Skip to main content

Tag: Matador

Klumme: Matador er jo dansk kulturarv

Matador er en af den slags serier, der på imponerende vis har sat sig fuldstændig fast i dansk kulturhistorie. På trods af, at det er mere end 40 år siden, Bent Fabricius-Bjerres ikoniske intromelodi for første gang kunne høres i de danske stuer, er serien stadig populær.

Jeg har først set Matador for ganske nylig efter insisterende opfordring fra flere, mens de enten har set medlidende eller opgivende på mig. For hvordan kan man gå igennem et halvt liv uden at være bekendt med begivenhederne i Korsbæk? Inden jeg gik igang var jeg en smule skeptisk, og tænkte at al den kærlighed, som serien stadig får, mest havde rod i nostalgi. Men allerede efter første afsnit var jeg klar til at tage af sted til ’Korsbæk på Bakken’ sammen med alle de andre inkarnerede Matador-fans.

For det første er persongalleriet jo en skattekiste nogle af Danmarks bedste skuespillere gennem tiden. Jeg havde ærlig talt helt glemt Per Pallesen, der brillierer i birollen som tjener Boldt. Han er lidt en bandit, der blandt andet udnytter stakkels Agnes Jensen, men man kan alligevel ikke lade være med at holde af ham.

FOTO: DR – Mens Røde er i Sverige, udvider Agnes (Kirsten Olesen) sin blomstrende virksomhed.

Kvinderne i Matador

Er der nogen i Danmark, der er bedre til at skrive kvindelige karakterer end forfatteren Lise Nørgaard? Mens de fleste mænd i Matador ærlig talt er lidt nogle skvat (her tænker jeg bestemt ikke på den gode doktor Hansen), der bliver styret af deres følelser, så gemmer der sig til gengæld en stor styrke hos kvinderne.

Jeg holder utrolig for eksempel meget af grisehandler Larsen, men der er ingen tvivl om, at han ville være fortabt uden konen Katrine, der har økonomien i orden, men ikke viser det frem. Hun er yderst medmenneskelig og retfærdig. Da Mads Skjern for eksempel kun belønner datteren Ellen med en hest, så køber Katrine også en hest til lillebror Daniel, der ikke har samme talent for skolen, som sin søster.

En anden handlekraftig kvinde er Agnes, som i første afsnit præsenteres som den lidt næsvise stuepige, der hygger sig med tjener Boldt. Da han viser sig at være en luskebuks, der ikke har tænkt sig at tilbyde ægteskab, lader hun sig kun kortvarigt slå ud. Hun bliver gift med jernbanearbejderen Røde, og selvom det langt henad vejen er et lykkeligt ægteskab, har Agnes store ambitioner.

Da en ulykkelig hændelse rammer, så starter hun firma hjemme i stuen, der udvikler sig, så hun til sidst kan købe den ejendom de bor i, som i øvrigt ejes af Katrine Larsen. Hendes succes huer umiddelbart ikke ægtemanden, der med sine kommunistiske idealer har svært ved at forlige sig med Agnes’ kapitalistiske virkelyst. Måske er stoltheden også en smule såret, men den reparerer Agnes kærligt ved at tilbyde Røde at overtage en gren af hendes lille virksomhedsimperium.

FOTO: DR – Tjener Boldt (den sjuft) og Agnes fra afsnittet “Den enes død – 1932”

Vi er heldige

Hvad vil jeg så egentlig sige med denne kærlighedserklæring til Matador? Måske ikke så meget udover, hvor heldige vi danskere er med vores kulturhistorie. Der er flere i den store verden, der har fået øjnene op for danske produktioner. For eksempel den danske film ’Pigen med nålen’, der for nyligt blev nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film.

Der er masser af glimrende værker i vores kulturhistorie, som fortjener at blive taget frem igen og igen. Andre har fået tildelt en ophøjet plads, som måske skulle genovervejes. For eksempel husker jeg det selv som en stor oplevelse at se Gyngehøvdingen i fjernsynet, da jeg var barn. Men jeg har en slem mistanke om, at den ville falme noget ved et gensyn i dag.

Oscar, nu er tungen kommet på bordet igen!

I podcasten “Levemanden og Skøjteprinsessen” nørdes tv-serien Matador ned til mindste detalje

Hvorfor laver vi egentlig ikke bare en podcast om vores passion for Matador?, tænkte Anette (Skøjteprinsessen) og Erik (Levemanden) en dag. Og som sagt så gjort.

De to mødte hinanden for 10 år siden, hvor de havnede på samme arbejdsplads i Aalborg. Siden da flyttede Erik først til København, mens Anette blev i Aalborg, og de seneste to års tid har Erik rejst rundt i verden og derfor brugt det meste af sin tid uden for landets grænser.

Men de mødes stadig adskillige gange om året. Som regel hos Anette.

– Og så hygger vi os og får snakket om alt mellem himmel og jord. Og Matador er et tilbagevendende tema, siger Anette.

– Ja, supplerer Erik, det er tit, vi snakker om noget helt andet, men så kommer en af os lige med en Matador-reference, som nailer pointen. Hvis nu vi for eksempel snakker om nogen, vi synes er irriterende, så kan en af os pludselig sige: “Hvorfor er de sådan? Er det noget, de lærer ovre hos Daniel?”

– Præcis, griner Anette, og så ved vi begge, hvad det handler om.

– Det kan også være noget med, at jeg lige skal ud og hente en flaske rødvin i Anettes køkken, og så kan jeg ikke lige spotte den…

– Og så siger jeg måske “Aj, Erik, den står lige der bagved kaffekanden…”

– Og så kunne jeg sige “Nå, det sku’ De ha’ sagt straks, Schwann!

Anette og Erik griner højlydt.

– Vi lever og ånder ret meget Matador, siger Anette.

– …når vi ikke ånder rødvin eller gajol shots, supplerer Erik.

– Ja, vi skal jo have forfriskninger på bordet, når vi laver vores udsendelse, pointerer Anette.

– Præcis. Uden mad og drikke duer skøjteprinsesser og levemænd ikke, konstaterer Erik!

Så hvis du har lyst til at vide mere om, hvem der er det mest grådige monster i Matador, hvem i serien der leverer de bedste svinere, hvor meget magt kokkepigen Laura egentlig har, og mange andre Matador-temaer, så er Levemanden og Skøjteprinsessens podcast den helt rigtigt tempererede rødvin for dine øregange.

– Vi kan dog også finde på at tage andre temaer op engang imellem, siger Erik.

– Ja, f.eks Rasmus Bjerg. Hans skæve karakterer har det også med at dukke op i vores samtaler, siger Anette.

– Præcis. “Det er Fiji, det er Bali, det er Ghana, det er Aalborg!” Slutter Erik med en reference til Rasmus Bjerg-karakteren levemanden Bimmer.

Find Levemanden og Skøjteprinsessen på Facebook: www.facebook.com/levemandenogskojteprinsessen

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev