Skip to main content

Tag: Klassisk

BabySymfoni – Aalborg Symfoniorkester præsenterer et nyt koncertkoncept for 0-3 årige

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Kultur.

Hvordan oplever en baby klassisk musik? Kan en tumling sidde stille og lytte? Skal man overhovedet det? Ikke nødvendigvis, mener Aalborg Symfoniorkester, der nu tilbyder en helt nyt koncert-koncept for sin hidtil yngste målgruppe – de 0-3 årige. Der bliver noget for både øjne og ører, og rammerne er uformelle og med plads til at både røre og høre.

 

BabySymfoni er en symfoni af sanseoplevelser tilpasset børn i alderen 0 til 3 år. Derfor er det heller ikke et helt orkester, de små møder, men i stedet to instrumenter, tuba og harpe, der både sætter lyd til lege-oplevelsen og spiller klassiske værker. Børnene møder også en sanger, der både leger og synger og er med til at aktivere dem.

 

Det hele foregår i Klassisk Sal i Musikkens Hus. Her er ikke nummererede stolerækker, men en masse puder på gulvet, som børnene og deres medfølgende voksne sidder på. Stemningen er afslappet, og her er ingen sidde-stille-tvang. Her bliver rum til bevægelse, hvis det passer de små at deltage i koncerten med hele kroppen.

 

Musikken er en blanding af korte klassiske værker af Piazolla og Saint-Saëns, folke-og populærmusik og en enkelt kendt børnesang. Koncerten varer cirka en halv time, og derefter er der plads til, at publikum bliver 10-15 minutter mere i rummet for at lege og se nærmere på instrumenter og møde musikerne, som er Mette Nielsen på harpe, Mattias Johansson på tuba samt Birgitte Holt Nielsen på sang m.m.

En ting er sikkert – ikke to koncerter bliver ens, for det afhænger meget af dagens publikum.

Når fjeren svæver ned mod gulvet, laver harpen en fin lyd. Som noget helt nyt introducerer Aalborg Symfoniorkester BabySymfoni – en involverende og nærværende koncert for de 0-3 årige.
Foto: Aalborg Symfoniorkester

 

Levende musik styrker børnene

 

Mødet med den levende musik er ikke bare en god oplevelse – det er også med til at styrke børnene.

 

”Der er lavet talrige undersøgelser, som viser, at jo tidligere børn bliver eksponeret for levende musik, jo bedre er det for både deres kreativitet og deres indlæringsevne. Denne unge målgruppe møder musikken helt fordomsfrit, og med BabySymfoni skaber vi et rum, hvor de netop kan møde musikken sådan”, siger Tecwyn Evans, der er kunstnerisk chef for Aalborg Symfoniorkester. Han fortsætter:

 

”Vi har fine arrangementer for de lidt større børn – blandt andet Langsom lørdag og familiekoncerter, og vi yder en stor rabat til studerende og unge under 30 år, men de helt små har vi ikke tidligere henvendt os til, og da Aalborg Symfoniorkester gerne vil være for alle, glæder jeg mig til at se, hvordan publikum tager imod dette nye tiltag”.

 

Der kan deltage op til 25 babyer plus deres voksne pr. arrangement, og billetprisen bliver på bare 50 kr. pr. person – uanset alder. BabySymfoni udbydes også til vuggestuer og dagplejere på formiddage på hverdage.

 

Aalborg Symfoniorkester har udviklet sit nye tiltag i samarbejde med producent og sanger Birgitte Holt Nielsen, der til daglig er leder af KulturCentralen på Djursland. Birgitte Holt Nielsen er uddannet i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1989 og dannede samtidig operagruppen Æventyr Operaen, som specialiserede sig i at producere og spille operaforestillinger for børn. Fra 2001-2020 var hun ansat som producent, og sanger ved Den Jyske Opera med børn og unge som hovedområde, og er initiativtager og leder af GrowOP! Danmarks første operafestival for børn og unge, som blev tildelt P2 prisen som Årets Nyskabelse 2017.

 

Medvirkende:

Mette Nielsen, harpe i Aalborg Symfoniorkester

Mattias Johansson, tuba, 1. solo i Aalborg Symfoniorkester

Birgitte Holt Nielsen, sang m.m.

 

Tid og sted:

Lørdag 25. marts 2023 kl. 11 i Klassisk sal i Musikkens Hus

Søndag 26. marts 2023 kl. 11 i Klassisk sal i Musikkens Hus

 

Arrangør:

Aalborg Symfoniorkester

Oplev den internationale violinstjerne Joshua Bell på fredag 20.januar

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Kultur.

Joshua Bell er en stjerne på den internationale violinhimmel og udover sit virke som solist på alverdens scener har han siden 2011 stået i spidsen for det Londonbaserede kammerensemble Academy of St Martin in the Fields. Det er et samarbejde, der til stadighed tryllebinder publikum verden over – nu får det nordjyske publikum muligheden, når Bell og orkestret gæster Aalborg med to værker af Schumann og Paganinis Violinkoncert.

Joshua Bell har spillet violin, siden han var fire, og allerede som 14-årig debuterede han med Philadelphia Orchestra dirigeret af Riccardo Muti. 17 år gammel stod han første gang på scenen i Carnegie Hall, og året efter underskrev han sin første pladekontrakt med legendariske London Decca. Samme år modtog han Avery Fisher Career Grant.

Den amerikanske violinist Joshua Bell har i mere end fire årtier tryllebundet publikum over hele verden – både som solist med store orkestre og dirigenter og som kammermusiker. Listen af indspilninger – herunder også en del filmmusik – er imponerende, og det samme er listen over priser, han er blevet tildelt.

Siden 2011 har Joshua Bell været musikchef for et af verdens førende kammerensembler, det London-baserede Academy of St Martin in the Fields, som han også gæster Aalborg med. Ved koncerten her er Bell både solist og dirigent.

 

Academy of St Martin in the Fields

Academy of St Martin in the Fields blev stiftet i 1958 af dirigenten Neville Marriner, som samlede en gruppe af Londons bedste musikere. Orkestret gav sin første koncert i kirken St Martin in the Fields ved Trafalgar Square – deraf navnet. Ved sin afgang i 2011 blev Marriner udnævnt til akademiformand på livstid.

Derefter tog Joshua Bell over, og han er således kun orkestrets anden kunstneriske chef. Stor var glæden hos både musikere og Bell, da man i 2019 i forbindelse med orkestrets 60-års jubilæum kunne fortælle, at man forlængede kontrakten med ham frem til 2023. Joshua Bell kalder orkestret sin musikalske familie, og samarbejdet mellem ham og Academy of St Martin in the Fields er vidt anerkendt som en stor kunstnerisk succes. Dagbladet The Scotsman beskrev i 2018 samarbejdet således:

»Bell har opnået noget helt specielt, siden han blev orkestrets musikchef i 2011. Der er stadig den kendte finish og finesse, den sikre aristokratiske blødhed. Men under Bell har de også fået et bemærkelsesværdigt fokus, og der er en ætsende klarhed i deres spil: enhver bevægelse har retning og mening. Og det er en fornøjelse at opleve et ensemble, hvor samtlige musikere virker så engagerede«.

 

Joshua Bell spiller på en 1713 Gibson ex-Huberman Stradivarius violin. Bonusinfo om violinen herunder

Violinen er 300 år gammel, den er blevet stjålet to gange – og sågar malet over med sort skosværte, men når violinisten Joshua Bell går på scenen i Musikkens Hus på fredag, er hans Stradivarius fra 1713 igen i fin stand – og så har den en helt ekstraordinær historie, der har givet den en ganske særlig plads i Joshua Bells hjerte.

”Denne violin er så speciel på så mange måder. Det er overvældende at tænke på, hvor mange fantastiske mennesker, der har spillet på den – og lyttet til den. Når jeg optræder i Israel med Israel Philharmonic Orchestra, bliver jeg altid meget bevæget ved tanken om, hvor mange både i orkestret og blandt publikum, der er direkte efterkommere af de musikere, som violinens tidligere ejer Huberman reddede fra Holocaust – med penge han rejste ved at spille koncerter med netop den violin, som jeg nu spiller på hver dag”, siger Joshua Bell.

Joshua Bells violin er en Stradivarius fra 1713 med tilnavnet Gibson ex-Huberman – opkaldt efter to tidligere ejere. En af disse, Bronislaw Huberman, var en jødisk-polsk violinist, der levede fra 1882 til 1947. Han havde en drøm om at etablere et orkester i Palæstina, og for at rejse penge til projektet indledte han en større koncertturné med sin violin og indsamlede penge nok til at holde optagelsesprøver og ansætte 60 dygtige musikere fra hele Europa. Med professionelle ansættelseskontrakter i hånden fik de helt exceptionelt – sammen med deres familier – udrejsetilladelse fra Hitlers Tyskland og andre europæiske lande i 1930’erne.

Under én af de sidste koncerter på velgørenhedsturnéen blev violinen stjålet, og en knust Huberman så aldrig sin Stradivarius igen. Men hans drøm om et nyt Palæstina orkester blev opfyldt, og i 1936 spillede det sin første koncert med ingen ringere end Arturo Toscanini på dirigentpodiet.

 

Program

Robert Schumann                      Uddrag af Carnaval, op. 9 – instrumenteret af Maurice Ravel

Niccolò Paganini                         Koncert nr. 1 for violin og orkester i D-dur, op. 6

Pause

Robert Schumann                      Symfoni nr. 2 i C-dur, op. 61

 

Medvirkende

Joshua Bell, dirigent og violin

Academy of St Martin in the Fields

 

Arrangør

Musikkens Hus

 

Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus, Aalborg
Hvornår: Fredag 20. januar 2023 kl. 19.30

 

Koncertanmeldelse af ‘Mozart & Beethoven’

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Aalborg, Anmeldelser, Kultur, Musik.

Torsdag aften spillede pianisten Katrine Gislinge i koncertsalen i Musikkens Hus. Hun blev akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester og selve koncerten bød på tre arrangementer, der blev dirigeret af Thomas Rösner.

Koncerten blev indledt med Lindbergs ’Two Episodes’, der hurtigt fik fyret op under orkesterets formåen. Selvom Lindberg for mig var ukendt, fik jeg her en ny favorit til playlisten på grund af satsens voldsomhed og indholdsrige mystik. For mig mindede det nemlig lidt om filmmusik a la Fantasia, Star Wars og lignende. Så det gav en ganske god start med fest i øregangene.

Kort efter første arrangement kom Katrine Gislinge på scenen for at spille Mozarts ’Klaverkoncert nr. 20’. Den var i d-mol og inddelt i tre satser. Den første sats var en smule øm og lunefuld, mens den anden sats var mere melankolsk uden at være trist. Anden sats var helt klart også den mere velkendte, som symfoniorkesteret evnede at få skønheden bragt til live i. Den tredje og sidste sats var mere voldsom og legesyg, og det kom også særligt til udtryk i Katrine Gislinges fremførelse. For selvom hun faldt så yndefuldt ind i alle takterne, så stjal hun fuldstændig billedet med sin fantasifulde lune og røde læber. Med Mozart-arrangementet fik man med andre ord lidt af det hele. For der var både ømhed, voldsomhed, skønhed og legesyge i de forskellige satser.

Aftenens sidste arrangement, ’Overture’ til operaen ’Fidelio’ og ’Symfoni nr. 1’, blev dedikeret til Beethoven, som i år har haft 250 års jubilæum. Både Overturen og den første sats var lidt mere munter end, hvad jeg ellers forbinder med Beethoven. Men det gjorde det kun ekstra interessant at lytte til. Dette arrangement var meget flydende i forhold til de forrige og det gav derved let en anledning til at lade tankerne flyde afsted. Valget af Beethoven som sidste arrangement var velvalgt, da det virkede som en rigtig fin afslutning på aftenens koncert.

Normalt har koncertsalen plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Men på grund af corona-restriktionerne var der tyndet godt ud i publikum for at skabe bedre afstand. Det skortede imidlertid ikke på Aalborg Symfoniorkesters formåen, præcision og engagement. Dedikationen var endda så meget til stede at enkelte strenge på violinbuerne sprang. Generelt var der et godt flow i sammensætningen af aftenens program, hvilket gjorde at det ikke virkede for ensformigt. Men dirigenten, Thomas Rösner, gjorde dog ikke rigtigt noget væsen af sig i og med at han virkede meget anonym i sin fremtoning og uden de store smil. Men til trods for det, så fik hans seriøsitet på fin vis Aalborg Symfoniorkester igennem aftenens repertoire, hvilket jo også klart var det vigtigste. Uden sammenligning var det i øvrigt en helt ekstraordinær oplevelse at se Katrine Gislinge spille. Man mærkede nemlig allerede fra første takt, hvorledes hun virkelig indlevede sig i musikken og blev ét med den. Så at betragte hende var som f.eks. at betragte violinbuens spil på violinen. Corona-restriktioner eller ej, så var denne koncert hele turen værd. For dét at kunne sætte sig i koncertsalens sæder og igen høre storslået musik spillet af så dygtigt et orkester og solist var som en lise for krop og sjæl. Derfor får koncerten ’Mozart & Beethoven’ 5 ud af 6 stjerner med på vejen.

Anmeldelse af ’Mesterværker af Mozart’

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Musik.

’Mesterværker af Mozart’ blev i torsdags fremført af Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus’ koncertsal.

Koncertsalen er Musikkens Hus’ hjerte med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og velegnet til klassiske koncerter som eksempelvis denne.

Aftenens koncert indebar ikke noget stort orkester. Den første del af koncerten blev anført af solo violinisten Yana Deshkova og solo bratschisten Lawrence Power. Sidstnævnte startede ud med en lille forklaring om Mozarts musikalske rejse i forbindelse med aftenens numre. Han forklarede også at koncertens første del efter sigende skulle være komponeret til at være ’festmusik’. De første mange strofer var livlige, muntre og på ingen måde monotone. Man drømte sig let væk til 1700-tallets fine herskabssaloner med levende stearinlys, rænkespil og dans. De to solister samt orkesteret formåede virkelig med masser af følelse at frembringe musikkens ”spil”. Det føltes ret uforudsigeligt og bevægende på en opløftende facon. Dernæst blev det lidt mere sørgmodigt, men dog stadig smukt. Det var som en rigtig duet imellem de to solister, og Aalborg Symfoniorkester leverede som så ofte før en fejlfri præstation til at bakke solisterne op med. Folk sad på dette tidspunkt i ekstase og så opslugte, at de helt holdte vejret. Til slut kom det hele op i tempo igen og blev ganske legende og medrivende. Det var svært ikke at bevæge enten fødder, fingre eller hovede i takt med musikken, og det føltes næsten magisk. Da koncertens første del sluttede, var publikum helt oppe at køre og klappede længe og begejstrede. Det virkede som en sand home run for aftenens koncert.

Efter pausen havde alle violinerne forladt scenen, og Aalborg Symfoniorkester skulle nu dirigeres af den britiske dirigent, Douglas Boyd. Han forklarede at aftenens anden koncertdel var komponeret af Mozart med henblik på at være egnet til et middagsselskab – hvilket han fik ret i. For i meget lang tid mindede tonernes sammensætning så meget om hinanden, at ordet ’baggrundsmusik’ blev meget sigende. Med det sagt var anden koncertdel meget mere monoton og kedelig end første koncertdel. Halvvejs begyndte flere publikummer da også at trække vejret mere sukkende, og rundt omkring var der sågar enkelte der små-sov. Ensformigheden gav tankerne lov til at flyve langt væk fra koncerten, men hen imod slutningen blev alt dog godt igen. Men koncertens afslutning modtog på ingen måde den samme applaus som den første del, og det var derfor ikke en homerun alligevel.

Koncertens første del var for alle elskere af den klassiske musikgenre. Den kælede for øregangene og løftede humøret. Den var som en fortællende og medrivende dans, som også var spændende at se på i form af de to solisters arbejde. Alt faldt i tråd på en harmonisk måde, og denne del var helt klart den bedste. Den var faktisk seks stjerner værdig. Men lige så spændende og fortryllende som første del var, ligeså kedelig og monoton virkede anden del desværre. Derfor gik min vurdering i løbet af koncertens anden del ned til 4 ud af 6 stjerner. For det blev simpelthen for ensformigt for mig i længden. Jeg vidste på forhånd ikke, hvilke værker jeg skulle høre denne aften, men jeg havde nok håbet på, at jeg skulle forlyste mig i mere kendte mesterværker som eksempelvis ’The Marriage Of Figaro’, ’Eine Kleine Nachtmusik’ eller ’Elvira Madigan’. Så det var lidt skuffende. Men der skal dog ingen tvivl herske om, at det stadig var en udmærket koncert, og derfor er karakteren også givet over middel.

Koncertanmeldelse – ”Parts Apart” i Vor Frue Kirke

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Anmeldelser, Kultur, Musik.

Som en del af OpenDays – en festival for ny musik og lydkunst – lagde Vor Frue Kirke på en mild septemberaften rum til en koncert, der mest af alt må siges at leve op til den modernistiske og eksperimenterende festival, den var en del af.

Der er en let summen blandt publikum i minutterne inden, koncerten starter. Vor Frues gamle, næsten domkirkelige, kirkerum fornemmes allerede på det tidspunkt at stå i skærende kontrast til karakteren af det musik, der skal spilles. Fra nogle af kirkens bagerste lokaler høres lyden af instrumenters opvarmning. Det er Århus Sinfonietta, der i knap 30 år har specialiseret sig i nyere, klassisk musik, der står for fremførelsen, og hele koncerten dirigeres af Søren K. Hansen.

Ingen akavet stilhed

Koncerten er på programmet delt op i tre værker. Den kunstneriske leder, Allan Gravgaard (hvis stemme, jeg forresten tydeligt genkendte fra hans fortrinlige rolle som Speaker-Allan i radiosatiren Den Korte Radioavis), fører veloplagt publikum gennem hvert værk med en lille fortælling og et par ordvekslinger med to af de tre komponister, når orkestret mellem numrene omrokerer, stemmer og indstiller sig på næste fremførelse. Det er rart, for det er en god – og til tider kærkommen – oversættelse af, hvad vi hører, og samtidig undgås den akavede stilhed, der kan opstå, når klapsalven er overstået, og de praktiske ting lige skal på plads.

Det første værk, skrevet af den unge komponist Loïc Destremau, var den del af koncerten, der i størst grad vil gå under betegnelsen ”lydkunst”. Der var absolut intet symfonisk eller melodiøst over værket. Baslige klange startede. En basfløjte, en basklarinet og en kontrafagot lagde en næsten mekanisk-lydende bund, hvorefter nye, lysere klange lidt efter lidt blev lagt på. De 10 instrumentalister på scenen, havde så meget og bundfyldt lyd i sig, at jeg adskillige gange følte, at de mindst måtte være dobbelt så mange. Klangfarverne kunne næsten ses for det indre blik, og det var tydeligt, at Loïc ville gøre det op til publikum at afgøre med sig selv; hvad er det egentlig, vi hører? Værkets navn; ”Île de Sonorité” – på dansk, ”En ø af lyd” – harmonerede perfekt med den oplevelse, det gav. Vi sad som tilskuere til en levende ø af ind- og udflettende klange.

Underholdende totaloplevelse

Koncertens 2. værk, kaldet ”Rain, Fire & Death” blev præsenteret som verdens første dobbeltkoncert for kontrabas og tuba. Solisterne, Peder Linneberg (bas) og Mattias Johansson (tuba), duellerede med hinanden på alskens måder gennem stykket. Orkestret startede blidt med bløde, lyse klange, og når solisterne bød ind med deres deres ”træk”, var det som en bombastisk, fyldig kontrast til orkesteret. Sikke en understregning og utroligt flot fremførelse af kontrabassens og tubaens mægtige karakterer! Titlen; regn, ild og død, var – for den opmærksomme publikummer – repræsenteret med små hentydninger gennem værket og leveret af slagtøjsspilleren. Først lyden af regn. Dernæst et billede af ild holdt i strakt arm til skue for publikum, og til sidst et timeglas, der meget symbolsk lægges ned ved sidste toneanslag. At komponisten, Bo Gunge, også er uddannet i dramaturgi, var meget tydeligt. For med skuespillet lagt ind hos både solister, orkestermusikere og dirigent (der forresten hev et stopur frem undervejs og målte længden af en lang tubatone), blev dette værk til lidt af en overraskende og underholdende totaloplevelse.

Koncertens sidste del var også den absolut tungeste og mest avantgardistiske. 6 musikere fremførte Karl-Aage Rasmussens ”Parts Apart” og stykket levede fuldt ud op til titlen. Et sammensurium af brudstykker, som bl.a. rummede mikro-noter af Bachs orgelvariationer over en julesalme, kunne med fordel have ligget tidligere i koncerten. For det krævede unægteligt et stort og vågent fokus at følge med i stykkets teoretisk kringlede – men uden tvivl velskrevede – veje. Musikerne og dirigenten arbejdede forrygende sammen om fremførelsen, der havde en nærmest symfonisk opbygning, og man opfangede tydeligt den kammermusiske intimitet og nærhed. Musikerne beherskede mere end ”blot” deres instrumenter i dette stykke, for de supplerede med både dyriske lyde, støvletramp og (for strygernes vedkommende) et slag i gulvet med buen af og til. Stykket sluttede med smil hos alle aktører, og følelsen af at koncertens sidste stykke rummede både alvor, surrealisme, lethed og humor, var klar hos mange af de lyttende, er jeg sikker på.

Det var en smuk, speciel og overraskende koncert, der fandt sted under Vor Frues hvælvinger.

APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.
Tilmeld nyhedsbrev