Skip to main content

Tag: Ishockey

Julian Jakobsen – Vejen til succes

Julian Jakobsen er holdkaptajn for Aalborg Pirates, der ved DM-finalen i 2023 kunne hæve trofæet som forsvarende danske mestre. Hårdt arbejde og dedikation har ledt Aalborgdrengen vidt omkring i de europæiske ishockeyligaer, men trods de mange eventyr trak skæbnen Julian tilbage til sine rødder i det nordjyske i 2016, hvor han genfandt sit sportslige hjem i barndomsklubben.

De seneste sæsoner har været yderst succesrige for Aalborg Pirates, hvor holdet ikke blot har erobret tre nye Danmarksmesterskaber, men også har sikret sig to sejre i pokalturneringen. Ved disse sejre har Julian Jakobsen stået i spidsen som holdkaptajn. Han bliver ofte betegnet som en central nøglespiller på holdet, men da vi mødte ham på skøjtebanen i Gigantium, stod vi over for en ydmyg nordjyde.

Det kom lidt ud af ingenting

Lysten til at spille ishockey kom til Julian i en tidlig alder, hvor der ikke var en forventning om, at han skulle blive et talent. Det handlede om en lyst til at prøve forskellige sportsgrene af, og ishockeyen var én af dem, der satte sig fast.

– Jeg ville prøve at spille ishockey, da jeg var 4 år gammel, og det fik jeg så lov til – og lige siden har jeg nærmest ikke været til at rive ud af en skøjtehal. Det kom sig lidt af ingenting, og så er det bare blevet til noget rigtig stort, fortæller Julian.

Interessen for ishockeyen fortsatte igennem hans yngre år, samtidig med, at han spillede fodbold. Med tiden blev det klart, at han ikke kunne prioritere det hele.

– Jeg har som så mange andre drenge spillet fodbold, hvor jeg så sideløbende spillede ishockey. Så bliver man ældre og finder ud af, at der er én ting, man bliver nødt til at vælge til, og én ting man, bliver nødt til at vælge fra, uddyber han.

Det var den rigtige prioritering for Julian, og hans professionelle karriere begyndte så småt at tage form i 17-års alderen.

– Jeg fik mine første træninger som 17-årig på eliteholdet i Aalborg, og det var der, det gik op for mig, at jeg havde en eller anden form for talent, og en lyst til at prøve mig af som professionel sportsmand. Det ene tog lidt det andet, og jeg arbejdede rigtig hårdt, specielt i mine unge år, for at få en chance. Det har båret frugt i min senere karriere.

Tiden i de europæiske ligaer

Målet om at forfølge en professionel karriere lykkedes i den grad for Julian, og han har tilbragt flere år i andre europæiske ligaer.

– Det kom sig lidt af, at jeg fik mine tidlige professionelle år i Aalborg, både med succes, men også med lærerige oplevelser på bænken. På et tidspunkt var jeg et sted i min karriere, hvor jeg godt ville prøve mig lidt mere af. Det er altid sundt at få nogle nye øjne på ens kundskaber, så jeg tog et smut til Odense og havde to rigtig gode år, både på isen og udenfor, fortæller han.

I de år tog den professionelle karriere fart for Julian, da han både fik sin debut på landsholdet og deltog i VM. Det var også her, han fik øjnene op for andre europæiske ligaer, og rykkede karrieren til Sverige. Her var han tre år hos klubben Södertälje, der ligger syd for Stockholm. Disse år var dog en blandet oplevelse.

– Jeg tror ikke, jeg var helt klar til det. Det hed Eliteserien på daværende tidspunkt – den bedste liga i Sverige, men jeg fik chancen, lærte en hel masse, og trænede og spillede med nogle dygtige spillere. Men kampmæssigt nåede jeg aldrig helt derhen, som jeg håbede på, uddyber Julian.

Heldigvis for Julian rykkede holdet ned i den anden bedste række, hvor han nåede at spille ét år. Her var tiden præget af en masse spilletid, som gav ham muligheden for at udvikle sig og tage sporten til et nyt niveau.

– Det gjorde, at jeg fik muligheden for at komme til Tyskland, hvor jeg havde stor succes i den rolle, jeg fik tildelt. Jeg var rigtig glad for at være dernede, fortæller han.

Tiden i Tyskland nåede sin ende i 2016. For Julian betød det, at han skulle gå en ny vej, men det ser han ikke som noget skidt.

– Jeg har altid gået lidt mine egne veje. Jeg har selvfølgelig altid stillet op, men jeg har også følt, at hvis jeg har mere behov for et eller andet, så gør jeg det, fortæller han.

Da klubben lukkede, blev han nødt til at se mod andre steder, hvilket førte ham til Sparekassen Danmark og Aalborg Pirates.

– Jeg kendte heldigvis Bo Bojer, der er regionsdirektør i Sparekassen Danmark. Han har besøgt mig nogle gange i Hamborg. Jeg havde faktisk spurgt ham, inden vi lukkede, om det måske var muligt en dag at komme i betragtning til en finanselevuddannelse, forklarer Julian.

– Jeg kendte alle de mennesker, jeg skulle til at involvere mig med, så der gik jo ikke en uge, før jeg var ansat i Sparekassen og vi havde fundet en løsning med piraterne. Det er det der med at gå sine egne veje.

Leder af piraterne

Da Julian vendte tilbage til barndomsklubben i det nordjyske, blev han tilbudt at være holdkaptajn.

– Da jeg kom hjem for 7 år siden, blev jeg spurgt om jeg ville være kaptajn og det ville jeg selvfølgelig gerne. Det var en stor ære at komme hjem til min barndomsklub og få lov til at være leder, fortæller han.

Men Julian er ikke den typiske leder, der snakker en hel masse. Han har erfaret, at der er andre måder at gøre det på, som i højere grad består af at bygge rutiner og skabe gode erfaringer.

– Jeg har lært over årene, at det at være leder ikke nødvendigvis betyder, at man behøver at snakke en hel masse. Det er mere, at man er der for de andre drenge i omklædningsrummet og står op for dem. Og så mere eller mindre at gå forrest med hårdt arbejde, fortæller han.

Denne lederstil er der, ifølge Julian, blevet taget godt imod. Da han var skadet i starten af sæsonen, kunne kaptajnen roligt læne sig tilbage, for Aalborg Pirates er ikke et hold, der mangler ledere.

– Vi har rigtig mange ledere, og vi har mange, der kan tage ansvar. Det er klart en styrke. At det så er mig, der bærer kaptajnrollen, gør ikke den store forskel – men det er en ære at kunne få lov til at repræsentere holdet på den måde, uddyber han.

Julian er i de sidste sæsoner blevet omtalt som en vigtig nøglespiller, men spørger man nordjyden om dette, skinner hans ydmyghed tydeligt igennem.

– Jeg er selvfølgelig stolt over det, og det kan være en måde, hvor man får lidt bekræftelse på, at de ting man gør, er de rigtige. Men det er ikke kun mig. Det er også resten af holdet, det er organisationen, det er teamet omkring, der er med til at skabe det og er med til, at man har det godt, og som gør, at man kan præstere.

Tiden på landsholdet

Sideløbende har Julian også været en stabil del af landsholdet, hvor han debuterede i 2007 under daværende landstræner Mike Sirant.

– Jeg var nervøs. Der var mange spillere, jeg havde set op til, siden jeg var helt ung. Jeg kom ind på et hold, hvor der var mange ældre, jeg kunne lære noget af, og det har jeg helt sikkert nydt godt af, fortæller Julian.

Han formåede at bide sig fast og var en del af landsholdet i næsten 15 år, hvor han spillede 206 kampe.

– Det har givet nogle gode oplevelser, og det har givet noget rigtig god hockey. Det har gjort, at man kan måle sig på et niveau, man måske ikke nødvendigvis kan til daglig, og det er også noget, jeg har sat rigtig meget pris på.

Det særlige ved landsholdet er, at spillerne er spredt ud under sæsonen, hvor de samles, når turneringerne skal spilles. For Julian kan det sammenlignes med at komme hjem til familie.

– Man er samlet, man bor på hotel, man spiser sammen, man træner sammen, man har måske en enkelt tur i byen sammen. Man er en familie på en helt anden måde, fordi man ikke ser hinanden så meget, og det har været fantastisk fedt, siger han med et smil.

Oplevelser har der været mange af, både op- og nedture, men Julian er ikke i tvivl om, hvad han mindes bedst fra tiden på landsholdet.

– Rent sportsligt, og hvad vi regnede med, at vi kunne præstere, var det VM i Tyskland i 2010, hvor vi kom i vores første kvartfinale i mit andet VM. Det husker jeg tilbage på, som var det i går, fortæller han.

Det civile arbejdsliv følger med

Det er ikke kun sammenholdet på skøjtebanen, der betyder noget for Julian. Det er i lige så høj grad sammenholdet, han oplever i sit job ved Sparekassen Danmark.

– Det fungerer rigtig, rigtig godt, og jeg er egentlig lige så glad for det arbejde, som jeg er for at komme herud på banen. Så det var rigtig fedt, at det kunne lade sig gøre dengang, ellers så tror jeg faktisk ikke, at det var her, jeg havde siddet i dag, fortæller han.

I timerne ved Sparekassen Danmark sidder Julian som kundesupporter. Her hjælper han rådgiverne med at producere dokumenter, servicere kunder og lave de dagligdagsting, som rådgiverne ikke nødvendigvis har tid til. Her er det særligt tiden på telefonen, der giver ham energi, og han er ikke bleg for at tage en ekstra tørn ved røret.

– Typisk, når jeg er derinde, så siger jeg ‘I kan bare logge af, så tager jeg telefonerne’, fortæller Julian grinende.

Det er tydeligt at se, at han er taknemmelig for den løsning, han fik med Sparekassen Danmark i sin tid. Det er særligt fleksibiliteten i jobbet, som gør, at det kan løbe rundt i hverdagen.

– Jeg håber, at der er flere der kan få en løsning, som jeg har haft, og stadig har. Vi har et vældig godt samarbejde, hvor jeg har cirka 15 timer om ugen. Så har jeg typisk lidt flere timer om sommeren, hvor der ikke er kampe og der er lidt mere ro på hverdagen og lidt mere stabilitet, fortæller Julian.

Selvom arbejdet indebærer fleksible timer, har det stadig været perioder, hvor presset virkelig kunne mærkes.

– Det var sindssygt hårdt de første par år, for der havde jeg min finansuddannelse. Jeg var der ikke 37 timer, og der var de også fleksible, men jeg var der meget. Det var hele tiden, at hvis jeg ikke var til ishockey, så var jeg på arbejde eller i skole, og så direkte til kamp, og der kom da også en efterreaktion i 2019-2020, fortæller han.

Med tiden har han dog lært at navigere i timerne og acceptere, at der skal være plads til at arbejdsbyrden kan prioriteres til og fra.

– Det hænger ikke altid sammen, og det lærte jeg på den hårde måde. Men nu hviler jeg meget mere i mig selv, og jeg tror også, det er derfor, jeg kan præstere på det niveau, jeg kan. Jeg har lært at fortælle mig selv, at selvom du gerne vil være pligtopfyldende, så kan du ikke det hele tiden.

Familien kommer i første række

Når der skal prioriteres mellem ishockey, Sparekassen Danmark, familie og fritid tøver Julian ikke et sekund, når man spørger, hvad der egentligt kommer i første række.

– For mig kommer familien i første række, og resten kommer lidt i anden og tredje række. Jeg tror, at når man har det sådan, er det egentlig nemt at navigere i. Man skal selvfølgelig på arbejde og man skal selvfølgelig til træning, men jeg prioriterer helt sikkert, at de har det godt først, fortæller Julian.

Når familien har det godt, giver det Julian et overskud, som er nødvendigt for ham for at få de andre dele af hverdagen til at hænge sammen.

– Når de har det godt, så tager jeg på arbejde i Sparekassen og til træning med god samvittighed og overskud, og når jeg gør det, kan jeg også levere. Det er selvfølgelig ikke altid lige nemt, men det tror jeg ikke, at det er nogle steder. Jeg tror, alle familier har deres udfordringer, fortæller han.

Det, der fungerer særligt godt i hjemmet i Klarup, er, at der er en fælles bevidsthed om at prioritere hinanden og familien der- hjemme. Selvom det betyder, at der nogle gange er andet, der kommer i anden række.

Ishockey i blodet

Julian er vokset op med en mor og far, der har hjulpet ham godt på vej i ishockeyens verden. Der har været rum til at afprøve forskellige sportsgrene, så der har aldrig ligget et forventningspres på, at det skulle være ishockey. Denne indstilling tager Julian med sig videre, når det kommer til sønnen Arthur.

– Vi er begyndt til lidt ishockey om lørdagen. Nogle dage synes han, det er rigtig sjovt, og nogle dage er det lidt tungt. Gider han ikke, så er vi store nok forældre til at spørge, om han er sikker, og er han det, så kører vi hjem og laver noget andet, fortæller Julian.

Selvom sønnen kun er 4 år, har han været med til træning flere gange, og har allerede lært, hvad sammenhold og kammeratskab betyder i hallen.

– Vi var herude i onsdags, hvor vi faktisk havde en fridag. Vi var bare lige ude og røre os lidt, og han blev ved med at sige ‘Far, far, hvor er alle vores kammerater henne?’ og det var så fordi, vi var her lidt senere, og de andre nok havde været her tidligere, fortæller Julian smilende.

Ishockey er ikke noget nyt i familien, hvor Julians nevø på 8 år spiller, og der også er flere store talenter. Både Julian selv og hans yngste søster, Josefine Jakobsen, har markeret sig stærkt inden for sporten. Josefine har blandt andet fungeret som kaptajn på kvindelandsholdet i flere år. Dog betyder det ikke nødvendigvis, at Arthur skal følge den samme vej.

– Han har det jo lidt fra familiens side. Men hvor langt han driver det, og om han har lyst til at spille ishockey, det er hans eget valg, fortæller Julian.

Fremtiden er stadig åben

Ishockeykarrieren har ført Julian langt omkring i sportens verden, og han har mange minder og oplevelser med sig i bagagen. Men fremtiden er stadig åben for ishockeytalentet.

– Jeg vil da sige, at der er mange muligheder, og dem skal man jo forsøge at indskrænke. Men jeg er også kommet dertil, hvor jeg ikke bruger så meget tid på det, fortæller han.

Selvom han ikke bruger meget tid på at tænke på fremtiden, er han dog sikker på, at ishockeyen ikke bliver lagt bag ham lige foreløbig.

– Jeg synes, det her er rigtig sjovt stadigvæk. Jeg synes ikke, det er et færdigt projekt. Vi har vundet tre mesterskaber de sidste tre år, to pokaltitler, og har været forsvarende mestre de sidste to år. Så længe jeg synes, det er sjovt, og så længe jeg synes, jeg kan være med, så går jeg egentligt ikke og tænker helt vildt meget over, hvad der så skal ske, når det engang er slut, uddyber han.

For nylig har han underskrevet en kontrakt på tre år mere hos Aalborg Pirates. Men om det bliver til to eller fire år vides ikke med sikkerhed. Når han en dag stopper, er der dog ingen tvivl om, hvad han vil savne mest.

– Den dag jeg stopper, er det ikke nødvendigvis fordi, jeg kommer til at savne kampe, men det er atmosfæren i for eksempel omklædningsrummet. Jeg ville savne sammenholdet. Det er en speciel verden, der er svær at forklare, fortæller Julian.

Fakta

Navn Julian Jakobsen
Alder 36 år
Stilling Holdkaptajn hos Aalborg Pirates og kundesupporter hos Sparekassen Danmark
Civilstand Gift med Michelle
Børn Arthur på 4 år
Opvokset I Klarup, hvor han nu bor med sin familie

Lyt til interviewet med Julian Jakobsen:

Aalborg Pirates bliver fejret på Gammel Torv

Aalborg Pirates vinder igen DM-guldet, og det bliver fejret på fredag kl. 16 på Gammel Torv. Her vil borgmester Thomas Kastrup-Larsen modtage de nykårede danske mestre til en officiel fejring på Aalborg Rådhus.

Aalborg Pirates genvandt tirsdag aften DM-guldet efter en sejr på udebane over Herning Blue Fox. Danmarksmesterskabet bliver fejret på Gammel Torv fredag kl. 16, og alle er velkomme til at være med til at hylde de danske mestre på Gammel Torv.

“Jeg sender et kæmpestort tillykke til Aalborg Pirates. Det er enormt flot, at de hiver guldet med hjem igen i år. Aalborg Pirates fortjener at blive fejret af byens borgere og mange fans her på Gammeltorv på fredag. Jeg er som borgmester enormt stolt over Aalborg Pirates, og at vi har så dygtige sportsklubber i Aalborg, at de tager guldet med hjem – ikke bare en men flere gange,” siger Thomas Kastrup Larsen og fortsætter:

“Det er guld værd, at Aalborg Pirates har leveret så fantastiske resultater, som helt sikkert vil smitte af på en masse små ishockeyspillere ude i klubberne, der lige træner lidt ekstra, fordi de drømmer om at opnå samme resultat en dag.”

Aalborg vandt senest mesterskabet i 2022 og i 2018, mens holdet under navnet AaB Ishockey også vandt titlen i 1981.

Når spillerne ankommer på fredag bliver de modtaget af borgmesteren på Gammel Torv og de fremmødte fans, herefter går spillerne og borgmesteren ind til et lukket arrangement i byrådssalen, der varer omkring en halv time, og bagefter kommer spillerne igen ud på Gammel Torv.

Jeg kan virke ubarmhjertig

Han er kontant, målrettet og drevet af passion. Når direktøren for Aalborg Pirates helliger sig en sag, får intet lov at komme i vejen. Det har kostet venskaber og forhold, men sådan må det være, når man hedder Thomas Bjuring. Han er drevet af suset ved at gøre det, som andre ikke tror, han kan. Det handler om anerkendelse, en fraværende far, en stærk vilje og ikke mindst: Karate Kid!

Karate Kid! Det var den film, der gjorde mig interesseret i kampsport. Jeg blev meldt til, da jeg var ni år og fra den dag cyklede jeg til træning tre gange om ugen. Fem kilometer hver vej. Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved, om jeg skulle af sted, for det var det helt rigtige for mig!

Thomas Bjuring, 36, er tilbage i barndommens Esbjerg. I karateklubben hvor han lærte at kæmpe så godt, at han siden blev én af de bedste i verden. Kampsporten satte kursen for hans liv og han er ikke i tvivl om, at han er, hvor han er, fordi han ikke bare trænede sin krop, men også sin viljestyrke og sin respekt for andre – og sig selv.

Jeg kunne ikke være stille i skolen, men jeg lyttede til min træner. Der var faste rammer og et respektfuldt miljø i klubben, som lærte mig meget, fortæller Thomas Bjuring.

Før han fortæller mere om barndommens land, spoler vi frem til nutiden.

I dag er Thomas Bjuring nemlig præsident for Dansk Karate Forbund, og så er han direktør for både sit eget firma og for ishockeyklubben Aalborg Pirates.

Den sidste titel havde han ikke lige forestillet sig, før han tiltrådte for tre år siden, men han og bestyrelsen har formået at vende røde tal til sorte i klubbens regnskaber. Faktisk er det første gang i 50 år, at Aalborg Pirates har overskud.

Jeg har haft succes med at vende udviklingen. Ikke fordi jeg havde én baggrund med ishockey, men fordi jeg har en forretningsmæssigt baggrund, siger den 36-årige chef.

Han har hentet frisklavet kaffe i Gigantiums cafe og byder indenfor i mødelokalet på førstesalen med udsigt til Gigantium Isarena, som lige nu ligger øde hen.

Her er stille, men det er også tidligt mandag morgen og ingen af de øvrige medarbejdere fra Aalborg Pirates er mødt endnu. Sådan kan Thomas Bjuring også bedst lide det:

Når de andre er her, så skal der svares telefoner og ordnes masser af praktiske opgaver. Derfor møder jeg før de andre og går som regel senere, for så har jeg tid til det, der er min opgave her: At udvikle klubben.

Selvom det indtil videre er gået meget godt med dét projekt, så er Thomas ikke en mand, der hviler på sin succes:

Folk spørger mig nogle gange, om jeg er meget klogere end andre, siden jeg er så god til det, jeg laver, men der er mange, der er bedre og klogere end mig. Jeg er ikke klog. Jeg arbejder bare mere!

Han griner, men mener det.

Thomas knokler 10-12 timer om dagen, seks dage om ugen og nyder det:

Sådan en søndag, hvor alle andre har fri, kan jeg godt tænke „Hvorfor?”, når jeg kører herud, men så snart jeg er i gang, bliver jeg optaget af det, jeg laver, og så går der let syv timer. Det passer mig fint at arbejde meget, erkender han.

Esbjerg

I folkeskolen var det lidt anderledes. Thomas Bjuring havde let ved skolearbejdet, faktisk så let at han begyndte at kede sig:

Jeg var både elsket og hadet af lærerne. Elsket fordi jeg var dygtig, men hadet fordi jeg også havde krudt i røven og lavede noget larm. Hele vejen igennem skoletiden var jeg den friske fyr. Jeg havde aldrig lektier for, for jeg blev altid færdig henne på skolen og jeg tror, at lærerne kunne lide mig, men de syntes også, at jeg var træls.

Thomas voksede op i Esbjerg, hvor han boede med sin mor og lillebror. Hans biologiske far har han aldrig mødt og Thomas mindes en barndom, hvor han syntes, at han manglede to ting. En far og en ældre søskende:

Jeg var handicappet af, at jeg ikke var én af dem, der havde en storebror eller en storesøster. Det betød, at jeg skulle tænke mig om og være smart, for der var jo ingen til at komme og redde mig, sådan som jeg forestillede mig, at en ældre søster – eller bror, kunne. Til gengæld gjorde det, at jeg var nødt til at være fremsynet, og jeg lærte også at slås for de ting, som jeg ville have og som betød noget for mig.

Da Thomas fyldte ni år mødte han karaten, der blev afgørende for hans udvikling. Han fandt et forbillede, en faderskikkelse om man vil, indenfor sporten:

Hele min barndom søgte jeg kammerater med stærke faderfigurer. De tog os med ud at fiske og sådan noget. Når jeg tænker tilbage, så var de måske ikke specielt stærke eller særligt specielle, men de var der! Min mor siger, at jeg søgte en far ufatteligt meget! Da jeg så begyndte i karateklubben blev det anderledes, for jeg fandt en faderfigur i det miljø. Der var en styring og en kontrolleret form for samvær, som gjorde noget godt for mig. Jeg har altid været fascineret af forbilleder, og er det stadig, og både dengang og nu giver det mening for mig at omgive mig med folk, der kan noget. Som jeg kan lære af og blive inspireret af.

Karate Kid

Thomas var god til karate. Så god at han kom på ungdomslands- holdet og tidligt vidste, at det var det han ville. Eneste forhindring var hans mor:

Jeg ville være flyttet hjemmefra som 15-årig, men det måtte jeg ikke for hende. Det var frustrerende, for jeg vidste, hvor de bedste var, og der ville jeg også være, men jeg måtte vente.

Da Thomas blev 17 flyttede han til Aalborg, begyndte på Team Danmarks fireårige gymnasieforløb og kom under træner Allan Busks vinger. Den landskendte træner blev som en far for Thomas.

Jeg var en stor knægt dengang, og han blev som en far for mig. Vi rejste rundt i verden sammen og den dag i dag, har vi et nært forhold. Ikke det samme forhold som dengang, for i takt med at jeg blev ældre, blev vi mere ligeværdige. I dag er vi bedste venner, erklærer Thomas.

Flytningen til Aalborg blev et vendepunkt for den unge Thomas, for der, i den fremmede by, langt fra Esbjerg, tog han et valg:

Jeg kan huske en weekend, hvor jeg lå på sengen i mit værelse. Jeg tænkte: „Hvad skal jeg lave i aften?” og nåede frem til, at jeg ikke skulle noget, for jeg havde ingen at ringe til. Jeg overvejede alvorligt, om jeg skulle tage hjem til Esbjerg, for der var jeg jo en populær mand på grund af karaten. Hvis jeg gik en tur ned ad gågaden der, så mødte jeg stensikkert nogle, som jeg kendte. Det ville ikke ske i Aalborg, for jeg kendte ingen! Jeg tror, at jeg overvejede det i en times tid og endte med at konkludere, at hvis jeg tog tilbage, så skulle jeg viske alle mine planer for karaten væk, fortæller Thomas og tilføjer:

Jeg blev og tænkte aldrig over det siden!

De følgende ni år levede han for karaten. Blev Europamester og opnåede at være den tredjebedste i verden. Så stoppede han:

Jeg var én af de tunge drenge og kunne se, at jeg ikke kunne blive ved med at træne mig op til at være blandt de bedste. Uden et mål var det ikke længere attraktivt, så jeg stoppede og har ikke dyrket karate siden. Jeg har aldrig dyrket sport for sjov! Når jeg foretager mig noget, så er der kun én vej.

Thomas Bjuring kunne løfte pokalen, da Aalborg Pirates blev Pokalvinder 2018 med en sejr på 5-2 over Rungsted Seier Capital d. 20. januar

Sejrens sødme

Dén vej er den, der fører til målet, men den har også medført en vis alenehed for Thomas Bjuring. Det koster på privatkontoen, når målet får første prioritet, men sådan er han og det står han ved:

Jeg er ubarmhjertig i alt, hvad jeg foretager mig. Det skal slet ikke lyde som pral, men jeg får projekter tilbudt uafbrudt og det er fordi, de ved, at hvis jeg helliger mig noget, så buldrer jeg derudaf, erkender Thomas.

Det beviste han til fulde, da han et par år efter, at han droppede karatekarrieren, satte han sig for, at gennemføre en Ironman på under ti timer.

Ingen troede på, at det kunne lade sig gøre, men det gav mig bare endnu mere lyst til at bevise at jeg kunne, fortæller Thomas.

Derfor hyrede han en personlig træner, stod op klokken 5 om morgenen for at træne. Derefter arbejdede han ti timer og trænede igen om aftenen. I weekenden trænede han endnu mere og sådan var hans liv i halvandet år:

Jeg var direktør i to firmaer og præsident i karateforbundet, så jeg lavede ikke andet end at træne og arbejde i den periode. Jeg deltog ikke i noget, jeg så ikke nogen og kæresten røg også.

Tonen er konstaterende, for i Thomas Bjurings verden må der indimellem ofres, for at holde målet i sigte. Ikke overraskende gennemførte han sin Ironman på ni timer og 40 minutter:

Tanken om at det kunne lade sig gøre, kan stadig booste mig. Jeg husker også tydeligt, hvordan det var, at stå øverst på skamlen, da jeg dyrkede karate. Det giver mig energi.

De mange timer brugt på sport og arbejde er givet godt ud, føler Thomas, der erkender, at han trives bedst i en tætpakket kalender:

Siden jeg var 15 år, har jeg vidst, hvad jeg skulle lave hver eneste dag. Det giver tryghed at vide, hvad jeg skal, erkender han og tilføjer:

Jeg har lige været ni dage i USA og jeg holdt ikke fri en eneste dag. Selvom jeg for nylig har lært at sætte autosvar på, når jeg holder ferie, så tjekker jeg min mail, hver dag, og svarer på de ting, jeg skal. Det er normalen i mit liv og sådan kan jeg lide det.

Inspiration

Snart får normalen en lidt anden form for Thomas Bjuring. Til sommer får han nemlig sit første barn sammen med kæresten Sabine B. Pedersen, 31, der er professionel håndboldspiller.

Jeg er ikke nem at leve sammen med, men min nuværende kæreste forstår, hvem jeg er. Vi har en gensidig forståelse og ved begge, at hvis udgangspunktet for en normal familie er, at mor og far arbejder fra 8-16, så bliver vi ikke en normal familie, men så er der heldigvis så mange andre måder, man kan gøre det på.

Selv er Thomas heller ikke vokset op i en typisk kernefamilie. Han boede med sin mor og bror og nåede aldrig at møde sin biologiske far, der nu er død. Det har sat tanker i gang, nu hvor der er en ny generation på vej med planlagt ankomst i juni:

Jeg kan ikke vise mit barn, hvor – og hvad – jeg kommer fra. Jeg har haft gode faderfigurer i mit liv, så jeg mangler ikke manden, i form af min far, men jeg har en nysgerrighed på, hvad jeg er kommet af og hvad jeg giver videre. Det får jeg aldrig svar på, erkender Thomas.

Udsigten til at blive far, hans 36 levede år og de mange års erfaring som iværksætter og forretningsmand har gjort Thomas mere bevidst om, at livet har flere facetter. Flere, og nye, værdier:

I mit job, og som menneske, er jeg afhængig af folk, der inspirerer mig. Jeg elsker at være sammen med mennesker, der inspirerer mig. Samværet booster mig og jeg er fyldt af, at jeg gerne vil kunne motivere mine medarbejdere og medmennesker på samme måde. Jeg ved, at andre kan føle, at jeg er hård. Min højde, stemme og fremtoning er med til at gøre, at jeg fylder meget. Jeg ved, at det virker skræmmende på nogen. Jeg kan godt se, at jeg simpelthen tager styringen, når jeg går ind i et rum og det skal jeg ikke altid gøre. Når jeg taler med mine medarbejdere, så kan jeg måske komme til at tage modet fra dem, fordi jeg altid er så velforberedt. Mit mål er at sende folk af sted med mere energi, end da de kom, fortæller han.

Thomas ́ mål for klubben er ikke at vinde guld! Han indrømmer, at det naturligvis ville være skønt og det ville bestemt gøre alting nemmere.

Men i bund og grund kan jeg ikke gøre noget på den bane. Det er spillernes afdeling. Jeg kan sætte nogle rammer op, for det er min styrke og så kan vi drømme om guldet. Guld er en drøm, men ikke et mål.
[one_half padding=”10px 10px 10px 10px”]

FAKTA

Thomas Bjuring
Født 1981 i Esbjerg
Højde 198 cm
Familie Kæreste, håndboldspiller Sabine Pedersen
Søskende Lillebror
Civilstatus Samlevende
Uddannelse Bachelor fra AAU i dansk og medievidenskab. Sidefag i psykologi
Børn Et på vej til juni
Bopæl Aalborg
Karriere Direktør for Aalborg Pirates, ejer og direktør i BK Rengøring ApS samt præsident for Dansk Karate Forbund

Aalborg Pirates

Klubben blev oprettet i 1967 som en afdeling i sportsklubben AaB. I 1980 blev AaB Ishockey udskilt fra AaB i foreningsregi, men fortsatte under samme navn indtil 1997, hvor klubben fusionerede med Ishockeyklubben Aalborg og frem til 2003 optrådte under navnet Aalborg Ishockey Klub (AIK). Siden sæsonen 2012/2013 overtog et nyt selskab, ved navn Aalborg Ishockey A/S, licensen og siden har holdet optrådt i Metal Ligaen Ligaen som Aalborg Pirates. Piraterne har hjemmebane i Gigantium Isarena, som med 5000 tilskuerpladser er Danmarks største ishockeyarena.

[/one_half][one_half_last padding=”10px 10px 10px 10px”]

Thomas Bjuring om

Penge
Jeg er enormt fascineret af penge. De er ikke alt, men en stor motivation.

Træning
Jeg har det bedst, når jeg træner en time om dagen. Når jeg i perioder ikke gør det, så har jeg følelsen af, at jeg har glemt at hente et barn i børnehaven. Selvom jeg ikke har børn, endnu, så er det den dårlige samvittighed. Som minimum får jeg løbet et par gange om ugen.

Fritid
Jeg har sat mig for, at jeg skal læse en halv time hver dag! Jeg læser kun faglitteratur, for hvis jeg læste skønlitteratur, ville jeg føle, at jeg snød i timen. For mig ville det være spildtid.

Mål
Jeg har et mål med alt. Hvis der ikke er et mål, så er det ikke attraktivt for mig.

Venskaber
Jeg har mange nære venner og gode kollegaer, som jeg sætter stor pris på. Tiden spiller ofte en rolle i forhold til, hvor meget tid vi kan bruge sammen. Men mine rigtige venner forstår mig – og det er vel rigtigt venskab.

Kærlighed
Jeg har fundet kærligheden i mit liv.

[/one_half_last]


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev