Skip to main content

Tag: Kultur

Seks nye navne leverer masser af genkendelighed og Nibe-ånd til sommerens festival

Nibe Festival løfter i dag sløret for seks nye navne til Nibe Festival 2025. Seks navne, som festivalpublikummet i Nibe kender, som skaber den fest, Nibe elsker, og som altid styrker fællesskabsfølelsen i Skalskoven. Faustix, Mumle, Michael Falch & Zonen, The Powls, Gobs og ItaloBrothers er klar til at levere uforglemmelige oplevelser til festen i skoven.

 

Faustix tilbage i Nibe med masser af anerkendelse

Faustix har gentagne gange sat ild i græstæppet på Nibe Festival, og hver gang er festen blevet lidt vildere. Stemningen er elektrisk, når den populære DJ leverer tonsvis af hits. Og populær er Faustix – så populær, at han her i 2025 befinder sig på listen over de 100 mest populære DJs worldwide.

 

Michael Falch & Zonen klar til “udrykning”

Michael Falch er tilbage i Nibe. Sidste år “dansede” han og Poul Krebs ”regndans” i det vilde lørdagsvejr. I år er det Michael Falch & Zonen, der indtager scenen med det anmelderroste album ”Drømmene” i bagagen. Til koncerten i Nibe kan publikum forvente masser af hits fra både Malurt-tiden og Falchs lange solokarriere.

 

Mumle – en af nutidens og fremtidens store stemmer

Mumle imponerede sidste år med en intim og smuk optræden i Reservatet. I 2025 kommer Mumle tilbage for at erobre endnu flere Nibe-hjerter. Hits som ”Hvor Solen Skinner”, ”Det Modsatte”, ”Et For Dig” og det trods titlen altid aktuelle ”Julefred” har cementeret Mumle som en af tidens – og fremtidens – store kvindelige stemmer.

 

The Powls – folkeeje i Nibe

The Powls har siden deres debut på Nibe Festival i 90’erne opbygget en stor og trofast fanskare. Deres faste plads som første lørdagsband på Blå Scene har gjort dem til en institution i Nibe. Deres skæve og underholdende kombination af musik og stand-up comedy er højt elsket og sikrer altid en festlig start på lørdagen.

 

ItaloBrothers – den store festmaskine

ItaloBrothers har tidligere fået hele Skalskoven til at danse til de ikoniske eurodance-hits. Med den festlige energi og genkendelige lyd er ItaloBrothers klar til endnu engang at skabe en stemning, hvor ingen kan stå stille. Showet på Blå Scene bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse.

 

 

Gobs – hitgigant giver nattekoncert

Bang! Gobs er tilbage i Nibe. Hitmageren er kendt for at overraske og begejstre, og han har gennem årene skabt et unikt bånd til festivalens publikum. Med hits som ”Tro På Kærlighed”, ”Ud Af Hovedet”, ”Alt Ved Dig”, ”Frie Fugle” og streamingsværvægteren ”Tak For Sidst” er Gobs en af de få danske artister, der millionstreamer på næsten alt, hvad han rører ved. Nibe siger: Tak for sidst – og på gensyn på Stor Scene natten til fredag!

 

I hjertet på Nibe-publikummet

Festivaltalsmand Peter Møller Madsen kommenterer dagens offentliggørelse:

”Vi ved, at disse navne rammer lige ind i hjertet på vores publikum. Nibe Festival skal hvert år sammensætte et program, der kan noget for alle. Og vi tror på, at kombinationen af disse seks navne, de øvrige offentliggjorte artister samt alt det, der programmæssigt venter, skaber de perfekte rammer for nogle mindeværdige, glædelige og oplevelsesrige dage i Skalskoven.”

 

Udover de seks nye navne kan publikum glæde sig til store artister som The Minds of 99, Nik & Jay, Anastacia (US), Medina, Christopher, Lamin, Jonah Blacksmith, Hugorm, Kind mod Kind, Jada, Ella Augusta, Jung og Magtens Korridorer.

Én ting er sikker: Nibe Festival 2025 bliver en uge fyldt med magiske øjeblikke, hvor musikken – og ikke mindst fællesskabet – er i centrum. Vi ses i Skalskoven til Danmarks største intime festival!

 

Kontakt: Nibe Festival via talsmand Peter Møller Madsen – 2095 9901 – peter@nibefestival.dk.

Biffen Nordkraft hylder de europæiske film med et skønt søndagstilbud

På søndag, den 17. november, fejres European Arthouse Cinema Day for 9. gang over hele Europa. Det er arthouse-biografernes globale handlingsdag for mangfoldighed og europæisk (film-)kultur. Formålet med dagen er at forene kræfterne for at sende et hørbart budskab om tolerance, respekt og at fejre mangfoldigheden og friheden.

Over 700 biografer markerer dagen på den ene eller anden måde, for at sætte fokus på vigtigheden af at præsentere publikum for film fra europæiske nationer langt fra Hollywood.

I Biffen Nordkraft fejres dagen med et skønt søndagstilbud på aktuelle europæiske film, som du kan se for bare 70 kr. pr. billet. Du kan blandt andet glæde dig til Pedro Almodóvars ‘The Room Next Door’, energibomben ‘Kneecap’ og årets sødeste julefilm ‘Jul med Astrid Lindgren.’

 

Find billetter her:

 

 

Film som kan ses til kun 70 kr. på søndag:

 

QUISLINGS SIDSTE DAGE (Norge) kl. 10.45 og kl. 20.10

JUL MED ASTRID LINDGREN (Sverige, Norge) kl. 11.00

KÆRLIG HILSEN, HILDE (Tyskland) kl. 11.00

THE ROOM NEXT DOOR (Spanien, USA) kl. 13.30

WE LIVE IN TIME (England, Frankrig) kl. 13.35

DEN SIDSTE REJSE (Sverige) kl. 16.10

EN KVIND I ISTANBUL (Sverige, Danmark, Frankrig, Tyrkiet, Georgien) kl. 18.00

THE APPRENTICE (Danmark, Irland, Canada) kl. 18.10

KNEECAP (Irland, England) kl. 20.40

 

L.O.C. rammer Aalborg – nu som komiker

Det er langt fra første gang, han står på en scene, men det er første gang uden musik. Fra april 2025 tager Liam O’Connor, også kendt under kunstnernavnet L.O.C., på landsdækkende tour med sit første standup-show, der har fået titlen LIAM. Og han skal selvfølgelig også til Aalborg! Her gæster han Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i maj.

Med sin debut som komiker til open mics i 2023 og tjansen som opvarmer på hele BROS Arena Tour tør Liam O’Connor godt love et yderst gennemarbejdet og morsomt show, når han stiller sig på scenen i AKKC’s Aalborghallen.

  • Jeg elsker at snakke lort, men jeg er blevet træt af at rime. Så det her er ikke et par anekdoter og noget musik, men klassisk standup med udgangspunkt i min tilværelse og mine tanker, siger han om showet.

Tanker om alt fra opvæksten i det vestlige Aarhus i 1980-90erne, et voksent liv som fast inventar i sladderpressen, tilværelsen som små-skizofren musiker uden jordforbindelse, og det at være far til tre i en alder af 45 år er noget af det, der kommer til at præge det nye standup-show.

  • Jeg plejer ikke at være særligt åbenmundet omkring mit privatliv, men her får man nærmest ikke andet. Jeg overvejede kort at kalde showet for MILJØSKADET, men valgte i stedet at gå med titlen LIAM. Det er jo strengt taget det samme…, siger Liam O’Connor.

Da der er tale om et spring fra etableret musiker til nyopstartet komiker, er det også noget, den succesfulde kunstner har haft overvejelser omkring.

  • Det er lige dele en force og en hæmsko at være kendt for noget andet. Et bifald for at være et kendt ansigt får dig kun så langt, og i nogle tilfælde er man endda afskrevet på forhånd. Men faktum i comedy er, at efter 30 sekunder er det lige meget, hvem du er, så længe det er sjovt.

Hemmelig showdato
Det nordjyske publikum kan allerede nu godt begynde at glæde sig til maj – for det er her, Liam O’Connor går på scenen i Aalborghallen med sit nye standup-show. Den nøjagtige dato bliver afsløret i forbindelse med showets presale i morgen, tirsdag 5. november kl. 10, og i AKKC forventer de, at billetsalget går stærkt.

 

Billetter til LIAM i maj 2025 kommer i salg onsdag 6. november 2024 kl. 10, med presale tirsdag 5. november kl. 10 – 6. november 2024 kl. 9:59. Billetter kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er fra 315-360 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende, som sættes i salg tirsdag 10. november 2024. Læs mere på akkc.dk/study.

 

Christopher tilbage i Nibe med nye internationale hits i ”tour kufferten”

Han buldrer igennem internationalt, og her i Danmark sælger han de store arenaer ud. Til sommer spiller han en meget eksklusiv dansk tour. Otte koncerter, én af dem er på Nibe 2025.

“Vi er selvfølgelig vildt glade for, at Christopher, efter mange års fravær, besøger Nibe næste sommer. Og vi ved, at med Christopher på plads kan vi glæde en stor del af de mange tusinde, som først i september købte en partoutbillet“– udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Christopher er første navn på plakaten til Nibe Festival 2025.

Kæmpestjerne nationalt og internationalt

Christopher har i mange år sat musikalsk dagsorden herhjemme og også i dele af Asien. Efter hans store rolle i Netflix filmen ”A Beautiful Life” er Christopher for alvor brudt igennem internationalt. Den sympatiske superstjerne har netop afsluttet sin første verdensturné med udsolgte shows på tværs af hele USA, i Sydamerika og Asien samt rundt om i hele Europa.

Totalt udsolgte arenakoncerter

Christopher har netop spillet udsolgte arenakoncerter i Royal Arena og Djursland Bank Arena. Det blev en gigantisk manifestation fra popikonet.

Gaffa skrev bl.a. følgende i deres femstjernede koncertanmeldelse:  ”Scenen, der føltes skræddersyet til Christopher, afspejlede hans internationale succes. Med udsagnet “Nu er vi her – kan I mærke det?” satte han tonen for resten af aftenen. Publikum var i hans hule hånd fra første øjeblik og fulgte ham hele vejen, fra intime øjeblikke til gennemtrængende fællessang”.

Hit på hit venter i Nibe    

Siden Christopher i 2012 udgav debutalbummet ”Colours” har han leveret en ren perlerække af hits. Numre som ”Told You So”, ”Twerk It Like Miley”, ”Leap Of Feath”, ”Bad Boy” og ”CPH Girls” samt mindst store numre som ”Honey, I´m So High”, ”Led Me To You”, “Hope This Song Is For You” og titelnummeret fra “A Beautiful Life” bliver forventeligt en stor del af sættet til den eksklusive koncert på Stor Scene midt i den smukke Skalskov.

Fart på billetsalget

Tæt på 75 % af partoutbilletterne til Nibe 2025 blev solgt, da Nibe Festival d. 3. september satte billetsalget i gang. Nibe går derfor også i 2025 forventeligt mod tidligt udsolgt, som de seneste to år. Den hyggelige og intime festival i Skalskoven er mere populær end nogensinde. Partoutbilletter kan købes på www.nibefestival.dk/program.

Nibe Festival 2025 afvikles i dagene 2. -5. juli.

 

Fra studievært til børnebogsforfatter

[Annonce for Helene Dahl Gottschalk]

– Det er helt særligt at stå med bogen i hånden første gang, forklarer Helene Dahl Gottschalk med stolthed i stemmen, mens hun smilende viser sin nye børnebog frem.

Bogen ”Alison og mysteriet om den forsvundne dreng” udkommer 21. september ved forlaget Rød Panda, og det er Helene Dahl Gottschalks første børnebog. Mange vil kende Helene fra TV2 Nord, hvor hun i en årrække arbejdede som studievært og tilrettelægger. I dag er hun indehaver af virksomheden Gottschalk Media, der tilbyder medietræning og kommunikationsrådgivning til ledere og talspersoner.

Foregår i Nordjylland

Men nu er er hun altså på banen med sin første børnebog. Handlingen i bogen udspiller sig i Nordjylland, hvor man følger pigen Alison, der går på Mentiqa skolen i Nørresundby, som er en skole for særligt kloge børn. En dag sker der noget med den nye dreng i klassen og med det klassebillede, Alison netop har fået udleveret. Sammen med sine to bedste venner må Alison forsøge at opklare, hvad der er sket med drengen.

– Jeg synes, det kunne være sjovt at lade handlingen udspille sig i og omkring nogle steder, som man rent faktisk kan genkende fra virkeligheden, siger Helene Dahl Gottschalk.

– Og så håber jeg at bogen er så tilpas spændende, at den kan være med til at give børn læselyst og få dem væk fra skærmene, fastslår hun.

Bogen er henvendt til børn i alderen 8-12 år. Men voksne må også meget gerne læse med, understreger hun. Selvom det er Helene Dahl Gottschalks første børnebog, så er det faktisk anden gang i år, at hun udgiver en bog. I foråret udgav hun fagbogen ”Stå stærkt og skab indflydelse med personlig storytelling”. Den fik anbefalinger fra både Ghita Nørby og Christian Stadil og henvender sig til alle, der gerne vil lære at fortælle deres egne personlige historier. Og Helene Dahl Gottschalk er slet ikke færdig med at skrive bøger.

– Jeg har fået en kontrakt på tre børnebøger, så jeg er allerede i gang med at skrive på den næste. Og det er heller ikke utænkeligt, at jeg på et tidspunkt kaster mig ud i at skrive endnu en fagbog” lyder det begejstret fra den nordjyske journalist.

 

Børnebogsreception med Mystery Hunt

Kom til eksklusiv børnebogsreception i SHOPPEN

lørdag 21. september kl. 10 – 12.

Vær med til at fejre lanceringen af børnebogen ”Alison og mysteriet om den forsvundne dreng” skrevet af journalist og forfatter Helene Dahl Gottschalk.

Kom med på den helt store Mystery Hunt for børn rundt i SHOPPEN og se om du kan løse mysteriet. Der er en fin præmiepose til alle børn, der deltager og løser mysteriet.

OBS! Der er 100 pladser – så skynd dig at købe en billet til 20 kr. Scan QR-koden og køb billet.

Anmeldelse: Slutty Mary – Linda P’s oneman-show om selvaccept og dating

 

 

Linda P’s onemanshow “Slutty Mary”, blev opført på Aalborg Kultur og Kongrescenter d. 18. april, hvor publikum blev taget med på en personlig og, til tider, tåkrummende rejse gennem emner som selvindsigt, morskab, og fejring af kvindelighed i alle dens former.

Scenen var smukt indrammet af hvide stofstykker med lys, hvilket skabte en stjerneeffekt, der gav en intim atmosfære i salen. Linda P, iført en simpel sort t-shirt og sorte leggings, med en rodet knold, trådte ind på scenen til lyden af en høj bas, og fra det øjeblik hun indtog rummet, greb hun publikums opmærksomhed og holdt den fast hele vejen igennem.

I løbet af forestillingen berørte Linda P en række følsomme emner. Hun dykkede ned i sin egen refleksion over sin nye “morkrop”, og udforskede processen med at acceptere ikke at kunne date på samme måde som før. Forholdet til hendes eksmand blev også udforsket med ærlighed og dybde, hvor hendes datter Nanna blev nævnt som en kilde til både glæde og udfordringer.

Et særligt fokuspunkt i forestillingen var overskriften “Slutty Mary”, der refererer til en ældre kvinde i Lindas’ gamle nabolag Boulevarden i København. Da hun en dag mødte kvinden, blev en samtale om synet på kvindekroppen, selvopfattelse og selvrepræsentation en spirende start på Linda P’s nye show.

Det særlige ved dette var, at kvinden beskrev sig selv som en kvinde, der drak tomatjuice og tilfredsstillede mænd, hvor Linda P stod tilbage med tanken “Vi kaldte hende sgu da altid bare Slutty Mary”. Gennem dette ikoniske navn udforskede Linda P ideen om selvaccept og frigørelse fra samfundets forventninger og fordømmelse.

Som sædvanligt var Linda P ikke bange for at udfordre grænser og bevæge sig under bæltestedet. Hendes beskrivelse af en uheldig aften ude med vennen Jeppe fik publikum til både at grine og krumme tæer i sympati. En aften i byen med champagne og østers, endte med mavekramper, toiletbesøg og et opkald til alarmcentralen – det var ingen hemmelighed, at der ikke kom nogle mænd på krogen den aften.

Forestillingen kulminerede i en kæmpe festscene, hvor Linda P omfavnede sin kvindelighed og fejrede sig selv fuldt ud. Med rødvin i hånden og t-shirten svingende over hovedet, viste hun en ægte sejr over selvfordømmelse og en fuld accept af sig selv og sin krop.

“Slutty Mary” formåede at balancere mellem alvor og humor på en måde, der gjorde det til en tankevækkende oplevelse for publikum. Her gjorde Linda P’s autentiske tilgang og ærlighed det let for publikum at forbinde sig med hende og hendes historie.

Alt i alt var “Slutty Mary” ikke blot et comedyshow, men en rejse gennem menneskets kompleksitet, selvaccept og fejring af livet i dets fulde omfang. Linda P formåede at skabe et rum, hvor publikum kunne reflektere over deres eget liv, samtidig med at de blev underholdt af hendes historie.

Omtale: “Vi er vores valg” bogrelease

Tirsdag d. 14. November udkom forfatter og foredragsholder, René Dahl Andersens nye bog med titlen “Vi er vores valg”. Eks-betjenten med dybe rødder i det nordjyske, havde valgt at udgive bogen ved et ekslusivt arrangement i AKKC, hvor René havde inviteret nogle af de personligheder, som dukker op i hans bøger og ikke mindst fra hans Podcasts; “Narkobetjenten” og “Panser”. Vi lagde nysgerrigt vejen forbi Aalborghallen denne tirsdag aften.

Til dem, der ikke kender René Dahl Andersen, så udlevede han i mange år sin drengedrøm som betjent, og arbejdede blandt andet i uropatruljen, som undercover-agent og ikke mindst i hjertet af Danmarks hårdeste narkomiljø. Men René er ikke en del af dansk politi længere, for i 2017 tog han et skelsættende valg, da han blev taget for at stjæle nogle lamper og pludselig befandt sig på den anden side af loven. Det blev startskuddet på Renés bogserie, hvor første udgivelse var “Hærdet” i 2021.

Vi ankom til et udsolgt arrangement med cirka 700 gæster. Setuppet i Aalborghallen var med rundborde og unummererede pladser frem for stolerækker – anderledes i forhold til sådan et arrangement, tænkte jeg. Men okay.

På scenen bliver der budt velkommen af radiovært og aftenens konferencier Niels Skovmand.

De første, der gik på scenen var Forlaget Grønningen 1, som har stået for at udgive alle René Dahl Andersens tre bøger. Meget kort fortalte de om deres første møde med René og til hvor de står i dag med en tredje bog i rækken. Det viser sig nemlig, at René til at starte med ikke ønskede at udgive sin historie under eget navn.

Da forlaget var færdige med deres forhistorie omkring René og deres bogudgivelser, gik ordet videre til René, som kort fortalte om den nye bog; “Vi er vores valg”. Han fortalte om de tanker han har gjort sig om bogens indhold, om processen og ikke mindst sit nære forhold til forfatteren Pia Møller Søe, som har skrevet det nyeste skud på stammen i samarbejde med René.

Havde man forventet en ny bog lig “Hærdet” og “Helhjertet”, hvor man møder René gennem hans politikarriere, fortalte han i stedet, at “Vi er et valg” er en selvhjælpsbog med fokus på at tage ansvar, gøre op med fortiden og om at kigge fremad. Den fortælling er han ikke ene om, og med sig i bogen og på scenen havde han nogle personligheder fra sit liv, bøger og ikke mindst podcasts, som har taget skælsættende beslutninger i deres liv og karriere.

Den første person vi mødte var Store Bjarne – en tidligere betjent og René Dahl Andersens chef fra Station City (1) i København. Store Bjarne har selv skrevet en bog om sin lange karriere som betjent, og det endte med et mindre foredrag.

Det samme gjorde næste personlighed, som vi mødte fra Renés bog. På scenen kom endnu en tidligere betjent, Flemming Sloth Andersen, der i visse kredse går under navnet Betjenten. Ligesom Store Bjarne har Flemming skrevet sine erindringer i en bog, som han kort fortalte om.

Efter en pause kom den nu forhenværende rapper og sanger fra duoen Djämes Braun, Kent Pedersen på scenen. I modsætning til personlighederne vi mødte i den første halvdel af arrangementet, har Kent været på den forkerte side i af loven. Det var første gang, at Kent stod på scenen for at fortælle sin historie om et alt for stort indtag af alkohol, stoffer og ikke mindst om at skylde en masse penge væk til de forkerte. Kent Pedersen udgiver også en bog om sin historie en gang næste år.

Da Kent trådte ned fra scenen blev han erstattet af endnu en personlighed fra Renés liv og nye bog. Hvis man har læst, set eller lyttet til de programmer, som René medvirker i, kender man ham som Kaliffen. Kaliffen, som fremstod yderst intelligent, veltalende og fuld af humor, kom på kant med loven, da han fandt ud af, hvor let han havde ved at sælge og importere hash. Han blev god til det og tjente rigtig mange penge, indtil René en dag mødte op i hans lejlighed for at anholde ham. Den dag vendte op og ned på hans liv, for det førte til en længere fængselsdom.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvilke forventninger jeg havde til en decideret bogrelease. Men jeg havde måske nok forventet, at René var med hele vejen i gennem, så det blev en form for samtale frem for de fire miniforedrag, hvor personlighederne fortalt deres individuelle historie. Jeg forstår godt, at historierne er en del bogen “Vi er vores valg”, men dermed sagt havde jeg brug at René var en flydende del af det, i det han er afsender af bogen, hvor disse personer fremgår. Denne form fik mig også til at få følelsen af, at jeg sad til fire, nej faktisk fem forskellige foredrag, hvor jeg lige kunne købe en bog fra hver, på nær Kaliffen, som ikke har planer om at fortælle sin historie i bogform.

Når det er sagt, havde jeg glædet mig til at møde René Dahl Andersens partner fra podcasten “Narkobetjenten”, Pernille Brunse, som skulle havde været med ifølge beskrivelsen af arrangementet. I deres fælles podcast er hun den kritiske journalist, som skubber til René og stiller ham alle de svære spørgsmål. Hun kunne måske have samlet trådene i Aalborghallen denne aften. Pernille Brunse var ikke den eneste manglende gæst, der ellers var blevet lovet programmet. Det gjaldt også Mor Lene, F-16 og Bing-Bang

For mig manglede der noget eller nogle til at samle tingene og give arrangementet mere struktur og kant. Så kan man tilføje nok så mange musikindslag og andet, men hvis det virker ustruktureret, ude af kontekst og usammenhængende, så virker det ikke.

Eksklusiv koncert med Take That næste sommer

Take That indtager Skovdalen i Aalborg og byder publikum velkommen til en eksklusiv koncert med plads til kun 5.000 gæster 27. juni 2024

Oplev et af 1990’ernes absolut varmeste popnavne, når det britiske boyband Take That indtager Aalborg og spiller til Skovrock i Skovdalen torsdag den 27. juni 2024!

Siden 1990’erne har det ikoniske boyband Take That sat sit uudslettelige præg på popmusikken og stjålet tusindvis af hjerter verden over med deres store vokaler og utallig mange hits.

Take That var et af de første moderne boybands fra UK, som styrtede ind på alle hitlister og tog verden med storm med deres store poppede, følsomme ballader. De medrivende melodier og det dybe tekstunivers har resulteret i en lang række internationale hits såsom ’Back For Good”, ”Patience”, ” How Deep Is Your Love”, ”Pray” og ”The Flood”, og med over 45 mio. solgte albums på verdensplan har Take That i dag markeret sig som en af de største popgrupper fra 90’erne og 00’erne.

Boybandet har igennem årene været opløst og genopstået i forskellige konstellationer, men når Take That indtager Skovdalen i 2024, er det i gruppens nuværende form, som trio med Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald, som nu er tilbage med deres nye udgivelse This Life.

I juli i år spillede Take That på Hindsgavl Slot, og det var en en kæmpe succes med 10.000 vilde mennesker og en helt igennem gennemført og super koncert. Første og eneste gang Take That tidligere har besøgt Aalborg var tilbage i efteråret 2007, hvor de spillede to fantastiske koncerter i Gigantium.

Nu vender Take That tilbage til Aalborg, så sæt kryds i kalenderen den 27. juni 2024, hvor popfesten er sikret, når Take That indtager Skovdalen og byder publikum op til fællessang.

Forsalg starter på billetlugen.dk 1. nov. kl. 10

Anmeldelse: Mio min Mio – en forestilling for børn og voksne

I Aalborg Teaters opsætning af “Mio, min Mio” blev vi taget med på en rejse ind i en magisk eventyrverden. Forestillingen, der er baseret på Astrids Lindgrens klassiker, formidler budskabet om venskab som kilde til mod og styrke.

Hilde Brinchmann har på Lille Scene i Aalborg Teater opsat forestillingen om den unge dreng Mio, der gennem stykket kæmper for at finde sig selv og redde de forsvundne børn fra Landet i det fjerne. Venskab giver mod og styrke. Det er præmissen for den unge adopterede dreng, Bo Vilhelm Olsen, når han drager ud på rejsen for at finde sin far og sit retmæssige ophav – hvor han får sit rigtige navn, Mio.

Allerede ved ankomst til teateret blev vi bedt om at tage vores sko af, hvilket indledte en unik og mindeværdig oplevelse. Vi blev ført bag scenen, som om vi selv blev trukket ind i eventyret. Denne tilgang til teateroplevelsen gav os følelsen af at være en del af historien, før forestillingen overhovedet var begyndt. Kort efter sad hele publikum presset sammen på gulvet, og ud af det blå rejste en dreng sig op – han trådte op på trappetrinene foran os og fortællingen gik i gang.

Østen Borre Simonsen fangede fra første øjeblik tilskuernes opmærksomhed, i sin overbevisende optræden som hovedkarakteren Mio. Hans fortolkning var både overbevisende og hjertevarmende, og han fik os til at føle os investeret i historien fra start til slut. Gennem forestillingen havde han selskab af Clara Josephine Manley, der hovedsageligt spillede Mios ven Jum-Jum. Her byggede deres relation på et tæt venskab, som gav dem styrken til at bekæmpe den onde Ridder Kato. Desuden skal Lars Topp Thomsen nævnes for sit alsidige skuespil, hvor han med lethed påtog sig forskellige roller, alt for Mios far Kongen til den onde Ridder Kato.

Kulisserne var opstillet af sider fra bogen, som var med til at sætte scenen for den fortælling, der fandt sted. På symbolsk vis blev siderne gennem forestillingen åbnet, for at illustrere sceneskiftet, så publikum blev taget dybere ind i bogen og fortællingen. En særlig styrke ved denne opsætning var inddragelsen af publikum, især børnene. Selvom det måske var skræmmende for nogle i begyndelsen, blev vi alle en del af forestillingen. Som vi nærmede os enden stod hele publikum på scenen med skuespillerne, inden stykket blev afsluttet og et stående bifald fyldte salen.

Opsætningen af “Mio min Mio” blev gennemført med stor succes, hvor den eneste negative oplevelse, jeg sidder tilbage med, var komforten på siddepladserne. Gennem størstedelen af forestillingen sad publikum på trappen, hvor det grundet pladsmangel blev en noget sammenklemt oplevelse. Men dette faktum er ikke nok til at fjerne succesen fra teaterstykket, som jeg giver 5 ud af 6 stjerner.

 

Aalborg Opera Festival

Nu er der kun ganske kort tid til, at Aalborg Operafestival for 22. gang spirer op i Aalborg og hele Nordjylland – hvor operaen rykker ind på gadehjørner, herberger, legepladser, svømmehaller, altaner og meget mere, med en mission om at gøre opera tilgængeligt for alle!

Efter flere års stormende succes har festivalen udvidet til hele syv dage i år når den løber derfor af stablen fra d. 13.-19. august.

I år viser et stærkt program, at Aalborg Operafestival ikke er bange for at bringe operaen væk fra de støvede samlinger og i stedet nytænke formater og sætte lokalmiljøet i spil. Både når operakoncerter rykker ind på byens herberger med Opera til kaffen, unge gymnasieelever inviteres til opera om sociale medier i operaen Denis og Katya, og tusindvis af børn samles for at synge opera i den store fællessangsbegivenhed Syng Højt!, bruger Aalborg Operafestival musikken til at løfte et socialt ansvar og er med til at bane vejen for den klassiske musiks fremtid!

Se hele programmet og køb billet til koncerterne på aalborgopera.dk


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev