Skip to main content

Tag: Koncert

Nyt dansk boyband med Silas Holst i front

I want it that way! Fans kan godt glæde sig til at synge med på Backstreet Boys’ kæmpe hit og mange andre af de største boyband-hits gennem tiden. Sæt kryds i kalenderen 14. januar 2023, hvor Silas Holst samler sine boys i en unik koncertoplevelse med Danmarks nye boyband i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

 

Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg er The Boyband! Scenekunstnerne, der kan krediteres som prisvindende musicalstjerner, skuespillere, koreografer, dansere, sangere og tv-personligheder, drager på en ambitiøs, storslået og spektakulær turné rundt i hele landet – The Boyband Tour, som i starten af 2023 gæster AKKC.

 

De største boyband-hits

The Boyband synger musikalske perler som I Want It That Way, Everybody og Show Me The Meaning – sange de fleste boybandfans har sunget med på, og ikke for sidste gang. Det bliver en musikalsk tidsrejse, hvor de fem toptunede artister sprænger rammerne i en euforisk, humoristisk og helt ny koncertoplevelse. Publikum kan godt gøre sig klar til at tabe kæben, til at blive blæst bagover, miste pusten og træne lattermusklerne. De fem mænd, hvis selvtillid og selvironi er på sit højeste, tager publikum med ind i et popunivers, hvor tidernes største boyband-hits fremføres i et stort sceneshow med hæsblæsende storskærmsproduktion og gæsteoptrædener.

Den perfekte boyband opskrift

Annonce

Find fem mænd, der kan synge, danse, spille skuespil og som er i nogenlunde god form. Optag en musikvideo i et vandbassin med tætsiddende hvidt tøj. Og byg en kæmpe scene med en kæmpe storskærm. Der kan sættes tjek ved det hele med The Boyband Tour. Silas Holst og co. garanterer årets fest, når sang, dans, skuespil, showmanship og humoristiske indslag smelter sammen i en koncertoplevelse langt udover det sædvanlige.

 

  • Jeg glæder mig til at trække en fra publikum med op på scenen, det bliver vildt, udtaler Kim Ace Nielsen, der også kan opleves i en af de bærende roller i Shu-bi-dua – The Musical, som spiller i AKKC i foråret 2022.

 

 

 

 

Billetter til The Boyband Tour – Do You Remember 14. januar 2023 kl. 20 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er fra 280 kr. til 430 kr. inkl. gebyr. VIP-billet 730 kr. inkl. gebyr (læs mere på akkc.dk).

GRATIS og unik oplevelse – Debutkoncert med rytmisk vokalgruppe og beatbox

Sanger og kordirigent Jasmin Rose debuterer fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med

Debutkoncert fredag d. 12. november kl. 20.30 i Rytmisk Sal, Musikkens Hus i Aalborg

Jasmin Rose beskriver selv sin debutkoncert som en magisk og mystisk rejse, med historier om liv og kærlighed – fortalt af en vokalgruppe på syv sangere under ledelse af Jasmin og understøttet af beatbox-legenden RoxorLoops.

”En koncert for alle, der holder af popmusik iblandet toner af nordisk og mellemøstlig folkemusik og som elsker vokalmusik og improvisation”, siger Jasmin Rose.

Fra musical over grandprix til musikkonservatoriet

Jasmin Rose er født i London og opvokset i Nordsjælland med en engelske far og en dansk mor. Hendes passion for musik og for at optræde startede allerede som 4-årig, da hun oplevede musicalen “Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat”. Op gennem hele sin skoletid har hun arbejdet med sang og teater.

Jasmin Rose har en musical performer-uddannelse fra London School of Musical Theatre og har senest medvirket i musicalen ”Jesus Christ Superstar” i Tivolis Koncertsal. De senere år har hun dog især fokuseret på a cappella vokalmusik. Hun har været en del af vokalgruppen Dopplers og har aktuelt et duoprojekt med beatboxeren RoxorLoops, som også er hendes kæreste. Sammen optrådte de ved dansk melodigrandprix i 2020 med sangen ”Human”.

Siden 2016 har Jasmin Rose studeret Rytmisk Sang og Korledelse ved Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg. Sideløbende har hun arbejdet som korleder, sanglærer og udøvende kunstner. Hun har stor erfaring med at lede forskellige kor, fra gospelkor over rytmiske vokalgrupper til pensionistkor. Som korsanger har hun bl.a. optrådt med Bobby McFerrin og ved TV2’s store Juleshow. Jasmin skriver også selv musik til kor og vandt i 2016 ”Syng Komponist” for satsen ”Broken Heart”. Hun har skrevet en del andre originale korsatser, hvoraf to kan høres på Spotify eller iTunes.

Jasmin Rose har studeret korledelse hos professor Jim Daus Hjernøe på RAMA Vocalcenter ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, et af verdens førende centre for rytmisk korledelse. Hun afslutter nu studierne med debutkoncert fra solistklassen, det højeste niveau ved konservatoriet.

RAMA Vocal Center bliver hvert år opsøgt af korledere fra hele verden, både til centrets ordinære uddannelser og til efteruddannelseskurser.

Anmeldelse: Hansi Hinterseer & Tiroler Echo hos AKKC

Hansi Hinterseer & Tiroler Echo spillede søndag aften i AKKC for en sal fuld af glade danske fans. Det var femte gang, at den smilende østriger gæstede Aalborg og denne gang skete det i forbindelse med hans 25 års jubilæumsturné.

Til aftenens koncert havde jeg taget min farmor på snart 90 år med under armen for at opleve ikke alene Hansi Hinterseer, men også hendes allerførste koncert nogensinde. Så med sommerfugle i maven gjorde hun således store øjne, da lyset blev dæmpet og musikken begyndte. For her gik Tiroler Echo band nemlig på scenen med deres harmonikaer og efter første nummer kom Hansi Hinterseer storsmilende ud iført en afslappet påklædning bestående af hvide jeans og sko samt en hvid blazer i hør. Han lagde ud med nummeret ’Jetzt Samma Do’, som instinktivt fik folk til at rejse sig op og klappe med i takt. Der var således fra begyndelsen allerede en god stemning og Hansi fortalte desuden om på tysk, hvor glad han var for at være tilbage i ’Dänemark’ samt at han håbede på, at vi alle måtte få ”un wunderbar abend”. Mellem hvert nummer fortalte Hansi desuden en lille fortælling om det forestående nummer og da vi nåede til nummeret ’Tiroler Medley’, kom der for alvor rigtig gang i harmonikaerne igen med lidt jodlen til og det hele. Hansi Hinterseer tog derpå også en harmonika frem og spillede et langt tyrolernummer sammen med Tiroler Echo, inden de alle derpå gik til pause.

Efter pausen kom Hansi Hinterseer munteret spankulerende ind igen, mens han med et kæmpe smil leverede sangen ’Musica Für Die Verliebten’. Derpå sang han et af sine nyeste numre, som hed ’Einfach Schön’, om hvilken både min farmor og jeg blev enige om var en smuk sang med en ret god melodi. Et nummer som jeg også må indrømme, at jeg har haft lidt på hjernen sidenhen.

Men herefter foregik der så for mig et sjældent syn. For mellem hvert nummer begyndte Hansi Hinterseers fans pludselig at komme op for at sætte gaver ved scenen. Jeg havde dog på forhånd hørt lidt om, at det faktisk var fast kutyme, hvilket Hansi Hinterseer da også bekræftede. For da han opdagede, at security-vagten forsøgte at forhindre hans fans i at komme op til scenen, sagde Hansi henvendt til vagten, at det måtte folk altså gerne, for sådan var det altid ved hans koncerter. Det noget uvante koncert-moment gjorde faktisk, at jeg sagtens kunne jeg fornemme, hvor folkelig og hjertelig Hansi virkelig følte sig med sine fans. Dén fornemmelse smittede ligesom også af i hele salen, men min oplevelse af, hvad en Hansi Hinterseer koncert indebærer stoppede ikke her. For inden nummeret ’Lebenslänglich’ opfordrede Hansi alle, der havde lyst, til at komme op og stå helt tæt ved scenen. Det var der vel så nok et par hundrede stykker, der gjorde, hvilket jeg ikke kan sige er noget, som jeg ofte har oplevet før. Men det satte da for alvor skub i stemningen og glæden blandt salens publikummer.

Henimod aftenens slutning kom så ét af de få numre, som jeg rent faktisk kendte på forhånd, nemlig nummeret ’Hände Zum Himmel’. Her var hele salen oppe at stå med hænderne i vejret og ude til siden og så videre, som er en salgs kendetegnende dans for netop dette nummer. Det fik også fut i skoene under Hansi Hinterseer selv, som begyndte at danse noget mere rundt på scenen til aftenens sidste par numre, som blandt andre var ’Hey Baby Tanz Mit Mir’ og ’Amore Mio’ .

Schlagermusik er ikke just min spidskompetence. Men eftersom at min farmor er ret glad for hans musik, syntes jeg dog, at Hansi Hinterseer fortjente en chance. Ikke så overraskende var det klart det ældre segment på 50+, som var overrepræsenteret til aftenens koncert. Men jeg fandt det faktisk livsbekræftende at opleve, hvorledes der også findes musikalske kulturvitaminer, der kan begejstre dette segment i en sådan grad, som jeg oplevede dét denne aften. Jeg blev f.eks. lettere rørt over, at se en ældre herre stå og vifte glædeligt med et indkøbt Hansi Hinterseer merchandice-farveris, mens Hansi sang aftenens sidste sang ’Amore Mio’.

Der var dog ikke rigtig nogen pomp og pragt over dette show og Hansi Hinterseer bevægede sig heller ikke en forfærdelig masse rundt på scenen før henimod aftenens slutning. Men han brugte dog flittigt sine arme til at gestikulere med i sin formidling af sine numre, hvilket nok henvendte sig meget fint til aftenens kundesegment. I al fald var denne koncert mere en nydelse for øregangen, hvis man er til schlagermusik og min farmor syntes da også, at koncerten havde været en ”fantastisk oplevelse”, selvom det ikke var et ligeså vældigt show som på video. Dertil må jeg så også indrømme, at det for mig var en særlig og anderledes oplevelse at få lov at se en anden form for musikalsk glæde blandt publikum, end jeg er vant til. Så for en aften fuld af livsglæde, glad-i-låget-musik og en charmerende Hansi Hinterseer med en velklingende sangstemme giver jeg koncerten 4 ud af 6 stjerner.

Suspekt spiller eksklusiv koncert i Støberiet i Nibe

Det kan godt bli´ vildere – eller?

Suspekt var vilde med Støberiet, Nibe Festivals spillested og kulturrum, som var indrettet som backstageområde, da de i sommers spillede på Lyden af Nibe. Her vil vi gerne spille – sagde de, og det sker så d. 1. december, hvor Suspekt giver en særdeles eksklusiv koncert i Nibe.

Suspekt – indbegrebet af Nibe

Der hersker ingen tvivl om, at Suspekt er indbegrebet af Nibe. De har spillet på samtlige festivaler i Nibe, siden de debuterede på Blå Scene i 2007, og vi håber da, at den tradition vil fortsætte i årene frem. Suspekt var selvfølgelig også rosinen i pølseenden, da vi i festivalugen afviklede fire fantastiske og uforglemmelige dage til Lyden af Nibe.

Emil Lange varmer op

Det bliver også til et kærkomment gensyn med Emil Lange, som jo også spillede til Lyden af Nibe denne sommer. Den populære DJ, som, ud over det tætte samarbejde med netop Suspekt, også hitter med egne numre som ”10 år”, ”Det Her” og ”Langt Liv”, overlader med garanti et tændt publikum til Suspekt.

Emil Lange til Nibe 2019
Første stående koncert i STØBERIET

Vi har efterhånden afviklet en del siddende koncerter i Støberiet. Michael Falch, Hush, Allan Olsen, Lilholt, Lars Hjortshøj, The Powls, The Bats, Mick Øgendahl og Hjalmer er blandt artister, som tidligere har båret festivalens DNA ind i Støberiets unikke rammer. Nu kommer så langt om længe den første koncert med et stående publikum, og selvfølgelig bliver det med Suspekt.

Dørene til koncerten d. 1. december åbner kl. 19, og Emil Lange spiller kl. 20, inden Suspekt går på scenen i Støberiet.

PRESALE STARTER PÅ ONSDAG D. 8. SEPTEMBER KL. 10.00

Billetsalget til den ekstraordinære Suspekt koncert d. 1. december åbner onsdag den 8. september kl. 10, hvor Nibe Festivals nyhedsbrevsmodtagere får eksklusiv adgang til presale. Hvis der herefter er flere billetter tilbage, sætter vi resten til salg torsdag den 9. september her på hjemmesiden. Og ja, det er eksklusive rammer, så der sættes udelukkende 320 billetter til salg.

Køb dine billetter her:

https://nibefestival.dk/

Gratis koncert til gavn for ældre og udsatte støtter kulturen

I samarbejde med Danske Seniorer inviterer Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) tirsdag
19. oktober kl. 19 til gratis koncert. Koncerten, som kaldes Vi støtter kulturen! er, som navnet indikerer, et tilskud til kulturstederne. Birthe Kjær, Lisbeth Kjærulff, Preben Kristensen og Promenadeorkesteret er klar til at skabe fest og glade dage.

 

Vi støtter kulturen! tager på turne rundt i landet, hvor AKKC blandt ni andre spillesteder får besøg af de landskendte sangere og musikere. Koncerterne er støttet af Social- og Ældreministeriet og er et tilskud til kulturstederne efter en lang nedlukning og skal samtidig komme ældre og udsatte borgere til gavn.

 

Erfarne entertainere

Til koncerten kan du opleve den folkekære sangerinde Birthe Kjær, der siden 1968 især har været kendt fra dansktoppen og er en stjerne i Dansk Melodi Grand Prix, som hun i 1989 vandt med sangen Vi maler byen rød – en sang de fleste danskere kan synge med på.

 

I Vi støtter kulturen! slår hun sig sammen med den charmerende Preben Kristensen, som er særligt kendt fra ensemblet Linie 3, hvor vi både kunne opleve hans skuespil- og sangevner. Mange genkender Preben Kristensen, der i øvrigt er ridder af Dannebrog, fra sine parodier på Dronning Magrethe. Han har også lagt stemme til utallige tegnefilm samt medvirket i flere film og tv-serier.

 

Sammen med den dygtige klassisk sangerinde Lisbeth Kjærulff, der har arbejdet på flere af landets store teatre og for forskellige operakompagnier, fyrer Birthe Kjær og Preben Kristensen op for en fest, hvor Tivolis Promenadeorkester spiller for.

 

Der er lagt op til fest og glade dage, når de imponerende sangstemmer og erfarne entertainere kommer til AKKC. Billetterne er gratis, så inviter en ven, bekendt eller et familiemedlem, der trænger til et ordentligt vitamintilskud af livsglæde med til en fest, der støtter kulturen.

 

 

Billetter til Vi støtter kulturen! I AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor
tlf. 9935 5566 mandag, onsdag og fredag kl. 10-14. Eller på akkc.dk. Billetterne er GRATIS.

AKKC henter The Minds of 99 til Aalborg

Om kun 11 dage træder de fem venner i The Minds of 99 ind på Danmarks største scene, når de efter 2 års ventetid endelig må afholde deres udsolgte koncert i Parken. Det er kun sket en enkelt gang før, at et dansk band har fyldt nationalarenaen, og det bliver første gang i historien, at et dansksproget band opnår denne imponerende bedrift. I dag annoncerer de Infinity Action tour, der tager dem rundt til seks danske byer, hvor Aalborg er næstsidste stop på turnéen. Koncerten bliver i AKKC’s koncertarena i Gigantium torsdag den 3. februar 2022.

Det er de færreste danske bands der har været på en rejse, som The Minds of 99. De har formået at blive et af landets største navne uden at have været nummer 1 på hverken streaming eller radiohitlister.

Det er i høj grad deres evne til at skabe mindeværdige koncertoplevelser, der gør, at de er nået langt ud i alle kroge af Danmark. Infinity Action Tour besøger flere af landets største byer og er den største tour i bandets historie.

  • Vi har som band været vant til at spille utrolig meget alle de år vi har eksisteret. Nu har vi ikke spillet i 2 år! Vi savner vores publikum helt sindssygt meget. Det er live vores musik lever allermest og det er dér sangene for alvor giver mening. Udover det så skal livemusikken som helhed i gang igen og det vil vi fanme gerne med til. Vi savner landevejen utroligt meget, udtaler Niels Brandt.

Billetter til koncerten den 3. februar 2022 i Gigantium kan købes fra fredag den 3. september kl. 10 i AKKC’s Billetkontor tlf. 9935 5566 (åben fredage, mandage og onsdage kl. 10-14) samt på akkc.dk. Billetprisen er 525 kr. inkl. gebyr.

Sommerkoncerter på havnefronten

Hen over sommeren rykker Musikkens Hus for en stund Koncertsalen ud på Musikkens Plads ved havnefronten, hvor musikglade nordjyder kan se frem til at opleve sommerkoncerter på stribe med blandt andet Mads Langer, Christopher, Malte Ebert, Annika Aakjær, Hugorm og mange flere store navne på programmet.

 

Mange har længe hungret efter fællesskab og store oplevelser, og nu er det endelig muligt igen at samles i større forsamlinger om blandt andet musik og kultur. Derfor rykker Musikkens Hus i løbet af sommeren Koncertsalen ud på Musikkens Plads ved havnefronten, hvor nordjyder kan se frem til at nyde sommerstemningen i selskab med en række med store danske navne.

 

Under nedlukningen har mange af os mærket en stor trang til at komme ud og få gode koncertoplevelser og ikke mindst mærke fællesskabet igen. Derfor er vi glade for, at vi hen over sommeren kan være med til at skabe liv og store oplevelser gennem en række sommerkoncerter med nogle af landets største kunstnere, lyder det fra Andreas Mathew, der er Executive Producer i Musikkens Hus.

 

Kulturlivet har brug for opbakning

Sommerkoncerterne på Musikkens Plads starter allerede i juni, hvor hele familien den 23. juni kan nyde et hyggeligt Sankt Hans-arrangement. Børnene kan blandt andet se frem til MGP-koncert og midsommerhygge med skumfiduser og kiks. Senere på aftenen fejres Sankt Hans i selskab med taler Rasmus Bjerg og bandet Halberg & Friends.

 

Den 24. juni kan nordjyder få trænet lattermusklerne sammen med Lasse Rimmer, Simon Talbot, Jacob Taarnhøj og Mikkel Rask til et underholdende comedyshow. Der vil også være mulighed for at opleve unikke dobbeltkoncerter med henholdsvis Marie Key og Carl Emil Petersen den 25. juni samt Annika Aakjær og Malte Ebert den 27. juni.

 

Til august skruer Musikkens Hus atter op for sommerstemningen, når topkunstnerne Christopher og Mads Langer indtager havnefronten henholdsvis 6. og 8. august. I løbet af august kan nordjyder desuden opleve dobbeltkoncerter med Barselona og Moi Caprice samt TV-2 og Hjalmer.

 

Vi ser meget frem til at invitere nordjyderne på store musikalske oplevelser hen over sommeren, nu hvor det igen er muligt at samles om musikken og kulturen. Efter en periode med længere nedlukninger har kulturlivet i høj grad brug for opbakning, og vi håber derfor, at nordjyderne er klar på en sommer med masser af fede koncerter, slutter Andreas Mathew.

Alle sommerens koncerter finder sted udendørs på Musikkens Plads med undtagelse af dobbeltkoncerten med TV-2 og Hjalmer, som afholdes i Kildeparken.

 

I år kan Aalborg Operafestival desuden med stolthed fejre 20-års jubilæum som Danmarks ældste operafestival. I en særlig jubilæumsudgave byder festivalen i år på hele 50 opførelser og koncerter i et festligt og varieret program. Festivalen finder sted den 5.-8. august på en række forskellige locations i Aalborg og omegn.

 

Billetter kan købes på www.musikkenshus.dk.

 

Sommerkoncerter på Musikkens Plads:

  • juni kl. 18:15: Sankt Hans med MGP-koncert og midsommerhygge med skumfiduser og kiks.
  • juni kl. 19:45: Sankt Hans med midsommertale af Rasmus Bjerg og koncert med Halberg & Friends.
  • juni kl. 21:00: Comedyshow med Lasse Rimmer, Simon Talbot, Jacob Taarnhøj og Mikkel Rask.
  • juni kl. 18:00: Dobbeltkoncert med Marie Key & Carl Emil Petersen.
  • juni kl. 21:30: Hugorm.
  • juni kl. 14:30: Dobbeltkoncert med Annika Aakjær og Malte Ebert.
  • juni kl. 18:00: Trippelkoncert med Anne Linnet, Aura og Fenja.
  • august kl. 19:30: Verdensballetten med ballet, opera og klassisk musik.
  • august kl. 21:00: Christopher.
  • august kl. 16:00: Mads Langer.
  • august kl. 20:00: Barselona & Moi Caprice.
  • august kl. 19:00: TV-2 & Hjalmer (afholdes i Kildeparken).

 

Hovednavne til Aalborg Operafestival:

  • august kl. 19:30 og 21:30: SPIRIT – åbningskoncert på Spritten.
  • august kl. 19:00: Aalborgsange af sårbare borgere i Aalborg.
  • august kl. 20:00 og 8. august kl. 15:00: Nordkraft the opera.
  • august kl. 17:30: I Want Magic med den internationale operastjerne Siobhan Stagg.
  • august kl. 19:30: Operamiddag med mezzosopran Ingeborg Børch og baryton Joachim Knop.

 

Så sker det – FREDAGS FEST er igen på plads og klar i Karolinelund Hver fredag – hele sommeren

Skråens populære Fredags Fest koncerter var et kæmpe hit og gik helt fantastisk i 2019

Op til 6.000 gæster fandt hver fredag vej til Karolinelund midt i Aalborg.

Men så kom coronaen – med restriktioner og alt blev lukket ned.

Og vi måtte nøjes med at lave en sid-ned miniudgave “Fredags Hygge” sidste sommer.

Nu bliver der heldigvis åbnet op igen, så Skråen har fået lov til at samle 2.000 stående gæster fordelt på 2 zoner i Karolinelund.

En zone i venstre side af pladsen og en i højre side.

Hver zone med egen indgang, egne toiletter, egne barer og boder.

Der skal checkes coronapas I indgangen, men ellers er alt som vi husker det med fadølsvogne, madsalg og masser af hygge i Aalborgs gamle fine park.

Det gælder om at være hurtig. Pga. afstandskrav, smitteopsporing osv. sælges alle billetterne i år i forsalg.

Velkommen til Danmarks hyggeligste havefest, og et program der for alvor kan sparke gang i sommeren

 

Fredag 2. juli kl. 20

BIRTHE KJÆR & FEEL GOOD BAND

Fredags Festen starter i år med et af landets mest legendarisk partynavne Birthe Kjær og hendes store flotte Feel Good Band.

Ekstra Bladets altid kritiske anmelder Thomas Treo skrev: ”Fuck Britney! Birthe vælter Smukfest”

Overalt høster Birthe Kjær den ene flotte anmeldelse efter den anden. Med en uimodståelig charme og smittende glæde indtager hun scener landet over, og efterlader altid publikum i et inferno af “syng med”, gummibåde og klapsalver – holdet er nok det tætteste man i dagens Danmark kommer på et ægte kultorkester.

Repertoiret spænder fra hele karrieren med sange som “Arrivederci Franz”, ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Sommer og sol”, og ”Tennessee Waltz”.

Og selvfølgelig maler de både Karolinelund og byen rød.

 

Fredag 9. juli kl. 20

JOHN – RASMUS BJERG

Fredags Fest nr. 2 I 2019 fyldte Rasmus Bjerg Karolinelund med sin hyldest til John Mogensen, musikken og historien.

Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående – ikke mindst i de danske hjerter. Siden Ole Bornedals biografiske drama ”Så længe jeg lever”, er mere end 400.000 publikummer gået i biografen for at opleve Rasmus Bjerg som Danmarks muligvis mest folkekære musiker.

Og nu 44 år efter sin død, står John Mogensen atter live på scenen.

Rasmus Bjerg er igen klar til at bringe legenden til live.

 

Forsalg kun 195 kr incl. Gebyr på billetlugen.dk

Køb dine billetter her:

Kildeparken bliver Aalborgs sommer-samlingspunkt

Programmet til årets store nyhed, Sommer i Kilden, er ved at være fyldt godt op, og der bliver både plads til gode grin med kendte comedy-navne som Lars Hjortshøj og Thomas Hartmann, hygge for børnefamilierne med Gurli Gris og Katrine Bille, et godt skud EM-bold, ølsmagning og meget, meget mere…

På mandag sker det. Arrangementet Sommer i Kilden åbner dørene for første gang mandag formiddag kl. 11 med den gratis TeaterKRAFT#13-musikforestilling Livssult, og forude venter to måneder fyldt med alverdens skønne sommerarrangementer.

Det er Aalborg Karneval og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der er gået sammen om det nye koncept, og de har knoklet for at stable et spændende program på benene, som både nordjyderne og Aalborgs turister kan nyde godt af i sommermånederne juni og juli. Nu er store dele af programmet på plads, og det kommer bestemt ikke til at gå stille for sig i den smukke folkepark.

Comedy i lange baner
Et af de store trækplastre til Sommer i Kilden bliver uden tvivl et fyldigt comedy-program, der blandt andet indeholder hele fire Open Mic-arrangementer med lokale comedy-værter som Nicolaj Lange og Jimmy Lauridsen.
Derudover er der også flere shows med kendte navne fra den danske comedy-scene i kalenderen. Lars Hjortshøj, Andreas Bo og Natascha Brok går på scenen 30. juni, Mikkel Klint Thorius, Ane Høgsberg, Michael Schøt og Torben Chris optræder 9. juli, Omar Marzouk får selskab af Brian Mørk og Thomas Hartmann 13. juli og Mark Le Fevre, Kasper Gross og Brian Lykke lukker ballet 31. juli.
Derudover går Huxi Bach også en tur på scenen i den hyggelige park med et show lørdag 3. juli.

Store oplevelser for de mindste
Børnefamilierne kan også godt begynde at glæde sig – flere af de mindstes yndlingskendinge kigger nemlig forbi Sommer i Kilden. Vores allesammens yndlingsfigur Gurli Gris kigger forbi 28. juli, og skal nok sprede glæde omkring sig. Derudover tager børnenes Ramasjang-darling Katrine Bille store og små med på en musikalsk rejse rundt om Jorden 2. juli, mens der de fleste formiddage i juli vil være Leg i Kilden med en stor legeplads, og der vil flere dage også være workshops i samarbejde med KUNSTEN og Utzon Centeret.
Som noget helt nyt kan børne-bageentusiaster opleve nogle af deres store idoler fra Den store Juniorbagedyst 2021 i talkshowet Den Lille Bagesnak 14. juli.

EM-bold, ølsmagning og hyggelige sommerlounges
Der har allerede nu været stor interesse for det gratis EM-storskærmsarrangement, som Sommer i Kilden kunne afsløre i forbindelse med offentliggørelsen af sommerarrangementet. Her bliver Danmarks tre indledende kampe vist på storskærm, mens det siddende publikum med plads til i alt 500 personer kan heppe på de rød-hvide.

Både 25. juni og 16. juli står i øllets tegn i parken, hvor der vil være ølsmagning og anekdoter ved Jørgen Rüdinger, der har mere end 20 års erfaring fra Carlsberg og har holdt flere end 300 ølsmagninger.

På udvalgte fredage og lørdage i løbet af de to sommermåneder vil der være vaskeægte lounge-stemning blandt de grønne trækroner i Kildeparken. Her vil der både være livemusik leveret af bands fra Aalborgs musikalske vækstlag, KORMA samt DJ’s på scenen. Til alle arrangementer kan publikum tage et tæppe eller en klapstol under armen med hjemmefra, og der er lagt op til eftermiddage og aftener i afslappet stemning, hvor musikken kan nydes i ro mag i flotte omgivelser.

Programmet til Sommer i Kilden opdateres løbende på sommerikilden.dk og Facebook-siden Sommer i Kilden. Her kan man også finde links til billetsalg til de forskellige arrangementer – nogle er med billetsalg, hvorimod andre er ganske gratis – dog skal der rekvireres en billet til alle arrangementer på forhånd på grund af evt. smitteopsporing.
Sommer i Kilden starter mandag 31. maj og kører til og med lørdag 31. juli. Der vil være arrangementer næsten hver dag i perioden.

Genåbning hos AKKC – endnu flere billetter i salg

De nye regler for genåbning af indendørs kulturbegivenheder viser Aalborg Kongres & Kultur Centers (AKKC) styrke. Især Aalborghallens fleksible rammer giver mulighed for sektionsinddeling, som kun få kulturinstitutioner i Danmark kan mønstre, og AKKC’s kommende kulturprogram har derfor blomstrende muligheder.

 

Det var ualmindeligt godt tænkt og designet, da de tre arkitekter Arne Kjær, Preben Hansen og Otto Frankild tegnede AKKC tilbage i 1940’erne. Aalborghallens mange ind- og udgange, den tilhørende foyer med adskillige udgange til Kildeparken og toiletfaciliteter fordelt i sektioner under den store sal, er blot nogle af de forhold, der mere årtier senere giver AKKC adskillige fordele i en pandemi som Covid-19. Den store sal kan inddeles i flere adskilte sektioner, der gør, at AKKC på sikker vis kan mønstre langt flere publikummer til kulturarrangementer end mange af de øvrige kulturinstitutioner i landet.

 

  • De nye regler for genåbning giver et hus som AKKC langt bedre vilkår for at gennemføre vores varierede kulturprogram end i efteråret, hvor vi måtte have max. 500 publikummer inde ad gangen. Nu kan vi lukrere på de store tanker, der blev ført ud i livet, da AKKC blev opført, og det gør, at vi med de nuværende restriktioner kan inddele den store sal i to forskellige sektioner med 500 publikummer i hver, hvor alle trygt kan opleve kultur, forklarer Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Flere billetter i salg
Når AKKC slår dørene op 6. maj, efter en lang nedlukningsperiode, giver det derfor blomstrende muligheder for kulturprogrammet, og allerede nu er der åbnet for yderligere billetter til shows på denne side af sommerferien såsom Turen går til Nikolaj Stokholm og Michèle’s Meet’n’Greet med Melvin Kakooza & Mor, der begge ellers har været udsolgt i en lang periode.

Men også efter sommerferien betyder det, at endnu flere publikummer for eksempel kan opleve comedy med Jan Gintberg og Simon Talbot, koncert med Nik & Jay, shows som den irske danseforestilling Rhythm of the Dance eller The Show – A Tribute to ABBA og Odense Sommerrevy, der spiller for første gang i Aalborg i år.

Nedlukning betød ikke stilhed
Selvom AKKC har været lukket ned i en lang periode, har det absolut ikke betydet stilhed fra husets side. Senest med den spektakulære Martin Jensen koncert på det 35-meter høje scenetårn. Men der har også løbende været offentliggørelser af nye kulturbegivenheder, som nordjyderne kan nyde godt af efter genåbningen. Wallmans on Tour vender tilbage til Aalborg i år med Wallmans Christmas Show, der bliver årets julefrokost i Nordjylland. Familieforestillingerne Pippi Langstrømpe og Busters Verden giver grin og god musik til både små og store, og spændende foredragsholdere som Bent Isager-Nielsen, René Dahl Andersen og Bente Klarlund fortæller om alt fra mord og undercovermissioner til det sunde liv.

 

Udover kulturarrangementerne kan AKKC også åbne for større møder og kongresser igen. Og her holder KL Social- og Sundhedspolitisk Forum 10.-11. juni med plads til 900 deltagere. Det er noget, der er med til at styrke Aalborgs hoteller, butikker, restauranter m.m., og det er derfor også en yderst glædelig udvikling med genåbningen af AKKC 6. maj.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev