Skip to main content

Tag: Maroon 5 til Aalborg

Aalborg er SÅ klar til Maroon 5

Maroon 5 hører med til nogle af verdens største popgrupper, og at de har valgt at indlede deres Europatour Red Pill Blues Tour i Mølleparken i Aalborg lørdag den 1. juni, betyder nogle ekstra prøver af lydopsætningen fredag aften fra forventet kl. 20 til kl. 21.30.

  • Vi er jo virkelig, virkelig stolte af, at Maroon 5 valgte Mølleparken i Aalborg, som første spillested i Europa.  Og som vi efterhånden har fortalt nogle gange, så er opbygningen af både scene og alt det tekniske udstyr inkl. lyd, scenografi og storskærme af en størrelse, Aalborg aldrig har oplevet før, og det kræver naturligvis et prøveforløb, så både Maroon 5 og deres management føler sig tilpasse og 180 procent klar til koncerten lørdag aften.  Det bliver utroligt spændende, og vi håber alt bliver en oplevelse, der vil komme til at sætte nye milepæle for, hvad vi kan håndtere sammen i Aalborg, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, der sammen med Skråen og Live Nation står bag håndteringen af Maroon 5.

Når Maroon 5 går på den gigantiske scene på toppen af Aalborg lørdag aften, er det ikke bare en koncert men et ægte amerikansk megashow, som skal over scenen for første gang i Europa og for Maroon 5 er det efter en mindre pause i koncertturnéen Red Pill Blues Tour, der i Europa bringer dem videre fra Aalborg til Tyskland, Polen, England, Frankrig, Tjekkiet og Holland.

  • Normalt vil der jo være kø allerede fra fredag til sådan en megakoncert, så de får da helt sikkert også lige en lille ekstra oplevelse med, når setuppet skal testes fredag aften, forudser Nicolaj Holm, der også håber på forståelse fra Mølleparkens naboer.

Der er solgt 17.000 billetter til koncerten, og tilbage i salg er nogle få hundrede billetter. AKKC og Skråen opfordrer alle nordjyder til at tage offentlige transportmidler, da der ingen parkeringspladser er ved Mølleparken. Dørene åbnes kl. 17.30, så kom i god tid inden koncerten går i gang kl. 19 med en DJ og den norske hitmager Sigrid, der følger Maroon 5 på denne nye turné.

NYHED! Maroon 5 vælter Mølleparken næste sommer

Pressemeddelelse 

Så kan der godt sættes kryds i kalenderen! Lørdag 1. juni bliver en stor dag i Aalborg. Den amerikanske grammyvindende popgruppe Maroon 5 giver koncert i Mølleparken i Aalborg, som det eneste sted i Skandinavien og det første sted i Europa på deres nye Red Pill Blues Tour sammen med special guest Sigrid.

Der er med sikkerhed mange, der kommer til at demonstrere, at de har ’Moves Like Jagger’, når Maroon 5 lægger vejen forbi det nordjyske på deres helt nye turné, der følger gruppens sjette studiealbum ’Red Pill Blues’. Med plads til intet mindre end 16.000 publikummer, kommer Mølleparken i Aalborg til at danne ramme om den udendørs ståkoncert, hvor Maroon 5 med Adam Levine i front indtager den store scene.

  • Dejligt at Aalborg igen skal have et så stort internationalt popnavn på scenen. Skønt det er lykkedes, og at det så er den eneste koncert i hele Skandinavien! Den er oven i købet den første på Maroon 5’s turné i Europa, hvilket gør koncerten ekstra speciel, og det er utroligt vigtigt for både Aalborg og Nordjyllands synlighed på koncertfronten, siger en begejstret Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der i samarbejde med Live Nation Danmark har hentet Maroon 5 til Aalborg.

På den nye turné får Maroon 5 følge af den norske hitmager Sigrid, der er special guest og med hele vejen rundt, på den europæiske del af turnéen, der udover Danmark fører dem til Tyskland, Polen, Frankrig, Tjekkiet og Holland.

Hits på stribe gennem 15 år

Lige nu hitter Maroon 5 verden over med den nye single ’Girls Like You’ feat. Cardi B, der pt. har over 668 mio. views på YouTube. Før det spillede ’What Lovers Do’ overalt, og i 2011 lagde de hele verden ned med megahittet ’Moves Like Jagger’ sammen med Christina Aguilera. Faktisk har Maroon 5 leveret det ene hit efter det andet siden 2003, hvor de udkom med den første hitsingle ’Harder to Breathe’. Derefter fulgte kæmpehits som ’This Love’, ’She Will Be Loved’, ’Makes Me Wonder’, ’Sugar’ og mange, mange flere.

Med over 20 mio. solgte albums, 48 mio. solgte singler, over 20 top 10 hits på den amerikanske hitliste og tre Grammys i ryggen, har Maroon 5 cementeret sig som “den mest succesfulde gruppe i historien på Billboard Hot 100”.

Forsangeren i Maroon 5, 39-årige Adam Levine, er desuden kendt som både soloartist, skuespiller og dommer i den amerikanske version af talentprogrammet The Voice. Han blev tildelt en plads på Hollywoods Walk of Fame i 2017.

Billetsalget til koncerten med Maroon 5 lørdag 1. juni kl. 20 i Mølleparken begynder fredag 31. august kl. 10.00.

Billetter kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 samt via akkc.dk og via livenation.dk, samt Skråens billetcafé tlf. 98122189 og via skraaen.dk og på billetlugen.dk. Billetprisen er inkl. gebyr Golden Circle: 795 kr. /alm. ståplads: 595 kr. Koncerten arrangeres af Foreningen Open Air.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev