Skip to main content

Tag: kongelig

Klumme: Et kig bag de kongelige gardiner

Hvad foregår der bag lukkede døre? Vi mennesker er generelt nysgerrige på andres hemmeligheder og vil rigtig gerne holde på vores egne. Det engelske kongehus har fået luftet deres beskidte vasketøj i medierne i mange år, og sjældent selv udtalt sig. Men i starten af året udkom Prins Harrys selvbiografi, hvor han fortæller så ærligt om livet på indersiden, at det næsten virker blasfemisk

Vores danske kongehus er befriende tamt i forhold til det engelske, der i mange år har været forfulgt af skandaler. Sladderblade og mere sobre medier har skrevet spaltevis af beretninger om stort og småt, det er blevet hjulpet på vej af unavngivne kilder, men sjældent er blevet kommenteret på af hovedpersoner selv.

Jep, denne klumme handler om sladder og kongelige fra et andet land, men det er en familie, der har været inspiration til utallige film, bøger gennem tiden og nu også en succesfuld serie på Netflix, så bær over med mig et øjeblik.

I 2020 valgte Prins Harry at træde ud af det engelske kongehus, og medierne nærmest eksploderede af meninger om og forklaringer på den beslutning, men hovedpersonerne var, som sædvanligt, ikke særligt meddelsomme.

Det har nemlig længe været et mantra i den familie, at man ikke skal beklage sig eller forklare – ’Never complain, never explain’. Det var derfor, at det var så stor en begivenhed, da prinsesse Diana gav et meget åbenhjertigt tv-interview i 1995 om hendes kuldsejlede ægteskab, hvor der med hendes ord var tre personer i stedet for bare to, så der var lidt overfyldt.

Selvom der har været endnu flere skandaler efterfølgende, så har man ikke set flere af den slags interviews fra familien selv. Derfor har de altid været omgærdet med en form for mystik, der har været uimodståelige for medier og forfattere gennem tiden. Da The Crown fik premiere på Netflix i 2016, så blev det på en måde en vej til at skrælle et lag af mystikken.

The Crowns første sæson starter sin historie med en ung prinssesse Elisabeth, der bliver gift med prins Philip. Da vi taler om begivenheder, der skete for over et halv århundrede år siden, så virkede det knap så meget som vindueskiggeri og mere som et blik på en svunden tid, der havde stor betydning for England. Derfor var der ikke mange, der løftede et øjenbryn over scenerne, hvor manuskriptforfatterne har taget sig friheder med historien, og skrevet samtaler og begivenheder, der var ren fantasi.

I den seneste sæson (sæson 5) er det netop skandalen omkring Diana, Charles og Camilla Parker-Bowles, der var en af hovedhistorierne. Fordi det var en historie, som flere af os kan huske udspille sig i medierne, var der nogen, der mente, at Netflix og skaberne af serien burde gøre seere opmærksomme på, at det ikke var sandheden, de så på skærmen, men i stedet en opfunden historie, der var inspireret af virkeligheden, hvis nogen nu skulle være i tvivl.

Men hvad er sandheden så? Prins Harrys selvbiografi udkom, som sagt, i starten af året, og gav et meget åbenhjertigt indblik i en ellers meget lukket familie. Jeg må indrømme, at jeg var grebet fra start til slut. Men han fortæller også om begivenhederne fra sit eget synspunkt, og, som de fleste familier nok kan bekræfte, så kan genfortællingen af en historie variere kraftigt alt efter fortælleren.

Hvad der stod mest tydeligt tilbage for mig, da jeg havde lyttet bogen færdig (den engelske version, hvor Harry selv læser op, kan anbefales), var en dårlig smag i munden over, hvor ødelæggende nysgerrighed også kan være.

Respekt til prins Harry for, at han vælger at fortælle sin historie på sine egne præmisser i stedet for at lade pressen gøre det for ham. Det er en mærkelig og øjenåbnende oplevelse at høre Harry fortælle sin egen historie, når man er vokset op med at læse om ham. Nærmest som fisken i akvariet, der pludselig åbner munden og selv begynder at fortælle om livet på indersiden af glasset.

Kom og løb med Kronprinsen

Tilmelding til Royal Run Aalborg åbner i dag.

H.K.H. Kronprinsen markerer næste år sin 50 års fødselsdag ved at invitere hele Danmark til løbefesten “Royal Run” i landets fem største byer. Løbefesten er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund og arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision. Tilmelding åbner i dag, onsdag den 1. november på royalrun.dk. Alle er velkomne.

I anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag omdannes Aalborg til én stor løbefest mandag 21. maj 2018. Royal Run bliver den første store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge. Her kan danskerne være med til at fejre Kronprinsen ved at løbe samme rute som ham i landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Royal Run Aalborg får start og mål på Slotspladsen ved Havnefronten i Aalborg, og der vil være fødselsdagsfest i den nordjyske hovedstad hele dagen (2. pinsedag).

Tilmeldingen åbner onsdag den 1. november 2017 på royalrun.dk, hvor det vil være muligt at vælge mellem 10 km eller One mile (1,609 km).

Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, ser frem til den kongelige fødselsdagsfest i byen:

Jeg er både glad og meget stolt over, at Aalborg bliver det første stop på Kronprinsens kongelige festuge. Jeg glæder mig til sammen med byens mange løbe- og gåglade borgere at løbe sammen med Kronprinsen og vise ham vores fantastiske midtby og hele vores smukke havnefront. Aalborg er en fantastisk festby, og jeg er sikker på, at vi alle vil gøre Kronprinsens runde dag til en fantastisk, farverig og uforglemmelig dag,” fortæller borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen.

Jørgen Hein fra Aalborg Atletik og Motion, der er løbsteknisk ansvarlig for Royal Run Aalborg, har ligeledes store forventninger til Royal Run:

I Aalborg Atletik og Motion er vi utroligt stolte over, at det er os, der har fået ansvaret for arrangementet i forbindelse med fejringen af Kronprinsens 50 års fødselsdag. Vi glæder os til at samle hele Nordjylland her i Aalborg, så vi i fællesskab kan være med til at hylde den motionsglade Kronprins. Jeg håber virkelig på, at vi nordjyder kan vise Kronprinsen, at vi har taget Bevæg dig for Livet konceptet til os. Det er netop det, der er Kronprinsens motivation til at være med i dette store landsdækkende arrangement. At så mange som muligt kommer ud og bevæger sig,” lyder det fra Jørgen Hein.

Kronprinsen aktiverer danskerne med Royal Run

Kronprinsen begynder Royal Run-dagen i Aalborg, hvor han løber One mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One mile, inden han slutter sin løbefest af i København/Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden.

Kronprinsen er en aktiv løber og motionist. Med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Samtidig har han et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe.

I DIF og DGI’s partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden er ambitionen at få verdens mest aktive befolkning igennem visionen Bevæg dig for livet, og med den løbefest der er i vente, bliver der sat ekstra skub i bevægelsen.

Læs mere om eventen på royalrun.dk og på Facebook.com/royalrundanmark.

Arrangørerne bag Royal Run

Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision i samarbejde med Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run.

Arrangørerne opfordrer alle interesserede til at tilmelde sig så tidligt som muligt, idet der er et begrænset antal pladser i hver by. De lokale arrangører har defineret, hvor mange løbsdeltagere deres by kan rumme.

FAKTA OM ROYAL RUN:

  • Dato: Mandag den 21. maj 2018 (2. pinsedag)
  • Distancer: One mile (1,609 km) og 10 km
  • Tilmelding: På royalrun.dk fra onsdag 1. november 2017
  • Deltagergebyr: One mile: 75 kr. – 10 km: 250 kr.
  • Lokale arrangører Royal Run Aalborg: Aalborg Atletik & Motion, Aalborg Kommune og DGI Nordjylland
  • Information: royalrun.dk, Facebook.com/royalrundanmark, Instagram/royalrundanmark.
  • Regional pressekontakt: Henriette Leth Nielsen, kommunikationschef i Dansk Atletik Forbund: 20 15 22 20

APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev