Skip to main content

Tag: KaffeFair Strandvejen

Oplev ægte julestemning i KAFFeFAIR (+ opskrift på pebernødder)

KAFFeFair går all in på julestemningen i år! Deres dygtige STU-elever, bagere og konditore har arbejdet på byens flotteste peberkagehus. Huset kan opleves i caféen på strandvejen fra november og helt frem til jul. KAFFeFAIR har også et særligt julemenukort i år, med masser lækkerier og ægte juleklassikere. Kig forbi caféen i Aalborg Vestby og kom i ægte julestemning.

KAFFeFAIRS populære opskrift på pebernødder

INGREDIENSER

Dej:

250 g smør
250 g sukker
1 dl fløde
500 g hvedemel
2 tsk stødt ingefær
1 tsk hvid peber
2 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk kanel

SÅDAN GØR DU

  1. Start med at piske sukker og smør.
  2. Pisk herefter fløden i.
  3. Kom så mel, bagepulver, natron og krydderier i.
  4. Obs! Dejen kan sagtens hvile på køl i flere dage.
  5. Tril pebernødderne i den ønskede størrelse, og bag dem på en bageplade i ovnen på 200 grader ca. 7-8 min
  6. Lad dem herefter køle af.

Velbekomme og god jul.

FAKE IT TILL YOU MAKE IT

Har du ikke mod på selv at bage dine pebernødder kan de købes i KAFFeFAIR helt frem til jul.

Book bord og find julemenuen på KAFFEFAIR.DK

Cremet svamperisotto

Vintergækker spirer diskret, og solen bryder gennem vinterens tunge skydække. Flere af os får lyst til at besøge skoven og fornemme forårets komme. Du kan også byde duften af frisk skovbund indenfor i dit køkken med KaffeFairs cremede svamperisotto og servere en velsmagende folkeret for hele familien

KaffeFairs cremede svamperisotto

Opskriften er beregnet på 6 personer

2 skalotteløg
2 solo hvidløg
2 spsk olivenolie
25 g smør
400 g risottoris
3 dl. hvidvin
2 tsk salt
1 l god hønsebouillon
60 g fintrevet frisk parmesan
400 g blandede svampe, f. eks. 250 g markchampignoner og 150 g bøgehatte
lidt smør til stegning
1 dl finthakket persille
100 g frisk parmesan (ekstra)
flagesalt og friskkværnet peber

Kylling

6 stk kyllingebryst med skind
1 dl olie
1⁄2 bundt timian
Salt og peber

Sådan gør du

Løg og hvidløg hakkes fint, og svampe skylles og skæres i grove stykker. Bøgehattene plukkes, så de stadig er hele. De øvrige ingredienser findes frem.

Løg og hvidløg ristes i en gryde med olie og smør, til de er klare. Tilsæt så hvidvin, og lad det koge ind til det halve.

Hønsefonden tilsættes, og risottoen koges mør ca. 20 min. Risottoen tages af og holdes varm.

I mellemtiden ristes svampene af på den samme grill på en pande i ca. 5 min og blandes i risottoen, når de er færdige.

Persillen og den ekstra revne parmesanost tilsættes og smages til med salt og peber til sidst.

Kyllingebrysterne gnides med olie, salt og peber.

Varm panden op med olie, og steg kyllingebrysterne på skindsiden, indtil skindet er sprødt. Læg frisk timian på panden, og sørg for, at kyllingebrysterne lægges oven på timianen, husk skindsiden skal vende opad.

Sæt panden i ovnen ved 180 grader i 8 til 10 min.

Lad kyllingebrysterne hvile, inden de skæres og anrettes med risottoen.

Bæredygtige konferencer med fokus

Skal du holde et større møde eller en konference? Og er du på jagt efter at finde de helt rigtige rammer, der kan gøre begivenheden til en succes? Hos KaffeFair på Strandvejen i Aalborg tilbyder de både beliggenheden, lokalerne og den ekstra ingrediens, der gør dagen til noget specielt

For lidt over et år siden flyttede KaffeFair ind i nye lokaler på Strandvejen, hvilket gav nye muligheder;

– KaffeFair har fået nogle helt unikke rammer til at lave store arrangementer. Det er en drøm, vi har haft i mange år, fortæller Bjørn Salling, der er direktør hos FOKUS Folkeoplysning.

– Det har været en positiv overraskelse, at interessen for at lave konferencer hos os er temmelig stor. Virksomheder, der ønsker at afholde konferencer eller interne og eksterne møder henvender sig til os. Det har stor betydning for en virksomhed, når de skal invitere kunder eller personale til et møde, at der på dagen er tænkt på det hele. Det skal fremstå professionelt helt ned til mindste detalje. Maden skal være af den bedste kvalitet og servicen skal være af høj standard. Det er store krav, og det leverer vi. De mange tilbagemeldinger vi får fra vores kunder er, at de er ovenud tilfredse. Vores ratings er meget høje, fortæller han stolt.

Mere end blot et møde

– Vi er klar over, at den kvalitet vi leverer, også findes andre steder. Til gengæld så tror jeg, at årsagen til vores succes med konferencer er, at vi tilbyder noget som ingen andre har. KaffeFair er jo en speciel virksomhed, da det er en socialøkonomisk virksomhed. Det betyder, at vi arbejder aktivt med at tage et socialt ansvar og give mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet mulighed for at dygtiggøre sig samt forberede sig til uddannelse eller job. Det er også en del af vores virksomhed.

– Når en virksomhed afholder en konference eller booker et mødelokale hos os, så er de også med til at støtte op omkring KaffeFairs sociale indsats.

– Der er også et helt andet element, som jeg tror, har en stor betydning, nemlig muligheden for at komme ud af de vante rammer. Jeg tror, det har en væsentlig betydning, når der skal træffes nye, store beslutninger eller der skal hentes ny inspiration, at virksomheden griber muligheden for at opleve andre rammer end dem, de færdes i i det daglige. Måske nysgerrigheden vokser og de innovative tanker får frit spil. Og det ønsker vi at være med til at sætte rammerne for. KaffeFair er jo en del af FOKUS Folkeoplysning, som netop har som formål at skabe nysgerrighed, læring og livskvalitet. Det gør for eksempel, at vi kan tilbyde forskellige aktiviteter som en Yogapause, hvor man midt i en konference eller et møde kan holde 20-35 minutters yogapause med bevægelse til krop og sind for bagefter at gå tilbage til mødet eller konference med fornyet energi. Det er der mange, der efterspørger. Det kan også være en Artwalk ude i byen eller et foredrag om madspild. Vi har en rigtig dygtig kok i KaffeFair, der er ekspert i at reducere madspild. Så hvorfor ikke give sine medarbejdere, kunder og/eller samarbejdspartnere en anderledes oplevelse, de ikke havde forventet. De får nogle idéer til, hvordan de kan reducere madspild, når de kommer hjem til familien igen.

Individuelle mødepakker

Beliggenheden spiller også en væsentlig faktor. KaffeFair er tæt ved Vestbyen togstation samt den nye station til den kommende BRT-forbindelse, og der er gode parkeringsmuligheder. Vi tiltrækker mange virksomheder ind i vores rustikke og rå lokaler i den gamle tobaksfabrik, som er en del af Aalborgs industrihistorie.

Den gode placering betyder også, at der er rig mulighed for at inddrage omgivelserne i planlægningen. For eksempel ligger KaffeFair placeret skråt overfor indgangen til Spritfabrikken, der bliver Aalborgs nye kulturcentrum, når ombygningen af det gamle fabriksområde står færdig. Her har mange ønsket at få en guidet tur. Kort sagt er der mulighed for at skræddersy et event lige efter egne ønsker og behov.

– Vores erfaring siger, at det gerne må være nemt. Hvis en virksomhed skal planlægge en konference, så har mødearrangøren nok at gøre med at få sammensat et program. Vi tager os af resten. Vi vil gerne gøre det så tilgængeligt som muligt for møderrangøren at bestille en mødepakke, der passer til hvilken type møde, de skal afholde. Vi har forskellige modeller, hvor man bestiller og betaler et fast beløb per medarbejder, der deltager. Vi stiller vores faciliteter til rådighed, som for eksempel vores professionelle AV-udstyr og forskellige mødelokaler, samt en konferencesal, der kan rumme 200 spisende gæster. Derudover har vi selvfølgelig et dygtigt personale, der er vant til at afvikle konferencer. En sjov ting er, at ud over konferencer, har vi, siden vores åbning for godt et år siden, også haft en del private fester, blandt andet bryllupper, runde fødselsdage og konfirmationer.

Nærende mad og mennesker med nærvær

KaffeFairs slogan er ’mad og mennesker’ og det siger lidt om, hvad caféen kan tilbyde. Du vil opleve en ret uhøjtidelig og folkelig betjening. Forplejningen bærer præg af gode kræfter i køkkenet. Hos KaffeFair bliver maden lavet fra bunden og med store portioner kærlighed.

Der er fokus på økologi, og køkkenet har en målsætning om, at minimum 60 % af råvarerne skal være økologiske, det skal være årstidens råvarer, og de skal komme fra lokale leverandører. Det er med afsæt i det madkoncept menuen til konferencerne bliver defineret.

Konferencer kræver præcision og god service, hvilket den ene køkkenleder, Thomas Mathiesen, har stor erfaring med;

– Vi står for den daglige forplejning på samme måde, som på et stort konferencehotel, bare på en rigtig fin og afslappet måde. Det kan for eksempel starte med en dejlig morgenmad, inden turen fortsætter op i mødelokalet, hvor der er forplejning. Til frokost foregår det igen hos KaffeFair, eller i vores eventsal afhængig af antallet af deltagere, og om eftermiddagen serverer vi kage. Vi kredser om vores gæster, fortæller Thomas.

Thomas ser en stor fordel i, at KaffeFair er et mindre sted i forhold til mange af de andre, der tilbyder konferencer;

– Nu har jeg selv været køkkenchef på et stort konferencehotel, og forskellen på dem og os, er helt klart, at vi er mere i kontakt med de gæster, vi har i huset. Vi er mere fleksible og kan hurtigt ændre en detalje, hvilket kan være sværere på et stort konferencehotel. Selvfølgelig har vi et fast produkt, som vi leverer hele tiden, men hvis der er nogle specielle ønsker, så er det noget, vi kan opfylde.

Thomas har en baggrund i gourmetverdenen, og er udlært som kok på D’Angleterre og har arbejdet i Sydfrankrig på Michelin- restaurant. Derefter arbejdede han som køkkenchef forskellige steder i Danmark, senest hos en større hotelkæde, hvor opgaven hovedsageligt var konferencer. Da han blev ansat i KaffeFair, var det egentlig meningen, at han primært skulle stå for konferencerne. Men på grund af et rigtig godt samarbejde med køkkenlederen Jørgen Rasmussen, så deler de opgaverne i det daglige.

Næring til krop og sjæl

– Man kan holde konferencer med god samvittighed og konferencer, der giver næring til krop og sjæl. Typisk er konferencer noget, der taler til hovedet, men rent lærings- og ernæringsmæssigt skal man have hele kroppen i spil, hvis man ønsker at opnå succes. Det kan vi tilbyde her, for eksempel ved at lave stolefitness, en guidet tur ved den nye havnefront eller nogle af de andre muligheder, vi tilbyder, afslutter Bjørn Salling.

Kontakt

KaffeFair V/ FOKUS Folkeoplysning CVR nr.: 37296961.
Strandvejen 19, 1. sal.
9000 Aalborg

Booking: Lone Jacobsen tlf.: 99 30 10 03

Cheesecake – syrligt og sprødt som forårets komme

Winnie er konditor hos KaffeFair på Strandvejen i Aalborg. 
Med mottoet: ”En kage skal smage” eksperimenterer Winnie med smagssammensætninger og får ethvert bagværk til at ligne en million. Prøv selv hendes bud på forårets kage og servér den for dine gæster!

12 PERS. Ø 22 CM.

Der skal bruges:

  • 1 stk. kiksebund
  • Cheese-fyld
  • Havtorngelé
  • Ca. 250 ml. fløde til rosetter

Kiksebund:

  • 170 g. Bastognekiks
  • 60 g. mandler
  • 115 g. smør (smeltet)

Tænd ovnen på 150 grader, og rist mandlerne i 10 min. Hak dem fint, men med ”crunch”. Blend Bastognekiksene fint, og bland hakkede mandler i sammen med den smeltede smør. Fordeles i en kagering, ø 22 cm., foret med kageplast. Trykkes fladt i et jævnt fordelt lag.

Fyld til cheesecake:

  • 120 g. rørsukker
  • 225 g. Philadelphia
  • 
225 g. hvid chokolade (smeltet)
  • 
250 g. fløde (letpisket)
  • 
100 g. kvæde/citronsaft (evt. ren citronsaft)
  • 3 blade husblas

Udblød husblassen i rigeligt koldt vand, og smelt den hvide chokolade over vandbad. Pisk fløden let, og stil til side. Varm kvæde/ citronsaften op til tæt på kogepunktet. Tag af blusset, og smelt husblassen i den varme citron, og lad den ”svale” til under 40 grader.

Rør Philadelphia og rørsukker blødt, rør dernæst den stadig lune, smeltede hvide chokolade i. Dernæst røres kvæde/citron/husblas-saften i, og til sidst vendes den letpiskede flødeskum i. Hele herligheden støbes oven på bastognebunden.

Havtorngelé:

  • 200 g. havtornsaft (kan evt. købes i Helsekost eller se tip)
  • 2 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand. Varm havtornsaften op til tæt på kogepunktet. Tag af blusset, og smelt husblassen i den varme saft, og lad den ”svale” til under 40 grader.

Sådan samles kagen:

Tag kageringen, der er foret med kageplast, og stil den på et stykke bagepapir, lav bunden herpå, og stil den på køl. Lav cheese-fyldet og støb på bunden. Dette stilles på køl, og når stivnet helt (ca. 1 til 1 1/2 time), hældes den afkølede havtorngelé på. Når alt er stivnet, befries kagen for ring og plast, stilles på fad og sprøjtes med fløderosetter og pyntes efter lyst.

TIP:

Sådan laver du havtornsaft:

  • 200 g. havtorn
  • 100 g. rørsukker
  • 400 ml. vand

Alt koges godt igennem og sigtes ”klar” gennem et saftklæde

Winnies vidunderlige kager

Hun får tænder til at løbe i vand og sukkerchok til at føles som et himmerige.

Winnie Schmidt er KaffeFair Strandvejens konditor. Hun er uddannet bager og har over 15 års erfaring som konditor. Winnies søde rejse er gået fra at være selvstændig med eget bageri, Bymidtens Bageri i Hasseris, over ”Kageriet” i Reberbanegade til arbejde for Penny Lane og Aalborg Chokolade.

En pause fra hverdagen

Annonce – De fleste af os kender det; at der går alt for meget madpakke og vasketøj i hverdagen, og vi glemmer hyggen og samværet i travlheden. Men der findes heldigvis åndehuller, hvor man kan puste ud og bare nyde. Et af dem dumpede vores udsendte ned i, da hun besøgte KaffeFairs Folkekøkken på Strandvejen i Aalborg en råkold vinteraften

KaffeFairs store vinduespartier lyser lokkende op i den mørke vinteraften, så jeg skynder mig indenfor og mødes med fotografen. Køkkenet er endnu ikke helt åbent, så vi bruger et øjeblik på at nyde den hyggelige julestemning i caféen.

På grund af det tidlige tidspunkt er der endnu ikke så mange mennesker, men der går ikke længe, før der begynder at komme gæster dryssende. Det er ikke til at sætte en type på, for her er familier med store og små børn, ældre par og yngre par, venindegrupper og andre, der kommer alene. Fælles for dem alle er, at de, ligesom jeg, tager en pause fra madlavning og opvask for at nyde et måltid i hyggelige omgivelser.

Plads til alle

Stian har fundet vej til KaffeFair med børnene Emmer, der faktisk har fødselsdag i dag og bliver 3 år, og My på 5 1⁄2 år. De spiser her ofte, fordi moren i familien arbejder i YOGAHuset, der ligger ovenpå. De bruger det meget, når hun har aftenarbejde. Så mødes de her og kan nyde aftensmaden sammen uden den stress og jag, som skiftende arbejdstider normalt kan give i en børnefamilie.

Børnene er som de fleste i den alder ekstremt søde og sprængfyldt af energi, men det er der heldigvis også plads til her. De tegner og leger ved bordet, og jeg får lov til at lege lidt med, inden forretten bliver serveret. Efter lang tids overvejelse får jeg endda lov til at låne en af Emmers matadorbiler, så jeg også kan være med til at lege racerbane.

Forretten i dag er Hokkaidosuppe, der varmer helt ind i det inderste af kroppen. Generelt er menuen god hverdagsmad, der har fået en gevaldig opgradering. Emmer og My fortæller, at de godt kan lide maden hernede, selvom Emmer tørt konstaterer, at dagens suppe smager af kerner. Den ryger dog alligevel ned, da førstehåndsindtrykket forsvinder. My er mest begejstret for kagen hos KaffeFair, men mener også at maden er god nok.

– Det er generelt nærende og god mad, som alle kan spise. Brunchen har vi været rigtig glade for. Blandt andet fordi der også er vegetarbrunch, griner Stian, der som vegetar til tider må tage til takke med et noget begrænset udvalg, når han spiser ude andre steder. I KaffeFairs Folkekøkken slår de hver mandag en ny ugemenu op på hjemmesiden og på Facebook. Retterne i ugen ligger fast, men der er altid en lækker salat og brød som supplement til hovedretten.

Stian fortæller om det søde personale i caféen, som de efterhånden har lært lidt at kende, og som derfor også kender børnene og ved, hvad de vil have. I det hele taget bruger familien caféen til lidt af hvert. De køber for eksempel også deres æg og rugbrød her. Æggene forhandles gennem Ægpusheren fra Mou.

Som hjemme i hulen

Efter forretten sniger vi os i køkkenet for at tage en snak med Jørgen, der er chefkok hos KaffeFair på Strandvejen, for at høre mere om konceptet. Der er fuld gang i gryderne, for imens vi fik forretten serveret, er der kommet endnu flere gæster til. Men der hersker en rolig og behagelig stemning i det store køkken, hvor Jørgen har selskab af to STU-elever og en enkel studerende.

Konceptet for KaffeFairs Folkekøkken er enkelt;

– Vi har én ret, som man kan se på ugens menukort, der hænger på væggen. I dag har jeg jo lavet Hokkaidosuppe, hvis man gerne vil have en forret, og der er kage, hvis man gerne vil have en dessert. Hovedretten koster 85 kr., mens det koster 45 kr. ekstra for forret eller dessert. Vi har den her ene folkelige ret som dagens ret, der bliver anrettet og sat sådan ind på bordet, fortæller Jørgen og peger mod en af hans dygtige ansatte, der netop er ved at gøre en anretning klar.

– Vi prøver at gøre det lækkert og lidt hjemligt. Ligesom hjemme i jordhulen, hvor man øser maden op på tallerkenen, fortæller Jørgen.

Folkekøkkenet åbner 17.30, og hvis dagens ret ikke falder i ens smag, så fortæller Jørgen beroligende, at man selvfølgelig stadig kan købe fx salat eller sandwich fra deres almindelige menukort.

En god snak rundt om bordet

Tilbage ved bordet er hovedretten blevet serveret. Der er dagens salat, pasta i ostesauce, skinkeculotte og brød. Det hele er serveret i skåle på bordet, så man selv tager det, man skal have. Man skal være ualmindelig godt sat for at få serveret den slags mad hjemme i sit eget køkken, men der er unægteligt noget hjemligt over måltidet.

I den anden ende af restauranten sidder Lene Kirk, der driver KIRK Gallery. Hun er sammen med sin mand, Jakob, og deres to teenagesønner, Magnus på 17 år og Lukas på 14, der sætter pris på et godt måltid mad ligesom forældrene. Familien er flittige gæster hos KaffeFair, men det er dog første gang, de er til Folkekøkken.

– Det er rigtig godt hernede, bemærker Lene.

Hun fortæller, at det i første omgang var det sociale aspekt, der trak dem til KaffeFair.

– Der er jo dejligt her. Maden er fantastisk, personalet er søde, og der er en lækker indretning. Så er det primært økologisk mad til rigtig små penge. Man får en fantastisk behandling hernede. Det er så hyggeligt og afslappet, fortæller Lene.

Familien bor i Vestbyen og synes, det er rart med et ’lokalt’ tilbud. Børnene er som regel med;

– Vi skal jo alle sammen have noget at spise, griner Lene.

– Det er jo erstatning for vores aftensmad.

Både Lene og Jacob har travle jobs, så det sker ofte, at maden ikke indtages rundt om køkkenbordet derhjemme.

– Vi arbejder til sent, så det går lidt stærkt i vores familie. Så vi spiser tit ude, fortæller Lene.

– Der er selvfølgelig lidt ’convenience’ i det, det er klart. Men det er jo hyggeligt at komme herned, og så er der mobilfri ved bordet, akkurat som derhjemme. Så får vi jo snakket lidt. Det kan man gøre om køkkenbordet, men det kan man jo også gøre her, fortæller Jakob.

– Vi har jo større børn, og når vi alle har travlt i hverdagen, så man må finde sig de rum, som man kan, fortæller Lene.

– Det er fint lige at få snakket lidt og komme fra alle ens sociale medier, istemmer Lukas.

– Altså 85 kr. og så får du mad på det her niveau, peger Lene begejstret.

Dagens middag bliver afsluttet med en kop kaffe og et stykke brownie, som vi bliver anbefalet fra kageskabet. Helt uden at lægge mærke til det ender fotografen og jeg med at lade os opsluge af den hyggelige stemning og skal mindes om, at de altså lukker kl. 20.

Det har været en aften fyldt med lækker mad og god stemning, der giver ekstra energi til en travl hverdag, hvor man skal huske at puste ud engang imellem. Det pusterum kan man i hvert fald finde til overflod hos KaffeFairs Folkekøkken.

 

KaffeFairs Folkekøkken

Foregår fra man-tors kl. 17.30-20.00 i afdelingen på Strandvejen 19, 9000 Aalborg
(Vi anbefaler at du ankommer senest kl. 19.00).

En folkekøkken-ret koster 85 kr.
Forret/dessert kan tilkøbes for 45 kr.
10-turs klippekort koster 700 kr.
Se den aktuelle madplan på KaffeFair Strandvejens facebookside.

KaffeFair Strandvejen

Generelle åbningstider
Man-tors kl. 8.30-20.00
Fre kl. 8.30-17.00
Lør kl. 10.00-14.00


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev