Skip to main content

Tag: Josefine Passer

Klumme: Passion og puls

Det er ikke altid, at vi holder, hvad vi lover. vi har alle de gode intentioner, vi har en plan, vi kan se vejen, det er slet ikke svært, men alligevel failer vi big time.

Nu er vi nået et godt stykke ind i februar, og jeg er sikker på, mange kan nikke genkendende til det.

Det begynder så småt i oktober. Der lister sig en lille tanke ind om noget, der skal fixes. Tanken begynder at manifestere sig i november, og prikke til os… måske ikke hver dag, men ofte. Og i december siger vi YES! 1. januar bliver jeg et helt nyt menneske! Der findes selvfølgelig alle dem, der virkelig gør det. Skaber et nyt fundament, går all in og gennemfører, hvad de har sat sig for med bravour. Det er alle dem, der i forvejen løber en halvmarathon hver weekend, men så er der alle os andre…

Vi har ofte allerede glemt vores nytårsforsæt, bevidst eller ubevidst, når vi vågner den 1. januar med tømmermænd, eller også bliver iveren i hvert fald formindsket proportionelt med, at timerne går og vi bevæger os hen imod februar. Og nu er vi her så. Og vores bedre jeg må nu pænt vente til næste år. Det er ligesom man aldrig må starte noget vigtigt på en mandag. Tirsdag begynder ugen så for alvor, så der er der for travlt til at tænke på det, vi ikke ville starte om mandagen. Onsdag har vi glemt det, men kommer i tanke om det igen torsdag, men nu er det snart fredag og weekend, så vi venter sgu til næste uge.

Hvorfor skal det være så svært at lave om på ting? Lave om på os selv, hvis vi gerne vil? Hvorfor vinder den lille djævel så ofte over den lille engel?

Jeg har tænkt rigtig meget, herude på marken, det sidste år. Over alt det vi gerne vil, men ofte ikke får gjort, tænkt over alt det potentiale, der ligger og bjørnesover hele året.

Da Lars døde, lovede jeg mig selv at være Kriger, leve for os begge to, gøre ham stolt. Vise ham, at det her pis, det skal jeg sgu nok klare! Men jeg failede big time. Sygdom, sorg, isolation, kulde, en stor grå mark og et sted, hvor jeg ikke kunne mærke nogen puls, hvor stilheden, som jeg normalt elsker, lammede hver en sitrende celle i min krop, og en lægeklan der straks pumpede psykofarmaka ud på recept, på trods af et rungende nej fra min side. Nej, jeg skal ikke fyldes med antidepressiver, og sendes ind i en stor sky af ingenting. Jeg er ikke bange for at mærke livet. Den tsunamiovervældende ulykkelighed og det knuste hjerte.

Hvordan skulle jeg ellers kunne mærke den ekstatiske glæde over den lillebitte lysstråle, der rammer øjet nu og da. Så da vi nærmede os december, midt i det dybeste mørke, og med tårerne løbende ned af kinderne og uforløste skrig ud i intetheden, lovede jeg mig selv at i 2023 skulle Krigeren atter genopstå. Men det er jo ikke noget, man lige gør på kommando… eller er det?

Jeg var ikke mere end lige kommet ind i det nye år, da en meget kendt amerikansk mand dukkede op på min instagram. Hans navn er Tony Robbins. En verdensberømt storsælgende strateg og coach med et kundeklientel, der tæller både en meget flov Bill Clinton, Moder Theresa, Nelson Mandela og millioner af os helt almindelige småfrustrerede sjæle. Han tilbød mig et gratis onlineseminar 5 dage á 3 timer om dagen. Bare sådan lige midt i januar. Emnet var… oversat til Josefinesprog: Bliv din egen urørlige Kriger.

Og pludselig var han lige her. Denne høje pisseflotte karismatiske fyr. På besøg midt ude på marken i Brønderslev af alle steder. Live midt i min lillebitte stue i kulden og vintermørket. Pludselig var jeg slet ikke lige her. Men en del af noget meget større. Hundredetusindevis af mennesker fra alverdens steder. USA, Indien, Botzwana, Sverige, Trinidad, Tyskland, Myanmar, Texas, Aruba, Rumænien, Nicaragua, Holland, Brasilien, New Zealand, Japan… 195 forskellige lande samlet et sted. Med troen på, at vi kan forandre vores eget liv, hvis vi ønsker det nok. Og jeg blev overvældet af en rå styrke, da jeg stillede mig ud på den skide mark ved midnatstid i mit yakoksetæppe og kiggede op og ind i universet i vildskab og glæde. Pludselig mærkede jeg igen det, det handler om. Passion og puls.

Jeg har længe filosoferet over vores bevidsthed. Vi er selv herre over vores bevidsthed. Hvilket vi har en tendens til at glemme en gang imellem. Vi lader den smuldre i paragraffer, reklamer, regeringsordre, tiktok-videoer og fordomme overfor os selv. Vi lader den indsnævres af udefra kommende støj. Diagnoserne vælter ned over os, men de fleste af os, ikke alle, bestemmer selv. Vores ord skaber vores virkelighed. Vores tanker og vores overbevisninger er med til at skabe den vi er, hver morgen når vi står op. Kan jeg fjerne angst, svær depression fra min bevidsthed, hvis jeg bevidst fjerner ordene? Kan min Kriger overvinde disse magtfulde ord? Det er et eksperiment, jeg er i gang med. Og foreløbig virker det.

Umiddelbart ser det ikke ud som om, at 2023 har tænkt sig at servere store flødebollelagkager, laksemadder, brun sovs med roquefort og ribsgele og trapisteøl på et sølvfad helt af sig selv. De store sjæle omkring os falder bort, byer falder i ruiner som korthuse, og magthavere spiller skak, uden hverken intelligens eller format til dette spil. Men vi kan selv. Med passion og puls og en bevidst bevidsthed. Så kan vi selv.

Grib 2023. Du kan sagtens nå det endnu.

Stort KYS Josefine

Klumme: Tabu

Jeg vågnede alt for tidligt den anden morgen … Faktisk så tidligt, at det på ingen måder kunne betegnes som morgen endnu. Klokken var ikke mere end to om natten. Når jeg vågner, kan jeg lige så godt stå op. Muligheden for blot at ryste hovedpuden, glæde mig over at natten stadig er lang, råputte mig endnu længere ned under dynen, trække vejret saligt og dybt ind, for derefter at sove videre – den eksisterer ikke mere. Faktisk har jeg ikke haft én lang sammenhængende søvn de sidste to år

Heldigvis kender min dejlige ven og iltmaske, Jes, mine umulige soverytmer, og havde sendt mig et link til en samtale mellem talk-showværten Pierce Morgan og den canadiske professor i psykologi Jordan Peterson. Essensen var at være ærlig omkring sine tanker og følelser, sige hvad man mener uden skjulte agendaer, og ikke bekymre sig om reaktioner og konsekvenser. Set med buddhistiske briller syntes jeg egentlig, at det gav rigtig god mening. Faktisk ville jeg nok ønske, at mange flere politikere gjorde brug af den filosofi. At sige hvad de ærligt mener uden skjulte agendaer.  Men det er nok bare mig … Jordan Peterson deler vandene. Mange elsker ham og lige så mange hader ham. Da jeg sad der om natten i min dyne inde i stuen, og kunne sagtens følge ham.

Vi taler rigtig meget om rigtig mange ting. Vi taler, vi diskuterer, hvisker, råber, græder, skriger og griner vores meninger ud. Men der er også rigtig meget, vi holder tilbage. Alt det, der ryger ind under kategorien tabu.

Der er alle de små fjollede tabuer. Dem, der stadig elsker vild med dans, og troligt har siddet med kaffen, rødvinen og rejemaden hver fredagaften i noget der snart minder om en menneskealder; mange ville også hellere blive set med et meget saftigt pornoblad på rullebåndet i supermarkedet end Knorrs bearnaise. Vi må i hvert fald håbe, at ingen af naboerne, eller forældrene fra Almas klasse står i køen og ser, at jeg er en pulverpige. Engang var det ekstremt tabu at indrømme, man elskede ananas på sin pizza, men de mennesker har taget ejerskab for deres sindssyge smagsløg, og står nu med kraftfuld stemme nede hos den lokale pizza-pusher og råber ’Nu HAR I husket mine ananas, ikke?’. De er modige, ligesom børn der gerne spiser en skovsnegl foran vennerne.

Et af de store tabuer er dog stadig de københavnere, der elsker et stort heftigt Stjerneskud, og til hver en tid ville ønske at de turde vælge dét på menukortet nede i Nyhavn sammen med deres lokale venner. Men de ved godt at det er ’no go’. I stedet må de nøjes med at sende lange blikke til jydernes Stjerneskudssmovsen ved nabobordet. Indtil for nyligt skulle man også gå ret stille med dørene, hvis man præsenterede for mange grønsagsretter helt uden kød i flere madgrupper på facebook. Det har dog ændret sig efter kødpriserne er stukket helt af, og mange medisterelskere præsenterer nu med stor stolthed både selleribøffer og kartoffel-frikadeller, næsten som havde de opfundet den dybe tallerken.

Men der findes stadig de tabuer, der gør ondt. Blandt andet misbrug, psykisk sårbarhed og lidelser og selvmordstanker. Efter- året trænger sig på med en kulde, som de fleste af os frygter i år. Efteråret og vinteren med en verden i frit fald. Hvem skal give os varmen og troen på et liv efter det her? Skrøbelighed er et tabu… måske fordi vi frygter skrøbeligheden i os selv. Erkendelsen af at skrøbelighed åbner døre til sindet, hvor vi ser livet krystalklart omkring os. Barrikaderne forsvinder. Hele verden er skrøbelig lige nu, så vi ved ikke hvordan vi skal forholde os til den på et dybere plan. Vi er efter hinanden i et desperat forsøg på at kontrollere, hvad vej verden drejer. Et desperat skrig og nogle gange et hult håb om, at hvis vi udvisker fortiden, så kan vi kontrollere fremtiden. Men det kan vi ikke. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke helt forstår, når jeg ser en ung mand i jakkesæt og slips på TV, der forsøger at over- bevise mig om det korrekte i at sende mennesker til kontrollejre i Rwanda. Medmenneskelighed må aldrig blive tabu.

Hver dag ser jeg ud i Universet og dybt ind i mig selv. Begge dele kan være svære at forstå. Det kan være angstprovokerende. Ikke at kunne finde vej. At have brug for hjælpen, for kærligheden, og at længes. Det er tabu. Men der er ved at blive brudt igennem denne mur af tågedis og store tornefyldte stier. Vejen til en psyke i ubalance. Når der er noget, vi ikke forstår, ikke kan genkende i os selv eller som gør os utrygge, bliver det til dét, vi kun hvisker om. Flere og flere begynder at stå frem, og senest meldte kunstneren Tobias Rahim afbud til årets P3 Guld, hvor han stod til at modtage den største pris, P3 prisen, fordi han havde fået et angstanfald da- gen før til prøverne. Depression, angst, PTSD, bipolar og andre indre jungler møder stadig hånlige attituder, nedladende bemærkninger, uforståenhed vidt og bredt, men for hver gang vi taler åbent om det og zoomer ind på den sårbarhed vi alle besidder i større eller mindre omfang, baner vi vejen frem. Der er en grund til jeg ikke har sovet en hel sammenhængende nat i to år. Der findes rigtig mange mennesker der vil komme fint igennem det næste halve år med tryghed på kontoen og tryghed omkring dem, men der findes også rigtigt mange mennesker, for hvem hver dag vil være en skøjtebane med bind for øjnene.

Hvor er verden på vej hen? Jeg aner det ikke. Forandringerne foregår i et tempo, hvor ikke engang min luftballon helt kan følge med. Men at træne evnen til at bevæge os ud med åben pande, åbent sind, klar tale og omsorg for andre – det kan ingen tage fra os.

Pas på dig, pas på dem du elsker og dem du møder på din vej.

Kærlig hilsen Josefine

Klumme: Virkelighedens mange ansigter

Så kom den endelig. Den forløsende regn. Imens jeg sidder her og skriver. Landet bliver svøbt i et vådt rensende klæde, som de fleste af os har sukket efter. Regnen, der vasker alt støvet væk hos de fleste, og tungsindet hos nogle. Det elektriske lyshav tackler lummerheden og efterlader sind og krop i en befriende stemning af lettelse.

Vi har haft en smuk sommer. Den har endnu engang fyldt vitaminbeholderne op til at kunne stå efterår og vinter imod. Sommerhuse, vilde haver, rapsmarker og bølgen blå. Vandmeloner med feta, grillede auberginer, kold rose og et hav af jomfruhummere og fjordrejer med hjemmerørt mayonnaise. Overskud og Glæde. Smil, latter og lange lyse nætter i overflod.

Men det er ikke alle, der magter at træde ind i den arena, den fælles scene af sommervarm eufori. Vi bliver alle ramt, på et eller andet tidspunkt, af den følelsesmæssige lammelse, der sætter os udenfor fællesskabet i kortere eller længere perioder. Hvor vi iagttager boblerne i glassene, duften fra grillen, vibrationerne af livsglæde og overskud – på afstand. Og vi bliver nødt til at acceptere, at alle bevæger sig i forskellige tempi gennem livet. At vi ikke er ens og at sorg, traumer, sygdom, tab rammer os alle forskelligt. En ven pointerede på et tidspunkt den arrogance, der ligger i sætningen ’Du skal bare op på hesten igen!’ Personligt faldt jeg af hesten på en rideskole i Nordsjælland, da jeg var barn, og jeg kom aldrig op på hesten igen. Måske havde jeg været bedre til at forcere livets udfordringer i høj fart, hvis jeg var hoppet tilbage på den giga-enorme hest igen, men i stedet bød livet så på en del omveje og barske terræner, uden hest, på bare fødder. Og så tager alting bare lidt længere tid.

Psykiatrien trænger til en Kulturrevolution, siger kloge Søren Magnussen, projektleder i Psykiatrien. Og det har han ret i! Jeg har aldrig selv været indlagt, måske kunne jeg godt have haft brug for det, men min angst for de psykiatriske afdelinger overskyggede alligevel alle andre voldsomme symptomer, jeg måtte have. Det er en svær kunst at se verden gennem andres øjne, at forstå vores forskellige udgangspunkter og oprigtigt lytte til en andens hjerte og forstå det. Min datter Mathildes rejste alene til Rom, og det gav mig det store privilegie at få lov til at opleve denne smukke, ikoniske, tilbagelænede by igennem hendes øjne, opleve at blive ét med hendes verden. Være til stede og mærke hendes kærlighed til de små gyder og markedspladser vokse time for time, næsten dufte og smage de farserede zucchiniblomster, de enkle pastaretter og de kølige drinks. Og ikke mindst forelske mig i vores lange samtaler om liv og kærlighed på vej over Tiberen i de lune aftentimer. Om en måned rejser min Sofia alene af sted ud i verden på et næsten fire måneders langt eventyr med rygsæk og hjertebanken. Og jeg glæder mig til også at opleve verden igennem hendes øjne og hjerte. På tværs af kontinenter og oceaner, igennem storbyer og jungle, bjergkløfter og Bounty strande, koralrev og gadekøkkener og de smukkeste stjernenætter. Jeg glæder mig til at være livsvidne til hendes dannelsesrejse.

I vores ferier og på rejser er vi bedre til at lade maskerne falde og efterlade fordommene hjemme på sofabordet ved siden af fjernbetjeningen. Fastlåste menneskeskabte grænser og holdninger opløses for en stund, og smelter som isklumperne i en gin & tonic. Vi omgås hinanden med glæde og gensidig respekt. Vi kan jo godt. Jeg er buddhist. Født i Danmark, det lille land mod nord med den gode karma. Jeg blev bare født som mig. Ingen religion. Men traditioner og landets normer førte mig til døbefonten i Højby Kirke nær Klint. For år tilbage valgte Lars og jeg at bryde med den danske folkekirke og søge tilflugt i buddhismen hos Lakha Lama. Da jeg meldte mig ud af folkekirken på kirkekontoret i Nørresundby, undskyldte jeg mange gange overfor den søde kirkedame, at det absolut ikke var noget personligt mod den oprindelige kristendom eller Nørrenusseby Kirke, men at jeg bare var meget mere buddhist og i bund og grund altid havde været det. Hun var utrolig sød og ønskede mig al held og lykke sammen med Buddha. Vi smilede og grinede og gav hinanden et kram til sidst. Tænk, hvis der ikke fandtes kirker, templer, synagoger eller en moske. Tænk, hvis de mærkater blev fjernet, og vi i stedet kaldte alle disse smukke, beroligende rum for Sjælens Hus. Et sted, hvor vi alle kunne mødes i respekt, bøn, kærlighed og styrke. På tværs af den enkeltes religion, overbevisninger og med en forståelse for hinanden. Hvor vi kommer fra, vores historier, og hvad der har formet os gennem livet. Som Dalai Lama så smukt siger – Så har vi ikke brug for flere succesrige mennesker, vi har desperat brug for flere fredsmagere, healere, historiefortællere og elskere af enhver slags.

Oppe i min Luftballon har jeg gennem længere tid levet ganske isoleret. Og når man ikke ser de levende så meget, begynder man at leve med de døde. Virkeligheden får nye dimensioner, grænser flyttes og samfundsnormer udviskes. Min virkelighed burde flyde over af den ublu pris på smør og el, politikere der varmer op til en usmagelig valgkamp, den ene mere utroværdig og egoistisk end den anden, en japansk regering der i dyb frustration over at den japanske ungdom drikker for lidt, udtænker snedige kampagner for at gøre dem mere drikfældige, så staten kan få flere penge i SAKE statskassen. En verden, der føles mere og mere sindssyg og umulig, for hver dag der går. Men den virkelighed er ikke værdig til at være min virkelighed. Så jeg planter den med glæde ude på et sidespor. Er den værdig til at være din? Min virkelighed er fyldt med kærlighed på tværs af dimensioner, mine børn, bedste venner, vertikale stjerneskud, lyserøde høns og violfrøstjerner.

Astrofysikeren og Universets historiefortæller Michael Linden-Vørnle beskrev den anden dag, hvordan vores store galakser ude i Universet nogle gange mødes, og påvirker hinanden igennem deres tyngdekraft, smelter sammen og bliver til EN stor galakse. Som en kosmisk ballet. Dét er virkelighed. Den store universelle virkelighed. Dét er kærlighed.

Kyskrammer

Josefine

Klumme: Men vi køber den s‘gu ikke i provinsen

Jeg har fundet ud af, at der er rigtigt hyggeligt oppe i min luftballon. Der hvor stilheden virker befriende på tankerne, og de små filosofiske nørderier ikke begrænses af rum og tid. Bare hænge ud oppe over under skyerne, hvor den evindelige kværulerende larm fra samfundet forstummer.

Som barn elskede jeg Askepot. Hun havde det simpelthen ad helvede til, men lykken vandt i sidste ende, og hun gav aldrig op. Snehvide var så yndig og uskyldig, at det næsten var kvalmende, men hun havde til gengæld de cooleste venner i hele skoven. Og som mange andre små piger var noget af mit yndlings mine Barbiedukker. De hang ud sammen, grinede, kørte med klatten, datede Action Man, da Ken simpelthen var i en kategori af ligegyldighed, og en gang imellem kyssede mine Barbier også lidt på hinanden, når mændene i deres liv skabte for mange frustrationer.

Og når det hele alligevel kom til at gå op i ALT for mange østrogener, legede vi cowboys og indianere med en stor fin gul Tipi i midten. Jeg nød mest at være Indianeren, der sad inde i tipien i mørket og summede. Røg en pibe og kastede lidt magisk trylle-shaman-støv på de andre, når de lige kom forbi til en time-out.

Når jeg gik rundt alene derhjemme, trængte min ottendedels Roma sig også ofte på, og jeg hoppede rundt på min mors hylder i det store påklædningsværelse. Tog hendes paryk med de store viltre sorte lokker, gik amok i smykkeskufferne, og svøbte mig i silketørklæder og eksotiske broderier, tillagde mig en meget udefinerbar flirtende accent, og alle fremtidsdrømme kostede 25 øre, som røg ned til den barm, jeg endnu ikke havde. Og når jeg lagde mig til at sove, takkede jeg ofte Gud for at have skabt mig som Kvinde, for hvor måtte det dog være kedeligt at være en dreng. Uden umulige hormoner man aldrig helt vidste, hvor man havde, eller hvor de ville føre en hen. Bare en dreng, der åbenbart var lykkelig, blot han så en fodbold i det fjerne. Og så gik han også i kedeligt tøj, uden roser bag ørene en onsdag eftermiddag. Vi var underlagt Naturens vilje. Den der med X og Y kromosomerne. Og så jonglerede vi rundt indenfor de rammer, vores fysiske natur havde givet os. Og jeg tror egentlig at størstedelen af os, var ret tilfredse med det. Og dem der ikke var tilfredse, de fandt stadig deres veje, med eller uden roser bag ørene.
Jeg har tænkt en del over det. Hvordan vi langsomt nu er i gang med at udviske forskellene mellem vores køn. Og skabe det forjættede Intetkøn, som vi så kan agere rundt i, som vi vil. Jeg har tænkt over, hvordan jeg ville have haft det som barn i dag. At min identitet som pige og kvinde og mine X-kromosomer langsomt blev taget ud af den ligning, jeg var en del af. Hvordan jeg ville få mit regnestykke til at gå op. Det ville helt sikkert skabe god grobund for nogle psykologer og terapeuters udbetaling til deres spanske haciendaer.

Hvis der er noget, der er besværligt at bevæge sig rundt i, så sletter vi det. Når historien gør ondt, så sletter vi den. Begraver den sammen med strudsen i busken. Og lige nu er det kønnenes kamp. Den er blevet besværlig, så det nemmeste er at slette kønnene, og skabe et stort fælleskøn. Men hov … vi ER jo ikke ens. Og hvis vi pipper stille … jamen … der er jo faktisk en stor forskel på at være mand eller kvinde, både fysisk og mentalt, så sidder der et lille meget WOKE-segment af kvinder i Aftenshowet og sender os andre udenfor døren i fællesskabets og frihedens navn. Et meget WOKE storbyssegment, der gerne vil kontrollere, hvad der er rigtigt og forkert. Men den køber vi s’gu ikke i provinsen. Alt det, der skulle skabe en større frihed, bliver pludselig til en spændetrøje og gaffatape for munden på flertallet. Og selvom jeg elsker min barm, og mine østrogener højt … så kan storfnidrende og postulerende damer (Jeg ville egentlig have skrevet Kællinger, men i frygt for landsforvisning, valgte jeg at gå med Damer) godt pirke lidt til min blindtarm. For fanden. Drik en fadøl, læg arm. Kom videre! Som Anders Matthesen også har været inde på, så var det engang tilladt at mene, hvad man ville, have en masse forskellige holdninger, uden trangen til at sætte hinanden udenfor døren. Men de dage er slut. Den sociale kontrol, der hærgede under covid, er blevet hverdagskost. Men vi køber den s’gu ikke i provinsen. Nej, James Bond kan ikke være en dame eller en HIN. James Bond er en MAND. Lav jeres egen Bondine! Pippi Langstrømpe er den sejeste pige med fletninger og kjole, der kan baske alle de tumpede politifjumser og resten af verden af banen i løbet af nul komma habibi, og hendes far er en skøn Kaptajn og Sydhavskonge med mave og fuldskæg og charme. Ikke en kønsneutral person boende lidt syd for Ækvator.

Hvorfor har vi fået den store trang til at fornægte vores køn med alle de facetter de faktisk indebærer? De fleste drømmer stadig om det store romantiske bryllup, hvor vores egen Ridder står og venter ved alteret. En gang imellem skal vi også lære at deale med de kromosomer, vi har fået udstukket, deale med det liv, vi har fået tildelt, og ER den helt gal, så er der jo heldigvis masser af hjælp at hente. Alt skal være lige, men intet er lige. Yin & yang. Livet er besværligt og udfordrende, krop umuligt til tider. Hjerteskærende ulykkeligt eller uhåndgribeligt utrygt, og jo større er sejren og lettelsen på den anden side. Vi er absolut lige meget værd, men nej, vi er ikke ens. Og hvis vi begraver os i en ordverden af neutraliteter, fjerner vi hele det smukke spændingsfelt både i sprog og handling. Vi kan ikke fjerne følelsesmæssige frustrationer ved at amputere vores sprog og forfladige det til en stor balje af grå nuancer i den politiske korrektheds navn, i stedet for regnbuens nuancer, som vel egentlig var udgangspunktet?

Ha’ en vidunderlig smuk sommer, gå ud og ELSK med fuld skrue på hele din farvepalet!

Kyskrammer Josefine

HjerteRO
 i en vanvidstid

”Søde og bløde, blide og kradse. Store og små – gi’ mig mer’! Når du er ked eller træt, glad eller mæt, desserter og oste spises døgnet rundt. I natkjoler, festkjoler, kjole og hvidt; rent og beskidt, støvler og futsko, bare tæer og svømmefødder. Gi’ mig mer’.”

Jeg sidder og skriver et forord til kapitlet „Desserter“, men bliver afbrudt af de flyvende tanker. Så kravler jeg nogle gange op i min bolsjestribede Luftballon og stiger til vejrs. Stikker af. Når jeg føler det hele bliver lidt for vanvittigt og støjen for gennemtrængende.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der føler, at vores verden er absurd og vanvittig. Den eneste, der får trang til at trække stikket en gang imellem, og bare sige ’NEJ, jeg gider simpelthen ikke være med mere!’ Det er fuldkommen menneskeligt, synes jeg.

Så er min Luftballon god. Deroppe fra kan jeg bare sidde og observere, imens jeg stiger længere og længere op – op over skyerne, tættere på Lyset.

Vi tænder Lys, ønsker fred og omfavner særligt udvalgte, imens andre bures inde, tvangsadskilles eller deporteres, og vi tror, vi ved, hvad der foregår omkring os. To kendte mænd i smoking mødes i et splitsekund, der vappes en flad, og halvdelen af verden går i selvsving og råber deres mening ud fra byens tage. Både alle dem, der har en mening, og alle dem, der ikke har en mening. Alle dem, der altid er oppe på barrikaderne, og dem, der egentlig er fløjtende lige glade. Det ryster og rumler i flere dage og sender bølger på kryds og tværs. En flad, der også vappes jævnligt på Hjallerup Marked, eller det lokale lille brune værtshus ved Havnen, uden nogen blinker en ekstra gang. Til gengæld forsvandt pandemien stort set den dag Rusland invaderede Ukraine. Og så ser jeg en dame, der elsker jordbærmadder på rugbrød smurt ind i mayonnaise. Vi bliver simpelthen nødt til at trække vejret ekstra dybt for at kunne finde vej ud af sengen mandag morgen.

Jeg svæver langsomt ned mod jorden igen, og spørger min gode ven Jes, hvad han laver, imens jeg hakker og snitter svampe og forårsløg, chili og bladselleri til min nudelsuppe, der simrer små hurtige minutter på mit alt for moderne komfur. ’Jeg ser et program om abstrakt ekspressionisme’ er svaret fra mit YoutubeOrakel. Og jeg bliver draget ind i en verden og kunstgenre, som jeg jo egentlig godt kender, men nu på et mere dybdegående plan. En stilart, der fik sit gennembrud i New York i årene efter 2. Verdenskrig ved mødet med flere europæiske surrealister, der havde slået sig ned i byen efter flugten fra nazismens jerngreb. Det abstrakte, det intuitive, det forløsende uden kontrol, hvor faste dimensioner opløses og giver frit spil. En ny virkelighed så lyset. Nye måder at bruge lærredet på. Nye hjerner, der legede med alle de gængse normer.

Og jeg tænker, at det er vigtigt at udfordre den gængse kasse- producerede, accepterede virkelighed for at kunne blive ved med at trække vejret. Det er vigtigt at slippe frygten, den daglige ind- sprøjtning af frygt og dommedagsvanvid. Jeg vågner ofte fyldt med uro, med kedafdethed, med ufrivillig galskab hamrende rundt i systemet af flere forskellige årsager. Og så griber jeg min styrke til at trække vejret. Omdanne til HjerteRO og glæde, og troen på alt det gode, når blot jeg lader mit hjerte kigge de rigtige steder.

Vores åndelige føde er lige så vigtig som nudelsupper, spinatpandekager, fiskefileter med uanede mængder remoulade og stegt flæsk med persillesovs. Den åndelige føde, der udfordrer vores hjerneceller og får vores hjerter til at smile. Hvis ikke vi favner den føde, så ender vi i et opslugende sort hul mentalt, forgiftet af ligegyldighed og masse-betændthed. Vi må ind og tænde sjælen, røre de magiske lag, hvis vi skal kunne fungere i den her verden. Det er ikke nok at tænde for Netflix, se endnu et Quizprogram på TV2 eller falde i svime over hvide asparges med den perfekte sauce Mousseline i Master Chef.

Hvis vi skal formå ikke at blive fuldkommen opslugt af verdens rod og galimatias, så skal vi blive ved med at kramme dem, vi elsker, nusse næser og mærke hjertet. Men også dykke ned i kunsten, i naturen, i videnskaben og lidenskaben, i al den storhed og den magiske verden, der er skabt igennem århundreder også af andre fantastiske sjæle, der heller ikke kunne klare det vanvid, de var omringet af. Først helt ude på kanten vokser vi.

Men jeg ved jo også godt, at mange er tvunget til at befinde sig 90 % af tiden i den kropumulige verden, og nu startede jeg jo med at skrive forord til kapitlet om „Desserter“, så derfor vil jeg slutte med en opskrift på min alleryndlingslagkage.

Den kræver ingen anledning andet end en perlende kildende lyst til lagkage. Både til morgenmad og til natmad. Det er næsten åndelig føde. Det er i hvert fald en kæmpestor Himmerigsmundfuld.

FLØDEBOLLELAGKAGE
3 lagkagebunde
2 pakker flødeboller med 12 i hver (en med kokos og en uden)
1⁄2 l 9% creme fraiche
Friske fede lækre saftige søde jordbær

Tag forsigtigt bundene af flødebollerne og læg dem til side (de skal nemlig bruges senere). Put så flødebollerne op i en skål og bland dem med al din cremefraiche. Fordel den smækrelækre friske flødebolle-cremefraichemasse lagvis i kagen og ovenpå, og sæt bundene fast rundt hele kanten med ”chokoladebunden” ud af. Dæk hele overdelen af lagkagen med masser af hele eller skivede jordbær.

Smæk benene op i sofaen, grib din dyne og lagkagen, og lad resten af verden passe sig selv.

De kærligste hilsner Josefine

Nu mødes vi igen

Det hele startede med, at jeg stod i mit køkken og lavede et spejlæg. Pludselig filosoferede jeg over et eller andet umuligt, som for eksempel den mærkelige verden, vi alle må finde vores vej rundt i lige nu.

Jeg fløj til tasterne og skrev til min gode ven Jes, imens han gik og udfordrede sin rummelighed og sine taktiske manøvreringsevner på en aftentur i IKEA. ”HVAD med vores intuition, hvordan har den det, hvor udfordret er den?” Min hjerne kastede sig fra side til side, og jeg takkede de højere magter for ikke at lide af søsyge, imens Jes og jeg endnu engang jonglerede store tunge spørgsmål på de skarpe klinger, blandet med de helt små skæve hverdagsting. Jeg forsøger at være mig det bevidst. At mærke efter i min mave, og elegant eller fumlet hoppe udenom de største faldgruber, men det lykkes absolut ikke altid.

For mange år siden besøgte jeg en meget benyttet og populær clairvoyant i håbet om at blive guidet i den rigtige retning. Men når vi stiller et spørgsmål af stor eksistentiel relevans, kender vi oftest selv svaret. Vil det være fornuftigt for mig at starte forretning med min mor? Jeg kendte inderst inde godt svaret, ellers havde jeg jo aldrig tvivlet og følt behov for at stille spørgsmålet … ’NEJ! Sagde hun højt og tydeligt. Du er i så dårlig kontakt med din krop og dig selv, at det bedste du kunne gøre lige nu, ville være at tage 3 måneder til Afrika og danse stammedans og trække vejret! Mindre kan måske også gøre det! – Selvfølgelig forlod jeg seancen, sagde tusinde tak for alle de gode råd, og så gik jeg direkte ud og startede forretning med min mor.

De sidste år er vi alle blevet udfordret på et utal af parametre. Vi er blevet podet i hoved og bagdel af udefrakommende instanser og meninger og regler i så højt tempo, at det har kunne været rigtig svært at navigere i hvad der var op og ned. Hvad der gav fornuft, og hvor vores egen vilje, logik og evne til at ræsonnere konstant er blevet sat på prøve. Der er blevet gravet nogle gevaldige grøfter på kryds og tværs af vores eget lille land og alle verdens grænser. Rigtig mange er blevet udfordret på deres egen vilje og overbevisning, eller ubevidst intuitionen, ligegyldigt om den har været skrøbelig eller klippefast.

Der var mange, der jublede, da vaccinen blev tilgængelig. Mange der endelig kunne slappe af og føle sig trygge i en umulig tid. Der var mange, der ikke tænkte videre over det; E-Boks meldte, at nu var det nu, og så rullede man ærmet op, og stak armen frem i frokostpausen, og så var det videre i livet. Men der var også mange, der stak armen frem, selvom de ikke havde lyst, eller følte sig trygge, men de ville gerne kunne bevæge sig nogenlunde frit i et samfund, der mindede om Hurlumhejhuset på Bakken. De lod også deres børn vaccinere, meget mod deres egen overbevisning, så ungerne kunne få lov til at være en del af flokken, og ikke føle sig udenfor eller blive drillet. Og så var der alle dem, der sagde pænt nej tak. Alle med hver deres historie og hver deres grund. Men i et samfund der pludselig var drevet af det nye spin-ord ’samfundssind’, blev de fleste hurtigt kategoriseret ind under ordet ’sølvpapirshat’, og derefter latterliggjort. Og nu skal vi til at finde hinanden igen. Komme videre. Acceptere. Enes. Grine igen. Naboer, kolleger, familier, venskaber, legekammerater. Vi får aldrig den gamle verden tilbage, og det er sundt nok. Det er en del af vores samfundsmæssige udvikling, men vi bliver nødt til at finde et fælles smil igen. Uden masker. Et håndtryk – uden frygt. Tryghed i at stole på hinanden og glædes sammen. På tværs af vores egne små verdener og hobbithuler. Og det bliver vores eget ansvar. Der kommer ingen udefra og reparerer den mentale lavine, rigtig mange har været igennem de seneste år. Ældre, vores børn og unge, ensomme, angstfyldte, alle uden sikkerhedsnet og rigtig mange flere af os.

Parallelle verdener findes på mange forskellige planer. Jo mere jeg tænker over det, jo flere verdener dukker op. Der findes mange forskellige dimensioner og frekvenser, vi kan bevæge os rundt i mentalt, men der findes lige så mange helt håndgribelige verdner lige her omkring os. Jo mere vi bliver bevidste om, at vi ikke alle sammen lever i den samme verden, jo bedre bliver vi til at forstå og rumme hinanden.

Filmen ’Kandis for Livet’, der for kort tid siden blev vist i TV, blev en nærmest chokfyldt øjenåbner for rigtig mange omkring parallelle verdener, der findes overalt, og ikke kun pakket ind i en kommunal Ghettoplan, da filmen satte spot på en fankultur og skæbner, der ikke normalt kommer til orde eller er synlige i det offentlige rum.

Mine døtre på 20 og 22 lever i en anden verden, end jeg gør. Vi oplever og ser vidt forskellige ting, og resten ser vi med meget forskellige farver briller. Vores små børnebørn, der stadig lever og ånder frit mellem fantasi og hverdagens trivialiteter, har deres egen verden, som er en lille guddommelig perle at hoppe ind i, når vi trænger til et virkelig effektivt og positivt boost. Psykiatrien, de Canadiske Truckere, Fængslerne, Veganerne – alle lever i andre verdener. Den daglige brune sovs udfordres af den økologiske vinbar og din nabo lever også i sin egen verden; alle nordjyder lever i deres egen verden i forhold til resten af Danmark, men igen og igen slynges vi ind i hinanden og skal finde et fælles hjerteslag. Og i sidste ende kan vi kun kommunikere ud fra vores hjerte og vores intuition. Hvis det hele skal give mening.

Mit spejlæg steger blidt på panden. Spejlæg kan spises ovenpå alt. I dag skal det ovenpå rugbrød med hummus og kryddersild og finthakkede forårsløg. Spejlæg er som musik … det danser, dufter, kan bevæge sig i alle retninger. Boblende, hårdt, cremet, flydende eller crispy. Jeg lever måske i min egen spejlægverden. Men du skal være hjerteligt velkommen.

Pas på dig selv og hinanden.

Kærlig hilsen Josefine.

Forårsruller, Disney & engletid

Det kan godt have sine udfordringer at bosætte sig i en lille nepalesisk bjerghytte afsondret fra alt man kender, og normalt trækker vejret igennem. Også selvom denne lille nepalesiske bjerghytte faktisk blot befinder sig i en mellemstor provinsby i Nordjylland med både lokalt hotel, flot julebelysning og egen asiatisk buffet.

Man kan godt blive ramt af tristesse, som et træ rammes af lynet. Alenehed og ensomhed. Mange bliver ramt af ensomhed, og den har en evne til at gnave lidt dybere om vinteren. Nogle mennesker rammes af den dagligt, og ligefrem mange gange dagligt. Den kan sætte sig som stærke store hænder om halsen, så man næsten ikke kan trække vejret. Andre rammes måske kun om søndagen eller fredagaften. Ved juletid, eller få gange på et helt liv. Men jeg tror ikke nogen af os kan snige os igennem livet uden at blive ramt. Jeg er blevet ramt mange gange igennem mit liv, og specielt det sidste år. Jeg bliver ikke længere ramt dagligt, dog kommer den stadig snigende ind på mig hver eneste uge. Men jeg har mine iltmasker. Mine fuldkommen uundværlige iltmasker, mine egne engle, der holder mig kørende hver dag, som en uudtømmelig kilde af inspiration, omsorg og støtte – stærk, som det stolteste egetræ og nænsomt, som den smukkeste lotusblomst.

Men her den anden dag blev jeg hårdt ramt, og jeg bestemte mig for en Disney-dag sammen med tortellini i spinat og tiramisu med granatæblekerner. Jeg har stor respekt for Walter Disney og hans legende hjerne og hjerte. En gudsbenådet historiefortæller gennem flere årtier, og jeg overvejede både Askepot og Løvernes Konge, men valgte en ny asiatisk inspireret superheltefilm fyldt med magi, heltemod og drager og bagefter en serie om opbygningen af alle de forlystelsesparker, imperiet har skabt verden over med mere eller mindre held. Og hele serien sluttede med en enkelt sætning, hvad essensen er, set med den kreative del af Disneys øjne. ”You are going to be okay”. Ligegyldigt hvordan verden opfører sig. Og det var lige præcis de ord, jeg havde brug for den dag. Og når vi tager udgangspunkt i at vi alle, i en eller anden forstand, er én stor bunke af sammensmeltet energi, så legede jeg at der også er et lille skud Disneyenergi indeni mig. Jeg skal blot finde den og lade den flyve frit. Vi kan i bund og grund selv vælge vores grundenergi og hvilken farve den skal have, men det kræver træning, og jeg ved at vi snubler og falder rigtig mange gange undervejs, så farvepaletten synes ganske udsmattet og umulig at fange lyset i, og malerbøtterne spænder ben, vælter og det hele sejler. Så er det med at tænde for dynamolygten i mørket og trampe i pedalerne igen. Dét kan også godt være en udfordring, hvis det er mange år siden, man var en haj til at køre på cykel.

Der var også en tid, hvor en runde på facebook kunne gøre underværker, og skabe smil, hyggelige fnis og et hurtigt fix af overskud. I stedet for at samle er det, lige nu, blevet et sted der spreder. Udskamning, opdeling, mobning. Et sted hvor de dårlige energier flyver en i møde, og hvor det før var sjovt at slentre en tur ned ad gågaden, får jeg blot lyst til at sprinte afsted i zigzag, mens jeg søger dækning for vildfarent mudderkast af alverdens art, indtil jeg når et sikkert velkendt sted, hvor der stadig flyder masser af skønne, intelligente og inspirerende tanker ned i skødet og ind i hjertet på mig. Men facebook afspejler jo blot vores liv udenfor. Stemningen. Hvad vej vinden vender. Vi bestemmer det selv. Vi bestemmer, hvad vi vil stå model til. Jeg elsker mad, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en dag lagde Lissi et billede om af sin aftensmad i en madgruppe, jeg følger med glæde. 4 forårsruller fyldt med remoulade. Der gik ikke lang tid før forargelsen fløj igennem tråden. Som andeflokken i Den grimme Ælling. Ja næsten forfærdelsen over Lissi havde proppet sine forårsruller med remoulade. Hvad bildte hun sig ind? Det var da kun tilladt at fylde dem med soya og måske et lille drys karry og chili. Men Lissi stod fast! Sammen med få andre stod hun fast på retten til selv at bestemme over hvad, hun puttede i sine forårsruller. Og Lissi blev ved med at lægge et billede op af sine forårsruller, hver gang de stod på middagsbordet der hjemme. Og hver gang skulle hun en tur igennem remouladekværnen, men hun var kold i røven. Nu er kværnen næsten forstummet, og Lissis remouladeruller er lige så velkomne i dag, som andres soyaruller. Hun gav aldrig op.

Når julen nærmer sig, begynder jeg altid at tænke på Engle. Der fandtes stort set ingen nisser i mit barndomshjem, andet end dem der var tegnet på de gammeldags kræmmerhuse, der hang på juletræet fyldt med konfekt, til gengæld var der masser af engle. Faktisk året rundt. Og i toppen af vores juletræ vejrede også den smukkeste gamle antikke porøse Engel. Og engle er jo ren energi, der kan helbrede knuste hjerter, de følger os, passer på os, drager omsorg og lytter… hvis blot vi åbner for vores englekanaler. Som verden opfører sig lige nu, tænker jeg at rigtigt mange engle må være på ekstremt overarbejde, ligesom de hvide engle på vores sygehuse. Og i stedet for at stå i hver vores skyttegrav håber jeg vi går ind i en tid nu, hvor vi vælger at være hinandens engle. Passe på hinanden. Trodse frygt og vise omsorg og forståelse – på tværs af holdninger og overbevisninger. Vi har så ufatteligt stor brug for det. Ingen kan kæmpe kampe på flere fronter ad gangen særligt længe, så vi har brug for samhørighed. Alle kysserne, råberne, fuckerne, de frygtløse, de frygtsomme, de frygtindgydende, frihedskæmperne og de kærlighedshungrende. Vi skal alle igennem denne jul og den- ne vinter sammen.

Glædelig Jul og et Smukt Nyt år

Josefine (P.s. Vanillekranse med smøreost eller blåskimmelost smager virkelig godt.)

Bill, Bob og tankens kraft

I efterdønningerne fra det store børskrak i USA i 1929, boede der en børsvekseler i New York ved navn Bill. Han havde kigget ganske seriøst i flasken, men var ædru på femte måned efter store barske indre kampe. Nu stod han dog overfor en mur, der var svær at takle

Bill var i byen Akron i Ohio til et møde med mange aktionærer, og dette meget vigtige møde faldt ikke ud til hans fordel, så han røg i kulkælderen og fik lyst til at drikke sig fuld. Men han vidste, det var en meget dårlig idé, nu hvor han var nået så langt, så i stedet valgte han med lys og lygte at lede efter en anden alkoholiker, der kunne hjælpe ham igennem den akutte hurdle, han stod i – på ædru vis. Dette førte til et ikonisk møde med en anden alkoholiker, en kirurg ved navn Dr. Bob. Disse to mænd mødtes første gang d. 12. maj 1935, et møde, der blev absolut skelsættende, men ikke kun for Dr. Bob, der efter en måned satte flasken fra sig, for aldrig at hæve den igen. Jeg tillader mig at kalde deres første møde for ikonisk, for det blev det i særdeleshed. Bill og Dr. Bob skabte et meget stærkt bånd, og blev grundlæggerne til AA – Anonyme Alkoholikere, der har reddet millioner af mennesker ud af alkoholens ulykkeligt stærke favntag.

I dag er det faktisk sådan, at i enhver lufthavn i hele verden kan man gå til informationsskranken og bede om at tale med Bill & Bob. Især lufthavne kan være en stor hurdle for ædru alkoholikere, fordi der ligger vandhuller overalt omkring dem, men de er tvunget til at være i området. Så kaldes der ud over højtalerne om Bill & Bob er til stede, da der ventes i informationen, og så kan en anden ædru alkoholiker på vej ud i verden, træde til og hjælpe en ukendt ven i nød. Det synes jeg, er et fantastisk smukt frivilligt beredskab.

Og så filosoferer jeg lidt over medmenneskelighed og kærlighed, kontra kødmarkeder og egoer. Jeg har nære venner, der har mødt ægte dejlig kærlighed på Tinder, men … tænk, hvis der fandtes apps, der tog den lige en tand længere. En app med flere underkategorier man kunne tilmelde sig, der rakte hånden ud, a la too good to go for mennesker. En verdensomspændende app, der kan hjælpe, hvis du bliver ramt af akut angst midt i Paris, står alene i Haifa og mangler en af spise en portion hummus med, eller er ensom i Skælskør og leder efter en at gå en tur med. Hvis du bare synes, verden vender fuldkommen forkert og leder efter nogle andre omkring dig, der synes det samme, og som gerne vil forsøge at gøre en forskel, skabe et nyt sundt liv midt i en verden af kaos og mærkelighed, eller hvis du er jublende lykkelig, men alle dine venner er optaget af deres egen verden.
Den app ville blive et hit, tror jeg. Både som en helt faktuel og konkret digital app, men også som en ny måde at læse vores verden på. Ønsket om at gøre noget godt. Forandre til det bedre, skabe et nyt fællesskab, men ikke med vores eget ego som drivkraft. Ikke for at få opfyldt vores egne evigt skiftende spontane behov, men igen lod det stikke lige en tand dybere. At tænke ud fra en langtidsholdbar ny bæredygtig, i fællesskabsforstand, måde at anskue vores liv og verden på. Uafhængig af rød og blå, religion, etnicitet og andre basale forskelle. Jeg mærker, at den verden vi lever i lige nu, bygger meget på frygt, ensomhed, berøringsangst, bekymringer for fremtiden, og det tankesæt sætter sig i vores handlingsmønstre. Og lige præcis vores tankesæt er det allervigtigste og stærkeste, vi har.

Jeg har igennem de sidste snart ti måneder, siden min Lars døde, eksperimenteret en del inde i min hjerne. Jeg havde en plan! Og som månederne gik, kunne jeg se, at tingene faktisk begyndte at udfolde sig i den retning, jeg ønskede, nok for allerførste gang i mit liv – sådan helt ind til benet. Jeg gik rundt i en lille rus af glæde, fordi jeg kunne se, at det virkede, men jeg havde ikke helt fuldkommen fanget, hvorfor det virkede, og hvor enkelt det egentlig er, indtil min rigtig gode ven Jes introducerede mig til den 4. dimension. Tankens kraft. At vi bliver, hvad vi tænker. Helt enkelt. Selvfølgelig er der masser af lag i den her vildt spændende verden, men kunsten er evnen til at styre dette fuldkommen magiske stykke værktøj på Star Wars-plan. Der er ikke noget hokuspokus eller højtflyvende over det, det er egentlig helt logisk. Universet er ikke så kompliceret, og når man lærer dets sprog, finder man ud af, at det faktisk er rigtigt brugervenligt.

En god metafor er, hvis du forestiller dig din hjerne som en stor tom åben mark. Og du er vild med majs. Derfor vælger du at så en masse majsfrø og passe dem, og vande dem, fordi du rigtig gerne vil spise majskolber i spandevis. Og til høsttid står du med den smukkeste, vitale og sprudlende mark fyldt med majs! Men hvis du er lidt usikker på dine evner som landmand, og egentlig ikke helt tror på projektet, så kan du nemt komme til at gå og sjatpisse nogle små giftige frø ned i marken, imens du vander og forsøger at pleje … og SÅ ender du med en mark til høsttid fyldt med halvdårlige eller døde majs. Det kræver lidt træning, det med at være landmand … men, hvis du er optimist og virkelig siger; ’JEG VIL have den fineste majsmark’ og du gør dig umage, frem for alt, så får du de fineste majs af gufle i.

Jorden giver os også en masse glæder, som vi ikke selv behøver at så, men som vi kan høste kvit og frit. Lige nu er vores smukke intelligente skovbund fyldt med efterårets guddommelige sunde spisesvampe boostet med umami i verdensklasse. Husk klassikeren ’Ristet toast med Svampe a’la creme’. Et godt stykke let ristet landbrød gnedet med hvidløg. Ovenpå lægges i rigelige mængder ristede kantareller, østershatte og markchampignon, der har fået lov til at stå og simre ind i en smækker potensfyldt tyk piskefløde/ veggiefløde – og et stort godt skud fra peber- og saltkværn. Garnér med friskklippet persille.

Jeg ønsker dig et dejligt efterår med alt godt og glæde.

Kærlig hilsen Josefine

Klumme: Noget om helte

Lige nu sidder jeg i eftermiddagssolen i Nansensgade midt i København. Omkring mig banker byens sommerhjerter med en forførende stærk puls. De florlette nedringede kjoler flagrer i brisen, og København stråler sit smukkeste smil fyldt med livsenergi og charme. Enkelte forbipasserende mundbind minder om en epidemi, der dog ikke får lov til at føre taktstokken i den befriende sommersol. Jeg trækker vejret dybt, kigger op og glædes over lyset

De sidste uger har jeg set flere mennesker end de sidste to år. Vi har grinet og krammet, drukket mojitos og rosé, spist hjemmelavet Moules frites, grøn thaicurry, grillede veganerbøffer og svenske økokøer, vokset op på mos og svampe. Melonsalat med feta og skønne oste fra IRMA har kastet vitaminer ud over spisebordet og lydtapetet har været Van Morrison og Toksvig med Jørgen Leths beroligende stemme – Vi sidder bare her, De øjeblikke vi har. Jeg er omgivet af min tribe. Elsket, omfavnet og forkælet.

Smerten har i måneder flænset min pels, min sjæl, som den ensomme Ulv under månen. Angsten for en dag at dø af sorg har ligget lige der på kanten af klippen. Men hver morgen er jeg alligevel vågnet igen, og har trukket vejret. Trukket vejret igen og igen og igen med troen på, at alt bliver godt igen. Jeg har battlet min hjerne hver dag. Udforsket mine grænser og surfet Galaxerne til det øjeblik, hvor alt går op i en højere enhed. Som et citat fra INSTA – En spirituel Gangster fanget i en menneskekrop i natten.

Når vi ikke kan holde ud at være på jorden, men sætter kurs mod Universet, når vi sidder fanget i edderkoppespind og ser ned i kviksandet, så lammes vores tanker og hver en lille intelligent celle i vores kroppe lytter med. Traumatiserende oplevelser fastholder os i tid og sted, indtil den dag vi griber dæmonen og battler den up front. Og lige dén har taget mig årtier at indse. Jeg kan ikke flygte fra sårbare hændelser, og tro på at tiden fixer og sletter begivenheder fra min hukommelse. Sådan fungerer det bare ikke. Jeg troede i årtier, at jeg ikke passede ind nogen steder. Jeg kunne ikke relatere til helt almindelige andre voksne mennesker og deres helt almindelige dejlige systematiske liv. Jeg kunne sidde helt benovet og tænke wauw … hvordan gør de? Hvordan jonglerer de med hus, børn, carport, fodbold, pensionsopsparinger, parmiddage, voksenbiler og voksenjakkesæt? Indtil min kæreste sagde .. ’Jamen lille skat – det er jo helt enkelt … du var ude for traumatiske hændelser som barn, som har sat sig i en del af dit sind og fastholdt dig i den alder, mens resten af dig har fuldt med tidens gang’ … Så for at komme videre indeni må vi battle alle de dæmoner vi møder på vores vej. Nedkæmpe dem med både styrke, stolthed, mod og smerte, og vise dem, hvem der bestemmer.

Så jeg sad dér ude på landet med al min indestængte smerte, iso- leret blandt mine flyttekasser i min øreklapstol og så ud på månen, og tænkte – Dét her går bare ikke længere! Vil du være dæmonen i dit liv, der fastholder dig i en favn af skyldfølelse, smerte og sorg … eller vil du være din egen Helt?

Vi omgiver os med idoler, vi dyrker stjerner på alle planer. Vi spejler os i andres oplevelser, liv og sejre, og vi liker og deler, drømmer og forelsker os. Men for rigtig mange af os, der har fjumset i livet, der har svømmet i stormen stadig uden at drukne – vi trænger til at tage Supermans kappe på selv. Være vores egne helte. Og nogle gange er det hele bare meget nemmere at starte på om sommeren! Der findes så mange helte i verden – jeg er nok mest en Klodshans. Hverdagens helte, de magiske helte på det store lærred, min lille yndlingsvisdomshelt Yoda, alle antiheltene og de små usynlige helte, der var vores bedste venner som børn. Det magiske ved alle helte er deres evne til forvandling, frygtløsheden i at kæmpe mod det uovervindelige – og sejre. Hvis vi beslutter os for at begive os ud på denne åndelige Eventyrrejse og se alle vores dæmoner i øjnene med fuld power, så tror jeg alle Kongeriger ligger åbne for os på den anden side af de farlige bjerge. Vi vil mærke en superglæde over at være til. Over at trække vejret.

Jeg har deadline på min klumme lige om lidt. Betine og hendes team venter tålmodigt på mig. Og i går aftes oplevede en stor del af os noget ganske frygteligt, men også noget ganske smukt og særligt. Det er dagen derpå. Dagen efter landskampen mellem Danmark og Finland. Vi oplevede livets aller skrøbeligste minutter og samtidig den største omsorg og største sammenhold. Igen stod vi alle sammen på tværs af landegrænser, og alverdens holdninger til alt og ingenting. Og nogle drenge, der i mine øjne allerede nu er landets fineste helte, uanset hvor langt vi kommer i den her turnering. Så meget oprigtighed, konduite, broderkærlighed, omsorg og indre styrke. De stod på den græsplæne omgivet af tusindvis af mennesker og millioner af seere og viste os alle hvad livet allermest handler om; Kærlighed og omsorg.

Med håb om den smukkeste Sommer fyldt med alt hvad du elsker mest. Kærlighed, sol og latter, brune sommerknæ og havsalt i håret. Kold hvidvin og nye kartofler med koldt smør, sødmefyldte jordbær og masser af ærter direkte fra bælg. Skummende fadøl og iskold Cola, store smækre vaffelis og jomfruhummer med urtedressing … Åhhh … det bliver en smuk sommer, også selvom hjertet en gang imellem gør rigtig ondt. Når vi vågner om morgenen og siger ’Det bliver en rigtig glad sommerdag i dag!’

De kærligste hilsner Josefine

Kærlig hilsen Josefine.

Klumme: Kommunikation og Kærlighedshåndtegn

En dejlig ven tillod sig for et stykke tid siden at pippe på sin instaprofil, at der også fandtes en masse dejlige mænd derude i den store verden. Jeg kommenterede: ‘ja! Heldigvis og der er masser af dem.‘ av!!! Min ven røg ud i en regulær sjitstorm, og selv modtog jeg både beskeder i tråden og i privatbeskeder, at jeg måtte være både ignorant, havde en syg tankegang og sikkert også pædofile tendenser – blot fordi vi tillod os at sende et kompliment ud i universet til verdens dejlige mænd

I sjitstormen lå implicit, at der tydeligvis ingen forståelse var for #metoo-problematikken, og det var skandaløst at ”hylde” noget, der som udgangspunkt burde være en selvfølge. Men midt i al den hadske retorik der gang på gang dukker op overalt på tværs af emner, var det så måske ikke også en selvfølge, at vi taler pænt og ordentligt til hinanden?

Når nogen holder døren for mig, siger jeg også tusind tak. Men det burde jeg måske begynde at lade være med – for det er vel en selvfølge, at vi udviser venlighed. Så jeg burde måske i stedet for sige FUCK dig til alle dem, der ikke gør.

Pernille Skipper kan ikke ønske muslimske venner en dejlig Ramadan på sin FB uden at modtage had fra alle sider. Selv Ekstra Bladet har trukket i håndbremsen og nedlagt deres diskussionsforum Nationen, fordi det hele ganske enkelt har taget overhånd.

At give et kompliment og at sætte fokus på noget dejligt og positivt hverken kan eller vil nogensinde underminere alvoren af andre problemstillinger. Ingen skal være bange for at kaste kærlighedshåndtegn ud i universet i frygt for at få 100 hadske knytnæver tilbage lige i bærret.

Da jeg var 4-5 år tilbragte vi en sommer i Marbella i Spanien, da min far skulle indspille en film dernede. Og jeg fik to dejlige spanske små venner, som jeg kunne tale og hygge med, når de havde fri. De var få år ældre end mig, og mini piccoloer i små fine blå og hvide piccolouniformer med guldknapper og kasket på skrå – på det lokale hotel. Vi kommunikerede ud fra vores smil, grin og hjerter og forstod alt, selvom ingen af os fattede en dyt af, hvad hinanden egentlig sagde. Vi forstod alt, fordi vi lyttede til hinanden og var opmærksomme på hinanden, og så kom ingen af os med en stor bagage fra et liv fyldt med forudfattede meninger om dit og dat. Vi bar ikke på nogle rustne antenner til at opfange falske signaler. Renhed i sit fineste udtryk. Sådan kommunikerer børn, hvis grundvand endnu ikke er blevet forurenet af alt muligt beskæmmende baljepis.

Kommunikation handler nemlig allermest om at lytte. Og som sangeren og poeten Søren Huss så rammende beskriver det ”Ord bliver overflødige, hvis alle er døve.” Bag fordømmende og hadsk retorik ligger ingen forståelse eller evne til at lytte, for den der dømmer forstår intet, og den der forstår, dømmer ikke. Sådan er det i Jusses verden.

Vi griber skønheden og forståelsen og glæden, når vi kommunikerer igennem kunst. Når vi falder i svime og glædes over den lune salat med rosastegte andebryster, smaragdgrønne linser og tortellini fyldt med ricotta, eller den gode Nicoise med lynstegt tun, smilende smukke æg, sprøde bønner, nye lune kartofler og de små mørke Nicoiseoliven fyldt med umami. Vi lader tårer trille i rå mængder og omfavnelse, når Black Hole Sun med Soundgarden vælter ud af højtalerne under stjernerne, eller når du bliver blæst omkuld af den mest powerfulde kærlighedssang du elsker. Når vi ser et maleri, der borer sig tværs igennem os, som ramt af en laserstråle. Når du sidder i den mørke teatersal, og publikum og ensemble ved et trylleslag pludselig forvandler sig til et stort fælles hjerteslag, og vi mærker dybt fysisk, at vi alle er ÉT. Når filmens rulletekster snart er slut, og du næsten ikke kan rejse dig fra stolen … AL den kommunikation griber vi med kyshånd … uden fordomme, uden had, lige dér giver vi os hen til, hvad det hele handler om. At lytte, at se, at mærke, at forstå.

Tænk, hvis vi var lige så åbne overfor de mennesker og de energier, der er omkring os. Lige så rummende og ivrige efter at forstå og kommunikere. Uforbeholdent. Vi er i bund og grund allesammen små omvandrende kunstværker. Installationskunst af format. Men nu kommer den varme tid heldigvis, og vi skal nyde sommeren med kølig vin, skummende fadøl og berusende friskpressede juicer på fortovscafeerne og i baghaverne, vi skal give os selv og dem vi hol- der af nogle kæmpe kyskrammere med vores coronapas i baglommerne, og så kommer kommunikationen forhåbentlig til at flyde i den rigtige retning igen.

Al kommunikation starter med os selv. Hvordan vi taler til os selv og hvordan vi opfatter os selv. Derfor er det også så uendeligt vigtigt, at vi taler pænt, varmt og dejligt til os selv. Fordi vi lytter hele tiden og tager alt ind. Vi kan intet andet. Derefter kan vi gå ud og erobre verden kommunikativt med kærlighed og glæde. Og vi vil opdage at u-forurenet kommunikation er en stor nydelse – uanset holdninger.

Da jeg mistede min elskede og min soulmate Lars i november sidste år, splintredes min verden i millioner af skår, savnet og smerten var umenneskelig. Angsten og frygten for ikke at kunne finde ham igen. For hvordan skulle jeg kunne leve uden min Soulmate? Jeg vidste, hvor han var rejst hen. Ud i Galaxerne på nye missioner, hvor der nu var mere brug for ham. Han havde fuldført sine missioner her på jord. Så jeg har i løbet af de sidste måneder lært mig et nyt sprog. Galaxi. At kommunikere ud i hele Universet, tale med min Elskede igen, og opfange alle de signaler, der flagrer omkring os på små silkevinger, og nogle gange banker tværs ned gennem min hjerneskal i rå lysende mængder. Og på dét sprogkursus fik jeg jo også genopfrisket lidt gammel Galaxi-grammatik, som jeg jo egentlig godt vidste i forvejen … nemlig, at vi alle ER ét. Ren rå energi i smukkeste form, der aldrig forsvinder. Lad os passe på den energi sammen. Vores fælles indre grundvand.

Så smid knytnæverne væk, og lad os gå ud og kaste nogen baskelækre Kærlighedshåndtegn med løs hånd. Du får det smukkeste indre grundvand af det. Det lover jeg dig.

Ha’ det nu Smukt.

Kærlig hilsen Josefine.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev