Skip to main content

Tag: harold pinters

Absurd trekantsdrama

Torsdag 3. februar 2022 indtager trekantsdramaet Bedrag Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med den stærke trekløver Anette Støvelbæk, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard i de bærende roller.

 

”Livet må forstås baglæns, men leves forlæns”, sådan skrev Søren Kierkegaard i 1843. Og det er netop, hvad der sker i Harold Pinters spændende trekantsdrama Bedrag, som Folketeateret fremfører 3. februar i AKKC. For selvom fortællingen om bedraget umiddelbart er en enkel historie om utroskab, så spoles der i stykket baglæns over de ni år, som handlingen udspiller sig i.

 

Ægteskab og venskab i opløsning

Dramaet omhandler Robert, der er lykkeligt gift med Emma, og er bedste venner med Jerry. På trods af dette har Emma og Jerry haft en affære, som Robert har været uvidende om. Eller har han? Er alt, som det ser ud, og hvem har vidst hvad og hvornår? I takt med at tiden er gået, sløres erindringen om, hvad der egentligt skete, og publikum bliver vidner til et ægteskab i opløsning og et venskab, der smuldrer.

 

Ærlig og komisk fortælling

Nettet af løgne er vævet tæt omkring de tre venner og elskende, som spilles af Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Selvom Bedrag er skrevet tilbage i 1978, er den hudløst ærlige fortælling tidløs, da løgne og hemmeligheder er en del af menneskets natur, hvilket gør Harold Pinters berømte stykke til en moderne klassiker om utroskab. Det er elementært spændende og genkendeligt at blive ført gennem Harold Pinters labyrint af bedrag og selvbedrag i den nye oversættelse af den prisbelønnede dramatiker Line Knutzon, som har øje for både det absurde og komiske i trekantsdramaet.

 

 

 

 

 

 

Billetter til Bedrag torsdag 3. februar 2022 kl. 20 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15, på tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk. Billetprisen er fra 310,- til 350,- inklusive gebyr.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev