Skip to main content

Tag: Kit og Kunsten

Klumme: “Do it yourself. Life’s what you make it!!!” (citat Ju Kaia)

Uanset om du er keramiker, billedkunstner, glaspuster eller musiker, kan det være en lang og sej kamp til berømmelse. I denne udgave af kit & kunsten har jeg mødt en upcoming sangerinde, Julie Moberg Jessen, med kunstnernavnet Ju Kaia, til en snak om vejen til succes.

Julie er født og opvokset i Støvring, og har fra barnsben af, drømt om at stå på en scene – enten som skuespiller eller sangerinde.

Inden interviewet måtte jeg dog først en tur til Aarhus. Julie skulle synge på Spot Festival, og jeg havde endnu til gode at høre hende live. Spillestedet var propfyldt og stemningen høj. Ju Kaias sprøde stemme blæste ud af højttalersystemet, sammen med bandet, som spillede den mest groovy RnB/soul. Julies selvsikre optræden fascinerede mig. Hun er 28 år, og på en scene er man ikke et sekund i tvivl om, at Julie er i sit rette element.

Efter at være blevet færdig som musisk student på Hasseris gymnasium tog Julie et par år ud af kalenderen. Her arbejdede hun, og sparede penge sammen, og valgte i 2017 at flytte til København.

– Man står ligesom ved en skillevej, og mulighederne for at blive set er større i København end i Aalborg, fortæller Julie.

Man kan ikke undgå at få øje på Julie, og hun er heldigvis også blevet hørt. Ju Kaia har allerede optrådt på Store Vega, Smukfest, og skal i år gæsteoptræde på Roskilde Festival.

– Jeg er min egen manager, beretter Julie, men nu er tiden kommet, hvor jeg må overlade en del af butikken til andre. Jeg arbejder non-stop, fortæller Julie.

Som selvstændig sangerinde følger der en del udgifter med.

– Hver gang jeg tager ud med mit band, koster det. Leje af tour-bus, transportudgifter, bandudgifter, makeup-artist osv. Udgifterne vil ingen ende tage, så der er ikke megen løn tilbage til mig, når aftenen er omme.

Julie supplerer derfor sin sangkarriere med modeljobs, sangskriver for andre og som foredragsholder.

Det store gennembrud har Ju Kaia stadig til gode, men jeg er overbevist om, at det ligger lige om hjørnet. Julie blev booket til at synge til P3 Guld 2019 i Musikkens Hus, men det blev desværre aflyst på grund af corona. Det skulle have været Julies første optræden i Aalborg. Heldigvis har Ju Kaia og hendes band noget i støbeskeen, og vi kan glæde os til efteråret, hvor Julie endelig vil være på hjemmebane i Aalborg.

Fakta

Navn: Julie Moberg Jessen
Ju Kaia har for nylig udgivet sin første single, “Four letters”, forud for sin kommende debut-ep.
Instagram: @iamjukaia

Klumme: Kunstens festivaler

Sommeren er over os, kunst og kulturlivet er blevet vakt til live efter to års ufrivillig pause. En efter en slår musikfestivalerne dørene op, men hvad kan “kunsten” tilbyde os? I denne udgave af Kit & Kunsten er der fokus på kunstfestivaler og art-weeks rundt i hele Danmark.

Art Week NU / København og Aarhus
9. juni til 19. juni

Største Art Week nogensinde: Festival for samtidskunst samler 70+ udstillingssteder.
Publikum inviteres til kunstoplevelser og møder med kunstnerne selv på landets største kunstmuseer, i kunsthaller og gallerier og på kunstnerdrevne udstillingssteder – bl.a. i en bunker, en grusgrav og i et omklædningsrum.

“Art Week samler hele kunstscenen – gallerierne, de eksperimenterende projektrum, kunsthallerne og museerne, som udover egne samlinger præsenterer skiftende udstillinger. Kunstscenen mikses geografisk. Art Weekend Aarhus og Art Week CPH – hvilket også dækker Malmös kunstscene – så det hele er ét fælles program med nye udstillinger, performances og talks med mulighed for at møde kunstnerne selv.”

I Aarhus er mere end tyve udstillingssteder med i årets festival for samtidskunst. I København, som også inkluderer Humlebæk med Louisiana og Frederikssund med Willumsens Museum, samt Malmös udstillingssteder er omkring 50 udstillingssteder med i årets Art Week.

Se program på www.artweek.nu

ArtWeek Kerteminde

ArtWeek Kerteminde
25. juni til 2. juli, Kulturhuset Anexet på Lundsgaard Gods

36 kunstnere udstiller og indtager de smukke lokaler og uderum med staffelier, maling, værktøj, ler, bronze osv. Kunstnerne kommer fra hele Danmark og to fra Norge. Kunstnerne arbejder ugen igennem med deres kunst, så publikum kan følge med i de kreative processer.

I løbet af ArtWeek-ugen vil der ud over de arbejdende kunstnere også være forskellige aktiviteter. Hver dag er der male-workshop for børn, og i løbet af ugen blandt andet croquis, landart, artistalk, rakubrænding og de besøgende har ligeledes mulighed for at blive en del af et kunstværk.

Se program på www.artweek-kerteminde.dk

Læsø Kunstfestival

Læsø Kunstfestival
25. juli til 31. juli, Læsø

Hvert år i uge 30 inviterer Læsø Kunstfestival til spændende kunstoplevelser på den naturskønne ø midt i Kattegat. De besøgende vil møde godt 40 kunstnere, der præsenterer en bred vifte af værker inden for maleri, tegning, grafik, skulptur, keramik, foto, drivtømmer, glas, og smykke- og tekstilkunst.

På Læsøs nordkyst skaber kunstnerne en fælles Open Air udstilling. Gennem et enestående naturområde vil besøgende opleve smukke kunstværker inspireret af årets tema.

Læsø Kunstfestival er en levende festival, hvor børn og voksne inviteres til at deltage i workshops, koncerter, spændende foredrag, performances og kunstjagt.

Se program på www.laesoekunstfestival.dk

By FANØ STRIKKEFESTIVAL

by Fanø Strikkefestival
15. september til 18. september, Nordby på Fanø

By FANØ STRIKKEFESTIVAL sætter hvert år tusindvis af strikkere fra nære og fjerne himmelstrøg hinanden stævne på den lille Vadehavs-ø Fanø. I det kæmpestore BAZAR-telt er der 100 stande med uldproducenter og designere, der frister og i midten af dette kan man samles i et kæmpe fælles lounge-område, hvor der dagen igennem tilbydes gratis arrangementer fra den store scene.

Mere end 100 forskellige events køres af stablen under festivalen, hvor hele NORDBY er hyllet ind i strik og arrangementer. 45 workshops, spændende foredrag, teknikvisninger, pop-up, udstillinger, osv.

Hvert år inviteres danske og udenlandske strikdesignere til Fanø for at inspirere gæsterne, både med foredrag og workshops. 
I år er der speciel fokus på FAIR-ISLE-teknikken. Derfor har arrangørerne inviteret 4 ikoniske strikdesignere fra Shetlandsøerne til Fanø for at kaste lys over moderne og klassisk mønsterstrik.

Se program på www.wooldays.dk

Klumme: På besøg i Aalborg Teaters skræddersal

På vej op ad personaletrappen til Aalborg Teater bliver jeg mødt af et festfyrværkeri af en kvinde, som oser af design, kunst og ikke mindst teater. Helene Billingsøe Martinsen er afdelingsleder for skræddersalen på teatret. En stilling hun tiltrådte d. 3. august 2020.

Iført mundbind og en negativ corona-test, får jeg lov til at komme ind i skræddersalen lidt efter fyraften.

Når der skal sættes en ny forestilling op på Aalborg Teater, ansætter man en scenograf eller en kostumedesigner til at tegne og designe kostumerne. Billingsøes job er derefter at fortolke og fremstille kostumer ud fra disse tegninger – i dialog med scenografen eller kostumedesigneren. Herefter syr skrædderne modellerne op. Et godt eksempel på et kostume, der skal sys fra bunden, er fra juleforestillingen Snefald, som spiller fra 21/11 til 23/12 2020. Snefald er en opsætning, som Aalborg Teater har lejet af Odense Teater. Kostumer og scenografi følger derfor med. To af de kvindelige roller ændrede Aalborg Teater til at blive fremført af mænd. Derfor skulle der sys nye kostumer (se foto herunder fra Aalborg Teater). På billedet ser man Yndis i midten, som er iført quiltet blå buksedragt med hvide snekrystaller på. Røde benvarmere, hvide støvler og højt, hvidt hår. Dette kostume er syet i skræddersalen.

Det er ikke alt, der bliver syet fra bunden. Hvis en forestilling for eksempel foregår i nutiden, vil man tit gå ud og købe tøj og kostumer i stedet.

Skræddersalen har i dag seks medarbejdere, inklusiv Helene. Og det er ikke usædvanligt, at man arbejder på flere forestillinger på én gang.

Efter en spændende rundvisning fik jeg mulighed for at se de forskellige opbevaringsrum til blandt andet sko, herretøj, accessories og ikke mindst kvindernes kostumerum. Der er efterhånden så meget tøj hobet op, at de ikke har plads til det. Helene Billingsøe fortæller, at der snart vil blive sat kostumer til salg fra udgåede forestillinger.

Tilbage i skræddersalen fortæller Helene;

– Jeg færdiggjorde min uddannelse som beklædningsdesigner på henholdsvis Margrethe Skolen og Fashion Design Akademiet i København. Efter endt uddannelse gik turen til Paris.

Hun havde fået en seks måneds praktik hos det tyske modehus Bernhard Wilhelm, men endte med at være i Paris i halvandet år.

– Det var en hård tid. Hver en krone skulle vendes og drejes. Men jeg havde en masse erfaringer med mig hjem og en oplevelse for livet, husker Helene.

Foruden turen til Paris har hun også arbejdet på Fredericia Teater, Vendsyssel Teater, lavet både Hjørring Revy og Aalborg Vinterevy og hun har været hos Firmaet Masciagelo Design i Toronto, Canada. Her sad Helene i et år som designer og konstruktør for det, der hedder “special custom-made suits”.

Det er ret interessant, for hvis man spørger Helene, om hun ser sig selv som kunstner, tøver hun lidt og siger:

– Jeg tror, jeg forbinder titlen “kunstner” med andre faggrupper end min. Jeg kommer fra modebranchen, og ser derfor mig selv mere som designer end kunstner – uden helt at vide, hvori den præcise forskel ligger. Lige siden jeg fik en blyant i hånden som barn, har jeg tegnet damer med tøj på. Jeg er opvokset i et kreativ hjem, hvor min mor syede alt mit tøj. Jeg sad altid ved hendes side, når hun gjorde det, og har aldrig kunnet forestille mig at lave andet end at arbejde med tøj.

Helene stammer fra en familie med dameskræddere, der går flere generationer tilbage.

Afslutningsvis spørger jeg Helene, hvilke forventninger, hun har til sin nye stilling.

– Jeg overtog jobbet efter Elsebeth Tanghøje, som havde været leder i ca. 30 år. Derfor må forandringer ske gradvist. Man har i flere år haft de samme rutiner, men jeg ønsker da bestemt også at sætte mit præg på skræddersalen. Det kunne være at skabe et fedt koncept, hvor jeg designer avantgarde-kostumer og eksperimenterer med spændende detaljer, snit og mønstre – selvfølgelig på forestillinger, der kan bære det. Mode, design og styling har altid været en stor del af mit liv, og derfor vil jeg altid have en mere “fashion-agtig” tilgang til et nyt kostume. Jeg synes, det er spændende at hive elementer fra modebranchen ind i teaterverden. At prøve noget nyt, i stedet for kun at lave klassisk, tidstypisk snitudvikling, som man har set så mange gange før. Det visuelle udtryk og helheden betyder enormt meget for mig, afslutter Helene.

Se mere om Snefald hos Aalborg Teater her


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev