Skip to main content

Tag: Josefine Passer

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Tænker du også med røven?

Skrevet af Christina d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Nej, det ligner ikke mig at være så heftig i mine overskrifter, men intet er jo længere helt normalt i verden. og hvad er egentlig normalt?

Hvis vi tænker på normalitet ud fra normen, det gennemsnitlige, alt det de fleste gør, måden de fleste ser verden på, den ’normale’ opførsel, tankegang, den sikre vej. Beige eller pastelfarvet. Intet stikker ud. Alt passer sammen. Alt går i ét med sig selv og naboen, ligusterhækkene matcher hinanden, persillesovsen til det stegte flæsk, konfirmationskjolen er hvid, juletræet er af gran og tapasbordet består af pølse og ost. Vi falder en lille smule i søvn… og når vi falder en lille smule i søvn, så begynder vi at tænke med røven.

”Hold nu kæft! Du tænker med røven!”, den har jeg hørt en del gange … mest som barn og teenager. Når man bevæger sig rundt i verden, lidt i en tåge, med bevægelser og tanker på automatpilot, uden alt for meget forbindelse til øverste etage.

Lige nu er verden ganske spændende omkring os, formuleret med et snert af diplomati.

Nr. 47 og hans milliardærven … verdens rigeste mand, roder, rager og regerer rundt i hjertet af andre mennesker og andre landes skæbner med en arrogance og hensynsløshed, der for mange af os sender tankerne i retning af de mest dystopiske fiktionsserier på HBO og Netflix. Hvis nogle politikere og regeringer var faldet en anelse i søvn, så er de i hvert fald vågnet nu. Det er forretningsfolk, der sidder på magten nu på den anden side af Atlanten. Forretningsfolk i den økonomiske kategori, der ikke mister nattesøvn, ved at træde på (alle) andre, for at opnå deres mål.

Men hvis vi lader frygten og angsten og ubegribeligheden få overtaget, hvad har vi så tilbage?

Musk og nr. 47 kan måske blive katalysatorerne for, at vi tager vores bevidsthed tilbage. At vi begynder at forholde os til vores liv med en ny og stærkere bevidsthed hver dag, måske endda hele tiden. At vi bliver endnu mere bevidste om vores holdninger til livet, vores ønsker og drømme, at flere begynder at tænke ud af boksen, begynder at kigge op og ud, og ikke kun ned i jorden eller telefonen. At vi zoomer ud, fjerner IV-droppet med zombie-medicinen fra vores arme, og bliver bevidste om de valg, vi foretager os. At vi begynder at stille spørgsmål, være kritiske, og at vi ikke automatisk godkender og accepterer alt, fordi det måske er ’normalen’ eller alment anerkendt som ’det rigtige’ på tværs af alt, hvad Universet har at byde på.

Efter mit barnebarn Ellen kom til verden for lidt over et år siden, har jeg krævet min bevidsthed tilbage. Kæmpet min bevidsthed tilbage. Hun blev min katalysator for at grave mig fri og op af det allerdybeste hul. Når vi står overfor et lille helt nyt menneske, de mest spirituelle og åbne små væsner, der betræder vores jord, så får vi den helt åbenlyse mulighed for at genstarte hele systemet. Slette gamle mønstre, gammel indoktrinering, og se verden med deres øjne. Den autentiske intensitet de besidder, de energier, der stadig er så fuldkommen rene. Når vi vælger at se verden, opleve verden med deres øjne, så ligger hele verden åben med en magi og et selvfølgeligt ”ALT kan lade sig gøre”. De virkelige forhindringer er ikke vores omgivelser, men vores eget begrænsede perspektiv.

Når verden vakler, har vi altid valget mellem offerrollen eller dragekrigeren. At se mulighederne i stedet for alle forhindringerne. At fylde vores verden med glæde og styrke.

Ingen skal gøre sig til smagsdommere overfor vores valg, om det er sovsen til vores flæsk, kærligheden til dansende AI-killinger, vores hang til feel-good serier, eller lykkepiller, ufarlige indslag i Go’morgen Danmark, smørret under nutellamadderne, selvom numsen allerede er alt for stor, og en eventuelt fuldkommen neutral eller indifferent holdning til Grønland, Gaza og Golfen. Så længe vi bare er bevidste om vores valg, og vores holdninger. Vi fortjener alle sammen et liv levet med bevidsthed. Og ikke i bevidstløshed. Vores hjerne, vores hjerte, hver en lille celle i vores krop fortjener, at vi gør os umage. Vi fortjener hele tiden at stille os selv spørgsmålet: ”Lægger det her til, eller trækker det fra?”. Højner det din energi, eller mudres din energi? Er det vitaminer eller tomme kalorier til krop og hjerne? Udfordrer du dig selv, eller bevæger du dig trygt i gamle mønstre. Tør du bevæge dig udenfor din komfortzone? Vælger du Jack Daniels eller Canadian Club? Alle valg er vores egne, men vores liv fortjener, at vi er bevidste om de valg, vi foretager os.

Og empati. Der blæser en isnende kulde ind over vores breddegrader, den kulde går gennem marv og ben, og er absolut hensynsløs. Hvis vi mister empatien for andre, nærmer vi os en kløft af brutalitet og grusomhed, barbarisme. Falder vi derned, er det svært at vende tilbage igen. Vi må aldrig miste vores empati, og vores ønske om et kærligt og værdigt liv for andre. Så mister vi vores egen værdighed.

De færreste er i tvivl om, at jeg lever med mit hjerte allerforrest… og jeg synes, det bliver vigtigere og vigtigere for hver eneste dag. Med hjertet følger empatien, drømmene, mulighederne og kærligheden. Kærligheden til essensen af livet. Den helt enestående skønhed og magi som liv besidder.

Og den kærlighed kan ingen tage fra os.

Kærlig hilsen

Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Vi må aldrig glemme passionen, rummeligheden og store laksemadder

Skrevet af Christina d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Nogle gange er livet fuldkommen som at gå på line. Det er ren balancegang. Og nogle af os er født med en bedre balance end andre. Min balanceevne har aldrig været specielt god, og gymnastiktimerne i skolen var et både fysisk og mentalt helvede. Jeg var ikke god til atletik, altså alt den atletik, jeg virkelig gerne ville være god til. længdespring, højdespring, sprint og langdistance. Al den seje atletik. Men jeg var god til hammerkast! Når jeg ikke lige overtrådte, eller snublede, eller fik min hånd viklet ind i snoren til læderbolden, der skulle sendes afsted med lynets kraft.

Mentalt var idræt et helvede, fordi jeg vidste, jeg var en af dem, der ville blive valgt sidst i holdsport, fordi jeg gruede for at forstuve min tommelfinger IGEN under spring over hest, måske brække nakken ved mavelanding i trampolinøvelserne, eller bare få tyret bolden lige i snotten i Høvdingebold.

Jeg får lidt de samme fornemmelser, når juletiden nærmer sig. Jeg er heller ikke rigtig god til julen. Alt det jeg rigtig gerne ville være god til. Julebag og bjældeklang, lange hyggejulelister og duften af eventyrlig husmor, overskud og den der intense, lidt overstadige sitren, der rammer mange allerede omkring slut oktober til midt november. Skabe og kummefrysere bliver fyldt med stege, ænder, konfekt, glaskartofler og drikkevarer, så de fleste af de sitrende familier allerede der, ville kunne åbne en mindre kro med stor succes. Deres haver lyser op i de fineste lysorgier, klar til når sneen daler dansende lystigt over landet … og jeg rammes blot af den overvældende angst for at falde så lang jeg er, tværs over en glat Amagerbrogade, uden mulighed for at kunne komme op igen, fordi røven er for tung, og min balanceevne stadig ligger begravet under gymnastiksalen på Busses Skole.

Den urolige, lidt nervøse, hjertemuflen som glatte fortove virkelig giver mig, når vejrprofeterne begynder at tale om minusgrader, fordi min numse virkelig bare ER for tung, den fornemmelse sad også i mig om morgenen efter præsidentvalget i USA. Hvilken verden går vi i møde? Min elskeveninde Lone Marie fra GRIB og jeg havde de der lidt tømmermandsagtige efterveer med vores mindste yndlingsmennesker Valdemar og Ellen i tankerne, da vi lavede et tjek på hinanden næste dag. Ingen af os er fan af hverken Trump eller hans håndlanger Elon Musk. De minder os om skurkene fra James Bond. Men vi ser alle verden fra hver vores lille platform, med de livserfaringer, den farve briller og de værdisæt, vi nu hver især har med i vores rygsæk. De amerikanske vælgere har talt ud fra hver deres livsbagage, og den platform de hver især anskuer verden fra, og derfor lænede Lone Marie og jeg os op ad hinanden, med kærligheden og troen på alt det, vi stadig selv kan gøre, for at gøre livet smukt.

Vores yndlingspolitiske USA-kommentator Torsten Jansen udtrykte sig meget klart morgenen efter valget, da han citerede Asterix & Obelix, “De er skøre de Gallere”, og med et klassisk Torsten Jansen-smil efterfulgte den med, “Man kan ikke elske de amerikanere, uden en gang imellem også at ryste på lidt på hovedet og tænke, de er skøre de amerikanere”. Derefter valgte han det ikoniske citat fra tidligere præsident John F. Kennedy “Tænk ikke hvad landet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for landet” og afsluttede med „det tænker jeg, vi kommer til at øve os lidt mere i, både i Danmark, Rigsfællesskabet og i EU.”

Og den er vigtig (også) lige nu. Vores indstilling til vores helt nære liv, og vores holdning til det store verdensomfavnende liv på tværs af kloden. Jeg har enkelte bekendte, der, næsten som var det et afhængighedsforhold, sørger for at holde hele deres daglige fokus på ALT, hvad der findes af sygdom eller negativitet i deres liv. Som det brusende Niagara Falls vælter det ud af dem.

Det er velkendt, at der hvor vi lægger vores energi, de områder vil vokse og blomstre, så det kan føles lidt som at se på en flue, der sidder fast i en stor fed Candy Floss på en varm sommerdag i Tivoli, uden ønske om at blive befriet. Nogle mennesker er nok umiddelbart udenfor terapeutisk rækkevidde, men der er da heldigvis håb for resten af os. At vi fokuserer på glæden og skønheden i vores liv. At vi dyrker smilet og kærligheden, og at vi passer på, og værner om, de spirende frø af optimisme og tro, som andre bringer ind i vores liv, ind i vores samfund, fra nær og fjern.

Hvad er det vi ser? Hvor lægger vi vores fokus? Selvom verden til tider, ofte, kan virke overvældende, måske dystopisk, uforståelig … så indeholder den også skønhed, harmoni, sjov og ballade, sprudlende passion, opløftende og helt igennem magiske elementer.

Fordi vi selv måske sidder med en ond hæmoride i numsen, så behøver vi jo ikke hælde galde udover eller latterliggøre dem, der danser med glæde omkring os.

Denne morgen, hvor jeg netop sidder og færdigskriver min jule- og nytårsklumme sendte Lone Marie et billede på SNAP af en stor, svulmende, dejlig laksehyggeting med rejer, mayo og ekstra af det hele, og teksten “Kørte ud for at lufte hunde og købe rundstykker. Kom hjem med den her, og om lidt er der badmin- tonfinale på TV. Nu vil jeg spise laks og mayonnaise, æg og rejer og masser af citron og peber til morgenmad!” og lige der fik jeg den lille søndagsåbenbaring i et regnfyldt, og stadig hyggeligt, gråvejr, at jeg håber det bliver den tilgang til året 2025, som vi griber sammen. At vi ser, og griber de dejlige laksefjumsemadder, når de ligger lige foran os… også klokken tidligt om morgenen på en søndag. At vi skaber alle de gyldne øjeblikke, både alene og sammen, der ruster os til at komme igennem al det baljepis, der også dukker op. At vi bruger vores kræfter på at heppe på hinanden, og løfte hinanden. Alle de gode energier vil sprede sig som små ringe i vandet, og med nok af dem, vil de også lande helt ovre på den anden side at Atlanterhavet.

Jeg har haft flere juleaftener de sidste år, hvor jeg har siddet alene. Med hele det følelsesregister, der følger med. For mig har de juleaftener været fyldt med refleksion over livet, fortabelse i minder, gråd og grin og taknemmelighed for at være i live, buffet op på god julemad og vin fra nære dejlige venner. Men imellem alle de forskellige følelser har også ensomheden stukket sit mørkegrå, magre ansigt frem. I år kommer jeg til at være omgivet af varme og kærlighed og mennesker, jeg elsker højt. Men mange sidder stadig alene juleaften, og ingen skal være helt alene juleaften. Jeg vil derfor så gerne her fremhæve et fuldkommen vidunderligt, livsklogt menneske. Forfatteren, foredragsholderen, livspoeten, radiovært på Nattevagten, og en af de skønne sjæle bag “De Uledsagedes Bog” Mads Nygaard. Han vil sidde bag mikrofonen på en udvidet udgave af radioprogrammet Nattevagten på Radio 4 juleaften direkte fra kl. 15-01. Her vil alt kunne ske, alle kan ringe ind med deres historier og tanker, alle følelser vil kunne komme i spil i en blanding af juledufte og stemninger, glæde og tårer og skønne sjæle dirigeret i kærlighed af Mads, det mest omsorgsfulde, rummelige, smukke, finurlige menneske.

LYT med.

 

Masser af kærlighed fyldt med stjernestøv, håb og glimmer

Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Mormortrip, osteborde og masser af taknemmelighed

Skrevet af Christina d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Jeg har indledt det skønneste mormortrip, og jeg har faktisk tænkt mig, at det aldrig stopper. Som flere ved, blev jeg i januar mormor for første gang til min lille supermufler, min yngste elskeskat, det mest vidunderlige og skønneste væsen.

Igennem det seneste år har jeg, gentagende gange, hørt om børnebørn som “Livets Dessert”, og hver gang har det revet lidt i mig alle de forkerte steder. Som 58-årig er jeg slet ikke ved desserten endnu, og egentlig har jeg aldrig været den store fan af desserter udover Tiramisu og jordbærkager. Forleden slog det mig så, at hvis Ellen er noget, så er hun et gigantisk ostebord! Ost er ren livseliksir. Så må oldebørnene engang blive natmaden. Når man stille tusser hen og åbner køleskabet i sin dyne klokken midt om natten, og finder en velkrydret håndfrikadelle, et par skiver sønderjysk spegepølse og lidt gedeost, anretter det nænsomt på en lille guldtallerken sammen med en iskold mørk øl i yndlingsglasset… måske akkompagneret af sin rollator til den tid… det er oldebørn.

Kærligheden til vidunderlig mad fyldt med umami og hyggefjums har Ellen arvet fra sine forældre… som begge har arvet det fra deres forældre.

Hun nærer blandt andet også en stor kærlighed til blåskimmelost af den heftige slags, som resten af familien. Men hendes lyst til eventyr stopper ikke der. Forleden valgte hun, med stor glæde, at muflespise alle ansjoserne på min italienske pizza Napoletana med den ene hånd, imens hun spiste hønsesalatmadder med den anden, og lidt gedeost ind imellem… afsluttet med en god portion kartoffelmos, med rigeligt smør, et par timer senere.

Mad fyldt med gode energier, gode råvarer, og de eventyrlige smage, er den energi, alle små nye mennesker fortjener at møde verden med. Selvfølgelig er det ikke alle, der vil juble over blåskimmel og ansjoser, men de fortjener alle ren kærlighed på en tallerken, hvor vi har gjort os umage. Hvor vi viser dem, hvad den her planet, de er landet på, har at tilbyde … Vi må ikke springe over, hvor gærdet er lavest med gummiost og smagløs spaghetti. Det vil altid være èn af mine hjertekæpheste. Når jeg ser ind i det lille væsens øjne, ved jeg at Universet sender uanede mængder af kærlighed ned til os, hver gang et lille nyt menneske bliver født.

(Remoulade og ketchup hører heller ikke hjemme i forårsruller… det total-forvirrer og skamferer maduniverset, men det er en helt anden historie.)

Jeg læste på et tidspunkt nogle ganske kloge ord. Når vi bliver født, bliver vi tildelt et navn, et land, for mange også en religion, en identitet, og derefter bruger vi mange år på at forsvare, efterleve, måske endda ophøje dette liv, denne identitet… indtil den dag det går op for flere af os, at det slet ikke er den, vi dybest set er. Og vi kigger op i stjernerne, tager den lange snak med månen og bearbejder vores identitetskriser, som vi nu bedst kan.

Jeg vil rigtig gerne blive den Bedste, der drysser lidt tryllestøv på Ellens næse, så hun ved at hele Universet udenpå og indeni, er hendes legeplads.

Jeg fyldes med dyb taknemmelighed, hver gang jeg mærker hendes glæde ved hendes lille nye liv. Jeg mærker en dyb taknemmelighed til mit eget lille liv, hver gang jeg tænker over de oceaner af kærlighed, der fylder mit liv hver eneste dag. Al den kærlighed der er min drivkraft.

Jeg elsker den amerikanske novemberhøjtid “Thanksgiving”, hvor familier valfarter hjem fra nær og meget fjernt, for at kramme og kysse, se American Football, spise kæmpe kalkuner og midt i det hele lade dyb, kærlig taknemmelighed fylde allermest… sammen med kalkunen, de kolde øl og fodbolden. Nogle gange, hvis verden eller livet kan føles ganske håbløst, kan taknemmeligheden stadig pible frem som lyset i de små sprækker.

Måske kan vi begynde at fylde lidt taknemmelighed ind i vores Mortens And … eller endnu bedre … hver gang vi samles omkring et måltid med dem, vi elsker.

Hyggeopskrift på and

Her er en hyggeopskrift på and, som jeg glæder mig til at dele med Ellen.

Reklamefolk, kunstnere, teatre, turister, ludere og lommetyve og den salige duft af Peking And. Soho og Chinatown er mit absolut yndlings-London.

Pengene var små, da jeg arbejdede i Soho i midten af 80’erne, så der var meget sjældent råd til et restaurantbesøg, men bare at stå udenfor de små kinesiske restauranter og indsnuse duften af de langtidsstegte ænder, der hang i vinduerne side ved side og stemningen og pulsen fra en kultur, der lå så langt fra hvad jeg var vant til – kunne gøre mig helt høj.

AND a la Herlighed til 2 sultne personer

  • 2 fine andebryster
  • 300 g god pasta Sommerfugle (farfalle) f.eks., eller de dejlige fyldte ravioli/tortellini med ricotta/spinat)
  • 200 g groft skårede markchampignoner
  • 1 lille gul squash
  • 1 rød peber
  • 2-3 store smukke forårsløg
  • Friskhakket persille
  • 2-3 spsk østerssauce
  • Salt & peber
  • Granatæblekerner (hvis muligt)

Marinade til andebrysterne

  • Hoi Sin sauce el. en rigtig god Soya
  • Akaciehonning el. anden flydende honning du holder af
  • 2 fed finthakket hvidløg
  • Lille knold finthakket ingefær
  • Saften fra en ½ citron eller 1 lime

Skær andebrysterne i mundrette stykker og marinér dem i minimum én time, gerne længere tid, i køleskab. Når andebrysterne er færdigtmarinerede svitses de i wok eller sauterpande i ca. 3 minutter, til de er sprøde, men endelig ikke gennemstegte. Tag dem op, og svits nu alle dine hakkede grønsager i samme wok/pande tilsat østerssaucen. Endelig ikke for længe! Der skal stadig være bid og friskhed i dine grønsager. Vend alle ingredienser i din kogte pasta, og krydr med friskkværnet peber og godt havsalt. Anret i en smuk skål og drys med persille og granatæblekerner.

Rigtig glædelig efterår og glædelig And.

Kærlig hilsen

Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Men hvordan overlever vi indeni?

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Alle dem der bestemmer, og alle dem der sidder med kikkerten for øjet og holder øje med klodens økonomiske og sikkerhedsmæssige tilstand, har alle været rigtigt gode til at kode os med en del bekymring og frygt for fremtiden. Det sker med jævne mellemrum.

Der er blevet skruet op for preppergenet, selv hos dem der slet ikke kender ordet. Tun på dåse, selvopladelige lommelygter med indbygget radio, og arsenaler af kildevand ligger i rigelige mængder hos alle ansvarsfulde mennesker med respekt for orden og rettidig omhu.

Så er der alle de familier og enlige, der faktisk slet ikke hverken har råd, overskud eller plads til de store prepperier, som i stedet kan stå lidt på sidelinjen, og håbe på det bedste, når resten af Danmark trækker i overlevelsesdragterne. Cyberkrig, invasion af nabolande; vores soldater tager i øvelseslejre på Balkan, som ved de store årlige NATO-øvelser under den kolde krig, og alt virker ganske alvorligt med mellemrum.

Men hvordan overlever vi egentlig indeni? Al fokus ligger på tun, vand og kontanter til mindst tre dage, men ingen af de voksne taler om, hvordan vi overlever indeni. Ikke bare i tre dage… men flere generationer frem i en verden, der er i oprør. Hvorhenne er den rettidige omhu med vand, tun og kontanter til vores psyke, vores menneskelige forståelse og en harmoni vi mennesker imellem, som er absolut essentiel for nogen form for værdig overlevelse.

Vi bevæger os fra den ene dommedagsfølelse til den næste, og sådan har vi levet intenst siden covid… nu i mere end fire år. Mange med ar på sjælen og meget flade batterier. Hvornår får vi et frikvarter til sjælen?

Mobning og emsighed har frit spil. Mennesker der i desperation over deres indre uro, kaster den op udover alle omkring dem, og det sætter sig som små tæger i sindet. Der er bål og brand indeni og i flere storbyer; teknologien og vores materialistiske verden stormer frem, men vi må finde en balance, så vi ikke mister os selv. Så når vi står med alt vores dåsetun, og verden omkring os går fuldkommen i stå, er vi stærkere indeni end nogensinde. Vi kan ikke altid styre slagets gang omkring os, men vi kan lære at styre slaget inde i os selv.

I de sidste mange måneder, herude på marken, har jeg fulgt onlineworkshops hos Lone Marie i GRIB, og fået store mentale doser godmorgen-vitamintilskud 3 gange om ugen med fuld fokus på ikke blot at overleve indeni, men skabe en blomstrende styrke. At vores tanker bærer en stor kraft i sig selv, er i dag videnskabeligt bevist, og når vi lærer at forstå, i hvilket omfang vi er i stand til at styre både vores fysiske og psykiske jeg, så er det, et meget langt stykke ad vejen, kun vores gamle tankesæt, der sætter grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.

Der er lavet undersøgelser med mennesker med personlighedsspaltninger, hvor forskellige personligheder, i den samme person, kan have forskellige fysiske særheder. En personlighed kan, som den eneste, have diabetes, en anden kan være nærsynet, en tredje personlighed kan være allergisk overfor nødder og en fjerde kan være venstrehåndet, hvor alle de andre personligheder er højrehåndede. Da det er tanken der styrer personlighederne, er det tankens kraft, der styrer de enkelte fysiske forskelligheder.

Det er jo både tankevækkende, fascinerende og egentlig også naturligt, hvis vi slukker for vores automatpilot, og alt den almene viden vi er podet med gennem et langt liv, der ganske sikkert vil sætte brillen yderst på den rynkende næse, og rulle med øjne- ne. Vi har lært at stole på, hvad vi har hørt, læst, lært i fortiden… fra mennesker der har hørt, læst og lært i fortiden… så i en alder af 58 år befinder min grundviden sig altså i et tidligere århundrede. Så kan man vælge at favne nyskabende og banebrydende viden med skepticisme eller nysgerrighed. Det er jo fuldkommen ens eget valg. Een ting er sikkert i min verden. Vi befinder os tættere på de menneskelige evner, der skildres i Star Trek, end hvad forstøvede lærebøger fra fortiden, har at byde på.

I workshoppen har vi, de sidste uger, leget rundt med personlige positive bobler, der skaber et tryghedssted og et kraftfelt, hvorfra vi kan bevæge os ud i verden med fornyet energi og overskud til at omfavne, hvad end der dukker op. Dine tanker bestemmer din virkelighed, og hvordan du vælger at omfavne dit liv. Frygt eller kærlighed. Tanker der nedbryder eller opbygger. Vælg selv.

Som et puslespil synes jeg, at jeg er ved at nå en alder, hvor brikkerne begynder at falde på plads. Hvor livets kurs, og specielt diskurs, begynder at give mening, og vejen åbner sig foran mig med en tone af “Se! Der er en mening med alting.”

Jeg håber, at vi snart bliver så menneskeklogt et samfund, at vi forstår vigtigheden af at skabe et stærkt indre fundament, er absolut lige så vigtigt som at lære at læse og regne. Jeg håber vi en dag når til at revolutionere skoleskemaet, så vi hjælper alle fremtidens små vidunderlige sjæle med at forblive på de høje frekvenser, de er født med. At vi fodrer og dyrker de menneskelige og dybere liggende energier, de besidder i en grad, hvor de får lov til at blomstre og skabe skønne, empatiske, kloge voksne med et mere holistisk og nuanceret billede af den jord, vi befinder os på. Så er det ikke sikkert, vi ville få brug for alt det dåsetun.

Grib livet i kærlighed.

Kærlig hilsen Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Kan troen flytte bjerge?

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Mennesker der ikke tror på mirakler, vil aldrig opleve mirakler. Mennesker der tror på mirakler, vil opleve dem hele tiden. Jeg vil gerne dele en lille hverdagsmagisk historie fra mit eget liv med jer.

Som flere ved, mistede jeg min elskede Lars for snart fire år siden. Cancer sendte ham ud i galaxerne, blot 11 dage efter vi havde modtaget diagnosen. Det var en umulig tid for mit hjerte, og fortiden ramte mig som en tsunami. Lars blev 54 år.

Tiden derefter foregik i et overlevelsesscenarie, hvor det mest handlede om blot at holde mig oprejst og i live. Lige indtil jeg, et års tid senere, landede i en lille nordjysk hytte uden puls, i en by jeg aldrig før havde besøgt, eller havde et forhold til, udover min dejlige veninde Lone Marie. Her var det planen, at jeg skulle komme til hægterne igen. Her skulle jeg finde roen og kærligheden til livet igen. Spidse pennen og min glæde ved ord … et nyt startskud til et nyt liv, jeg aldrig havde troet skulle være mit. Lars og jeg skulle jo have siddet der på bænken i solen med udsigt over vandet, grine og drikke chimay, omgivet af børn og små spilopper, når vi fyldte 85.

Men livet i den lille nye hytte blev ikke helt så hyggeromantisk og overskudsagtigt, som jeg havde haft planer om. Hvilket jeg også har delt i min klumme med jævne mellemrum. Vinteren kom sammen med kulden, et autoimmunt stofskifte overtog min krop, som en anaconda kærtegner et lam, og det efterlod mig i smerter og evig træthed, med en mudret og tåget hjerne, en depression der hang i horisonten, som tordenskyen, og jeg gjorde det, som jeg er bedst til, det jeg har lært fra helt lille; jeg isolerede mig.

Jeg isolerede mig bogstaveligt… i det der skulle komme til at vare næsten tre år. Havde jeg vidst det på forhånd … var jeg helt sikkert blevet sindssyg blot ved tanken.

Den første uge tog den næste. Den næste uge tog den næste måned, den næste måned tog det næste år… jeg så ingen, andet end Lone Marie i ny og næ, og manden der kom med varer fra Rema eller nemlig.com.

Jeg studerede den menneskelige psyke, lyttede til alverdens kloge hoveder, jeg greb efter halmstrå oppe og nede, og min iltmaske blev elskede mennesker langt fra, hvor jeg befandt mig.

Jeg begyndte langsomt at miste mit tilhørsforhold til omverdenen, og befandt mig i stedet i en parallelverden. En verden præget af sorg, angst, enkelte solstråler og en depression i skiftende styrke. Alle de søvnløse nætter og alle nætterne under stjernerne og månens magiske lys. Endnu engang i et overlevelsesscenarie, hvor det allermest handlede om at blive ved med at trække vejret. Dag for dag. Et skridt ad gangen. En daglig indre kamp og et liv hvor jeg, med mellemrum, tænkte, at min eneste udvej, ville være at overgive min krop og hjerne til psykiatrien i magtesløshed. Men hver gang jeg fik tanken om medicin og indlæggelse, trak jeg vejret dybt, og kom igennem endnu et døgn i hytten. Jeg var mig i frit fald, med et touch af zombie og heldigvis også selvironi og sporadiske grineflip.

Sådan så verden ud, indtil jeg en dag for et par måneder siden, som måske en af de sidste brugere af streamingtjenesten Spotify, opdagede at den, udover musik, også har et hav af podcastportaler. Psykiatrisk skadestue lå på speeddial for en sikkerheds skyld, og jeg hang sammen ved hjælp af gaffatape, da jeg i løbet af meget få minutter havde fået bevæget mig igennem en jungle af udbud, som sælgerne på Grønttorvet i gamle dage til tonerne af Kim Larsens stemme “Køb bananer ”, og jeg var nu landet i en podcast med bestsellerforfatteren Dr. Joe Dispenza, der handlede om, hvordan vi ved hjælp af tankens kraft, kan hele os selv. Forståelsen af, at vores celler er intelligente og lytter til alt, hvad vi tænker og siger. Kan vi, ved tankens kraft, få vores celler til at føle og skabe fremtiden i nutiden?

Pludselig sad jeg og jonglerede med kvantefysik under min dyne. Lyttede til hvordan mennesker, kun ved hjælp af tankens kraft, havde helbredt dem selv fra både dybt alvorlige fysiske og psykiske sygdomme. Hvordan tanke havde ført til handling og helbredelse. Når vi overbeviser vores hjerne om, at vi er raske, at vi har alt det vi drømmer om, når vi flytter os mentalt ind i den fremtid vi ønsker, så begynder universet at levere i nutiden stille og roligt, helt ned på celleniveau. Sagde manden.

Og jeg var desperat. Mine børn og mit barnebarn fortjente og for- tjener en klog, sprudlende og rask Josefine. Ikke en ustabil zombie-udgave med sporadiske lyse øjeblikke, hvis verden og verdensbillede krakelerer 2-3 gange dagligt. Så jeg tænkte … det kan jo for fanden ikke gå værre, end at lortet ikke virker.

De to første døgn hørte jeg den to timer lange podcast uafbrudt, også når jeg sov. Den næste uge hørte jeg den 3-4 gange om dagen. Indtil den sad dybt inde i min rygrad. Hver morgen stod jeg op ude på marken, som jeg har gjort de sidste uendelig mange umulige og uoverskuelige måneder og dage, men nu fortalte mig selv, hvor glad jeg var for at være rask igen med en befriet krop og psyke. At min verden var smuk og smilende, og at livets eventyr hver eneste dag udfoldede sig med nye vidunderlige sider. Jeg blev ved, i regnvejr og torden, med kramper i kroppen, og når tårerne trillede. Jeg var ligeglad! Det her skulle fandme lykkes! … indtil min hjerne og krop en dag var overbevist, og jeg ikke længere behøvede at skære det ud i pap hver morgen.

Der gik ca. 14 dage, så var tågen forsvundet og dæmonerne sendt til tælling. Jeg vågnede smilende og tog mig selv i at synge og danse, uden smerter i min krop. Og nu træder nye og gamle skønne mennesker ind i mit liv, nye ideer ser dagens lys, nye tider venter lige rundt om hjørnet. Som slangen skifter ham, har jeg … ved tankens kraft… skabt en ny virkelighed.

Det har taget mig mange timer at skrive den her klumme, fordi den Josefine der har fyldt siden Lars døde, og har eksisteret indtil for blot to måneder siden, virker så fuldkommen fjern i dag.

For flere måneder siden gav min yngste datter mig en kæmpe skideballe. Hun var rasende og ulykkelig over, at jeg levede som et offer, og jeg blev utrolig ked af det. Det sidste i verden, jeg nogensinde har set mig selv som… var offer. Jeg har været umulig, men aldrig et offer. Men hun havde jo ret. Hvis ikke vi aktivt handler og kæmper, og bliver ved med at kæmpe, så vælger vi offerrollen. Bevidst eller ubevidst.

Hvad vi fokuserer på, bliver vores virkelighed. Og det er hårdt arbejde. Det kræver en blind tro på, at troen kan flytte bjerge. At mirakler sker hver eneste dag, så længe vi omfavner mirakler som en naturlighed i vores liv.

Grib livet, grib sommeren og grib hvert et mirakel, du møder på din vej.

Glædelig Sommer

Kærligst Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Vaner, ama’rmadder og vejen til Verdensfred

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Så landede vi i 2024, og allerede nu buldrer året afsted. Jeg er sikker på, mange har fuldkommen styr på deres sjit, men nogle er nok også faldet en anelse af vognen fyldt med nytårsforsætter. Så er der alle dem, der helt har glemt om de overhovedet havde nogle, og hvad de eventuelt var.

Jeg har selv nogle klare intentioner for ’24. Vaner kan være svære at battle, men der er vigtige mennesker i mit hjerte, som fortjener den allerbedste version af mig i år, efter jeg i nogle år har befundet mig mere eller mindre konstant i en komalignende tilstand svævende mellem galaxerne.

Vaner er en lidt pusseløjerlig størrelse. De findes jo i alle mulige forskellige sammenhænge og konstellationer. Om de er gode eller dårlige, livslange, arvet fra tidligere generationer, forældre, eller stadig ganske nye. De kan være fuldkommen håbløse, og vi kan være drevet af dem, selvom vi godt ved, at de skaber umuligheder i kroppen, eller de kan skabe en tryghed, en lykkefølelse og behagelighed i vores liv, der får vores hjerter til at svømme i roligt vand. Nogle vaner aner vi slet ikke, hvor kommer fra, eller de er blevet lige så naturlige som at trække vejret. Nogle vaner bliver til hjemme på køkkenbordet, i soveværelset. Andre i kulturen omkring os, religiøse, samfundsrelaterede og nogle vaner føler vi så intenst, at uden ville vi ikke være i stand til at trække vejret.

Nogle vaner er vidunderlige, nogle er smukke og nogle ville vi aldrig være foruden … men fælles for alle vaner, så forhindrer de os umiddelbart i at tænke selv. Vaner låser os, lidt sovende, fast i en lille kasse. Så når vi tænker ud af boksen, tænder vi lyset, fordi vi føler en intens trang til at gøre noget, vi ikke plejer, eller bliver sat i en situation, der kræver nyt handlingsmønster.

Juleaften, sidste år ved middagstid, læste jeg et opslag i min yndlingsmadgruppe, hvor en kvinde stod i, hvad må betegnes som, en lille juleaftenskrise, da hun opdagede, at hun havde købt cashewnødder i stedet for mandler til ris a la mande, og hun spurgte forhåbningsfuldt ud i gruppen, om hun ikke godt kunne bruge cashews i stedet for mandler. Min reaktion var selvfølgelig kan du det! Måske opfinder du ligefrem en skøn ny dessert, som alle dine gæster vil elske!

Men… disse små skønne cashews kunne stå nok så meget og ryste med alle talenterne, de var oppe imod nogle kræfter, de nok slet ikke anede eksisterede. De fleste rådede kvinden til at skynde sig ned i nærmeste butik og finde de mandler! Hun kunne nå det endnu! (Hvad det så også endte med, hun gjorde) En ville være blevet rasende, hvis der var dukket cashews op i hendes risdessert i stedet for mandler juleaften, og andre mente, at det forslag faktisk ville kunne ødelægge hele juleaften.

Jeg blev fascineret over, hvor meget en lille nød kan fylde i vores bevidsthed sådan en aften, og hvor lidt goodwill til at byde en anden slags velkommen, der umiddelbart viste sig på kryds og tværs. Ikke mange åbne kristne favne ”Lad alle små nødder komme til os”. Også taget i betragtning af, at mange faktisk slet ikke rigtig kan lide ris a la mande. Jeg blev meget opmærksom på, hvor meget en vane og tradition kan fylde i forhold til, hvad jeg forestillede mig måtte være det vigtigste, kærligheden og selskabet, og en middag skabt ud fra et godt hjerte. Min hjerne trillede lidt videre rundt i madens verden, og hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Reglerne for, hvad du må putte i en tartelet for at kalde det en tartelet på det danske aftensbord på trods af, at det er butterdejen i sig selv, der er tarteletten. Hvor lidt der skal til før uoverensstemmelser opstår, og køkkenknive og grydeskeer sidder lidt løst i hånden.

En ristet ama'rmad på tallerken.
Skribentens version af en ama’rmad (privatfoto).

Der er bestemt også delte meninger om ama‘rmadder. Det fandt jeg selv ud af en dag, jeg slog et billede op af en – i vores ellers utroligt kærlige og varme madgruppe. En ama‘rmad er rug- brød, franskbrød og smør! Ellers er det ikke en ama‘rmad! Nej! Den er med smør og brun farin… ellers er det ikke en ama‘rmad! En mente også, at for at kalde det en ama‘rmad skulle det være nutella… hun var så heller ikke ældre end en halv nutella, og i hvert fald slet ikke så gammel som en ama‘rmad… men sagen er jo, at en ama‘rmad kan indeholde hvad som helst imellem en skive rugbrød og en skive franskbrød. Og jeg valgte så at sende den dejlige mad med ost, filet, løg og tomater en tur i panninien, hvilket heller ikke kunne lade sig gøre i enkeltes vildeste fantasi … det gik nu meget nemt.

Men pludselig står det jo helt skarpt for mig, imellem ris a la manden, tartelletterne og den lille ama‘rmad, hvorfor Verdensfreden nogle gange kan synes meget meget langt væk. Når vores daglige små vaner, som jo er absolut intet andet end vaner, ofte blokerer for kommunikation og forståelse af andres vaner eller tænken ud af boksen.

Tænk, hvis vi bare en gang imellem overvejede, om det vi deler med andre, vil bringe Verdensfreden tættere på eller længere væk. Umahro Cadogan, forfatter og ernæringsekspert, sagde på et tidspunkt ”Tænk over det, du putter i munden. Behandler du din krop som en narkoluder eller som en Gudinde – med den næste bid.” Hvis vi en gang imellem tænkte på samme måde om vores omgivelser … Det næste, du siger eller gør … behandler du da dine omgivelser som en narkoluder eller en gudinde? Personligt tror jeg, vi når verdensfreden en anelse hurtigere ved at behandle vores omgivelser som en gudinde.

Kærlighed til dig! Og jeg håber, du får det aller smukkeste år.

Kærlig hilsen Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Et drys af taknemmelighed

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Ho ho hooooooooo … Så nåede vi december i et turbulent, voldsomt år fyldt med krig, sorg, søvnløse nætter, utryghed på verdensplan og alt muligt andet umulighed. Et år, hvor det har været svært, nogle gange, at undgå snerten af magtesløshed, følelsen af ikke helt at kunne følge med.

Hvad er op og hvad er ned. Sort og hvidt. Og alle de brogede nuancer ind imellem. Hvem kan vi stole på? Og HVAD kan vi stole på? Pludselig føles en del af vores verden som en antikvitetsbutik med ophørsudsalg midt i en krigszone, omgivet af plattenslagere, hundehoveder og dybt ulykkelige, skræmte sjæle. Og vi har kun vores egen fornuft, mod og vores hjerte til at lede os i de rigtige retninger.

Det har været et år, hvor mange af os har sendt et par ekstra tanker ud i universet i håb om, at nogen derude ville holde hånden over os. Det er i hvertfald sådan, verden har set ud herude på marken. Men vi trækker stadig vejret allesammen.

Det har været et år, hvor jeg har takket Universet hver aften for endnu en dag, og hvor jeg har været fyldt med taknemmelighed, hver eneste morgen, jeg er vågnet igen. Og lige der … i ordet taknemmelighed ligger essensen af, hvad december kan.

Vi har kæmpet os igennem november, der traditionen tro altid varer cirka 4 måneder, og nu er vi endelig landet midt i julegløgg, glimmerguirlander, flæskesteg x 37, æbleskiver, kirsebærsovs og masser af nisser. Og når vi bevæger os skridtet længere ind… forbi og igennem alt glimmer og glitter, julekalorier og gavepapir, forbi den obligatoriske julekalender, en lille smule julestress og alverdens plastikorgier … derinde kan vi finde roen og taknemmeligheden.

Taknemmelighed er vigtig … ikke blot i december, men altid. Den dybe taknemmelige glæde, der ikke kan købes på tilbud i et hysterisk Bilka-katalog. Den taknemmelighed, der favner hele livets smukkeste magi. Kærligheden til livet – både når livet er smukkest, og når livet er allermørkest.

For et par nætter siden slog hele livet knuder i mit hjerte, og jeg havde svært ved at være i min krop … det var svært at trække vejret, der var ren klaustrofobi indeni. Efter en stund befandt jeg mig udenfor i mørket i bar røv, dyne og striktrøje. Bare mig, alverdens forskellige skraldespande og Karlsvognen. Med tårerne trillende, og en vejrtrækning, som var jeg på vej i fødsel, fandt mit blik alle de smukke stjerner, der oplyste den sorte nat. Igennem ulykkelighed og umulighed lyste taknemmeligheden igen over at være i live, og taknemmeligheden over al den kærlighed, der stadig fylder mit hjerte. Roen under stjernerne fandt vej.

Den ro og taknemmelighed er vigtig hele tiden at finde tilbage til. Rigtig mange er verdensmestre til det, men der er også en ganske pæn håndfuld, der glemmer det … specielt i den kommende juletid, og derfor ender med at stå og tude ind i ovnen og ned i sovsen den 24. december. Det umulige forventningspres og stress sniger sig ind, som den iskolde novembertåge, og saboterer al den ihærdige julelykke, der ellers skulle fylde allermest.

Træk vejret og stop op. Kys din hund, din kæreste, dine børn på snuden og ret blikket op imod stjernerne. Der ligger hele magien. Magien er der … altid. Men for mange er julen også en ubarm- hjertig hård tid, hvor magi måske ikke ligefrem står med store neonbogstaver og lyser klart i mørket. Det er den tid, hvor sårbarheden lyser klarest, og mange vælger at småløbe ned gennem

gågaden med mentale skyklapper og solbriller på. Den tid hvor sorg, hjælpeløshed, ensomhed og mørke tanker står i skærende kontrast til forventningens glæde, og livet måske føles lidt som H.C.Andersens „Den lille Pige med svovlstikkerne“. Når hele verden vender forkert, når sorg og mørke fylder mest, så er der ikke plads til at råbe om hjælp… så er det kun en daglig kamp om tavs overlevelse. Men hvis man magter det, så træk vejret ekstra dybt og find stjernerne.

For … ovenover alting stråler både stjerner og Moder Sol. Vi er selv med til at skabe den virkelighed, vi ønsker. Med smil, kærlighed og taknemmelig glæde. Jeg er umulig optimist, selv når alt vælter… og jeg tror på, vi kan skabe et nyt smukt år. Jeg tror på, at 2024 vil os det godt. Vi skal bare sende nok kraftfulde, smukke, vidunderlige, medmenneskelige energier ud i universet, så får vi dem tifold tilbage.

Rigtig smuk, varm Jul & Et berigende, lykkeligt nyt År.

Aller kærligst Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Kan vi finde balancen?

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

På et tidspunkt i sommer ringede min telefon med et opkald helt derovre fra København. Det var min ældste datter Mathilde. ”Heeeej muttiiiii, nu kan du godt begynde at forberede dig på at finde vejen tilbage til øen i starten af det nye år…”

Det var det der opkald, som de fleste forældre forbereder sig på, kommer på et tidspunkt, når ungerne så småt når en form for voksenalder. Og jeg faldt i med begge ben og reagerede fuldkommen efter bogen! ”Nej… er det rigtigt? (meget glad, frisk stem- me) … Er det NU? Altså virkelig? Skal jeg være … (så begyndte min stemme at krakelere i begge ender), og ende med den der bævrende, småtudende ”årrrhhh, det er bare så stort, skattepige. Jeg er så glad! Tillykke!”

Ja, jeg skal være fukn mormor! Mange siger ihhh og åhhh og livets dessert … der vil jeg ikke hen. Jeg synes, det er lige lovligt tidligt at gå i gang med livets dessert i en alder af 57, men det skaber stadig mange tanker om den verden, vi er en del af. Det skaber tanker tilbage til vores forfædre, vores værdier, og hvad jeg vil kunne byde ind med, som vil kunne skabe en lille yin & yang balance i forhold til den platform, Ellen kommer til at danse sit liv på.

Da jeg var gravid med Mathilde for mere end 30 år siden, boede min mor nede på landet i en gammel skovriderbolig ved Glumsø på Sydsjælland. Hun var en meget skarp, skøn, kreativ kvinde, der talte mere med naturen end med mennesker, og på et tidspunkt tog hun det bevidste valg at droppe abonnementet på avisen, kun tune ind på P1, lukke helt ned for flow-TV og nyheder, og i stedet lade de gamle filosoffer, store malere, smukke storfilm (som vi lejede på VHS nede på tanken) og kloge gode venner gøre det ud for nyhedsformidling og underholdning. Det var ikke fordi, hun ikke ville møde verden, men det var alt larmen, hun havde fået nok af. Støjen fra alt det ikke vigtige, der fyldte alt for meget. Jeg er ikke et sekund i tvivl … havde hun levet i dag, ville hun kidnappe familiens lille nye Sjæl og Spire på fødegangen og flyve på magiske vinger ud i skoven med hende, opdrage hende blandt elverfolket ved den gamle Stendysse, og først sende Ellen ud i den parallelle verden, når hun var fyldt MINDST 40, hvis overhovedet nogensinde – dog altid med besøgstilladelse til forældrene, og andet godtfolk.

Det hele handler jo om at kunne finde ud af den der balance. I en verden der styrter afsted med rekordfart. Men hvor er det, den styrter hen? At kunne implementere den vigtige del af vores historie til en brugbar del, for alle generationer, uden det ender i et nostalgitrip, men som et sundt fundament. Og aldrig blot slette vores historie … hvis ikke vi lader vores historie sidde med ved bordet, bliver vi åndeligt hjemløse, og lander på en planet bestående af kunstig intelligens og en masse fuldkommen enslydende TikTok-videoer uden hverken ånd eller intellekt. Og der har vi et kæmpe ansvar overfor alle de nye små skabninger, der ser dagens lys. At give dem den ballast, der kan hjælpe dem til at skelne imellem de rå gode vitaminer og de rene tomme kalorier. At stoppe op og mærke efter med hjertet. Finde tryghed midt i kaos og kærlighed midt i utrygheden.

Jeg tror, vores forfædres sjæle finder hjem til os igen for en stund, når en lille ny sjæl er på vej. Så samles klanen og lægger al sin styrke og kærlighed i dets lille fine hjerte.

Min farmor var en vidunderlig kvinde, og jeg brugte mange timer som barn på bare at sidde at kigge på hende, og tænke ”gad vide, hvad der egentlig foregår inde i det der hvidhårede englehoved”. Jeg er ikke vokset op i en religiøs familie, men sammen med farmor lå mine kusiner og jeg på knæ ved sengen og bad fader vor, som taget ud af Det lille hus på prærien med Laura Ingalls i nærbillede. Jeg ved egentlig ikke, om min farmor var religiøs, eller om hun bare syntes det var et sjovt og dejligt scenarie, og ”better safe than sorry”, men jeg syntes, det var trygt og hyggeligt. Som lille ledte jeg ofte efter meningen med, og troen på det hele. Jeg kunne jo både se og fornemme al ulykkeligheden omkring mig. Hun så altid det bedste i andre mennesker, og da en ældre herre på et tidspunkt blev løsladt fra fængslet, efter at have afsonet en dom for bankrøveri, gik der en del hvisken og tisken i ”landsbydelens” kroge om ham bankrøveren. Folk var ikke helt trygge. Så min farmor ansatte ham selvfølgelig til at servere og agere butler til alle sine små middage og selskaber, som hun holdt rigtig mange af i sit lillebitte hjem, så alle kunne møde ham og finde ud af, han slet ikke var farlig, men et godt og venligt menneske, der havde afsonet sin straf. Og til sidst blev han en meget populær mand i den lille by.

Et af mine egne yndlingssteder som lille var mine hjemmebyggede huler under min mormor og morfars spisebord i deres lille 2-værelses lejlighed på Østerbro i København. Puttet inde af tæpper, dyner og sofahynder. Ingen larm. Kun ro.

Dem vil jeg rigtig gerne lave mange af sammen med Ellen. Så skal vi læse gode bøger med lommelygter, og tale om alle de store og små ting i livet, og om efteråret spise ovnbagte kastanjer med iskoldt smør derinde, og brændende kærlighed med sprødstegt bacon, løg og små wokstegte rosenkål dryppet med få dråber sesamolie og håndpisket kærlighedskartoffelmos med smør. Altid håndpisket. Husk det nu.

De kærligste efterårshilsner – grib livet og grib kærligheden.

Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Velkommen til min virkelighed

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Som teenager havde jeg en lettere højlydt ordudveksling med min mor en varm sommereftermiddag, der endnu engang endte med, jeg tog min endnu ikke udpakkede weekendtaske på nakken og forlod matriklen. På vej hen over gårdspladsen udbrød jeg højlydt, med tårer i øjnene – ”du lever sgu også bare i din egen lille verden!” Og tilbage fløj bemærkningen i hovedet på mig, hurtigere end returneringen af en første serv i finalen i Wimbledon – ”Ja! Hvis verden skulle jeg for fanden ellers leve i!!!” Og hun havde jo ret.

Hun levede i sin verden, sin virkelighed, fuldkommen på lige fod med, at jeg levede i min. At jeg lever i min. At jeg ser verden ud fra min virkelighed med øjne farvede af min hjerne, min opvækst, mine oplevelser, mine glæder, sorger, tab, sejre, bristede hjerter, glimt af lykke og min krøllede og lidt skæve forståelse af det univers, som jeg siger godmorgen til, når jeg slår øjnene op og takker hver aften for at have fået lov til at opleve endnu en lille flig af.

Jeg troede, jeg kunne se hende. Jeg troede, jeg forstod (hendes) verden. Denne smukke talentfulde kvinde i fyrrene. Min mor. Men hvordan skulle en 16-årig småfrustreret hormonfyldt teenagepige proppet med weltschmerz og ensomhed kunne forstå denne kvindes kampe, lidenskab og valg. Ensomhedens smerte havde vi tilfælles … men den fangede ingen af os.

Min mor kunne ikke forstå, når vi gik ture i den nærliggende skov, hvorfor jeg var så tabt bag en vogn, at jeg ikke fik øje på nuancerne i mosset, vanddråberne i spindelvævene, svampene i skovbunden… Jeg hørte stilheden, der gav mig plads til at dvæle ved de tanker, og associere over alt det, der havde hobet sig op og trængte til at blive sorteret på skolen og senere inde i byerne. Indtil jeg begyndte at studere psykoanalytikeren Carl Jungs beskrivelse af de forskellige personlighedstræk. Den følende, tænkende, sansende eller intuitive. Og pludselig forstod jeg, hvorfor jeg igennem et helt liv, fra barnsben, havde skulle kæmpe for at finde en fælles bølgelængde med min mor. Vi oplevede jo verden fra vidt forskellige bjergtinder.

Ingen af os ser eller opfatter verden med den samme farvenuance af briller. Vores forståelse af, hvad der umiddelbart kunne ligne de samme oplevelser, den samme forestilling, magtkampe, historiske øjeblikke, om sovsen er for brun eller ej, eller om farsen rørt korrekt, vil altid være forskellige… Derfor er de utallige diskussioner, højtråbende meningsudvekslinger og nedladende små kanonkugler, der flyver omkring os igen og igen, også i bund og grund komplet overflødige. Ingen vil alligevel fange det budskab, der ligger bag, fuldt ud. Vi kan alle fange energien. Den negative energiboble. Den gør dog intet godt for hverken afsender eller modtager. Jeg tror … at når vi først virkelig forstår, at vi aldrig kommer til at kunne fuldt ud forstå eller styre andres verden, så kan vi endelig vælge at acceptere og anerkende, at vi bevæger os rundt mellem en masse forskellige verdner, og hvis vi har overskuddet, så kaste en god håndfuld kærlighed efter alle de forskellige verdner. Kærlighed er til stadighed det, der får alt godt til at gro.

Min vidunderlige veninde Lone Marie lærte mig et godt udtryk for, og især vigtigheden af, dem jeg bærer rundt med mig i mit hjertes konferencerum. Hun lærte mig udtrykket og vigtigheden af at have et Sjæleteam. Isoleret igennem de sidste år herude midt imellem mark og civilisation er mit Sjæleteam meget vigtigt for mig, men alle burde få et. Måske vil der findes dem, der synes, det er ren fjums og hokuspokus, bling og latterligt … vi oplever jo alle ud fra vores egen univers opfattelse, og så er jeg sikker på, de har noget andet, måske lidt mere håndgribeligt ved hånden. I mit Sjæleteam dybt i mit hjerte bor både sjæle, der er rejst i forvejen, nulevende sjæle jeg føler mig særligt forbundet til, Buddha, Barmhjertighedens gudinde Quan Yin og den store kinesiske Drage som symbolet på styrke og beskyttelse. De er med mig altid, hver eneste dag. Indeni.

De er en del af min virkelighed. I en verden der med mit verdensbilledes blå briller kan virke fuldkommen overvældende, er det samtidig vidunderligt at skabe et kraftfelt indeni beskyttet af mit Sjæleteam og mig, hvor der kun er plads til kærlighed og passion, store smukke tanker, befriende latter, tro, optimisme og drømme. Et kraftfelt uimodtageligt for sygdom, regninger, dommedagsprofetier og gummiost.

I de tidslommer, hvor vi måske føler, at tingene er udenfor vores egen kontrol, er det ekstra vigtigt at huske på, at vi er vores egen virkelighed. At vi selv vælger drama eller harmoni, Bud- dha eller Barbie. At vi stadig kan fylde vores indre med lidenskab og passion, selvom det eneste vi kan høre, er vores eget ekko og hjerteslag. Livet er hverken retfærdigt eller ulykkeligt. Livet ER. Vi trækker vejret. Vi ER.

Og når vi rækker ud med åbent hjerte og åben favn. Når vi tør stå sårbare og nærværende og være til stede i livet. I vores virke- lighed. Så har vi intet at miste.

De kærligste hilsner Josefine

Illustration af Josefine Passer, der rider på den aalborgensiske tyr.

Klumme: Forelsk dig i dit liv igen

Skrevet af adminittp d. . Uploaded i Blog og klummer, Josefine fra Solsiden, Klummer.

Det er helt okay at gå i sort. Jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke alle på et tidspunkt bliver ramt så hårdt af livet, at vi vælter og bliver slået bevidstløse. Nogle måske bare lige et sekund eller to, andre skal have smidt et glas koldt vand i hovedet, før de vågner. Men nogle når også, hvad der for andre kan ligne et komastadie, måske uger, måske måneder, eller år.

Når vi går helt i sort, når panikken har lagt sig og stilheden indfinder sig… så kan vi være så heldige at finde ind til selve essensen af os selv. Og en større forståelse og taknemmelighed for, hvorfor vi trækker vejret. Det gør så ondt at gå i sort. At nå helt derud, hvor i morgen føles som toppen af Mount Everest eller Atlantis på havets bund. Men hver en følelse, hvert et skrig, hvert et udmattet håb… er noget af det mest ægte, der findes.

Jeg har før skrevet om kunstig intelligens, AI, og mine små hjemmefilosofiske tanker om fordele og ret store bagdele. Når den kunstige intelligens pludselig får for meget magt, når vi ikke længere ved om det er en kunstig eller naturlig intelligens, vi står overfor, og når vi begynder at lade vores egen intelligens styre af en kunstig.

Nu har forretningsmanden og entreprenøren Elon Musk lagt milliarder i et forskningsprojekt ’Neuralink’, som for kort tid siden fik grønt lys til forsøg på mennesker. Ideen er at kunne koble vores hjerner direkte til en computer, og derved hjælpe mennesker med gendannelsen af syn og mobilitet. Og det er jo fantastisk. Få de blinde til at se og de lamme til at gå. Men hvad nu når alt det her bliver hverdag, når den hjernechip kan så meget andet, og bliver lige så normal som en kunstig hofte eller pacemaker. Hvornår får vi så muligheden for at for at gå i sort igen, bare ganske kort? Hvem fanger, når det er computeren, der overtager styringen af vores tanker.

Det er sommer og det bedste tidspunkt at hoppe en tur op i luftballonen igen og jonglere med tanker uden hjernechip under en skyfri smuk blå himmel. Oppe under skyerne ligger en befriende lethed. Jeg har læst, at man har fundet frem til, at blandt andet krydderurten Basilikum har en bevidsthed. Det fik mig til at smile stort og blive rigtig glad. Fordi … selvfølgelig har basilikum en bevidsthed, og jeg skal blive bedre til at passe på min basilikum hjemme i krukken. Det er så vigtigt, hvad vi fodrer vores bevidsthed med, og hvordan vi plejer den.

I en tid, hvor verden står i flammer på mange planer, og den kunstige intelligens vinder større og større terræn… du kan bede den om at skrive en roman, male et kunstværk, skabe fotografiske scenarier, der aldrig har eksisteret, og slå op med din kæreste, så hun tror, det er dig… da er der heldigvis en stor en del af os, der ved, at vi må skabe en balance, og derfor bliver vi endnu mere bevidste om den helt essentielle vigtighed af en dyb nerve af ægthed. Så vi hiver de store klassiske romaner ned fra hylden eller Mofibo, og lader vores hjerter beruse hjemme i sofaen. Vi besøger museerne og mærker en kunstners bankende hjerte gennem hans pensel og hænder. Vi går ture i skoven, dykker ned under havets overflade … og sanser stilheden og jordens helt egen rytme. Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvad ægthed er, så sæt en plade på grammofonen med Peter Belli … den nerve, den oprigtighed, den sjæl. Det bliver så vigtigt at lægge vores hænder på vores elskedes hjerte… mærke det slå, lade tiden stå stille og finde kernen i hinanden. Lade alt støjen omkring os forsvinde.

Lige nu omfavner sommeren os, og mange får muligheden for at trække stikket og tage nogle uger med håndsving. I en travl verden kan vi godt glemme, hvem vi er. Vi forsvinder ind i et multikaos af udtryk og indtryk. Lige nu har vi tiden til at trække vejret, tage nogle lange samtaler med os selv, udfordre os selv på vores egen ægthed. Finde kernen i os selv. Vi har kun det her nu… så find tiden til at forelske dig i dit eget liv … igen. Også selvom du måske er en af dem, der hyperventilerer hver gang, du åbner hoveddøren for blot at gå ud med skraldespanden.

Dyrk din bevidsthed, dine sanser, dine ærteskud og dine unger. Skru op for grillen og pris dig lykkelig for at både ketchup og kold kartoffelsalat er opfundet, og har du ikke en grill, så bare træk vejret og nyd en iskold hindbærbrus.

Rejs ud i verden, og lad rugbrødet og leverpostejen blive og hygge sig nede i Rema imens, og gå all in på lokale, smukke og velduftende retter, selvom du ikke aner, hvad det er.

Dyrk ægtheden i nuet, smid om dig med kærlighed, smil og grin. Alt det, som vi aldrig kan få for meget af.

Go’ sommer Kærligst Josefine

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.
Tilmeld nyhedsbrev