2020 fortjener offlinetid
Min mor sagde sit avisabonnement op tilbage i 90’erne, samtidig sagde hun farvel til både tv-avisen og radioavisen – ude i skoven. Faktisk sagde hun helt farvel til fjernsynet, med undtagelse af når vi købte rigtig gode film til hende. Den Sidste Kejser, Amélie, Out of Africa, Stegte grønne tomater, Den grønne Papaya – Så sad vi i den store grønne seng og guffede tapas på guldtallerkner og tog en på opleveren sammen med de gode filmenergier
Computeren blev kun brugt til Photoshop, og hendes internet forblev offline i alle år, mens samlingen af kunstbøger og stærke romaner voksede proportionelt. Hun elskede Frederik Dessau om søndagen på P1, og de artikler gode venner fandt relevante og sunde for hende, og derfor ofte klippede ud og sendte afsted pr. brev eller luftpudekuverter.
I vores galleri i København dukkede mennesker op fra nær og fjern. Fra New York over Ølby, Fakse og New Delhi. Hauser Plads, Berlin, Kongens Have og Gentofte, Herning, Skagen, Rungsted og Valby. Alle havde de, nutidens skjalde og trubadurer, nyheder og sladder med fra den tunge eller den lette ende, som de følte vigtige at dele med min mor. Den lette del røg ofte direkte i den mentale skraldespand efter endt besøg. En del fra den tunge ende fik lov til at blive.
Hun var ikke ignorant. Hun var skarp som en katana (red. traditionelt japansk sværd) og yderst videbegærlig og holdt gerne natlige seancer og sparring med Frida Kahlo og Georgia O’Keefe, ind imellem samtalerne med nutidens Skagens Malere, store digtere og gode venner med noget på hjerte. Men hendes bullshit-filter forblev online hele livet.
Hvorfor er det, vi stadig elsker de danske folkekomedier med ’alle de gode gamle’? Hvordan kan de blive ved at trække os hen foran fjernsynet gang på gang? Poul Reichhardt, Ib Schønberg, Olsen Banden, Matador, Ghita og Ove – og min far? Hvis vi sætter blodtryksmåleren på armen før og efter et besøg ’Ved Kongelunden’ og ombord på sporvogn nummer 8, så er jeg gan- ske sikker på, at svaret ligger dér. Så er jeg ganske sikker på, at Kongelunden vil have haft en særdeles god indflydelse på vores dansende blodcirkulation og medfølgende tryk, faktisk en lige så god indflydelse som både spinat, fine juicer og ’smuddies’, en gåtur ved Fjorden og en times karmayoga i svedehytten.
De er til stede ved Kongelunden. Ingen bullshit. Når morlille laver frikadeller, farmand hejser flaget og kaffen bliver indtaget i det sort/hvide solskin, så smager frikadellerne af kærlighed og ro og bønnerne af nybrygget kaffe, ikke bittert af Trumps sidste tweet eller din kollegas onlineudbrud af forargelse over en tilfældig persons mangel på udstødningsrør på denne persons forbikørende knallert.
Vi smitter hinanden hele tiden med ligegyldigheder og frygt for krig, vira og tyv’knægte. Vi smitter hinanden med bomber af fake news og tusindvis af uskarpe fotos, der kun giver mening for os selv. Vi lægger nemlig ikke kun ét godt op af vores tantes nye hundehvalp … vi lægger hele serien op. Sammen med den halvspiste brunsviger, flere uskarpe lyskæder fra Tivoli, røven af onkel Orla på vej ud efter flere bajere i køkkenet til påskefrokosten og solnedgang nummer 647.
Vi er kun lige begyndt på året, det smukke magiske år 2020, og allerede nu er det blevet småplettet af vores behov for at ytre os om alt og alle og en masse, som vi faktisk ikke ved en skid om. Behovet for at løbe med en halv vind og hoppe med på forargelsens bølger over alle dem, der ikke mener og tænker og gør, som vi selv mener og tænker og gør. Alt det, som vi lovede os selv, vi ville stoppe med. Nytårsaften 2019. Hvis vi tager blodtryksmåleren frem igen, og giver den et skud før og efter et besøg i frokostkantinen, digitale platforme og sociale medier … så er jeg ret sikker på trykket er steget, som et skud tripple espresso direkte ind i aorta.
Jeg kan fysisk mærke det i min krop, når for mange af alle de her indtryk planter sig i mig. Specielt inden sovetid. Jeg kan mærke, hvordan jeg lige skal bruge lidt ekstra tid på at feje, støvsuge og lufte ud mentalt. Derfor vil jeg også bruge meget mere tid offline i 2020 og lade verdens ballade fylde meget mindre indeni. Madguruen Umahro Cadogan husker os på, at vi selv bestemmer, hvad vi vil med vores kroppe, og hvem vi vil fodre. Prinsessen eller narkoluderen. De sunde energier eller alt det billige E-junk. Og det samme gælder vel vores mentale velvære og helbred. Både hvad vi tager ind, men bestemt også hvad vi sender ud. Vi vil alle sammen rigtig gerne passe på klimaet, men så skulle vi måske også holde lidt inde med vores brokkerier, sladder og frygtdannelse, og i stedet fokusere på de områder, hvor vi også selv kan komme med positive og konstruktive inputs, samt glæde og alle de sunde krammere. Klimaet er jo også alle de mentale stråler vi basker rundt imellem.
Jeg vil selv lytte lidt mere til min mors indre stemme, og fordybe mig i dét univers, der får de gode og sunde celler til at gro, lade mit bullshit filter forblive online, men resten af min introverte sjæl skal vokse sig stærk gennem den vigtige nærhed, givtige samtaler, fordybelse og glæde.
Lad os sammen tænke lidt mere over, hvad vi tager ind og sender ud. Så er jeg nemlig sikker på, at året 2020 kan blive ganske magisk.
KYS & KRAM Josefine