Skip to main content

Tag: kunst

Nu skal Skanseparken opleves i farver!

De to ildsjæle og kunstnere Christel Bang og Helle Brix, der selv er Sundbynitter, står bag et nyt event i Skanseparken i Nørresundby.
De skaber, sammen med ca. 20 andre kunstnere, MontMartre på Skansen søndag 2. juni 2024 kl. 10-15.

 

 

Ca. 20 kunstmalere i aktion under poplerne

Skovtursstemning på plænen, hvor familier opfordres til at medbringe tæppe, madkurv og ikke mindst tegnegrej til børnene, så vi kan skabe kunst “i alle aldre”
Christel og Helle vil gerne give Skanseparken en revival – ja, i det hele taget sætte spot på Nørresundby, som også rummer flere kunstnere end de to. I denne anledning har de to kunstnere døbt byen NørreKUNSTby. De drømmer også om, at et nyt netværk blandt lokale kunstnere opstå. Der er inviteret kunstnere i alle aldre – dermed også unge!

 

 

Velkommen til hele familien

Medbring tæppe & madkurv og slå jer ned på plænen!

 

Salg af vin & øl v. Peter Vin. Pølser på grill v. Slagter Carlsen

Lad børnene tage tegne- og malegrej med, så kreativiteten spredes!

• Borgmester Lasse Frimand Jensen åbner MontMartre

• Ca. 20 kunstnere maler under poplerne på ”Place du Têrtre”

• Lækker akustisk musik v. Ib Buchholtz

• Kl. 11 & 13: Overraskende Poetry Slam v. Café Ordgeist

• Kl. 12 – 14: Ansigtsmaling for de små

 

Carsten Brix Froulund

 

 

Line Bersang

 

 

Helle Brix

 

 

Kunstnerne ved MontMartre på Skansen:

  1. Majse Løiborg
  2. Birgit Thygesen
  3. Line Bersang
  4. Lars Johannesen
  5. Carsten Brix Froulund
  6. Iben N. B. Klitgaard
  7. Jonna Lindstrøm
  8. Irene Møller Daugaard
  9. Anne-Sofie Frandsen
  10. Elisabeth Vedfald Klitgaard
  11. Jette Crandal
  12. Ida Øster Fossá
  13. Vibeke Haferbier
  14. Johanne Rask Schjødte
  15. Else Ibsen
  16. Lisbeth Juhl
  17. Grethe Jensen
  18. Lis Baun Jensen
  19. Lykke Green
  20. Dorthe Hansen

 

 

Parkering: I gaderne omkring: Bjerggade, Galstersgade, Nordre Skansevej

 

 

 

 

 

 

Kunst & Design Julemarked på Aalborg Kloster

Kom til dette fantastiske julemarked den 2. & 3. december 2023 med kunst & design, hvor Keramiker Tove Larsen og Billedkunstner Birthe Simonsen, som arrangører, glæder sig til igen i år, at byde velkommen i de smukke rammer i Aalborg Kloster.

33 kunsthåndværkere og designere vil personligt være til stede, fortælle om/sælge deres unikke produkter inden for keramik, glaskunst, smykker, tasker, bronzeskulpturer, pileflet, broderi, malerier, blomster, lys, tekstiler, stenskulptur, jernskulptur, papirkunst, silke, træ- og boligdesign.

Gratis Entré

 

Sted: Aalborg Kloster, Klosterjordet 1, 9000 Aalborg

Dato: 2. & 3. december 2023

Lørdag kl. 10 – 17 Søndag kl. 10 – 16

Følg Julemarkedet på

Facebook: Julemarked 2023 Aalborg Kloster

Instagram: julemarked_aalborgkloster og se hvilke kunstnere der deltager.

Førende samtidskunstner fra New York udstiller nye værker inspireret af danske landskaber

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har netop annonceret sin kommende soloudstilling med Shara Hughes. Nogle af værkerne er inspireret af lyset og landskabet i Skagen. 

Naturen, lyset og horisontlinjen i området ved Skagen har gennem tiden inspireret mange, store kunstnere.

Nu skriver den amerikanske Shara Hughes sig ind i den række af kunstnere. Hendes værker har været udstillet i Kina, Frankrig, Schweiz, Storbritannien og USA, og hendes arbejde er også repræsenteret i markante, internationale museumssamlinger.

Under et arbejdsophold i Danmark i 2022 bemærkede Hughes, hvordan hun blev draget af den lange horisontlinje, hvor havet rører himlen, og hvordan det ændrer sig konstant i løbet af dagen.

Hun sagde, “…der er altid noget at lære om tidens gang, og hvad det gør ved alt levende, uanset om det er mentalt eller fysisk.” Hughes tilføjede senere: “Alle de skiftende former og farver, jeg så i Danmark, gentager sig selv i malerierne og tegningerne.”

Personlige landskaber
Udstillingen præsenterer over 30 nye og nyere værker, som er færdiggjort mellem 2016 og 2023, herunder monumentale malerier og værker på papir. Nogle af værkerne har en klar, nordisk inspiration.

Dog skal gæsterne ikke forvente en fotografisk gengivelse af den nordiske natur. Hughes’ værker er mere end det.

– Shara Hughes’ værker er på én gang surrealistiske og abstrakte, indbydende og alarmerende, smukke og skræmmende. Deres dristige, sammenstødende farver og skiftende perspektiver bliver til drømmelignende landskaber: Hendes “opfundne landskaber”, som hun kalder dem, skildrer hverken naturtro landskaber eller det forestillede. I stedet inviterer værkerne os på opdagelse i vores eget sind, siger udstillingschef på Kunsten, Claire Gould.

Museumsdirektør Lasse Andersson ser også frem til at åbne dørene for sommerens helt store udstilling.

– Det er med stor stolthed, vi kan præsentere Shara Hughes, der betragtes som én af verdens førende samtidskunstnere. På interessen fra den internationale kunstverden er det tydeligt, at det er noget ganske særligt, at Hughes tager fra New York for at udstille på Kunsten i Aalborg. Vi har de seneste år med stor succes haft udstillinger med store verdensnavne som Carsten Höller og Pierre Huyghe. Det har givet os et godt netværk, et internationalt ry og en troværdighed, der gør os i stand til at tiltrække endnu flere store navne. Udstillingen “Right This Way” cementerer Kunsten i Aalborg som et kunstmuseum, der kan tiltrække verdens førende kunstnere, siger han.

Udstillingen er samtidig en rigtig sommerudstilling: En eksplosion af farve og fortryllelse, der giver os alle et åndehul i en verden, der for mange er præget af bekymring for fremtiden.

I udstillingsperioden vil Kunsten have ekstra fokus på natur, bæredygtighed og blomster. Blandt andet er der en talk med bæredygtighedsekspert Signe Wenneberg, forløb om landskaber for skoler – og der vil være kreative workshops for voksne og børn, hvor man kan lave blomster af genbrugsmaterialer.

Udstillingen er i samarbejde med private samlere, Pilar Corrias, London, Galerie Eva Presenhuber and David Kordansky Gallery.

Udstillingen er støttet af  Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Beckett Fonden og Statens Kunstfond.

Hughes er i Danmark op til den officielle åbningsdag, 11. maj. Forespørgsler på interviews rettes til Mette Kirstine, mkg@kunsten.dk.

Shara Hughes – Right This Way løber fra 4. maj til 17. september 2023

Klumme: Jeg er et produkt af min fortid – og mit kunst er et produkt af mig

I denne udgave af kit & kunsten møder jeg billedekunstner Marco Blix. Marco er en ung mand på 27 år. Født i Aalborg, men flyttede som 7-årig med sin familie til Aarhus. Marco blev født ind i kunst og kultur, idet hans far er sangeren Allan Olsen og moderen er Misja Blix, som ligeledes arbejder i musikbranchen

I løbet af de sidste 27 år har Marco været vidt omkring. Ham og hans familie rejste verden rundt, og inden Marco var fyldt ti år, havde han besøgt mere end 50 lande. Især rejsen til Thailand husker Marco som noget særligt. Her gik han i den internationale skole, og lærte sig hurtigt engelsk.

– Thailand var et rart sted at være. Jeg var meget rolig i den periode, fortæller Marco – kontra tiden efter.

Da familien flyttede tilbage til Aarhus, startede Marco i skole.

– Der er ikke den folkeskole i Aarhus, jeg ikke har gået på”. Jeg blev smidt ud af dem alle, og endte med at forlade skolen i 8. klasse.

Derefter kom en tid med rodløshed og nogle uheldige episoder. Marco bliver som 14-årig ad omveje indblandet i et bankrøveri, og fanget af politiet blot syv minutter efter.

– Pludselig lå jeg i håndjern, med en rasende schæferhund og en tjenestepistol over mig.

Dette blev skæbnesvangert for Marco. Den kriminelle lavalder var lige blevet sænket til 14 år, og Marco blev sendt til Grenen Ung- domsfængsel. I to måneder sad Marco inde, og oplevelsen sidder stadig i ham som et mørkt kapitel af hans liv.

Som Marco sidder og fortæller, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor modig og ærlig han er. Han fortæller videre om tiden efter Grenen Ungdomsfængsel.

– Jeg endte i samme bane, og som 16-årig besluttede mine forældre at sende mig ned til min onkel i Lugano, Schweiz.

Seks måneder efter vendte Marco tilbage til Danmark, hvor han begyndte at gå til hånde på sin fars turnéer.

Et møde med skuespiller Jens Arentzen skulle blive et vendepunkt for den dengang 17-årige Marco.

– Jens blev som en mentor for mig. Han introducerede mig for en musikproducer, en forfatter og en billedkunstner. Han ønskede, at jeg skulle udforske forskellige kreative retninger. Jens var en af de første voksne, der så mig som andet end en ballademager.

Marco startede med at producere sin egen musik, og i fællesskab med Jens Arentzen skrev de ligeledes en bog om Marcos ungdom. En bog, som Marco endnu ikke er klar til at udgive. I ti år har Marco produceret musik, men det er ikke altid let at stå i skyggen af sin kendte musiker-far. Det blev der lavet om på. Jens tog Marco med på en “lukket højskole” og her blev Marco sendt ud på den nærmeste fodboldbane med et lærred, kul og malergrej. Dette skulle blive startskuddet på Marcos malerkarriere. I takt med, at maleriet begyndte at fylde mere, og musikken mindre – bevægede Marco sig også ud af sin fars skygge.

I tre år har Marco helliget sig billedkunsten.

– Jeg maler bedst, når jeg tænker mindst – og jeg ønsker at lade mine værker tale for sig selv, fortæller Marco.

Man kan være heldig at finde Marcos værker i bybilledet i Aarhus. For et lille års tid siden, midt om natten, hamrede Marco et søm ind i fængselsmuren omkring Aarhus Arrest.

– Det larmede helt forfærdeligt, og jeg var sikker på, at de ville komme og arrestere mig, men intet skete.

Næste formiddag vendte Marco tilbage og hængte sit maleri op på væggen, og igen var der ingen reaktion.

– Lidt skuffende faktisk, griner Marco.

Jeg er vild med Marco Blix. En upcoming kunstner, som vi helt sikkert kommer til at se meget mere til. Hans person og kunst går op i højere enhed.

 

Marco Blix

Udstiller på

Galleri 7 i Frederikshavn

Galleri Tobar i Sæby

 

Instagram: art_tillery (Marco Blix)

www.marcoblix.dk

Påskeudstillingen er tilbage på Lundbæk Landbrugsskole

Flemming Møller Mortensen, medlem af Folketingets Kulturudvalg, holder åbningstalen, når foreningen Kunst og Kultur Nibe, tidligere Kulturelt Samråd, skærtorsdag slår dørene op til den største påskeudstilling nogensinde med værker af ikke mindre end 28 kunstnere.

– Kunst kan skabe glæde, den kan udvide vores horisont og den kan skabe afsæt for gode samtaler. Det er for mig vigtigt, at vi også uden for de store institutioner giver folk mulighed for at opleve god kunst i mange former og jeg ser frem til at komme til Lundbæk, udtaler han.

Det er fire år siden, der sidst var påskeudstilling på Lundbæk Landbrugsskole og foreningen Kunst og Kultur Nibe, glæder sig over, at de nu igen kan byde publikum indenfor i de fine lyse lokaler på den gamle herregård. I 2020 var alt klar til den helt store satsning, men få uger inden åbningen kom den første store nedlunkning og med den et forbud imod foreningsbaserede arrangementer. I 2021 turde foreningen ikke engang tænke på at arrangere noget, men sidste år var udstillingen igen en realitet. Denne gang i nye rammer hos Nibe Festivalen, fordi Lundbæk Landbrugsskole havde kastet sig ud i den helt store ombygning og derfor ikke kunne huse udstillingen. Det kan de i år og påskeudstillingens publikum kan se frem til en ekstra æstetisk oplevelse i kraft af den nye tilbygning og det nyanlagte udeområde.

[one_half padding=”0 15px 0 15px”][/one_half][one_half_last padding=”0 15px 0 15px”][/one_half_last]

Påskeudstillingen på Lundbæk har i mange år været en fast tradition og ét af de arrangementer, som Foreningen Kunst og Kultur Nibe, investerer rigtig mange arbejdstimer i. Det er ikke bare en salgsmesse, hvor hver kunstner har en stand, men en kunstnerisk tilrettelagt udstilling, hvor hver kunstner er nøje udvalgt og hvor der er lagt vægt på den samlede præsentation af værkerne.

– Vi har arbejdet hele efteråret og vinteren på at lave aftaler med kunstnerne, så vi kan præsentere et stort og varieret udbud af kunstværker indenfor næsten alle genrer, fra maleri, grafik, akvarel og fotografi til glas, keramik og porcelæn, udtaler foreningens formand Gitte Friis Therkildsen. Hun fortæller, at påskeudstillingen er tilrettelagt som et udflugtsmål, hvor gæsterne kan se nye og interessante kunstværker og måske byde familie og venner på en fælles kunstnerisk oplevelse i forbindelse med påskefrokosten. I tilgift kan de så også opleve skoven med anemonerne og nyde en kop kaffe.

– Værkerne er stadigvæk til salg og det er der også en del gæster, der interesserer sig for, men først og fremmest handler det om, at vi præsenterer en varieret og interessant udstilling, som folk kan gå på opdagelse i, siger hun.

Fakta

Der er fernisering skærtorsdag, den 6. april kl. 14.00 og her vil hovedparten af de 28 kunstnere være til stede. Udstillingen er åben d. 6. – 10. april kl. 10.00 – 16.00.

Find Lundbæk Landbrugsskole på Halkærvej 3, 9240 Nibe

Kunstnere: Annemette Hoier Nielsen, Annette Torrild, Betina Fleron, Christina Juelsgaard, Christine Thorsen, Daona Duksiene, Frederik Hesseldahl , Grethe Maurseth, Hanne Kathrine Krogstrup, Iben Laursen, Jan Wessel, Jesper Krogh, Klaus Jensen, Lene Brun Kolff, Lene Lundgaard, Lone Hedegaard, Lone Lise Thorsen, Louise Maagaard, Martin Gregersen, Michaela Joseph, Pernille Krogh, Peter Parling, Pia Viborg, Rikke Precht, Sidsel Brix, Tanja Eijgendaal, Torben Meersholm, Ulla Severinsen

Arrangør: Kunst og Kultur Nibe

Klumme: Kunsten at stoppe op

I denne udgave af kit & kunsten er jeg taget på besøg hos keramiker Torben Mersholm. Jeg befinder mig midt i et villakvarter i udkanten af Hjallerup. Torben er en glad mand, og man bliver smittet af hans gode humør og hans engagement til sit fag

Oprindelig er Torben optiker. Han havde tre optikerbutikker, men en bilulykke og en kræftsygdom skulle blive vendepunktet i hans liv. Som Torben fortæller:

– Man tager sit liv op til revision, og finder ud af, at tiden er til noget andet. Torben ville være kunstner.

Når jeg kigger rundt i Torbens værksted, ser jeg malerier hænge diskret og højt oppe på væggen. Torben startede sin kunstneriske karriere som billedkunstner, men en god veninde motiverede Torben til at arbejde med ler. Han købte 20 kilo og har ikke set sig tilbage siden. I dag er Torben keramiker.

Fra Torbens værksted kan jeg se ind i den private stue. En stue fyldt med kunst, og jeg lægger især mærke til en figur lavet af keramikeren Lars Calmar. I Torbens værksted ser jeg flere figurer inspireret af Lars.

– Jeg skulle jo starte et sted, griner Torben.

Der er ingen tvivl om, at Lars Calmar har været en stor inspirationskilde. I dag har Torben fundet sin helt egen stil. Han laver fantastiske skulpturer, som man kan blive ved med at kigge på.

At være udøvende kunstner kan være en stor mundfuld. og skal man leve af det, kræver det også en vis portion held. Torben er god til at bruge sociale medier – især Instagram. En dag blev Torben kontaktet af en herre, der gerne ville købe en af hans skulpturer, som Torben tidligere på dagen havde lagt ud på Instagram. Herren, der købte skulpturen var ingen mindre end TV-vært Sofie Lindes mand, Joakim Ingversen. Joakim lagde efterfølgende et billede af Torbens skulptur op på sin Instagram – og derfra gik det stærkt. Telefonen begyndte at kime og ordrebogen blev fyldt op.

Mit besøg hos Torben Mersholm har både været inspirerede og livsbekræftende. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til se meget mere til Torbens kunst.

Torben Mersholm
Udstiller bl.a. hos galleri Oxholm i København og galleri A i Lønstrup.
Man kan ligeledes besøge Torbens værksted efter aftale.

Stort julemarked med Kunst & Design i Aalborg Kloster

Dette fantastisk smukke julemarked finder sted i næste weekend den 3. & 4. december og her finder du lækkert og forskelligt kunst og design. Igen i år er det keramiker Tove Larsen og billedkunstner Birthe Simonsen, der står som arrangører. De glæder sig til, at byde velkommen i de smukke rammer i Aalborg Kloster.

32 kunsthåndværkere og designere vil personligt være til stede, fortælle om/sælge deres unikke produkter inden for keramik, glaskunst, smykker, tasker, bronzeskulpturer, mosaik, pileflet, broderi, malerier, blomster, lys, tekstiler, stenskulptur, jernskulptur, papirkunst, silke og boligdesign.

Derudover får du også mulighed for, at besøge et historisk sted og se hvor modstandsgruppen Churchill-klubben gemte deres våbenlager under 2. verdenskrig.

 

Aalborg Kloster, Klosterjordet 1, 9000 Aalborg

Lørdag kl. 10 – 17

Søndag kl. 10 – 16

Gratis Entré

 

 

 

 

 

Kreativ hygge med god kage, kaffe og male-sæt

Find din indre kunstner frem, mens du nyder en fantastisk lækker kage og en kop kaffe hos caféen “På Fjorden”. Caféen deler adresse med Aalborgs fedeste kreative værksted beliggende på Spritten i Aalborg, nemlig North Urban Art Studio. I et spændende samarbejde mellem kunstnermiljøet og caféen kan du nu finde et maler-sæt på menuen til kr. 99,-. Med i prisen er 30 x 20 cm lærred og maling + lån af pensler.

Den nøjagtige adresse er Akvavitvej 23 og hvis du endnu ikke har besøgt stedet, kan du glæde dig til et miljø, der emmer af urban kreativitet og hygge, som du ellers kun kun vil finde i København og i byer som Berlin og London.

 

 

I North Urban Art Studio har kunstinteresserede mulighed for at få en snak med kunstnerne og se dem i aktion. Man kan ligeledes købe sig et kunsthåndværk med hjem.

Læs mere om det fælles atelier på northurbanartstudio.com

Find åbningstider og læs mere om cafeen på hjemmesiden påfjorden.dk

Smuk grønlandsk kunst og kunsthåndværk på udstilling i Aalborg

I sensommeren åbner Kunsthal NORD i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aalborg en udstilling med fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som hver især arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition.

Frem til 1960’erne fylder kvindelige grønlandske kunstnere ikke meget i den grønlandske kunsthistorie. I stedet er unavngivne kvinder med deres hænder vævet ind i det bevarede kunsthåndværk: skinddragter, perlearbejder m.m. Kunsthåndværk hedder på grønlandsk ’kusanartuliat’ – noget der er lavet smukt. Modsat har vi ordet for kunstværker ’eqqumiitsuliat’, som betyder noget der er lavet mærkeligt. Allerede i ordene tillægges der bestemte værdier til de enkelte genstande. Op til 1960’erne var de smukke ting i høj grad tilknyttet kvindehænder, mens kunstværkerne, der kunne bryde forestillingen om det skønne, var stærkt knyttet til mandehænder.

På udstillingen viser vi værker af fem kvindelige samtidskunstnere og designere, som arbejder videre i forlængelse af, men også i opbrud, med den grønlandske kunsthåndværkstradition: Aviaaja Ezekiassen, Lisbeth Karline, Kristine Spore Kreutzmann, Jessie Kleemann og Coco Apunnguaq Lynge. Nogle er med til at definere en moderne grønlandsk kunsthåndværks- og designtradition er, mens andre tager afsæt i de mange følelser knyttet til det grønlandske kunsthåndværk i en undersøgelse af, hvad det egentlig vil sige at være grønlandsk i dag. Udstillingen viser derfor et bredt spænd af værker i krydsfeltet mellem grønlandsk kunst og kunsthåndværk.

Udstillingen kan ses på Kunsthal Nord fra d. 6. august til og med d. 1. oktober.

Udstillingsåbningen er fredag d. 5. august kl. 16-18, hvor vi vil byde på en festlig drink og Nina Sikkersoq vil være DJ for os.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Aalborg Kommunes Billedkunstfond og NAPA – Nordens Institut i Grønland

 

 

Tyggegummi-klatter bliver til kunst

Forunderligt sommerprojekt forvandler tyggegummiklatter til en vrimmel af liv, farve og mikro-motiver. 

Nogle er gode til at få øje på det grimme og forsømte i vores omgivelser; andre ser muligheden for udtryk og forskønnelse i dem.

Til de sidste hører afgjort kunstneren Sassi Bischoff. Hun har tidligere været med til at dekorere Aalborgs triste elskabe. Nu kaster hun sig så over et nyt medie: Nedtrådt tyggegummi.   

På strækningen fra Nyhavn til Nørregade – i Hovedbibliotekets overdækkede arkade – kan du den 14-15. juli følge Sassis arbejde med at give gammelt nedtrådt tyggegummi et nyt udtryk – og måske en overfladelakering.

Kunstneren kan ses i arbejde begge dage fra kl. 11-12, og vil også være til stede til fernisering, den 16. juli.

Spøjst – og tankevækkende

Projektet går i al sin enkelthed ud på at male små ”kunstværker” – blomster, insektkolonier, stjernevrimle, smukke mønstre –  ovenpå sporene fra gamle tyggegummiklatter.   

Hovedbiblioteket bliver det første stop i korstoget mod belægningens grimhed – og fra Aalborg Bibliotekernes side var der ikke de store betænkeligheder, da først forslaget landede i indbakken.

“Det er jo et dejligt, farverigt kunstprojekt, der både giver spræl og liv til vores arkade”, siger områdeleder Maria Sjøblom, “og så slår det samtidig det dér finurlige slag med halen, der maner til eftertanke og udstiller, de spor, vi alle sætter i vores omgivelser.”

“Det er temmelig stærkt tænkt, og samtidig godt i tråd med verdensmålene, som vi har fokus på, her på biblioteket”, fortsætter Maria og sender en thumbs-up til Sassi, der står og gør sine posca-tusser parat.

Trækker spor gennem hele Aalborg

Projektet, som Sassi kalder ”Spot On the Spot”, har da netop også som formål at understrege de spor, vi afsætter i vore omgivelser og hive dem frem i lyset som små kunstneriske overraskelsesmomenter.

“Jeg finder det interessant at synliggøre (byens) uskønne eller usynlige spots på en  tankevækkende og positiv måde, der gerne må skabe eftertanke og smil på læben,” siger Sassi Bischoff.

Efter Hovedbiblioteket er tanken, at projektet skal brede sig ud til andre steder i byen (fx. Stadion og Haraldslund), men lørdag d. 16. juli fra kl. 11-12 er der fernisering på den første del af projektet.

Ferniseringen vil absolut være familieegnet; og der vil således være læskende drikke og is til de fremmødte, mens Sassi gennemgår sit værk og signerer den sidste klat.

Tid: 14-16. juli, kl. 11-12

Sted: Aalborg Hovedbibliotek, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg

 


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev