Skip to main content

Tag: Laura Sahl

Hjemmelavede & lækre – 2 x burgers

Laura har altid elsket den type mad, som hun kalder comfort food. Derfor er hun typen, der ofte finder nogle af de klassiske retter frem, og giver dem et frisk pift. Det har hun valgt at gøre med hendes version af først en klassisk bøfsandwich med sovs og en skøn og syndig cheeseburger. God appetit!

Bøfsandwich

INGREDIENSER, 4 PERS.

  • 4 brioche burgerboller
  • 600 g hakket oksekød (gerne friskhakket)
  • Ca. 8 spsk. remulade
  • 1⁄2 løg
  • 10-12 syltede rødbeder
  • 2 drueagurker
  • Løgringe (find opskriften
ved syndig burger)
  • 1⁄2 ltr. oksefond
  • 1 spsk. smør
  • 2 tsk. mel
  • 1 dl. fløde
  • 1 tsk. dijonsennep
  • Salt og peber
  • Lidt kulør
  • 1 tsk. ketchup
  • 5 dråber engelsk sauce

Sådan gør du

Form 4 bøffer og steg dem på en brandvarm pande. Steg dem i 3-4 minutter på hver side (de må gerne være rosa indeni). Krydr dem med salt og peber og stil dem derefter til side. Nu skal saucen laves på den samme pande. Smelt smør på panden og drys mel på. Pisk grundigt og hæld oksefond på. Varm det godt igennem i cirka 10 minutter. Tilsæt nu fløde, dijonsennep, ketchup og engelsk sauce. Hæld kulør i, så den får lidt farve. Smag til med salt og peber. Kog saucen igennem imens du pisker i 5-10 minutter.

Hak løg, rødbeder og drueagurker i tern. Rist bollerne (eller lun dem i ovnen). Smør bollerne med remulade. Lig bøffen ovenpå, derefter sprøde løgringe, løg, drueagurker og rødbeder. Hæld til sidst rigelige mængder brun sauce over og server straks.

Syndig burger

INGREDIENSER, 4 BURGERE:

  • 4 brioche burgerboller
  • 600 g hakket oksekød (gerne frisk hakket)
  • En pakke god bacon
  • 4 skiver god cheddarost
  • 2 tomater
  • 1⁄2 agurk
  • Crisp salat, eller iceberg
  • 1 rødløg
  • 3 dl mayonnaise
  • 1 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 1dl mel
  • 1 æg
  • 3 dl panko-rasp
  • Olie til frittering

Sådan gør du

Steg bacon sprødt og lig det på et stykke fedtsugende papir. Form 4 bøffer, og steg dem på en brandvarm grillpande. Jeg bruger altid grillpande, når jeg skal lave bøffer til burgere. Det giver bare en helt anden grillsmag, end en almindelig pande. Hvis man har mulighed for at grille året rundt, vil jeg anbefale at grille dem. Men en grillpande fungere også rigtig fint. Steg dem hårdt på den ene side i 3 minutter. Vend dem og drys salt og peber på, lig derefter ost på, og stil en almindelig pande ovenpå grillpanden, det er vigtigt at panden er større end grillpanden, så den fungere som et låg. På denne måde, får man en god røgsmag til bøfferne og osten smelter. Steg dem på den anden side i 3-4 minutter. Tag bøfferne af grillpanden og lad dem trække i 10 minutter. Jeg synes bøfferne skal være rosa indeni.

LØGRINGE:

Skær løg ud i ringe, cirka 1 cm tykke. Varm olie op i en lille tykbundet gryde. Jeg brugte en halv flaske solsikke, men det afhænger meget af størrelsen på din gryde. Jeg anbefaler, man bruger en lille. Skil løgringene fra hinanden, og vend dem først i mel, derefter æg og til sidst i panko-rasp. Fritter løgringene i den varme olie. Tag dem op, når de er gyldne og sprøde. Lig dem på et stykke fedtsugende papir.

Hak hvidløg fint, og bland det sammen med mayonnaise. Stil skålen på køl indtil burgerne skal samles. Skær tomater, agurk og rødløg ud i fine skiver. Skær salat ud i stykker, der passer til burgerbollernes størrelse. Rist eller varm brioche burgerbollerne i ovnen.

Saml nu burgeren. Jeg startede med mayonnaise, salat, bøf, agurk, tomat, rødløg, løgringe og til sidst bacon. Server burgeren med pommes frites eller ovnkartofler.

Tarteletter med kyllingefyld

Kyllingefyld

1 hel kylling
4 nye danske gulerødder
1 bundt grønne asparges 250 g.
Friske eller frosne ærter 1/2 løg
1 glas hvide asparges
1 bundt persille
100 g. smør
5 spsk. hvedemel
ca. 5 dl. sødmælk
salt og peber
2 forårsløg (til pynt)
1/2 bundt persille (til pynt)

Sådan gør du

Skyl kyllingen grundigt i koldt vand. Læg den derefter i en stor gryde. Hæld vand i gryden til kyllingen er dækket af vand. Sæt gryden på komfuret og skru op på middelvarme. Når kyllingen begynder at småsimre, skrues der ned på lav varme (mit komfur stod på 3 ud af 9). Lad den simre i en god time. Når kyllingen er færdig, slukkes komfuret. Lad kyllingen blive i gryden, til den er kølet af. Når kyllingen er kølet af, tages den op. Pluk nu alt kødet fra kyllingen. Læg alt kyllingekødet i en skål, og stil det til side.

Skær gulerødder og grønne asparges ud i mundrette bidder. Kom ærterne i en skål. Sæt en gryde over med vand i. Når vandet koger, blancheres først gulerødderne i 2 minutter, og derefter hældes de grønne asparges i gryden, lad dem koge i 2 minutter. Derefter hældes ærter i, og kog det hele i yderligere 1 minut. Hæld nu vandet fra, og hæld alle grøntsagerne i en skål. Hæld vandet fra de hvide asparges, men HUSK du skal gemme alt vandet derfra, det skal nemlig bruges til saucen. Hak de hvide asparges i mundrette bidder.

Nu skal saucen laves. Hæld smør i en gryde. Når smørret er smeltet, tilsættes melet. Pisk grundigt rundt i gryden imens. Lad det stege i et par minutter. Tilsæt nu mælk og vandet fra de hvide asparges. Tilsæt det lidt ad gangen, imens du pisker. Når du føler saucen har den rette konsistens, smages den til med salt og peber. Riv nu et halvt løg i saucen. Hæld grøntsagerne, kylling og hvide asparges deri. Rør det hele godt sammen. Inden servering hakkes persille og det vendes i saucen.

Tarteletskaller

Det er vigtigt, at du køber butterdejsplader til denne opskrift. De ligger altid på frost, og kan købes i de fleste supermarkeder. Varm ovnen op på 185C varmluft. Læg butterdejspladerne ved siden af hinanden på en bradepande, beklædt med bagepapir. Lad dem tø op, imens ovnen varmer op. Når ovnen er varm, stilles bagepladen i ovnen. Bag dem i cirka et kvarter, men hold øje med dem! De skal blive gylden brune, og sprøde. Når tarteletskallerne er færdige, tages de ud af ovnen. Lad dem stå, til de er kølet af.

Lav et hul øverst i de sprøde butterdejsskaller (jeg brugte min finger), og fyld nu det varme fyld deri. Pynt tilsidst med fint hakket forårsløg og fint hakket persille.

Velbekomme!

Taco med oksekød og rejer

Taco er en af de største favoritter herhjemme, når vi snakker lækker weekendmad. Denne version er med hjemmelavede små bløde tacos. De smager fantastisk, de er nemme og børnevenlige at lave. Når man først har fået tacos på denne måde, så er jeg ikke sikker på, at man vender tilbage til de forskellige versioner, man kan købe i supermarkedet. Jeg elsker at blande forskellige smage, og en masse slags tilbehør dertil. Det er jo faktisk kun fantasien, der sætter grænser

Bløde Tacos

Ca. 12 stk

  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 2 dl lunt vand
  • 50 g blødt smør

Sådan gør du

Smuldr smørret i melet og bland salt deri. Tilsæt vand lidt efter lidt. Når dejen er samlet, hældes den ud på bordet, og æltes godt igennem. Form dejen til 12 små kugler. Rul dem ud til meget tynde og runde tacos. Hvis det er helt rigtigt, så bruger man sådan et specielt jern, men det ejer jeg altså ikke! MEN man kan sagtens bruge en kagerulle, det fungerer rigtig fint. Steg dem på høj varme på en tør pande, i cirka et minut på hver side. Læg dem ovenpå hinanden i en bunke, og læg et rent viskestykke over, så de holder sig lune og bløde.

Braiseret oksekød

  • 500 g simrekød
  • 3 bouillonterninger med oksesmag
  • 2 tsk spidskommen
  • 1 tsk chiliflager
  • 2 tsk hvidløgspulver
  • 2 tsk oregano
  • 1 spsk paprika
  • Salt og peber
  • Vand

Sådan gør du

Lun oksestrimlerne af på en brandvarm pande. Når de er brunet godt af, hældes kødet i en lille gryde. Tilsæt bouillonterninger og alle krydderierne og hæld derefter vand over, så kødet er dækket med vand. Sæt låg på gryden, og lad det småsimre i 3 timer. Si kødet, men gem væsken som kødet har kogt i! ”Mos” kødet, så det er trevlet, og tilsæt lidt af væsken, smag til med de forskellige krydderier, til du synes, at det har en passende smag.

Frisk rejesalat

  • 200 g rejer
  • 
1/2 mango
  • 
1 rød peberfrugt
  • 1/2 rødløg
  • 2 forårsløg
  • 1 stor tomat

Sådan gør du

Skær mango, peberfrugt, forårsløg, tomat og rødløg ud i fine tern. Skyl rejerne i koldt vand, og læg dem på lidt køkkenrulle. Når rejerne er blevet ”tørre” blandes det hele sammen.

Chili-mayonnaise

  • 2 dl mayonnaise
  • 
1 dl Sriracha Mayo
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk sesam
  • Smag til med lidt salt

Sådan gør du

Rist sesam på en tør pande, der må ikke komme olie på! Når sesam er blevet gyldent, tages panden af varmen. Bland mayonnaise, Sriracha Mayo og sesam sammen i en skål. Pres hvidløg deri, rør det godt sammen, og smag til med salt. Stil på køl inden servering.

Guacamole

  • 1 avokado
  • 1/2 rødløg
  • 1 tomat
  • 
1 fed hvidløg
  • Limesaft
  • Salt og peber

Sådan gør du

Hak rødløg fint. Halver tomaten, og fjern saft og kerner, hak den derefter meget fint. Hak hvidløg. Halver avocadoen og fjern stenen derfra. Mos avocadoen i en skål og vend de resterende ingredienser deri (persille efter smag. Jeg synes personligt, at det er dejligt med mange krydderurter). Pres limesaften deri, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber.

Toppings til oksetacos

  • Braiseret oksekød
  • Revet cheddar
  • Fint skåret spidskål
  • Lidt cremefraiche
  • Fintsnittet forårsløg
  • Guacamole Chili-mayonnaise

Toppings til rejetacos

  • Frisk rejesalat
  • Fintsnittet spidskål
  • Lidt cremefraiche
  • Chilimayonnaise
  • Fintsnittet forårsløg
  • 
Lidt cashewnødder drysses ovenpå

Pastaret med rejer

Når jeg er på cafe, ender jeg stort set altid med en pastaret. Måske fordi, at jeg bare i bund og grund elsker pasta, men måske også fordi, at pastaretter kan laves på så mange forskellige måder. Herhjemme laver jeg også tit forskellige pastaretter, fordi det er så hurtigt at bikse sammen, og man kan variere rigtig meget med forskellige lækre smage.

Lige netop denne pastaret er alle herhjemme rigtig glade for, det var i hvert fald tydeligt at se glæden i Michael’s ansigt, da jeg fortalte vi skulle have en pastaret med tigerrejer og grønt! Denne pastaret er virkelig rig i smagen, og ligeså vel som det er en hverdagsfavorit, så er det samtidig også en pastaret, jeg serverer for gæster. Den er hurtig at lave, så den passer perfekt til de travle hverdage! Lige inden retten serveres, vendes der krydderurter og limesaft i, hvilket gør, at den får et frisk kick, og det klæder retten. Her kommer opskriften, og jeg tør godt love, at den nemt kan blive en familie favorit.

Ingredienser:

  • 1 rød peber
  • 1 gul peber
  • 2 dl fløde eller madlavningsfløde
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 bundt persille
  • 1 bundt dild
  • 1 pose tigerrejer fra frost
  • 500 g pasta
  • 1 spsk. tomat pure
  • 1 tsk. sukker
  • Chili efter smag
  • Salt og peber
  • Parmesan

Start med at tø tigerrejerne op, og pil dem derefter. Hak peberfrugter, rødløg og hvidløg fint. Svits peberfrugt, hvidløg og rødløg på en pande med lidt olie på. Når det har stegt i små 5 minutter, tilsættes tomatpuré, steg tomatpuréen med i et minut. Derefter hældes alle tigerrejerne på panden. Tigerrejerne skal ikke tilberede særlig længe, så steg dem i et lille minut, og hæld derefter fløde over. Smag nu til med sukker, chili, salt og peber.

Kog pastaen i rigeligt saltet vand, efter anvisning på pakken. Når pastaen er færdig, hældes vandet fra. Bland nu det hele sammen i gryden, som pastaen kogte i. Hak persille og dild, bland det sammen med pastaretten, og tilsæt limesaften. Servér retten med et god brød og drys revet parmesan over. Velbekomme!

Chokoladeboller med flydende midte

Denne opskrift er der virkelig mange der har ventet på! Og jeg forstår det godt, for de er VIRKELIG lækre. Hvis man kommer fra Aalborg området, så kender man nok Slotsbageren? Jeg kender den alt for godt, og jeg har tit stået i kø udenfor, for at få fat i en af deres lækre chokoladeboller. Denne opskrift er inspireret fra deres chokoladeboller. Så i stedet for at blande alt chokoladen i dejen, så former jeg boller, og pakker chokoladen indeni alle bollerne (lidt ligesom fastelavnsboller) Det gør at alt chokoladen er indeni, og det er simpelthen så lækkert. Jeg er virkelig fan af dem, og det håber jeg også i bliver.

Ingredienser:

  • 500g hvedemel
  • 50g gær
  • 2,5 dl sødmælk
  • 125 g smør
  • 2 spsk sukker
  • 1 æg
  • 1 knivspids salt
  • 1 æg til pensling
  • 1 pose mørke chokolade knapper

Varm mælk i en gryde, og kom smør deri. Pas på det ikke bliver for varmt, jeg havde mit komfur på middel varme. Kom det nu i skålen til din røremaskine (hvis du ikke har sådan en, så skal musklerne trænes) rør gæren ud i smør/mælke blandingen. Tilsæt nu æg og hvedemel, og kør dejen godt igennem på røremaskinen. Tilsæt nu sukker og salt, og lad røremaskinen kører i 10-15 minutter på lav hastighed. Lad nu dejen hæve i 30 minutter, husk at dække skålen til med et viskestykke.

Drys lidt mel på bordet, og hæld dejen ud. Ælt den igennem i et par minutter. Skær dejen ud til 16 boller. Nu skal chokoladen indeni bollerne. Jeg putter cirka 15 chokolade knapper ind i hver. Start med at trykke bollen lidt flad, og fold alt chokoladen deri, og rul den derefter til en rund bolle. Lig alle bollerne relativt tæt på en bageplade, der er beklædt med bagepapir. Bollerne må gerne vokse sammen, så man brækker dem fra hinanden. Lad bollerne hæve i 20 minutter, pensel dem derefter med et sammen pisket æg, og bag dem i ovnen på 180C i cirka 12-15 minutter. Lad bollerne afkøle, velbekomme!

Den lille pige med piskeriset

Et juleeventyr som Aalborg kan være stolt af. 25-årige Laura Sahl har netop vundet TV3-programmet Masterchef Jul 2018. En sejr som har spor helt tilbage til hendes barndom. 
Laura er nutidens svar på Frøken Jensen, og har ambitioner om at nyfortolke den alment kendte Frøken Jensens Kogebog

Hun sidder der på køkkenbordet med sit lyse hår. Nysgerrig og med sultne øjne, der ivrigt følger sin fars hænder. Piskeriset slår taktfast mod grydens metal, så der dannes en symfoni af køkken-musik. Sovsen er ved at være færdig, og ser ud som den skal. To teskeer bliver fundet frem fra køkkenskuffen, for nu skal der smages. Salt, surt, fedt? Der bliver ivrigt diskuteret, om den rigtige smag er ved at være der. Far og Laura på fem år.

Sådan startede det i hjemmet i Vodskov, hvor Laura er født og opvokset med sine forældre og en fire år ældre storesøster. Her var maden en familieting, som blev prioriteret i høj grad, og som især Laura og hendes far nød.

– Jeg husker som helt lille børnehaveklassebarn, at jeg elskede at se morgen-TV. Her var der altid kokke inde og lave mad, og jeg elskede det, smiler Laura med et lidt nostalgisk blik.

Laura tænker tilbage, og mindes et af sine bedste barndomsminder omkring madlavning.

– Jeg kan huske, at jeg så en kok i fjernsynet lave ostesauce. Jeg hader ost, men det skulle jeg altså bare prøve at lave alligevel. Jeg husker tydeligt mine forældres meget overraskende blikke, der bare fortalte, at denne sovs faktisk smagte skide godt. Der var jeg stolt helt ned i maven, smiler Laura.

– Min mor har altid været meget rosende, og med sit mor-hjerte har hun ofte skånet mig, når mine kreationer smagte mindre godt: “ Uhmmmm, lille Laura. Det smager vel nok godt”, lød det altid fra min mor. Hun ville jo ikke såre mig, og nænnede simpelthen ikke at sige andet. Med min far var det noget helt andet! Han var altid ærlig, og sagde sin mening råt for usødet. Noget han absolut ikke brød sig om, var mine fyldte peberfrugter med kedelige ris: “Ja, så har man da smagt det”, sagde han bare tørt. Det var ingen succes, griner Laura.

Mens mange af Lauras veninder tegnede og legede med dukker, var det mere grydeske og skærebræt, der fik hendes hjerte til at banke af begejstring.

– Mine forældre har altid været meget large i forhold til at lade mig snitte, stege og røre i varme gryder. Jeg fik også en ugentlig maddag i en meget tidlig alder. Jeg har endnu ikke selv børn, men jeg håber, jeg kan videregive det at være sammen om maden til mine børn. Det handler om at give slip i køkkenet, og bare lade kreativiteten blomstre. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg i tvivl om jeg selv har modet og overskuddet til at være lige så løssluppen i køkkenet, når jeg selv en dag står med mine egne børn, og hele køkkenet sejler i kartoffelskræller og frikadellefars, griner Laura.

Madlavning og Masterchef

Fakta

Fulde navn Laura Sahl

Alder 25 år

Født Vodskov

Kæreste Michael, som læser erhvervsjura og sideløbende arbejder i Aalborg Lufthavn

Søskende En storesøster

Livret Friske stenbidderrogn med hjemmelavede blinis, rødløg og creme fraiche

Mad hun ikke bryder sig om Oste. Hun er dog med alderen begyndt at kunne lide nogle oste, men en en “gammel Ole”, kommer hun aldrig til at sætte tænderne i.

Juleaftens menu And med alt hvad der hører sig til. Lidt utraditionelt bliver der også serveret Waldorfsalat, som Laura mener giver retten lidt mere friskhed. Desserten lyder helt tradionelt på Ris a la mande

Fritidsinteresser At være social over mad. Både hverdag Arbejde Deltidsansat som frisør i Sar Guldbæk

Medvirket i Masterchef 2016, hvor hun blev nummer 2. Masterchef Jul 2018, og endte på en flot 1. plads

Perfektionistisk rodehoved

Tyve år senere. Duften af lys gløgg. Salte æbleskiver med røget laks. Risottokugler med pankorasp. Dadler med bacon og timian. Bag den store, grønne port kommer man ind til en hyggelig baggård, hvor julekæder og levende lys i lanternerne byder velkommen. I baggårdens hjørne står der Laura og Michael på døren. Laura bor her sammen med sin kæreste, for hun er ikke længere den lille pige på fem år. Hun er en voksen kvinde på 25, og har allerede en masse livserfaring at dele ud af – især når det handler om mad.

Klokken er 10.30 og køkkenet er allerede sat på overarbejde. Hun elsker at lave nye opskrifter, så når hun har tid, kokkereres der i det lille hyggelige køkken, for der skal laves billeder og tænkes tanker til hendes nye hjemmeside.

– Det første jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen er mad, og det er også det sidste jeg tænker på, inden jeg ligger mig til at sove. Jeg har altid en lille notesbog ved mit natbord, som jeg lige grifler mine flyvske madtanker ned i. Det giver god ro, så jeg ikke bliver bombarderet af flyvende madtanker hele natten, fniser Laura.

Mens vi snakker skøjter Laura rundt i køkkenet som en skøjteprinsesse på sin is. Det ser så legende let ud, og man kan tydeligt se på hende, at hun er vant til at have et kamera i nakken, mens hun laver mad. End ikke den skarpe blitz fra fotografens kamera og mine ivrige spørgsmål, får hylet Laura af den. Hun smiler, poserer, svarer spørgsmål, hælder lidt ekstra hvidvin i gløggen, mens hun også lige tjekker om olien til de sprøde risottokugler er klar. Hun har da godt nok tjek på det hele. Sådan ser det i hvert fald ud.

– Michael og jeg har den aftale, at jeg laver mad, og han rydder op. Det synes jeg, er en god aftale, da jeg nemlig er et værre rodehoved i et køkken. Jeg er også den type, der altid taber alting. Mine køkkenskuffer er altid rodet, og jeg er ikke særlig struktureret. Men når det handler om selve maden, er jeg meget perfektionistisk – også når det handler om anretningen. Jeg synes, det er vigtigt, at det ser smukt ud, siger Laura.

De røde læber og det perfekt satte hår afspejler ikke ligefrem et lille rodehoved. Hun virker som en kvinde, hvor der er styr på sagerne. Hun fortsætter sin snak om det at være klodset og et rodehoved.

– Jeg havde for nogle år tilbage et stort uheld hjemme i min mors køkken. Jeg skulle blende en gulerodssuppe, som virkelig stod skarpt i sin dybe orange farve. Pludselig røg låget af, og der var gulerodssuppe ud over alle min mors meget hvide køkkenskabe. Hun tog det nu meget pænt, men der var dog en del timers rengøring efterfølgende, siger hun skammende, som var hun den lille pige på fem år igen.

Uanset spildt suppe, smadrede tallerkner og rodede skuffer, så er man dog slet ikke i tvivl om, at Lauras endelige resultat altid er udtryksfuldt og velsmagende.

Laura Sahl puster mel mod kameraet

Hår i maden

Når Laura ikke rører i gryderne, så svinger hun i stedet saksen som frisør hos Sar og Guldbæk.

– De giver mig plads og rum til at følge min maddrøm. Jeg er ansat på deltid, og det passer simpelthen så perfekt for mig. Jeg er virkelig priviligeret at kunne kombinere min frisøruddannelse med min madpassion. For mig er der også ligheder i fagene, da begge handler om at være kreativ. Det handler om at skabe noget med hænderne, og skabe noget smukt for øjnene. Så jeg elsker stadig mit job som frisør, siger hun.

Vi sætter os over ved den rustikke kogeø. Gløggens duftende
 og dampende slør danser liftigt op af de smukke facetslebne glas. Retterne er anrettet, og julestemningen sniger sig ind i hver 
en krog. Lauras mor er dekoratør, så selvom vi var på besøg lige før december, så havde hun selvfølgelig været der dagen forinden, og pyntet hyggeligt op. Laura tænder adventskransen, alle fire lys på én gang. Det er hyggeligt i det lille køkken, som vi sidder der. Laura, fotografen, mig og maden.

– Det er jo det her, det handler om for mig. At samle mennesker til hyggeligt samvær, og her er maden bare den allerbedste vej frem. Man har vel alle været til en dårlig fest, og ofte er det fordi, maden har været dårlig. En god fest består modsat mange gange i, at maden bare har været rigtig lækker, siger Laura med et lidt alvorligere blik end tidligere.

Og sikke en fest. Hvis det ikke var fordi, vi skulle videre på arbejde, er jeg da sikker på, at vi tre kunne have fået en rigtig god fest op at stå. Sprødt, sødt, friskt og varmende mad med et smukt budskab om at give mennesker og familier nærhed til hinanden.

– Om det er økologisk eller sundt er
 ikke det vigtigste for mig. Det vigtigste 
vil altid være at bringe den hjemme
lavede mad ind i vores hjem. Madlavning handler om at træffe valg, og det er ikke mere rigtigt at handle udelukkende økologisk. Det handler mere om, at tænke fornuftigt, og vælge sine fødevarer med hjernen og hjertet, og alle mine opskrifter er råvarer, man kan handle i sit lokale supermarked, så alle kan være med, siger Laura bestemt.

– Det er vigtigt, at man ikke lader sig stresse over maden. Mit bedste tip er at tage udgangspunkt i en opskrift, og så smage sig frem. Mit bedste køkkentip er smag, smag, smag. Man kan altid redde smagen med ekstra fløde eller lidt syre, men man skal bare huske at smage sig frem, siger hun med sit lille mormorglimt i øjet.

Laura Sahl i køkkenet

Mormor er cool – find hende frem

Laura elsker dansk og gammeldags mad, men helst med et Laura-twist.

– Jeg kan godt blive skræmt nogle gange. For mig er det helt naturligt at kunne lave en god brun sovs, bage og sylte, men jeg kan ikke nævne én af mine egne veninder der kan. Det er jo helt forfærdeligt at tænke på, hvordan julebordet ser ud om 30 år. Det er uhyre vigtigt, at min generation kan viderebringe traditioner og gode madvaner til fremtiden. Jeg er bestemt godt klar over, at det er en fortravlet hverdag, vi lever i, men for mig handler det om prioritering. I hverdagen er det ok at tage nogle lette løsninger, men når det handler om traditioner, højtider og weekender, synes jeg simpelthen dét, at lave mad fra bunden, er balsam for sjælen, siger Laura mens hun retter let på sin lyse lokker.

Hvem skulle tro det? En lyshåret bypige med rød læbestift, der sylter sine egne rødbeder, og når telefonen ringer, er det ofte en veninde, der lige skal have lidt guidet hjælp, til hvad hun skal gøre ved de der irriterende klumper i sovsen.

– Mine veninder synes jeg er mega cool, og at det er fedt, jeg laver så meget af min mad selv. Når de er på besøg, kigger de mig altid over skuldrene, og jeg kan se hvor sjovt og hyggeligt, de synes det er. De tror bare ikke de selv kan, men det ved jeg godt de kan – hvis de vil.

Laura Sahl med køkkenkniv

Mad med ambitioner

Som en af de yngste deltagere nogensinde, meldte Laura sig til TV3 programmet Masterchef 2016, som blot 22-årig. Her dystes der om madlavning, hvor de tre hårde dommere afgør hvilken deltager, der i sidste ende er den bedste.

– Jeg meldte mig til for at finde ud af, hvad jeg egentlig kunne. Jeg troede ærligt talt, at alle kunne det jeg kunne, men jeg kunne også mærke på familie og venner, at jeg var ret god til det… altså det med madlavning. Til min audition serverede jeg en af de signaturretter, jeg er allermest stolt over, nemlig brændende kærlighed med et twist. Det var en rigtig smuk ret, og meget anderledes. Jeg havde lavet fritterede kartoffelmoskugler med rødbedesirup, og dommerne var lidt forundret over, at en så ung pige kunne lave en så klassisk gammel ret, så jeg røg rent ind. Masterchef gav mig virkelig blod på tanden, og qua min unge alder formede det mig så meget, at jeg vidste, at det var madvejen jeg ville gå. I denne sæson havde jeg på ingen måde konkurrence-genet med mig, men mere for at udvikle mig selv. Jeg var nyuddannet frisør, og en del af de andre deltagere, havde allerede stort kendskab til mad. Så da jeg endte som nummer to ud af 40, var det en stor sejr over for mig selv. Selvom det ikke blev til førstepladsen, smiler Laura.

Men i år fik Laura lov til at gøre come back. I november måned er Laura atter rullet ind over TV-skærmen, når TV3 har sendt Masterchef Jul 2018. Her var nogle af de allerbedste sammen i en skøn forening.

– Denne gang kunne jeg mærke, at mit konkurrence-gen kom mere frem i mig end sidste gang jeg deltog. Halvvejs gennem programmet fik jeg følelse af, at det her faktisk godt kunne blive godt. Michael og jeg havde bestilt ferie på selve finaledagen, så at jeg endte her, havde jeg nok ikke forventet. Vi aftalte dog at aflyse og finde en senere booking. Det var simpelthen ubeskriveligt, for jeg vandt. To timer senere sad jeg på et fly hjem til Aalborg, fik pakket mine ting i lynets hast, og sad en time senere igen på et fly på vej mod Budapest. Det var simpelthen for sindssygt. Og vi måtte jo ingenting sige om min placering. Men jantelov eller ej er jeg en rigtig stolt nordjyde, siger Laura med et blik, der er en vinder værdig.

Forklæde fra Masterchef

Mad med visioner

Tilbage i det lille køkken ved Tolbod Plads i Aalborg. Pokalen fra Masterchef Jul 2018 er fundet frem til lejligheden.

– Ingen måtte jo vide noget, så den har lagt pakket ned i et skab siden september, griner Laura.

Tallerknerne er ved at være tomme. Jeg kunne godt have spist mere, men det er jo også uhøfligt at snakke med mad i munden. Og snakken går, mens lysene på adventskransen er brændt længere ned. Det rusker i huset, for der er koldt udenfor. Pokalen funkler i stearinlysenes skær, og jeg ser mit snit til lige at røre ved den, for det er da lidt sejt at sidde her i en Masterchef vinders køkken, og spise mad mens pokalen står på bordet. Laura er en pige som Aalborg kan være stolt af. Hendes glæde for maden og hyggen i vores samtale oser ud af hende. En glæde som hun heldigvis har fået lov til at dele ud af.

– Jeg blev kontaktet af Aalborg Kommune, som bad mig hjælpe erhvervsuddannelserne til at snakke sammen med Folkeskolerne. Der er desværre mange børn, hvor matematik og dansk ikke er deres spidskompetencer, og her er det at lave mad sammen, noget de kan få stor glæde ved. De får nemlig lov at bruge hænderne og kreativiteten, og bliver målt på en helt anden måde. Madlavning handler jo også om både matematik og dansk, for man skal kunne læse en opskrift og måle korrekt af eller gange op til flere personer, siger Laura.

Laura bliver booket gennem lærerne, som melder sig på hendes hold. Indtil videre er det 5.-8. klasserne i Aalborg Kommune, men det er helt klart noget Laura sagtens kunne se udvikle sig.

– Der er virkelig et behov for børnene her. Både for dem der ikke er så bogligt stærke, men især også fordi det er tankevækkende, hvor lidt jeg kan mærke, børnene hjælper til med madlavningen. Der er virkelig rigtig mange børn, der ikke kan hakke et løg. Mange bliver overladt til Ipad’en eller fjernsynet, fordi det bare er det nemmeste og hurtigste. Det synes jeg virkelig er skræmmende, for det er nemlig allerede her vi mister traditionerne og de gode madvaner. Børnene elsker det, og jeg ser stoltheden i de små øjne når jeg har sat dem på opgave med at lave hjemmelavede forårsruller eller taco med krydret kød og syltede rødløg. Min mission er at bringe madglæden ind ved børnene, så vi kan bevare hyggen, samværet og den gode smagsoplevelse, siger Laura oprigtigt.

Den lille pige kigger spændt op på sine forældre med en tallerken anrettet med fiskefrikadeller. Mon de kan lide det, tænker hun spændt, og ser frikadellen forsvinde. Hun tripper forventningsfuldt på den afgørende dom, og venter på svaret. Det trækker ud, og er nødt til at lukke øjnene i bare spænding.

Hun åbner øjnene igen, og ser de tre dommere smile til hende: “Og vinderen af Masterchef Jul 2018 er…Laura Sahl.”

FAKTA OM MASTERCHEF

Første episode af Masterchef blev sendt 5. September 2011 på TV3.

Dommerne i Masterchef Jul 2018 bestod af Thomas Castberg, Jakob Mielcke og Jesper Koch.

Dommerne får altid serveret kold mad. Derfor laver deltagerne en smagstallerken, eller dommerne må smage direkte fra den varme gryde.

Nogle dage møder deltagerne ind fra kl. 9 om morgen til kl. 21 om aftenen.

Deltagerne bliver interviewet, som vises i klip i selve programmet. Nogle gange ved man allerede under et interview, at man er gået videre, og har fået ros. Så får man at vide: “Det smil tager du lige af”.

Nogle af deltagerne bliver også rigtig gode venner. Især Mette fra Masterchef Jul 2018 holder Laura meget af og ser stadig.

Der bliver ikke snydt i programmet i forhold til tid.
Man får kun den tid dommerne siger, der er til rådighed.

Man må ikke have sin telefon med ind til optagelserne, så ingen google under opskrifter.

Deltagerne har overhovedet ikke fået tid til at øve sig på en pågældende ret hjemmefra – kun finaleretten.

Når dommerne har briefet om en opgave, og der bliver sagt: “sæt i gang”, så er der 5 minutter betænkningstid, hvor man også kan spørge en hjælpekok om vejledning til køkkenmaskinerne.

Hvis man mangler en ingrediens i køkkenet, må man gerne spørge, om det kan lade sig gøre at anskaffe den.

Hygge med juletapas

Salte æbleskiver med laks

  • En pakke røget laks
  • 
1⁄2 pakke flødeost, naturel
  • 2 spsk. creme fraiche 18%
  • 1 bundt purløg
  • 
1 citron
  • 1 rødløg
  • 
250 g. hvedemel
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. salt
  • 3 æggeblommer
  • 3 æggehvider
  • 4 dl kærnemælk
  • 
Smør til stegning

Bland mel, salt og natron. Pisk æggeblommer og kærnemælk sammen i en skål. Tilsæt melblandingen lidt ad gangen. Pisk æggehvider stive og vend det forsigtigt sammen med dejen. Varm en æbleskivepande med smør, og fyld hullerne op med dej. Vend dem halvvejs rundt, og fyld lidt mere dej i. På den måde får man fine runde æbleskiver. Når de er gyldne, tages de af panden.

Hak purløg fint, bland derefter flødeost, creme fraiche, citronsaft og purløg sammen. Hak rødløg fint. Åben nu forsigtigt æbleskiverne, og fyld dem med flødeost blandingen og top med laksen. Til sidst drysses der lidt hakket rødløg ovenpå.

Lys gløgg

  • 1 usprøjtet appelsin
  • 
2-3 stk. hel kardemomme
  • 5 hele nelliker
  • 
1 stykke hel kanel
  • 2-3 skiver frisk ingefær
  • 
1⁄2 liter æblemost
  • 75 g. abrikoser
  • 
1 flaske hvidvin
  • 
1⁄2 dl lys rom eller vodka
  • 
2 spsk. sukker
  • 
50 g. smuttede mandler

Vask appelsinen og skær den i skiver. Læg skiverne i en gryde med knuste kardemommefrø, nelliker, kanel og ingefær. 
Hæld æblemost på og giv det et langsomt opkog. Tag gryden af varmen og lad „essensen“ trække 1 times tid. Si det over i en ren gryde og tilsæt hakkede abrikoser og hvidvin. Varm det forsigtigt op, uden at det koger. Smag til med sukker og tilsæt rom eller vodka. Server i glas med fintsnittede mandler og abrikoserne

Sprøde risottorester

  • Risotto-rester. Jeg havde cirka hvad der svarer til 3 dl.
  • 1 dl mel
  • 1 æg
  • 3 dl pankorasp
  • Olie til fritering

Form risottoen til små kugler, cirka på størrelse med en bordtennisbold. Risottoen er vildt nem at arbejde med, da den har lagt på køl, og er blevet helt fast. Slå ægget ud i en skål, og pisk det sammen. Hæld mel på en tallerken, og pankorasp på en tallerken. Start med at vende risotto kuglerne i mel, derefter i æg, og til sidst i panko rasp. Hvis du ikke kan finde pankorasp, så fungerer almindelig rasp også fint. Varm en lille tykbundet gryde med rigeligt olie op. Start med at have komfuret på høj varme, og skru derefter ned på middelvarme. Friter kuglerne, til de er gyldne og sprøde. Lig dem på fedtsugende papir, og spis dem mens de er varme og sprøde.

Dadler med bacon og timian

  • 1 pakke bacon
  • 1 pose dadler
  • 1 bundt timian

Sæt ovnen på 180 C varmluft. Halver baconstrimlerne, så de bliver til to. Rul et stykke bacon omkring 1 daddel. Hvis du har købt dadler med sten, så husk at fjerne stenen først. Bag dem i ovnen til baconen er blevet gyldent og sprødt. Drys timian over, og server dem, mens de er varme.

Chili Con Carne med tilbehør

Chili Con Carne

2 tsk spidskommen
1 tsk kanel
1 tsk tørret koriander
1 tsk tørret chili
En pakke oksekød
3 spsk olie
2 løg
2 fed hvidløg
2 dåser hakkede tomater
3 spsk oksefond
1 dåse bønner
30 g mørk chokolade
Salt og peber

Varm olien op i en gryde, tilsæt spidskommen, kanel, tørret koriander og hvidløg. Lad det stege et par minutter og tilsæt derefter fint hakkede løg, lad det stege et par minutter, og tilsæt derefter oksekød. Brun oksekødet godt af, tilsæt nu hakkede tomater, oksefond og mørk chokolade. Smag til med salt og peber. Hvis man ønsker retten stærkere, tilsættes der mere chili. Skyld bønnerne i en si, under koldt vand, og hæld dem over i retten.

Guacamole

2 avocado
½ rødløg
1 tomat
1 fed hvidløg
Limesaft
Salt og peber

Hak rødløg fint. Halver tomaten, og fjern saft og kerner, hak den derefter meget fint. Hak hvidløg. Halver avocadoerne og fjern stenen derfra. Mos avocadoerne i en skål og vend de reserene ingredienser deri (persille efter smag, jeg synes personligt, at det er dejligt, med mange krydderurter). Pres limesaften deri, og rør det godt sammen. Smag til med salt og peber.

Syltede rødløg

2 dl eddike
2 dl sukker
1 rødløg

Varm eddike og sukker i en gryde. Skær rødløget ud i tynde både. Når sukkeret er smeltet i eddiken, tilsættes rødløg. Lad det simre 10 minutter på lav varme, og stil det derefter på køl. Si lagen fra, inden servering.

Topping til retten

Fintsnittede forårsløg (gerne det grønne, i toppen)
Bredbladet persille
Cremefraiche
Salsa
Taco chips

Lobster-roll – Jomfruhummer hotdog

Denne ret er for mig en rigtig luksusret. Det er smagen af weekend og ekstra hygge. Jeg elsker personligt at servere den til mindre selskaber. Dette er en af min kærestes favoritter, og det forstår jeg godt, for jeg lover, at smagen er fantastisk!

2 personer – 2 hotdogs til hver
20 jomfruhummere (5 pillede i hver hotdog)
4 gode hotdog brød (gerne brioche)
1 halv pakke smør
3 løg
2 dl kærnemælk
3 dl mel
2 spsk paprika
1 tsk salt
Solsikkeolie (til fritering af løgringe)
1 bundt dild
1 bundt purløg
5 spsk mayonnaise (gerne hjemmelavet eller en god hellmann)
1 citron
1 fed hvidløg
Romaine salat

Sådan gør du:

Skær løg i tynde ringe og læg dem i en skål med kærnemælk. Varm en gryde op med rigeligt olie. Tag løgene op af kærnemælken (vrid dem forsigtigt, så der ikke er alt for meget kærnemælk på). Vend dem i blandingen af mel, paprika og salt. Kog løgene i rigeligt olie, til de er sprøde og gyldne. Læg dem på en tallerken med et stykke køkkenrulle, så de bliver ved med at være sprøde.

Pil jomfruhummerne. Brun herefter smørret langsomt i en gryde over svag varme. Farven på smørret skal blive gyldenbrun, og få en skøn duft af nødder.
Kom de afpillede jomfruhummere ned i gryden til det brunede smør. Skru helt ned for komfuret, og giv dem 1-2 minutter. Stil derefter gryden til side.

Bland mayonnaise med hvidløg og saft fra en halv citron. Skyl Romaine salaten, hak purløg meget fint, pluk stykker af dild og rist tilsidst brødet. Jeg ristede brødet i smør på en grill-pande. Det gav brødet en skøn smag.

Skær brødet forsigtigt op. Start med at komme Romaine salat i, derefter jomfruhummere, mayonnaise og slut af med purløg, dild og de sprøde løgringe. Velbekomme!

Lækker grillmenu

Det gode sommervejr fortsætter herhjemme i Danmark. Det betyder lange aftener i haven, og lyse sommeraftener. For de fleste, bliver grillen brugt i stor stil, og her kommer mit bud, på en lidt anderledes grill-aften.

Krydret oksekød på spyd:

  • 1 pakke oksekød
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk paprika
  • 1 løg
  • 5 små tomater
  • 5 grill-spyd

Bland oksekød, hvidløg, paprika, salt og peber. Skær løg i både. Form aflange frikadeller af farsen, og sæt skiftevis løg, oksekød og tomater derpå.  Smør kødet med lidt olie inden spydende skal på grillen. Grill dem på høj varme.

Hvidløgsbrød:

  • 1 sandwich brød, eller ciabattabrød.
  • Hvidløgs/persille smør
  • 2 små håndfulde parmesan

Halver brødet og smør det med hvidløgs/persille smørret. Drys en lille håndfuld parmesan på hvert stykke brød. Lun brødet på grillen, ved svag varme, til osten er smeltet på toppen.

Hvidløgssmør (bruges både til majs og hvidløgsbrød):

  • En halv pakke god smør
  • 1 bundt persille
  • 4 fed hvidløg
  • 2 kviste rosmarin
  • Et drys flagesalt

Hak persille, hvidløg og rosmarin fint. Bland det hele med smørret og rør det godt sammen.

Majskolber:

  • 2 majskolber
  • 4 spsk hvidløgs/persille smør
  • Flagesalt

Lig majskolberne i en skål med koldt vand og lad den trække i en lille time.
Grill dem på høj varme, til skralden er godt brændt og mørk. Åben forsigtigt majskolberne og put 2 spsk hvidløgs/persille smør i hver majskolbe. Server dem i deres skrald, og drys med flagesalt.

Frisk pastasalat:

  • 1/5 bøtte pesto
  • 1 pakke frisk pasta, med ricotta og spinat fyld
  • 1 rødløg
  • 1 pakke mozzarella
  • 10 små tomater
  • 2 håndfulde rucola

Kog pastaen, efter henvisningen på pakken. Når pastaen er færdig kogt, hældes der kold vand over, til de er kolde.
Skær tomater i små både. Skær rødløg i tynde ringe. Hak rucola. Ryk mozzarella i små stykker. Bland nu rucola, mozzarella, tomater, rødløg og pesto. Vend det til sidst forsigtigt sammen med pastaen.

God fornøjelse!


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev