Tag: mads steffensen

Vi kender ham i rollen som vært. Den der har overblikket og guider os igennem dilemmaer, spændende hjem og store festligheder. Vi kender hans stemme og hans smilende øjne, men manden bag er det svært at blive rigtig klog på. APPETIZE har gjort forsøget og har inviteret Mads Steffensen til en snak om både den bragende karriere og det privatliv, han værner så meget om.

Vi skal mødes på en restaurant på Kongens Nytorv, måske et af de mest københavnske steder i hele København. Så det er lidt pudsigt, at det er en vaskeægte nordjyde, der skal interviewes netop her. Det er en varm og solrig formiddag midt på ugen, og jeg finder en bås i det ene hjørne af restauranten, hvor jeg kan tale uforstyrret med Mads.

Mads Steffensen er født og opvokset i Gistrup lige uden for Aalborg, men i mere end tyve år har han boet med sin familie i København. Men hvilke dele af København holder han mest af?

– Jamen, jeg synes allermest bare, at jeg kommer ude i DR, siger han og slår et stort, velkendt grin op.

Så er vi i gang, og den rare stemning, som Mads er kendt for at kunne skabe, indfinder sig straks.

– Men jeg kan faktisk godt lide det her kvarter, fortsætter han. Det er meget centralt. I gamle dage havde vi jo aftenshowet nede for enden af Nyhavn, så der havde jeg min daglige gang i nogle år. Jeg kan også godt lide Nørrebro. Den første lejlighed, min hustru og jeg købte sammen, lå meget centralt på Nørrebro. Dengang jeg skulle købe den, der havde jeg stadig min nordjyske bankrådgiver, og også dengang var priserne noget voldsommere her end i Nordjylland. Så han fik sig lidt af et chok, da han hørte om kvadratmeterprisen på den her lille lejlighed. Vi boede der, indtil den blev for lille, og børnene krævede mere plads.

I dag bor Mads i Brønshøj, lige udenfor København, sammen med sin hustru Marianne og parrets tre sønner på 14, 18 og 20 år.

Nordjylland er ikke glemt

Mads har slået rødder i København. Det er der ingen tvivl om. Men den nordjyske lune og de første mange leveår i Nordjylland har bestemt sat sine spor.

– Jeg kan mærke mine nordjyske aner, når jeg står i pressede situationer. Når man laver et stort live underholdningsshow, som da vi lavede Alle mod 1 på DR1 for eksempel, og det hele bimler og bamler, så er der tusind ting, der skal gå op i en højere enhed. Så finder jeg ligesom ind til et lille rum i mig selv, og tænker, at jeg sgu er nordjyde, og jeg kan mine ting, og nu slapper vi bare af. Jeg finder sådan en ro i det, og bliver ikke rigtig nervøs og duperet over ting, men kan forholde mig roligt og fattet. Jeg ved ikke om det generelt er en speciel nordjysk egenskab at have, men det er det for mig.

Det er ikke sjældent, at nordjyder bliver omtalt som et folkeslag, der er ’meget nede på jorden’, og den tese er Mads med på.

– Ja, og det er jo netop det gode ved nordjyder og det irriterende ved nordjyder. Man kunne godt nogle gange sige: Vis nu lidt begejstring! For et eller andet. Synes nu, at noget er helt vildt fedt. Kom nu med nogle komplimenter i stedet for bare at tænke det. Sig nu noget af det højt. Det er tit mine forældre har mødt nogen, jeg kender, og så har de rost mig for et eller andet. Men hver gang jeg er hjemme i Nordjylland, så er der sgu aldrig nogen, der siger noget, griner han.

Og netop Mads’ forældre er bindeleddet til Nordjylland i dag. De bor stadig i barndomshjemmet i Gistrup, hvor Mads slog sine folder sammen med sine brødre og alle kammeraterne. Der var altid gang i hjemmet, men især husker Mads, hvordan han og vennerne samledes omkring en helt bestemt ting, nemlig sport.

– Jeg tror ikke, at jeg lavede andet, da jeg var barn, end at spille fodbold og dyrke sport. Hele tiden. Og hvis vi ikke spillede i klubben, så spillede vi oppe ved min ven Flemming, der havde en bane. Det er faktisk det, jeg husker. Og så tog vi på stadion og så AaB Fodbold, og vi tog i skøjtehallen og så AaB Ishockey. Alt handlede om sport. Da vi så blev lidt ældre, så handlede det hele om piger og sport, siger han med et skævt smil.

Den helt rigtige pige

For Mads viste det sig, at der var én pige, der gjorde særligt stort indtryk. Han havde på det tidspunkt sin daglige gang på handelsskolen i Saxogade i Aalborg, og da der kom en ny pige ind i klassen, blev det bemærket.

– Hun var fra Silkeborg og talte midtjysk, helt anderledes end alle os andre, der var fra Aalborg og omegnskommunerne. Men der kom hun og virkede næsten helt eksotisk. Hun havde en kæreste på det tidspunkt, og det var jo fint nok, men så sidste skoledag, der fandt vi sammen. Vi kan ikke rigtig finde ud af hvem, der scorede hvem, men vi scorede hinanden. Så begyndte eksamenerne og alt det der, og vi blev vist lidt uvenner og skulle begge ud at rejse. Det gik i hvert fald op i hat og briller.

Men den midtjyske pige skulle vise sig ikke at forsvinde helt ud at Mads’ liv, for nogle år senere stødte de på hinanden igen. Som for så mange andre unge nordjyder satte Jomfru Ane Gade scenen for parrets genforening.

– Det var om lørdagen, inden jeg skulle begynde på Journalisthøjskolen om mandagen, tilbage i 1993. Der mødte jeg hende igen, helt tilfældigt inde i byen. Jeg skulle ind og tage afsked med Gaden, fordi jeg skulle flytte til Aarhus og starte et nyt kapitel. Og så mødte
jeg hende den aften, og vi har faktisk været sammen lige siden.

Man kan sige, det er pænt dårlig timing, sådan at få en kæreste lige inden man skal flytte til Aarhus og møde alle sine nye klassekammerater og sin nye omgangskreds og starte et nyt liv. Men det var sådan, det skulle være. Det var jeg ikke i tvivl om.

Flokken skal i hus, før der kan soves igennem

Mads er far til tre sønner, og sammen med hustruen Marianne udgør de en klassisk kernefamilie. Med alt hvad dertil hører af minder og bekymringer.

– Jeg tænker tit på, da børnene var mindre. Vi var på skiferie, da børnene var små, og jeg har sådan et billede af, at jeg går med de her to børn i bobslæder, og med ski i favnen, og skal trække rundt med dem for at komme hen til liften. Det er jo helt anderledes i dag, hvor vi alle sammen er helt selvkørende. Så kigger jeg på de småbørnsfamilier, der er rundt omkring, og tænker; godt det ikke er mig, griner han.

– Jeg har været der, og det var en dejlig tid, men jeg savner det ikke.

I dag er det andre udfordringer, der præger tilværelsen som familiefar, og Mads genkender mønstrene i ungdommen, fra da han selv var teenager og besøgte Jomfru Ane Gade så ofte som muligt. Selvom natteroderiet også er anledning til undren.

– Nogle gange så går de i byen kl. 22, hvis der ikke er en forfest eller sådan et eller andet. Det er sjovt at komme ind i det der univers igen. Jeg undrer mig, når der er et par timer, til jeg skal i seng, og så er de på vej i byen. Men jeg gjorde jo præcis det samme selv. Hvis fastnettelefonen ringede, og der var nogen, der sagde; der er gang i Gaden i aften, så tog jeg jo af sted hjemme fra mine forældre og tog 21’eren ind til Aalborg, for man ville bare ikke gå glip af noget.

Noget er dog anderledes i dag, i forhold til da Mads var ung, og susede rundt i det aalborgensiske natteliv. Dengang havde hans forældre ikke meget føling med, hvor sønnen befandt sig, når han var taget ud, for mobiltelefoner var der ingen af. Det er lidt anderledes nu. Heldigvis, ifølge Mads.

– Det kunne være jeg kom hjem og sov, det kunne også være, jeg ikke gjorde. Men vi skulle jo nok se hinanden dagen efter. Sådan var det dengang. I dag har jeg meget godt styr på, hvor de er, og vi har nogle klare aftaler. Jeg ved ikke, om ungdomslivet og teenagelivet er blevet hårdere, det tror jeg, at det er. Men nu har vi jo mulighed for lige at sende en sms og tjekke op på, om alt er, som det skal være. Det kan jeg egentlig meget godt lide. Min far sagde, at han sov aldrig sådan rigtigt, før børnene var kommet hjem, og jeg har det lidt på samme måde. Jeg vil godt have flokken i hus.

Er det ikke dig fra fjernsynet?

Med en studentereksamen, en uddannelse som skibsmægler og et par års erfaring fra shippingbranchen, ville Mads gerne tilbage på skolebænken. Han kunne egentlig godt lide sit arbejde, men savnede udfordringer, og da en mulighed for et job i Singapore glippede, søgte han i stedet ind på Journalisthøjskolen. Mads’ storebror arbejdede på det tidspunkt som journalist på P3, og herfra kom inspirationen til karriereskiftet. Men det var kun begyndelsen.

– Min karriere har jo taget nogle spring. Da jeg begyndte at lave radio, efter at være blevet færdig på Journalisthøjskolen for snart 20 år siden, der var jeg jo stadig helt anonym. Men det ændrede sig alt sammen, da jeg fik arbejde på Aftenshowet og pludselig blev et kendt ansigt. Det var da underligt for mig lige pludselig at blive genkendt overalt, så det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg tror, at jeg brugte et par år på at forlige mig med, at folk kiggede hele tiden.

Men som man siger, så kan man vænne sig til meget, også at være et kendt ansigt i Danmark. Selvom mobiltelefonernes indtog i hverdagen, også har ændret omstændighederne, for en folkekær person som Mads.

– Da jeg begyndte at lave fjernsyn, var mobiltelefonerne og selfies ikke en del af den måde, man interagerede på, ligesom det er i dag. Så det er klart, at når jeg er nogle steder, til en koncert eller sådan et eller andet, så er det en del af det nu. Det er fint, at folk kommer over og spørger, om de må få en selfie, og så gør vi det. Det, der irriterer mig, det er hvis folk står i smug og tager billeder. Og når jeg er sammen med min familie og venner, for eksempel når vi er på ferie. Der synes mine børn, at det er lidt irriterende, for der er vi jo bare os. Jeg tænker også over det, når jeg går ind på en restaurant. Så sætter jeg mig gerne i et hjørne og gerne lidt inderst. Det er ikke, fordi jeg ikke vil være venlig overfor folk, det er bare fordi jeg gerne vil være sammen med dem, jeg nu er sammen med, uden at min person skal tage fokus fra noget som helst. Men jeg synes overordnet set, at folk er virkelig søde. Bare da jeg gik herhen i dag, så var der to der hilste, og en der gerne ville sige tak for et godt program. Det er sguda meget rart at have et job, hvor man får den slags respons.

Privatlivets fred

Selvom Mads har været på TV i mange år, og de fleste genkender den høje skaldede mand med fuldskægget og de smilende øjne, så er hans familie ikke rigtig til at få øje på, hverken på den røde løber eller på de sociale medier. Og det er helt med vilje.

– Jeg vil gerne holde det adskilt, og jeg er jo også en lille smule på vagt, når du spørger, for jeg snakker ikke særlig meget om mit privatliv. Jeg vil gerne have, at det ligesom er privat. På de sociale medier har jeg sådan en regel om, at mine børn de er der overhovedet ikke. Det er meget fagligt relateret, det jeg deler, og så er der lidt fodbold en gang imellem. Men mine børn, dem holder jeg ude af det. Jeg kan godt lide, at jeg kan lukke ned for det, og det er også derfor, jeg ikke er alle mulige steder. Jeg dukker op, hvis nogen jeg kender eller nogle venner har lavet en film eller et eller andet. Så kommer jeg. Ellers så holder jeg mig væk fra den røde løber. Jeg er ikke interesseret i det, og det er ikke vigtigt for mig. Jeg synes, det er helt fint, at andre åbner op og deler familiefotos, det har jeg intet problem med. Det er det valg, de har truffet, jeg gør det bare ikke. Når jeg sidder her og snakker om min hustru, og hvordan vi mødte hinanden, så er det heller ikke noget, jeg normalt gør. Det har jeg bare altid holdt ved. Men jeg vil virkelig gerne snakke om Kender Du Typen og Mads & Monopolet eller Kronprinsens show. Alle de der ting elsker jeg at fortælle om, siger han med et smil, der hurtigt bliver afløst af oprigtig latter.

Mads og alle lytterne

Når man kigger CV’et igennem, må man sige, at Mads’ egen talemåde gør sig gældende – det er gået aldeles fremragende. Særligt radioprogrammet Mads & Monopolet er blevet synonymt med den nordjyske journalist og den dybe stemme, vi alle sammen kender så godt. Mads fik ideen til programmet, da han var i gang med at planlægge sit eget bryllup. Der var uenighed i den lille familie, da det skulle besluttes, hvordan gæsterne skulle sidde til festen. Hestesko eller små runde borde? Her fik Mads den tanke at samle et lille panel af kendte danskere og få dem til at diskutere de dilemmaer, lytterne gik og boksede med, og på den måde hjælpe dem tættere på en løsning. Som tænkt, så gjort, og det er kommet radiolytterne til gode lørdag efter lørdag. Og Mads tager ikke let på sin rolle som ordstyrer i sit monopol.

– Jeg er enormt taknemmelig for, at folk gerne vil lytte til det, men også for at folk bliver ved med at skrive ind og lægge deres personlige ting frem, fordi de har en forventning om, at vi gør os umage. Ellers ville de ikke skrive til os. Det kan jeg godt lide, og jeg tænker på det hver gang, jeg læser et dilemma op; det er altså vigtigt det her, for lytteren kommer til at huske det her altid, så vi skal gøre det ordentligt. Vi skal fandeme gøre det ordentligt. Respekt for lytterne hele tiden – det er min kæphest.

Programmet har hele 15 år på bagen til september. De første mange år kunne monopolets diskussioner høres på P3, men for et par år siden blev det besluttet, at Mads skulle pakke sit monopol sammen og flytte det til P4. Det betød en markant stigning i antallet af lyttere, og i april i år sendte programmet live fra Vejle Musikteater og her ramte lyttertallet svimlende 1,3 millioner og slog sine egne, i forvejen høje, rekorder.

– Jeg skulle lige gå en dag rundt om mig selv, fordi programmet blev lavet til P3, og jeg syntes, at P3 var en del af min identitet. Men vi flyttede til P4, og vi havde regnet med, at lyttertallet nok ville stige 150.000-200.000, men det var jo det dobbelte, der kom. Det havde jeg slet ikke regnet med. Og så lige den dag i Vejle, så fik det lige en ekstra tand. Jeg blev sindssygt glad, da jeg fandt ud af det, gladere end jeg egentlig havde regnet med. Det er ekstremt mange mennesker, og så godt ved jeg altså heller ikke, om det er, siger han med glimt i øjet og griner.

I forhold til programmets allerførste dilemma, så blev konklusionen i øvrigt, at små runde borde er den bedste løsning.

En helt særlig fødselsdag

Når Mads Steffensen ikke er i gang med et af sine vanlige programmer, slår han gerne sine folder som konferencier og vært ved diverse fester og arrangementer. I januar i år styrede han hjemmevant slagets gang, da APPETIZE afholdt awardshowet APETIZE Prisen for første gang. I værtsrollen sørgede han for, at publikum var med hele vejen og ledte aftenens panel igennem en god diskussion af forskellige dilemmaer. Og for nylig havde han værtsrollen ved årets nok største fødselsdagsfest. Vores Kronprins fyldte 50 år, og det skulle fejres med et brag af en fest. Mads blev valgt som vært ved showet i Royal Arena i København sammen med journalistkollegaen Stéphanie Surrugue. Men hvordan bliver man egentlig vært ved kronprinsens fødselsdag?

– Jamen jeg blev spurgt om det, og jeg tænkte straks, at det ville jeg gerne. Jeg kan godt lide kronprinsen, han er en fantastisk mand. Jeg har mødt ham nogle gange ved forskellige arrangementer, og vi er jo vokset op samtidig. Så jeg tog til en casting. Jeg er ikke så vant til at gå til castings, sådan har det ikke så tit været for mig. Men jeg blev castet, og så valgte de mig.

Da jobbet var på plads, gik forberedelserne i gang, og intet skulle overlades til tilfældighederne. Mads er altid meget grundig i sin tilgang til sit arbejde, og den her opgave var ingen undtagelse.

– Der blev lavet en plan for, at vi skulle fejre kronprinsens liv, men også vores egen historie gennem de sidste 50 år. Så det var et portræt af ham, men også af danskerne, og det var jo en fed motor at have. Og så havde vi de her fantastiske klip med børnene, prinserne og prinsesserne, som jeg synes var rørende og informative.

Selvom man er en garvet vært og har lavet store liveshows før, så kan suset ved et fyldt Royal Arena, med 12.000 gæster og en royal familie på første række, godt mærkes. Men Mads fandt sin nordjyske indre ro frem og gik til opgaven med en rolig hånd.

– Jeg bliver ikke sådan rigtig nervøs. Men der var bestemt sommerfugle i maven. Vi forberedte os rigtig godt, for man vil bare ikke sætte en fod forkert den aften. Vi forberedte os godt, og så fyrede vi den af, og så skal man jo sørge for, at man har det sjovt undervejs, og at det er en fed proces, og det var det virkelig. Jeg synes, vi landede på et niveau, der var godt, hvor det handlede om kronprinsen først og fremmest, og så om alle de dygtige artister der underholdt, og så meget lidt om os. Vi var bare limen, der bandt det sammen. Det var et bjerg, man skulle over, men det var et godt bjerg. Jeg er glad for, at det gik godt.

Hvad fremtiden bringer…

Hvis det hele stoppede i morgen, og telefonen holdt op med at ringe, så ville Mads være glad for at have lavet så mange sjove og udfordrende ting. Men ikke alle jobs er bare jobs.

– Jeg har jo mit radioprogram, og hvis de lukkede det i morgen, så ville jeg godt nok lave ballade, griner han.

– Altså, det skulle jeg bruge mere end uge på lige at komme mig over, for det kan jeg virkelig godt lide at lave. Jeg kan også godt lide de andre ting, jeg laver, og jeg har ikke noget konkret, jeg virkelig føler, at jeg mangler at opnå.

Kronprinsen har lige fejret sin runde fødselsdag, og om to år er det Mads’ tur til at runde de 50 år. Han har ikke noget problem med at blive ældre, og går fremtiden roligt i møde, uden de store betænkeligheder.

-Jeg ser det som en god anledning til at reflektere over, om man er der, hvor man gerne vil være, og det synes jeg, at jeg er. Både privat men også jobmæssigt. Jeg synes faktisk, jeg er et meget fint sted.

Fakta
Mads Steffensen
Født 8. juni 1970
Opvækst I Gistrup sammen med sine forældre og to brødre, Mads er den midterste
Bopæl Flyttede til København 1997 og bor nu i Brønshøj
Civilstatus Gift med hustruen Marianne Foldberg Steffensen, der er jurist, siden 2003. Sammen har de tre sønner på 14, 18 og 20 år. Hunden Messi er også en del af familien
Karriere Journalist, primært kendt fra en række tv-programmer på DR og for radioprogrammet Mads & Monopolet på P4