Klumme: Et kig bag de kongelige gardiner
Hvad foregår der bag lukkede døre? Vi mennesker er generelt nysgerrige på andres hemmeligheder og vil rigtig gerne holde på vores egne. Det engelske kongehus har fået luftet deres beskidte vasketøj i medierne i mange år, og sjældent selv udtalt sig. Men i starten af året udkom Prins Harrys selvbiografi, hvor han fortæller så ærligt om livet på indersiden, at det næsten virker blasfemisk
Vores danske kongehus er befriende tamt i forhold til det engelske, der i mange år har været forfulgt af skandaler. Sladderblade og mere sobre medier har skrevet spaltevis af beretninger om stort og småt, det er blevet hjulpet på vej af unavngivne kilder, men sjældent er blevet kommenteret på af hovedpersoner selv.
Jep, denne klumme handler om sladder og kongelige fra et andet land, men det er en familie, der har været inspiration til utallige film, bøger gennem tiden og nu også en succesfuld serie på Netflix, så bær over med mig et øjeblik.
I 2020 valgte Prins Harry at træde ud af det engelske kongehus, og medierne nærmest eksploderede af meninger om og forklaringer på den beslutning, men hovedpersonerne var, som sædvanligt, ikke særligt meddelsomme.
Det har nemlig længe været et mantra i den familie, at man ikke skal beklage sig eller forklare – ’Never complain, never explain’. Det var derfor, at det var så stor en begivenhed, da prinsesse Diana gav et meget åbenhjertigt tv-interview i 1995 om hendes kuldsejlede ægteskab, hvor der med hendes ord var tre personer i stedet for bare to, så der var lidt overfyldt.
Selvom der har været endnu flere skandaler efterfølgende, så har man ikke set flere af den slags interviews fra familien selv. Derfor har de altid været omgærdet med en form for mystik, der har været uimodståelige for medier og forfattere gennem tiden. Da The Crown fik premiere på Netflix i 2016, så blev det på en måde en vej til at skrælle et lag af mystikken.
The Crowns første sæson starter sin historie med en ung prinssesse Elisabeth, der bliver gift med prins Philip. Da vi taler om begivenheder, der skete for over et halv århundrede år siden, så virkede det knap så meget som vindueskiggeri og mere som et blik på en svunden tid, der havde stor betydning for England. Derfor var der ikke mange, der løftede et øjenbryn over scenerne, hvor manuskriptforfatterne har taget sig friheder med historien, og skrevet samtaler og begivenheder, der var ren fantasi.
I den seneste sæson (sæson 5) er det netop skandalen omkring Diana, Charles og Camilla Parker-Bowles, der var en af hovedhistorierne. Fordi det var en historie, som flere af os kan huske udspille sig i medierne, var der nogen, der mente, at Netflix og skaberne af serien burde gøre seere opmærksomme på, at det ikke var sandheden, de så på skærmen, men i stedet en opfunden historie, der var inspireret af virkeligheden, hvis nogen nu skulle være i tvivl.
Men hvad er sandheden så? Prins Harrys selvbiografi udkom, som sagt, i starten af året, og gav et meget åbenhjertigt indblik i en ellers meget lukket familie. Jeg må indrømme, at jeg var grebet fra start til slut. Men han fortæller også om begivenhederne fra sit eget synspunkt, og, som de fleste familier nok kan bekræfte, så kan genfortællingen af en historie variere kraftigt alt efter fortælleren.
Hvad der stod mest tydeligt tilbage for mig, da jeg havde lyttet bogen færdig (den engelske version, hvor Harry selv læser op, kan anbefales), var en dårlig smag i munden over, hvor ødelæggende nysgerrighed også kan være.
Respekt til prins Harry for, at han vælger at fortælle sin historie på sine egne præmisser i stedet for at lade pressen gøre det for ham. Det er en mærkelig og øjenåbnende oplevelse at høre Harry fortælle sin egen historie, når man er vokset op med at læse om ham. Nærmest som fisken i akvariet, der pludselig åbner munden og selv begynder at fortælle om livet på indersiden af glasset.
