Før nutidens moderne musikgenrer opstod, fandtes den klassiske musikgenre, og før dén noget andet igen – som for eksempel folkemusik. Jeg vil i dette indlæg benytte chancen for at hylde den klassiske musik, og forhåbentlig give min læser lyst til at gå på opdagelse i dens vidtspændende verden.
Det vil nemt kunne gå hen og blive meget teknisk, hvis man skulle forklare klassisk musik. Så det vil jeg ikke gå så meget i detaljen med. Men efter min mening er klassisk musik heller ikke noget som skal forklares. Det er kunst der skal mærkes! Det kunne for eksempel være ’Danse Macabre’ (også kaldet ’Dødedansen’) af Charles-Camille Saint-Saëns, der er voldsom dramatisk og et yderst udtryksfuldt komponeret stykke musik, eller ’Op. 64, Montagus And Capulets’ fra Romeo & Julie af Sergej Prokofiev.
Man kan groft sagt godt konstatere, at den klassiske musik har dannet grobund for opbygningen af andre stilarter. Det er eksempelvis rigtig tydeligt i meget af Queens musik, som er en blanding af rock og pop musik, der bygges op af et klassisk fundament. Det gør sig særligt gældende på deres nummer ’Bohemian Rhapsody’, hvor det først starter med en ballade, som så går over i en guitarsolo, for dernæst over i en opera-ish passage og afslutningsvis runder af med en rock -del. Lige netop dette nummer indeholder heller intet omkvæd, hvilket er atypisk for populær musik, men typisk for klassisk musik, som også opdeles i satser når det f.eks. gælder symfonier – hvilket nok også var Freddie Mercurys tanke bag.
Og når det kommer til symfonier, så holder jeg særlig meget af Mozart, Tchaikovsky, Strauss og Beethoven. Mozarts musik er gerne lidt liflig og opløftende som f.eks. overturen til ’Le Nozze Di Figaro’ fra Figaros Bryllup. Mens Tchaikovsky er lidt mere finurlig og melankolsk som f.eks. ’Swan Lake’ (også kaldet ’Svanesøen’).
Der er nu noget fantastisk over at musik, som blev komponeret for flere hundrede år siden, kan komme til live og skabe så meget sanselig stemning og følelse. Det er ikke altid den samme succes med mere nutidig musik, og jeg tvivler på at man ville kunne genskabe præcis det samme nummer om 200 år, blot ud efter nogle simple nodeark. Der har elektronikken nu om dage taget lidt for meget over, og flere musikere kan hverken noder eller instrumentspil. De laver det hele på en computer, der komponerer lydene for dem. Det lyder selvfølgelig ret fedt, når man står på klubben, men det er nu noget helt andet at sidde i en stor akustisk optimeret sal og opleve et helt symfoniorkester spille foran én. Det har ligesom et større vingesus. De første par gang kan man dog godt føle, at man har forvildet sig ind i en lukket loge af det finere borgerskab. Men klassisk musik er lige så meget for alle, som populær musik er det, og den nydelse som den enkelte får ud af musikken og oplevelsen er helt deres egen sag.
Opera kan godt være en ordentlig mundfuld, men dog også ret fascinerende. Jeg holder særligt af Georges Bizets ’Habanera’ fra ’Carmen’, da den er super forførisk i sin sensuelle drilskhed, men også underlæggende dramatisk. Jeg nyder at høre en god mezzosopran tage fat om den og levere. I mine yngre dage sang jeg selv kortvarigt i kor som mezzosopran. Men det kedede mig dog i længden, og jeg valgte derfor at gå band-vejen som forsangerinde. Dét viste sig at være meget mere mig, og jeg elsker at få lov til at lege med stemmen og gå op og ned i toneregisteret.
For mig er klassisk musik stemningsskabende, ligesom en bog. Du skal selv danne billederne inde i hovedet, og det kan være forskelligt, hvad vi hver især får ud af det enkelte stykke musik. Dog skaber musik i mol oftest en mørk og trist følelse, hvorimod den lysere dur giver energi og håb.
Klassisk musik er ligesom et tog der kører på skinner, og som tager dig med ud på forskellige rejser i dit sind og fantasi. Det kan man selvfølgelig også hævde om moderne musik, men der er præmissen ofte givet i form af lyrik. Hvis man f.eks. tager til en klassisk koncert med et symfoniorkester, så er det oftest alene musikkens toner, som man må danne sig sit indtryk ud fra, som f.eks. med Overturen til ’Egmont, Op. 84’ af Beethoven. Den er én af mine absolutte yndlingskompositioner, da den på mig er yderst virkefuld, og minder mig om eventyret ’Black Beauty’. Dét var en historie, jeg som barn lyttede til på Ladybird-kassettebånd, og hvor underlægningsmusikken til historien var denne overture. Jeg er også ret glad for ’Für Elise’, selvom den er trist, melankolsk og nogle vil endda sige kedelig. Men den taler bare til noget inde i mig, som jeg kan identificere mig med, og derfor har den altid stået mit hjerte nær.
Men klassisk musik er altså for alle, og hvis du ikke mener at det er noget for dig, så er det fordi du endnu ikke har fundet det musikstykke, som taler lige netop til dig! Man behøver ikke at knuselske det i stor stil, men alle vil kunne høre noget som fanger lige netop dem. Du vil sikkert også opleve, at du har hørt klassisk musik mange steder før uden at bemærke det – og hvor det alligevel skabte en stemning i dig – måske via en film? F.eks. har Disney i deres kortfilm, kaldet ’Silly Symphony’, brugt klassisk musik til at skabe deres historier ud fra.
Så giv det en chance, og dig selv en stærk sanselig oplevelse ved at udfordre og udvide din musikalske horisont!
