Skip to main content

Tag: Koncert

Den verdenskendte rapper 50 Cent kommer til Aalborg

Danskere kan se frem til et brag af en sommerkoncert, når verdensstjernen 50 Cent til august indtager Musikkens Plads i Aalborg og lader publikum skråle med på storhits som ”In Da Club” og ”Candy Shop”.

 

Curtis James Jackson, som af de fleste er kendt under kunstnernavnet 50 Cent, har gennem flere årtier domineret på den internationale musikscene, og i dag har den verdenskendte rapper solgt mere end 20 millioner album på verdensplan.

 

Den 21. august kommer den amerikanske rapper til Aalborg, når han indtager Musikkens Plads foran Musikkens Hus til en storslået udendørskoncert lige ned til Limfjorden. Det er første gang, at 50 Cent besøger Aalborg, og publikum kan således glæde sig til at skråle med på rapperens imponerende bagkatalog, der blandt andet tæller verdenshits som ”In Da Club”, ”Candy Shop” og ”21 Questions”.

 

Vi er glade for, at vi endnu en gang kan trække et stort topnavn til Aalborg, og der er således garanti for et brag af en koncert og en fantastisk stemning på havnefronten med udsigt ud over fjorden, lyder det fra Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus, som er arrangør af den internationale koncert.

 

Tilbage i februar optrådte 50 Cent sammen med verdensstjernerne Eminem, Dr. Dre, Kendrick Lamar, Snoop Dogg og Mary J. Blige i pauseshowet til årets Super Bowl. Ud over musikken er 50 Cent også skuespiller, iværksætter og investor og er blandt andet kendt for sin serie af hovedtelefoner SMS Audio samt energidrikken Street King.

 

Rabat til unge og studerende

Koncerten finder sted den 21. august på Musikkens Plads, som er godt på vej til at blive en ny populær koncertvenue i Aalborg.

 

– Koncerten markerer for alvor startskuddet til benyttelsen af Musikkens Plads som Aalborgs nye venue for internationale kunstnere, og vi har svært ved at få armene ned over, at 50 Cent bliver den første i rækken af storslåede koncerter på havnefronten, fortæller Lasse Rich Henningsen.

 

Studerende og unge under 30 år får desuden eksklusiv mulighed for at opleve den populære rapper til en yderst fordelagtig pris, når Musikkens Hus som noget helt nyt præsenterer studie- og ungerabat på 50 procent i alle tre billetkategorier. Billetter kan købes allerede nu på www.musikkenshus.dk.

 

 

 

Tobias Rahim indtager Aalborg på ny live tour

Han er sexet, provokerende, grænsesøgende, poetisk og ikke mindst storhittende!

Tobias Rahim har taget Danmark med storm. Nu følger han op på udsolgte koncerter med fire store arenashows til næste forår under titlen: Hvis vi stadig lever. Fans kan godt gøre sig klar til at skrige. 25. marts kan han opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) til et brag af en koncert.

Tobias Rahim er nyere tids største gennembrud på den danske musikscene. 100 dage! Så længe toppede ”Stor Mand” hitlisten på Spotify. Og da den historiske rekord endelig blev brudt, var det ingen ringere end Tobias Rahim selv, der overhalede, ja, sig selv med megahittet ”Mucki Bar”. Begge hits ligger fortsat på Spotifys top-tre liste over mest spillede sange i Danmark. Rekord-hitmageren har på altomsiggribende vis markeret sig på den danske musikscene: Han er vinderen af Årets Nye Navn og Årets Hit ved Zulu Awards og Lytterhittet ved P3 Guld.

En stor mand  

Rahim er som stimulanser. Et stort talent, en stor stemme. Vi kan ikke få nok af den dansk-kurdiske popmusiker. Han har noget på hjertet og er ikke bange for at være sig selv. En på alle måder særegen kunstner med sans for at skille sig ud både i tekster, musik og image.

Mange er faldet for hans charme. På sensationel vis har Rahim formået at skabe sit helt eget univers med plads til tabuer, politiske budskaber, sex, følelser og grænsesøgende, poetisk lyrik og samtidig blive mainstream og folkelig. Danmark har ganske enkelt forelsket sig hovedkulds i Tobias Rahim og hans farverige, utilregnelige verden, som han nu gør endnu større og endnu vildere på arenatouren i 2023, hvor fans kan se op til den store mand live på scenen i AKKC. Der bliver ingen stille piger denne aften.

Billetter til Tobias Rahim d. 25. marts kl. 20:00 i AKKC/Aalborghallen er i salg fra 11. maj kl. 12.00, og kan købes via. akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er 380 kr. inkl. gebyr.

Anmeldelse: Tobias Rahim fik taget til at lette

Skærtorsdag startede Tobias Rahim sin Danmarks-tour med en totalt udsolgt koncert på Skråen i Aalborg. Hundredevis af hovedsageligt unge mennesker stod forventningsfulde i en snoet kø inden dørene åbnede, og deriblandt var jeg også.


(5 stjerner)

Allerede i den omtalte kø var det tydeligt at se, hvor stor betydning, forventning og glæde netop denne koncert havde for dem, der havde billet til aftenen. Og kender man bare lidt til Tobias Rahim, er det også velkendt, at særligt kvinder har et forhold til den karismatiske musiker, så det kom egentlig ikke som en overraskelse, at størstedelen af de fremmødte var netop kvinder.

Da vi var kommet igennem den lange kø, fandt vi en ståplads midt på gulvet. For mig er det nemlig vigtigt at se, høre og mærke stemning på gulvet, dér, hvor det hele sker. På den måde føler jeg bedst, at jeg får hele koncertoplevelsen med, frem for at sidde ned, og have følelsen af at se på, mens andre har det sjovt. Det var et sidespor.

Koncerten blev afholdt i den lille sal på Skråen. Det spændte publikum var tæt pakket og i de 45 minutters ventetid inden aftenens hovednavn blev den stemningsfyldte sal varmet op til tropiske temperaturer. Endelig gik tæppet og nærmest salsarytmiske toner lød oppe fra scenen, og så skal jeg love for at skrigene lød, da en skygge af Tobias Rahim viste på scenen.

Tobias Rahim er kendt for en perlerække af pophits, men på trods af det, lagde han ud med et af sine, for mig, mindre kendte numre: “Love I min DM”. Det kunne dog ikke mærkes, for publikum sang med på hele teksten, og alle rundt om mig skrålede lystigt med. Noget af det han også er kendt for, og det der især skiller ham ud fra alle andre popmusikere på den danske musikscene, er, at han blander de forskellige genrer og rytmer, hvilket gør hans musik anderledes og spændende. På sådan en aften bliver man introduceret både for country, reggae og ikke mindst latinamerikanske rytmer, hvilket er ret usædvanligt, men også et frisk pust. Man når aldrig at kede sig, når sangene, rytmerne og genrerne er forskellige. Når det er sagt, er teksterne i Tobias Rahims sange mindst lige forskellige som melodierne – han har noget på hjerte, og er ikke bange for at være kontroversiel i de emner, som sangene omhandler. Det er ligegyldigt, om det så er politik, mental helbred, kærlighed og meget andet.

Publikum fik virkelig stimuleret sanserne og især bandet formåede at løfte musikken med deres rytmiske kunnen. De skiftede indbydes instrumenter, og trommeslageren ulmede af overskud, da han formåede at styre både trommesættet samt holde rytmen med et sæt maracas. For ikke at nævne den kvindelige keyboardspiller, som både brillerede på tangenterne, alt imens hun havde en stemme, der fik hårene til at rejse sig, da hun supplerede Rahim i stedet for Ida Lauerberg på sangen ”Stimulanser”. Hun var dog ikke alene om at have styr på toner og sangteknikker. Tobias Rahim selv lød forbløffende godt live – jeg har før været til koncert, hvor kunstnerens live-stemme, ikke stemmede helt overens med den musik kunstneren udgav og som spillede i radioen, men det var bestemt ikke tilfældet med Rahim. På et tidspunkt var der dog noget galt med lyden, hvilket Rahim selv gjorde lydfolkene opmærksom på. Hvis jeg dog skal sætte en finger på noget, kunne jeg godt have undværet den ekko-effekt, som var sat på Tobias Rahims mikrofon. Det gjorde, at det var svært at høre hvad han sagde, specielt mellem numrene.

Selve setlisten var en blanding af up-tempo, velkendte kendte og knap så kendte numre, hvilket gav et godt flow og en chance for at trække vejret, før der kom endnu et kendt nummer, man kunne skråle med på. Og der blev da også skrålet med, især på numre som ”Jesus”, ”Op A Væggen”, ”STOR MAND” og selvfølgelig ekstranummeret ”Mucki Bar”, så meget endda, at det til tider føltes som om, at taget løftede sig.

Der er ingen tvivl om, at Tobias Rahim er kommet for at blive. Hans karisma og det faktum, at han ikke er bange for at være sig selv, og samtidig har sans for at skille sig ud både i tekster, musik og image, tror jeg, er med til give ham den succes, han har i dag. For er det ikke det, vi alle ønsker i sidste ende? Så hjælper det selvfølgelig også, at Tobias Rahim har en stærk sangstemme, som han formår at bruge på mange måder.

Skynd dig af sted, når Tobias Rahim og band spiller i sommerlandet, for han er værd at opleve. Og hvis ikke energien fra scenen smitter af, så gør hans dedikerede fans med sikkerhed.

Aalborg Symfoniorkester dedikerer koncert til ofrene i Ukraine

Torsdag den 10. marts slår Musikkens Hus dørene op til en helt særlig aften, når Aalborg Symfoniorkester sammen med dirigent Hans Graf vil tage publikum med på en rejse gennem Beethovens imponerende værker til ære for ofrene i Ukraine. Denne aften vil Koncertsalen således lyse op i ukrainske farver, og al billetomsætning fra koncerten går ubeskåret til Red Barnet.

Den 10. marts har nordjyder ekstraordinær mulighed for at samles om krisen i Østeuropa og støtte op om de ukrainske ofre. I Musikkens Hus dedikeres denne aften nemlig til Ukraine, når Aalborg Symfoniorkester sammen med dirigent Hans Graf og violinist Baiba Skride vil opføre udvalgte værker af Beethoven og donere al billetomsætning til Red Barnet.

Direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester, Lasse Rich Henningsen, vil indlede aftenen med at sætte et par ord på situationen, inden musikerne indtager scenen i Koncertsalen, som helt ekstraordinært vil lyse op i de ukrainske farver denne aften.

– Det er en helt ubegribelig og hjerteskærende situation, ukrainerne befinder sig i, og som kulturinstitution vil vi naturligvis gøre alt, der står i vores magt, for at støtte ofrene. Hvis der er noget, musikken og kulturen kan, så er det at skabe fællesskab – i særdeleshed også i de svære tider, og derfor er vi glade for, at vi kan dedikere en hel aften til Ukraine og ikke mindst donere koncertens billetomsætning til Red Barnet, siger Lasse Rich Henningsen.

Han bakkes op af Tecwyn Ewans, der er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester.

Vi ønsker med denne koncert at signalere, hvordan kunsten kan bruges til at samle os frem for at adskille os, og det har vi i den grad behov for i situationer som denne. Vi har både russiske og ukrainske musikere i orkesteret, og det betyder meget for os at kunne støtte op om dem i denne svære tid som en del af vores musikalske familie, fortæller han.

Udover at være med til at støtte de ukrainske ofre kan publikum se frem til at komme på en rørende rejse gennem Beethovens ikoniske værker i en særlig opførelse med Aalborg Symfoniorkester, dirigent Hans Graf og den lettiske violinist Baiba Skride. Siden hun i 2001 vandt den prestigefyldte Queen Elisabeth-konkurrence, har Baiba Skride etableret sig som én af sin generations førende violinister. Gæster kan blandt andet opleve Beethovens tredje symfoni, Eroica, hvor Beethoven satte nye normer for symfonigenren gennem kontraster, dramatik og en særlig sammenhængskraft mellem sanserne.

Koncerten finder sted i Koncertsalen den 10. marts kl. 19.30 og varer cirka to timer inklusiv pause.

Læs mere og køb billet til koncerten her.

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

  • direktør Lasse Rich Henningsen, tlf. dir. 6020 3110, mobil 2422 7733 og lrh@aalborgsymfoni.dk
  • Presseservice: Publicity, chefkonsulent Sanne Nørbjerg, tlf. 2343 0044 og sanne@publicity.dk

Legendariske Tom Jones spiller på Nibe Festival 2022

I sidste uge smed Nibe Festival et af årets hovednavne – partykongerne Black Eyed Peas spiller på Nibe onsdag d. 29. juni 2022. Og nu leverer festivalen endnu et internationalt hovednavn – Sir Tom Jones rammer Nibe 2022 torsdag d. 30. juni.

81-årig musikalsk styrke med uformindsket power

Alder er mest af alt et tal på et stykke papir. Det er Tom Jones et godt eksempel på. I forsommeren runder den store sanger 82 skarpe år, og på trods af det fremstår Tom Jones stadig som en ”sexbomb” med en kæmpe stemme og ufatteligt meget power.

Der gror aldrig mos på en rullesten, siger man. Det samme er helt sikkert tilfældet med Tom Jones, som i øvrigt stadig udgiver stærkt materiale.

Gaffa gav i foråret 2021 albummet ”Surrounded by Time” 5 stjerner under overskriften ”80 år – med saft og overbevisende overskud”.

Ekstra Bladet skrev ”Ustyrlig legende forbavser igen” og fortsætter med ”Veteranens massive stemme er i nærmest naturstridig god stand”.

Berlingskes anmelder gav også 5 stjerner og startede anmeldelsen ud med: ”80-årige Tom Jones lyder overrumplende vital og udfordrende på nyt album”

Hit på hit fra Tom Jones

Ét er nye udgivelser, noget andet er det massive ”bagkatalog”, Tom Jones kan levere – ikke mindst også live.

Perlerækken er tæt på uendelig og i flæng kan nævnes numre som ”It´s Not Unusual”, ”Sexbomb”, ”Green Green Grass Of Home”, ”She’s A Lady”, ”Delilah” og ”What´s New Pussycat”.

Stor respekt i musikmiljøet

Det store format og de mange år på den helt store scene har sat sit præg i musikbranchen.

Det kom tydeligt frem, da Tom Jones i 1999 udgav albummet ”Reload”, hvor han diskede op med en lang række fede coverduetter med navne som Robbie Williams, Natalie Imbruglia, Zucchro, Van Morrison, The Pretenders.

Tom Jones blev i øvrigt ifm. hans 80-års fødselsdag hyldet af Stevie Wonder under The Voice UK, hvor Jones er dommer – her sammen med lige så geniale will.i.am fra Black Eyed Peas. Meget rørende og et klart eksempel på den respekt, der er omkring Tom Jones.

En lysende stjerne i midsommermørket i den smukke Skalskov

”Vi er meget stolte over, at vi får den store mulighed for, og udsøgte fornøjelse af, at præsentere Sir Tom Jones på Nibe 2022. At det så sker samme år, hvor vi også byder på Black Eyed Peas, fortæller jo klart og tydeligt, at vi mener det, når vi siger, at vi kommer tilbage til sommer stærkere end nogensinde” udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival.

Tom Jones spiller Stor Scene torsdag d. 30. juni kl. 22:30.

Programmet snart fuldendt

Den fuldendte plakat til Nibe Festival 2022, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli, kommer på ”gaden” i løbet af den kommende måned.

Pt. er følgende navne offentliggjort: Black Eyed Peas (US), Tom Jones (UK), MALURT, Martin Jensen, Suspekt, Drew Sycamore, Alex Vargas, Jada, Tobias Rahim, Gnags, Tessa, Cheff Records (TopGunn, Kidd, Klumben, ELOQ), Faustix x Ude Af Kontrol, Benjamin Hav & Familien, Artigeardit, Clara, Poul Krebs, Rasmus Seebach, Mekdes, Michael Learns To Rock, Jonah Blacksmith, Dopha, Dizzy Mizz Lizzy, Joyce, Burhan G og Andreas Odbjerg.

Billetprisstigning d. 1. marts

Billetsalget til Nibe 2022 går ganske enkelt strygende. En meget stor procentdel af billet-køberne valgte at overføre billetten fra 2020 og 2021. På trods af det, er der gang i billetlugerne.

1. marts stiger billetprisen på partout- og dagsbilletter. Billetterne kan købes på www.nibefestival.

 

 

Jason Derulo giver eksklusiv koncert i Aalborg

Jason Derulo, kongen af TikTok kommer til Danmark! Det verdenskendte pop-ikon giver koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fredag 24. juni, som eneste sted i landet.

Derulo er verdenstoppen af poppen. Nu kommer den amerikanske hitmager til Aalborg. En af årets største koncertoplevelser venter, og AKKC kommer helt op at koge, når hitmageren giver den gas på scenen. Publikum kan ikke gøre andet end at wiggle, wiggle, wiggle.

En kæmpe dansefest
Derulo leverer hit efter hit. ”Talk Dirty”, ”Ridin’ Solo” og ”Swalla” kan sætte gang i enhver fest. Danske fans kan godt gøre deres vildeste TikTok-moves klar. Derulo propper publikums øregange fuld af konfetti, når han spiller det ene dansehit efter det andet. Glæd dig til at skråle med. Væbnet med charme indtager stjernen scenen i AKKC. De store popsange skyder ud af højttalerne, og rammer publikum lige i pophjertet, så floor slår gnister.

Kongen af TikTok

Med sit sangskrivningstalent, sin Michael Jackson-inspirerede vokal og sine influerende moves, går han forrest med nye trends på den internationale musikscene. TikTok-hits som ”Savage Love” og ”Take You Dancing” har gjort ham til kongen af et af de mest trendsættende sociale medier. Som en slags danselærer deler Derulo sine fede moves til sangene, og hele verdens TikTok-brugere gør ham kunsten efter. Hans danse-trends skaber en slags community, der spænder bredt. Unge som gamle har filmet sig selv danse de populære trin. Platformen har på gennemgribende vis omformet hans forhold til sine fans.

  • It’s a way different kind of connection, than I ever had before, fortæller han.

For Derulo selv har den store succes med ”Savage Love” også en symbolsk betydning.

  • It’s a song I put out myself before any label got wind of it, and it exploded right away. That moment really showed me that with hard work and perseverance, you can manifest whatever it is, you want in life, siger trendsætteren.

 

Billetter til Jason Derulo fredag 24. juni kl. 20 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg 25. februar kl. 10 og kan købes via. akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566.

Aalborg Teater øger publikumstallet med 6 % i sæsonen 2020 /21

Sæson 2020 / 21 var præget af Covid-19 og de restriktioner pandemien medførte såvel nationalt som lokalt. Dog formåede Aalborg Teater at øge publikumsantallet med godt 6 % over det budgetterede. Ikke færre end 90.821 publikummer nød godt af et stort og varieret udbud fra teatret i 2020 / 21.

Ikke mindst på grund af stor omstillingsparathed i en ny og uvant kulturformidlingssituation var Aalborg Teater i stand til, ikke blot at fastholde det budgetterede publikumsantal, men rent faktisk at øge antallet af publikummer. Aalborg Teater skabte platformen AAT Stream og gennem streamings fik ikke bare det nordjyske teaterpublikum, men teaterpublikummer over hele landet eftertragtede oplevelser.

Aalborg Teater var det danske teater, som streamede flest forestillinger under Corona-nedlukningen, hvilket gjorde teatret i stand til at bevare kontakten med publikum til trods for, at det ikke var muligt at mødes fysisk i teaterrummet.

I alt 11 forestillinger blev streamet i løbet af foråret 2021.

Aalborg Teater åbnede AAT Stream med, som det første teater i Danmark at live-streame tre premierer; Herman Bangs Tine, Peter Handkes De skønne dage i Aranjuez samt co-produktionen The Robot Project. Julie Maj Jakobsen, teatrets husdramatiker, skrev forestillingen Jeg har skudt mig selv for sidste gang – en forestilling i 3 afsnit.

Derudover steamede teatret repertoireforestillingen Cyrano samt Teaterkoncerten Drømte mig en drøm.

Ikke færre end 10 titler blev streamet via AAT Stream, som i den grad var en succes og stillede den kultur-sult, der var opstået i et nedlukket samfund.

I sæson 2020 / 21 var der planlagt 18 forskellige forestillinger på teatrets tre scener, med i alt 345 opførelser, hvoraf det lykkedes at gennemføre 169 opførelser for et live-publikum, hvilket svarer til at 49 % af de planlagte opførelser blev vist for et live-publikum.

Mange af de planlagte aktiviteter blev, udover live-streams, erstattet med udendørs-forestillingerne ByVandRing (Luna Park Scenekunst), These Shapes are made for Dancing (co-produktion med Steen Kørner Studio) samt Walking Landscapes (co-produktion med Metropolis – KIT).

Trods nedlukning og deraf følgende aflysninger af forestillinger kommer Aalborg Teater ud af sæson 2020 / 21 med et positivt resultat efter skat på t. DKK 1.637.

For yderligere information:

Teaterdirektør Hans Henriksen, tlf. 9631 6013

Bestyrelsesformand Inger Askehave, tlf. 4185 2288

 

Teatrets årsregnskab kan læses HER

Nyt dansk boyband med Silas Holst i front

I want it that way! Fans kan godt glæde sig til at synge med på Backstreet Boys’ kæmpe hit og mange andre af de største boyband-hits gennem tiden. Sæt kryds i kalenderen 14. januar 2023, hvor Silas Holst samler sine boys i en unik koncertoplevelse med Danmarks nye boyband i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

 

Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Emil Hartmann, Jeff Schjerlund og Joakim Tranberg er The Boyband! Scenekunstnerne, der kan krediteres som prisvindende musicalstjerner, skuespillere, koreografer, dansere, sangere og tv-personligheder, drager på en ambitiøs, storslået og spektakulær turné rundt i hele landet – The Boyband Tour, som i starten af 2023 gæster AKKC.

 

De største boyband-hits

The Boyband synger musikalske perler som I Want It That Way, Everybody og Show Me The Meaning – sange de fleste boybandfans har sunget med på, og ikke for sidste gang. Det bliver en musikalsk tidsrejse, hvor de fem toptunede artister sprænger rammerne i en euforisk, humoristisk og helt ny koncertoplevelse. Publikum kan godt gøre sig klar til at tabe kæben, til at blive blæst bagover, miste pusten og træne lattermusklerne. De fem mænd, hvis selvtillid og selvironi er på sit højeste, tager publikum med ind i et popunivers, hvor tidernes største boyband-hits fremføres i et stort sceneshow med hæsblæsende storskærmsproduktion og gæsteoptrædener.

Den perfekte boyband opskrift

Find fem mænd, der kan synge, danse, spille skuespil og som er i nogenlunde god form. Optag en musikvideo i et vandbassin med tætsiddende hvidt tøj. Og byg en kæmpe scene med en kæmpe storskærm. Der kan sættes tjek ved det hele med The Boyband Tour. Silas Holst og co. garanterer årets fest, når sang, dans, skuespil, showmanship og humoristiske indslag smelter sammen i en koncertoplevelse langt udover det sædvanlige.

 

  • Jeg glæder mig til at trække en fra publikum med op på scenen, det bliver vildt, udtaler Kim Ace Nielsen, der også kan opleves i en af de bærende roller i Shu-bi-dua – The Musical, som spiller i AKKC i foråret 2022.

 

 

 

 

Billetter til The Boyband Tour – Do You Remember 14. januar 2023 kl. 20 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er fra 280 kr. til 430 kr. inkl. gebyr. VIP-billet 730 kr. inkl. gebyr (læs mere på akkc.dk).

GRATIS og unik oplevelse – Debutkoncert med rytmisk vokalgruppe og beatbox

Sanger og kordirigent Jasmin Rose debuterer fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse med

Debutkoncert fredag d. 12. november kl. 20.30 i Rytmisk Sal, Musikkens Hus i Aalborg

Jasmin Rose beskriver selv sin debutkoncert som en magisk og mystisk rejse, med historier om liv og kærlighed – fortalt af en vokalgruppe på syv sangere under ledelse af Jasmin og understøttet af beatbox-legenden RoxorLoops.

”En koncert for alle, der holder af popmusik iblandet toner af nordisk og mellemøstlig folkemusik og som elsker vokalmusik og improvisation”, siger Jasmin Rose.

Fra musical over grandprix til musikkonservatoriet

Jasmin Rose er født i London og opvokset i Nordsjælland med en engelske far og en dansk mor. Hendes passion for musik og for at optræde startede allerede som 4-årig, da hun oplevede musicalen “Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat”. Op gennem hele sin skoletid har hun arbejdet med sang og teater.

Jasmin Rose har en musical performer-uddannelse fra London School of Musical Theatre og har senest medvirket i musicalen ”Jesus Christ Superstar” i Tivolis Koncertsal. De senere år har hun dog især fokuseret på a cappella vokalmusik. Hun har været en del af vokalgruppen Dopplers og har aktuelt et duoprojekt med beatboxeren RoxorLoops, som også er hendes kæreste. Sammen optrådte de ved dansk melodigrandprix i 2020 med sangen ”Human”.

Siden 2016 har Jasmin Rose studeret Rytmisk Sang og Korledelse ved Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg. Sideløbende har hun arbejdet som korleder, sanglærer og udøvende kunstner. Hun har stor erfaring med at lede forskellige kor, fra gospelkor over rytmiske vokalgrupper til pensionistkor. Som korsanger har hun bl.a. optrådt med Bobby McFerrin og ved TV2’s store Juleshow. Jasmin skriver også selv musik til kor og vandt i 2016 ”Syng Komponist” for satsen ”Broken Heart”. Hun har skrevet en del andre originale korsatser, hvoraf to kan høres på Spotify eller iTunes.

Jasmin Rose har studeret korledelse hos professor Jim Daus Hjernøe på RAMA Vocalcenter ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, et af verdens førende centre for rytmisk korledelse. Hun afslutter nu studierne med debutkoncert fra solistklassen, det højeste niveau ved konservatoriet.

RAMA Vocal Center bliver hvert år opsøgt af korledere fra hele verden, både til centrets ordinære uddannelser og til efteruddannelseskurser.

Anmeldelse: Hansi Hinterseer & Tiroler Echo hos AKKC

Hansi Hinterseer & Tiroler Echo spillede søndag aften i AKKC for en sal fuld af glade danske fans. Det var femte gang, at den smilende østriger gæstede Aalborg og denne gang skete det i forbindelse med hans 25 års jubilæumsturné.

Til aftenens koncert havde jeg taget min farmor på snart 90 år med under armen for at opleve ikke alene Hansi Hinterseer, men også hendes allerførste koncert nogensinde. Så med sommerfugle i maven gjorde hun således store øjne, da lyset blev dæmpet og musikken begyndte. For her gik Tiroler Echo band nemlig på scenen med deres harmonikaer og efter første nummer kom Hansi Hinterseer storsmilende ud iført en afslappet påklædning bestående af hvide jeans og sko samt en hvid blazer i hør. Han lagde ud med nummeret ’Jetzt Samma Do’, som instinktivt fik folk til at rejse sig op og klappe med i takt. Der var således fra begyndelsen allerede en god stemning og Hansi fortalte desuden om på tysk, hvor glad han var for at være tilbage i ’Dänemark’ samt at han håbede på, at vi alle måtte få ”un wunderbar abend”. Mellem hvert nummer fortalte Hansi desuden en lille fortælling om det forestående nummer og da vi nåede til nummeret ’Tiroler Medley’, kom der for alvor rigtig gang i harmonikaerne igen med lidt jodlen til og det hele. Hansi Hinterseer tog derpå også en harmonika frem og spillede et langt tyrolernummer sammen med Tiroler Echo, inden de alle derpå gik til pause.

Efter pausen kom Hansi Hinterseer munteret spankulerende ind igen, mens han med et kæmpe smil leverede sangen ’Musica Für Die Verliebten’. Derpå sang han et af sine nyeste numre, som hed ’Einfach Schön’, om hvilken både min farmor og jeg blev enige om var en smuk sang med en ret god melodi. Et nummer som jeg også må indrømme, at jeg har haft lidt på hjernen sidenhen.

Men herefter foregik der så for mig et sjældent syn. For mellem hvert nummer begyndte Hansi Hinterseers fans pludselig at komme op for at sætte gaver ved scenen. Jeg havde dog på forhånd hørt lidt om, at det faktisk var fast kutyme, hvilket Hansi Hinterseer da også bekræftede. For da han opdagede, at security-vagten forsøgte at forhindre hans fans i at komme op til scenen, sagde Hansi henvendt til vagten, at det måtte folk altså gerne, for sådan var det altid ved hans koncerter. Det noget uvante koncert-moment gjorde faktisk, at jeg sagtens kunne jeg fornemme, hvor folkelig og hjertelig Hansi virkelig følte sig med sine fans. Dén fornemmelse smittede ligesom også af i hele salen, men min oplevelse af, hvad en Hansi Hinterseer koncert indebærer stoppede ikke her. For inden nummeret ’Lebenslänglich’ opfordrede Hansi alle, der havde lyst, til at komme op og stå helt tæt ved scenen. Det var der vel så nok et par hundrede stykker, der gjorde, hvilket jeg ikke kan sige er noget, som jeg ofte har oplevet før. Men det satte da for alvor skub i stemningen og glæden blandt salens publikummer.

Henimod aftenens slutning kom så ét af de få numre, som jeg rent faktisk kendte på forhånd, nemlig nummeret ’Hände Zum Himmel’. Her var hele salen oppe at stå med hænderne i vejret og ude til siden og så videre, som er en salgs kendetegnende dans for netop dette nummer. Det fik også fut i skoene under Hansi Hinterseer selv, som begyndte at danse noget mere rundt på scenen til aftenens sidste par numre, som blandt andre var ’Hey Baby Tanz Mit Mir’ og ’Amore Mio’ .

Schlagermusik er ikke just min spidskompetence. Men eftersom at min farmor er ret glad for hans musik, syntes jeg dog, at Hansi Hinterseer fortjente en chance. Ikke så overraskende var det klart det ældre segment på 50+, som var overrepræsenteret til aftenens koncert. Men jeg fandt det faktisk livsbekræftende at opleve, hvorledes der også findes musikalske kulturvitaminer, der kan begejstre dette segment i en sådan grad, som jeg oplevede dét denne aften. Jeg blev f.eks. lettere rørt over, at se en ældre herre stå og vifte glædeligt med et indkøbt Hansi Hinterseer merchandice-farveris, mens Hansi sang aftenens sidste sang ’Amore Mio’.

Der var dog ikke rigtig nogen pomp og pragt over dette show og Hansi Hinterseer bevægede sig heller ikke en forfærdelig masse rundt på scenen før henimod aftenens slutning. Men han brugte dog flittigt sine arme til at gestikulere med i sin formidling af sine numre, hvilket nok henvendte sig meget fint til aftenens kundesegment. I al fald var denne koncert mere en nydelse for øregangen, hvis man er til schlagermusik og min farmor syntes da også, at koncerten havde været en ”fantastisk oplevelse”, selvom det ikke var et ligeså vældigt show som på video. Dertil må jeg så også indrømme, at det for mig var en særlig og anderledes oplevelse at få lov at se en anden form for musikalsk glæde blandt publikum, end jeg er vant til. Så for en aften fuld af livsglæde, glad-i-låget-musik og en charmerende Hansi Hinterseer med en velklingende sangstemme giver jeg koncerten 4 ud af 6 stjerner.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev