Anmeldelse: Underkastelse, Aalborg Teater (Lille Scene)
I Frankrig i 2022 bliver en muslim overraskende valgt som ny præsident. Han indfører en mild Sharia-lovgivning, der har vidtrækkende konsekvenser for det meste af landet. Men hvordan kom det så vidt? Og er det for det gode eller det værre?
Den franske forfatter Michel Houellebecq har et rygte for at være en enfant terrible, hvilket blev cementeret i 2015, da hans 6. roman, Underkastelse, udkom. Handlingen foregår i en nær fremtid, hvor en moderat muslim er kommet til magten. Ved et bizart tilfælde udkom bogen den samme dag som angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris d. 7. januar 2015. En af hans personlige venner var blandt de dræbte og Houllebecq stoppede straks al promovering af Underkastelse og forlod Paris for en stund. Det stoppede dog ikke medierne fra at omtale den og flere steder blev han kritiseret for opildne konflikten mellem islam og den vestlige verden.
Meningen med livet
Nu har Aalborg Teater så valgt at give sig i kast med værket i en opsætning med Martin Ringmose i hovedrollen som Francois, en aldrende og velanset litteraturprofessor, der kæmper med at finde meningen med tilværelsen. Han sidder i en lejlighed i Paris og filosoferer over, hvad livet egentlig skal bruges til, når man har opnået det man vil. I stedet for den tomme trommerum af voksenlivets faste forhold, giftermål og skilsmisse, så er han blevet i ungdommens cyklus og indleder et forhold til en ung studerende hvert år, som bliver udskiftet ved et nyt semesters begyndelse.
I bogen er det svært at holde af Francois, der, mildt sagt, er en opblæst, patriarkalsk, rødvinsalkoholiseret nar. I Martin Ringmoses version er karakteren blødt lidt op, men det er stadig svært ikke at lade sig provokere af Francois facon og meninger. Martin Ringmose leverer replikkerne med et tilpas glimt i øjet, så man ikke kan lade være med at le af ham. Det er en svær rolle, men man føler sig tryg i selskab med Martin Ringmose, der udfylder rollen med den arrogance og selvsikkerhed, der skal til.
Stykkets følelsesmæssige nerve
Overfor Francois står Myriam, en studine/elskerinde, som han har svært ved at slippe selvom det sædvanlige år er ovre. Myriam er, i Kristine Elmedal Johansens fine fløjlsbløde spil, stykkets følelsesmæssige klangbund. Uden hende ville både Francois og Underkastelse ikke være andet end et intellektuel tankeeksperiment. Hun er den eneste, der virkelig har noget at miste ved Det Muslimske Broderskabs fremgang på grund af hendes jødiske baggrund. Derudover virker hun også til at være noget af det eneste Francois holder af, og er med til at gøre ham mere menneskelig.
Underkastelse er et spændende og tankeprovokerende stykke. Det kunne næsten ikke være mere aktuelt i disse tider, hvor verden i den grad virker splittet politisk. Underkastelse er en advarsel mod ligegyldigheden og fundamentalismen, uanset hvor den kommer fra. Aalborg Teaters opsætning lægger sig tæt op af romanen, hvilket både er dets største styrke og største tab. Romanen er fysisk med på scenen og oplæsningerne er en naturlig forlængelse af den akademiske verden, vi befinder os i. Dog er stykket en sjælden gang så teksttungt, at selv skuespillerne virker til at kløjes i ordene.
Se mere om Underkastelse på Aalborg Teaters side