Skip to main content

Tag: kunst

Ud af mørket og ind i lyset

En undersøgelse fra juni 2018 viste, at 38.000 kvinder årligt udsættes for partnervold. En af dem var Kit Sørensen, der levede i et voldeligt parforhold i femten år, før hun fandt viljen og modet til at forlade hendes partner. Nu er hendes mission at bringe tabuet ud af mørket og ind i lyset, så hun kan hjælpe andre kvinder i samme situation

APPETIZE møder Kit Sørensen på stamcaféen Ulla Terkelsen London i Aalborg, hvor hun vil fortælle om baggrunden for udgivelsen af hendes bog, “Kunstneren – jeg elsker farver, bare ikke gul og blå”, som er en kunstnerisk digtsamling, hvor Kit har skrevet digtene, og kunstnere har tolket hvert deres digt.

Filmen knækkede

Bag bogen ligger en meget personlig historie.

– Jeg har været i et voldeligt ægteskab i 15 år og kom ud af det for to år siden. Jeg kom hjem og havde det ikke så godt. De første seks måneder boede jeg hos min familie. Da jeg endelig fik mit eget sted, så knækkede filmen for mig. Jeg var godt klar over, at jeg skulle have noget hjælp. Derfor ringede jeg til Kvindekrisecenteret i Aalborg midt om natten, og sagde ordret, at ’nu knækker filmen’, fortæller Kit.

– De var utrolig søde og sagde, at jeg endelig skulle ringe igen dagen efter. Så fik jeg lov at komme ned og få en snak med dem. Den nat, hvor jeg ringede derned, skrev jeg et brev til mig selv, og dagen efter skrev jeg et digt. Så kom der flere og flere digte til. Jeg kan huske, min mor sagde til mig, at jeg skulle prøve at få udgivet digtene. Jeg husker tydeligt, hvad jeg sagde til hende; ’Hvem fanden gider at læse sådan nogle digte’, griner Kit.

Hun slog morens forslag hen, men det blev alligevel ved med at rumstere.

– Digtene omhandlede det ægteskab, jeg var i. Det var om volden og følelserne, men også om tiden efter jeg var kommet hjem. De ting, man oplever, når man kommer ud af et voldeligt ægteskab. Jeg gik og tænkte lidt over det, min mor havde sagt. Jeg er uddannet kunstformidler, så jeg ringede til fire eller fem kunstnere, jeg kender rigtig godt.

Kit havde fået den idé, at eftersom kunsten er en stor del af hendes liv, var det oplagt at kombinere digtene med kunst.

– Jeg tror, den første jeg ringede til, var Poul Esting, en meget dygtig kunstner, som sagde ja med det samme. Derefter gik det stærkt, rigtig stærkt. Flere og flere kom til. Kunstnere jeg ikke har kendt før, kom ind i billedet. Med tiden er der også kommet en musikproducer ind i projektet, Casper Dybdahl, som har produceret et stykke musik til et af mine digte ud fra hans egen tolkning. Musikstykket, som han har produceret, vil blive udgivet. Det er som en lille bold, der efterhånden har rullet sig til en kæmpe snebold, fortæller Kit.

Alle bakkede op

Det var voldsomt for Kit at skulle dele noget så personligt med en stor gruppe mennesker.

– Det var grænseoverskridende. Bare det at skulle tage telefonen og sige; ’Du ved ikke, hvem jeg er, men jeg har skrevet nogle digte, jeg er uddannet kunstformidler og kunne godt tænke mig at have dig med i min bog.’ ’Hvad handler digtene om?’ Så måtte jeg ganske kort forklare; ’Jeg har været udsat for partnervold i femten år, og det omhandler de her digte’. De nåede faktisk aldrig at stille mig et spørgsmål, for så var jeg videre og i gang med at tale om noget andet. Det var en god måde for mig at distancere mig selv fra alt det negative. Jeg har jo haft mange telefonsamtaler med kunstnerne, så hvis jeg hver gang skulle gå i dybden med, hvad jeg har været udsat for, ville jeg blive drænet, og det har jeg heller ikke lyst til. Men alle var utrolig positive og bakkede op omkring det. Jeg tror, der var en eller to, der takkede nej på grund af travlhed, mindes Kit.

Hun er utrolig taknemmelig for den opbakning, hun har mødt fra mange forskellige kanter.

– Det var ikke kun kunstnerne, som bakkede op omkring bogprojektet. Det var Betine fra APPETIZE, der gav mig det sidste skub. Vi havde et lille møde over en kop kaffe. Hun havde godt hørt, at jeg skrev digte. Jeg havde dem med den dag, vi mødtes, og jeg spurgte om hun ville læse dem. Inden hun var halvvejs gennem digtene sagde hun, at dem måtte vi udgive sammen. For mig har det har simpelthen været en glæde at sætte denne bog op fra start til slut, hvor rigtig mange mennesker, har givet af sig selv.

En engel

Da Kit havde det værst, fik hun stor hjælp fra Kvindekrisecenteret
i Aalborg.

– Jeg var slet ikke klar over, at man kunne gå til samtaler uafhængig af om man skulle bo der eller ej, for jeg havde mit eget hjem og havde ikke brug for at bo der. Men jeg kunne få lov til
at komme til samtale. Her møder jeg en fantastisk kvinde, Iben, som tager imod mig første dag. Jeg kalder hende min engel og
har skrevet et digt om hende. Hun er til dels skyld i, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Hun har været helt fantastisk lige fra starten.
Når man står i sådan en situation, som jeg gjorde, kan man kun bruge sine venner og sin familie til en vis grad. Men når du kom
mer ind på krisecenteret, så ved de lige nøjagtig, hvad du snak
ker om, hvad du føler og hvad du tænker. Det var en kæmpe hjælp.

AV

Hun savnede dog at kunne dele sin historie med andre, der havde været igennem det samme.

– Selvom jeg kom til samtaler på krisecenteret, så kunne jeg ikke få lov at være med i gruppeterapien, hvor man mødes og deler historier. Jeg husker, at jeg googlede som en gal for at finde en støttegruppe, som jeg kunne komme til, og det kunne jeg ikke finde. Det har gjort, at jeg i dag er i gang med at etablere en forening, der hedder Anonyme Voldsofre (AV). Planen er, at der skal laves støttegrupper for kvinder, som ikke er kommet ud af deres voldelige forhold endnu, men også for guppen af kvinder, der er brudt ud. Vi er godt i gang, og det er rigtig spændende, for det handler om at etablere og tilbyde kvinder den hjælp og støtte, jeg ikke fik, ligesom dem der boede på krisecenteret. Jeg havde ikke nogen at dele det med, og det havde jeg brug for, fortæller Kit.

– Jeg ønsker at bygge foreningen op på samme måde som Anonyme Alkoholikere. De har jo rigtig mange møder. Jeg ønsker, at det skal være på samme måde for voldsofre.

Flere vender tilbage

Kit fortæller, at der er mange kvinder, der ender med at gå tilbage til det voldelige forhold, ligesom hun selv gjorde flere gange.

– Man har et håb og en tro på at tingene ændrer sig, hvilket er grunden til at mange går tilbage. Nu har jeg været hjemme i to år og har heldigvis givet mig selv ro til at finde ud af, hvem jeg er. Det kan jeg godt blive lidt høj af. Høj på livet, fordi man har taget magten og kontrollen tilbage i sit liv, siger Kit.

– I lang tid var jeg lukket ned følelsesmæssigt. Tanken om at skulle lukke en ny mand ind i mit liv lå fjernt. Jeg kunne ikke give noget af mig selv. I dag har jeg lagt de ting bag mig, og ser frem til at møde kærligheden igen.

Vendepunktet

Modet til at forlade eksmanden kom en aften, hvor Kit blev tvunget til at dele forholdets mørke side med omverdenen.

– Det kulminerede en aften, vi havde været til en fødselsdag, og han var i det humør, hvor han kunne gå den ene eller den anden vej. Vi kommer hjem fra festen tidligt på morgenen, og jeg husker, at han startede en diskussion, hvor jeg bad ham om dette kunne vente til næste morgen. Han gik ud af vores soveværelse og jeg lukkede stille og roligt døren efter ham. Det næste der sker, er, at døren kommer flyvende igennem rummet. Så smadrer han alt, hvad han kan smadre i vores soveværelse. I værelset havde vi en overfaldsalarm fra Verisure i tilfælde af indbrud. Så da han er på vej hen imod mig, siger jeg til ham, at; ’hvis du nærmer dig, så trykker jeg på knappen!’ Han nærmer sig og jeg trykker på overfaldsalarmen. I det, man trykker på alarmen, kan Verisure høre, hvad der foregår i vores hjem. I løbet af to-tre minutter, ankommer Verisure og politiet. Den unge mand, som kørte bilen for Verisure den aften, var min bedste venindes søn. I det øjeblik vidste jeg, at nu var jeg nødt til at fortælle, hvad der foregik. For på det tidspunkt vidste hun ikke noget. Politiet tog ham med, og jeg besluttede mig for, at nu ville jeg skilles. Det sagde jeg også til ham dagen efter, men det ville han til gengæld ikke. Han kom med flere trusler, blandt andet han ville brænde huset ned. Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte lægge en plan for at finde min vej ud. Så det fik jeg hjælp til af nogle fortrolige mennesker.

Volden kom snigende

Kit er bevidst om, at folk ofte tænker, når de hører hun har været udsat for partnervold igennem mange år; ’hvorfor gik hun ikke bare første gang“. Men så enkelt er det ikke i virkeligheden.

– Jeg ville aldrig have troet, at jeg skulle ende i sådan en situation, hvor jeg skulle udsættes for noget, som det her. Aldrig. Hvordan kunne jeg tillade ham at behandle mig sådan? Det kom snigende, for jeg var meget forelsket i ham. Jeg tror også, det er derfor, at jeg nogle gange har tænkt; ’Kunne du ikke bare være normal, så kunne vi have haft verdens bedste ægteskab.’

– Første gang han slog mig, tog han efterfølgende kontakt til Alternativ for Vold, hvor han over to gange var i behandling. Der kunne være gode perioder, men så blev han voldelig igen. Jeg dækkede over ham, jeg anmeldte ham aldrig. I stedet beskyttede jeg ham.

Der er hjælp at hente

Kit understreger, at en af årsagerne til hun står frem, er fordi der ikke er børn involveret, og fordi hendes eksmand bor i udlandet. Kvinder som er udsat for partnervold, og som har børn med voldsmanden er i en helt anden situation. De er bange for repressalier og det faktum, at voldsmanden kan bo tæt på, gør, at de ikke ønsker at stå frem.
Selvom det kan være svært, så mener Kit, at det er vigtigt at fortælle nogen om volden.

– Det er altid godt have nogen i ens liv, som ved, hvad der foregår. Partnervold trives bedst i mørke, som min gode veninde Susanne siger. Derfor skal det ud i lyset. Så snart det kommer ud i lyset, så er man nødt til at forholde sig til det. Og så kan andre også forholde sig til det. Det er derfor jeg står frem. Vi må og skal ikke tolerere fysisk og psykisk vold, der er altid hjælp at hente.

I dag er Kit kommet videre.

– Jeg har tilgivet ham. Med tilgivelse menes det ikke, at jeg har accepterer det, han har gjort mod mig. Men jeg har valgt ikke at lade min fortid præge min fremtid. For det kan man meget let komme til. Skal jeg ødelægge de næste femten år på at være offer, på baggrund af det, jeg har været udsat for eller skal jeg leve livet og komme videre? Jeg er ikke i tvivl, livet er dejligt.

FÅ HJÆLP OG RÅDGIVNING

LOKK – Landsorganistion af Kvindekrisecentre Ring 32 95 90 19 eller www.lokk.dk

Lev Uden Vold nationale døgnåbne hotline Ring 1888 eller www.levudenvold.dk

Sammen om kunsten

Annonce – Da kunstkredsen i august startede sin første sæson hos Fokus Folkeoplysning Aalborg, var det lige fra begyndelsen en bragende succes. At opleve og opdage kunst i fællesskab er noget af det, kredsen handler om, og i spidsen står kunsthistoriker Lotte Gertsen. Hun brænder for kunsten, for formidlingen – og for at kombinere netop de to ting

Det begyndte som en del af KulturKlubben; et af FOKUS Folkeoplysnings andre tilbud, der stiller skarpt på kulturen i sin brede form. Men interessen for de kunstfaglige arrangementer var så overvældende, at idéen om at lave et helt særskilt tilbud opstod.

– Vi ville gerne gå et spadestik dybere ned i kunsten og samtidig lave noget, der var let tilgængeligt, fortæller Lotte Gertsen.

Tilgængelighed og plads til alle. Det er netop nogle af de nøgleord, der har været med til at lægge fundamentet for KunstKredsen, og holdet tæller nu 60 vidt forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at kunst er et interesseområde. Nogle kommer med en stor forhåndsviden, andre kommer med en mindre, og i kredsen er der rum til det hele. Arrangementerne, der afholdes, spænder vidt. Tidligere på sæsonen gæstede kunstner Jacob Rantzau kredsen sammen med direktøren for Vendsyssel Kunstmuseum, og i november var der besøg af den anerkendte forfatter og kunst- kritiker Bente Scavenius, der på Utzon Centret delte ud af sin store viden og sin kærlighed til kunst.

For både de fremmødte tilhørere og kunsthistorikeren Lotte var det en særlig oplevelse.

– Hun er lidt en legende inden for mit fag, så det var super fedt, at vi kunne opleve hende. Hun er en virkelig dygtig formidler, og fordi hun bl.a. er kendt fra Kunstquizzen og Danmarks Bedste Portrætmaler på TV, så har hun et folkeligt element over sig. Samtidig er der også en meget stor respekt omkring hendes person, siger Lotte.

Faglighed og kreative sammensætninger

Selv fortæller Lotte, at hun har fået lige præcis den funktion, hun gerne vil have. For hende er det nemlig lidt af et drømmejob at være formidler – og at være det i kraft af sin faglighed. At kunne give folk noget viden og baggrund med hjem, når de går fra arrangementerne. Derudover betyder netværk meget, når det handler om at arrangere nye events, for dét at kende dem, der er med til at præge kunstmiljøet i Nordjylland, har stor værdi i forhold til, hvad KunstKredsens sæsonprogrammer vil bestå af.

Udover besøg fra kunstnere og formidlere, så breder arrangementerne sig også ud til mere utraditionelle opsætninger. F.eks. kan det at lytte til ord, mens man akkompagneres af stimuli på sine andre sanser, netop gøre, at tingene forstås anderledes. Konceptet med sammen at nyde et lækkert måltid, mens en foredragsholder fortæller, har vist sig at fungere rigtig godt i KunstKredsen.

– I oktober havde vi en aften med konceptet ”Kunst & Kødgryder”, hvor vi spiste sammen, mens jeg holdt foredrag. I foredraget lå fokus netop på måltidet og maden som motiv i kunsten, men også på værker, hvor maden er blevet brugt som materiale.

Temaet blev behandlet ud fra et historisk perspektiv, men også set fra nutidige vinkler, hvor maden taler ind i samfundsmæssige problematikker, som for eksempel miljø og klimadebat.

Og dette her med de nutidige vinkler – det er netop her, kunsten kan noget særligt. Ikke så få gange kan vi opleve at blive provokeret af bestemte værker, og for Lotte er det interessant at stille sig ved siden af sig selv og kigge på, hvor provokationen kommer fra.

– Kunst kan sætte fokus på noget, der er vigtigt i samfundet. Den kan stille spørgsmålstegn ved nogle ting omkring den måde, vi forholder os til verden på, og den kan jo også provokere og røre ved nogle grænser i os selv. Det synes jeg er virkelig spændende at gå ind i.

Ny sæson, nye muligheder

I den kommende sæson er der nok at glæde sig til. Opstarten byder på arrangementet ”Brunch og Kunstfilm”, hvor deltagerne trakteres med en lækker brunch fra KaffeFair, herefter vil den omdiskuterede kunstverden-film ”The Square” blive vist. Senere på sæsonen kan blandt andet Dea Trier Mørch-udstillingen ”Ind i Verden” opleves på Kunsten, og der er også et foredrag om Vendsysselkunstneren Poul Anker Bech på programmet. Der kommer besøg fra den tidligere kunstfaglige chef på Skagen Museum, Mette Bøgh Jensen, som vil præsentere forskningsprojektet ”Syge piger i nordisk billedkunst”, og der vil i det hele taget være rige muligheder for at sanse og indtage kunsten i fællesskabets og nysgerrighedens ånd.

– Det er generelt vigtigt, at der er en gennemgående linje i det, vi beskæftiger os med i KunstKredsen. Så når der for eksempel kommer en udstilling i forbindelse med forskningsprojektet fra Skagen Museum, så skal vi helt sikkert have den udstilling på programmet. Vi vil gerne følge op på tingene, så der er en sammenhæng – også på en sådan måde, at folk vil kunne genkende elementer fra tidligere sæsoner. Det er dog ikke ensbetydende med, at man absolut skal have været med før, men der må altså gerne – når det er muligt – være en rød tråd i det, vi oplever, selvfølgelig uden, at vi kører i den samme rille.

FOKUS i Aalborg har en succesfuld og etableret KunstKreds nu, og visionerne er, at den gerne skal vokse. Blot skal formen udvikles, så der er plads til, at den fortsat netop kan være en kreds med fokus på fællesskab, frem for blot at være en stor forsamling, fortæller Lotte. I den kommende sæson, med start i januar, vil Julie Keldorff midlertidigt drifte KunstKredsen. Hun varetager den praktiske værtinderolle, mens Lotte selv er på barselsorlov. Dog vil planlægningen af selve arrangementernes indhold og etableringen af kontakter stadig ligge hos Lotte selv.

Vil du være en del af KunstKredsen?

KunstKredsen skyder næste sæson i gang til januar, og programmet byder på en samling af oplevelser, der vil vise kunsten i al sin vælde; lige fra den traditionelle kunsthistorie og til samtidskunstens grænsesøgende perspektiver. Vigtigst af alt, så kan alle være med, uanset udgangspunkt.

Kontakt

Telefon: (FOKUS administration) 9930 1000
Mail: info@fokus-folkeoplysning.dk
www.fokus-folkeoplysning.dk

Er du klar til et brag igen i år? Kunsten Summer Lounge er!

Skulpturparken vil også i år summe af liv, fællesskab og samfundssind, når aktuelle navne går på scenen i forbindelse med Kunsten Summer Lounge

Igen i år inviterer Kunsten indenfor til en unik cocktail af kunst, streetfood, socioøkonomiske virksomheder, talks om samfund, musik og loungestemning i det fri.

Musiknavne som Go Go Berlin, Hjalte Roos, Lowly og Selma Judith er allerede sikret. Derudover vil der være masser af talks med navne som Frederik Strand fra Politimuseet, redaktørerne bag “100 Kiksede knald”, journalist Krister Molzen fra Third Ear og mange flere.

Emnerne for de forskellige talks vil tage afsæt i kunst og komme rundt om aktuelle temaer. Det bliver Anne Kejser, der som vært binder det hele sammen.

Også uden for scenen vil gæsterne blive engageret i små pop op-aktiviteter som øl-yoga og strikkekurser.

Sidste år tiltrak det 5.000 mennesker, hvilket svarede til en stigning på 30 procent i forhold til 2017.

Frivillighed og samfundssind

Summer Lounge er primært henvendt til en yngre målgruppe, og programmet er derfor også sat sammen ud fra temaer og emner, unge er optaget af. Målet er at skabe rammerne for et fællesskab, hvor unge kan diskutere og engagere sig i kunst, kultur og samfund på tværs af uddannelse og social baggrund.

Kunsten Summer Lounge engagerer samtidig en stor gruppe unge frivillige, som udgør Kunsten Krew. I fællesskab løfter de en bred vifte af de opgaver, der er med til at få sommerens lounges til at rulle og får på den måde erfaring med at udvikle og afvikle events.

På Kunsten er der glæde over, at Kunsten Summer Lounge er blevet en tilbagevendende succes. Konceptet medvirker til at tiltrække en målgruppe, som generelt er svær for museer at nå ud til.

 Kunsten Summer Lounge tiltrækker en ny målgruppe til museet, der samtidig er loyal. I forbindelse med Summer Lounge køber mange unge klubkort, og vi kan se, de besøger Kunstens udstillinger hele året rundt, siger Lars Ulrich Hansen, kommunikationschef på Kunsten.

Kunsten Summer Lounge er onsdage fra 12. juni til 14. august. Som noget nyt vil Summer Lounge i år også rykke ud til de unge rent fysisk gennem et samarbejde med Himmerlands Boligforening. Det sker 23. maj klokken 16.00-19.30 på havnefronten i Aalborg.

Programmet offentliggøres løbende.

Samarbejdspartnere
Råt & Godt er igen i år med til at opbygge loungen. Talk-programmet og flere af de socialøkonomiske events er skabt i samarbejde med Fokus Folkeoplysning. Tuborgfondet bakker op om Kunsten Summer Lounge sammen med Himmerland Boligforening, Spar Nord Bank, Aalborg Events og UCN.

Bo med kunst

Kunst er for alle og kan være et af de bedste virkemidler til at give dit hjem den personlighed, du ønsker at tilføre dine vægge.

Kombiner kunst, fotos, print eller plakater og sammensæt din egen gallerivæg, som afspejler dig og din personlige stil.

Tillad dig selv at lege med forskellige spændende udtryk på tværs af stilarter, teknik og farver.

Jeg har fundet nogle af Paper Collectives nyeste prints fra 2019, der afspejler en diversitet, men alligevel også en sammenhæng i brugen af farver der komplimenterer hinanden. Lad dig inspirere til selv at sammensætte din helt egen unikke gallerivæg med eksempelvis personlige malerier, fotokunst og print.

Det er lige før, at jo mere finurligt du kan lave dette udtryk, jo mere spændende bliver slutresultatet også.

For mange kan det være svært og en udfordring at få taget hul på opgaven. Kan man blande forskellige typer rammer, kan man sætte forskellige størrelser sammen?

Hvis du er på pinterest.dk kan du finde mere inspiration til hvordan du griber det an. Søg Gallerivæg og du vil få masser af eksempler på hvordan andre har udsmykket deres vægge, ligeledes gode idéer til forskellige typer billedlayouts.

Jeg kan personligt godt lide hvis rammerne i layoutet er nogenlunde de samme, for mig giver det et mere roligt udtryk til den samlede helhed, således at rammerne ikke tager hverken magten eller fokus fra kunsten.

Bo med kunst - collage

Moderigtig kunst

Findes ikke… Selvfølgelig vil der altid være plakater på markedet som er specielle for tiden og helt moderigtige lige nu. Der kommer forskellige tendenser i ryk og på tværs af udtryk, såsom helt grafisk med bogstaver, retrolook og lign. Der kan ikke være tale om et rigtigt eller forkert valg i denne henseende, da det er dig som person, der skal bo med udsmykningen. Du skal kunne lide at se på dine værker længe og glædes over hvilken følelse og stemning det giver dig.

Sælg din aktier, og køb kunst i stedet

Ja, jeg mener det faktisk. Hvorfor ikke gøre som en af mine bedste veninder, der var blevet træt af et alt for lille afkast på hendes aktier igennem de sidste år. Hun solgte alle sine aktier og købte kunst til sine vægge i stedet. En ny investering, men en af dem, der kan nydes hver dag. Den kan berige dit liv i en anden forstand, og måske endda også vise sig at være en lige så god investering på sigt.

Jeg har altid selv boet med kunst, skulpturer og unika brugskunst i mit hjem, noget som jeg altid har sat meget pris på.

Ovenstående kan komme i forskellige afskygninger og prisklasser. Det kan være et spændende mix mellem noget man eksempelvis selv har skabt, eller har sparet sammen til igennem længere tid. Noget man tilfældigvis falder for og forelsker sig i ved første øjekast og som man bare må eje. Andet har man fået i gave. Selvfølgelig også det dine børn har lavet til dig.

Således former man et personligt og inspirerende hjem.

Mie Hedeman Mortensen

Fakta om Mie Hedeman Mortensen

Indretningsarkitekt for GRAVITY STUDIO, med speciale indenfor privat bolig, erhvervskontorer samt hotel og restauration. Mere end 20 års erfaring i design og livsstilsbranchen.

Tidligere CEO og indehaver af Kalejdoskop Bolighus i Aalborg.
- Aalborg Award winner 2018, Årets butik. – International Gia Award repræsentant 2018.

Blogger og influencer for GRAVITY STUDIO

KONTAKT gravity_studio@mail.com

MOBIL 22 93 34 37

www.gravity-studio.blog

Følg Mie på vores blogger-univers på www.appetize.dk og i vores APPETIZE udgivelser. Her vil hun give os inspiration og fortælle om trends indenfor boligverdenen.

Artland lander millioner i investering fra danske sportsstjerner og kultur-kendisser

Pressemeddelelse

  • Artland, en hurtigt voksende kunstfokuseret app med danske rødder, kan nu offentliggøre en vellykket finansieringsrunde.
  • De nye investeringer skal booste Artlands brugerbase som lige nu allerede tæller titusinder af samlere og gallerier fra hele verden.
  • Omkring 1 millioner dollars (ca. 6 mio. kr.) er blevet rejst fra en gruppe, der omfatter en international håndboldstjerne, en olympisk dressurvinder, en succesfuld musiker, kunstelskere og eksperter.
  • Artland forventer at supplere med yderligere investering samt et vækstlån inden sommeren 2018.

København, Danmark, 15. marts : Artland, en app og platform dedikeret til at forbinde kunstsamlere og gallerier verden over, blev grundlagt af de danske brødre Mattis og Jeppe Curth, og har netop offentliggjort en vellykket finansieringsrunde.
 De nye investorer omfatter en af verdens mest berømte håndboldspillere, Mikkel Hansen, den olympiske dressurvinder Andreas Helgstrand, musiker og sangskriver Shaka Loveless samt AirHelp-stifter Nicolas Michaelsen og stiftende AirHelp-investor Poul Oddershede. De tilslutter sig nu kunstkonsulent Jens-Peter Brask og andre tidlige seed-investorer i Artland.

En af de nye investorer, Mikkel Hansen, er fascineret af ideen om at skabe et kunstsamfund, der har potentialet til at gøre kunstverdenen mere åben, især for nye kunstinteresserede:
 “Jeg har tit studset over, at kunstverdenen virker så kompleks. Især hvis man som nybegynder skal købe et kunstværk, så er det svært at finde informationer om kunstnere, priser og så videre. Med Artland håber jeg, at kunstverdenen bliver mere gennemskuelig og tilgængelig for såvel nybegynder som samler – så flere får åbnet øjnene for den her fantastiske verden.”

Sammen har disse kulturelle ikoner – Mikkel Hansen, Andreas Helgstrand, Shaka Loveless, Jens-Peter Brask og andre seed investorer – investeret omkring 1 million dollars i den hurtigt voksende Artland-app. Brask ser Artland som et nyt og praktisk værktøj til at fremme og opdage en ny generation af talentfulde kunstnere:

– De yngre kunstnere sætter dagsordenen; de er vores nye stjerner, siger Jens-Peter Brask og fortsætter: De døde kunstnere behøver ikke pengene, så jeg vil støtte de nye talentfulde kunstnere. Artland giver mig en platform og et fællesskab, hvor jeg kan sprede nyheden om disse nye kunstnere. I mit arbejde som kurator kan jeg desuden lære nyt gennem andres samlinger gennem denne app og finde kunstværker, som ingen vidste var derude.

En af Artlands grundlæggere og administrerende direktør Mattis Curth understreger, at den nye investering vil hjælpe Artland med at skalere forretningen og fortsætte udvidelsen af Artlands brugerbase som allerede tæller titusinder af samlere og gallerier fra hele verden.

– Denne finansieringsrunde er gode nyheder for Artland. Det nye team vil være en nøglefaktor for at sikre den fortsatte udvidelse af Artland-samfundet. Det handler om at investere i produktet, så vi kan fortsætte med at bygge noget, som brugerne elsker, siger Mattis Curth.

Artland-appen er et professionelt netværk for samlere og gallerier. Det giver brugerne mulighed for at oprette profiler, uploade billeder af deres samlinger og skabe kontakt med andre ligesindede kunstelskere og potentielle kunstkøbere over hele verden. Kunstelskere – både erfarne og nye – kan oprette en profil og gå på opdagelse i kunstuniverset. På den måde bliver kunst mere tilgængelig for os alle sammen – uanset alder, niveau, geografisk placering m.v.

– Vi er i en tid, hvor kunstverdenen er moden til transformation. Kunstverdenen har været langsom til at tilpasse sig ny teknologi, og nu ser vi behovet manifestere sig, siger Mattis Curth. Det vigtigste for os lige nu er, at vi fortsætter vores høje vækst – og den nye investorgruppe støtter fuldt ud vores vision og bidrager med stærke kompetencer.

Om Artland:

  •  Artland blev grundlagt i 2016 af de danske brødre Mattis og Jeppe Curth. En gruppe helt tidlige seed-investorer er nu forbundet med en ny gruppe, der investerer over 1 million dollars (næsten 6 mio. kr.).
  •  Artland er både en mulighed for kunstsamlere til at oprette en database over deres samlinger og samtidig et netværk, hvor man som bruger kan interagere med andre samlere eller gallerier.
  •  Artland arrangerer begivenheder og aktiviteter for sit netværk og producerer fysiske magasiner, der præsenterer de mest inspirerende unge samlere for hele verden, samtidig med at platformen muliggør onlinesamtaler med afsæt i fælles passioner samt salgstransaktioner mellem kunstelskere verden over.
  •  Gallerierne betaler for at være en del af fællesskabet, mens Artland sørger for at skabe stærke relationer mellem samlere og gallerier.
  •  Artland-platformen vokser dagligt og har allerede titusindvis af brugere. Blandt dets brugere er bl.a. samlerne Charles Riva, Victor Benady og Rolando Jimenez – samt gallerier som Nils Stærk, Lyles & King og Seventeen.

Verdenskunst i Nordjylland

Der var engang… Hvor man, i skæret af de smukke store tunge gasoplyste gadelygter, imellem nattens nynnende vægtere og de enkelte hestevognes letgenkendelige melodi af knirkende eger og hestehove over toppede brosten, kunne se og fornemme en markant silhuet bevæge sig lydløst imellem de skæve små i de skrå stræder

En høj mager person i sin ulastelige lange kjolefrakke, og høje hat, kappens mørke skær sagte flagrende imellem bindingsværk og elmetræer, skærmende imod regn og kulde, og skyggebilledets lange ansigt med det skarpe hageparti og fremspringende krumme næse, på vej mod nye eventyr. Målrettet på vej mod nye sjæle at berige med sin tilstedeværelse af imponerende talent, sin sårbarhed, kreativitet og evne til at skabe magi omkring sig.

Vi lever i en mager tid for øjeblikket. Omgivet af fabriksklemt leverpostej, tomme kalorier der skriger ned til os fra alle hylder, udsultede tv kanaler på reprise, der leverer dåselatter og taletid uden talent. Men som den ægte himmerigshvide trøffel fra skovbundene omkring Alba i Italien, dukker der, på magisk vis, meget sjældne smykker op i mængden af simili, der får vores hjerter til at banke af glæde, benovelse, ærefrygt og fascination.

Dansk Kunst i Verdensklasse

Èn af dem er den danske Kunstnerinde, ud i psaligrafi, Bit Vejle. Jeg understreger den danske Kunstnerinde, fordi det er stort. Det er stort, når vi her hjemme skaber så smukke lysende stjerner, at de kan ses på hele klodens nattehimmel, og ikke blot her hjemme i Andekæret ved mørkets frembrud. En mere jordnær beskrivelse af psaligrafi ville være papirklip, men jeg ønsker ikke at være jordnær lige her. Bit Vejle svæver som en Tryllefe med sin magiske saks langt oppe over jordens overflade. Smuk og statelig som Ballerinaen, Det royale Ensembles ypperste solodanserinde, bevæger hun sig med sin ranke holdning, sine yndefulde bevægelser og sit elegante væsen, imens blikket og hendes mimik minder om den drilske lille alfespøgefugl Puk fra William Shakespeares forestilling En Skærsommernatsdrøm. Klangen i Bit Vejles sprog er harmonisk og blid som en klaversonate af Claude Debussy, og et strejf af 24 karat guldstøv.

Nu kan vi godt blive lidt jordnære igen, for der eksisterer intet snobberi eller påtaget arrogance. Bit Vejle er født på Fyn i Ejby, og tidligt i hendes barndom flyttede familien til Øster Svenstrup med hesteopdræt og en far der var Sparekassedirektør og Bit klippede iskrystaller og gækkebreve som altid blev afsløret af familien. Men på en tur i Tivoli, da hun var 16 år gammel, sad der en professionel papirklipper nede ved Tivolisøen og skabte det ene lille kunstværk efter det andet, og Bit blev slået af fascination og hendes mor så aldrig sin fine broderesaks igen. Siden den dag begyndte Bit at klippe de fineste mønstre i papir, og hun gemte dem som digte i skufferne. De blev lagt i pres under gulvtæpper og med sine hænder, sin mors saks, det blanke papir og sin fantasi begyndte hun at skabe den rene poesi og de fineste eventyr. Det blev som katarsis, som ren meditation og balance for hende. Fordybelse og renselse igennem små kunstværker, der hobede sig op og blev flere og flere, gemt væk for det blotte øje, som årene gik. En eventyrfortæller i sin helt egen liga. Det sidste hun tænkte på, inden hun lagde sig til at sove om natten. Hvordan hver lille fold, og hvert lille klip ville influere på hinanden; hvordan hun ville kunne få lige præcis dét udtryk frem hun ønskede, og dén lille historie. Bit var en nørd … det var ikke særligt cool at være papirklipper i sine teenageår, hvor alle andre jævnaldrende tænkte i øl og diskoteker, da rangerede Bits aller vigtigste passion på linje med en midaldrende støvet frimærkesamler.

Eventyrfortæller med en saks

Den klare vintersol springer frem og ind ad de store glaspartier og rammer det store ovale muselblå kunstværk, der pryder den hvide stuevæg hjemme i Hune nær Blokhus. Bit Vejle stiller sig ved siden af, og hendes armbevægelser bevæger sig som blide bølger i takt med eventyrerens fortællestemme henover væggen.

’Og lige dér nede i hjørnet’, Bit Vejle peger på en meget lille mus, ’sidder historiens hovedperson og fortæller, musen Frank’ og snart danser Bits stemme over det store smukke psaligrafi og vi bliver henført til den snobbede ravn Oscar von Bülow med guldvingerne
og den ensomme svale sidder lige dér og fuglene Anna, Beate, Cecilie og Dorte. De sladrer evigt om fedekur, fordi ”nobody likes a skin-
ny bird”. Rundt i kanten løber de flittige myre og det stopper slet ikke dér! Og Lundbye dirigerer Champagnegaloppen, hvis man ser ordentligt efter. Musikken som Bit Vejle lyttede til under tilblivelsen at dette store mesterværk. Det er ikke originalen der hænger på væggen, smuk og uden filter. Originalen er mere end 3 meter høj og tog 9 måneder at klippe. ’Om jeg bruger en lille skarp kniv sammen med min saks? – Nej’, Bit Vejle sender det lidt overbærende og drilske blik og smil ud i rummet.’Kniv er kun for tøsedrenge!’

Hvad der gemte sig under gulvtæpperne

Barndommen og den tidlige ungdom fløj stadig med saks i hånd, og efter at have studeret dansk på Aalborg Universitet, møder Bit Vejle en karismatisk, charmerende og dygtig norsk Professor i psykologi og pludselig befinder hun sig i Norge i en lang årrække, hvor de får nogle vidunderlige børn og Bit Vejle får en succesfuld karriere som journalist og programchef på NRK, alt imens flere og flere eventyr og kunstværker blev lagt ind under gulvtæpperne i det smukke hjem, i dvale. Men i 2006 bliver Bit syg og må ligge stille i mere end et år. Ramt af sygdommen ME, myalgisk encefalopati, hvilket dækker over kronisk træthedssyndrom, er alt hun magter, at holde sig i ro, at lytte til sin vidunderlige musik og begive sig ind i sin egen verden med saks og papir i hånd. Lige dér finder en norsk kollega, der kommer på besøg, hende. Som den lille mus i det smukke kunstværk hjemme på væggen i Hune, stikker snipperne frem under gulvtæpperne, og de sirlige kunstværker lister et lille blik op fra skufferne for at trække lidt frisk luft. Og rundt på gulvet, omkring den stol hvor Bit sad i øjeblikket og arbejdede, var drysset i hundredvis af små hvide ”snefnug”, som kagekrummer fra et fødselsdagsbord.

Den første udstilling

’Det var aldrig meningen at mine papirklip skulle udstilles. Men det lavede min kollega om på… Da det bankede på døren og jeg sad midt i alle snefnuggene, måtte jeg jo krybe til korset’. Kollegaen fik derfor, som en af de første, lov til at nærstudere denne skjulte skattekiste, og den første tanke blev at vise skattene frem til det Norske Kunstindustri Museum. De blev så begejstrede og ni måneder senere havde Bit Vejle sin allerførste udstilling. Det blev et tilløbsstykke uden lige. En helt speciel verden af skønhed og magi åbnede sig for alle at skue. Så uforståelig i sin finesse og detaljerigdom, sin sårbarhed, og sin sirlighed og samtidig så lige til og sanselig – det handler blot om at gribe skønheden og flyve med. Og det gjorde nordmændene, da de vandrede rundt i de smukke rum på Museet imellem de store fortællinger, indrammet i glasplader, så de frit kan hænge fra loftet, skabe de smukkeste skygger på de hvide vægge omkring, og ses fra begge sider som lysekroner af eventyr. Den store forskel på malerier og psaligrafi er jo at psaligrafi skaber de smukkeste skygger, og så er hvert et lille klip liv eller død… der er ingen mulighed for ’lige at male over’.

Med Saksen som Pensel

Udstillingen ”Med saksen som pensel” åbnede dørene, som en tryllenøgle, til H.C. Andersens museum i Odense, hvor Bit Vejle i 2010 havde sin soloudstilling, der før dét havde gået sin sejrsgang både i Norge og på Kunsten i Aalborg, hvor den trak mere end 9000 nordjyder til. Dét blev lige dér i de små krogede gader mellem de toppede brosten på Fyn at hun fik sit internationale gennembrud, og som den eneste nogensinde fik Bit samtidig lov til at klippe med H.C. Andersens egen saks. I sig selv en lille ud af kroppen oplevelse. At sidde med Mesterens egen saks, den han holdt i sine hænder og klippede sine berømte papirsilhuetter med, imens han underholdt byens bedre borgerskab i de højloftede stuer ved den buldrende kamin, eller rejsekammerater på vej – i Europa. Han forlod aldrig sit hjem uden sin pen og sin saks, og et bånd blev skabt mellem fortidens og nutidens mester lige dér. Samtidig lagde denne udstilling kimen til de to store udstillinger der turnerer verden rundt altid i dag. En i Skandinavien og en på verdensplan.

Musikken og Slow Art

I 2008 modtog Bit Vejle en forespørgsel på et kunstværk til Vinterfestspillene i Bergstaden inspireret af Sjostakovitjs‘ 1. pianotrio opus 8. Og at lytte til Bit Vejles imponerende tilgang til denne opgave, fortæller mig hvilken kunstnerisk og matematisk hjerne, det er jeg sidder overfor. Et fuldkommet fantastisk kunstværk, 5 meter langt og 1 meter højt blev skabt. ’Musik indeholder jo også matematik, ligesom psaligrafien gør’, og man kan læse værket fra første tone, hvordan bølgerne i kunstværket følger rytmen i musikken, hvordan de glider imellem de hurtige og de langsomme og bygges op som crescendo i musikstykket. Hér kan man se hvordan violinen har en stor rolle i denne del… ’ Bit Vejles fortælleglæde og store passion for både musikken og psaligrafien fylder rummet med stor intensitet. Intensitet som i en god fond skabt af de bedste ingredienser. Og de fleste af os kender begrebet Slow Food i dag. Det slog for alvor sit navn og sit koncept fast efter vi i årevis var blevet fodret med fastfood fra både restauranter og kølediske. Vi har så travlt. Bilder vi os i hvert fald ind. Konceptet var gammelt. At gode ting tager tid. Simremad og den beroligende duft af næring tilberedt med kærlighed.

Bit Vejle mestrer og lever Slow Art. ’Det er vigtigt vi gearer ned, finder et andet tempo. Hvis blot jeg kan få publikum til at skifte tempo og dvæle ved et af mine værker i få minutter, få mennesker til at trække vejret – langsomt – et kort øjeblik … Så vil jeg være glad. Tænke og reflektere. Give sig selv tid.’

Papirpoesi og dialog på kryds af kontinenter
I Asien har man igennem utallige generationer forstået vigtigheden i at trække vejret, at være i nuet og kineserne begyndte at klippe i papir, før de overhovedet begyndte at skrive på det. Allerede 500 år før Kristi fødsel var det en kunstform in spe. Igennem årtu- sinder er det blevet betegnet som den nationale kunstform i Kina og selvfølgelig har denne side af psaligrafien derfor også været en

stor inspirationskilde for Bit Vejle med et stort ønske om at besøge arnestedet for sin passion. I 2010 indleder Bit Vejle et stort og meget ambitiøst projekt med den førende kinesiske kunstner indenfor kine- sisk papirklip, kunstprofessor Xiaoguang Qiao. Projektet får navnet Paper Dialogues. Med dragen som udgangspunkt og mytologien omkring disse eventyrlige og kraftfulde væsner, der både findes i den nordiske og kinesiske mytologi begynder et samarbejde på tværs af kontinenter og verdenshave, og kineserne fascineres dybt af Bit Vejles hvide, mere feminine og nuancerede udtryk, hvor det kinesiske er meget maskulint og altid holdt i farver. Yin & yang.

Professor Xiaoguang Qiao skaber i dialogen store voluminøse kunstværker med den dramatiske kinesiske drage som hovedperson, hvorimod Bit Vejle vælger at skabe syv store magiske drageæg. Syv drageæg der bl.a. fabulerer over den nordiske mytologi, om vores vikingetid og om kristendommen. Tre æg der tilhører fortiden, et der tilhører nutiden og tre der tilhører fremtiden. En buket af vores historie og vores fortid og et smukt kig ind i Bit Vejles liv og verdenssyn.

Filosofiske tanker med saks og papir

Det store nutidsdrageæg med det norske kongerige fyldt med nordlys, fjelde, dale – Grieg, Ibsen og Munk og det norske demokrati, og vores store privilegie – vores ytringsfrihed, og symboler på knæfaldet – at forstå noget er større end os selv. Håndfladerne der mødes på hver side af glasset – der igennem skabes dialogen, og nøglen til fred og kærlighed Alt det vi skal huske at tage med os ind i fremtiden. At vi tænker langsigtet, bruger vores visdom og naturens kræfter i fremtidens teknologi og husker at kundskabens træ består i mere end 1000 år. Vi møder fremtidens drage på skakbrættet og når dragevariationen manifesterer sig på et skakbræt, så skifter hele spillet karakter og tempo, ud af kaos skabes nyt liv. Det sjette drageæg symboliserer ved fiskestimen den kollektive bevidsthed. Dragefisken. At huske vores åndelighed og bringe den med os i vores bevidsthed og bruge den. I det syvende og sidste drageæg i den fantastiske dialog på tværs af kontinenter møder vi den lille fugl der sidder på det store fjeld. Den lille fugl lander en gang hver 100 år og kradser og skraber lidt i fjeldet. Når hele fjeldet engang er skrabet helt ned til jorden, så er der gået et sekund af evigheden. Hvilket drageæg vil vi skabe i fremtiden? Hvad vil evigheden afsløre og hvilke værktøjer vil vi bruge?

Ballerina Bulldog

At se dybden i Bit Vejles værker er en gave. Intet er tilfældigt. Hver en lille dråbe, hver en figur, hvert et sirligt lille klip har en historie. At mærke hver en lille vibration og forstå hvordan der ligger dyb visdom, underfundig humor og stærke holdninger i selv det mest sarte papirklip. Et motiv som går igen i mange af Bit Vejles historier er Ballerinaen, lige siden Bit var ganske ung. Ikke på grund af ballerinaens skønhed og elegance, men der imod på grund af hendes ufattelige råstyrke og kraft. Med udgangspunkt i Søren Kierkegaards filosofi om vigtigheden i at tage ansvar for vores eget liv. At vejen deler sig, og vi må tage beslutningen om hvilken vej at gå, at vi får flere chancer til at tænke os om, når vejen deler sig igen – men vi kan ikke frasige os, og vi skal ikke frasige os, ansvaret for vores eget liv. Ballerina Bulldog er Ballerinaen der altid følges af en bulldog. Råstyrke og girl Power. Den rå banan. Ballerina Bulldog bærer på 22 powertools hun kan benytte sig af, når hun møder vanskeligheder. Bl.a. nøglen der symboliserer magt, Kronen – om vigtigheden i at være dronning i sit eget liv, terningerne er symbolet på at tage chancer, Ballerinaens vinger er hendes fantasi og nummeret 46664 er Nelson Mandelas fangenummer, symbolet på tilgivelse. Stærke symboler vi alle kan tage med os, og bruge i vores eget liv.

Center for Papirkunst åbner i Hune

Og nu åbner Bit Vejle et psaligrafi-museum og center for papirkunst lige her oppe i Nordjylland. D. 23. marts 2018 kl. 11. I Hune ved Blokhus. Nogle vil nok få associationer til den Grimme Ælling, når de ser denne røde murstensbygning, umiddelbart uden den helt store arkitektoniske sjæl … men indenfor vil en verden af ren magi og verdenskunst åbne sig for en. Med en kerneudstilling af Bit Vejles egne værker garneret med gæsteudstillinger, events, foredrag, et værksted hvor publikum selv kan prøve kræfter med saksen, en lækker cafe og en smuk butik, hvor man bl.a. vil kunne købe både kopier af flere af Bit Vejles værker, smukke kort, nogle af hendes mindre designs og hendes vidunderlige service i 28 dele, opkaldt efter datteren ”Celeste”.

Det er verdenskunst der nu får sit eget center ved Vesterhavet. Kunst der til dagligt bliver solgt fra en af de fineste gallerier i London, Adrian Sassoon, til beløb både imellem den halve og hele million. Med en kvinde ved saksen, så power fyldt med både elegance, styrke, humor, vid og fuldkommet formidabelt talent. Jeg er ikke i tvivl om at Hr. Andersen ville lette på sin høje hat og bukke dybt i ærbødighed for Fru Vejle, havde han mødt hende en aften på de toppede brosten, imellem de skæve bindingsværkshuse og elmetræerne i gaslygternes skær. Og fru Vejle hedder faktisk Karen Bit Vejle, men hun vil aldrig reagere hvis du kalder hende Karen.

Se endnu flere af Bit Vejles værker her

[masterslider id=”13″]

Skagens Museum locher med ny udstilling

Mørk, bevægelse og detaljer er de tre ord, der bruges til at beskrive Skagens Museums nye udstilling, Fanget i gips, der løber fra d. 16. oktober 2017 til d. 2. april 2018. Udstillingen består af teaterfigurer fra den mindre kendte Axel Locher, der portrætterede danske skuespillere midt i en dans eller replik. Udstillingen er anderledes i sin form og i sit udtryk, og den står i kontrast til de ellers kendte klassikere fra Skagens Museum.

Tre af mine gode studievenner og jeg har bevæget os langt nordpå. Faktisk så langt som man overhovedet kan komme i Danmark. Vi er taget den lange vej til toppen – til altid skønne Skagen med det formål at besøge Skagens Museum.

Fanget i gips

Museet blev stiftet den 20. oktober 1908, som et resultat af de kendte skagensmaleres (Michael og Anna Ancher, P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Carl Locher, Thorvald Bindesbøll, Ulrik Plesner, Christian Krogh og Oscar Björck) kunstnerkoloni. I 2008 blev det besluttet, at Skagens Museum skulle gennemgå en renovering og udvidelse, hvor den 300 m2 store skifersal blev bygget. Jakob Stig Nielsen, som er kommunikationsmedarbejder ved Skagens Museum, forklarer hvordan en af pointerne med udvidelsen har været at få mere plads til samlingen. Endvidere har det også givet en mulighed for at udvide kredsen af udstillede kunstnere og værktyper. Netop skifersalen dannede rammen om et projekt, mine studiekammerater og jeg skrev sidste efterår. Her samarbejdede vi med museet omkring udstillingen ’Fanget i gips’. Da udstillingen åbnede tidligere på måneden, skulle vi selvfølgelig op og se det endelig resultat.

Skagens Museum

Statuetter med unik kraft og stærke udtryk

Udstillingen består af teaterfigurer lavet af billedhuggeren Axel Locher (1874-1941), der er søn af skagensmaleren Carl Locher. Teaterfigurerne er små statuetter på mellem 25-40 centimeter. Lochers ide med statuetterne var at gengive danske skuespillere for at bevare deres unikke kraft og stærke udtryk. Han portrætterede eksempelvis Poul Reumert og Bodil Ipsen fra kendte værker af Holberg, Schiller, Tolstoj, Ibsen m.fl. Axel Locher har med ca. 70 statuetter forsøgt at fange kunstnernes replikker og bevægelser og fastfrosset det i gips. Jakob uddyber, hvordan at Axel Locher ligesom Helga Ancher er generationen efter kunstnerkoloniens glansperiode. Han arbejdede dog i Skagen i samme periode som en række andre kunstnere og har en direkte forbindelse til skagensmalerne igennem sin far.

En stor del af Axel Lochers statuetter har befundet sig i museets samling i en længere årrække, men de fleste har været gemt af vejen i magasinerne, fortæller Jakob videre.

Fanget i en ensom dans

Selve skifersalen er et stort rum med højt til loftet. Væggene i rummet kan flyttes og rykkes rundt alt afhængig af udstillingen. Skifersalen muliggør nogle mere alternative udstillingsmetoder end resten af museet, som indeholder de klassiske skagensmalerier. Væggene er malet helt sorte i salen, hvor der kan skimtes en enkelt lille statuette af en dansende ballerina. Hun er udstillet i et rum i væggen med et enkelt spotlys på sig, så hun er helt i fokus – fanget i en ensom dans.

 

Bag denne væg er rummet stadig helt mørkt. Der er ingen vinduer og belysningen kommer fra loftslamper. Rummet består af en masse montrer, der indeholder de små detaljerede figurer.

 

Montrer i skifersalen, der udstiller Axel Lochers teaterstatuetter

Den næste del af udstillingen indeholder et helt hvidt rum, der står i kontrast til den første del af udstillingen. Her kan man se billeder af de skuespillere, som Locher har portrætteret gennem hans statuetter. Der er billedtapet på væggene, vaser og montre med porcelænsfigurer, som han også har lavet. Med de hvide vægge skabes der en kontrast til det sorte rum, samtidig er indholdet af udstillingen også en kontrast til statuetterne i det andet rum, idet de viser en anden del af Lochers arbejde.

Bag ved statuetterne kan man se billeder af de skuespillere, som Locher har portrætteret

Mørk, bevægelse og detaljer

Jakob fra museet beskriver udstillingen med 3 ord: mørk, bevægelse og detaljer.

Mørk: det er ikke kunsten, der er mørk, men selve udstillingen idet museet benytter sig af udstillingsarkitektur og lyssætning, der kan give publikum associationer til teaterverdenen.

Bevægelse: statuetterne af skuespillerne er udsædvanligt udtryksfulde for genren, og fanger mange af figurerne midt i en særlig replik eller en bevægelse.

Detaljer: der er mulighed for at gå helt tæt på figurerne – bevæge sig rundt omkring dem og danne sine egne tolkninger.

Den smukke detaljerede statuette viser Bodil Ipsen som dronning Elisabeth i ‘Maria Stuart’ af Friedrich Schiller

Efter vores besøg har vi en diskussion om udstillingen. Julie synes, at ’Fanget i gips’ er en spændende udstilling, som gør det muligt at lære noget mere om en ellers overset skagensmalers søn og hans værker. Jonas er enig, og synes den interessante udstilling giver et andet billede på, hvad skagensmalerne ellers kunne. Han forklarer: ”Figurerne er fine og lette at nærstudere”. Han mangler dog lidt mere baggrundsinformation om de forskellige figurere samt deres fortælling. Han gad også godt se lidt mere om processen bag fremstillingen af statuetterne. Mette mener også, at de små statuetter let kan forsvinde i mængden, og mangler også lidt mere historie om de enkelte statuetter. Hun synes dog samtidig, at udstillingen er spændende og statuetterne er flotte.

Jeg er enig med de andre i min gruppe. Det kunne være virkelig spændende med noget mere forklaring om processen bag værkerne. Derudover kunne jeg også godt tænke mig, at vide lidt mere om de forskellige teaterstykker og skuespil, som de portrætterede personer, har spillet med i. Jeg er helt vild med den transformation, der er mulighed for i skifersalen, der er nogle muligheder, som adskiller sig fra den ældre del af museet. ’Fanget i gips’ skaber en god kontrast i: maleri/skulptur, stort/småt, mørkt/lyst, kendt/ukendt, i forhold til den anden del af museet. Jeg synes samtidig også, at salen giver rigtig god plads til de enkelte værker og formår at vise en masse kunst fra en forholdsvis ukendt kunstner.

Jakob fortæller, hvordan at den største udfordring har været at præsentere de forholdsvis små statuetter på en ny måde i et stort udstillingslokale, således at de stadig er visuelt interessante. Ifølge Jakob virker publikum glade for udstillingen, og de bruger generelt lang tid på den. Jakob tror, det er fordi, at de færreste kender Axel Locher, og at derved får en positiv oplevelse ved at se hans værker.

I den gamle del af museet kan man beundre de store og imponerende klassikere, hvor skifersalen giver et nyt rum med en anderledes udstilling. Begge dele er helt sikkert et besøg hver.

Skagens Museum

Brøndumsvej 4

9990 Skagen

 

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev