Skip to main content

Tag: Kunsten

Opskrift: Cæcilies klassiske sirupskage

(Betalt samarbejde med Brasserie Kunsten)

Her får du Cæcilies opskrift på en helt klassisk sirupskage, som har julens dufte og smage. Det er et sjovt julekagebageprojekt for børn og voksne. Stik kagerne ud med en form, et glas, kniv eller hvad du har. Brug fantasien. Spis dem med det samme eller hæng kagerne som pynt på juletræet.

CÆCILIES SIRUPSKAGER

INGREDIENSER:

Dej

  • 125 g smør
  • 200 g mørk sirup
  • 150 g brun farin
  • 1 tsk sort peber
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk kardemomme
  • 3 tsk kanel
  • 2 tsk natron
  • 1 æg
  • 500 g hvedemel

Glasur

  • 200 g flormelis
  • 40 g æggehvider

SÅDAN GØR DU

Dej

  1. Smør, sirup og farin smeltes i en gryde. Tag gryden af varmen og kom krydderier og natron i.
  2. Køl det hele af og tilsæt ægget. Mel tilsættes lidt efter lidt. Sæt på køl igen. Strø mel ud og rul dejen ud. Pas på ikke at bruge for meget mel, da det sætter sig på kagerne. Stik kagerne ud eller lav lige præcis de former, som I har lyst til.
  3. Bages ved 180 grader (varmluft) i 5-8 min.

GLASUR

  1. Rør flormelis og æggehvider sammen til den rette konsistens

FAKE IT TILL YOU MAKE IT

Er der for meget trængsel og alarm? Så kan du fake og købe en æske med kager, som Cæcilie har lavet. Se hvordan du bestiller på kunsten.dk/sirupskage.

Kunstens chefkonditor, Cæcilie Dolleris, skaber hver dag kagekunstværker, som du kan nyde i Brasserie Kunsten med en dejlig kop kaffe, eller tage med hjem i en lille æske. Cæcilie er uddannet konditor og dessertkok fra Søllerød Kro og har en stor forkærlighed for chokolade. Hun har bl.a. vundet danmarksmesterskabet i chokolade.

På billederne har Cæcilie blandt andet ladet sig inspirere af Kunstens aktuelle udstilling med fantasiens mester – Henry Heerup.

Oplev fandenivoldsk sommerteater på KUNSTENs amfiscene

For 12. sommer i træk kan du få en unik og alternativ teateroplevelse hos populære og anmelderroste Teatret Slotsgården, når de præsenterer: Don Quijote – frit over Miguel De Cervantes mesterværk. Oplev fandenivoldsk, legende og provokerende sommerteater på KUNSTEN museum of Modern Art Aalborg.

Teaterleder Jacob Moth-Poulsen udtaler:

»På Teatret Slotsgården gør vi altid alt, hvad vi kan for at give publikum en overraskende, anderledes og meget nærværende teateroplevelse. Med vores håndholdte gendigtning og iscenesættelse af Don Quijote, kommer publikum helt tæt på fortællingen om en af litteraturens største fantaster. Spørgsmålet om hvorvidt vi i dag er så optagede og motiverede af selvdyrkelse og egen lykke, at vi mister grebet om virkeligheden og ukritisk skaber vores egne, synes aktuelt som aldrig før«

Om Don Quijote

Hvis ikke ridder i hjertet – hvor så?

Den affældige herremand Alonso Quijano har læst for mange ridderromaner og bilder sig selv ind, at han er en ærefuld og modig ridder. Han forvandler sig til Don Quijote og begynder sit nye liv med hjertet på det rette sted. Don Quijote kæmper for at befri de undertrykte for mørket og modbydelighederne i denne stakkels, kolde verden vi lever i.

Teatret Slotsgården gendigter Miguel de Cervantes’ lange rugbrød af en roman fra 1605. Rust dig, sadl op, få lys i hestepæren og rid med værdighed mod Odense Slot til sprællevende teater om tro, håb, idealisme og kærlighed højt til hest, eller måske bare helt til hest.

 

Spilleperiode:

Don Quijote har Aalborgpremiere d. 28. juli kl. 19.30 og spiller på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg’s flotte amfiscene indtil d. 1. august 2023.

Ligeledes spiller forestillingen fra 15. juli – 26. juli.

Tjek spilletider på www.teatretslotsgaarden.dk

Billetter: Kan købes på billetto.dk eller direkte gennem Teatret Slotsgårdens hjemmeside: https://www.teatretslotsgaarden.dk/billetter

 

 

Medvirkende og kreativt team:

Ultra frit over Miguel De Cervantes Don Quijote

Dramatisering og iscenesættelse: Johan Sarauw & Jo Hedegaard

Instruktørassistent: Jon Bernstorff Lehmann

Scenografi: Jo Hedegaard

Rekvisitør: Klara Sjöholm

Musikalske kompositioner: Mathæus Bech & Kristian Møller-Munar

Produktions- og forestillingsleder: Sarah Olivia Klitgaard

Teaterleder: Jacob Moth-Poulsen

Medvirkende: Morten Klode, Amanda Bøgestrøm, Sophie Zinckernagel, Lukas Lykke.

BUTLER: Villads Bugge Bang

 

Forestillingen støttes af:

Odense Kommune – Statens Kunstfond – A.P Møller Fonden – Aage Louise Hansens Fond – Knud Højgaards Fond – Dansk Skuespillerforbund – Aalborg Kommune – Wilhelm Hansen Fonden – Albani Fonden – Sydbank Fond

Førende samtidskunstner fra New York udstiller nye værker inspireret af danske landskaber

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har netop annonceret sin kommende soloudstilling med Shara Hughes. Nogle af værkerne er inspireret af lyset og landskabet i Skagen. 

Naturen, lyset og horisontlinjen i området ved Skagen har gennem tiden inspireret mange, store kunstnere.

Nu skriver den amerikanske Shara Hughes sig ind i den række af kunstnere. Hendes værker har været udstillet i Kina, Frankrig, Schweiz, Storbritannien og USA, og hendes arbejde er også repræsenteret i markante, internationale museumssamlinger.

Under et arbejdsophold i Danmark i 2022 bemærkede Hughes, hvordan hun blev draget af den lange horisontlinje, hvor havet rører himlen, og hvordan det ændrer sig konstant i løbet af dagen.

Hun sagde, “…der er altid noget at lære om tidens gang, og hvad det gør ved alt levende, uanset om det er mentalt eller fysisk.” Hughes tilføjede senere: “Alle de skiftende former og farver, jeg så i Danmark, gentager sig selv i malerierne og tegningerne.”

Personlige landskaber
Udstillingen præsenterer over 30 nye og nyere værker, som er færdiggjort mellem 2016 og 2023, herunder monumentale malerier og værker på papir. Nogle af værkerne har en klar, nordisk inspiration.

Dog skal gæsterne ikke forvente en fotografisk gengivelse af den nordiske natur. Hughes’ værker er mere end det.

– Shara Hughes’ værker er på én gang surrealistiske og abstrakte, indbydende og alarmerende, smukke og skræmmende. Deres dristige, sammenstødende farver og skiftende perspektiver bliver til drømmelignende landskaber: Hendes “opfundne landskaber”, som hun kalder dem, skildrer hverken naturtro landskaber eller det forestillede. I stedet inviterer værkerne os på opdagelse i vores eget sind, siger udstillingschef på Kunsten, Claire Gould.

Museumsdirektør Lasse Andersson ser også frem til at åbne dørene for sommerens helt store udstilling.

– Det er med stor stolthed, vi kan præsentere Shara Hughes, der betragtes som én af verdens førende samtidskunstnere. På interessen fra den internationale kunstverden er det tydeligt, at det er noget ganske særligt, at Hughes tager fra New York for at udstille på Kunsten i Aalborg. Vi har de seneste år med stor succes haft udstillinger med store verdensnavne som Carsten Höller og Pierre Huyghe. Det har givet os et godt netværk, et internationalt ry og en troværdighed, der gør os i stand til at tiltrække endnu flere store navne. Udstillingen “Right This Way” cementerer Kunsten i Aalborg som et kunstmuseum, der kan tiltrække verdens førende kunstnere, siger han.

Udstillingen er samtidig en rigtig sommerudstilling: En eksplosion af farve og fortryllelse, der giver os alle et åndehul i en verden, der for mange er præget af bekymring for fremtiden.

I udstillingsperioden vil Kunsten have ekstra fokus på natur, bæredygtighed og blomster. Blandt andet er der en talk med bæredygtighedsekspert Signe Wenneberg, forløb om landskaber for skoler – og der vil være kreative workshops for voksne og børn, hvor man kan lave blomster af genbrugsmaterialer.

Udstillingen er i samarbejde med private samlere, Pilar Corrias, London, Galerie Eva Presenhuber and David Kordansky Gallery.

Udstillingen er støttet af  Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Beckett Fonden og Statens Kunstfond.

Hughes er i Danmark op til den officielle åbningsdag, 11. maj. Forespørgsler på interviews rettes til Mette Kirstine, mkg@kunsten.dk.

Shara Hughes – Right This Way løber fra 4. maj til 17. september 2023

Seksualundervisning gennem Kunsten

I forbindelse med Sex og Samfunds “Uge Sex” samarbejder Kunsten og Aalborg Kommune om at tilbyde skoleelever et forløb med fokus på kroppe i kunsten.

kvium,  har til alle tider været et stort tema i billedkunsten.

Derfor er det helt oplagt at kombinere seksualundervisning og kunst. I hele uge 6 tilbyder Kunsten et skræddersyet forløb for 7.-10. klasse i forbindelse med Sex og Samfunds Uge Sex-kampagne.

– Vi har fokus på, hvordan kunstnere skildrer kroppe, og hvordan kroppene kan fortælle os noget om synet på køn, kønsroller og frigørelse.
I forløbet “Kroppe i Kunsten” sætter vi sammen med eleverne fokus på, hvordan forskellige kunstnere til forskellige tider skildrer kroppen og anvender overdrevne, humoristiske eller karikerede greb til at udtrykke noget politisk om for eksempel kønsroller og seksuel frigørelse, 
siger Peter Juul, formidlingschef på Kunsten.

Sammen med en kunstformidler vil eleverne og underviserne gå på opdagelse i tre kunstværker på museet. Gennem dialog og kreative øvelser bliver der skabt et rum for gode samtale om temaer, der ellers kan være svære for både underviser og elever.

– I forløbet sigter vi mod at skabe et alternativt læringsrum og en anderledes indgangsvinkel til sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab. Og som altid er der plads til masser af gode, åbne snakke. Det kan være lettere for eleverne at komme på banen med tanker, refleksioner og spørgsmål hos os, fordi vi taler om kunstværker og ikke virkeligheden. Det hele bliver også lettere af, at de taler med en formidler, som de ikke kender i forvejen, siger Peter Juul.

Forløbet er udviklet i samarbejde med Aalborg Kommunes Børn og Unge-forvaltning samt Sundheds- og Kulturforvaltning og er gratis for skoler i Aalborg Kommune.

 

Også Michael Kviums værk Big Foot, der er fra Kunstens egen samling, kommer i spil. Her vil samtalen tage udgangspunkt i, hvad kunst med androgyne kroppe kan fortælle os om synet på køn i nyere tid.

Frit lejde til fingertyv

En person blev fanget på overvågningsvideo, da han lørdag aften knækkede pegefingeren af skulpturen Store Rosa, der står på Kunstens forplads. Værket er uerstatteligt, og sagen er videregivet til politiet. Dog giver Kunsten indtil videre gerningsmanden frit lejde til at aflevere fingeren.

Mandag morgen mødte Kunstens personale ind til en ubehagelig overraskelse.

Der er lavet hærværk på Poul Gernes marmorskulptur Store Rosa, som står på Kunstens forplads. Skulpturen er lavet af rosa, portugisisk marmor og er uerstattelig kulturarv.

– Store Rosa er den ene af blot to figurative skulpturer, som Gernes nogensinde skabte og er den sidste skulptur, som Gernes færdiggjorde inden sin død, fortæller Caroline Nymark Zachariassen, museumsinspektør og samlingsansvarlig på Kunsten.

Fanget på overvågningsvideo
Gerningsmanden er fanget på museets overvågning, hvor man ser ham knække fingeren af skulpturen, tage den i baglommen og forlade pladsen sammen med en gruppe venner i en taxa fra Dantaxi.

– Vi har naturligvis afleveret overvågningsmaterialet til politiet, men det vigtigste for os er at få marmorfingeren tilbage i god behold. Derfor giver vi frit lejde til gerningsmanden om at aflevere den på museet snarest muligt, siger den samlingsansvarlige.

Marmorfingeren kan enten afleveres i postkassen ved personaleindgangen i forbindelse med P-kælderen eller i billetkontoret.

Om Store Rosa 

Store Rosa (prinsessen, prinsen og kunstnerens bukser), 1980/1996, af Poul Gernes er lavet af rosa, portugisisk marmor, mens hun står på en sokkel af gråt, italiensk marmor.

Skulpturen er 3,5 meter i højden og vejer seks ton.

Museet erhvervede den smukke skulptur til den faste samling med støtte fra Ny Carlsbergfondet i 2021. Den blev stillet foran museet i februar 2022.

Idéen til Store Rosa opstod hos Poul Gernes under forberedelserne til en udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum i 1983, hvor han ønskede at realisere en række naturalistisk inspirerede marmorskulpturer, hvilket han efterfølgende gjorde i Pietrasanta, Italien.

Teateranmeldelse: Misantropia på Kunsten

Torsdag aften i denne uge havde KUNSTEN i Aalborg fornøjelsen af at kunne præsentere Teater Slotsgårdens fiffige lystspil ’Misantropia’ i samarbejde med Aalborg Teater. Teaterstykket blev spillet på KUNSTENs udendørs amfiscene, og er baseret på en fri fortolkning af franske Molières ’Misantropen’ fra 1666. Forestillingen spiller fortsat hver aften klokken 19.30 på KUNSTEN til og med mandag den 1/8 2022.

Efter at være blevet budt velkommen, blev publikum bedt om at stille sig hen og vente ved en hvid kiste med en bårebuket og påskriften ’Den unævnelige’ på. Herefter kom skuespillerne ud og begyndte at interagere med publikum som en form for method-acting inden et sørgeoptog derpå gik i gang. Publikum blev dermed allerede fra begyndelsen inddraget som en del af stykkets fortælling, mens kisten blev båret ind mod KUNSTENs amfiscene. Det foregik til lyden af flerstemmige harmonier, leveret af skuespillerne selv, og der blev således skabt en finurlig stemning af uvished og forventning.

Selve stykket handlede kort fortalt om, hvordan André, der er utrolig kritisk overfor samfundets tilgang til dårskab og sociale medier, ikke befinder sig særlig godt i sin kunstneriske kæreste Celestés farverige og løse tilgang til livet. Han forsøger grænseløst at udkæmpe en krig med sine ord og pen, mens Celesté forsøger at gøre det til en kunst at leve i nuet uden omtanke for morgendagens konsekvenser. To kontraster, der begge må indse, at de må revurdere deres tilgang til hinanden og til livet, hvis kærligheden og lykken skal bestå. En ældgammel fortælling, som får masser af kolorit gennem blandet andet stykkets andre skæve karakterer, der hver især også har deres egne agendaer kørende overfor André og Celeste.

Jean-Honoré Fragonards maleri ‘The Swing’, et hjerte i neon og et kørende skelet satte som undervurderede rekvisitter en perspektiverende ramme om komediens plot og præmis. For med dette samt store armbevægelser formåede skuespillerne på sanselig vis virkelig at suge deres publikum med ind i en farverig og morsom skildring af svig og lidenskab, der blev til en spændende oplevelse at deltage i. Selvom teater-karaktererne var ganske karikerede, var de dog også troværdige originaler, som man let kunne spejle virkeligheden i, når skuespillerne med stort talent og spidsfindige ord portrætterede, hvor grotesk tilværelsen indimellem kan udspille sig. Jeg nød således den lettere intense stemning, der eksisterede, når der blev uddelt både kærlighed og lussinger i flæng til nutidens SoMe-besættelse. Men også den dygtige opsætning, med velbalanceret kropssprog og pitch samt fantastiske pointer og sprog, fik mig til både at grine og måbe. Så for en vellykket kunstnerisk forestilling på KUNSTEN anbefaler jeg denne fascinerende teateroplevelse med 6 ud af 6 farverige stjerner.

Unik og crazy teateroplevelse på KUNSTENs amfiteater

For 4. sommer i træk kan du få en unik og alternativ teateroplevelse hos populære og anmelderroste Teatret Slotsgården, når de præsenterer:

MISANTROPIA – en ultrafri gendigtning af Molières Misantropen. Oplev fandenivoldsk, overraskende og yndet sommerteater på KUNSTEN museum of Modern Art Aalborg.

Instruktører Johan Sarauw og Martin Nyborg udtaler:

– Vi har gået sammen på scenekunstskolen i 4 år og været vidner til hinandens op- og nedtur. Vi drømte dengang om at instruere en forestilling sammen, men det passede ikke med de skræddersyede forløb og individuelle rejser. Nu tager vi hævn, støder sammen og danner et tohovedet monster, der tør stille hinanden alle de gode spørgsmål, vi ikke stiller os selv.

I MISANTROPIA møder vi André – en slags syg helt, der tør sige den sandhed ingen vil høre og argumenterer for dem som gjaldt det hans liv. Vi har placeret ham i et ekslusivt kunstmiljø, som han kaster sig over med kritik og anklage for sin overfladiske selvfedme og nepotistiske indspisthed. Som lige dele nar og revolutionær spillede forfatteren til den oprindelige tekst en rolle, som fortjener at blive gentaget uendeligt i alle de miljøer og netværk, der lukker sig om sig selv. Hvem skulle ellers få os til at fatte, at klima er vigtigere end skole?

Misantropia

MISANTROPIA er historien om den menneske- og samfundskritiske André, der med sit pessimistiske sind spænder ben for sig selv, i forsøget på at få alle omkring sig til at “vågne op”. Han udstiller den dobbeltmoral og falskhed, der opstår når mennesker bliver griske for at nå til tops. André vil ikke gå på kompromis med sine værdier og idealer! Problemet er bare, at han er forelsket. Ikke bare i hvilken som helst – men den sande mester i de sociale spil, som han så indædt hader! André og Celestes kærlighedsforhold er fuld af fascination og friktion. André stræber efter dybde og oprigtighed i en tiltagende falsk verden og Celeste er ung og privilegeret med en idé, der skal sætte gang i hendes karriere. Nu står André i et dilemma: hvordan vælger man mellem kærlighed og principper?

MISANTROPIA er en vital refleksion over tidens tendenser og livsstil. Er det overhovedet muligt at holde fast i sine værdier, i et samfund og et forhold, der forandrer sig med lynets hast?

Spilleperiode:

Forestillingen spiller på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg’s flotte amfiscene fra 28. juli – 1. august 2022 kl. 19.30.

Forestillingen spiller ligeledes i Odense v. Odense Slot fra 16. juli – 20. august.

Tjek spilletider på www.teatretslotsgaarden.dk

 

Medvirkende og kreativt team:

Instruktører: Johan Sarauw & Martin Nyborg

Tekst: Molière

Tekstbehandling: Johan Sarauw & Martin Nyborg

Scenografi & Kostumer: Jo Hedegaard

Komponist: Mathæus Bech

Produktions- & forestillingsleder: Tine Lundsgaard Christensen

PR & Kommunikation: Michelle Alexandra Fomcenco

Scenebygger: Hermann Kalia

Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Emilie Rasmussen, Anders Manley, Mathilde Lundberg, Emil Hyldeborg, Simone Harvald

 

Forestillingen støttes af:

Aalborg Kommune, Odense Kommune, KUNSTEN, Wilhelm Hansen Fonden, Aalborg Teater, Statens Kunstfond, Markhaven, Knud Højgaards Fond og Dansk Skuespillerforbund.

Kunstens ikoniske bygning fylder 50 år

Mens Aalborg Kunstmuseums historie startede i 1850’erne, så er det 50 år siden, at museet flyttede ind i Kunstens nuværende hjem, nemlig Alvar Aaltos smukke marmorbygning.

Det skal selvfølgelig fejres, så den 8. juni inviterer Kunsten til gratis marmorkage, aktiviteter og en tur tilbage i historien.

Se hele programmet her:

Kl. 10.30
De gamle DR-dokumentarer ”Et museum og dets skaber” samt ”Bare et levende hus” vises i Auditoriet (tre film, der i alt varer 1:20)

Kl. 11.00
Kunstguide Marianne Trenskow fortæller, hvordan hun oplevede de første uger efter museets indvielse i 1972.

Kl. 11.00 – 18.00
Åbent værksted: Marmoreringworkshop i kreativitarium sammen med vores kunstner. Drop-in. Ingen tilmelding.

Kl. 12.00
De gamle DR-dokumentarer ”Et museum og dets skaber” samt ”Bare et levende hus” vises i Auditoriet (tre film, der i alt varer 1:20)

Kl. 13.00
Tekniker og husfotograf Niels Fabæk tager dig med ind bag kulisserne og gør dig klogere på arbejdsgangene op til udstillingerne.

Kl. 13.30
De gamle DR-dokumentarer ”Et museum og dets skaber” samt ”Bare et levende hus” vises i Auditoriet (tre film, der i alt varer 1:20)

Kl. 15.00
Aalborg Katedralskoles Kammerkor optræder i forhallen.

Kl. 15.15
Museumsguide Marianne Trenskow fortæller om, hvordan hun oplevede de første uger efter museets indvielse i 1972.

Kl. 16.00
Tekniker og husfotograf Niels Fabæk tager dig med ind bag kulisserne og gør dig klogere på arbejdsgangene op til udstillingerne.

Kl. 17.00
Direktør Lasse Andersson læser åbningstalen fra museets indvielse op. Herefter optræder koret Livsværk, der også står bag fællessang på museet.

Kl. 18.00
Koncert med Hjalte Ross i MARMOR-udstillingen, hvor museets store, flotte flygel tages i brug.

Kl. 18.45 – 20.45
Kunstens Tegneklub. Alle er velkomne til hygge og kreativitet – uanset tegnefærdigheder.

Kl. 19.00 – 20.30
Filmen Aalto vises i Auditoriet.

Hele dagen:

  • Uddeling af marmorkage. Bager- og konditoruddannelsen på TechCollege har bagt kage til alle gæster.
  • Toast Melba i Brasserie Kunsten. I dagens anledning serverer Brasserie Kunsten et glas bobler på husets regning til signaturretten Toast Melba.
  • Sommerudsalget i Butik Kunsten starter, og der vil være særligt gode timetilbud i løbet af dagen.
  • Læs mere her

 

Nu kan du komme på Kunsten om aftenen

Fra marts udvider Kunsten de faste åbningstider og holder åbent til 21.00 både tirsdag, onsdag og torsdag og lancerer samtidig en række foredrag, samtalesaloner, værkstedsaktiviteter samt aftenmenu i brasseriet.

Snart kan folk med ordinære arbejdstider komme på museum i hverdagene.
Fra 1. marts udvider Kunsten sine åbningstider, så der er åbent helt til klokken 21.00 alle tirsdage, onsdage og torsdage.

– For os er det et naturligt skridt at tage for at imødekomme en efterspørgsel. I virkeligheden er det jo besynderligt, at vi er mange museer, der kun holder åbent i hverdagene, mens mange mennesker er på job. Det ville jo være ulogisk for andre kultur- og fritidstilbud som for eksempel biografer, teatre, sportshaller og koncerthuse. Jeg ser frem til, at flere mennesker vil gå på museum om aftenen, uanset om de blot lader op i ro og mag ved at besøge udstillingerne på egen hånd – eller de har lyst til at deltage i de aktiviteter og arrangementer, som vi tilbyder, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.

Fremover vil der hver tirsdag være værkstedsaktiviteter som croquis-tegning eller maleeksperimenter. Onsdage er der samtaler med en kendt gæst om en aktuel dagsorden. Torsdage er der foredrag, der går i dybden med de forskellige udstillinger, kunsthistorien og kunstnerne bag.

Onsdag aften er der samtaler om aktuelle emner. Billedet er fra Lone Kühlmanns besøg i 2020, hvor emnet var feminisme. Foto: Niels Fabæk

 

 

– Initiativet rulles ud nu, da nedlukningerne har kastet lys over, hvor meget vi har brug for kulturen og det fællesskab, der er omkring den. I 2021 havde vi det højeste antal gæster nogensinde i de perioder, hvor vi ikke var lukket ned. Dernæst er 2022 det store 50-års jubilæumsår, hvor vi har nogle store, meget ambitiøse udstillinger, der kommer til at trække mange mennesker ind på museet, både fra lokalområdet, fra resten af landet og internationalt. Den udvidede åbningstid giver meget mere kunst og kultur tilbage til mange flere. Jeg er taknemmelig for, at Ny Carlsbergfondet og Aalborg Kommune støtter initiativet i 50-året for Alvar Aaltos fantastiske bygning. Vi skal ikke fejre os selv. Vi skal derimod gøre os fortjent til de næste 50 år sammen med alle vores gæster, siger Lasse Andersson.

Se programmet for Kunsten efter 17 her.

Nu flytter Store Rosa permanent til Aalborg

Mandag 7. februar 2022 løfter en kran Poul Gernes’ markante kvindeskulptur på seks tons ind på Kunstens forplads, hvor hun skal stå under to kommende udstillinger om henholdsvis Gernes X Kirkeby samt den store jubilæumsudstilling MARMOR.

Det er en markant kvinde på 3,5 meter i højden og en vægt på seks ton, der mandag flytter ind i sit blivende hjem på Kunsten i Aalborg.

Sidste år erhvervede museet den smukke skulptur med til den faste samling med støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Store Rosa af Poul Gernes er lavet af rosa, portugisisk marmor, mens hun står på en sokkel af gråt, italiensk marmor. Museet og Store Rosas forhold til hinanden går way back.

– Idéen til Store Rosa opstod hos Poul Gernes under forberedelserne til en udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum i 1983, hvor han ønskede at realisere en række naturalistisk inspirerede marmorskulpturer, hvilket han efterfølgende gjorde i Pietrasanta, Italien. Vi er meget taknemmelige over at kunne føje værket til vores samling, der i forvejen rummer væsentlige værker af Gernes, siger Caroline Nymark Zachariassen, der er museumsinspektør og samlingsansvarlig på Kunsten.

Store Rosas ankomst sker umiddelbart før fredagens åbning af udstillingen Gernes X Kirkeby, men er ikke en formel del af udstillingen, da fokus her ligger på Poul Gernes og Per Kirkebys tidlige, mere eksperimenterende værker. Store Rosa var den sidste skulptur, som Gernes færdiggjorde – og hun adskiller sig fra, hvad de fleste mennesker forbinder med Gernes.

– Store Rosa er den ene af blot to figurative skulpturer, som Gernes nogensinde skabte. Skulpturen hylder kvinden som kulturbærende og som en ny heltinde – og kan måske endda ses som en kærlighedserklæring til Aase Gernes. Skulpturen illustrerer desuden, at marmor ikke bare er marmor, men kommer i mange forskellige varianter, der skaber vidt forskellige kunstneriske og arkitektoniske udtryk, siger Caroline Nymark Zachariassen

 

Masser af marmor
Store Rosa tager imod gæsterne og bliver en central skikkelse, når den store jubilæumsudstilling MARMOR åbner fredag 4. marts.

Udstillingen sætter fokus på, hvordan marmor som materiale forarbejdes, forstås og fortolkes i kunsten i dag samt hvilken betydning marmor som materiale har for det indhold, et kunstværk bærer med sig ud i verden.

Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at marmor bliver centralt i jubilæumsudstillingen. Materialet er synonymt med Kunsten, hvis marmorbygning af Alvar Aalto i 2022 fejrer 50-års fødselsdag.

Marmor har traditionelt set kommunikeret status, historie, magt og klassiske idealer om skønhed, ligesom flere af kunsthistoriens mest ikoniske værker er skabt af marmor; fra skulpturer som Laocoön og Venus fra Milo til arkitektoniske mesterværker som Parthenon og Taj Mahal.

– De seneste ti år har marmor ligeledes gjort sig bemærket som et yndet materiale i boligindretningen, mens det for andre forbindes med 1980’ernes ’kitsch’. Til trods for – eller netop i kraft af – materialets signalværdi og dets umiskendelige sanselige kvaliteter er marmor i løbet af de senere årtier igen blevet et yndet materiale for mange samtidskunstnere. Til MARMOR-udstillingen vil gæsterne blive præsenteret for en lang række værker af primært nutidige kunstnere, der på forskellig vis bearbejder og tematiserer marmor som kunstnerisk materiale, siger Caroline Nymark Zachariassen.

MARMOR-udstillingen bliver et overflødighedshorn af forskelligartede marmorværker, som er skabt af kunstneriske sværvægtere gennem tiden samt en lang række toneangivende samtidskunstnere: Auguste Rodin, Alicja Kwade, Ai Weiwei, Asger Jorn, Andy Warhol, Adrian Paci, A Kassen, Aglaia Konrad, Bertel Thorvaldsen, Barbara Hepworth, Christian Lemmerz, Erwin Wurm, Edward Burtynsky, Elmgreen & Dragset, Henry Moore, Henry Heerup, Henri Laurens, Jeff Koons, Jeannette Ehlers, Jone Kvie, Kirsten Ortwed, Louise Bourgeois, Lea Guldditte Hestelund, Michelangelo Pistoletto, Milena Naef, Marc Quinn, Marwan Rechmaoui, Nan Goldin, Poul Gernes, Pedro Reyes, Ryan Gander, Robert Jacobsen, Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard, Superflex, Vanessa Beecroft.

MARMOR løber fra 4. marts – 21. aug. 2022. Læs mere på kunsten.dk/marmor.

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev