Skip to main content

Tag: Konfirmation

Magi i luften

Annonce – Det er magisk at gå ind ad døren til Jyttes ‘slaraffenland’, Butik Chové i Nørregade i Aalborg. Butikken bugner af romantik og imponerende, glitrende opstillinger til enhver festlig lejlighed. Du føler dig i feststemning allerede ude på gaden, når den røde løber og helium balloner lokker dig indenfor, og Jytte hjerteligt og festklædt byder dig velkommen

Netop balloner har en særlig plads i Jyttes hjerte. Du kan ”bland- selv” balloner i alverdens lækre former og farver, klassisk eller metallic og intet er så livsbekræftende, som når Jytte forærer et barn en ballon. Barnets indlevelse og betagende glæde er løn i sig selv for Jytte. Det er tydeligt, at hun brænder for at hjælpe sine kunder. Jytte lever sig ind i kundens ideer og behov og finder gerne ledig tid i kalenderen for at sikre, at kunderne får netop den vejledning og det pynte-tema, der skaber deres perfekte fest. Om det er konfirmation, bryllup, baby-shower, børnefødselsdag mv. Uanset om de kommer for at supplere deres festartikler, eller de køber det hele ved Jytte.

Jyttes butik bugner, og det er tydeligt, at der er alt – som i alt – hvad hjertet og festglade kunder begærer for den vellykkede fest. Butikken byder på Aalborgs største udvalg af festartikler og feststemningen sprudler i Butik Chové. Jeg mærker det – kunderne mærker det og Jytte mærker det dagligt, når nye eller tilbagevendende danske og udenlandske kunder viser deres tydelige begejstring. ”Wauw, det pynt må jeg have til min fest” ”..Sikke lækre servietter”, ”..sæbebobler på bordet, hvor flot” …begejstringen vil ingen ende tage og Jytte stortrives her, hvor kreativiteten blomstrer. Her kan hun hjælpe og vejlede alle de glade kunder.

– Det skal være som om kunderne træder ind i en drømmeverden, hvor der altid er et positivt fokus, det gør min butik og mit arbejde unik, smiler Jytte.

Prinsen på den hvide hest

Jyttes ”festlige” eventyr startede, da hun mødte prinsen på den hvide hest og skulle holde havebryllup…en stor research afslørede, at det var svært at handle alt festivitas og pynt et sted. Det måtte Jytte gøre noget ved, for Jytte er en spontan, handlekraftig kvinde. Jytte og hendes mand er et godt team, mener Jytte. Sådan opstod Butik Chové. Jytte har tidligere været butiksejer på Sjælland, og det voksede hurtigt fra to oliekridt til en hel kunstforretning. Og alt det hun ikke vidste, det lærte hun undervejs. Jytte er iværksætter uden begrænsninger og uden bekymringer.

Fremtidens butik

Eventyret fortsætter, for Jytte har masser af ideer til at udvikle butikken både på Instagram og på web-shoppen. Det hele foregår i et tempo, hvor Jytte har sig selv med, i alt det hun laver. Jytte har netop ansat en hjælper på timebasis til at oprette og beskrive de mange varer på webshoppen. Desuden påtænker Jytte at lave kundeaftner med inspiration til kreativ pyntning med udgangspunkt i kundernes ønsker og behov og trends. Jytte har også tænkt bæredygtighed ved at sælge sugerør i papir samt lys og servietter fra de tre populære bæredygtige mærker Bækkelund by MANK A/S, Ambiente og Ihr.

Konfirmation for døren

Der findes uendelig mange festtemaer. Netop nu i de kommende måneder er konfirmationspynt efterspurgt. Mødre og deres unge kommende konfirmander kommer til Jytte med deres ideer og får gode tips omkring tema, farver og tilbehør. Alle kan de glæde sig til Jyttes populære borddækninger, hvor der er brugt de smukkeste servietter og det flotteste pynt. Der er meget inspiration og gode tips at hente.

Jytte forklarer,

Annonce

– Det handler om at tage udgangspunkt i den unge. Har de en bestemt interesse eller en yndlingsfarve, så finder vi et fedt og festligt set-up eller pynt til sangskjuleren. Uanset om interessen er golf, skøjter, tennis, fodbold, musik, sejlads eller noget helt andet. Nu er det ikke kun en dans på roser at drive festbutik. Det er hårdt arbejde og Jytte bruger meget tid på at scanne markedet for de lækreste produkter, og hvad rør sig i den kommende sæson.

– Det betyder, at du som kunde altid kan være sikker på, at jeg har netop den type ballon, den specielle printede serviet, i den helt rigtige farve, det perfekte banner til brylluppet, det smukkeste brudepar til bryllupskagen, det sødeste pynt til det lækreste baby-shower, fortæller Jytte.

BOUTIQUE CHOVÉ

Nørregade 29, 9000 Aalborg

boutiquechove.dk
chove@boutiquechove.dk
Telefon: + 45 22 93 60 45

Humanistisk konfirmation – nu også i Nordjylland

Pressemeddelse fra Humanistisk Samfund

For første gang kan unge nordjyder fra 2020 blive humanistisk konfirmeret her i landsdelen.

Når de nye konfirmander springer ud i foråret 2020, vil der blandt dem være et nordjysk ikke-religiøst, humanistisk konfirmationshold.

Hidtil har unge nordjyder måttet rejse ud af landsdelen for at blive humanistisk konfirmeret, men fra næste år kan det altså ske på hjemmebane.

Bag konfirmationen står foreningen Humanistisk Samfund, som siden 2011 har tilbudt humanistisk konfirmation i Danmark. Siden da er antallet af humanistiske konfirmander nærmest eksploderet og alle steder er der ventelister til dette års konfirmation.

– Nærmeste tilbud om humanistisk konfirmation har hidtil været i Aarhus, men vi modtager forespørgsler og ønsker om konfirmation i vores landsdel, så vi er slet ikke i tvivl om, at der også i Nordjylland er grundlag for humanistisk konfirmation, siger Jørn Rosborg, formand for den nordjyske afdeling af Humanistisk Samfund.

Den humanistiske konfirmation består af to weekendkurser med undervisning i emner som fx etik, tolerance, livssyn, menneskerettigheder, seksualitet og rusmidler. Konfirmationen afsluttes med en højtidelig ceremoni, som for første gang i Nordjylland vil finde sted 2. maj 2020 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Tilmeldingen til den humanistiske konfirmation 2020 i Aalborg starter 1. juni; for medlemmer af Humanistisk Samfund allerede 1. april.

– Et ærligt valg

Én af de unge, der allerede har meldt sig på banen som humanistisk konfirmand er 12-årige Amanda Ahm Krag fra Uggerby ved Hirtshals.

– For mig er det helt enkelt: Jeg tror ikke på Gud, men at videnskaben fortæller os, hvordan verden fungerer. Derfor ville jeg ikke vælge en kirkelig konfirmation og bagefter tænke på, at hele ceremonien for mig var en løgn. Derfor er det et mere ærligt valg for mig at blive humanistisk konfirmeret, fortæller Amanda.

Hun kunne også have valgt blot at gå direkte på festen. Men den såkaldte ”nonfirmation” mangler den højtidelige markering af at sige farvel til barndommen, synes hun.

– I min søgen efter hvad der passer for mig, fandt jeg frem til den humanistiske konfirmation. Den bygger på den holdning, jeg selv har, at vi selv skal finde en mening med vores liv og at alle mennesker har de samme rettigheder, siger Amanda.

For 14-årige Lise Thirslund fra Nøvling ved Aalborg var fællesskabet vigtigt, da hun blev humanistisk konfirmeret i 2018.

At være sammen med andre unge for at modtage undervisning og diskutere emner som fx etik, moral og tolerance gav hende både fællesskab og personligt udbytte, synes hun.

– Det var meget hyggeligt og spændende at møde nye mennesker. Og samtidig lære noget. Jeg har fået meget ud af undervisningen og snakken om fx etik og tolerance. Man bliver lidt stærkere som menneske af det, siger Lise.

– Jeg kunne godt – ligesom min bror – have valgt nonfirmation. Men jeg ville hellere have fællesskabet med hytteture, diskussioner om det at være menneske og en højtidelig ceremoni, fortæller hun.

Behov for markering

Med den humanistiske konfirmation får unge mulighed for en højtidelig markering af overgangen fra barn til ung – uden at blande Gud ind i det.

– Også mennesker uden religion har behov for at markere de store begivenheder i livet. Og netop overgangen fra barn til ung er sådan en stor begivenhed, siger Jørn Rosborg, formand for Humanistisk Samfund Aalborg.

– Den humanistiske konfirmation er helt uden religiøst indhold. Vi giver unge mulighed for at vælge en konfirmation, der bygger på ikke-religiøse, humanistiske værdier som fx, at livet leves her og nu, at vi alle har ansvar for os selv, hinanden og vore omgivelser og må handle derefter.

Inspirationen kommer fra Norge, hvor omkring 13.000 unge hvert år bliver humanistisk konfirmeret hos Human-Etisk Forbund, der er søsterorganisation til Humanistisk Samfund.

Ved første danske humanistiske konfirmation i 2011 blev 12 konfirmeret hos Humanistisk Samfund, men siden er mange flere kommet til. I år bliver således 260 unge humanistisk konfirmeret ved arrangementer i København, Aarhus, Odense, Ringsted og på Bornholm. Nordjylland kommer altså i 2020 med som sidste landsdel.

Fakta om humanistisk konfirmation

  • Humanistisk konfirmation er et tilbud til unge, som ønsker at markere overgangsfasen fra barn til ung med en højtidelig ceremoni uden religiøst indhold.
  • Den første humanistiske konfirmationsceremoni i Nordjylland finder sted 2. maj 2020 i Aalborg Kongres og Kultur Center. Tilmeldingen åbner 1. juni 2019, er man medlem af Humanistisk Samfund åbner tilmeldingen allerede 1. april.
  • Forud for ceremonien deltager de unge i et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag.
  • At konfirmere betyder ’at bekræfte’ eller ’at bestyrke’. Humanistisk konfirmation handler om at styrke de unge til at handle etisk, selvstændigt og tænke kritisk. De unge skal hverken bekræfte eller bekende sig til humanismen, men blot inspireres og motiveres til at reflektere over deres eget og andres livssyn, værdier og handlinger.
  • Læs mere på hs.dk/konfirmation

TIL LYKKE! LIVET ER JERES, KONFIRMANDER….

SÅ ER DET NU DER SKAL
 PRØVES NOGET NYT


Til lykke, Sofie! Til lykke til dig – og alle dine jævnaldrende, der bliver konfirmeret i disse uger.

Du er så smuk! Du stråler, du smiler lidt skævt til det hele, for denne dag er helt anderledes end noget, du har prøvet nogensinde før. Vi fejrer DIG! Hele familien og gode venner er kommet her til Aalborg for at være der for dig. Holde fest for dig. Med dig som midtpunkt for det hele.

Jeg ved, du har tænkt meget over det – men det bliver alligevel endnu bedre, end du har troet.

Vi elsker dig – alle sammen. Og vi vil vise det både mundtligt og fysisk. Knuse dig, synge for dig og feste med dig. Fordi vi holder så meget af dig. Fordi vi slet ikke kan lade være.

Jeg ved godt, du synes, jeg er pinlig, når jeg siger det og viser det. Men vi elsker dig. Og du må bære over med os.

Vi glæder os over dig. Det du er i dag. Det du er blevet til. Og de mange, mange muligheder, du har, fordi du er vores barn. Født i Danmark. I et af verdens bedste samfund. Med gode mennesker omkring dig.

Alligevel skal du vide, at det er dig, der skal forme dit liv. Din mor og jeg er her stadig. Dine søskende, din familie og dine venner er her også. Men dit liv er DIT!

Hvad der er et godt liv for dig, afgør DU! Du må gerne spørge, og spørge igen, men valget er dit. Og dit alene.

Du kommer måske til at tage nogle valg, du fortryder. Men det går verden ikke under af. Det ved alle, der er blevet konfirmeret før dig, For alle fortryder gamle valg. Og altid glimter et nyt for dit øje.

Jeg skal ikke bestemme, hvad du skal. Hvad dine mål skal være – eller hvem du skal være kæreste med. Hvor du skal bo.

DU BESTEMMER!
 LIVET ER DIT!


Din mor og jeg er meget kloge – men når det gælder dit liv, så er du meget klogere end vi er! Det skal du vide. Og det skal du holde fast i. 
Alligevel har jeg nogle gode råd, jeg vil giver videre til dig:

  • Vær dig selv – og vær mod andre, som du selv vil behandles
  • Se muligheder i stedet for begrænsninger
  • Se mennesker – og vær sammen med dem, der gør dig godt
  • Vælg med hjertet – og hjernen
  • Se verden – og tag selv stilling
  • Syng, dans og grin højt – for det smitter og gør dig glad
  • Og vid: At uanset hvilke valg du træffer – så ELSKER VI DIG!

Vi elsker dig altid! Og vi ønsker dig det bedste liv. Lad os alle rejse os og udbringe tre hurra’er for Sofie.

HURRA! HURRA! HURRA!

HURRA FOR VORES BØRN – TIL LYKKE TIL FAR OG MOR…


– Den man elsker, tugter man. Vi har aldrig været i tvivl om din kærlighed, papa!
 Kronprins Frederik – i sin tale til prins Henriks 70 årsdag i 1994.

– Fede gamle nar! 
Min 18-årige søn er absolut ikke så poleret som kronprins Frederik var det, da han talte for prins Henrik ved prinsgemalens 70-årsdag i 1994. Og det er nok meget godt.
 Men der er klar besked, når man huser tre teenage- børn. Og hvor er det skønt. Selv om man kan blive noget så træt, ikke?

For jeg ved jo godt, at jeg langt fra er alene om at lægge øre til den slags. Fordi et liv uden børn ville være utænkeligt for de fleste af os. Fordi vores børn er det vigtigste og største i verden for de fleste af os.

Spørgsmålet er, om vi sætter pris nok på dem? Og lytter nok til dem. Taler med dem?

Har du talt med dit barn i dag? Jeg spørger, fordi børn og unges trivsel går den forkerte vej.

Ja, faktisk er vores unge den befolkningsgruppe, der er mindst lykkelig af alle aldersgrupper. 25 procent af de 11-15-årige trives dårligt. 15 procent af vores børn har været i behandling for en psykiatrisk lidelse, inden de fylder 18.

De stoler for lidt på sig selv. Sætter sig høje mål – og dømmer alt for ofte sig selv, hvis de ikke når alle målene hver dag.

De er så dygtige, og de er så fornuftige. De læser hurtigere, går direkte fra folkeskole til ungdomsuddannelse og videre derfra. De drikker mindre og er mindre kriminelle. Og de tager skole- og studiejobs.

Lad os rose dem! Vise dem tillid og respekt – og vise dem, at vi beundrer dem. Give dem selvtillid – og tillid til, at ingen er klogere på deres liv end de selv. Vi skylder de unge en lykkelig fremtid.

De er ikke bare produktionsdyr, der skal finansiere velfærdsstaten, når arbejdsstyrken bliver mindre, og vi får mange flere ældre. De er faktisk mennesker. Mennesker der kan og vil tage ansvar, når de ellers får lov.

Jeg konfirmerer i maj den yngste af mine tre børn. Det er kæmpestort for dem – og for os forældre. Lad os love hinanden, at vi taler med dem – hver dag. For deres skyld og for vores egen.

God fest til alle!

Kristian er journalist og driver kommunikationsvirksomhed med kunder i erhvervslivet, det offentlige og forskellige foreninger og organisationer. Kristian er en aktiv del af Aalborgs udvikling. Han er blandt andet formand for et af Aalborg Kommunes 50 lokale samråd, som skaber samarbejde og er talerør for alle foreninger og institutioner i kommunens lokalområder.

Kristian er gift med Susanne og far til Laurits, Johanne og Sofie.

Han elsker historie og natur – og bruger naturen i og omkring Aalborg hver eneste dag, mens hans motionerer med familiehunden Sascha.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev