Skip to main content

Tag: Iværksætteri

TJ-imaging sælger ultralyd verden over

”Imaging” kaldes det, når man bl.a. ved hjælp af røntgen eller ultralyd prøver at skitsere kroppens inderside som led i diagnosticering eller forskning. Virksomheden TJ-imaging, med sloganet ”We love ultrasound!”, sælger ultralydsscannere og prober til disse formål fra deres kontor på Stenholm i Nørresundby. ”TJ”-delen af navnet hentyder til virksomhedens stiftere Theresa Sørensen og Jan Borup Sørensen, der i dag danner par.

De startede TJ-imaging op i 2016 efter ca. 3 måneders overvejelser om, hvorvidt de skulle gå iværksættervejen. Theresa og Jan havde over 20 års erhvervserfaring inden for salg, bogføring, administration og produktplanlægning med sig i bagagen og var som sådan godt rustet til at blive deres egen arbejdsgiver. Siden da er der kommet to ansatte mere og så mange produkter ind, at der snart skal findes et større lager til at rumme de store scannere.

Giver nyt liv til brugte scannere

Med TJ-imaging var det første gang, Theresa og Jan Borup Sørensen havde prøvet at starte egen virksomhed, men at sælge ultralydsudstyr til medicinsk brug var intet nyt – det gjorde de faktisk på deres gamle arbejdsplads, hvor de sad i forskellige afdelinger.

Vi kan godt lide det (at arbejde med ultralyd, red.), og det er en verden, der er meget udvikling inden for. Flere og flere områder tager det til sig. Vi sælger det, der hedder billedgivende ultralyd. Det vil sige, at det handler om at kunne se et eller andet, når man diagnosticerer, fortæller Jan Borup Sørensen.

TJ-imaging sælger både nye og brugte ultralydsscannere. Det nye udstyr kommer bl.a. gennem partnerskabet med Siemens og afsættes til dyrlæger inden for landets grænser. Det brugte købes fra klinikker og producenter og eksporteres ud i den store verden.

Selvom et system har været på et skandinavisk hospital og er færdigt med at blive brugt efter en levetid på 3-5 år, kan systemet ligesom en bil stadigvæk godt fortsætte med at bruges. Det kan godt være, der er nogle ting, der skal udskiftes på det, og så har det stadigvæk et langt liv bagefter, siger Jan Borup Sørensen.

Han fremhæver, at hvor vi i Danmark foretrækker at investere i high-end maskiner, der kan foretage meget specifikke målinger i forskningsøjemed på universitetshospitaler, har man andre steder i verden bare brug for pålideligt ultralydsudstyr, bl.a. til graviditetsscanninger.

Vi har vores topkunder, der vil have de nyere systemer, fx USA eller Europa, og vi har lande bl.a. i Afrika og Østeuropa, som ikke har mange penge, og det er vigtigt, at vi kan skaffe noget udstyr til dem, for de har brug for det, tilføjer Theresa Sørensen.

Den store service, vi giver vores kunder, er vores fleksibilitet, og at vi prøver at give dem de bedste systemer, vi kan, fortsætter hun.

Samarbejder frigør tid

I opstarten af deres virksomhed måtte Theresa og Jan Borup Sørensen gå med mange hatte og selv stå for hele driften af TJ-imaging. Det var svært i starten at finde ud af, hvordan logistikken håndteres, men det hjalp, at de skulle være aktivt på banen i forhold til at opsøge dem, der sidder inde med guldkornene.

Uanset hvad vi skulle have i det gamle firma, kunne ingen hjælpe os. Skulle vi have hjælp til pakning og transport, sendte vi det videre til den næste. Her var vi derimod nødt til at finde nogle transportfirmaer og høre, hvad de kunne gøre for os. Så fandt vi nogen, vi stadigvæk bruger i dag, der sørger for alt – også papirarbejde, fortæller Jan Borup Sørensen.

For at have mere tid til at levere kerneservicen og udvikle virksomheden valgte TJ-imaging at trække på firmaer, der godt nok ikke var de billigste, men som var villige til at tage tidskrævende arbejdsopgaver på sig, fx i forhold til udarbejdelse af udførelsesdokumenter til eksport og korrekt emballage til produkterne.

Vi fandt et firma, der kunne levere præfabrikeret emballage, og sammen med dem har vi designet en transportkasse, som vi kan bruge, når vores systemer bliver sendt rundt i verden med båd, bil og luft. Skulle vi til at lave vores egne trækasser, skulle vi have godkendelse til at arbejde med varmebehandlet træ, og vi har jo ikke en håndværksmæssig uddannelse, siger Jan Borup Sørensen.

Vores råd til andre, der vil starte op, er, at de finder mennesker eller firmaer omkring sig, der kan hjælpe med sådan nogle ting, og så kan det godt være, at man skal betale 10 % ekstra for en ydelse, men hvis det kan frigive noget tid, er det det værd, fortsætter han.

Til Grønland for at scanne moskusokser

Arbejdet med salg af ultralydsudstyr kan føre nogle specielle opgaver med sig, hvor udstyret skal prøves af under noget atypiske forhold. Således blev TJ-imaging i november 2017 kontaktet med henblik på at teste et produkts evne til at fungere i kølige omgivelser.

Vi havde et projekt sammen med København Zoo, hvor vi lånte en helt ny scanner fra Siemens, der skulle fryses helt ned til -20 grader, og så, om den stadigvæk kunne scanne. Det kunne den godt, fortæller Theresa Sørensen.

Så tog de scanneren op til forskningsstationen Zackenberg på Grønland, hvor de skulle scanne moskusokser for at se, hvor tykt et fedtlag, de havde på kroppen, og om de var drægtige. Det var et spændende projekt, siger hun.

Scanneren kunne godt holde til de grønlandske forhold, og om der også kom noget nyttigt ud af målingerne på moskusokserne, der skulle bruges til at følge bestanden, får de to iværksættere at vide inden for nærmeste fremtid.

Vi skal faktisk til København inden længe og se både billeder og resultater deroppe fra. Vi har fulgt dem flere gange deroppe, siger Jan Borup Sørensen.

Det giver et sjovt afbræk i vores hverdag. Mange af vores dyrlægekunder arbejder med heste, så at få lov at klappe en moskusokse og lære om de dyr har været rigtigt spændende for os, slutter han.

Somera vækster på tekster i frie og faglige rammer

Tekstbureauet Somera ApS blev startet op tilbage i 2013 under navnet ”Kvalitetstekster.dk” af en 17-årig Kristian Scharling under gymnasietiden. Scharling havde tidligere haft et studiejob som tekstforfatter hos en webshop, og da den flyttede til udlandet, besluttede han sig for at stifte sin egen forretning, der specialiserer sig i udarbejdelse af tekster til online markedsføring.

Siden da har virksomheden vækstet støt. Overskuddet i 2017 er en tredobling af sidste års, og Somera huser nu 14 ansatte, hvoraf de 12 er tekstforfattere, i dens lokaler på Danmarksgade. Hver tekstforfatter har sin egen fag- eller specialviden, og man bestræber sig i Somera på at matche kunden med den bedst kvalificerede til at løse opgaven.

Somera tilbyder en bred vifte af services: Nyhedsbreve, produktbeskrivelser, pressearbejde, blogindlæg, oversættelse til/fra fremmedsprog, korrekturlæsning, transskribering og sparring på online strategi – de gør det hele med et fokus på høj faglighed og professionalitet!

Gode tekster skal trække kunder til

Direktør i Somera, den føromtalte stifter Kristian Scharling, beskriver virksomheden og dens arbejde for andre virksomheder ganske fyndigt.

– Vi hjælper vores kunder med selv at inspirere deres kunder og levere noget værdifuldt indhold til deres målgruppe, som i sidste ende genererer køb og salg i butikken, siger Kristian Scharling.

– Vi går op i at skabe noget forretning for vores kunder, så vi går meget mere datadrevet til værks. Vi går ind og ser på, hvad folk søger på, hvad der virkede i sidste måned, og hvilke typer indhold folk udviser interesse for, fortsætter han.

Blandt tekstbureauets kunder finder man mange konsulenter, der skal have noget af deres kundskab formidlet i en form, de fleste kan forstå. Hvad det angår har tekstforfatterne i Somera en god procedure.

– Ofte gør vi det, at hvis vi eksempelvis har en kunde, der gerne vil sælge sig selv, så kan det være, vi ringer ham op og laver et kort interview på måske en halv time og får trukket den ekspertviden ud af ham, som vi skal bruge, fortæller Kristian Scharling.

Kunden kan i øvrigt give nogle fif om, hvor tekstforfatteren selv søger den relevante, resterende viden, der skal bruges for at kunne levere et produkt, der møder de faglige forventninger. Det gælder netop om at minimere det arbejde, kunden selv skal lægge i det.

– Når de henvender sig til os, er det typisk for at spare noget tid og få gjort et stykke arbejde, så det skal ikke være sådan, at de bruger ekstra meget tid, bare fordi de bruger os, understreger Kristian Scharling.

– Vi prøver for så vidt muligt at lave en plug’n’play-løsning, hvor kunden siger: ”Vi skal have et blogindlæg om X-emne. Her er målgruppen og den stil, jeg gerne vil have lagt for dagen”, og så prøver vi at tage mest muligt arbejde væk fra deres skuldre, fortæller han.

Somera

Kunde endte øverst på Google med 20.000 besøg for et beskedent beløb

Succeshistorierne har Somera mange af, og en af dem omhandler en webshop, der ønskede at blive kendt som stedet, unge gik til for at købe deres festudstyr, bl.a. shotglas og red cups til drukspillet beerpong. En tekstforfatter blev sat på opgaven, og vedkommende satte sig ind i, hvad der tiltrak netop det kundesegment, hvilket så mundede ud i en guide over de 10 bedste drukspil, som webshoppen kunne få op på sin side.

– Vi lavede en god, dybdegående artikel, og efter et halvt år lå den nr. 1 på resultatlisten, når man googler ”drukspil”, og årligt genererer det omkring 25.000 besøgende til deres hjemmeside, fortæller Kristian Scharling.

– Så kan man jo måle, at hvis kunden skulle købe den her trafik andre steder, ville det koste i omegnen af 50.000-60.000 kr. for at få de samme besøgende ind på hjemmesiden, og de gav få tusinde kroner for indlægget, fortsætter han.

– Det er ikke fordi, at samtlige af de her nogen og 20.000 køber et produkt, men de har været inde på hjemmesiden, og det gør så, at virksomheden kan målrette deres onlineannoncering mod de tidligere besøgende, understreger Kristian Scharling.

Vokser med kunden – og hjælper med både stort og småt!

Tekstbureauet er kommet langt siden den tid, hvor Scharling arbejdede gratis med tekstforfatning mod, at hans første ”kunder” ville henvise til ham, når andre virksomheder havde brug for en god tekstforfatter. Somera har nydt godt af at være under udvikling i tandem med kundekredsen.

– Nu er vi et forholdsvist ungt bureau på 4. år, hvor der hele tiden kommer nye muligheder, tendenser og interesser hos kunderne. Typisk er de virksomheder, vi arbejder sammen med, heldigvis også i vækst, så de udvider sig også enten til nye lande eller arbejdsområder, så der er hele tiden nye ting at tage fat på, siger Kristian Scharling.

Somera’ fokus på trods alt at holde fast i kerneservicen – at skrive gode tekster, der trækker kunder til – har placeret virksomheden i en unik position med minimal konkurrence, idet lignende forretninger typisk overgår til bredere marketingbureauer og nedprioriterer specialiseret tekstforfatning.

– Først og fremmest har vi helt overlagt valgt at sige, at vi er gode til det, der handler om tekster, så det er kun det, vi arbejder med, og så giver vi noget sparring til vores kunder om, hvor de måske kan gå hen og få lavet nogle videoer, et podcast eller andet, fortæller Kristian Scharling.

Skiftende kundetyper fordrer skiftende tilgange til, hvor meget Somera er inde over kundens virksomhed. Nogle kunder ønsker i første omgang blot blogindlæg eller effektiv e-mailmarketing, mens andre ønsker en bredere løsning, hvor Somera overlades en højere grad af autonomi med et dertilhørende ansvar, virksomheden gerne tager på sig.

– Når vi får lov at gå linen ud og har råderum til at lave noget kreativt og lidt ekstraordinært, skaber vi også rigtigt gode resultater for vores kunder, fortæller Kristian Scharling.

– Vi har også nogle rigtigt langvarige samarbejder, hvor vi virkeligt leverer noget, hvor man bare kan se, at det er langt ud over grænsestandarden, og hvad konkurrenterne gør, og det kan heldigvis måles på vores kunders bundlinje i sidste ende, forsikrer han. Somera

Tekstforfatning i en laissez-faire-kultur, hvor direktøren tager til Lissabon

Der er en laissez-faire-arbejdskultur på Somera’ kontorer med en høj grad af frihed til at tilrettelægge sin egen arbejdsdag. Tekster kan man skrive fra hvor som helst, hvilket direktør Kristian Scharling på det seneste har været flittig til at demonstrere.

Efteråret har han tilbragt med at rejse rundt i verden og forfatte en masse tekster i dialog med sine kolleger hjemme i Danmark. Det startede med en enkeltbillet til Geneve, så en måned i Frankrig, en måned i Lissabon og et par dage i Spanien efterfulgt af halvanden måneds rundrejse i Asien.

– Det har været et dejligt egoistisk valg for mig selv om, at jeg ville noget andet end bare sidde at arbejde og opbygge min forretning. Jeg var gået lidt kold i hverdagen herhjemme i Aalborg, hvor det bare handlede om at møde ind på kontoret, arbejde og hænge ud med venner, familie eller kæreste bagefter, beretter Kristian Scharling.

– Der skulle ske noget mere for mig, og så var det en dejlig test for mig selv i forhold til at rejse til et andet land, hvor jeg ikke kendte nogen, skabe nogle bekendtskaber og arbejde derfra, fortsætter han.

Her for tiden er Scharling atter i Danmark, inden han i januar først skal på skiferie og senere til Sydamerika. Fra den netop overståede rejse har han formået at løse mange forefaldne arbejdsopgaver for tekstbureauet ved de mange, luksuriøse destinationer.

– Det har ikke været en ferie, som mange tror. Jeg tror, jeg har arbejdet endnu mere, end jeg gjorde herhjemme. Men jeg har arbejdet på nogle helt andre måder – arbejdet når jeg havde lyst. Der har ikke været stor forskel på weekend og hverdag for mig, fordi det har været drevet af lyst, understreger Kristian Scharling.

Rejsen og den nye måde at arbejde på var for Scharling en meget lærerig oplevelse, der i Danmark kan omsættes til gavn for Somera og dens kunder. At blive trukket ud af hverdagen har givet Kristian Scharling inspiration til nogle interessante tiltag, og på den måde fortsætter Somera’ udvikling – nye, bedre services blomstrer frem hos tekstbureauet, der gerne vil levere noget kreativt og ekstraordinært!

ChammikaTea bringer smagen af Sri Lanka ind i tekøkkenet

Hvert år bliver massevis af spritnye virksomheder startet op i Aalborg. I 2016 var det omtrent en 1.000 stykker, og spændende bliver det at få tallet for 2017 om ikke så forfærdeligt længe. Aalborg er meget aktivt fremme, når det kommer til at støtte op om iværksætteri enten gennem gratis kontorpladser eller opkvalificerende tilbud – måske en anerkendelse af, at man i fremtiden skaber sin egen arbejdsplads?

For nærværende artikels vedkommende zoomer vi ind på ChammikaTea; en startup, der sælger te fra den sydasiatiske stat Sri Lanka og lige har lanceret sine første produkter: den grønne te Blue Horizon og den sorte Sweet Sunset Dream. Tesorterne skiller sig efter sigende ud fra andre ved deres søde smag – resultatet af den højde, teen er dyrket i. Bag virksomheden med den søde te er der en sød historie – og et omfattende arbejde.

Et møde med sin biologiske mor og en fantastisk kop te

Bag ChammikaTea står Maria Chammika Poulsen, 34 år og med en professionsbachelor i International Handel og Markedsføring fra UCN. Al teen kommer som sagt fra Sri Lanka, og hvorfor netop der? Det startede faktisk med en kvinde, der ville finde sin biologiske mor.

– Jeg er adopteret fra Sri Lanka og landede i Aalborg i ’83, hvor mine forældre var nede at hente mig. I 2011 fandt jeg min biologiske mor, som også rigtigt gerne ville møde mig. Så sprang jeg på en flyver ned til Sri Lanka og mødte hende, fortæller Maria Chammika Poulsen.

Og når man nu er rejst de ca. 8.000 kilometer fra Aalborg til Sri Lanka, skal man ikke glippe muligheden for noget sightseeing. Netop her fandt Maria Chammika Poulsen en kilde til inspiration, der senere mundede ud i ChammikaTea.

– Jeg rejste lidt rundt på Sri Lanka, og der var jeg inde at se den her tefabrik, som var over 100 år gammel. Jeg kom ind til fabrikken og så oppe bagved en masse damer, der gik med nogle kurve og plukkede de her lækre teblade i hånden, fortæller hun.

– Bagefter kom jeg ind og så fabrikken, hvor stort set alt blev håndteret manuelt ved håndkraft. Der var nogle få maskiner, men slet ikke som vi ser maskiner herhjemme i dag.

Hun fulgte tebladene gennem alle led af behandlingen og kom ud på den anden side, hvor hun smagte en fantastisk kop te, overrasket over hvor simpel produktionen havde været.

– Det kræver selvfølgelig noget at dyrke te, men når man kommer fra Danmark, og alting er så højteknologisk med produktionsudstyret i dag, så blev jeg meget fascineret over at se, hvordan det foregik dernede, siger Maria Chammika Poulsen.

– Så kunne jeg ligesom mærke inde i mig selv, at der var noget, der faldt på plads. Jeg har egentlig altid har haft en iværksætter i maven, så jeg tænkte, at her ville jeg gerne skabe noget, siger hun.

Startede virksomhed under studiet

Vejen fra idé til virksomhed er lang, og for Maria Chammika Poulsen var der mange både sædvanlige og usædvanlige udfordringer undervejs.

Hun begyndte at studere på UCN og valgte at søge ind på iværksætterforløbet UCN Next Step, hvor man bliver gearet til startup. Her kunne hun koble studie og startup sammen ved som sit bachelorprojekt at lave en forretningsplan for ChammikaTea. Så blev det et spørgsmål om at finde de rigtige leverandører.

– Da jeg var færdig med studiet, tog jeg på forretningsrejse i marts 2017 og holdt leverandørmøder. Jeg valgte fire virksomheder, som matchede de kriterier, jeg havde, og som jeg synes kunne være interessante, fortæller Maria Chammika Poulsen.

– Jeg så plantagerne, fabrikkerne og produktionsfaciliteterne. Det var et af mine krav, at jeg kunne komme ind og se de fysiske forhold, men også for at blive klogere på teindustrien. Det var en superfed oplevelse, og på den måde fandt jeg den leverandør, som jeg bruger i dag, siger hun.

Vil sælge kvalitetste – og en oplevelse ud over det sædvanlige

Her i Danmark står hun dog alene med virksomheden og har som sådan skulle håndtere juraen, økonomien, salg og markedsføring, dog med god sparring og NIN-timer (gennem et rådgivnings- og afklaringsforløb for bl.a. visse iværksættere, red.) fra de lokale væksthuse og erhvervskonsulenter. Kunne hun mon tænke sig flere kolleger inden for landets grænser?

– Udover de samarbejdspartnere, jeg har nu, så på sigt ja. Lige nu har jeg det fint med, at det bare er mig. Jeg er interesseret i at sælge et rigtig godt teprodukt, men samtidig også i at fortælle historien bag virksomheden og mine produkter. Jeg har en klar fornemmelse af, at kunderne i dag er interesseret i et teprodukt, som også har sit speciale og hver sin niche. Det er rigtig vigtigt, at kunderne ikke bare får et produkt, men en oplevelse ud over det sædvanlige.

Maria Chammika Poulsen er ikke i tvivl om strategien fremadrettet:

– Fremtiden er, at ChammikaTea skal have flere produkter på markedet, og kunderne skal opnå større kendskab til mit brand. Jeg vil rigtigt gerne intensivere salget og få det startet godt op på webshoppen. Jeg vil bare gerne give kunderne en fantastisk smagsoplevelse og samtidig fortælle en autentisk historie!

Du kan følge Maria og hendes virksomhed på hendes Facebook-side her


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev