Tag: Julemanden

Jeg stod som forstenet, da han kom ned af den smukke gamle snoede vindeltrappe for at tage imod os på Sæbygaard Slot. Lige dér, på et split sekund, forsvandt alt tvivl fra mit sind. Han kiggede på mig med de klareste, rareste, mest smilende øjne og hans røde, glade æblekinder smilede om kap med øjnene. Det store hvide skæg, så velplejet og smukt, og den bløde, røde, fine Juledragt med pels og store skinnende messingknapper stod i skærende kontrast til kulden der gik gennem marv og ben udenfor. Han lagde begge sine store hænder, i de fine hvide handsker, på mine skuldre og helt nede fra maven kom den dybeste, varmeste og mest hjertelige stemme.

– Velkommen her til min ven

Jeg forstår godt, hvorfor jeg som barn var nærmest rædselsslagen for begrebet Julemanden. Jeg mødte mange julemænd, og den ene var mere frygtindgydende end den anden. Jeg elskede julen og den trygge og hyggelige stemning hjemme hos mine bedsteforældre, duften af gran og december, men den stressfaktor der lå i at bevæge sig ud i samfundet og aldrig vide hvornår man kunne blive overrumplet af et stort rødt og hvidt monstrum var i sig selv meget overrumplende. Når den kom der med et eller andet sørgeligt maskespil og påtaget venlighed, som var personen klar til at proppe os små forsvarsløse unger ned i den dybe sæk, imens den forsøgte at bibringe vores juleoplevelser et skær af magi. Men der var ingen magi. Det var plagiater og det var lige meget. Men lige nu, lige der, mærkede jeg for første gang i mit liv den ægte rigtige julemandsmagi helt ind i sjælen. For første gang stod jeg overfor JULEMANDEN!

Nikolaus, Peter & Julemanden

Der var engang, for meget mere end tusinde år siden, en ung mand ved navn Nikolaus. Han var søn af en rig købmand fra Myra i Tyrkiet, men Nikolaus ønskede ikke at gå i faderens fodspor, han ville hellere være præst, og det blev han. Efter hans fars død arvede Nikolaus en stor bunke penge og historien fortæller nu om tre fattige søstre, der ingen penge havde til medgift, og derfor ikke kunne blive gift. Nikolaus forærede de tre søstre en god sum penge, så de ikke måtte ende deres dage på gaden som fattige prostituerede piger, men der imod kunne leve et godt liv i kærlighed og glæde. og nu begyndte biskop Nikolaus at dele gaver ud til alle der måtte trænge. Sidenhen efter sin død blev Nikolaus kåret som Helgen for både søfolk, børn og julen. og i dag er Julemanden både kendt under navnene Skt. Nikolaus, Skt. Claus og ikke mindst Santa Claus.

Og jeg som faktisk troede at Julemandshvervet gik i arv fra far til søn?

– Nej min ven.

Julemanden smiler igen sit store varme runde smil, og sætter sig godt til rette i den bløde stol.

– At være Julemand, kan ikke gå i arv. Det skal, som alt andet, komme fra hjertet. Det er et kald. Allerede som lille dreng vidste jeg at jeg ville arbejde med mennesker og jeg havde mange drømme. Måske skulle jeg være skuespiller eller politimand, men da jeg var 16 år endte jeg faktisk med at blive VVSmandslærling.

Julemanden slår sin dybe store Ho Ho Ho latter op, så maven hopper veltilfredst og tårerne næsten triller ned af hans fine kinder, da han ser mit måbende udtryk.

– Ja min ven. Jeg hed Peter som barn, og mine første erindringer af julemanden, var en person med plasticmaske på, og kunstigt skæg
 og dårligt tøj. Min morfar var fiskeskipper, og han tog mig igennem mange år med til juletræsfester, hvor der også befandt sig en julemand, men han var meget mere optaget af at charmere byens damer, end at glæde alle de børn, der var samlet omkring ham. Ellers elskede jeg julen der hjemme. Intet prætentiøst, men fyldt med alt det vigtigste. Julen var altid hyggelig, og vi fik også små gaver. Men da jeg så blev 17 år, fandt jeg ud af dybt indeni hvad mit kald var, og jeg gik stille i gang som julemand. Først til den årlige juletræsfest, senere begyndte jeg at begive mig længere væk, alt sammen for at glæde store og små. Særligt børnene på vores jord, og for 30 år siden fik jeg overdraget den magiske nøgle til Kongsgården. Kongsgården på Nordpolen, hvor vi lever i pagt med naturen. Ingen naboer i krig, kun freden og den stolte natur omkring os.

Julemanden viser mig de store tunge nøgler til Kongsgårdens port og til det store gavelager og så … den aller mest magiske af dem alle. Den ene nøgle der kan låse alle døre op i hele verden, men KUN natten mellem d. 24. og d. 25. december. Med stor ærefrygt lader jeg fingrene glide henover de fine gamle nøgler, der indeholder så meget historie og eventyr, glæde og forventning. Jeg ville faktisk have spurgt ham om han også havde været en fuldkommen umulig teenager, udenfor terapeutisk rækkevidde, dengang han var 17 år, men selvfølgelig havde han ikke været det. Han er jo Julemanden. Hele verdens Julemand og også Aalborgs Julemand igennem de sidste 10 år. Hvor heldige er vi ikke lige?

Kærligheden

Jeg bliver nødt til at spørge ind til om der er en Julekone og eventuelle Julebørn, eller det kun er på film. Og jo, Julemanden har selvfølgelig en dejlig Julekone, som han faktisk mødte lige her i Danmark. Når han ikke rejser rundt alle mulige andre steder på jordkloden, banker hans hjerte for frivilligt arbejde med børn og unge og specielt foreningen FDF, som han er meget aktiv i, når han befinder sig her i Danmark. Og lige dér mødte han kærligheden. Normalt, når det ikke er juletid, og når han ikke befinder sig oppe på Kongsgården, så klæder han sig ud som menneske, og af alle dejlige kvinder faldt han pladask for en kvinde ,der desværre havde et meget dårligt forhold til julen med for mange skuffelser, men hun lærte at elske julen, glæden og varmen i den kolde tid og sin egen Julemand, som hun sammen med deres to juleunger på 20 og 17 år selvfølgelig må dele med resten af os andre og hele verden. Og Julemanden er ikke i tvivl. Vejen til at bevare det gode ægteskab er først og fremmest ærlighed, at give hinanden rum og så masser af tid til den dejlige kærlighed. (Og selv om hvervet som julemand ikke kan gå i arv, så har Julemandens yngste søn alligevel julehjertet på rette sted og lysten og evnerne til at skabe magien omkring sig.)

Vejen til Julemandens hjerte

Mange børn og familier vil jo gerne vide hvad din yndlingskage er og om du har et favoritmælkemærke? Nu lyser hans øjne helt op igen, når talen falder på den gode mad.

– Uhmmmm, en god vaniljekrans er jo dejlig eller en god pebernød, og allerhelst dem fra Vendsyssel. De vendsysselske pebernødder er absolut Julemandens alleryndlings pebernød og er faktisk også blevet kåret til Julemandens yndlingspebernød, og når det kommer til mit lille glas mælk ved juletræets skær, så elsker jeg alt mælk, bare ikke soyamælk! Kommer det i en rungende latter. – Nu taler vi mad og vi kan næsten ikke stoppe igen.

– Åhhh ja, sådan en rigtig god flæskesteg med masser af sprød svær eller en god andesteg. Risengrød spiser jeg også meget af. Jeg elsker risengrød! Nu er min julemor jo dansk, så jeg elsker gammeldags dansk mad. Men ingen alkohol. Kun den rene gode nisseøl.

Den magiske nat

At sidde der på den gamle fine Stygge Krumpe Herregaard, et af Julemandens overnatningssteder når han er i Danmark, sammen med Julemanden, er jo ren magi i sig selv, og jeg må høre mere om hans magiske smukke kane og alle hans rensdyr. Har han mon et favorit rensdyr? Er hans kane ekstra toptunet til at nå alt det den skal julenat? Farer han mon nogensinde vild over de svenske skove eller de afrikanske savanner i mørket?

– Alle mine rensdyr har en bestemt plads i mit hjerte. Komet er jo hurtigere end lynet, Torden er det rene bulderbarn, Dovne kan slet ikke følge med og Rudolf vil gerne være ham der fører an, men ligesom vi jo heller ikke elsker et af vores børn frem for de andre, så elsker jeg heller ikke et af mine rensdyr fremfor de andre. Alle betyder de noget helt specielt for mig dybt i mit hjerte. og nu skal jeg fortælle dig en lille hemmelighed. Intet ville kunne lade sig gøre, hvis ikke magien fandtes. Natten mellem d. 24. december og 25. december varer jo heldigvis 24 timer, og min GPS er mine rensdyr. Denne eneste nat på året kan de flyve og danse mellem stjernerne på himlen og så længe de husker at flyve den rigtige vej rundt om jorden, så skal alt nok gå. Ho Ho Ho. – igen slår min nye dejlige ven sin rungende kæmpe latter op, der starter helt nede i storetåen og fylder hele gården.

– Når vi flyver over Australien laver alle mine rensdyr sig om til hvide hoppende kænguruer – se dét er jo den rene magi! Ho Ho Ho!

Alverdens ønsker og den gode julehistorie

Men er det ikke svært at sidde der med magten til at bestemme over hvem der har været gode eller mindre gode, og hvem der skal have sine juleønsker til at gå i opfyldelse?

– Nu er juleønsker jo kun ønsker, og det er ikke sikkert at man får det. –
Han kigger alvorligt på mig over den lille, fine guldindfattede læsebrille,
der sidder trygt og godt på hans brede næseryg. – og et ægte juleønske kommer dybt inde fra hjertet. Mange af de ønsker jeg hører om er jo slet ikke materielle ting. Det er ønsker om en god jul og om fred i familien. Ønsket om at være sammen med både mor og far. Det allervigtigste jeg kan fortælle alle de julebørn jeg møder på min vej verden over gennem året, er at ufred aldrig er deres skyld, og at vi alle gør det bedste vi kan. Jeg vil fortælle dig om dengang der kom en voksen dame hen til mig og bad om at få et juleønske til at gå i opfyldelse. Hun havde igennem et godt stykke tid været udstationeret i Sydamerika, hvor hun også havde mødt sin store kærlighed i livet, som hun nu håbede kunne få lov til at bo i Danmark, så de kunne få et dejligt liv sammen. Jeg ønskede hende alt det bedste, for jeg vidste at hendes ønske kom dybt inde fra hjertet, og så en dag stod de foran mig begge to, og han havde fået lov til at komme herop. Hvert eneste år husker de mig og sender julekort til Kongsgården. Det er en rigtig Julehistorie om hjerternes fest.

Noget om nisser og alfer

Jeg kigger på, hvor afslappet Julemanden er, og hvor meget han hviler i sig selv. Vi befinder os tæt på jul, og jeg ved, at han skal tilbage på Kongsgården igen, inden han sejler fra Grønland til Aalborg igen d. 19. november. Jeg bliver jo nødt til at vide om alt er under kontrol der oppe langt nordpå.

– Alt er absolut under kontrol. Alle mine nisser og alfer ved hvad de laver, selvom de godt kan ryge lidt i totterne på hinanden engang imellem (kommer det klukkende helt nede fra maven igen). Mine alfer er gode og kærlige, omgængelige og dygtige til at få det hele til at hænge sammen og alle mine nisser er bestemte og ihærdige, de kan også være lidt gnavne til tider, men de kan slæbe og arbejde, og de giver aldrig op! De er nogle små kraftkarle og piger på 1 m og 20 cm, joooo de skal nok få noget fra hånden. Faktisk kom Julemanden som man kender mig i dag, først til Danmark i 1930’erne fra England og New York i USA. Inden da var det Nissemanden og Nissekonen, der styrede løjerne her hjemme. Det er det jo stadig ved Solhvervs tid. Nisser findes året rundt. Det er jo ikke kun væsner, der dukker op ved juletid. Der findes både husnisser og de drilske små djævlenisser, skovnisserne og havets nisser, klitnisserne.

Jeg vidste godt lidt det med nisserne, for vi har selv nisser, der hvor vi bor. Jeg vil gerne spørge Julemanden om, hvem der syr alt hans fine tøj, for han er så super velklædt, ja ganske juletrendy! Men inden jeg når at spørge, er det som om han allerede har læst mine tanker, for han fortsætter og fortæller mig at han faktisk synes mægtig godt om designet på den fine dragt med den fine hvide pels på kanterne og det store sorte bælte, støvlerne og messingknapperne, hvor hvert eneste navn på hans rensdyr lige så sirligt er præget ind i hver af knapperne. og vi bliver enige om, at han har en super god skrædder, der holder fast i designet tilbage fra 1930’erne da julemoden skiftede og denne Julemands stil kom til Danmark fra USA.

Der er jo mange julemænd der efterligner dig og leger julemænd rundt i hele verden, det er lidt ligesom alle de Elvisser der render rundt? Med sit lune smil og et stort glimt i øjet forvisser han mig om, at det må de gerne for hans skyld. Han kan alligevel ikke nå at være over hele verden op til jul, og mange steder ville børn blive skuffede hvis ikke de så et lille glimt af en julemand engang imellem.

– Jeg kalder dem for DesignerJulemænd, siger han og slår sin store favnende latter op igen, så lysekronerne danser i de fine stadsstuer på slottet.

Vi ses i verden

Julemanden nyder at rejse rundt som menneske og være helt anonym, at blende ind med os andre og lære os lidt bedre at kende. Nogle gange kan man måske finde ham på den lokale skole, eller på Hjallerup Marked. Måske i Japan hvor han fejrer japansk jul og spiser jordbærkager og studerer andre julemænd fra hele verden, for selvom man selv er den ægte vare, bliver man jo aldrig hverken for gammel eller for fin til at snuse lidt til andres talenter. Tænk, at man kan få en doktorgrad i at være Julemand i USA. Det har Julemanden også tænkt sig at kigge lidt nærmere på. Han dyster også gerne mod alle designerjulemændene, når de mødes i Norge og holder Julemandens olympiske lege, hvor de blandt andet kaster med julesække og andre tosserier.

Bliver du aldrig nogensinde bare en lille smule træt af at være Julemand?

– Nej aldrig. Glæden ved at glæde andre er den største i verden. Lad mig komme med en lille historie. Da Aalborg blev kåret som Årets Juleby i sommer kom en ældre dame op og brokkede sig gevaldigt over det allerede var blevet jul så tidligt, indtil hun fandt en klejne i mit kræmmerhus imellem alle pebernødderne. Næhhhh er det en klejne, spurgte hun og hendes øjne lyste op i et smil. Ingen kan lade være med at blive glade når de møder julemanden. Og da flygtningebørn fik muligheden for at hænge ønsker på et stort juletræ inde i Friis. Julen er hjerternes fest.

Hvad står øverst på din egen ønskeseddel kære Julemand?

– Åhhhh det vigtigste er den gode julestemning med den gode mad og alle de smukke gamle julesange. Hyggen og varmen og min familie omkring sammen med nisserne og alferne. Og nye hjemmestrikkede Julesokker. Ho Ho Ho.

Den elskelige latter fylder endnu engang Herregårdens hvælvinger, og nu ved vi hvem der bærer den sande nøgle til Kongsgården, ligesom vi ved hvem der er den eneste, der kan bære glasskoen i Askepot, se det er ganske vist og et ægte eventyr.

Ho Ho Ho!!