Skip to main content

Tag: Kunsthal Nord

Udstilling med elever fra Aalborg Kulturskole: FRA FRØ TIL SPIRE

Værkerne er skabt gennem et væld af forskellige grafiske teknikker, eleverne har arbejdet med henover året. Her er linoleumssnit, plantetryk, kalligrafi, collografi og monotypier. Men der er også blevet plads til mere eksperimenterende materialeforsøg; for er der ikke også – mellem al den kunstige, afbilledede natur – ægte, vildtvoksende planter, som spirer frem?

Udstillingen undersøger, hvad det vil sige at spire, vokse og gro. Er der ligheder mellem forandringer i naturen og børns opvækst. Hvordan vokser en blomst? Hvordan vokser et barn? Kan eksperimenter spire og blomstre til et kunstværk?

Fra frø til spire er en udstilling med kunstværker skabt af eleverne på Aalborg Kulturskoles billedkunstlinje. Udstillingen er kurateret af underviserne på Aalborg Kulturskole: Maria Lindegaard Henningsen, Sara Hagins, Søren Byrial og Svjetlana Dosen. Aalborg Kulturskole tilbyder undervisning i kunstneriske fag inden for 4 overordnede fagområder. De underviser på folke- og privatskoler i hele Aalborg Kommune, samt på Nordkraft, Huset og Utzon Center. Én gang om året samles kunst skabt af alle holdene på en stor temaudstilling. I år er det på Kunsthal NORD.

En undersøgelse af, hvad det vil sige at spire.

Du befinder dig i en skov. Et botanisk laboratorium, hvor sære vækster, yndefulde blomster og frodig flora spirer frem fra kunsthallens vægge, gulv og loft. Her udforsker de unge kunstnere fra Aalborg Kulturskole kunstneriske processer inspireret af naturen og planteverdenens vækstprocesser – fra frø, til spire over blomstring til forfald.

FERNISERING finder sted lørdag d. 4. marts 2023 kl. 10-15.

 

Udstillingen kan opleves: 4. MARTS 2023 – 18. MARTS 2023

Åbningstider:

tirsdag – fredag: 11:00 – 17:00

lørdag: 11:00 – 15:00

Kunsthal Nord · Kjellerups Torv 5, 2. sal · 9000 Aalborg · Tlf: 3199 4125 · kunsthalnord@aalborg.dk  · www.kunsthalnord.dk ·

Smuk grønlandsk kunst og kunsthåndværk på udstilling i Aalborg

I sensommeren åbner Kunsthal NORD i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg en udstilling med fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som hver især arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition.

Frem til 1960’erne fylder kvindelige grønlandske kunstnere ikke meget i den grønlandske kunsthistorie. I stedet er unavngivne kvinder med deres hænder vævet ind i det bevarede kunsthåndværk: skinddragter, perlearbejder m.m. Kunsthåndværk hedder på grønlandsk ’kusanartuliat’ – noget der er lavet smukt. Modsat har vi ordet for kunstværker ’eqqumiitsuliat’, som betyder noget der er lavet mærkeligt. Allerede i ordene tillægges der bestemte værdier til de enkelte genstande. Op til 1960’erne var de smukke ting i høj grad tilknyttet kvindehænder, mens kunstværkerne, der kunne bryde forestillingen om det skønne, var stærkt knyttet til mandehænder.

På udstillingen viser vi værker af fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition: Aviaaja Ezekiassen, Lisbeth Karline, Kristine Spore Kreutzmann, Jessie Kleemann og Coco Apunnguaq Lynge. Nogle er med til at definere en moderne grønlandsk kunsthåndværks- og designtradition er, mens andre tager afsæt i de mange følelser knyttet til det grønlandske kunsthåndværk i en undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være grønlandsk i dag. Udstillingen viser derfor et bredt spænd af værker i krydsfeltet mellem grønlandsk kunst og kunsthåndværk.

Udstillingen kan ses på Kunsthal Nord fra d. 6. august til og med d. 1. oktober.

Udstillingsåbningen er fredag d. 5. august kl. 16-18, hvor vi vil byde på en festlig drink og Nina Sikkersoq vil være DJ for os.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Aalborg Kommunes Billedkunstfond og NAPA – Nordens Institut i Grønland

 

 

Mutation Week Festival 2021

18 vækstlagskunstnere på kanten af det ukendte Tværkunstnerisk vækstlagsfestival i Aalborg kulminerer på det gamle Limfjordsværftet den 28 aug. 2021 fra 13:00-19:00.

“Man kommer til at opleve 18 kunstnere, som træder ud af deres vante rammer og blander blod med andre kunstnere, som de ellers ikke ville kunne opleves med. Det bliver interessant at se, hvad der sker, når de balancerer ved kanten af det ukendte med bind for øjnene, og det eneste, de har at klynge sig til, er deres kunstneriske talenter og færdigheder.”

Sådan beskriver Michael Marino, daglig leder af Huset i Hasserisgade, sine forventninger til lørdagens Mutation Week Festival. Han er sammen med Det Hem’lige Teater, KORMA og Kunsthal NORD en af initiativtagerne til Aalborgs nye tværkunstnerisk vækstlagsfestival. Sprænger rammer for hvad der skabes i Aalborg Mutation Week skaber rum for ny kunstnerisk virke, og skal én gang om året udfordre og sprænge rammer for, hvad der skabes og arbejdes med i Aalborg. Mutation Week er en tværkunstnerisk festival, hvor talentfulde vækstlagskunstnere indenfor forskellige kunstformer – billedkunst, performancekunst, poesi, lydkunst og scenekunst – mødes og arbejder med at udvikle og skabe ny kunst.

De 18 udvalgte vækstlagskunstnere samles i perioden 21. – 28. august. I løbet af en uge skal de sammen skabe ny kunst, og undervejs i deres arbejdsproces får de hjælp og inspiration på forskellige workshop og fra kunstneriske mentorer, der har en professionel baggrund. Ugen kulminerer lørdag d. 28. august med en festival på pladsen ved det gamle Limfjordsværft i Aalborg Vestby. Mutation Week er en festival uden headliners, hvor programmet løbende skabes af de vækstlagskunstnere som deltager på festivalen.

Alle sanser stimuleret for 50 kr.

Også gastronomien – kogekunsten – er repræsenteret ved Arctic Streetfood. Som en del af billetten får de første 200 deltagere på Mutation Week Festival nemlig serveret en gratis omgang pita med grønlandsk rensdyrfyld eller vegansk fyld.

Mutation Week er støttet af Aalborg Kommunes Genstartspulje –

#ViGenstarterAalborgSammen

 

For yderligere info om Mutation Week

Lukas Bysted: lukas@mutationweek.dk – tlf. +45 29896959

Kunsthal Nord – Meget mere end en kunsthal

Annonce – Kunsthal NORD er for længst blevet en af landets vigtigste udstillings- og vidensplatforme for den eksperimenterende nutidskunst. I år kan den nordjyske kunsthal fejre ti års succes i de inspirerende og rå rammer i Nordkraft

Fotos Niels Fabæk

Kunsthal NORD har på kort tid opnået status som en af de mest respekterede udstillingssteder for den nyeste og bedste, nonkommercielle samtidskunst. Som Londons verdensberømte udstillingssted Tate Modern er Kunsthal NORD også placeret i et tidligere kraftværk. Man finder dog ikke Kunsthal NORD i England, men på Kjellerups Torv i Aalborg.

– Kunsthal NORD er en anerkendt, professionel kunsthal med fokus på høj kvalitet, og vil man opleve eksperimenterende dansk og international billedkunst i Nordjylland er et besøg i Nordkraft et absolut must, siger Henrik Broch-Lips, der er leder af Kunsthal NORD.

Lokalerne er rå og industrielle, hvilket giver de bedste rammer for både overraskende og kritiske udstillinger. De udstillende kunstnere bliver bedt om at tage udgangspunkt i de arkitektoniske omgivelser og konteksten Nordjylland.

Vil uddanne unge i kunstformidling

– Vi laver sjældent traditionelle ophængninger med billeder på væggene, men samarbejder med kunstnerne om at producere udstillinger, hvor værkerne er nye og skabt på stedet. Vi forsøger altid at lave udstillinger, der er på forkant med nye strømninger i kunsten, og vi udstiller primært yngre kunstnere, der tør bryde med traditionen, eksperimentere og skabe deres helt eget udtryk, siger Henrik Broch-Lips.

Kunsthal NORD har gratis adgang for alle og er en vigtig vidensplatform for debat og samtale om den aktuelle nutidskunst. Kunsthallen driver Åbent Akademi og Nordjyllands Kunstnerværksted, men kan nu også fra september tilbyde unge mellem 18 og 29 år en ny, gratis to-årig deltidsuddannelse i kunstformidling.

– Kunsthal NORD er meget mere end et udstillingssted, og vi glæder os rigtig meget til at uddanne unge til at skabe seje kunstevents og planlægge tre-dages kunstsatellitter i alle 11 nordjyske kommuner. De næste par år vil Kunstpionererne udfordre hele Nordjylland med den aktuelle samtidskunst, siger Henrik Broch-Lips.

Spektakulær jubilæumsudstilling

1. august har Kunsthal NORD eksisteret i ti år. Det bliver fejret med åbningen af Jan Danebod og Peter Olsens jubilæumsudstilling PROVISORISK LANDSKAB, der vil transformere Kunsthal NORD til en stor byggeplads. De to talentfulde billedkunstnere vil skabe deres hidtil største soloudstilling som en stor spektakulær totalinstallation med over 30 installatoriske værker og skulpturelle greb, der alle er lavet specifikt til kunsthallen og Nordkrafts arkitektoniske karakter og særpræg.

Jan Danebod og Peter Olsen er begge uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og er kendt for at intervenere i det offentlige rum ved at eksponere det mærkelige, anderledes og glemte. I deres ambitiøse praksis findes implicit en social og aktivistisk kritik, der udfordrer spørgsmål som ’et godt liv’, ’et bæredygtigt samfund’ og ’hvem har retten til byens fællesrum’.

ALLE ER VELKOMMEN 1. AUGUST KL. 17 TIL ÅBNINGSTALE, DER BLIVER HOLDT AF SUNDHEDS- OG KULTURRÅDMAND MADS DUEDAHL.

Se mere på kunsthalnord.dk

Skal du være kunstpioner?

Annonce – Nu har du chancen for at blive en af de 18 heldige, der starter på Kunsthal NORDs nye uddannelse for unge kunstinteresserede til september

KUNSTPIONERERNE. Det er navnet på en helt ny uddannelse i kunstformidling, som Kunsthal NORD står bag. Den er tænkt til dig mellem 18 og 29 år, som interesserer dig lidt ekstra for kunst – og for at lære at formidle den til andre.

Med et frisk nik til de store russiske kunstpionerer fra revolutionens tid er planen at uddanne næste generations pionerer inden for kuratering, udstilling og formidling af nutidskunst.

Land en kunstsatellit

Vejen til at blive kunstpioner er et gratis to-årigt uddannelseforløb på deltid. Du bliver en del af dagligdagen i en kunsthal, involveret i aktuelle udstillinger og undervist af kunstfaglige eksperter. Som afgangsprojekt skal du lande din egen kunstsatellit i en af de 11 nordjyske kommuner.

Kunstsatellitten – vores mobile platform – skal være base for et tre-dages kunst- og debatprogram, som du selv kuraterer, afvikler og formidler som afslutning på forløbet.

Din passion er din billet

Din adgangsbillet til uddannelsen er din store passion for at forstå og formidle kunst og for at sætte kunstneriske projekter i kredsløb. Der er ingen formelle krav for at blive optaget.

Som studerende hos Kunstpionererne får du professionelle billedkunstnere som mentorer, kommer på studieture i ind- og udland og får værdifulde oplevelser og bekendtskaber med dig hjem.

Den første årgang starter den 10. september 2019. Der er frist for at søge ind den 25. august, men søg gerne i god tid.
Du kan læse mere om Kunstpionererne og om at søge ind på www.kunsthalnord.dk.

KUNSTPIONERERNE ER:

  • en gratis uddannelse i kunstformidling – for 18 til 29-årige
- to år og på deltid
- ikke SU-berettiget
  • tirsdage og torsdage 17-20:30 med undervisning i Kunsthal NORD
  • Facebook og Instagram som @Kunstpionererne

KUNSTPIONERERNE: Ny deltidsuddannelse i kunstformidling from Kunsthal NORD on Vimeo.

Kunsten kan ændre verden

Aalborg er efterhånden ved at udvikle sig til en by med kulturinstitutioner i en klasse, der både kan konkurrere nationalt og internationalt. En af dem, som også New York Times havde øje på, da de placerede Aalborg højt på listen over 52 rejseanbefalinger, er Nordkraft. Det gamle kraftværk er nu hjemsted for en række kultursteder, og en af dem er Kunsthal NORD

Kunsthal NORD har været en del af Nordkraft lige siden åbningen d. 1. august 2009. I 2014 blev kunsthallen optaget i Foreningen af Kunsthaller i Danmark, og blev derved en del af 16 kunsthaller i Danmark, hvor Kunsthal NORD indtil videre er den eneste i Nordjylland.

Vi har taget en snak med den kunstfaglige leder, Henrik Broch-Lips om, hvad en kunsthal er for en størrelse og hvorfor kunst er vigtigt, selvom man måske ikke selv mener, at man har så meget forstand på det.

Hvad er en kunsthal?

For den uindviede kan det være svært at se forskellen på en kunsthal og et museum;

– Det skal man ret tit forklare her i Nordjylland, griner Henrik.

– Egentlig ikke kun i Nordjylland for det er en særlig konstruktion, vi betragter som ’inbetween’.

Et kunstmuseum har en samling af værker, hvilket en kunsthal ikke er forpligtet til og så er kunstmuseet delvis statsligt finansieret. En kunsthal adskiller sig desuden fra et galleri ved, at de ikke må sælge kunsten, som de udstiller.

– Vi er nonkommercielle og det gælder samtlige kunsthaller. Det som kunsthaller gør, er at vise den kunst, der er her og nu, altså samtidskunst. Flere af os producerer udstillinger med nogle af de nye, yngre eksperimenterende kunstnere, primært dem der kommer ud fra akademierne. Jeg har fortolket det sådan, at vi i Kunsthal NORD gerne vil vise en eksperimenterende kunst. En kunst, der er kritisk og til tider politisk.

En kunst som tør udfordre både os som institution og også tør udfordre begrebet kunst, forklarer Henrik.

Han uddyber, at det oftest er kunstnere, som ikke er kommercielle, man kan finde i deres lokaler, hvilket blandt andet er fordi Kunsthal NORD er afhængige af at kunne få støtte til deres udstillinger.

– Hvis nu det var kunstnere, der klarede sig rigtig godt på gallerierne, så er det rigtig svært for os at få penge til dem. Statens Kunstfond er vi nødt til at have med, fordi vi har simpelthen ikke ressourcerne selv. Statens Kunstfond giver normalt ikke midler til nogen, som klarer sig godt på det kommercielle marked. Så det kunstbegreb vi arbejder med, er det nonkommercielle, det kritiske, det eksperimenterende og det, som man kan sige, at Statens Kunstfond og nogle af de her statslige institutioner gerne vil understøtte.

Kunsthal NORD har dog også haft besøg af enkelte kunstnere, der også er etablerede på det kommercielle marked, som for eksempel Adam Saks og Ivan Andersen.

Kunsthalsleder Henrik Broch-Lips I Foto Lars Aarø

Rammerne bliver en del af kunsten

Kunsthal NORD har en markant arkitektur på grund af beliggenheden i det gamle kraftværk. Det kan være en udfordring, men Henrik har valgt at vende det til en fordel.

– Vi stiller det krav til vores kunstnere, at de skal forholde sig til vores rammer. Det giver ikke så meget mening for mig, at man flytter 20-30 malerier fra fx Brandts i Odense eller fra et museum i København her til Aalborg, fordi vores rammer er så specielle og faktisk ret unikke. Hvis man ikke laver værker, som forholder sig til de her rammer, så er min erfaring, at det bliver rigtig svært, fordi rammerne også spiller med, både på den positive og negative måde. Det giver bare bedre udstillinger, hvis værkerne er skabt til stedet. Det behøver ikke nødvendigvis altid at være helt tæt til de arkitektoniske rammer. Det kan også være til konteksten Aalborg eller til Nordjylland. Men der skal være en grund til, at de viser værkerne her, forklarer Henrik og forsætter;

– Langt de fleste kunstnere tænker dimensionerne af vores lokaler med, for eksempel det høje rum, der er over 10-12 meter højt. Det er vigtigt, at man har nogenlunde styr på, hvad man gerne vil præsentere der.

Henrik fortæller, at mens han stadig er meget fascineret af den specielle arkitektur i det gamle kraftværk, så kan han til tider godt være en kende frustreret over at rummet skal tænkes ind hver eneste gang, de har en ny udstilling;

– Det er jo noget nemmere at lave udstillinger i en såkaldt ’white cube’, hvor alt hvad man bringer ind i rummet får betydning. Det er det, der ligger i hele museums- og galleritanken, hvor man forholder sig nærmest andægtigt til rummet og taler stille og går sagte. Kunsthal NORD er ikke en white cube, så vi er nødt til på anden vis at overbevise folk om, at det er fantastisk gode værker.

Den aktuelle udstilling, Entré, kan ses indtil 31. marts I Foto presse

Alt kan være kunst

– Vi laver tit udstillinger med kunstnere, der udfordrer vores forestilling om, hvad der kan blive til kunst. Kunstneren Mikkel Carl havde for eksempel de her store rum, hvor der var vægge, han havde slået hul i. Der var også to håndklædestativer, som han havde købt på nettet for 1800 kr., men heroppe kostede de 20.000 pr. stk. fordi de var udvalgt af Mikkel Carl, og dermed blev de til kunstværker. At forklare det til folk er nogle gange lidt svært, men også udfordrende og inspirerende. Nogle gange har vi nogle værker, hvor folk er kommet i tvivl om, det er et værk eller bare et brandskab på væggen. Men sådan er kunstsynet i dag, det er ikke nyt. I forhold til historien og kunsthistorien helt tilbage til 1915 med Malevichs sorte kvadrat og 1917 med Duchamps tissekumme, så har præmissen jo været, at alt kan være kunst. Når en tissekumme kan være kunst, så kan to håndklædestativer selvfølgelig også, fordi det er kunstnerens intention, der ligger bag, som gør det til kunst. Når man går ind i en kunsthal, er man nødt til at acceptere, at der er nogle af os, der har forstand på kunst, som har pillet noget ud som kunst. Så giver det ikke meget mening, at man går ind og siger at ’det har ikke noget med kunst at gøre’. Selvfølgelig er det kunst, men man har lov til at sige, at det ikke er ret godt. Det er klart. Man har lov til at synes, at det er dårlig kunst. Den diskussion tager vi gerne. Men man er nødt til at godkende kategorien, at vi er ude i kunst.

Kunsten har potentiale til at redde verden

Henrik fortæller, at der er ved at komme en splittelse i kunstverdenen.

– For første gang i kunsthistorien er vi nødt til at arbejde med to forskellige kunstbegreber.

Det kommercielle marked bestemmer mere og mere, hvordan samtidskunsten ser ud.

– De rige samlere vil gerne have formater og motiver som passer fint derhjemme. Kunstværkerne må gerne provokere lidt, men ikke for meget, og kunstnerne leverer det, mener Henrik.

Han fortæller at knapt så salgbare kunstformer som performancekunst, videokunst og andre nyere retninger kommer til at mangle i det billede. Derfor er kunsthaller vigtige, fordi de netop er nonkommercielle, kunstfaglige og fremsynede;

– Vi er et modbillede og viser en anden vej, en anden kunst, som kan noget andet. Forhåbentlig! Nemlig gøre os klogere.

– I øjeblikket er der en diskussion og debat i Tyskland omkring det, de kalder ’Kalten Krieg’, der betegner to forskellige måder at opfatte kunst på. Før i tiden var det vigtigt for kunstnere at blive anderkendt af en kunstfaglig kunsthistoriker, der kunne indlemme deres værker i en museumssamling. I dag er der specielt i Tyskland en del kunstnere, der gerne vil have deres værker ud af museerne, altså de værker som museerne har lånt af kunstnerne, for at få dem vurderet af de store auktionshuse og solgt på det kommercielle marked. Hvis de får en vurdering på mange millioner dollars, er det i dag blevet logikken, at det må være en fantastisk og vigtig kunstner, blot fordi værkerne er kanondyre. Tidligere handlede det ikke om penge, men derimod om at få kunsthistorikere til at stemple en kunstner som vigtig. I forhold til markedskræfterne er vi kunsthistorikere efterhånden blevet fuldstændig ubetydelige. Sådan er det.

Men Henrik tror stadig på, at kunsten kan noget helt specielt;

– I virkeligheden er jeg romantiker, så jeg tror at kunsten, som måske det eneste har et potentiale til at redde os fra den undergang, som efterhånden er ret tæt på. Og hvis vi skal reddes, så er det nok nødt til at være nogle kunstnere, som der får os til at indse, at vi er på gale veje.

Indtil den 31. marts kan man se udstillingen ’Entré’ hvor tre kunstnere udforsker maleriet som genre i en skulpturel scenografi. Se mere på kunsthalnord.dk

Kunsten og litteraturen mødes hos Kunsthal NORD

Lørdag den 10. november kl. 13-16 er der fernisering på udstillingen HAIKU TIL HØECK hos Kunsthal NORD i Nordkraft

Haiku til Høeck er et banebrydende udstillingsprojekt og en særlig hyldest til en af landets største digtere, Klaus Høeck, som i november fylder 80 år. Billedkunstneren Morten Stræde og filosofiprofessor Frederik Stjernfelt har fulgt Klaus Høecks kompromisløse forfatterskab gennem 30 år og fra hvert deres kunstfaglige sted, har de nu skabt en samlet skulpturel, visuel og tekstlig installation i Kunsthal NORDs rå og postindustrielle rammer.

Den tværkunstneriske og eksperimenterende udstilling består af en række nye skulpturer og litterære tekster, der alle refererer til de ‘helte’ og inspirationskilder som både Klaus Høeck, Morten Stræde og Frederik Stjernfelt har ladet sig inspirere af i deres mangeårige virke. Publikum vil møde værker med titler efter verdensberømte kunstnere og teoretikere som for eksempel Søren Kierkegaard, Vladimir Tatlin, Walter de Maria og Yves Klein.

Klaus Høecks samlede oeuvre er kendetegnet ved en udbredt brug af systematik, både grammatisk og semantisk. Hans gennemkomponerede digtsamlinger tager oftest udgangspunkt i den store litteraturs indholdskatalog, og bygger videre på det – ofte råt, direkte og konstruktionsmæssigt kompliceret.

Denne på én gang komplekse, klare og kompromisløse tilgang til forholdet mellem kunsten og verden præger også udstillingen, der er et stedsforankret væv af Morten Strædes stramme skulpturer, relieffer og papirarbejder samt Frederik Stjernfelts fysiske tekstelementer, der breder sig over væg og gulv.

Der er åbningstaler kl. 13 af Henrik Broch-Lips, der er kunstfaglig leder hos Kunsthal NORD, og Morten Stræde, billedkunstner. Udstillingen kan ses indtil 13. januar 2019 og er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, 15. Juni Fonden og Grosserer L.F. Foghts Fond.

Hvorfor elsker vi Aalborg?

Generelt er vi aalborgenserne rigtig glade for vores by. Det er vi ihvertfald på APPETIZE, hvor vi er stolte og glade for at lave et magasin om og til Aalborg. Men hvad er det lige præcis, der er byens tiltrækningskræft? Det vil en ny fotoudstilling, der åbner den 12. oktober kl. 14 i Kedelhallen på Nordkraft, forsøge at give et svar på.

Baggrunden er, at fra 15. august til  15. september 2018 har VisitAalborg og Aalborg Stadsarkiv opfordret folk til at tagge deres billeder på Instagram med hashtag #weloveaalborg for på den måde at vise, hvad de elsker ved Aalborg og dele det med os andre.

Det har ført til 845 super flotte fotos fra mange sider af Aalborg. Limfjorden fører stærkt som populært motiv, men også mere ukendte steder i Aalborg er blandt motiverne.

For VisitAalborg har billederne givet et godt billede af byens tiltrækningskraft, og for Aalborg Stadsarkiv giver fotografierne et billede af byen i dag, som giver et hint om hvad der skal bevares for eftertiden.

Det har været svært at vælge, men en jury bestående af Henrik Broch-Lips fra Kunsthal NORD, Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv og Kim Mikael Jensen fra VisitAalborg har nu udvalgt de 20 bedste billeder til  #weloveaalborg udstillingen.

Udstillingen kan ses i Nordkrafts Kedelhal fra 12. til  19. oktober, hvorefter den kan ses andre steder i byen, blandt andet hos Aalborg Stadsarkiv. APPETIZE er medsponsor på udstillingen og står bag en plakat med alle 20 fotografier, som lanceres på dagen.

Udstillinger fra Kunsthal NORD

FREDAG 4. MAJ KL 16-19

Åbningstale kl. 16 af Henrik Broch-Lips

De tre billedkunstnere Antonia Low, Stella Geppert og Tina Maria Nielsen har været på flere researchture i Aalborg for at undersøge den lokale energiproduktions fysiske og symbolske egenskaber. Herefter har de benyttet undersøgelserne som både konkret metode og metaforisk udgangspunkt for deres egen kunstneriske produktion til udstillingen POWER PLANT.

Alle kunstnere vil være til stede til ferniseringen.

 

POWER PLANT – NY INTERNATIONAL UDSTILLING

  1. MAJ – 17. JUNI 2018

Antonia Low, Stella Geppert, Tina Maria Nielsen

POWER PLANT er et dansk-tysk samarbejds- og udstillingsprojekt af Antonia Low, Stella Geppert og Tina Maria Nielsen. De tre erfarne billedkunstnere har arbejdet tæt sammen og alle skabt værker med udgangspunkt i Kunsthal NORDs placering i et tidligere kulkraftvarmeværk.

Titlen POWER PLANT refererer direkte til Kunsthal NORDs tidligere funktion som transformerstation. Udstillingen fremhæver historiske, funktionelle sammenhænge og forholder sig kunstnerisk til industrialderens lokale og globale aspekter.

”Flere af værkerne fremstår som en form for mindesmærker, der udfordrer vores opfattelse af kroppens rolle i såvel den industrielle, håndværksbaserede epoke som i den aktuelle teknologisk, digitalt styrede æra”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.

Tina Maria Nielsen, Antonia Low og Stella Geppert benytter sig alle af skulpturelle praksisser, installationer og objekter i kombination med forskellige ready-mades som aktuelt omfatter kul og restprodukter fra energiproduktion. Fælles for de tre kunstneres praksis er arbejdet med værkernes særlige stedsforankring og kontekstuelle rammer.

De har i flere måneder arbejdet sammen om udstillingen på Statens Værksteder for Kunst i København, og etableringen af udstillingen i Aalborg vil foregå i tæt samarbejde med Kunsthal NORDs kunstfaglige personale.

Læs mere

 

KUNSTNERSAMTALE I PROCES

TORSDAG 3. MAJ KL. 16

Få et smugkig, når kunstnerne Antonia Low, Stella Geppert, Tina Maria Nielsen holder pause midt i installeringen for at fortælle om deres udstilling.

GRATIS – ingen tilmelding

 

NYE VÆRKER I KUNSTHAL NORDS SATELLIT S1

MORTEN MODIN // 87:1

På Aalborg Banegård vises Morten Modins nye stedspecifikke skulpturer, som han både har skabt til Kunsthal NORDs udstillingsplatform S1 og til den populære modeljernbane, der er placeret i stationens forhal.

Morten Modin har taget udgangspunkt i den standardiserede skalatype 1:87, man normalt benytter til bygning af togbanemodeller, og har dermed skabt en række 3D printede miniatureudgaver af endnu ikke opførte offentlige skulpturer.

Én af de skulpturer, der er installeret i modeljernbanen har Morten Modin også skabt i en langt større skala, som passer perfekt til vores mini-kunsthal S1, der er placeret få meter fra modeljernbanen.

Morten Modin er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014, og har desuden studeret på Helsinki Art Academy i Finland. Han bor og arbejder i København. Han har udstillet på en lang række udstillingssteder i både ind- og udland og har bl.a. modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i 2017.

Kan ses til 11. Juni 2018.

Læs mere og se billeder

 

FILOSOFISKE KUNSTSALONER

ONSDAG 9. maj 18-20, TIRSDAG 22. maj 17-19 og FREDAG 8. JUNI 16-18

Filosofiske samtaler i Kunsthal NORD er et inspirerende tilbud til alle, der nysgerrigt og interesseret har lyst til at diskutere livets store filosofiske spørgsmål.

I en hyggelig og afslappet atmosfære vil der tales om livets eksistentielle temaer, som altid har berørt os mennesker, og som det æstetiske felt vedvarende søger at bringe i spil.

Formålet er samtidig at undersøge filosofiske begreber, som også kunsten gennem tiden har forsøgt at behandle, og som aktuelt vil knytte sig til kunsthallens udstillinger.

Man behøver bestemt ikke være tynget af kunsthistorisk eller filosofisk indsigt, men skal blot være interesseret i, og have lyst til, at indgå i samtaler af filosofisk karakter. Målet er ikke at overbevise, missionere eller analysere, men blot gennem andres og egne refleksioner at opnå et nuanceret, fornyet og beriget perspektiv på et givent emne.

Filosofistuderende og tidligere erhvervschef Teis Kronborg, som har erfaring med professionelle samtaler samt filosofiske samtaler af denne art, er salonbestyrer.

Arrangementerne er gratis og der er fri adgang til Kunsthal NORD.

Temaer for den enkelte saloner følger – hold øje med vores Facebook-side.

 

 

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev