Skip to main content

Tag: Kunstner

Klumme: Jeg er et produkt af min fortid – og mit kunst er et produkt af mig

I denne udgave af kit & kunsten møder jeg billedekunstner Marco Blix. Marco er en ung mand på 27 år. Født i Aalborg, men flyttede som 7-årig med sin familie til Aarhus. Marco blev født ind i kunst og kultur, idet hans far er sangeren Allan Olsen og moderen er Misja Blix, som ligeledes arbejder i musikbranchen

I løbet af de sidste 27 år har Marco været vidt omkring. Ham og hans familie rejste verden rundt, og inden Marco var fyldt ti år, havde han besøgt mere end 50 lande. Især rejsen til Thailand husker Marco som noget særligt. Her gik han i den internationale skole, og lærte sig hurtigt engelsk.

– Thailand var et rart sted at være. Jeg var meget rolig i den periode, fortæller Marco – kontra tiden efter.

Da familien flyttede tilbage til Aarhus, startede Marco i skole.

– Der er ikke den folkeskole i Aarhus, jeg ikke har gået på”. Jeg blev smidt ud af dem alle, og endte med at forlade skolen i 8. klasse.

Derefter kom en tid med rodløshed og nogle uheldige episoder. Marco bliver som 14-årig ad omveje indblandet i et bankrøveri, og fanget af politiet blot syv minutter efter.

– Pludselig lå jeg i håndjern, med en rasende schæferhund og en tjenestepistol over mig.

Dette blev skæbnesvangert for Marco. Den kriminelle lavalder var lige blevet sænket til 14 år, og Marco blev sendt til Grenen Ung- domsfængsel. I to måneder sad Marco inde, og oplevelsen sidder stadig i ham som et mørkt kapitel af hans liv.

Som Marco sidder og fortæller, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor modig og ærlig han er. Han fortæller videre om tiden efter Grenen Ungdomsfængsel.

– Jeg endte i samme bane, og som 16-årig besluttede mine forældre at sende mig ned til min onkel i Lugano, Schweiz.

Seks måneder efter vendte Marco tilbage til Danmark, hvor han begyndte at gå til hånde på sin fars turnéer.

Et møde med skuespiller Jens Arentzen skulle blive et vendepunkt for den dengang 17-årige Marco.

– Jens blev som en mentor for mig. Han introducerede mig for en musikproducer, en forfatter og en billedkunstner. Han ønskede, at jeg skulle udforske forskellige kreative retninger. Jens var en af de første voksne, der så mig som andet end en ballademager.

Marco startede med at producere sin egen musik, og i fællesskab med Jens Arentzen skrev de ligeledes en bog om Marcos ungdom. En bog, som Marco endnu ikke er klar til at udgive. I ti år har Marco produceret musik, men det er ikke altid let at stå i skyggen af sin kendte musiker-far. Det blev der lavet om på. Jens tog Marco med på en “lukket højskole” og her blev Marco sendt ud på den nærmeste fodboldbane med et lærred, kul og malergrej. Dette skulle blive startskuddet på Marcos malerkarriere. I takt med, at maleriet begyndte at fylde mere, og musikken mindre – bevægede Marco sig også ud af sin fars skygge.

I tre år har Marco helliget sig billedkunsten.

– Jeg maler bedst, når jeg tænker mindst – og jeg ønsker at lade mine værker tale for sig selv, fortæller Marco.

Man kan være heldig at finde Marcos værker i bybilledet i Aarhus. For et lille års tid siden, midt om natten, hamrede Marco et søm ind i fængselsmuren omkring Aarhus Arrest.

– Det larmede helt forfærdeligt, og jeg var sikker på, at de ville komme og arrestere mig, men intet skete.

Næste formiddag vendte Marco tilbage og hængte sit maleri op på væggen, og igen var der ingen reaktion.

– Lidt skuffende faktisk, griner Marco.

Jeg er vild med Marco Blix. En upcoming kunstner, som vi helt sikkert kommer til at se meget mere til. Hans person og kunst går op i højere enhed.

 

Marco Blix

Udstiller på

Galleri 7 i Frederikshavn

Galleri Tobar i Sæby

 

Instagram: art_tillery (Marco Blix)

www.marcoblix.dk

Klumme: Kunsten at stoppe op

I denne udgave af kit & kunsten er jeg taget på besøg hos keramiker Torben Mersholm. Jeg befinder mig midt i et villakvarter i udkanten af Hjallerup. Torben er en glad mand, og man bliver smittet af hans gode humør og hans engagement til sit fag

Oprindelig er Torben optiker. Han havde tre optikerbutikker, men en bilulykke og en kræftsygdom skulle blive vendepunktet i hans liv. Som Torben fortæller:

– Man tager sit liv op til revision, og finder ud af, at tiden er til noget andet. Torben ville være kunstner.

Når jeg kigger rundt i Torbens værksted, ser jeg malerier hænge diskret og højt oppe på væggen. Torben startede sin kunstneriske karriere som billedkunstner, men en god veninde motiverede Torben til at arbejde med ler. Han købte 20 kilo og har ikke set sig tilbage siden. I dag er Torben keramiker.

Fra Torbens værksted kan jeg se ind i den private stue. En stue fyldt med kunst, og jeg lægger især mærke til en figur lavet af keramikeren Lars Calmar. I Torbens værksted ser jeg flere figurer inspireret af Lars.

– Jeg skulle jo starte et sted, griner Torben.

Der er ingen tvivl om, at Lars Calmar har været en stor inspirationskilde. I dag har Torben fundet sin helt egen stil. Han laver fantastiske skulpturer, som man kan blive ved med at kigge på.

At være udøvende kunstner kan være en stor mundfuld. og skal man leve af det, kræver det også en vis portion held. Torben er god til at bruge sociale medier – især Instagram. En dag blev Torben kontaktet af en herre, der gerne ville købe en af hans skulpturer, som Torben tidligere på dagen havde lagt ud på Instagram. Herren, der købte skulpturen var ingen mindre end TV-vært Sofie Lindes mand, Joakim Ingversen. Joakim lagde efterfølgende et billede af Torbens skulptur op på sin Instagram – og derfra gik det stærkt. Telefonen begyndte at kime og ordrebogen blev fyldt op.

Mit besøg hos Torben Mersholm har både været inspirerede og livsbekræftende. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til se meget mere til Torbens kunst.

Torben Mersholm
Udstiller bl.a. hos galleri Oxholm i København og galleri A i Lønstrup.
Man kan ligeledes besøge Torbens værksted efter aftale.

Tobias Rahim indtager Aalborg på ny live tour

Han er sexet, provokerende, grænsesøgende, poetisk og ikke mindst storhittende!

Tobias Rahim har taget Danmark med storm. Nu følger han op på udsolgte koncerter med fire store arenashows til næste forår under titlen: Hvis vi stadig lever. Fans kan godt gøre sig klar til at skrige. 25. marts kan han opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) til et brag af en koncert.

Tobias Rahim er nyere tids største gennembrud på den danske musikscene. 100 dage! Så længe toppede ”Stor Mand” hitlisten på Spotify. Og da den historiske rekord endelig blev brudt, var det ingen ringere end Tobias Rahim selv, der overhalede, ja, sig selv med megahittet ”Mucki Bar”. Begge hits ligger fortsat på Spotifys top-tre liste over mest spillede sange i Danmark. Rekord-hitmageren har på altomsiggribende vis markeret sig på den danske musikscene: Han er vinderen af Årets Nye Navn og Årets Hit ved Zulu Awards og Lytterhittet ved P3 Guld.

En stor mand  

Rahim er som stimulanser. Et stort talent, en stor stemme. Vi kan ikke få nok af den dansk-kurdiske popmusiker. Han har noget på hjertet og er ikke bange for at være sig selv. En på alle måder særegen kunstner med sans for at skille sig ud både i tekster, musik og image.

Mange er faldet for hans charme. På sensationel vis har Rahim formået at skabe sit helt eget univers med plads til tabuer, politiske budskaber, sex, følelser og grænsesøgende, poetisk lyrik og samtidig blive mainstream og folkelig. Danmark har ganske enkelt forelsket sig hovedkulds i Tobias Rahim og hans farverige, utilregnelige verden, som han nu gør endnu større og endnu vildere på arenatouren i 2023, hvor fans kan se op til den store mand live på scenen i AKKC. Der bliver ingen stille piger denne aften.

Billetter til Tobias Rahim d. 25. marts kl. 20:00 i AKKC/Aalborghallen er i salg fra 11. maj kl. 12.00, og kan købes via. akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 380 kr. inkl. gebyr.

Legendariske Tom Jones spiller på Nibe Festival 2022

I sidste uge smed Nibe Festival et af årets hovednavne – partykongerne Black Eyed Peas spiller på Nibe onsdag d. 29. juni 2022. Og nu leverer festivalen endnu et internationalt hovednavn – Sir Tom Jones rammer Nibe 2022 torsdag d. 30. juni.

81-årig musikalsk styrke med uformindsket power

Alder er mest af alt et tal på et stykke papir. Det er Tom Jones et godt eksempel på. I forsommeren runder den store sanger 82 skarpe år, og på trods af det fremstår Tom Jones stadig som en ”sexbomb” med en kæmpe stemme og ufatteligt meget power.

Der gror aldrig mos på en rullesten, siger man. Det samme er helt sikkert tilfældet med Tom Jones, som i øvrigt stadig udgiver stærkt materiale.

Gaffa gav i foråret 2021 albummet ”Surrounded by Time” 5 stjerner under overskriften ”80 år – med saft og overbevisende overskud”.

Ekstra Bladet skrev ”Ustyrlig legende forbavser igen” og fortsætter med ”Veteranens massive stemme er i nærmest naturstridig god stand”.

Berlingskes anmelder gav også 5 stjerner og startede anmeldelsen ud med: ”80-årige Tom Jones lyder overrumplende vital og udfordrende på nyt album”

Hit på hit fra Tom Jones

Ét er nye udgivelser, noget andet er det massive ”bagkatalog”, Tom Jones kan levere – ikke mindst også live.

Perlerækken er tæt på uendelig og i flæng kan nævnes numre som ”It´s Not Unusual”, ”Sexbomb”, ”Green Green Grass Of Home”, ”She’s A Lady”, ”Delilah” og ”What´s New Pussycat”.

Stor respekt i musikmiljøet

Det store format og de mange år på den helt store scene har sat sit præg i musikbranchen.

Det kom tydeligt frem, da Tom Jones i 1999 udgav albummet ”Reload”, hvor han diskede op med en lang række fede coverduetter med navne som Robbie Williams, Natalie Imbruglia, Zucchro, Van Morrison, The Pretenders.

Tom Jones blev i øvrigt ifm. hans 80-års fødselsdag hyldet af Stevie Wonder under The Voice UK, hvor Jones er dommer – her sammen med lige så geniale will.i.am fra Black Eyed Peas. Meget rørende og et klart eksempel på den respekt, der er omkring Tom Jones.

En lysende stjerne i midsommermørket i den smukke Skalskov

”Vi er meget stolte over, at vi får den store mulighed for, og udsøgte fornøjelse af, at præsentere Sir Tom Jones på Nibe 2022. At det så sker samme år, hvor vi også byder på Black Eyed Peas, fortæller jo klart og tydeligt, at vi mener det, når vi siger, at vi kommer tilbage til sommer stærkere end nogensinde” udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.

Tom Jones spiller Stor Scene torsdag d. 30. juni kl. 22:30.

Programmet snart fuldendt

Den fuldendte plakat til Nibe Festival 2022, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli, kommer på ”gaden” i løbet af den kommende måned.

Pt. er følgende navne offentliggjort: Black Eyed Peas (US), Tom Jones (UK), MALURT, Martin Jensen, Suspekt, Drew Sycamore, Alex Vargas, Jada, Tobias Rahim, Gnags, Tessa, Cheff Records (TopGunn, Kidd, Klumben, ELOQ), Faustix x Ude Af Kontrol, Benjamin Hav & Familien, Artigeardit, Clara, Poul Krebs, Rasmus Seebach, Mekdes, Michael Learns To Rock, Jonah Blacksmith, Dopha, Dizzy Mizz Lizzy, Joyce, Burhan G og Andreas Odbjerg.

Billetprisstigning d. 1. marts

Billetsalget til Nibe 2022 går ganske enkelt strygende. En meget stor procentdel af billet-køberne valgte at overføre billetten fra 2020 og 2021. På trods af det, er der gang i billetlugerne.

1. marts stiger billetprisen på partout- og dagsbilletter. Billetterne kan købes på www.nibefestival.

 

 

Den rejsende kunstner

I Henrik Godsks atelier i postmesterboligen i Flauenskjold står store, prægtige malerier, der er klar til at blive sendt til udstillinger. Siden Henrik Godsk sprang ud som fuldtidsbilledkunstner for to år siden, har han kun fået mere tid til kunsten, som i dag rejser verden rundt

Henrik Godsk har netop ryddet op i det lille loftsværelse i Flauenskjold, der til dagligt fungerer som hans atelier, og de store værker står midt i deres tørringsfase, inden de sendes videre. Pladsen i rummet og størrelsen på lærrederne tillader ikke, at Henrik har gang i for mange projekter på én gang, og når han er færdig, er værkerne nødt til at blive hentet, så han kan male arbejdsvæggen hvid igen, hænge et nyt lærred op og begynde på endnu mere kunst.

Det er ikke længe siden, han valgte at følge sin livslange drøm om at turde satse hundrede procent på sin egen kunst, for efter at have været leder for Kunstbygningen i Vrå i seks år, kunne han endelig mærke, at tiden var inde, til at verden skulle se hans kunst.

– Dengang jeg blev sluppet fri, blev selvstændig og begyndte at rejse rundt og udstille, følte jeg faktisk, at jeg vendte hjem igen. Og det er jo underligt, når jeg geografisk bliver smidt rundt i verdenen. Men nu føler jeg faktisk, at jeg er tilbage til dér, hvor jeg oprindeligt kommer fra.

Tivolibarn i Norge

Dét med at rejse ligger ikke fjernt fra Henrik Godsk. Han er nemlig 7. generation af den rejsende familien Hertzberg, der drog rundt i Norge med et omrejsende tivoli. Det var Henrik Godsks bedsteforældre, der havde overtaget tivoliet fra deres forfædre, fortæller Henrik, mens han viser et billede af sin oldefar som dreng og sine tipoldeforældre, der engang havde ansvaret for det genrationsbunde tivoli.

– Mine bedsteforældre fortalte mig, at vi var rigtige rejsende. Selvom vi jo ikke er en etnisk gruppe, skelnede vi altid mellem os og så de private eller de fremmede. Folk rynkede måske lidt på næsen af os, når vi kom til byen, men i min familie var vi stolte af at være rigtige rejsende.

Opvæksten i tivoliet har formet den 46-årige kunstner på godt og ondt, og især de blikke, som han oplevede, at familien fik, når tivoliet rejste rundt i Norge, har sat sine spor i ham. De var ofte lidt mørkere i huden end gennemsnittet, og så havde omrejsende cirkusser og tivolier ikke et særligt godt ry. Men i dag tager han sig ikke af, hvis nogen ser skævt til ham, og han er opdraget med, at det er godt at være en outsider.

– Jeg er født ind i en outsider-rolle, og jeg har fået at vide, at det skulle jeg være stolt af. Det har hjulpet mig hele vejen igennem, og i alle de år, hvor der ikke var penge i kunsten overhovedet, syntes folk også, at jeg var en outsider.

Barndommen gik med, at han fra april til november rejste rundt sammen med sine søskende, forældre og bedsteforældre
i hele Norge, hvor tivoliet skulle tjene penge ind i sommer sæsonen. Tidligt lærte han, at familiens levemåde var ud over den gængse, og han har aldrig ladet normaliteten diktere sin vej frem.

– Alle børn gik jo i skole dengang, men jeg var selvstuderende fra 1. klasse. Jeg havde skolebøgerne med til Norge, og allerede tre uger efter, så havde jeg lavet det hele, så jeg kunne hjælpe med tivoliet resten af sæsonen. Jeg lærte engelsk ved at tale med de andre ansatte, der kom fra Polen, Letland osv., og jeg lærte hurtigt hovedregning, da jeg solgte billetter fra 8-års alderen.

Om vinteren havde Henrik og familien base i Tuen, nær Tversted, mens tivolivognene blev parkeret ved bedsteforældrene i Sæby på Tivoligården. Her skulle vognene renoveres, males og klargøres til næste sæson, og Henrik var purung, da han for første gang stod med sine i dag velkendte værktøjer i hænderne.

– Fra jeg var syv år gammel brugte jeg pensel og spartel til at male facadepartier, og da jeg blev lidt ældre, var jeg selv med til at designe facaderne. Det var dog altid baseret på håndværk, og vi talte aldrig om kunstnerisk udtryk. Men det gjorde, at jeg fik en hands on-tilgang til kunsten, fordi det først og fremmest er et håndværk.

Selvlært kunstner

Henrik Godsk lærte de basale ting omkring farver, malingstyper, og hvordan man rensede sine pensler bedst muligt ved at være i en form for mesterlære hos sin far og bedstefar på værkstedet. Han hjalp til i familievirksomheden, frem til han blev 23 år.

– Jeg var nået til et punkt, hvor jeg skulle vælge mellem enten at overtage tivoliet eller gå i en anden retning. Det var svært, for jeg følte et ansvar. Især over for de gamle karruseller, der på en måde er vores kulturarv som rejsende. Men min far rådede mig til ikke at overtage tivoliet, for det er verdens hårdeste liv, og man skal virkelig ville det.

Henrik lyttede til sin far og begyndte at læse engelsk ved Aalborg Universitet. Han flyttede til Aalborg i 1998 og blev samtidigt en del af en kunstnergruppe, der oprettede Atelier Ask i Danmarksgade. Det var i en gammel, udbrændt lejlighed på femte sal, hvor udlejeren havde brugt forsikringspengene andetsteds, og derfor kunne de unge kunstnere leje den sorte lejlighed til ganske små penge.

– Selvom vi vaskede den ned og malede den, så lugtede der af aske i alle år, vi var der. Derfor kom det også til at hedde Ask. Vi var der i ni år, og nogen kom og gik, men vi var en gruppe på fire, der var der hele tiden. Det handlede udelukkende om at lave kunst, og vi lærte selvfølgelig meget af hinanden omkring teknikker og materiale.

På engelskstudiet gik det godt, indtil Henrik skulle skrive speciale. Det brugte han ikke mindre end fire år på, hvor hans professor, Bent Sørensen holdt hånden over ham. Selvom Henriks hjerte lå et helt andet sted, kom han igennem studiet og blev færdig med sin kandidatuddannelse i 2007.

Men han vidste godt, at hans liv handlede om kunsten. Derfor forblev engelskstudiet blot en litteraturhistorisk ballast, som kunstneren tog med sig i rygsækken, da han efterfølgende skulle finde ud af, hvordan han kunne arbejde med kunsten og samtidigt få en indtægtskilde.

Det var jo umuligt at leve af at lave kunst, troede han. Så for at blive ved med at arbejde inden for det kunstneriske felt, begyndte Henrik Godsk at undervise. Først for børn på Billedskolen og senere på BKG, Billedkunstnerisk Grundkursus.

Men det var alligevel for langt væk fra drømmen, og derfor begyndte Henrik Godsk efterfølgende at arbejde med kunstudstillinger. Først som freelance kurator og senere som udstillingsleder hos Utzon Centeret i Aalborg, men han måtte indse, at arbejdet fyldte for meget og tog tid fra egen praksis som billedkunstner. Derfor måtte han endnu engang revurdere sin måde at tjene sin løn, for samtidigt at kunne finde tid til at udfolde sine talenter på lærredet. Da Henrik fik tilbudt stillingen som kunstnerisk leder af Kunstbygningen i Vrå, fik han mere frihed til at arbejde på sine egne værker, og det blev springbrættet til at blive kunstner på fuldtid i 2019.

I dialog med kunsthistorien

Henrik Godsk er særligt kendt for især ét motiv, som beskuerne ofte ser som en kvinde. Henrik selv er ikke helt så fastslået på køn, men med tiden har han overgivet sig og siger nu selv ‘hun’ om karakteren på de mange værker.

Når man spørger ham, hvem hun er, kan han ikke helt svare 
på det. Han fortæller, at hun dukkede op på lærredet omkring 2008. Her var hun i en lidt anden version, og hun er hele tiden under forandring. Kindernes felter kom til for 2,5 år siden, og for under et år siden fik hun noget, der minder om hår.

– For mig betyder det ikke noget, at folk ser det som en kvinde. For mig er det jo egentligt en geometrisk konstruktion, der er sammensat af elementer, som sammen repræsenterer mennesket. Men det må endelig ikke blive sentimentalt, så der er en vis distance til det.

Når Henrik Godsk starter på et imaginært portræt – som han selv kalder det – starter han med at placere næseryggen. Derudfra springer resten af ansigtet frem, for proportionerne i værkerne er stort set ens hver gang. Øjnene er placeret i midten og både næse og hals altid er meget lange.

Han fortæller, at inspirationen til værkerne ofte findes, når han ser tilbage i kunsthistorien. Han er især inspireret af den italienske maler Amedeo Modigliani (1884-1920), der også malede kvinder med udstrakte ansigter og med meget lange halse. Men især den spanske kunstmaler Pablo Picasso (1881-1973) har præget kunstneren siden barnsben.

– Da jeg stod på et lille loftskammer i Tuen og malede som 16-årig, var der jo ikke nogen mennesker, der vidste, at jeg malede. Men jeg tog det selv enormt seriøst og troede faktisk, at jeg var maler. Der stod jeg også og så tilbage og tænkte, hvad mon Picasso ville synes om det her?, siger han og fortsætter:

– Selvom det er ensomt, når jeg står her med kunsten alene, så er det også en social aktivitet, for jeg er altid i dialog med afdøde kunstnere. Modigliani, Picasso. Det er dem, jeg måler mig selv med, og jeg ser på, hvad jeg kan gøre, der er relevant, som de her fantastiske kunstnere ikke har gjort. Hvad kan jeg sige? Hvad kan jeg tilføje til det, som ikke allerede er sagt?

Godsks maleregler

Henrik Godsks værker er som oftest bygget op af forskellige felter, som Henrik arbejder med ét af gangen. Her er han optaget af teksturer og farver, og flere strøg er malet som one take. Kombinationen mellem de stramme linjer, der er malet efter malertape, og kunstnerens egen penselføring giver en form for ærlighed, der lader små fejl stå frem.

Han har en regel om, at hvis han skifter mening omkring en farve eller struktur, så skal det være synligt i det endelige værk. Derfor titter en lille orange skygge frem under et stort lilla øjenlåg på ét af malerierne i arbejdsværelset. Henrik syntes, at den oprindelige farve mindede for meget om den lyserøde, måske laksefarvede, baggrund, og derfor ændrede han den.

Men hvis det viser sig, at han ikke kan ændre sine valg, og fej lene ophober sig, kan det ende ud i, at han må kassere værket. Det gør han i vrede og frustration og ved at sprætte lærredet op for at afreagere. Så finder han et blank lærred frem og begynder forfra. Heldigvis sker det i dag kun på et enkelt eller to værker ud af ti, hvor han for år tilbage kasserede måske otte værker ud af de ti.

En anden regel, som kunstneren efterlever, er, at det rå lærred skal dukke frem mellem felterne. Det giver en vibration mellem de geometriske former, og så får farverne luft. På den måde kan værkerne virke meget digitale og præcise på afstand, men når man kommer helt tæt på maleriet, opdager man de mange fysiske strukturer og teknikker, der er bygget op i og omkring de forskellige felter.

Henrik fortæller, at han gerne bruger grove, billige og dårlige pensler, for de kan give særlige teksturer. Han mener, at mårhår-penslerne giver for flade linjer på de geometriske værker, og kun sjældent bruger han dem til for eksempel øjnene og håret, hvor der skal være en form for præcision.

De stive pensler bliver dyppet i olie-, akryl- eller alkydmaling, og farverne kommer stort set aldrig direkte fra tuben. Han blander nemlig selv sine nuancer, hver eneste gang han maler et felt.

– Det er nok en lidt ældre tilgang til at arbejde med maleri, hvor mange yngre kunstnere bruger rene farver. Jeg opfatter min pallette som en smule støvet, fordi mine farver bliver blandet. Min gul er jo ikke ren gul. Den er blandet sammen med noget andet for at blive lidt sennepsgul. Og det sammen med den brunrøde, der er blandet af en brændt umbra og en ren rød.

For ganske få år siden er Henrik Godsk begyndt at bruge den røde farve i sine værker. Hidtil har han ikke kunne udstå den på billeder, og derfor har han ikke kunne få den til at fungere. Men nu findes den i alle mulige varianter på værkerne i loftsværelset. Lyserød, orange, rødbrun og helt over i en renere rød.

Den røde farve er som meget andet i Henrik Godsks kunst. Hans penselstrøg er altid innovativt sat, og hans kunst udvikler sig hele ti- den. De imaginære portrætter er begyndt at tage plads i et rum, og på sigt skal de måske mødes på lærredet med de nyopfundne creatures, en form for fantasidyr, der siden februar 2021 er dukket op på værkerne.

– Jeg har fundet inspiration i middelalderens illustrationer af monstre, der handler om noget, som vi ikke helt kan forstå, og noget som vi skulle advares imod. Dem har jeg altid været meget fascineret af, og jeg har arbejdet på det i mange år, men de har bare aldrig fungeret, fordi de skulle ramme ind i mit vokabular. Men pludseligt kunne jeg lave dem uden at lave alt det unødvendige, og så dukkede de her creatures op.

Fantasidyrene minder på mange måder om kvinden, der også er bygget op af geometriske former med strukturer og farver, og hvor det rå lærred titter frem. Endnu engang er kunstneren sparsom med definitionen, og det er op til beskueren at vurdere, hvad Henrik Godsk værker fortæller.

Omrejsende kunst

Selvom fortiden fylder en del hos den nordjyske kunstner, så er det også vigtigt at placere sin kunst i samtiden. Det gjorde han blandt andet ved at oprette sig på Instagram for omkring seks år siden, og det skulle vise sig at blive katalysator for en international kunstkarriere.

Her kom han i kontakt med kunstneren Jordan Kerwick fra Australien, hvis kunst er repræsenteret i Godsks egen stue, og de- res relation resulterede i en gruppeudstilling i Sydney. Dette blev startskuddet for en international rækkevidde, og da han sidste efterår kom ind hos Ruttkowski;68, der er ét af de store gallerier i Europa med galleri i Köln, Paris og Düsseldorf, gik det stærkt.

– Gennem Ruttkowski;68 åbnede en helt ny verden, fordi de er så vigtig en platform og har så mange udstillingsvinduer rundt omkring i Europa. Siden Ruttkowski;68 kom ind over, er det hele bare eksploderet.

Henrik Godsk har netop haft sin første soloudstilling i Köln, og endnu en soloudstilling står lige på trapperne, da Ruttkowski;68 co-kuraterer en ny udstilling hos CFHILL i Stockholm under arbejdstitlen “They Come from the Future, but Lived in the Past” til marts 2022.

Men selvom kunsten nu har fået vinger at flyve på, så husker Henrik Godsk på, hvad det vigtige er.

– Det vigtigste for mig er at gå i mit atelier og lave mine ting. Det har det jo handlet om i alle år, og der skal fokus være hele tiden. Og i mange år var der ikke en businessside at tage stilling til, men nu begynder forretningssiden jo at fylde mere og mere. Men så længe jeg kan leve af det, så interesserer den materielle verden mig ikke særligt meget. Det bedste ved det er alligevel, at jeg kan rejse meget mere, og at jeg kan tage hele familien med.

Henrik Godsk har tre døtre og en kone, som han nu tager med ud i verden, og han føler faktisk, at han er tilbage til dér, hvor han oprindeligt kommer fra. På mange måder minder den nye tilværelse om dengang, hvor han som ung rejste rundt i Norge med sin familie i tivolivognende og havde fast base i Nordjylland.

Han har ingen intentioner om at ændre på det, og han vil fortsat bo i postmesterboligen i Flauenskjold, der er døbt Roligheden, med udsigt ud over kofolde og marker. Dog har han ambitioner om et nyt og større atelier i haven med ovenlysvindue, så han kan få plads til at lave endnu mere af sin farverige kunst, som han atter kan rejse ud i verden med.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev