Skip to main content

Tag: Julefilm

Anmeldelse: The Greatest Showman

[one_third padding=”0 7px 7px0″]Titel: The Greatest Showman
Premiere: 25. december 2017
Spilletid: 105 minutter
Instruktør: Michael Gracey
Medvirkende: Hugh Jackman, Michelle Willams, Zac Efron, Zendaya

[/one_third]

Så sikkert som at der er jul hvert år, ligeså sikkert er det, at biografen bugner af film i juleferien. En af dem er The Greatest Showman, der havde premiere 1. juledag.

Filmen handler om PT Barnum, der blandt stod bag Barnum & Bailey Circus, der lukkede ned tidligere på året. Filmens PT Barnum har ikke meget tilfælles med virkelighedens, hvilket nok er meget godt for han var en kontroversiel mand, der både var elsket og hadet.

Hugh Jackman spiller Barnum, der håber på at kunne give sine to døtre og sin kone et bedre liv end han selv har haft. Han er en drømmer, men der er hårdt at få enderne til at mødes i det 19. århundredes New York. Barnums lykke ser dog ud til at vende, da han bliver showman og laver et varietéshow med mennesker, som normalt ville blive gemt bag lukkede døre.

Filmen er en musical og en udenlandsk anmeldelse af filmen sammenlignede musiknumrene med et skud ren glæde lige i hjertet, hvilket rammer hovedet på sømmet. Man skal være ualmindelig julesur, hvis man ikke bare bliver en smule berørt.

Ingen kunne havde spillet denne rolle som Hugh Jackman. The Greatest Showman er en romantisk film fyldt med store følelser og en idealistisk kamp for underhunden. Det kunne nemt have kammet over og blevet noget pladder, men Hugh Jackman formår at sælge det med lige præcis det rette showmanship og blåøjede troværdighed. Derudover virker han til bare at have det sjovt i rollen, hvilket smitter af på resten af fortællingen.

Gruppen Barnum hyrer til at optræde i hans varieté er et miskmask af udskud, der ikke passede ind i datidens samfund. Der er dværgen, den skæggede dame, den tatoverede mand, hundedrengen, der har hårvækst overalt, et sort akrobatisk søskendepar blandt andre. Mens Barnum får sit show, der kan sælge billetter, så får de for første gang et sted de kan kalde hjem og en gruppe, der bliver deres familie.

Det er i portrætteringen af denne gruppe, hvor historiens hjerte ligger. De fleste mennesker har prøvet at føle sig udenfor normen en gang i mellem på livets lange vej, hvilket ikke er rart, så de kanter, der ikke passer ind, bliver slebet af, indtil vi kan snige os uset igennem samfundet.

Det “privilegium” har de optrædende ikke, for deres særpræg sidder udenpå, så de kan ikke gemme sig. Med Barnums hjælp, så bliver deres særpræg til en styrke og de får lov at vise verden, at de også har lov at være der. Sådan var virkeligheden nok desværre ikke, men lad det nu ligge. Deres kamp mod en omverden, der ikke vil anerkende dem, vil nok vække genklang for en del unge i den store verden, der stikker udenfor normen.

På trods af, at jeg er en helt almindelig gennemsnitsdansker, så må jeg indrømme, at jeg kneb mere end en enkelt tåre i biografen.

Kort sagt så er The Greatest Showman bedst, hvis man lader kynismen blive hjemme og bare lader sig overvælde af den visuelle fest på lærredet. Der er fyldt med store følelser, fantastiske billeder og en Hugh Jackman i topform. Jeg tvivler på, at den går over i historien som en af store musicals, men det ændrer ikke på, at den er et skønt og overvældende selskab i den time og 45 minutter, som filmen varer.

[youtube=https://www.youtube.com/watch?v=jr9QtXwC9vc]

Filmanmeldelse: Den magiske juleæske

denmagiskejuleaske

I denne uge har vi haft dygtige Victoria i praktik. Hun går til dagligt i 9. klasse på Ferslev Skole, hvor hun bor med sine forældre og 2 mindre søskende. Hun anmelder årets første julefilm, Den Magiske Juleæske, der har premiere i dag

Juleeventyret “Den magiske juleæske” er en historie om den 8-årige Julius, der bor på et lille børnehjem på landet. Julius elsker julen mere end noget andet og glæder sig enormt meget til juleaften. Men glæden bliver hurtigt til en skuffelse da drengene Gregers og Piv, afslører at det bare er forstanderen Alfred, der klæder sig ud som julemand.

Magisk portal

I al hemmelighed har Julius samlet en æske med juleting, som på eventyrlig vis bliver forvandlet til en magisk portal, der fører ham ind til en verden fyldt med jul. Her møder han den godsindede engel Såfina og den morsomme marcipangris Herman. Julius finder dog hurtigt ud af, at alt ikke er, som det plejer. Den ondsindede Krampus er nemlig i færd med at ødelægge julen for alle verdens børn. Så det er nu op til Julius og hans venner at vælte Krampus af magten og skaffe julen tilbage, inden det er for sent!

Den magiske juleæske er et juleeventyr, der tager dig med ind i en fortryllende verden, hvor alle de ting vi forbinder med julen pludselig er gjort levende. Filmen er en god fortolkning af, hvordan børn sommetider kan reagere, hvis de føler sig overset. Det ses i filmen, hvor drengene Gregers og Piv, driller Julius, fordi de mener, han har taget alt forstanderens opmærksomhed. Så på den måde vil børn kunne relatere til det med at være jaloux på deres søskende eller kammerater.

Genkendelig marcipangris

Filmens humoristiske træk ligger en stor del af tiden på marcipangrisen Herman, som man hurtigt forelsker sig i. Han er udstyret med en moderne humor, hvilket passer rigtig godt ind i filmen. Mange børn vil måske også lægge mærke til, at Hermans “stemme” er Lars Hjortshøj, som også lægger stemme til Bumle i filmen “Biler”.

I filmen vil man kunne lægge øre til mange af de velkendte julesange såsom, Glade jul og Bjældeklang, som gør at både store som små vil kunne genkende sangene.

Fortællingen er rigtig sød og gør, at man hurtigt bliver smittet af den varme julestemning, der udspiller i filmen. Dog kan historien have en tendens til at blive lidt forudsigelig, der gør at man ikke formår at blive revet helt med.

Den magiske juleæske er en såkaldt stopmotion-film, der egner sig mest til de mindre i familien. Men det er en rigtig hyggelig julefilm, som hele familien sagtens kan hygge om. Dog kan en figur som Krampus godt virke lidt skræmmende set med de små børn øjne.

 

[youtube=https://www.youtube.com/watch?v=pqYPPRjOiqk]


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev