Skip to main content

Tag: Klumme

Klumme: Der skal bøger under træet

Hvem elsker ikke at få bøger i gave? Mens jeg skriver den sætning, så kan jeg næsten høre flere bekendte og familiemedlemmer udbryde ’ikke mig!’ Men de ved ikke, hvad de går glip af.

Boggaver er muligvis det, jeg elsker allermest. Problemet er, at jeg har været så god til at give dem til mig selv, hvilket vil sige, at jeg har brugt alt for mange penge i diverse boghandlere, så ingen andre gider at putte den slags under mit juletræ. For at være helt ærlig, så er den bedste fornemmelse måske også selv at gå på jagt i boghandleren, hvor det kan føles nærmest euforisk at gå ud ad døren med en pose fyldt med nye bøger.

Det kan dog være et problem, når man får købt så mange, at det er ved at være fysisk umuligt at læse dem alle. Jeg er heldigvis ikke ene om denne tilbøjelighed. Jeg tror, de fleste bogfanatikere har større stak stående, som de inderst inde godt ved, at de nok aldrig får læst. Men potentialet for den gode historie, der står gemt på hylden, er som en port til et hemmeligt land. Så jeg elsker også mine ulæste bøger.

En god bog kræver ofte noget af læseren. Somme tider kan det tage 2-3 forsøg at komme i gang, hvor man må genlæse de første 50 sider inden den igen bliver sat på hylden. Men pludselig en dag fanger historien og resten af bogen bliver slugt i en nærmest manisk episode. ’Bare én side til’, siger du til dig selv, men det er næsten umuligt at lægge bogen fra sig.

Kan man blive afhængig af bøger? Ja, det kan man godt. Problemet er, når bogen er færdig, for den næste bog giver ikke det samme rush, i hvert fald ikke i begyndelsen. Det kan muligvis være, at den er endnu bedre, men det stadig kræver dedikation af læseren for at historien kan komme i gang. Når man så har været ultra-engageret i den verden, som forfatteren inviterede ind i, kan det føles helt tomt, når bogen er slut.

Guide til gode bøger under træet

Hvis du har lyst til at give hårde pakker i år, er her 3 anbefalinger til stensikre julegavehits.:

Forside på Købmanden, apotekerne og enkerne

Til den historie-interesserede

Tidligere i år udkom der en ordentlig moppedreng af en bog om én af Aalborgs mest velkendte historiske bygninger, Jens Bangs Stenhus. Den gamle købmandsgård kan fejre 400-års jubilæum i år og derfor har kulturhistoriker Jakob Ørnbjerg skrevet et fantastisk pragtværk om middelalderbygningen, der stadig er fuld af liv i dag.

‘Købmanden, apotekerne og enkerne – Historien om Jens Bangs Stenhus’ er skrevet af Jacob Ørnbjerg. Den er udgivet af Gads Forlag i 2024.

Forside på bogen 'Hjemme hos Danmark'.

Til bolignørden

Hvem er danskerne? Det vil Anne Glad og Kristine Virén forsøge at give et bud på i bogen ’Hjemme hos Danmark’, som dykker ned i dansk boligkultur gennem 100 år. Bogen er fyldt med billeder og nedslag, der både oplyser og vækker gensynsglæde for flere generationer.

’Hjemme hos Danmark – 117 nedslag i dansk boligkultur’ er skrevet af Anne Glad og Kristine Virén. Den er udgivet af People’s i november 2024.

Forside på Hits, flops and other illusions.

Til filmentusiasten

Hvis du ikke har hørt om den amerikanske filminstruktør Edward Zwick, er der stadig en god chance for, at du har set mindst én af hans film, fx Legends of the fall med Brad Pitt og The Last Samurai med Tom Cruise. Hans selvbiografi, der desværre kun er udkommet på engelsk, er en ekstrem underholdende og ærlig fortælling om et langt liv i Hollywood. Bogen er et fantastisk indblik i en verden, der normalt er meget poleret. Lydbogen, som Edward Zwick selv har indtalt, kan også varmt anbefales.

‘Hits, Flops, and Other Illusions – My Fortysomething Years in Hollywood’ af Ed Zwick. Udgivet af Simon & Schuster i februar 2024.

Klumme: Når du ser et ærteskud

Påsken er min alleryndlings højtid. Fritaget for stress, forventningspres, materielle tsunamioverflods-reklamebølger, og i stedet pragtfulde dage med refleksion, stilhed, forår, god mad og ikke mindst genopstandelsen. Vejret var småumuligt i år, det er verden jo lige nu, men vi glædes, vi genopstår, pudser vinduerne og smider alt det gamle baljepis overbord

Jeg trækker jævnligt i håndbremsen, og tænker … hov, vent lige! Er det virkelig sådan en verden, vi ønsker os? En kvindelig skoleinspektør i Tallahassee, Florida, bliver fyret, fordi hun har vist en skoleklasse et fotografi af den ikoniske fem meter høje splitternøgne gudesmukke David-statue, der har hjemme på Uffizi museet i Firenze. Hans genitalier var for meget for klassens bestyrtede forældregruppe, og rektoren måtte lade arbejdslivet. Samtidig har nogle nørdede kinesiske hjerner opfundet en robotkyssemund af silikone, man kan fastsætte på sin pc, når langdistanceforholdet til kæresten eller cybergudinden bliver for hårdt. Så kan man sidde ved hver sin skærm og silikonekysse hinanden med indbygget vibration…

Kunstig intelligens. AI. Jeg sukker dybt og tænker på min mor. Hun ville uden tvivl have kigget på mig, og spurgt, om vi mon ikke skulle løfte niveauet for den intelligens, vi allerede besidder, inden vi prøver at jonglere med en kunstig en af slagsen… og så ville hun have sat sig ind ved sit store tegnebord i sin lange hvide natkjole med festoner, og malet en natsværmer, som taget ud af 1001 nats eventyr akkompagneret af Pia Raug eller Count Basie.

Robotter og chatrobotter. På et tidspunkt vil du ikke længere vide dig sikker, om du taler med et menneske eller en chatrobot, når du ringer til en virksomhed eller offentlig instans. Teknologien bliver mere og mere avanceret, og chatrobotterne bliver kodet med både empati, Albert Einsteins hjerne, Lolitaevner og mormors opskrift på citronfromage. Når du er ensom, kan du søge den kunstige omfavnende kontakt, og blive lullet ind i en silkeblød verden, som de færreste levende væsner omkring dig ville kunne leve op til. Og den kan skrive din ph.d.-opgave for dig uden at blinke med øjnene. Men hvad sker der den dag, der går en lille kortslutning i robothjernen… når den begynder at blande kortene selv, uden vi ved det. Eller når det hele bare går i sort, og vi ikke kan få menneskelig kontakt.

Jeg står lige af toget og bestiller en drosche. Imens jeg tænker på kærlighed og ærteskud. Jeg er blevet vaccineret med ærteskud i min Maria-yndlingsmadgruppe på Facebook. Et sted hvor ærteskud og kærlighed er de daglige vitaminer, der drysses med i overflod blandet med grin og glæde. Fordi vi kan godt selv sige fra og til. Vi kan måske ikke undgå en småumulig verden, men vi kan lytte til vores celler og give dem lyst til at danse. Vi kan lære at gå på line imellem den analoge og den digitale verden. Gribe det bedste fra begge verdner, og bruge alle vores sanser og fornemmelser. Vi kan lære robotter at tale med planter, måle hvor hurtigt de vokser, hvor meget vand der fordamper, de kan signalere behov for lys, vand, og robotterne kan fortælle planterne i hvilken retning, vi gerne vil have de skal vokse. Vi kan bl.a. bruge det til at udvikle grønnere og sundere byer og huse. Men vi mennesker … vi skal blive ved med at tale med hinanden.

Vores celler ved godt, når noget er fuldkommen galt. Når vi får at vide at vores unger skal ræse igennem uddannelsessystemet, når der er råd til våben, men ingen omsorg, og når nogen prøver at overbevise dig om, at varm dåseananas på pizza er en god ide.

Vores celler bliver fysisk glade og helt oppe og ringe af god energi, af at danse til vores yndlingsmusik, og når vores ungers øjne smiler som tryllestøv uden stress, uden angst. Lad vores unger mærke roen, lær dem at trække vejret, lad dem dyrke radisser og ærteskud i skolegården og Løvegården, og lad dem vide, at de nok skal nå det hele. At de skal leve.

Jeg er vild med vores verden, når vi suger den helt ind under huden. Oplever, udforsker, udfordres, elsker. På en bjergtop i Caucasus, i en hytte i Brønderslev, eller slentrende ned ad Nansensgade i et forårskådt København. Når jeg kan mærke hele verden, skøn og omfavnende indeni, alt imens kaos raser udenfor.

Jeg vil så gerne høre til. Høre til i en verden med kærlighed til alt det, der er ægte.

Det vigtigste, vi har er vores energi. Vores drivkraft. Den drivkraft, der kan skabe mirakler i vores liv. Den fysiske energi, der skabes af glade celler i vores kroppe, når vi trækker vejret dybt. Og den er fuldkommen analog. Verden er analog inderst inde. Helt inde i kernen. Havet, solen, Galaxerne, den smittende glæde, bøgeskoven, forårsduften i Maj, den sprøde lune fiskefilet med friskpresset citron, den våde hundesnude og beroligende pote, og de kys vi planter på hinanden i kærlighed. Ansigt til ansigt. Robotter kan erstatte meget, men den verden kan ingen robotter erstatte.

Og husk …

Når du ser et ærteskud

Lad din glæde flyve ud

Da vil alle ærters Herre høre dig Bare du med hjertet tror,

Da er ingen bøn for stor

Når et ærteskud det spirer

på din vej.

 

Kærlig Forårshilsen Josefine

 

På besøg i en fremmeds sind

I Leonora Christina skovs bestsellerbog ’den der lever stille’ skriver hun om problemet med forfattere, der skriver om sig selv, for hvis man har taget af hovedåren, hvad er der så tilbage? Men det er alligevel, hvad flere og flere forfattere gør, og læserne sluger det hele. For måske er det i mødet med forfatterens personlige besøg i fortiden, at vi bedst kan reflektere over vores eget liv og opvækst

Leonora Christina Skov var allerede en kendt stemme i samfundet som blandt andet debattør og litteraturkritiker, da ’Den der lever stille’ udkom i 2018. Hun havde skrevet flere bøger tidligere, men det var med hendes egen historie, at hun for alvor brød igennem.

Bogen tager sig begyndelse, da Leonora står ved sin mors dødsleje i 2017. Hvordan siger man farvel til en mor, der aldrig forstod at vise den kærlighed, som Leonora havde søgt hele sin barndom? Det forsøger hun at give et svar på i romanen, der smukt reflekterer over et levet liv, og som vakte genklang hos utallige læsere.

’Den der lever stille’ blev med rette en kæmpesucces, men hvorfor er det, at vi higer efter historier, hvor forfatteren ikke bare lader sig inspirere af egne livserfaringer, men fortæller direkte fra hovedkilden?

Leonora Christina Skov skriver selv, at hun altid har fortalt historien om mødre, der ikke elsker deres børn, men pakkede den ind i fiktion. Nu ville Leonora (endelig) skrive om sin barndom og ungdom, som hun oplevede den, for at få den ud af kroppen. På den måde kunne hun måske skrive romaner med andre temaer i fremtiden.

Men alt tyder på, at læserne gerne vil have fortællinger, hvor vi får et glimt af forfatterens inderste. På trods af, at min barndom var relativ kedelig, og jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres kærlighed, så fik bogen mig alligevel til at reflektere over min egen opvækst.

For har vi ikke alle oplevelser med i bagagen, som har sat sig og stadig gnaver? Mens vi kigger dybere ned i vores telefoner, så kan den slags bøger var en måde at skabe en forbindelse til et andet menneske, der ikke kræver noget af os, men lader os se momenter fra vores eget liv igennem en andens livslinse.

Jeg læste først ’Den der lever stille’ for nylig, men bogen var en stor oplevelse på flere måder. Det gav mig for eksempel en uventet mulighed for at genbesøge min tid på universitetet,

hvor jeg havde bimlende (imposter syndrom) og, aldrig helt følte, at jeg gjorde det rigtigt. Jeg læste litteraturhistorie, og havde alt for mange mindreværdskomplekser over for eksempel ikke at kunne forstå fransk og flere gange fare vild i diverse litteraturteoretikere. Det var omkring denne tid, at Leonora Christina Skov også skrev sine glimrende anmeldelser i Politiken, og hun blev synonym med den litteraturkender, som jeg aldrig følte jeg kunne blive. Derfor var jeg sikker på, at hun måtte være snobbet og træls, men det hang vist mere sammen med mine mindreværdskomplekser.

Senere fandt jeg ro i, at mine interesser indenfor litteraturen var helt ok og jeg ikke behøvede at være flydende i fransk for at kunne kalde mig selv litteraturhistoriker.

Jeg begyndte at følge Leonora Christina Skov på instagram for flere år siden, hvor jeg opdagede, at hun ikke var det mindste træls, men hun sad stadigvæk helt deroppe på en piedestal i mit hoved. Det var først, da jeg læste ’Den der lever stille’, at jeg for alvor så Leonora som et rigtigt menneske, der måske har en større bagage med end nogen fortjener, men hvor jeg var overrasket over at kunne genkende følsomheden og nogle af de samme usikkerheder, som jeg selv havde med fra barndomslivet.

Klumme: Passion og puls

Det er ikke altid, at vi holder, hvad vi lover. vi har alle de gode intentioner, vi har en plan, vi kan se vejen, det er slet ikke svært, men alligevel failer vi big time.

Nu er vi nået et godt stykke ind i februar, og jeg er sikker på, mange kan nikke genkendende til det.

Det begynder så småt i oktober. Der lister sig en lille tanke ind om noget, der skal fixes. Tanken begynder at manifestere sig i november, og prikke til os… måske ikke hver dag, men ofte. Og i december siger vi YES! 1. januar bliver jeg et helt nyt menneske! Der findes selvfølgelig alle dem, der virkelig gør det. Skaber et nyt fundament, går all in og gennemfører, hvad de har sat sig for med bravour. Det er alle dem, der i forvejen løber en halvmarathon hver weekend, men så er der alle os andre…

Vi har ofte allerede glemt vores nytårsforsæt, bevidst eller ubevidst, når vi vågner den 1. januar med tømmermænd, eller også bliver iveren i hvert fald formindsket proportionelt med, at timerne går og vi bevæger os hen imod februar. Og nu er vi her så. Og vores bedre jeg må nu pænt vente til næste år. Det er ligesom man aldrig må starte noget vigtigt på en mandag. Tirsdag begynder ugen så for alvor, så der er der for travlt til at tænke på det, vi ikke ville starte om mandagen. Onsdag har vi glemt det, men kommer i tanke om det igen torsdag, men nu er det snart fredag og weekend, så vi venter sgu til næste uge.

Hvorfor skal det være så svært at lave om på ting? Lave om på os selv, hvis vi gerne vil? Hvorfor vinder den lille djævel så ofte over den lille engel?

Jeg har tænkt rigtig meget, herude på marken, det sidste år. Over alt det vi gerne vil, men ofte ikke får gjort, tænkt over alt det potentiale, der ligger og bjørnesover hele året.

Da Lars døde, lovede jeg mig selv at være Kriger, leve for os begge to, gøre ham stolt. Vise ham, at det her pis, det skal jeg sgu nok klare! Men jeg failede big time. Sygdom, sorg, isolation, kulde, en stor grå mark og et sted, hvor jeg ikke kunne mærke nogen puls, hvor stilheden, som jeg normalt elsker, lammede hver en sitrende celle i min krop, og en lægeklan der straks pumpede psykofarmaka ud på recept, på trods af et rungende nej fra min side. Nej, jeg skal ikke fyldes med antidepressiver, og sendes ind i en stor sky af ingenting. Jeg er ikke bange for at mærke livet. Den tsunamiovervældende ulykkelighed og det knuste hjerte.

Hvordan skulle jeg ellers kunne mærke den ekstatiske glæde over den lillebitte lysstråle, der rammer øjet nu og da. Så da vi nærmede os december, midt i det dybeste mørke, og med tårerne løbende ned af kinderne og uforløste skrig ud i intetheden, lovede jeg mig selv at i 2023 skulle Krigeren atter genopstå. Men det er jo ikke noget, man lige gør på kommando… eller er det?

Jeg var ikke mere end lige kommet ind i det nye år, da en meget kendt amerikansk mand dukkede op på min instagram. Hans navn er Tony Robbins. En verdensberømt storsælgende strateg og coach med et kundeklientel, der tæller både en meget flov Bill Clinton, Moder Theresa, Nelson Mandela og millioner af os helt almindelige småfrustrerede sjæle. Han tilbød mig et gratis onlineseminar 5 dage á 3 timer om dagen. Bare sådan lige midt i januar. Emnet var… oversat til Josefinesprog: Bliv din egen urørlige Kriger.

Og pludselig var han lige her. Denne høje pisseflotte karismatiske fyr. På besøg midt ude på marken i Brønderslev af alle steder. Live midt i min lillebitte stue i kulden og vintermørket. Pludselig var jeg slet ikke lige her. Men en del af noget meget større. Hundredetusindevis af mennesker fra alverdens steder. USA, Indien, Botzwana, Sverige, Trinidad, Tyskland, Myanmar, Texas, Aruba, Rumænien, Nicaragua, Holland, Brasilien, New Zealand, Japan… 195 forskellige lande samlet et sted. Med troen på, at vi kan forandre vores eget liv, hvis vi ønsker det nok. Og jeg blev overvældet af en rå styrke, da jeg stillede mig ud på den skide mark ved midnatstid i mit yakoksetæppe og kiggede op og ind i universet i vildskab og glæde. Pludselig mærkede jeg igen det, det handler om. Passion og puls.

Jeg har længe filosoferet over vores bevidsthed. Vi er selv herre over vores bevidsthed. Hvilket vi har en tendens til at glemme en gang imellem. Vi lader den smuldre i paragraffer, reklamer, regeringsordre, tiktok-videoer og fordomme overfor os selv. Vi lader den indsnævres af udefra kommende støj. Diagnoserne vælter ned over os, men de fleste af os, ikke alle, bestemmer selv. Vores ord skaber vores virkelighed. Vores tanker og vores overbevisninger er med til at skabe den vi er, hver morgen når vi står op. Kan jeg fjerne angst, svær depression fra min bevidsthed, hvis jeg bevidst fjerner ordene? Kan min Kriger overvinde disse magtfulde ord? Det er et eksperiment, jeg er i gang med. Og foreløbig virker det.

Umiddelbart ser det ikke ud som om, at 2023 har tænkt sig at servere store flødebollelagkager, laksemadder, brun sovs med roquefort og ribsgele og trapisteøl på et sølvfad helt af sig selv. De store sjæle omkring os falder bort, byer falder i ruiner som korthuse, og magthavere spiller skak, uden hverken intelligens eller format til dette spil. Men vi kan selv. Med passion og puls og en bevidst bevidsthed. Så kan vi selv.

Grib 2023. Du kan sagtens nå det endnu.

Stort KYS Josefine

Klumme: Et kig bag de kongelige gardiner

Hvad foregår der bag lukkede døre? Vi mennesker er generelt nysgerrige på andres hemmeligheder og vil rigtig gerne holde på vores egne. Det engelske kongehus har fået luftet deres beskidte vasketøj i medierne i mange år, og sjældent selv udtalt sig. Men i starten af året udkom Prins Harrys selvbiografi, hvor han fortæller så ærligt om livet på indersiden, at det næsten virker blasfemisk

Vores danske kongehus er befriende tamt i forhold til det engelske, der i mange år har været forfulgt af skandaler. Sladderblade og mere sobre medier har skrevet spaltevis af beretninger om stort og småt, det er blevet hjulpet på vej af unavngivne kilder, men sjældent er blevet kommenteret på af hovedpersoner selv.

Jep, denne klumme handler om sladder og kongelige fra et andet land, men det er en familie, der har været inspiration til utallige film, bøger gennem tiden og nu også en succesfuld serie på Netflix, så bær over med mig et øjeblik.

I 2020 valgte Prins Harry at træde ud af det engelske kongehus, og medierne nærmest eksploderede af meninger om og forklaringer på den beslutning, men hovedpersonerne var, som sædvanligt, ikke særligt meddelsomme.

Det har nemlig længe været et mantra i den familie, at man ikke skal beklage sig eller forklare – ’Never complain, never explain’. Det var derfor, at det var så stor en begivenhed, da prinsesse Diana gav et meget åbenhjertigt tv-interview i 1995 om hendes kuldsejlede ægteskab, hvor der med hendes ord var tre personer i stedet for bare to, så der var lidt overfyldt.

Selvom der har været endnu flere skandaler efterfølgende, så har man ikke set flere af den slags interviews fra familien selv. Derfor har de altid været omgærdet med en form for mystik, der har været uimodståelige for medier og forfattere gennem tiden. Da The Crown fik premiere på Netflix i 2016, så blev det på en måde en vej til at skrælle et lag af mystikken.

The Crowns første sæson starter sin historie med en ung prinssesse Elisabeth, der bliver gift med prins Philip. Da vi taler om begivenheder, der skete for over et halv århundrede år siden, så virkede det knap så meget som vindueskiggeri og mere som et blik på en svunden tid, der havde stor betydning for England. Derfor var der ikke mange, der løftede et øjenbryn over scenerne, hvor manuskriptforfatterne har taget sig friheder med historien, og skrevet samtaler og begivenheder, der var ren fantasi.

I den seneste sæson (sæson 5) er det netop skandalen omkring Diana, Charles og Camilla Parker-Bowles, der var en af hovedhistorierne. Fordi det var en historie, som flere af os kan huske udspille sig i medierne, var der nogen, der mente, at Netflix og skaberne af serien burde gøre seere opmærksomme på, at det ikke var sandheden, de så på skærmen, men i stedet en opfunden historie, der var inspireret af virkeligheden, hvis nogen nu skulle være i tvivl.

Men hvad er sandheden så? Prins Harrys selvbiografi udkom, som sagt, i starten af året, og gav et meget åbenhjertigt indblik i en ellers meget lukket familie. Jeg må indrømme, at jeg var grebet fra start til slut. Men han fortæller også om begivenhederne fra sit eget synspunkt, og, som de fleste familier nok kan bekræfte, så kan genfortællingen af en historie variere kraftigt alt efter fortælleren.

Hvad der stod mest tydeligt tilbage for mig, da jeg havde lyttet bogen færdig (den engelske version, hvor Harry selv læser op, kan anbefales), var en dårlig smag i munden over, hvor ødelæggende nysgerrighed også kan være.

Respekt til prins Harry for, at han vælger at fortælle sin historie på sine egne præmisser i stedet for at lade pressen gøre det for ham. Det er en mærkelig og øjenåbnende oplevelse at høre Harry fortælle sin egen historie, når man er vokset op med at læse om ham. Nærmest som fisken i akvariet, der pludselig åbner munden og selv begynder at fortælle om livet på indersiden af glasset.

Filmmusik er den direkte vej til følelserne

Der er ikke meget, der har en så direkte forbindelse til vores følelser som musik. Når man hører en bestemt sang fra ungdommen kan det bringe minder frem, som man troede for længst var gået i glemmebogen. Den direkte forbindelse kan gode filmskabere udnytte, så vi føler spændingen, når helten er i fare og kniber en tåre, når de elskende endelig får hinanden

Det ville være en mærkværdig oplevelse at se film som Star Wars og Indiana Jones uden deres ikoniske soundtracks. Ligegyldigt om man har set de originale Star Wars eller ej, så kan de fleste genkende John Williams smukke musik, så snart de første toner lyder.

Piratfilm blev den første i Aalborg

I 10’erne blev det populært med koncerter, hvor et symfoniorkester spillede et soundtrack live, mens man så filmen. I Aalborg startede den tendens hos Musikkens Hus i 2014, hvor man i koncertsalen kunne se den første ’Pirates of the Caribbean’ akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester og et herrekor.

Koncerten blev et kæmpe tilløbsstykke og siden er der blevet afholdt mange flere, og ikke kun hos Musikkens Hus. Der har også været koncerter på plakaten hos Aalborg Kongres & Kulturcenter, blandt andet Star Wars: A New Hope i 2019, som jeg var en af de glade publikummer til. På trods af, at AKKCs store sal ikke giver samme biografoplevelse, som Musikkens Hus’ plyssede sæder, så var der noget helt specielt over at høre musikken fremført live af det dygtige Aalborg Symfoniorkester.

Ikke første gang

Det sjove er, at film, der bliver akkompagneret af livemusik, faktisk var sådan det startede, da stumfilmen for alvor blev populær i tidernes morgen. Dengang var det ofte en enkelt pianist, der spillede, men det kunne også være et helt orkester. På filmcentralens hjemmeside (filmcentralen.dk) kan man læse, at der faktisk nogle gange var en fortæller til stede eller endda en person, der lavede lydeffekter, som for eksempel tramp, brag eller pjaskelyde.

Det kan være en unik oplevelse at se stumfilm, men jeg er selv forfalden til storfilm, hvor følelserne går højt og der er masser af action. Steven Spielberg er en af mine absolut favorit filmskabere og han har lavet to meget forskellige film i starten af 90’erne, som begge ligger højt på min liste over yndlingsfilm. Den ene er Schindlers List og den anden er Jurassic Park. De to film kunne næsten ikke være mere forskellige, men har begge fat på nogle helt basale menneskelige følelser, som bliver understreget i musikken.

Komponisten John Williams har lavet musik til næsten alle Spielbergs film, heriblandt også Schindlers List og Jurassic Park. I Jurassic Park er det følelser, som den barnlige glæde ved at blive forbløffet og begejstret over det fantastiske, som musikken skal ramme. Samtidig er der noter af ren gru, hvor man helst skal sidde rædselsslagen og spændt på kanten af biografsædet. Musikken til Schindlers List skal have fat i helt andre følelser. Den dybt tragiske historie om jødeforfølgelsen, der i Schindlers List har en lille note af håb, er smukt fortalt igennem den musik, som John Williams skrev til filmen.

Ny stor oplevelse hos Musikkens Hus

Det er en anden kæmpestor filmkomponist, der står bag musikken til den storfilm, som Musikkens Hus har på programmet i juni. De viser nemlig Gladiator fra 2000, hvor musikken er komponeret af Hans Zimmer, som også har lavet soundtrack til film som Løvernes Konge og The Last Samurai. Den rørende historie om Russell Crowes gladiator, der skal gå så grueligt meget igennem før han kan få fred, bliver akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester, et fuldt kor og solisten Jo Marshall.

Jeg håber, der kommer mange flere af den slags koncerter, hvor man kan synke ned i sædet og bare lade sig blæse bagover af musikkens storhed.

Klumme: Kommunikation og Kærlighedshåndtegn

En dejlig ven tillod sig for et stykke tid siden at pippe på sin instaprofil, at der også fandtes en masse dejlige mænd derude i den store verden. Jeg kommenterede: ‘ja! Heldigvis og der er masser af dem.‘ av!!! Min ven røg ud i en regulær sjitstorm, og selv modtog jeg både beskeder i tråden og i privatbeskeder, at jeg måtte være både ignorant, havde en syg tankegang og sikkert også pædofile tendenser – blot fordi vi tillod os at sende et kompliment ud i universet til verdens dejlige mænd

I sjitstormen lå implicit, at der tydeligvis ingen forståelse var for #metoo-problematikken, og det var skandaløst at ”hylde” noget, der som udgangspunkt burde være en selvfølge. Men midt i al den hadske retorik der gang på gang dukker op overalt på tværs af emner, var det så måske ikke også en selvfølge, at vi taler pænt og ordentligt til hinanden?

Når nogen holder døren for mig, siger jeg også tusind tak. Men det burde jeg måske begynde at lade være med – for det er vel en selvfølge, at vi udviser venlighed. Så jeg burde måske i stedet for sige FUCK dig til alle dem, der ikke gør.

Pernille Skipper kan ikke ønske muslimske venner en dejlig Ramadan på sin FB uden at modtage had fra alle sider. Selv Ekstra Bladet har trukket i håndbremsen og nedlagt deres diskussionsforum Nationen, fordi det hele ganske enkelt har taget overhånd.

At give et kompliment og at sætte fokus på noget dejligt og positivt hverken kan eller vil nogensinde underminere alvoren af andre problemstillinger. Ingen skal være bange for at kaste kærlighedshåndtegn ud i universet i frygt for at få 100 hadske knytnæver tilbage lige i bærret.

Da jeg var 4-5 år tilbragte vi en sommer i Marbella i Spanien, da min far skulle indspille en film dernede. Og jeg fik to dejlige spanske små venner, som jeg kunne tale og hygge med, når de havde fri. De var få år ældre end mig, og mini piccoloer i små fine blå og hvide piccolouniformer med guldknapper og kasket på skrå – på det lokale hotel. Vi kommunikerede ud fra vores smil, grin og hjerter og forstod alt, selvom ingen af os fattede en dyt af, hvad hinanden egentlig sagde. Vi forstod alt, fordi vi lyttede til hinanden og var opmærksomme på hinanden, og så kom ingen af os med en stor bagage fra et liv fyldt med forudfattede meninger om dit og dat. Vi bar ikke på nogle rustne antenner til at opfange falske signaler. Renhed i sit fineste udtryk. Sådan kommunikerer børn, hvis grundvand endnu ikke er blevet forurenet af alt muligt beskæmmende baljepis.

Kommunikation handler nemlig allermest om at lytte. Og som sangeren og poeten Søren Huss så rammende beskriver det ”Ord bliver overflødige, hvis alle er døve.” Bag fordømmende og hadsk retorik ligger ingen forståelse eller evne til at lytte, for den der dømmer forstår intet, og den der forstår, dømmer ikke. Sådan er det i Jusses verden.

Vi griber skønheden og forståelsen og glæden, når vi kommunikerer igennem kunst. Når vi falder i svime og glædes over den lune salat med rosastegte andebryster, smaragdgrønne linser og tortellini fyldt med ricotta, eller den gode Nicoise med lynstegt tun, smilende smukke æg, sprøde bønner, nye lune kartofler og de små mørke Nicoiseoliven fyldt med umami. Vi lader tårer trille i rå mængder og omfavnelse, når Black Hole Sun med Soundgarden vælter ud af højtalerne under stjernerne, eller når du bliver blæst omkuld af den mest powerfulde kærlighedssang du elsker. Når vi ser et maleri, der borer sig tværs igennem os, som ramt af en laserstråle. Når du sidder i den mørke teatersal, og publikum og ensemble ved et trylleslag pludselig forvandler sig til et stort fælles hjerteslag, og vi mærker dybt fysisk, at vi alle er ÉT. Når filmens rulletekster snart er slut, og du næsten ikke kan rejse dig fra stolen … AL den kommunikation griber vi med kyshånd … uden fordomme, uden had, lige dér giver vi os hen til, hvad det hele handler om. At lytte, at se, at mærke, at forstå.

Tænk, hvis vi var lige så åbne overfor de mennesker og de energier, der er omkring os. Lige så rummende og ivrige efter at forstå og kommunikere. Uforbeholdent. Vi er i bund og grund allesammen små omvandrende kunstværker. Installationskunst af format. Men nu kommer den varme tid heldigvis, og vi skal nyde sommeren med kølig vin, skummende fadøl og berusende friskpressede juicer på fortovscafeerne og i baghaverne, vi skal give os selv og dem vi hol- der af nogle kæmpe kyskrammere med vores coronapas i baglommerne, og så kommer kommunikationen forhåbentlig til at flyde i den rigtige retning igen.

Al kommunikation starter med os selv. Hvordan vi taler til os selv og hvordan vi opfatter os selv. Derfor er det også så uendeligt vigtigt, at vi taler pænt, varmt og dejligt til os selv. Fordi vi lytter hele tiden og tager alt ind. Vi kan intet andet. Derefter kan vi gå ud og erobre verden kommunikativt med kærlighed og glæde. Og vi vil opdage at u-forurenet kommunikation er en stor nydelse – uanset holdninger.

Da jeg mistede min elskede og min soulmate Lars i november sidste år, splintredes min verden i millioner af skår, savnet og smerten var umenneskelig. Angsten og frygten for ikke at kunne finde ham igen. For hvordan skulle jeg kunne leve uden min Soulmate? Jeg vidste, hvor han var rejst hen. Ud i Galaxerne på nye missioner, hvor der nu var mere brug for ham. Han havde fuldført sine missioner her på jord. Så jeg har i løbet af de sidste måneder lært mig et nyt sprog. Galaxi. At kommunikere ud i hele Universet, tale med min Elskede igen, og opfange alle de signaler, der flagrer omkring os på små silkevinger, og nogle gange banker tværs ned gennem min hjerneskal i rå lysende mængder. Og på dét sprogkursus fik jeg jo også genopfrisket lidt gammel Galaxi-grammatik, som jeg jo egentlig godt vidste i forvejen … nemlig, at vi alle ER ét. Ren rå energi i smukkeste form, der aldrig forsvinder. Lad os passe på den energi sammen. Vores fælles indre grundvand.

Så smid knytnæverne væk, og lad os gå ud og kaste nogen baskelækre Kærlighedshåndtegn med løs hånd. Du får det smukkeste indre grundvand af det. Det lover jeg dig.

Ha’ det nu Smukt.

Kærlig hilsen Josefine.

Klumme: Ulvetimen

Jeg sidder i skrivende stund imellem sække og flyttekasser, der skal fyldes. Og jeg er så hudløs træt, fyldt med isolation, vinter, savn, sorg, uvished, søvnmangel, alt for meget søvn, overgangsalder og en masse andre undskyldninger for ikke at komme i gang med at fylde de skide flyttekasser og sække

Paralyseret. Da jeg sad og så Joe Bidens indsættelse som præsident, slog det mig i særdeleshed hvor meget man kan nå … eller ikke nå på 24 timer. Biden og Amanda Gorman versus Josefine … Sådan ser der ud bag mine vinduer. De vinduer der nogle dage er fuldkommen tildækkede af nedrullede gardiner, og andre dage byder verden velkommen med masser af lys og overskud.

Der er de dage hvor alt er fyldt af hudløs træthed, og så er der de dage, hvor den helt fundamentale urkraft raser gennem kroppen med styrke, vildskab, optimisme og overskud. Med andre ord så ligner mit liv nok fuldkommen alle andres liv lige nu.

Vi lever i en mærkelig tid og vi bevæger os ind i et mærkeligt forår lige nu. Sådan er det. Lad os kalde spaden for spade … hold kæft, hvor er det bare pisse træls! Vi kæmpede os igennem 2020, og ventede alle sammen med glæde og optimisme på at klokken slog midnat, og der stod 2021 skåret ud i stjernelys tværs over himlen. Godt så … Men et nyt smukt, positivt og visionært år falder jo bare ikke lige ned i skødet på os. Der skal arbejdes for det, og det arbejde vil altid starte med os selv.

Få dage inde i 2021 tænkte jeg over, hvor alt det had og fjendskab og råben dog kommer fra, som jeg oplevede. Mange af dem der lovpriste et nyt års kommen, sad allerede kort inde i januar og fortsatte deres retoriske ordflom af negativitet og pegen fingre af alt og alle omkring dem. Ild i gaderne, voldelige, hadske demonstrationer og vibrationer af utryghed der væltede ned over os. Jeg er sikker på alle intentioner var og er tænkt ud fra gode intentioner og overbevisninger, men de oversvømmes af mørke og dæmoner. Det mindede mig meget om PC spillet Civilization, der var det allerførste computerspil, jeg begyndte at spille tilbage i starten af 1990’erne, hvor man opbygger civilisationer helt fra bunden af, og hvor man pludselig kan opleve at alle ens byer står i bål og brand og oprør, lige når man troede det gik så godt. Øhhh HOV?! Men det ER jo ikke had … det er frustration og følelsen af magtesløshed, men vi fjerner den ikke ved aggression. Og 2021 bliver næppe et bedre år bygget på alle de negative følelser og mismod, som langsomt, men sikkert har bygget sig op indeni mange af os. Vi må skabe et bedre menneskeligt klima indeni og omkring os. Og det ansvar er hverken Mette Fredriksens, Joe Bidens eller Ellemanns.

Jeg tror, at vi, midt i vores isolation, må finde ind til det, vi hver især er bedst til, og dyrke det. Vi må ikke lade verden influere på, hvem vi er. Vi må ikke skabe denne hårde skal omkring os, og lade smerte og frygt definere os. Når vi bevæger os online, som mange af os gør meget, fordi vi sidder der i hver vores lille coronabobbel, og søger en ny form for fællesskab og tidsfordriv, så find de platforme, der løfter dine neuropeptider, dine gode energier og knuser den åbenlyse negativitet. Skær helt ind til benet og skær fra med hård hånd. Berig dig selv med ny viden, der løfter din glæde og masserer din hjerne som et Wellnessophold. Se nogle smukke naturprogrammer og originale madprogrammer med gode råvarer og masser af kultur. Grib film, der gør dig varm, glad og klog og læs en masse skønne bøger. Andre gange lad dig ”zombie” helt ind i serier, der bare er med til, at du bliver ved med at trække vejret selvfølgelig. Vi behøver heller ikke at gå til ekstremiteter … Men Sociale medier kan være med til at forpeste vores sind og indskrænke vores evne til at se den rigtige verden. Grib magien, hvor du har muligheden. Både online og offline. Vi har fjernet os så meget fra at være forbundet til jorden i den vestlige verden, og måske specielt alle os byboere, at vores grundfølelse er fuldkommen ude af trit med Moder Jords åndedrag. Så det er faktisk ikke den rene hippiesnak, når vi taler om vigtigheden af at gå med bare tæer gennem byen og græsset, trække vejret dybt og finde samklang med alt det allervigtigste. Den virkelige verden ligger lige for og under vores fødder, og venter på vi griber den. Den mærkelige verden og det mærkelige forår. Med tryk på at MÆRKE. Mærke, se, føle igen. Nyde med alle sanser og ikke på automatpilot.

Lige nu springer vintergæk og erantis frem igen i klynger. De kender intet til forsamlingsloven, og vi er omgivet af masser af kærlighed både udenfor og indeni. Berusende smuk kærlighed, hvis vi giver os selv lov til at se den og mærke den. Og ja, det kan være rigtigt svært. Det sidste år har vi alle kæmpet ufattelige kampe med hver vores farve. Ingen er kommet igennem uden ar på sjæl og krop. Vi bliver pressede, vi brister eller knuses under pres, men først dér indser vi helt dybt, hvem vi virkelig er. Når vi rejser os igen, og lader urkraften tage over og fortsætter. Vi bliver nødt til at holde ud lige nu og holde sammen. Hvad er alternativet? Det er i hvert fald et scenarie jeg meget nødigt ville stå midt i.

Vi befinder os i Ulvetimen. Tiden lige før daggry. Hvor tanker og følelser kan flænse som kløer, og gråden sidde på spring i strube og øje. Vi skal passe rigtig godt på os selv og vores familier. Men vi skal også passe rigtig godt på alle andre omkring os. Både fysisk, men i særdeleshed også mentalt. Metaforisk omfavne og ikke sparke til eller håne i vores egne frustrationer. Vi var så pokkers gode til det i starten, den vilje skal frem igen, som forårets smukke små spirer, så de vibrationer vi bevæger os rundt i, er harmoniske, næstekær- lige og frugtbare. Både lige nu og når alt igen slår dørene op. Det fortjener vi alle.

De kærligste hilsner og glædeligt forår

Josefine

Klumme: En grøn vej videre

Det sidste års tid herhjemme har helbredsmæssigt været en anelse op ad bakke, faktisk noget værre pis! Råt for usødet. Lars fik akut livstruende rosen i højre ben, livsvarige mén og nedsat funktionsevne. Jeg røg i en overgangsalder, der viste sig mere fysisk hardcore end jeg havde forventet, og nu er jeg ikke den, der springer på hormontilskud og fjums, hvis jeg kan undgå det!

Overskuddet i bund, liggende ude i Limfjorden og gispende efter ilt og smerter i top. Der bliver mediteret, rumlet i chimaskine og læst bøger – hjernen fodres og crosstraineren står lige her foran mit skrivebord, som en fin reminder om at endnu flere nye tiltag er tiltrængt. Første gang jeg stillede mig op på den, kunne jeg kun finde ud af at gå baglæns! For nogle dage siden lukkede jeg så øjnene, og besteg den som et monster, der skulle erobres. 1 minut! Det er dér, vi er, men nu går det da fremad og ikke baglæns. Lars er oppe på 15 minutter fuld skrue, og godt på vej mod endnu mere.

Søvnløse nætter, utænkelig træthed og en krop, der skriger efter den sunde hvile. Smerter i hvert et småknirkende led og en sommer hvor de længste ture har været ned til Fakta og fjorden i et tempo, der næsten krævede madpakke.

Jeg har skrivestop. Og tårer i øjne og sjæl. Min hjerne leverer ikke ved kasse 1. Sansende min egen dødelighed, og angst for mine elskede nætter for første gang. Vi har lovet hinanden at blive gamle sammen. Vi har et ansvar overfor vores børn at blive den bedste udgave af os selv igen. Vi skal finde en vej videre.

Igennem de sidste par år har vi levet mere eller mindre vegetarisk, men også med de dage hvor nr. ekstra meget pepperoni og hvidløg fra den lokale, har fyldt køkkenet med sin salige duft. Men jeg kan ikke huske i hvilket årstal, jeg sidst har kigget i køddisken. Dog har æg og de gode oste, græsk yoghurt til tzatzikien og krydderdressingerne, fløde og creme fraiche været en fast bestanddel i mit køleskab, sammen med en god sushi og mine elskede fiskeboller engang imellem. Vegetar, pescitar, flexitar – glad for mad.
 MEN i går blev vi enige. Lars mest. Efter at have set The Gamechangers på Netflix, og lyttet til andre kloge hoveder, der faktisk ved hvad de taler om – Vi går all in på veganervejens grønne sti! Nogle gange fungerer Lars’ hjerne 100 % sort eller hvid, og det gør den her. Det gør min så ikke lige …

Jeg er anderledes. Jeg har elsket mit køkken, mine råvarer, mine legerede Ramensupper og min flødestuvede spinat, grønsagslasagnen med mornaysauce, mine pastasalater og dressinger – store og små genialiteter og trivialiteter i en smuk forening … og nu skal jeg til at skifte mine bedste venner ud med gærflager, mandel- og havreløsninger, usmeltelige ligegyldige rend mig i røven osteerstatninger, bye bye æg, mornay og gorgonzola … og ja – jeg indrømmer lige her på vejen til skafottet … jeg HADER tanken. Den gør mig rasende. På den der Josefine syv år facon! Tag mit køkken og brænd det! I har lige amputeret mit hjerte til det vigtigste rum i mit hus. Just fucking take all of it. Veganer … MIN BARE RØV!

Se … det var den 22. oktober. Nu er det den 22. november. Og jeg er blid som et lille lam igen uden for mange knirkende led, med en skrivelyst der igen pumper derudaf og med hverken æg, mine vidunderlige oste eller fløde i køleskabet.

Jeg er blevet helt forelsket i d’aubergine, spinat og grønkål i duftende grønsagsfonder, og der vokser snart tomat- og kartoffelmadder med übergod vegansk Hellmannsmayo ud af mine ører. Efter mit køkken græd fuldkomment hjerteskærende efter opmærksomhed og kærlighed, vendte jeg selvfølgelig tilbage og gav hende begge dele. Jeg har ikke rørt et stykke slik af nogen art, og chips på et minimum; til gengæld overlader jeg stadig de ligegyldige rend-mig-i-røven oste- og mælkeerstatninger til min bedre halvdels lyster, med undtagelse af den mest geniale og lækre hjemmelavede hvidløgsFAKEost, som Lars tryller magisk frem. Og allerede nu tænker jeg på, hvordan jeg får konverteret min yndlings jordskokke/blomkålssuppe om til den mest geniale JosefineJuleSovs imens jeg glæder mig til at marinere mine MockDucks fra dåse (veganerAND!) i både hoisin, lime, agavesirup, masser af chili, hvidløg og ingefær. Og en dag bliver jeg måske også gode venner med den der soyayoghurt, så jeg får lyst til at proppe den med krydderurter og endnu mere kærlighed. Er jeg mon blevet bims? Nej. Men jeg griber de nye muligheder fra et spændende univers, uden nogensinde at blive fanatisk.

Jeg har ikke spist mit sidste blødkogte æg, eller stykke med cremet lækker blåskimmelost, eller faldet i svime over den sidste laksemad med guacamole. Men behovet er der bare ikke lige nu. Og ja – jeg kan også stadig sukke efter en fuldfed Whoppercheese mit alles!

Ingen af os kan være i tvivl om at det er sundt for os selv, medmenneskeligt overfor vores dyr og vigtigt for jorden, hvis vi alle skar ned på de animalske produkter. Men vi skal da alle have lov at gøre tingene i hvert vores tempo, uden at blive udråbt som enten mordere eller veganertosser. Jeg har mødt vidunderlige nye grønne helstøbte hjerner og hjerter den sidste månedstid, men også de fuldkommen fanatiske der raser, hvis ikke alle andre tænker og handler som dem, og de er ikke et hak bedre end de personer der lukker hele verden ude, nede på det nærmeste værtshus, med en halv meter lang PRINCE i den ene hånd og en flyversjus og flæskesteg i den anden, mens de latterliggør alle, der ønsker en grønnere fremtid.

Der skal være plads til os alle sammen.

Glædelig jul og vinter og et smukt berigende kærlighedsfuldt 2020 proppet med alt det du elsker, og det du ønsker dig.

Kærlig hilsen Josefine

Lev et liv
„med kærlig hilsen“

Jeg kender mange mennesker, der hver især bærer på historier, der gør ondt langt ind i sjælen. Du kan ikke se disse historier med det blotte øje. De bæres ikke på kroppen som en brækket arm. De bor indeni. Flere af disse historier svøber sig, som den snigende slange Kaa fra Mowgli, i forklædninger som angst, PTSD, sorg. Jeg selv bærer også billeder på nethinden, jeg ville ønske, jeg kunne slette med en lille magisk tryllestav, men det lader sig ikke gøre

Jeg husker, hvordan jeg som barn så min mor komme ned af trappen, med sit ansigt og nøgne overkrop smurt ind i blod, og hvordan jeg sad og holdt hendes hånd, imens hendes kæreste syede en lang flænge i hendes hoved, uden bedøvelse. Han tillod ikke, at hun kom på skadestuen, det ville ikke se godt ud, nu hvor han arbejdede på samme hospital. Jeg erindrer smerten, et indre kogende raseri og sorgen i hendes blik. Og jeg erindrer kulde og flovhed i hans. Bagefter gav jeg ham en syngende lussing, som efterlod aftrykket af en barnehånd på hans kind, og jeg fortalte ham, at han aldrig skulle vise sig i hjemmet igen. Han flyttede kort efter. Jeg hørte min mor stå ude i natten med månens lys over sig, og skrige sin smerte ud nat efter nat. Endnu et nyt kapitel af livet var startet. Jeg var 11 år.

Vi er så dygtige til at leve vores liv. Klippe vores hække, stå op om morgenen og passe vores job. Trafikken ruller, skatten bliver betalt, terminerne og huslejen tikker ind på de rigtige konti og forældremøderne, personalemøderne, foreningsmøderne afholdes med både smil og overskud. Vi køber ind, laver mad og pudser vinduer og slår græs, så alt er pænt. Og så er der nogen, der ikke er helt så dygtige til det hele, hele tiden. Men hvor gemmer vi skrigene henne? Alt det vi tumler med og som dukker op, når vi skal sove. Vi har alle sammen brug for at skrige engang imellem.

Verden er så stor og den overrumpler mig tit, som en haj med kurs mod sælen. Nyhederne pumper ind, skandalerne står i kø for at ville sætte sig på min lystavle, men jeg lukker øjnene. Kniber dem sammen. Jeg har ikke brug for propagandaens dommedagsprofetier og fuldkommen horrible sensations-/sladderhistorier til at sætte kulør på min hverdag. Mental junkfood der kammer over hver dag. Der er rigeligt af vigtige ting, der tumler i mit sind. Men det sætter sig alligevel, usynligt, rundt omkring indeni.

Jeg hiver Emma Gad og de gamle dyder og idealer frem og trækker vejret dybt. Fra før verden gik amok. Fra dengang gammeldags var normalt. Fra dengang vi talte pænt til hinanden som en selvfølge. Dengang brysterne passede til størrelsen på bagdelen, Botox nok var en by i USA og moral ikke var en by i Langtbortistan. Dengang vores hjerter var store og had var en følelse, der blev hevet frem på skrømt, når vi spillede fodbold mod ærkefjenden Sverige.

Jeg iagttager vores rastløshed efter noget, der ligner kærlighed, men er mindre krævende, som Knorrs Bearnaise. Hvordan vi ’swiper’ ting og mennesker ud til venstre med et let lille fingerpust. Jeg iagttager, hvordan verdensbilledet er blevet mere og mere outreret og vredet rundt til ukendelige størrelser, og idealer og principper har haft holdbarhed som billige trusser fra føtex. Måske det har været den nye måde at skrige igennem på. Så kan jeg bedre lide min mors. At stille sig under månen og skrige af sin fulde hals. Lige dér. Blandt velfriserede indkørsler, nypolerede smedejerns porte og elegante rosenbede.

Nu smelter foråret vores kolde vinter-vener, træernes knopper og små sprøde blade rækker ud efter kærlighed. Der er intet panser, kun sårbarhed og tillid. Og jeg vil gribe den sårbarhed og den tillid, og lade dette forår være det fineste. Lad os skrige! Når vores kroppe har brug for det. Grin for fanden! Også højlydt nede i Netto. Kys din nabo på kinden, også selvom hans side af hækken er lidt skæv og smil til kassedamen, når køen er blevet alt for lang og fortæl hende, hun er smuk, lige dér midt i alle kassebonerne og dåsemajsen. Kram pædagogen, der er ved at vælte om af træthed og SOSU’en der holder din mors, din mands eller din morfars hånd hver eneste dag. Erkend din sårbarhed som din styrke, og ræk hånden ud til verden i tillid. Vær modig … og giv plads til at give slip på alt det og alle dem, der ikke vil dig det godt. Så er der mange flere kræfter til at lyset kan bryde frem. Der er ingen grund til andet.

Set ude fra atmosfæren og universets perlemorsfarvede nuancer, ser det muligvis håbløst ligegyldigt ud, hvad vi render rundt og foretager os nede i vores lillebitte nannomikromyretue … men vi er alle en del af universets perlemorsfarvede nuancer, og dét er jo ikke ligegyldigt. Alt hvad vi foretager os, betyder noget. For nogen, for os selv, for alt omkring os, og når vi engang skal af sted, tager vi kun vores hjerte med. Så lev et liv ”med kærlig hilsen”.

Med kærlig hilsen Josefine


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev