg. Ingen skal snydes for det lækre tøj, som Lars udtaler. Til webshoppen plukker Jannie og Lars ud af det, de tænker har mest potentiale. Ellers er Your 2hand Closet tilgængelige på sociale medier som Facebook og Instagram. Her ligger Jannie dagligt stories og opslag op, som kan være inspirerende for tøjstilen.

Hvordan fungerer det?

– Kort og enkelt går det ud på, at vi videresælger tøj, sko, tasker og accessories. Vi tilbyder lidt forskellige måder man kan sælge sit tøj på via Your 2hand Closet fortæller Jannie og fortsætter:

– Du kan enten leje dig ind i vores butik i fire uger af gangen, hvor vi kun skal have 15% af tøjsalget. Man kan også sælge direkte til os. Vi tilbyder også at have dit tøj med mere i 50/50 kommission salg. Mulighederne er mange – det vigtigste for os er, at du har muligheden for selv at vælge den løsning, der giver mest mening for dig.

Hovedkonceptet er bøjlelejen, hvor man selektivt vælger, hvad man vil hænge på bøjlerne. Her er det nemlig helt op til sælgeren hvilket tøj, sko, tasker man vælger at sætte til salg. Man vælger også selv salgsprisen på det, man vil videresælge sine dele for. Stedets handelsbetingelser skal naturligvis overholdes. Alt dette kan man læse mere om på butikkens hjemmeside. Her får man også adgang til en app, hvor man kan følge med i sit salg.

Når Jannie og Lars opkøber direkte, er det med henblik på videresalg, og derfor vil det ofte være mærketøj, der opkøbes. Dette koncept er for den, som ikke gider at bruge tid på sit tøj salg og bare gerne vil af med det på nemmeste vis.

50/50 kommission – her er Jannie og Lars mere ind over, hvad de vælger at tage imod. Det vil sige de vælger ud fra sæson, stil, mærker og varens værdi.

You 2hand Closet sælger primært tøj til kvinder, men mændene har også fundet vej. Fordelingen er ca. 90% kvinder og 10% mænd.

Jannie har en stor passion for mode og sammensætning af stilarter, og hun synes, det er spændende, at man kan blande og mixe tøjet, således man finder sin helt egen stil. Jannie fortæller:

– Der er bare så mange fordele ved at shoppe secondhand. 1. Det er bedre for kloden. 2. Det er billigere for tøjbudgettet. 3. ‘Preloved is reloved’;

– Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg personligt køber stort set alt mit tøj igennem butikken, afslutter hun.

Elsk og bevar ordentligheden

ELSK er et tøjbrand med fokus på ordentlighed og omtanke for miljømæssige og menneskemæssige forhold. APPETIZE var i Thy for at besøge virksomheden, og her fortalte de om baggrunden for, hvorfor de har så stor motivation for at drive en forretning med så klart et fokus. Et fokus der er så skarpt, at de hellere vil gå på kompromis med bundlinjen end med ordentligheden. Derudover har de et opsigtsvækkende arbejdsmiljø, der indebærer både skateboards, trampoliner og bordtennis

Lars Riis og Lukas Leszczynski er stifterne af det ordentlige tøjmærke ELSK, som APPETIZE tog til Thy for at besøge. De kender hinanden fra ungdomsårene på Thisted Handelsgymnasium. Dengang var de ikke venner, og som de selv siger: ”Det er vi stadig ikke”. De formåede dog alligevel at stable et bæredygtigt projekt på benene i 2013, og sidenhen er det blevet en veletableret og succesfuld virksomhed med ni ansatte, som går forrest i kampen for klimaet og det sociale ansvar uden at gå på kompromis med designet af tøjet.

Fakta

Navn Lukas Leszczynski
Alder 39 år
Karriere Uddannet ved EUC Nordvest Erhvervsakademiet. Autodidakt grafisk designer. Har erfaring med marketing og SEM fra flere år i forskellige virksomheder
Privat Bor i Thy med sin kone Karolina. Lukas’ udlandsk-klingende efternavn stammer fra Polen, hvor han er født. Efterfølgende flyttede familien til Færøerne og sidenhen til Hanstholm

Navn Lars Riis
Alder 38 år
Karriere Uddannet ved Aarhus School of Business. Har erfaring fra modebranchen, hvor han både har boet i London og Tyskland og har arbejdet som indkøber for Salling og TJX Europe
Privat Bor i Thy og bruger fritiden på altid at forbedre sig. Blandt andet ved at træne op til at bestige bjerge

Kærlighed over passion

Lars og Lukas fortæller, hvordan navnet ELSK opstod ud fra filosofien om, at det ikke er nok at have passion for noget, for al passion dykker eller forsvinder helt med tiden. Til gengæld kan det være holdbart et helt liv, hvis man har stor og ægte kærlighed til noget. Så vil man altid være motiveret til at gøre sit bedste, og man bliver ved at rejse sig de tusind gange om dagen, passionen svinder ind og man løber panden mod muren. Derudover fortæller Lars, hvordan et så positivt ord faktisk kan fungere som en provokation i og med, at det er i en kommanderende form, og på den måde skaber de opmærksomhed omkring virksomheden.

Foto: Johny Kristensen – www.johnykristensen.dk

Fra London til Thy

Efter handelsskolen endte Lars i modebranchen, og han nåede at opbygge karriere i både London og Tyskland. Lukas prøvede kræfter med grafisk design og marketing, men han fandt aldrig det helt rette sted, indtil han en dag så Lars’ invitation til en gruppe på Facebook. Lars søgte nogen at starte en virksomhed med. Han søgte en partner, der både kunne bidrage med markedsføring og grafisk design, men vigtigst af alt også en partner, der delte hans passion for bæredygtighed og socialt ansvar. Derfor var de tidligere ikke-venner nu et ”match made in heaven”.

Lars fortæller, hvordan han utallige gange i sine mange år i modebranchen oplevede bagsiden af den ellers glitrende medalje. Når han sad til overdådige og forførende arrangementer og middage begyndte champagnen at smage mere og mere bittert. Han oplevede, hvordan modebranchen i stor stil er skyld i ressourcespild og stopfodrer ”køb-og-smid-væk”-kulturen, når der eksempelvis udgives flere tøjkollektioner månedligt i dårlig kvalitet, og når stofrester afbrændes i stedet for at genanvendes. Ligeledes indså han, også med egne øjne, hvordan de sociale vilkår i tøjproduktion ikke engang lever op til den allerlaveste standard, og at mange mennesker lider i langt højere grad end vi kan forestille os under disse kår.

Det glamourøse liv i overhalingsbanen endte med blanke øjne rettet mod de mange grusomheder. Det blev for meget for den jordnære Thybo, og Lars vendte tilbage til barndomsbyen Klitmøller, hvor han bestemte sig for, at han ville skabe noget, der kunne gøre en forskel.

Vil skrælle den rådne banan

Da Lars og Lukas startede virksomheden op i 2013, kæmpede Thy stadig med et omdømme, der ikke just var positivt. Thy blev set på som den rådne udkants-banan, der ikke kunne tilbyde særlig meget til den moderne verden. Her bestemte Lars og Lukas sig for at gå mod strømmen – både i forhold til deres måde at producere tøj på, men også i forhold til lokationen af virksomheden. De vil vise, at man kan producere på en måde og på et sted, som ikke alle andre gør, og stadig få succes og substans ud af det.

Ordentlighed var et hul i markedet

Det var et hul i markedet, der motiverede de to mænd til at starte deres bæredygtige tøjvirksomhed op. De mener, at hullet var udgjort af, at ingen i Danmark indtil da havde en gennemført ordentlig produktion, ledelsesstil og filosofi.

For både Lars og Lukas er det
vigtigt at differentiere sig fra den
”greenwashing”, der er begyndt at indtage markedet og retorikken. Bæredygtighed er et begreb, virksomheder bruger i flæng, og ifølge Lars og Lukas er det et grundlæggende problem, at der ikke findes en klar retningslinje for, hvornår man som virksomhed må kalde sig bæredygtig. Af denne grund har de vedtaget, at de definerer deres tøjmærke ELSK med begreber som ordentlighed til at beskrive deres værdisæt. De definerer sig ved at producere med så få menneskelige og miljømæssige omkostninger som overhovedet muligt. Det gør de ved at have opsyn med de virksomheder, der har ansvaret for at producere deres tøj, de gør det ved at benytte materialer til tøjet, der afgiver mindst muligt klimaaftryk og de gør det ved at donere 1% af hele deres omsætning til miljøbeskyttelse og samtidigt støtte udvalgte miljøprojekter løbende, som kan dække helt ned til bedre levevilkår for sommerfugle i Thy.

Foto: Johny Kristensen – www.johnykristensen.dk

Meningsfyldt design

Ikke nok med at selve produktionen af ELSK’s tøj er bæredygtig, så bruger de også deres grafiske motiver til at undgå den overfladiske tilgang til tøjet, som man ellers møder i modebranchen. Deres motiver har historie og substans, og kan være med til at sætte tanker i gang hos forbrugeren. Som det ses på Lars’ hoodie, er der et motiv, der viser strand og solnedgang, som symboliserer Thy og alt hvad det står for. Ifølge Lars og Lukas er Thy symbolet på at undgå udenomssnak, bullshit og overflade, men i stedet finde ind til kernen, ærligheden og ordentligheden. Derudover kan hoodien på anden vis symbolisere ordentlighed; den er nemlig lavet af træfibre, som også kan udstråle en holdning og et værdisæt hos dén forbruger, der tager den på. Dermed kan tøjet altså kommunikere en hel del om, hvem man er. Ifølge Lars og Lukas har de ikke en gennemsnitlig kunde ud fra alder, geografi eller køn, men i stedet har de en gennemsnitlig kunde, der deler det samme værdisæt som både Lars, Lukas og virksomheden.

Black Friday med 0% omsætning

Om en måneds tid indtræffer den årlige fredag, hvor de fleste virksomheder høster en masse ordrer ved at give massive ra- batter. For at positionere sig i tråd med ordentligheden og som modstand til det store overforbrug, har Lars og Lukas valgt at donere hele omsætningen fra Black Friday til organisationer, der arbejder med miljøbeskyttelse. De vil på baggrund af dette og lignende tiltag prøve at gøre op med den overfladiske mentalitet, der hersker i modebranchen, hvor alt handler om at skabe en pænere bundlinje, og i stedet fokusere på at gøre deres andel i modebranchen mere substantiel og undgå bullshit.

Work Life Balance

For Lars og Lukas er det vigtigt, at de ikke kun i deres tøjproduktioner fokuserer på gode vilkår og miljøer. Det skal de selv og deres ansatte i virksomheden også. De fører en anderledes ledelsesstil, hvor deres ansatte har fri hver fredag, og de selv har en kreativ dag, hvor de udtænker idéer i stedet for at sidde ved computeren. Deres overbevisning er, at når man bruger meget tid på det man elsker at lave, så har man langt større energi til at arbejde både bedre og hårdere, når man endelig er på arbejdet.

Foto: Johny Kristensen – www.johnykristensen.dk

Arbejdsplads og legeplads

Da vi var i Thy for at besøge ELSK, var det første vi så, da vi trådte ind ad døren, et gult skateboard der stod på gulvet, og senere så vi Lars suse rundt mellem reolerne på selvsamme. Jo længere ind i virksomheden vi kom, jo flere trampoliner, cykler, skateboards og balancebræt stødte vi på. Et skrivebord med motionscykler i stedet for stole, en trampolin i stedet for gulv under Lars’ skrivebord og et bordtennisbord i stedet for frokoststue. Hele virksomheden emmede af leg, og det er et vigtigt statement for Lars og Lukas. Efter fem minutters bordtenniskamp er hjernen skarpere og kan udtænke flere gode idéer, og er man træt eller dvask, er motionscyklen ideel, fordi man kan sidde ved computeren samtidigt.

Et syn vi på APPETIZE sent glemmer, er, da Lars pludselig springer op og hænger i et trapez-lignende stativ, hvor han helt ubesværet trækker sig op og ned, samtidigt med at han konverserer på professionel vis med en kunde. Dét vidner altså om, at legen og den aktive levevej er en solidt inkorporeret del af ELSK’s arbejdsmetoder og -miljø.

Hvordan ser fremtiden for ELSK ud?

Vi var selvfølgelig nysgerrige på, hvordan fremtiden ser ud for ELSK. Som forventeligt har ELSK ikke en vision om at lave high fashion, der kun er trendy i én sæson, men derimod at fokusere på at lave basic-varer, der kan bruges, indtil det går i stykker. Dog fik vi et lille nys om, at der til foråret kommer helt nye design til både kvinder og mænd i form af kjoler og strik i smukke farver.

Derudover er det vigtigt for ELSK altid at have gennemsigtighed i deres forretning og hvor de står bæredygtighedsmæssigt. De vil skille sig ud ved at fortælle, hvad de gør godt, men i lige så høj grad fortælle, hvad de endnu ikke har formået at gøre godt nok. Det er vigtigt for dem at fortælle, at det for det første ikke er muligt at være 100% bæredygtig som virksomhed, så længe du har en form for produktion. Derudover er det også vigtigt for Lars og Lukas at fortælle, at deres virksomhed heller ikke er perfekt med hensyn til klima, men at så længe der er gennemsigtighed omkring og fokus på det, så er de tro mod deres egen definition af en ordentlig virksomhed.

Lars og Lukas arbejder fremad med et roadmap, der definerer deres mål inden for både design og produktion, men også inden for ordentligheden i det. De bruger en stor del af deres tid på at udtænke nye, smartere og mere ordentlige måder at gebærde sig på i modebranchen, men i og med at modebranchen er den anden mest forurenende industri i verden, er det er forment- ligt en proces, der aldrig stopper.

ELSK skiller sig ud på at ordentligheden altid gennemsyrer deres valg, deres produktion og deres måde at arbejde på. De forsøger at være tøjbranchens ”Apple”, hvor forbrugeren får en oplevelse ud af at modtage og have produktet, samtidigt med, at de ikke går på kompromis med hverken design, kvalitet eller tanken på menneskelige og miljømæssige omkostninger.

Den rigtige base

Der er efterhånden ingen tvivl om, at jeg er fan af alsidigt tøj. Tøj skal bruges og ikke bare hænge i skabet og gemmes til en særlig lejlighed. De kjoler jeg køber skal både kunne bruges med sneakers og stiletter, bukser skal kunne dresses op og ned…. Det gør, at din garderobe ikke behøver være så stor som hvis tøjet kun var til enten det ene eller andet. Det er også en bæredygtig måde at bruge tøj på, og det kommer vi ikke udenom disse dage.

Her er endnu et eksempel på et outfit jeg dressede hurtigt op efter arbejde og inden en aften ude. Du kan se et andet eksempel på det HER.

 

Min base bestod af jeans, bælte og basic hvid tee. På arbejde havde jeg en army grøn skjorte over og sneakers. Min skjorte er en gammel sag, men denne er et virkelig godt bud. Elsker at den har lidt kant og lidt specielt over sig. New balance-sneakers kan jeg ikke stå for. På job skal der selvfølgelig ofte en mere praktisk taske til, og denne måtte gerne være en del af mit udvalg 🙂

Efter job skulle jeg direkte videre i byen. Skjorten blev skiftet ud med en blazer, sneakers ud med sko med hæl og så en mindre taske. Lidt ekstra make-up og så var jeg kørende.

Det behøver ikke kræve så meget, og ved at klæde sig i den rigtige base, kan man let ændre sit look. Dette kan gøres indenfor alle stilarter! Noget jeg ikke kan leve uden, er mine mom jeans som uden tvivl er dem jeg føler mig bedst tilpas i. Derudover skal der være lækre basis t-shirts i min garderobe. Spender gerne lidt ekstra penge på den slags, så holder de bedre. Mine yndlings er ni år gamle!

Nedenfor kan du se hvor alle styles er fra samt pris.

Håber det giver inspiration til hvordan I kan bruge Jeres tøj 🙂

  1. Skjorte fra Samsøe Samøe 1.200kr. // 2. Taske fra Mulberry ”Vale” 10.400kr. // 3. Sneakers fra New Balance ”990GL5” 1.600kr. // 4. Tee fra Acne 800kr. // 5. Bælte fra Filippa K 850kr. // 6. Mom jeans fra Topshop ca. 400kr. // 7. Blazer fra H&M 249kr. // 8. Taske fra Mulberry ”Harlow” 4.450kr. // 9. Sko fra A Pair 1.000kr.

Grønland hyldet med flot modeshow på Kofoeds skole i Aalborg

Annonce – På Kofoeds Skole i Aalborg samles mennesker af en helt særlig støbning. Der findes et helt specielt grønlandsk fællesskab og man lægger stor vægt på den positive tilgang. Skolen tilbyder et aktivt, udviklende og alkoholfrit socialt netværk for alle ledige og socialt udsatte mennesker, som vil være med i et fællesskab, hvor der er plads til alle

Tirsdag aften d. 20. november var en særlig aften på Kofoeds Skole Aalborg, der ligger i en hyggelig baggård inde midt i byens centrum, nærmere betegnet Ågade 23.

Levende lys i lange baner og en rød løber bød de heldige gæster velkommen. De heldige gæster var heldige, idet alle 51 billetter var udsolgt på 6 dage. Modeshowet har været under planlægning og udarbejdelse hele år 2018. Initiativet til arrangementet kom fra rådmand Mai-Britt Iversen, der selv har været medarrangør af begivenheden.

Forventningerne var høje fra publikums side. I invitationen havde man lovet, at alle sanser ville blive involveret. Før modeshowet gik i gang emmede stemningen derfor af latter, hygge og en kærlig forkælelse med hyldeblomst-lime drik med kirsebærtrøffel sponsoreret af Aalborg Chokoladen.

De fleste af modellerne til modeshowet var elever fra skolen.

Opbakning er vigtig

Selve modeshowet blev flot sponsoreret af lokale sponsorer, herunder lys og lyd fra Søren, friske råvarer i form af rejer og hellefisk fra Royal Greenland, professionelle frisører og stylister og et hav af frivillige personer, der enten gik model eller hjalp til bag kulisserne.

Indledningsvis sang foreningen Ikerasaq en smuk grønlandsk korsang, som netop handlede om en kvindes skønhed.

Der var omkring 35 indgange og hver indgang blev introduceret af ingen mindre end skuespiller Flemming Jensen, der blandt andet er kendt i rollen som Lunte fra Nissebanden.

Flemming Jensen har en særlig kærlighed til Grønland og det grønlandske folk og kultur. Det var tydeligt at Flemming Jensens viden om Grønland er mangfoldig og hans lune kommentarer undervejs gav anledning til mange grin og høj latter hos publikum.

Der var omkring 35 indgange, og hver indgang blev introduceret, med lune kommentarer, af ingen mindre end skuespiller Flemming Jensen, der blandt andet er kendt i rollen som Lunte fra Nissebanden

Fantastiske modeller med dejlig udstråling

Under modeshowet så man Kofoeds Skoles elever sammen med skolens frivillige som modeller, men også borgmester Thomas Kastrup Larsen var på podiet og talte varmt om grønlændernes betydning for Aalborg.

Rådmand Mai-Britt Iversen og byrådsmedlem Vibeke Gamst viste sig også som modeller på den røde løber og gjorde en flot figur blandt eleverne.

Undervejs i modeshowet blev gæsterne udsat for at lyset pludselig slukkede. Mystiske væsener dukkede frem fra mørket, og som en overraskelse blev der optrådt med traditionel trommedans, hvor elev Terkild Møller førte den grønlandske tromme med åndelighed og kulturel vingesus. Elev Else Johansen dansede smukt og indbydende, mens daglig leder Laila Jensen optrådte som den onde, grimme og særdeles skræmmende maske- danser.

Konceptet i modeshowet var netop at kombinere traditionel grønlandsk med det moderne grønlandske og det danske. Man må i høj grad sige, at det lykkedes skolens arrangører at komme i mål med deres ambition. Alle gæster var meget imponerede. Modeshowet var en hyldest til Grønland og en kærlighedserklæring til alt det smukke, der opstår i mødet mellem det grønlandske og det danske.

Indledningsvis sang foreningen Ikerasaq en smuk grønlandsk korsang, som netop handlede om en kvindes skønhed.

Aftenen sluttede med akustisk musik fra to frivillige Judithe (kendt fra X-Factor) og Ane G der sang og spillede til lækker servering af Artic Streetfood sponsoreret af den berømte kok Lars Jeppesen.

Lars Jeppesen forkælede gæster, elever og medarrangører med den lækreste mad, som uden tvivl satte et flot punktum og dermed forenede hele aftenen i en højere enhed.

Kofoeds Skoles butik holdt åbent for gæsterne, og rygterne ville, at der denne aften blev solgt for mere, end man havde turde håbe.

Skolens leder udtaler, at det i sig selv var en livsbekræftende oplevelse, at lykkes med dette flotte arrangement.

– Et flot arrangement, der viser, at man kan stå sammen i Aalborg. At byens politikere virkelig mener det, når de siger, at der skal være plads til alle og virkelig møder op og bakker op, når betydningsfulde events er på tegnebrættet – det skaber en glæde og en begejstring, som vi kan leve længe på, siger en stolt Laila Jensen.

FAKTA

Teamleder 
Laila Betina Jensen
Tlf: 41 73 30 60
Mail: lailaj@kofoedsskole.dk
www.menneskermedmere.dk

Åbningstider på skolen og i butikken:

Kofoeds Skole, Ågade 23, Baghuset,
9000 Aalborg
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 8.00-14.00
Onsdag og fredag kl. 8.00-13.00
Tirsdagsklub (tirsdag fra kl. 14)

Efterårsmoden 2018

Efter en fuldstændig fantastisk sommer, hvor vi for alvor har kunne udnytte sommer-garderoben til fulde, er det blevet tid til et skifte. Et skifte der kom lidt brat, inden vi måske helt nåede at blive mentalt klar til det. Jeg kan i hvert fald mærke, at det lige kræver lidt tilvænning for mig.

Efteråret er en af mine yndlings-årstider hvad angår moden. Det at kunne iføre sig lag-på-lag og så farverne…

– Jeg elsker de brændte nuancer! I modsætning til f.eks. sommer-/ forårsmoden, så er der aldrig helt den samme variation i efterårs- farverne. Det gør ikke så meget, for netop disse nuancer er dem der klæder de fleste af os danskere rigtig godt.

Farver er der igen masser af denne sæson, men især gul og grøn er dominante. Grøn i alle afskygninger og på alt fra frakker, bluser til bukser. Gul så vi også meget til i spring/summer kollektionerne, og faktisk en noget mørkere gul end den typiske sommerfarve. Men det kan vi glæde os over nu, for så kan vi bruge de samme items til at pifte efterårs garderoben op med.

Print fylder meget ligesom de sidste mange sæsoner, men som noget nyt, vil man kunne se mange brands være inspireret af tørklæder med dristige kombinationer.
Tern i alle afskygninger, med mere eller mindre farve, ser vi igen fra alle modehusene. Kombiner dem og vær ikke bange for at det er for meget. Der er masser af mere klassiske udgaver man kan vælge, hvis de farverige blive for meget.

Jakkesættene er blevet lidt smallere og mere feminine dette efterår, men de fylder stadig ligeså meget som i foråret. Vælg gerne en dobbeltradet udgave og måske i en ulden metervare for et mere årstids passende look. Et bælte i taljen kan give personlighed og et ekstra feminint touch.

Cowboy-tendensen har vokset på mig, så det passer mig så ude- mærket, at vi igen ser blonder, flæser og bløde materialer, som får vores tanker hen imod det vilde vesten. Hvis du ikke allerede er hop- pet med, så er det nu, du skal ud og investere i et par vaskeægte cowboy boots.

Accessories kan gøre den store forskel på et outfit, uden det behøver at koste en formue. F.eks. er perletasker et sjovt element som med garanti vil give en god effekt.

Herunder kan du se fire nordjyske modebutikkers bud på efterårets mode.

MASAI – Algade 30 . 9000 Aalborg Tlf. 98 12 32 25 . www.masai.dk

LOTTE (i rød)
Cardigan kr. 999,-
Skjorte kr. 699,-
Bukser m. vidde kr. 999,-
Tørklæde kr. 199,-
(eget fodtøj)

SANNE (i grøn)
Strik kr. 799,-
Top kr. 599,-
Nederdel kr. 499,-
(eget fodtøj)

SKATKA Modelækkerier – Rimmensvej 2 . 9440 Aabybro . jane@skatka . Tel. 98 12 14 16 . skatkamode.dk

Bitte Kai Rand, sort/hvid bluse kr. 799,-
Bitte Kai Rand sort/hvid cardigan kr. 1.399,-
Black Label berberbuks kr. 1.750,-
Lofina sneakers kr. 1.499,-

SKATKA Modelækkerier – Rimmensvej 2 . 9440 Aabybro . jane@skatka . Tel. 98 12 14 16 . skatkamode.dk

Annette Görtz Jakke kr. 3.400,-
Black Label buks kr. 1.900,-
Lofina støvle kr. 1.899,-

COUTURE de LUXE – Baghuset Rantzausgade 19 A . 9000 Aalborg . Tlf. 40 54 57 61 . info@couture-deluxe.com . couture-deluxe.dk

PLAYFUL PIECE
Silkekjole kr. 3.000,-
Skindleggings kr. 4.000,-
Mohair cardigan kr. 1.600,-

Tøjfabrikken . K. Christensens vej 2F . 9200 Aalborg SV . Åbent hverdage 09.00 – 16.00 . Lukket Lørdag & Søndag

Basic T-shirt
Hvid kr. 79,-

Denim Jeans
Dark Blue kr. 399,-

Mode til alle

Det er min opfattelse, at mange tror at det koster mange penge at følge moden. Det kan det selvfølgelig også gøre, rigtig mange endda. Men det behøver det ikke, for der er altid billigere alternativer.

Der er selvfølgelig en forskel på kvaliteten, som oftest, men for mange betyder det ikke det store. Det kommer an på hvad man går op i. Med nogle ting går jeg mere op i kvaliteten end med andet; er det sæson varer som jeg ved jeg højst sandsynligt ikke kommer til at bruge i flere sæsoner, så køber jeg de billigere alternativer.

Jeg har her sat to eksempler op på to udgaver af samme look; et dyrt og et billigere.

Det billige sæt

Det dyre sæt

Det er ikke til at komme udenom at slå-om nederdele med flæser er det store hit denne sommer. De findes i alle farver og prints. De store farverige strik, i ensfarvet eller strib, er skønne til en kølig aften og kan bruges i andre sammenhænge resten af året. Mere bombastiske sporty sneakers ser man mere og mere, men det kræver lidt tilvænning for de fleste. Og så er det det nye med de transparente tasker. Chanel har både tasker, sko og div., men virkelig mange er hoppet med på det. Mine valgte to udgaver er begge med udtagelige inder tasker, men mange er uden, så måske skal man lige overveje en ekstra gang hvad man smider i tasken.

Der er endnu flere udgaver af f.eks. prikkede slå-om nederdele, nogle endda til endnu billigere penge. Så mit budskab er, at ser du et look i f.eks. et magasin som er udenfor din rækkevidde, så fortvivl ikke men tænk alternativt.

I hvertfald 75% af de styles jeg har udvalgt, kan du nu finde på rigtig gode udsalg, så det billigere look bliver altså endnu billigere. Just saying 😉

Unikke brands hos Sinnerup i centrum af Aalborg

Annonce – Hvis du for nylig har ladet blikket glide op af Sinnerups facade, så har du formentlig også lagt mærke til, at der i de store panoramavinduer nu tonet giner frem med sommerens nyeste styles

Modeafdelingen i Sinnerup har nemlig fået ny placering i butikken og har dermed fået sin helt egen etage. Dette gør, at første etage er blevet forvandlet til et modeunivers, hvor hvert enkelt brand er blevet tillagt stort fokus.

Dette kommer blandt andet til udtryk i form af store vinduesrammer, der inddeler hvert brand i dets egen lille afdeling, og dermed tilfører en enkelthed og eksklusivitet til afdelingen.

Modeansvarlig, Rikke Bartholomæussen, er meget begejstret for den nye afdeling og påpeger, at det nu er muligt at sætte meget større fokus på de unikke brands, der forhandles, hvilket har været hovedformålet med renoveringen.

Tillige løfter Rikke sløret for to helt nye brands, som rammer butikken i løbet af august, hvilket hun understreger, at vi godt kan glæde os til. Det ene brand er Rosemunde som er meget kendte for deres feminine blondetoppe, og Soft Rebels, hvilke er et dansk brand, som tør udfordre de klassiske farvesammensætninger og snit.

I modeafdelingen finder du endvidere unikke mærker såsom Sinnerups eget brand: Créton, samt Second Female, Nümph, Caddis Fly, Object, Vila, Daniel Silfen, Philip Hog og mange flere.

Bæredygtighed & godt håndværk

Annonce – Bæredygtighed og genbrug var tidligere associeret med en lugt af møl og timevis i genbrugsbutikken i håb om at finde det rigtige. Sådan er det heldigvis ikke mere og specielt ikke hos By RETRO

-Design & Yoga, der ligger i stueetagen af FOKUS Folkeoplysnings hus på Strandvejen i Aalborg Vestby

Under FOKUS Folkeoplysnings tag gemmer der sig mange spændende afdelinger, og en af dem er Kvindedaghøjskolen, der fusionerede med FOKUS i februar sidste år. De startede butikken By RETRO, der i begyndelsen havde plads i Niels Ebbesens Gade, og solgte de produkter, som kursisterne havde produceret. Konceptet er stadig det samme, om end i en lidt udvidet form på butikkens nye placering på en prominent plads ved indgangen til FOKUS-huset på Strandvejen.

Foto af Johny Kristensen

Unikt tøj til alle aldre

Når man træder ind af døren i butikken, bliver øjet straks fanget af stativet med tøj til familiens mindste medlemmer, der har sans for stil og mode. Bæredygtighed og genbrug behøver nemlig ikke at være kedeligt, men skal også tilfredsstille den kræsne forbruger. Her kan man også være sikker på, at man ikke møder andre i samme kimono, når man går ned af gaden, for hvert eneste stykke tøj er nemlig helt unikt.

Re-design i stedet for losseplads

Susanne Ballin startede Projekt RETRO i 2016, da hun var leder af Kvindedaghøjskolen.

– Vi kunne se, at der var et behov for at tænke nyt. Der var allerede kommet godt gang i nogle socialøkonomiske virksomheder i Aalborg, blandt andet KaffeFair, som vi lod os inspirere af. Vi satte os ned og skrev en ansøgning til Det Obelske Familiefond, som bevilligede os støtte til projektet. Dengang lå Kvindedaghøjskolen i Niels Ebbesens Gade, og da der blev et butikslokale ledigt, der passede præcist til vores formål, så etablerede vi butik, hvor vi kunne sælge de produkter, vi producerede i Kvindedaghøjskolen, fortæller hun.

Projekt RETRO dannede grundlaget for butikken og er stadig en stor del af By RETRO;

– Det går ud på, at vi får doneret stof og tøj af forskellig art, som folk synes er for pænt at smide ud. Så re-designer vi det og syer det om, fortæller Susanne og peger smilende på et sæt, der er syet om af et sengesæt fra IKEA. Der er også T-shirts, der er syet om til pigekjoler, herreskjorter, der har fået nyt formål og utallige andre eksempler på nytænkende og bæredygtigt re-design.

– Vi kan bruge det meste, alt efter hvilken stand det er i. Vi vil jo helst have rene eller nyvaskede produkter, og på noget af det kan vi måske kun bruge knapperne, eller hvis der er et pænt bånd på, så klipper vi det af, fortæller hun.

Hvis man har noget stof liggende derhjemme, så kan man kontakte Susanne på hendes e-mail, så vil hun formidle kontakten videre.

Det meste af det By RETRO modtager, kommer fra private bidragsydere, men derudover har de også en aftale med RenoNORD, der for eksempel leverer læder fra møbler, som ellers skulle have været på lossepladsen. Der er blandt blevet syet smarte lædernet af gamle lædersofaer. Også de er til salg i butikken.

Foto af Johny Kristensen

Unika til den kræsne forbruger

Tanja Kærgaard Jacobi er tilknyttet Projekt RETRO som designer, hvor hun har ansvaret for det kreative. Hver dag arbejder hun for at få re-designet det donerede, så det kan få nyt liv i garderoben hos kvinder i alle aldre.

– Jeg tager meget udgangspunkt i, hvad der er moderne, og som man kan finde i butikkerne. Hos os skaber vi det af genbrugsmaterialer, og på den måde laver det mere unikt, da der kun bliver skabt én af hver. Jeg synes, det er fantastisk at kunne skabe et bæredygtigt produkt, som andre kan få glæde af, fortæller Tanja.

Hun fortæller også, at deltagerne er involveret i hele processen, fra idé til tøjet hænger nede i butikken;

– Jeg præsenterer de muligheder, man kan lave, og den enkelte kursist finder så det projekt, som tiltaler vedkommende. Herefter bliver man sat i gang, og ja så kører dagen bare af sted med godt humør. Vi er løbende i gang med produkter, som matcher tidens trends og passer ind i butikkens sortiment. Vi tager ofte en snak om nye ideer, og om hvad der er moderne. På den måde bliver kursisterne også inddraget i den kreative proces, fortæller Tanja om en dag i projekt RETRO, som i dag hører under Daghøjskolen FOKUS.

Det giver noget helt specielt at arbejde med hænderne både for Tanja og deltagerne;

– Jeg elsker selv at skabe og forme med hænderne; at se et gammelt gardin blive forvandlet til en brugbar smuk ting giver mig en fantastisk følelse indeni. Det, at den enkelte daghøjskolekursist er med til at få en succesoplevelse og skabe noget med hænderne, som andre kan købe i butikken, er virkelig godt for både selvværd og selvtillid. At arbejde med hænderne er også en stor fordel, hvis sproget er en barriere. Her kan man med hænderne og enkelte ord beskrive, hvordan man griber tingene an, afslutter Tanja.

Foto af Johny Kristensen

Hele FOKUS i én butik

Selv om butik By RETRO – Design og Yoga startede før den blev en del af FOKUS, så er den blevet et billede på den overordnede filosofi og de mange forskellige retninger, der findes i huset. For eksempel har butikken fået det lækre tøj og udstyr fra YOGA HUSET Aalborg på hylderne.

Projekt Vi På Vrangen er også repræsenteret i butikken. Det er et projekt under daghøjskolens aktiveringsforløb Kreativitet og Vækst for sårbare unge i Aalborg Kommune. De har som en del af undervisningen taget portrætter af byens hjemløse og derefter fortolket dem til stregtegninger, som er blevet trykt på T-shirts og muleposer. Kreativitet og Vækst er også at finde andre steder i butikken i form af brugskunst fra deres fag bæredygtigt værksted; her er alt fra lysestager til billeder.

– Der er tre projekter under Daghøjskolen, der er leverandører til butikken. Så tager jeg tingene i kommission, og så får vi hver en procentdel, når tingene bliver solgt. Men det er primært lavet på baggrund af det socialøkonomiske Projekt RETRO, hvor det hele skal være bæredygtigt, men også med den tanke, at vi skal have nogle i aktivering, både på projektet og her i butikken, fortæller Susanne.

Butikken er blevet noget særligt for hende, fordi det giver kursisterne noget ekstra, at deres produkter rent faktisk bliver solgt og er efterspurgte. Hun oplever ofte en stor overraskelse hos folk, der besøger butikken for første gang, fordi de ikke forventer den høje kvalitet.

Interessen for bæredygtighed og godt håndværk er en tendens i tiden, hvilket de også kan mærke andre steder i FOKUS. I november sidste år afholdte de for første gang Fiberbryd, som er en håndværk – og designfestival. Derudover tilbyder de hold, hvor man kan lære møbelpolstring og meget andet, så hvis man selv har fået mod på mere bæredygtighed og DIY, så er der rig mulighed for det hos FOKUS.

Forår med masser farve!

I går var der det mest fantastiske forårsvejr, ihverfald her i Aalborg. I dag sner det så. Men jeg vælger altså at hænge i den følelse som vejret i går gav mig, det var alt andet lige sjovere….

Butikkerne bugner af alle de nye forårsvarer og der er virkelig kommet farve på denne sæson. Jeg vil vise Jer nogle af de farver, prints og tendenser I kan forvente Jer. Mon ikke der er mindst én af tendenserne som lige er dig.

Bolsje striber

Der er igen i år masse af striber. Men dette forår er det hovedsageligt bolsje striber, hvid med farve. Og helst masser af farve. En anden detalje er, at striberne skal være lodrette og ikke vandrette som det har været de forgående sæsoner.

 

Blomster

Blomster er altså også kommet for at blive. Forhen var det kun sommer, men nu er det hele året. Printsene er lidt mørkere end de ellers oftest er på denne årstid.

Pasteller

Sidste sommer var meget inspireret af 80’erne og Miami beach. Men igen i år er der pasteller, og gerne helt over i candyfloss farverne. Det er in at være piget, så giv den hele armen.

 

Orange

Som noget nyt, er orange kommet ind i billedet. Det kan jeg ikke mindes at have set de sidste mange, mange år. Først var jeg lidt lunken omkring det, men nu er farven virkelig vokset på mig, og jeg skal have erhvervet mig et print hvor orange indgår.

 

Jeg håber disse billeder har vagt lidt forårs stemning hos Jer. Med farve går du i hvert fald ikke galt i byen, og gerne de rigtig klare farver som græs grøn, sol gul og postkasse rød. Happy shopping!

-Pernille

Bær det med stil

Hvor mange kender ikke til det med at klæde sig efter hvem man skal være sammen med, og tænkte på hvad de mon tænker og forventer? Nogle har også bare selvtilliden fra start; men det var altså ikke mig.

Først får man et stempel i folkeskolen, et stempel man selv er med til at udvikle. Man udvikler sig tit i flokke og går mere eller mindre i det samme. Så kommer man evt. i gymnasiet og får en chance til at skabe et nyt indtryk, ude af de faste rammer. Nogle skejer ud og får en fuldstændig ny stil som hippie, goth, skater…. -det kan være mange ting. Men det fleste fortsætter i samme stil, om de vil det eller ej. Hele min gymnasietid havde jeg f.eks. sorte bukser på HVER gang vi skulle i byen. Så kan det godt være at længden på toppen varierede lidt 🙂

Jeg husker tydeligt en dag jeg havde dristet mig til at tage noget andet på i skole end jeg normalt ville, og der gik cirka fem minutter før den første havde kommenteret det. Så det stoppede jeg hurtigt med! Ikke fordi det var en negativ kommentar, men det var opmærksomhed, og det brød jeg mig ikke om.

Og sådan tror jeg desværre det er rigtig tit; man vil bare gerne blende ind. Men hvorfor egentlig? Der er selvfølgelig den helt anden ende af skalaen, dem der vil gøre alt for opmærksomhed, men det tror jeg ikke handler om personlig stil. Nu har jeg, siden jeg var 22 år, beskæftiget mig med mode og stil, så selvfølgelig betyder det mere for mig end mange andre. Mange har ikke interessen, og dem skal der også være plads til, men…. 🙂

Der er ikke noget der er så tydeligt, som når folk har noget tøj på de ikke føler sig tilpas i. Det stråler bare ud af dem, på den virkelig dårlige måde. De ved ikke helt hvor de skal gøre af sig selv, og kan ikke lade være med at pille ved tøjet. Og det samme modsat; er der en som har det fantastisk i sit outfit, stråler hun/han også, men på den virkelig gode måde. Man ser egentlig ikke hvad de har på, men bare en helhed. Og når man gør det, så betyder det at personen har ramt rigtigt!

Det handler ikke om mode, det handler om stil, om personlig stil. Så længe man føler sig godt tilpas, så kan stilen være hvilken om helst.

Jeg har lært det nu; ENDELIG! Jeg er ligeglad med hvad folk mener om mit tøj, for jeg kan mærke hvad forskel det gør for mig, om jeg bære det JEG godt kan lide og føler mig tilpas i. Jeg har masser af tøj som er rigtig gammelt, men for mig er det så ligegyldigt hvilken sæson det er fra, bare det passer mit humør.

Tidligere var jeg bange for at troppe op og være overdressed og dermed få for meget opmærksomhed. Jeg tog det som dårlig opmærksomhed. Det tror jeg har noget at gøre med, at rigtig mange ikke ved hvad de skal sige hvis de godt kan lide et outfit. Så kommer der måske en tam kommentar som ”Har du fået ny kjole?” eller ”Hold da op hvor er du fin!” (og ikke med den komplimenterende undertone). Når jeg tænker over det, lugter det mest langt væk af ærgrelse over ikke selv at have gjort noget mere ud af sig selv, man manglende evne til at give et kompliment.

Livet er for kort til ikke at tage det tøj på man allermest har lyst til. Lad folk tænke hvad de vil; det er sikkert bare jalousi:) Og lad os sammen blive bedre til at give komplimenter, og ikke mindst, tage imod dem!


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev