Skip to main content

Tag: hund

Populære hundenavne i 2022

Hunde er trofaste, men det er hundeejere også, når kæledyret skal have et navn. Derfor er der også kun blevet plads til to nye navne på listerne over Danmarks mest populære hundenavne i 2022.

Hvert år laver Agria Dyreforsikring en liste med de mest populære hundenavne blandt alle de hunde, der tegnede forsikring hos dem i året der gik. I 2022 var de mest populære navne for tæverne Molly og Luna, mens det for hanhundene var Charlie og Eddie.

Det er kendte navne på listen fra tidligere år, men det er heller ikke altid nemt at finde på et navn til familiens nye kæledyr. Derfor hentes inspirationen da også mange steder fra. For eksempel i Disney-universet hvor de eneste to nye navne på listen – Coco og Simba – er kendte figurer.

Hvis du har brug for inspiration til, hvad familiens nye kæledyr skal hedde, og du ikke lige kan komme i tanke om en passende Disney film, så kan du måske lade dig inspirere af denne liste over de mest populære hundenavne i 2022. Vil du helst skille dig ud fra mængden, når du kalder på Fido i hundeskoven? Så kan du også bruge listen til at se hvad du skal gå udenom, når navneskiltet skal indgraveres!

Mest populære tævehundenavne i 2022

1.    Molly
2.    Luna
3.    Bella
4.    Coco
5.    Wilma
6.    Maggie
7.    Alba
8.    Millie
9.    Karla
10.  Freja

Mest populære hanhundenavne i 2022
1.    Charlie
2.    Eddie
3.    Balder
4.    Milo
5.    Max
6.    Carlo
7.    Simba
8.    Ludvig
9.    Anton
10.  Buster

 

 

Hvor langt skal du gå med hunden?

De fleste hundeejere har nok stillet sig spørgsmålet på et eller andet tidspunkt – hvor langt skal jeg gå med hunden? Svaret er desværre ikke entydigt, men Agria Dyreforsikrings hundeekspert giver her en forklaring på, hvad der er vigtigt at vide.

Det står ned i stænger udenfor. Vinden rusker i træerne. Du kunne tænke dig alt andet, end at gå en tur med hunden lige nu, men du bliver nødt til det; for hundens skyld. Men hvor langt behøver I at gå, før I begge igen kan være tilbage i varmen?

“Hvor langt en hund har brug for at gå, kommer an på flere ting,” fortæller Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring. “Hundens race, alder, fysiske form og hvad den ellers har af aktivitet i løbet af dagen. En tommelfingerregel er dog, at voksne hunde har brug for at blive luftet i mindst 30 minutter to gange dagligt, hvilket for de fleste er morgen og når familien er hjemme fra arbejde. For hvalpe er der tale om noget kortere ture, men oftere i løbet af dagen. Hundene har bedst af at løbe løs i varieret terræn og har man en gammel hund, skal den ikke glemmes. Mange ældre hunde kan sagten klare 30 minutters gåtur i rolig tempo, hvis fysikken tillader det og man varmer op med frisk gang i snor, inden den slippes løs.”

Motion og aktivering – hvad er forskellen?

Når vi taler om aktivering, er det ikke kun når man går tur med hunden. Der er egentlig tale om to forskellige aspekter: motion og aktivering, forklarer Lotte Evers: “Motion er den fysiske udfoldelse der holder hunden i form, mens aktivering er det, der populært kaldes for hjernegymnastik. Det kan være alt lige fra det hunden oplever under turen, for eksempel dufte, at lede efter godbidder, og balanceøvelser, til problemløsning hjemme i stuen og andet samvær med sin ejer.”

Ved den ideelle aktivering får hunden altså opfyldt sine behov for begge dele. Selvom det ofte er det modsatte, der er problemet for de fleste hunde i Danmark, kan hunden også få for meget: “Du kan både over-motionere din hund, så den får skader og aktivere den alt for meget, så den begynder at få adfærdsproblemer. Så det handler om at finde en balance hvor fysisk og mental motion tilpasses den enkelte hund,” siger Lotte Evers.

Huskeliste til den gode gåtur

Lotte Evers kommer her med en liste, som kan hjælpe dig med at finde opskriften til en rigtig god gåtur:

  1. Gå med hunden mindst tre gange om dagen, med mulighed for at løbe løs på mindst to af de tre ture.
  2. Gå med hunden i mindst 30 minutter for voksne hunde, kortere men oftere ture for hvalpe. Husk de ældre hunde også skal med på tur.
  3. Varier dine ruter på de faste gåture og gå tur i forskellige områder med varieret terræn.
  4. Lav øvelser undervejs på turen – f.eks. søgning efter godbidder eller balanceøvelser.
  5. Varm hunden op med lidt frisk gang i snor, inden du slipper den.
  6. Hold pauser undervejs, og gå ikke længere ture end hunden kan holde til, både fysisk og mentalt.

 

 

 

Introducer hund og baby for hinanden

Familieforøgelse er en dejlig ting, men hunden forstår ikke nødvendigvis hvad der foregår og deler ikke altid glæden med de nybagte forældre. Derfor giver Agria Dyreforsikrings hundeekspert dig her en række råd om, hvordan man kommer godt fra start med hund og baby.

 

At få en lille baby er ofte en stor omvæltning, ikke bare for de nye forældre, men også for familiens hund. Derfor er det ikke altid lige til at sige, hvordan hunden reagerer, når den nye baby flytter ind. Heldigvis er der en række ting, du kan gøre for at forbedre chancerne for god harmoni i jeres lille familie.

Undgå at bryde hundens vaner

Hunde er vanedyr, og derfor er det vigtigt at tage hensyn til dens vaner, fortæller Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring:

“De fleste hunde har faste rutiner og vaner i livet med deres ejere, som er en fast del af hverdagen, for eksempel hvornår der bliver gået tur, hvornår hunden får mad, og hvor den må opholde sig. Det er vigtigt at opretholde så mange af de faste rutiner som muligt, selvom der er ankommet en baby til flokken. Hvis der bliver lavet for meget om på rutinerne, kan hunden begynde at føle sig utryg. Den bliver stresset over ændringerne i dagligdagen, samtidig med at fokus ikke længere er på hunden, men på den nye baby.”

I god tid inden babyen lander kan det derfor være en fordel at gennemtænke, hvordan den nye hverdag kommer til at se ud og allerede dér opdage steder, hvor hundens rutiner vil blive påvirket. Hvis du tror, at hundens vante rutiner kan komme i karambolage med den nye hverdag, så sørg for at ændre jeres rutiner i god tid, inden baby kommer til verden. På den måde undgår man, at hunden både skal forholde sig til ændringer i rutinen, samtidig med at ejerne måske ændrer adfærd, babyen græder, og det alt sammen skaber en mere uforudsigelig hverdag.

Træn hunden i et liv med baby

En anden ting man med fordel kan gøre, inden baby er kommet til verden, er at træne hunden i, hvordan man som ejer reagerer, når der kommer et nyt og krævende familiemedlem, forklarer Lotte Evers:

“Babyer kan være ganske uforudsigelige med de lyde, de kommer med. Det ene øjeblik griner de, mens de det næste skriger højt og længe. Man kan træne hunden, så den bliver mere tryg ved høje babylyde. Ofte vil man rejse sig hurtigt, når baby græder. Det kan man træne ved at afspille babylyde og rejse sig hurtigt op og gå ind i soveværelset. Start med at have volumen lav og kast et par godbidder til hunden, hver gang du rejser dig. Over tid kan du skrue op for volumen. Træn det flere gange dagligt over et par uger, så hunden har “øvelserne” i frisk i erindring, når baby kommer hjem.”

Er hunden vant til at blive luftet på bestemte tidspunkter, kan det være, der må arrangeres en hundelufter i den første tid, så hunden fortsat kan få det aktive liv, den har haft, før baby kom til.

Er hunden vant til at følge jer med rundt i hele huset, kan det være en god ide at træne, at den kan være bag ved et babygitter eller i en kravlegård. På den måde kan hunden hygge sig med noget lækkert uden at føle sig lukket væk fra familien, når baby får en alder, hvor der skal kravles rundt på gulvet.

Med en baby kommer der også legetøj og andre småting på gulvet. Træn “bytte leg” med hunden, så den er tryg ved at aflevere de ting, den måtte finde på gulvet. Så undgår I konflikter og farlige situationer, hvis hunden finder noget, den ikke må spise.

Sådan kan der være flere rutiner i hverdagen, som må ændres. Det vigtigste er, at man kommer igang i god tid, da det tager meget lang tid at ændre på eksisterende vaner. Forsøg at tænke hunden med i dagligdagen med baby, så den oplever overgangen så blid som muligt.

Tøv ikke med at kontakte en ekspert ved problemer

Hvor succesfulde I er med træningen fra start afhænger nok af, hvor veltrænet hunden generelt er. Søg træningsråd hos dygtige hundefolk, og  giv ikke op, hvis træningen ikke går helt så hurtigt fremad, som I havde regnet med. Bliv ved, og brug så meget tid på det, som I nu kan. “For det vil give jer alle sammen et bedre udgangspunkt for hundens og babyens første tid sammen,” fortæller Lotte Evers, og kommer med en afsluttende bemærkning:

“Det er vigtigt at huske på, at hunde aflæser os mennesker. Jo roligere og mere i afslappede vi er, desto mere tryg føler hunden sig. Men skulle hunden alligevel blive utryg overfor jeres baby, eller virker det hele lidt uoverskueligt, så tøv ikke med at kontakte en ekspert, der kan hjælpe jer. ”

Man kan GODT lære en gammel hund nye tricks

De fleste har nok hørt ordsproget “Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks”. Men det er faktisk ikke helt rigtigt, og det samme gør sig gældende, når vi taler om at lære hunden nye øvelser. Det er nemlig noget, man kan gøre hele hundens liv, forklarer Agria Dyreforsikrings hundeekspert.

Efter du har kæmpet dig igennem den udfordrende teenageperiode, er din hund endelig blevet voksen. Den er faldet mere til ro og opfører sig som den hund, du har drømt om. Men den bliver ved med at være fræk, ulydig og måske en smule uregerlig i bestemte situationer.

Blot fordi hunden er blevet voksen, så tænker du måske, at det er for sent at opdrage på den. Men det kunne ikke være mere forkert, forklarer Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring:

“Hunde skal lære nyt og trænes gennem hele deres liv. Der er ikke en bestemt alder, hvor man lægger godbidderne væk, og hunden ikke længere kan lære nyt. Det, den har lært, skal vedligeholdes og genopfriskes løbende. Hvis ungdommens narrestreger hænger ved, er det ofte ejeren, der ender med at give op, fordi hunden ikke længere er en hvalp, og man derfor tror, at løbet er kørt.”

Hunden er blevet voksen, men problemerne består

Har du oplevet adfærdsproblemer med din hund igennem dens ungdom og ventet på at dens entré ind i voksenlivet løste det hele, uden at det skete? Så har din hund brug for hjælp, og det hellere før end senere, fortæller Lotte Evers:

“Hunde vokser ikke fra deres problemer, med mindre de får den hjælp, der skal til. Ofte handler det om, at ejeren griber opgaven forkert an og fortsætter stilen, på trods af at hunden ikke ændrer adfærd. Hvis hunden fortsætter i samme spor selv efter en ihærdig træningsindsats fra ejeren, er der noget, der bør ændres. Tag kontakt til en hundetræner eller adfærdskonsulent, som kan hjælpe og give dig vejledning til at træne hunden.”

3 råd til til når hunden skal lære nyt

Lotte Evers kommer her med en håndfuld gode råd til, hvordan du får succes med at lære din hund gode manerer:

  1. Beløn ønsket adfærd – Man skal altid belønne god opførsel med ros, kæl, godbidder eller leg. Men gør hunden ikke, som man ønsker, så start med at ignorere den i stedet for at skælde ud. Så lærer hunden, at den får noget godt ud af en bestemt adfærd, og den adfærd bliver forstærket.
  2. Vær konsekvent i dit kropssprog – Det er vigtigt, at du klart og tydeligt med dit kropssprog og toneleje fortæller hunden, hvornår den gør noget rigtigt, og hvornår den ikke gør. Vis hunden, at du er begejstret, når den gør noget godt, og opfør dig helt neutralt, når det modsatte er tilfældet i forlængelse af råd nummer 1. Hopper hunden f.eks. op ad dig, skal du vende dig væk og ignorere den (ikke se på, ikke tale til, ikke røre ved).
  3. Hav klare regler, alle i familien overholder – Hunde har brug for tydelige   regler. Er der undtagelser for reglerne, forstår de nemlig ikke, hvornår de må gøre noget, og hvornår de ikke må. Det kan være utrolig hyggeligt med hund i sofaen. Problemet er, at hvis den godt må det til hverdag, hvorfor må den så ikke ligge i sofaen, når der er gæster? Så selvom det kan være hyggeligt, at hunden ikke altid følger reglerne til punkt og prikke, så er det vigtigt, at du ikke skaber gråzoner i jeres liv sammen.

En tryg nytårsaften for din hund

Nytårsaften er lige rundt om hjørnet, som for de fleste er en festlig og mindeværdig aften. Desværre gør det sig ikke altid gældende for vores firbenede familiemedlemmer, som kan føle sig bange og utrygge denne aften. AniCura Dyrehospitaler giver tre gode råd til at passe godt på din hund nytårsaften.


2021 nærmer sig sin afslutning, og for mange skal årsskiftet traditionen tro markeres med god mad, champagne og ikke mindst flot fyrværkeri. Desværre kan nytåret være en stressende og ubehagelig tid for vores kæledyr, som kan blive utrygge over de høje, ukendte lyde og store lysglimt.

 

Som dyreejere er det vores ansvar at sørge for, at vores hunde kommer godt og trygt igennem nytårsdagene. Det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget vores hunde reagerer på fyrværkeri, og mens nogle hunde stort set ingen reaktion har, kan andre opleve en vedvarende angst, som kan gøre dagene rigtig ubehagelige, lyder det fra Sanne Ross, der er chefdyrlæge hos AniCura, som driver dyrehospitaler i hele landet. Hun kommer her med tre gode råd til, hvordan du kan gøre nytårsdagene trygge for din hund.

 

Kom tidligt i gang med træningen

Det kan være en god idé at introducere din hund for fyrværkeri og høje lyde tidligt i livet, således de store brag i forbindelse med nytåret ikke er helt fremmede:

 

Det er i langt de fleste tilfælde godt givet ud at starte med lydtræning, allerede mens din hund er hvalp. Man kan blandt andet finde mange forskellige fyrværkerivideoer på YouTube, og man kan også eksperimentere med at tabe ting på gulvet, så det giver et højt og pludseligt knald. Det er dog vigtigt at starte i det små og gradvist skrue op for lydene, så det ikke fra starten udløser angst hos hunden, forklarer Sanne Ross.

 

Aktiver hunden op til

På selve nytårsaftensdag er det vigtigt, at du lufter din hund i god tid og sørger for, at hunden bliver træt og stimuleret. Du kan for eksempel gå en lang tur, lave sporarbejde eller træne den på andre måder. Denne dag er det særligt vigtigt, at du har hunden i snor, hvis den på turen bliver bange og får lyst til at stikke af.

 

Hvis din hund er utryg i løbet af dagen, vil du måske opleve, at den ikke har lyst til at gå tur, og det kan derfor være en god idé at aktivere den indendørs med masser af leg og træning. På selve aftenen kan du også sørge for, at hunden har et roligt og mørkt sted, hvor den kan gemme sig og føle sig tryg, når bragene er på det højeste. Nogle hunde vil gø ad bragene, og i så fald er det vigtigt ikke at skælde hunden ud, men i stedet aflede den med lidt godbidder, forklarer Sanne Ross, som desuden understreger, at det bedste, du som hundeejer kan gøre denne aften, er at acceptere måden, din hund håndterer angsten på og berolige den der, hvor den er mest komfortabel.

 

Overvej medicinering

Hvis du oplever, at din hund er meget utryg og udviser voldsom angst nytårsaften, kan det være en hjælp på selve dagen at give hunden medicin:

 

For at berolige hunden og forebygge, at den udvikler angst fremadrettet, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at medicinere hunden på dagen. Al slags medicin, der kan gives i forbindelse med nytårsaften, er receptpligtig, og det er derfor nødvendigt at tale med sin dyrlæge inden brug af medicin. Man må under ingen omstændigheder give hunden medicin, som er beregnet til mennesker, slutter Sanne Ross.

Den hotteste hunderace i 2020!

Den hunderace, der blev tegnet flest nye forsikringer på hos Agria Dyreforsikring i 2020, hedder bichon havanais! Det er en lille sød hund, der ser ud til at være en rigtig drømmehund for mange hvalpekøbere – for hvem vil ikke have en blød, livlig og samarbejdsvillig ven af ​​mindre størrelse ved sin side? På andenpladsen ligger danskernes favoritrace, labrador retriever, tæt fulgt af golden retriever. Nedenfor ses Agria Dyreforsikrings liste over de mest trendy hunderacer lige nu.

 

På anden og tredjepladsen på listen blandt de mest almindelige hunderacer forsikret hos Agria ligger labrador og golden retriever stadig ganske stabilt, hvilket nok ikke kommer som en overraskelse, da de jo også topper hitlisterne over danskerne yndlingsracer. Men på listen over de hunderacer, der har haft størst fremgang sidste år i Agrias portefølje, er der også kommet et par nye logrende haler til.

“De fire racer i toppen er delt på to ganske ens hundetyper når det gælder egenskaber, behov og udseende. Det viser, at det er racer, der passer godt ind i det liv, vi danskere har,” siger Tine Antvorskov, direktør for Agria Dyreforsikring.

Den mest populære

Årets højdespringer på forsikringssiden er selskabshunden bichon havanais (se billede). En lille livlig hund med en blød pels, der findes i forskellige farver. Under den uldne overfrakke gemmer der sig en aktiv hund, der elsker at være sammen med familien, men som samtidig har brug for en aktiv hverdag med gåture, træning og pelspleje. Racens popularitet er eksploderet, og opdrættere fortæller om en efterspørgsel, der ganske enkelt ikke kan imødekommes i øjeblikket. Har du forelsket dig i den lille charmetrold, kan det være, der er andre racer på hitlisten der kan inspirere…

F.eks. har den herlige lavbenede welsh corgi cardigan sneget sig op på listen. En hyrdehund, der oprindeligt har været brugt til at passe køer og får, men nu til dags er det mere familiens børn, den passer, end dyrene på gården.

Favoritterne i Agrias portefølje med størst stigning i 2020:

  1. Bichon havanais
  2. Labrador retriever
  3. Golden retriever
  4. Coton de tulear
  5. Cavalier king charles spaniel
  6. Old english bulldog
  7. Welsh corgi cardigan
  8. Border collie
  9. Labradoodle
  10. Staffordshire bull terrier

Racer der næsten kom på top 10-listen

At schæferhunden er populær i Danmark, overrasker nok de færreste. Den store flotte hund ender lige uden for top 10 listen. I hælene på den finder vi nogle mere usædvanlige racer som f.eks. en af landets nationalracer – den store godmodige broholmer. En hund til den aktive familie, der bor i hus og har en stor stationcar! Eller den lille aktive cairn terrier, der ofte lever et ganske langt liv sammenlignet med andre hunderacer. Måske noget for dig, der ønsker at være et skridt foran og allerede sikre en plads på listen i 2021?

Skal hunden have overtøj på?

Mængden af pels og ikke mindst underuld og hundens race er afgørende for, hvordan den klarer kulden. En hund med tynd pels eller uden underuld skal måske have hjælp til at holde varmen med overtøj. Hvis din hund opfører sig helt normalt, når der er regn, rusk og måske sne, er det et godt tegn. Men hold øje med, om hunden begynder at bevæge sig anderledes i det kolde vintervejr og viser tegn på, at den synes, det er ubehageligt at være ude i

 

Pynt, pjat eller nødvendigt. Mennesker har brug for overtøj, men gælder det samme for hunde, eller er al overtøjet blot et udtryk for hundeejeres kærlighed til dyremode?

Januar og februar er årets koldeste måneder i Danmark. Kulden kalder på varme vinterstøvler og vanter, men om vores kæledyr også skal klædes på til årstiden er et omdiskuteret emne, som kan dele vandene mellem hundeejere.

Pelsen afgør behovet

Ifølge dyrlæge Mogens Brix fra Agria Dyreforsikring er der stor forskel på, om man taler om en lille og tyndpelset dansk-svensk gårdhund, en mellemstor langpelset jagthund som f.eks. en setter uden underpels, eller om man taler om en cocker spaniel eller en labrador, der begge har en tykkere og isolerende underpels.

“Alle hunde er forskellige, og derfor er behovet for overtøj ikke ens. Man kan fristes til at tro, at små hunde, grundet deres lille størrelse, vil fryse mere end andre hunde, men sådan hænger det ikke sammen. Det afgørende for om hunden kan holde varmen eller ej, er hundens pelstykkelse og underuld. Herudover har hundens alder og sundhedstilstand også en betydning,” siger Mogens Brix.

Han tilføjer samtidig, at hunde generelt ikke kan generere mere varme f.eks. ved at indtage mere foder. Skal hundeejerne gøre en forskel for deres firbenede venner i vinterkulden, må de give hundene varmt tøj på. Det er altså ikke et spørgsmål om mode for hundeejeren, men et reelt behov for ekstra isolering.

“Man kan tydeligt se på hunden, hvis den fryser. Bevæger den sig frit på gåturen eller ryster den? Hvis hunden har en forkrampet kropsholdning, tyder det på, at den er kold,” siger Mogens Brix.

Bliver hunden alvorligt nedkølet, er den mere modtagelig overfor sygdomme på samme måde som mennesker. De kan blive forkølede og svækkede. Kropsdele, der stikker ud, som ører, halespids og pungen hos hanhunde, er mest udsat for kulden. I de helt grelle tilfælde kan de få skader på poter, snude og ører.

Seks hunderacer uden underuld

Hunde, der ikke bærer på et tykt lag underuld, er mindre modstandsdygtige overfor kulde sammenlignet med andre hunde. Ejer du en af hundene på listen, skal du være ekstra opmærksom på beklædning:

1) Korthåret hønsehund

2) Granddanois

3) Korthåret gravhund

4) Korthåret chihuahua

5) Staffordshire bull terrier

6) Dansk-svensk gårdhund

Det skal være i hundens klædeskab

Der er mange forskellige muligheder for hundebeklædning. Når du kigger efter overtøjet, skal du tage højde for hundens pelstype og de gældende vejrforhold. Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring, giver to overordnede råd til hunde-garderoben.

1)   De helt små hunderacer og hundehvalpe skal bære en heldragt, som når helt ned om benene. De større hunde kan nøjes med et dækken, som isolerer ryg og mave. Særligt ældre hunde, som kan lide af gigt eller andre slidsygdomme, vil have stor glæde af et lunt dækken, som kan beskytte mod ledstivhed og smerter. Til sidst bør brugshunde (f.eks. jagthunde), efter ekstrem aktivitet i våde omgivelser, have et vandsugende og varmende dækken for at undgå at blive afkølet i jagtpauserne.

2)   Små sko eller vinterstøvler kan også være en god idé, særligt når der er saltet på vejene. Skyl også hundens poter fri for salt og isklumper, når I er hjemvendt fra gåturen, og smør evt. med en god potecreme.

Udover at overtøjet skærmer for kulde og vind, dækker det også for skidt, snavs og sne, som særligt langhårede hunde slæber med sig efter en gåtur. Overtøjet er derfor også til stor gavn for hundeejere, der kan spare tid på pelsplejen efterfølgende.

Hunde frøs ikke for 100 år siden

Man kan undre sig over, at hunde før i tiden har levet i bedste velgående uden menneskers indblanding, og nu opstår der pludselige behov for hjemmestrikkede rullekraver i ministørrelse. Dyrlæge Mogens Brix fortæller, at forklaringen skal findes i vores avl af hunde.

“Vores kæledyr er vant til at opholde sig indendørs i varme stuer, og derfor er deres pels ikke udviklet til at modstå den bidende kulde, ligesom deres forfædre, ulvene. Vi har avlet hundene til at udvikle sig på en bestemt måde, og derfor er hundenes behov for overtøj menneskeskabt,” siger Mogens Brix.

Han fortsætter: ”Dertil kommer, at vi i dag importerer hunde fra alle verdenshjørner, hvor de ofte lever under andre klimaforhold. F.eks. stammer mange af vores hunde fra varme lande, og de hunde kan ikke pludselig gro sig en underuld tilpasset Danmarks kolde vejr. Derfor kan vi være nødt til at hjælpe dem lidt på vej med en lille hundefrakke”.

Lille hund på bagsædet kan ramme som en hest

Det er ikke et lovkrav i Danmark, at hunde skal være fastspændt eller i bur under bilkørsel. Men kolliderer du med 90 km/t kan en lille hund på 6 kg ramme de foransiddende med en vægt svarende til 700 kg

Pinse og sommerferie står for døren. Og måske står hunden også klar ved bildøren.

En sikkerhedssele eller et bur til hunden gør køreturen markant mere sikker. Selv en lille hund på 6 kg kan ramme forruden eller de foransiddende med en vægt, der svarer til langt over 700 kg, hvis man kolliderer med 90 kilometer i timen.

– Har man både børn og hund, synes børnene ofte at det er hyggeligt, hvis hunden sidder hos dem på bagsædet. Her har det stor betydning, at hunden er fastspændt under kørslen både for hundens og passagerernes sikkerhed, siger Birgitte Ringbæk, kommunikationschef hos If Skadeforsikring.

En labrador på 30 kg, der ikke er fastspændt på bagsædet kan ramme med en vægt på 1200 kg, hvis bilen kolliderer eller laver en hård opbremsning ved 50 km/t. Sker det ved 90 km/t svarer vægten til 3840 kg.

Sikkerhedsselen til hunden spændes fast til bilens almindelige selelåse og sikrer, at hunden ikke presses fremad i bilen, hvis uheldet er ude. Selerne fås for mellem 100-250 kr. i de fleste butikker med dyre- eller autoudstyr. Det er bedst, at hunden placeres på bagsædet så man undgår, at den bliver ramt af bilens front airbags ved et eventuelt sammenstød.

Ved sammenstød uden brug af hundesele er der samtidig risiko for, at hunden løber væk og kan blive kørt ned.

– En hundesikkerhedssele er også en fordel ved ind- og udstigning. Her kan der let opstå farlige situationer, hvis hunden smutter ud af bilen og løber ud på vejen, når bildøren åbnes, siger Birgitte Ringbæk.

Strammere regler i udlandet

De danske regler handler primært om at sikre dyrs velfærd under transport. Der findes ikke specifikke regler for hunde, men If anbefaler sele eller bur af hensyn til både dyr og menneskers sikkerhed.

Andre lande har skrappere regler end Danmark. Husk at tjekke det, hvis hunden skal med på bilferie, ellers kan man blive idømt bøder.

At være frivillig på et dyreinternat

Jeg har valgt at være frivillig på Hjallerup dyreinternat, fordi jeg synes, det er hyggeligt at gå blandt dyrene og passe dem. Man er med til at sørge for, at de har det godt, og at deres tid på internatet bliver så god som muligt. Når man tager hjem fra internatet, har man en følelse af, at man har gjort noget for andre, både for dyrene og for de ansatte.

På internatet kan ethvert dyr komme. Jeg har oplevet dyr helt fra tamrotter til chinchillaer, men der er også altid hunde, katte og kaniner. På internatet er der stalde til hunde og katte, som er til salg. Så er der en pensionsstald til hunde, en sygestald til katte og en stald til modtagelsen af katte. For lidt tid siden blev der også bygget en lille stald udenfor til kaninerne. Udover staldene har internatet to geder og en kat, som er deres egne.

Den bedste følelse man kan få, når man er på internatet er, når man går ind til et dyr, som er bange og ryster, og man så får dyret til at slappe af. Det har jeg prøvet nogle gange. Jeg har endda prøvet, at være inde ved en hund som rystede meget. Jeg prøvede at berolige den, og det endte med, at hunden faldt i søvn på mine knæ.

Stakkels hund

De fleste dage på internatet er gode, men blandt de gode finder man også dårlige dage. En af de værste oplevelser jeg har oplevet er engang, hvor der kom en hund ind, som var blevet slået af sin tidligere ejer. Hunden havde fået ar på sjælen efter dens fortid, og den kunne stå og gø tomt ud i luften i timevis. Hvis man gik ind til den, kunne man få den til at slappe af i højst to minutter, før den så begyndte at gø ad en igen. Hunden fik heldigvis en ejer, som var perfekt til ham. Ejeren prøvede hårdt på at få ham til at blive normal. Efter ejeren havde prøvet alt, måtte hun desværre opgive, og den stakkels hund blev sendt tilbage på internatet. Der var han kun i kort tid, før vi måtte sige farvel til ham. Heldigvis havde internatet gjort meget for, at han havde en god tid på internatet. Han fik lange ture til stranden og lange ture rundt i Hjallerup.

Der har også været to hunde på internatet, hvor tidligere ejer havde prøvet at drukne dem. Det blev heldigvis opdaget i tide, og de blev kørt på internatet. Hundene blev heldigvis solgt til et godt hjem. Engang var der også to killinger, som var blevet efterladt i en papkasse. De kom i en plejefamilie, så de kunne få ro og omsorg. Der blev de passet, indtil de blev store nok til at blive solgt. Nogle gange kan det godt være hårdt at opleve. Jeg synes, det er utroligt, at nogle mennesker kan være så ondskabsfulde mod et dyr. Heldigvis kommer langt de fleste dyr videre ud i en familie.

Jeg synes, også det er sørgeligt at være ovre i sygestalden for katte, for jeg bryder mig ikke om at se nogle dyr, der ikke har det godt. Sygestalden er derfor den afdeling, jeg holder mig mest fra. Det er kun hvis nogle spørger, om jeg vil gå derover, at jeg kommer derover. Omvendt fortjener de syge katte jo også omsorg og kærlighed, men jeg synes nogle gange, at det kan være hårdt at være der.

På internatet afliver de næsten ingen dyr. Det er kun hvis dyret ikke har det godt eller har ondt, og at det ikke kan helbredes, men det har meget sjældent været tilfældet, på internatet.

Der er nok at lave

Det som jeg laver på internatet er udelukket rengøring, fodring og pasning. Der er mange hunde på internatet, som skal luftes både morgen, middag og aften, og derfor er der brug for mange, der hjælper til, så det bruger jeg også en del tid på, når jeg er på internatet. Jeg er også mange gange med til at fodre i kattestaldene, hvilket jeg også synes er rigtig hyggeligt. For ikke særlig lang tid siden brugte jeg også omkring en time inde ved en kanin. Jeg havde fået at vide, at kaninen hang med hovedet, og at den ikke var glad, og hvis den ikke er glad, har de svært ved at få den solgt. Jeg brugte lang tid med at sidde og kæle for den, hvilket var rigtig hyggeligt, og kaninen virkede glad for det. På internatet er der selvfølgelig også meget rengøring. Hver gang en pensionshund skal hjem, skal der gøres rent i dens boks, hvilket der også lægger et stort arbejde i.

Jeg er meget glad for at være frivillig. Hvis jeg er stresset over skole og lektier, tager jeg tit på internatet. Internatet gør, at jeg bliver afslappet. Jeg tager nogle gange derop sammen med nogle venner, hvilket er rigtig hyggeligt. Der kan vi godt lide at gå en lang tur med nogle af hundene. Der tager vi mad med, som vi sidder og spiser på en bænk i skoven. Det kan vi godt lide at bruge lang tid på, så hundene også får en følelse af, at der er nogle der passer på dem.

Hvis man har lyst til at være frivillig på Nordjyllands Dyreinternat, kan man kontakte internatet eller gå ind på Dyrenes Beskyttelse og læse om det.

Sunde julegodter til vovsen

December kan være en hård måned for livvidden på de fleste mennesker med mindre man er standhaftig. Det kan være fristende at dele den lækre julemad og julegodter med de firbenede, men det advarer Agria Dyreforsikring imod. Deres tal viser at december er nemlig den måned, hvor flest hunde skal en tur forbi dyrlægen. Det skyldes, de har smagt lidt for meget på julemaden.

Når Fido ser et stjerneskud, ser det noget så lækkert ud. Men det er vigtigt, at hunden hverken får fiskefilet eller andre lækkerier fra det traditionelle julebord. Menneskemad er nemlig en af de ting, som kan gøre julen hård for de firbenede husvenner. Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at december er den måned, hvor flest hunde må en tur forbi dyrlægen på grund af madforgiftning.

– Ofte skyldes forgiftninger, at mange hundeejere ikke er klar over, at julemaden er farlig. Det kan også skyldes, at der i juletiden kommer flere velmenende gæster på besøg; venner og familie, som ikke nødvendigvis kender reglerne for fodring i huset, siger Tine Antvorskov, der er direktør i Agria Dyreforsikring, om statistikken.

Tine Antvorskov forklarer, at der typisk er to former for julemad, som giver problemer i december for mange hunde. Det er fed og salt mad samt julesnacks.

Fed flæskesteg og juleand

Meget af julemaden, vi mennesker holder af, er alt for fed og salt for hunde. Det kan give vovsen problemer med fordøjelsen og ondt i maven. I værste fald kan det give betændelse i bugspytkirtlen. Hunde bliver stressede, hvis de føler sig dårligt tilpas og har smerter. Så selvom det virker meningsfuldt at smide et saftigt stykke flæskesteg i madskålen, så er det bedst at lade være.

Nødder, rosiner og chokolade

Snacks og kager kendetegner julen, og det er ofte chokolade, nødder og rosiner, som finder vej til bordet, når der skal julehygges. Desværre er alle tre ting giftige for hunden. Nødder kan desuden sætte sig fast i tarmen. Det er ikke nok at undlade godbidderne til hunden, man skal også sikre sig, at hunden ikke hopper op og napper af skålen på sofabordet. Hvis hunden begynder at kaste op eller får diarré, bør man overveje at søge dyrlæge.

Lav selv sunde og lækre godbidder

Hvis man mener, at hunden fortjener lidt ekstra godbidder i december, kan man overveje at bage julegodter selv. Der findes masser af opskrifter på snacks til hunden, som er både lækre og sunde. Agria Dyreforsikring disker her op med et bud på godbidder. Lav en stor portion, så du har nok til hele december:

Kyllingekiks

Kyllingekiks er en sprød godbid, som er let at lave, og hunden vil elske dem.

Du skal bruge:

  • 1 kyllingefilet
  • 120 g majsmel
  • 120 g hvedemel
  • 1 tsk tørret persille
  • 1 æg
  • 1 dl vand
  • 1/4 dl rapsolie eller solsikkeolie

Sådan gør du:

Kog kyllingefileten i en gryde med vand, til den er gennemkogt. Hak den nu i små bidder. Det bedste resultat får du, hvis du bruger en køkkenmaskine eller blender.

Bland mel og persille sammen i en skål.

Hæld kyllingen, et æg, vand og olie i blandingen, og ælt det hele sammen til en dej. Den vil være lidt smuldret i starten, så ælt den godt sammen, til den bliver fast og glat. Hæld mere vand eller mel i, hvis den bliver for tør eller våd.

Rul dejen ud til den er 0,5 cm tyk. Tryk kiks ud i den størrelse, du vil have, med en kageform. Kageforme, der ligner rensdyr, kødben, juleklokker osv., kan købes i de fleste isenkræmmere eller på nettet.

Har du ikke kageforme, kan du også rulle dejen ud til en pølse på 1 cm tykkelse og skære bidder ud på 1-2 cm.

Læg alle bidderne på en bageplade med bagepapir. Kiksen hæver lidt og flyder ikke ud, så de kan godt ligge tæt på hinanden.

Bag kiksen på varmluft ved 150 grader i ca. 20 minutter. Hold øje med kiksene, så de ikke bliver brændt. De er færdige, når de har fået en gylden farve og en sprød lyd, når du banker på dem.

Lad den køle af, inden du deler ud af godbidderne.

De kan opbevares i en kagedåse eller anden tæt beholder.

God fornøjelse!


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev