Tag: Håndbold

Rekordmange elever til håndbold- og badmintonskolerne i Aalborg

Skrevet af adminittp d. 24. august 2023. Uploaded i Livsstil.

Kombinationen af engagerede og dygtige instruktører, nye sportsgrene og friske skolebørn virker. Elitesport Aalborg har tilmeldingsrekord til de kommende håndbold- og badmintonskoledage i Gigantium. Målet med idrætsskolekonceptet er at introducere børnene for sportsgrenene og bygge bro mellem skoler og lokale klubber.

13 minihåndboldbaner står klar, “klassekasser” med frugt og juice står linet op på rad og række. I Gigantium løber 865 elever fra 38 klasser på 16 af Aalborgs skoler ind ad dørene, klar på en hel dag i håndboldens tegn. Det har i år været nødvendigt at lave ikke bare en, men to opsamlingsdage for håndboldskolen arrangeret af Elitesport Aalborg:

“Vi oplever rigtig stor opbakning til vores Idrætskolemodeller, så vi faktisk sætter deltagerrekord for både håndboldskoledagen i denne uge og badmintonskoledagene i næste uge. Det er vi rigtigt glade for og kapaciteten er jo heller ikke uvæsentligt for os, fordi målet jo dybest set er at udbrede kendskabet og passionen for de her sportsgrene til så mange som muligt, og specifik de her dage, at give børnene en fed oplevelse med deres klassekammerater i sporten, siger Torben Sørensen, leder af Elitesport Aalborg i Aalborg Kommune.

Gode relationer med ansigter på, sænker barrieren

I dag skal eleverne spille masser af håndboldkampe, hygge sig med en masse andre håndboldaktiviteter, inden de senere skal spille “slutspilskampe” i den store arena, hvor Aalborg Håndbold normalt spiller deres kampe foran flere tusind tilskuere. Slutteligt er der en klassepokal til alle deltagende skoleklasser.

Håndboldskoledagen i Gigantium er faktisk afslutningen på et længere forløb for de deltagende elever. De har i sidste skoleår haft besøg tre gange i de ugentlige idrætstimer og fået håndboldtræning af professionelle trænere. I processen bliver der skabt god kontakt mellem skoler og de lokale håndboldklubber, og ikke mindst til de elever, der møder sporten for første gang.

“Det her er mere end bare en god ide. Det er et professionelt setup, hvor der er tænkt på hvordan det virker i praksis. Det at der sidder nogen og faciliteter både undervisningen ude på skolen og denne her fede afslutningsdag i Gigantium, er guld værd for os i klubberne, hvor vi jo mange gange er frivillige”, fortæller Monica Nord, der til daglig er frivillig i Nibe HK.

I dag har Nibe Skole 3 klasser med til afslutningen i Gigantium. De mange børn og lærere har en god dag med masser af fede oplevelser og fællesskab i nye rammer. Og så er der noget der tyder på at Aalborg Elitesport med håndboldskolen har fået plantet frø i både elever, skoler og klubber, der kan spire.

“Vi har allerede efter skoleforløbene tydeligt kunnet mærke en tilgang af spillere til klubben i lige præcis de årgange, der har været med. Og jeg forstår det godt. For det har været dygtige og velforberedte trænere, der har været ude, og de har skabt glade ansigter på alle børnene. Og så er det jo tilrettelagt, så børn uden forudgående erfaring med sporten også bliver fanget – så det er jo en ny målgruppe man også når”, fortæller Monica Nord, og slutter med endnu en vigtigt pointe.

“Der bliver også skabt gode relationer mellem skolen og de lokale klubber. Jeg har fået sat ansigt på, hvem jeg skal tage fat på fra skolen, hvis jeg senere skal etablere et samarbejde. Og så er det smart at eleverne også her til slut, får materiale med hjem fra den lokale klub, som man kan vise sine forældre – endda med billeder af lige præcis de trænere, som man sandsynligvis møder til sin første træning. Det er godt tænkt og gør barrieren til sporten lidt lavere”.

Mens håndboldskolen og badmintonskolen i disse uger opsamler for det forgangne skoleår, så er Ishockeyskolen allerede i gang med nye forløb. Også her sætter man med over 25 skoleklasser og over 550 elever, deltagerrekord i det nye skoleår. Senere op til efterårsferien, starter gymnastikskolen også op igen med et stort antal elever.

Fakta

Elitesport Aalborg har arbejdet med skolemodeller siden 2006-2007:

Gymnastikskole fra 2006-2007 for 1. og 2. årgang i samarbejde med Aalborg Idrætsgymnastikforening.
Ishockeyskole fra 2015-2016 for 0. og 1. årgang i samarbejde med Aalborg Ishockeyklub.
Badmintonskole fra 2021-2022 for 2. årgang sammen med 5 lokale badmintonklubber.
Håndboldskole fra 2021-2022 for 4. årgang sammen med 7 lokale håndboldklubber.

Den rigtige balance

Skrevet af adminittp d. 24. april 2023. Uploaded i Kultur, Livsstil, Samfund & Erhverv, Sport.

Som håndboldspiller har Kristina Bille været med helt i toppen af eliten, og kan blandt andet skrive 100 kampe for det danske landshold på cv’et. Men harpiksen blev lagt på hylden i 2016, hvor hun valgte at stoppe sin aktive sportskarriere. Kristina har dog ikke helt sluppet håndbolden, og er nu agent for mange af Danmarks bedste spillere

Da Kristina Bille voksede op i Hvalpsund, var det ikke med en drøm om at leve af håndbolden, selvom talentet hurtigt viste sig. Som en del af en større søskendeflok var det oplagt at Kristina også var med i hallen, når hendes ældre søskende skulle til håndbold. Hun startede selv som fire-femårig og blev hurtig fanget af sporten.

– Vi var en god flok i min årgang og jeg syntes, det var sjovt at bruge min krop. Det var rigtig sjovt med de slåskampe, som man har i håndbolden, og at man måtte gå lidt til hinanden, smiler Kristina.

En ny verden

Det hurtige spil og legen med bolden faldt hende naturligt, men hun blev alligevel overrasket, da Ulrik Wilbek, der var træner i Viborg på det tidspunkt, kom hen efter en træningskamp og opfordrede hende til at komme til træning i Viborg.

– Jeg kiggede bare på ham med store øjne, og sagde ’Nej det tror jeg ikke,’ griner Kristina.

Som femtenårig var Kristina til udtagelse til ungdomslandsholdet, som indtil da ikke var noget, der havde været på hendes radar.

– Jeg havde ikke nogen i min omgangskreds, som på den måde havde dyrket det professionelle sportsliv, så det var ikke noget, der havde fyldt for mig. Jeg tænkte mere, ’Ej, hvad er det nu for noget og skal man så til at være væk hjemmefra en gang imellem?’ Det syntes jeg, var noget lidt noget skørt noget, kan jeg huske.

Men Kristinas konkurrencementalitet viste sig tydeligt, og hun blev den første fra ungdomslandsholdet, der gik direkte ind på A-landsholdet. Hun lyder næsten selv overrasket, når hun med et glimt i øjet fortæller om den stille og rolige tilgang man havde til håndbolden i Hvalpsund, der var langt fra det høje ambitionsniveau på ungdomslandsholdet.

Mens Kristina gik på efterskole, fulgte hun Ulrik Wilbeks opfordring og skiftede klub til Viborg. Året efter flyttede hun selv til Viborg, og bemærker med et grin, at det måske var lidt tidligt at flytte hjemmefra som 16-årig, når man egentlig altid kun havde spillet håndbold for sjov.

– Jeg var ikke en, der sad og så slutrunderne på fjernsynet. Men da jeg kom ind i det, så syntes jeg alligevel, at det var vildt spændende. Det var så nyt, og der var en stor verden derude, som jeg ikke kendte. For mig har det altid handlet meget mere om at udvikle mig selv som spiller og se, hvad jeg kunne nå, end det der med at kunne skrive noget på sit CV og gøre det til en karriere. Det tror jeg aldrig nogensinde, jeg havde forestillet mig. Jeg er en person, der går meget med go with the flow, så på den måde har det været helt naturligt og vejen er jo bare blevet banet for mig. Min bror siger altid: ’Du er altid så heldig. Du træffer ikke nogen beslutninger. Du gør bare tingene og så dumper de ned i hånden på dig,’ griner Kristina, der dog ikke helt er enig i brorens betragtning.

– Jeg mener jo stadig, at jeg har knoklet for tingene. Jeg lader det bare komme, som det kommer, og så lader jeg mig ikke gå på af det, hvis det ikke sker.

– I 2004 kom jeg på A-landsholdet for første gang, da jeg var jeg omkring 18 år. Jeg har spillet i Viborg Håndboldklub som professionel, hvor jeg tog turen videre til Aalborg DH. Så har jeg 4 slut- runder på CV‘et med nogle år imellem. Jeg havde en i 2005 og i 2006, og så skal vi faktisk helt hen til 2011 og ’12, før jeg spillede en slutrunde igen. I mellemtiden spillede jeg i Viborg, hvor jeg startede, og tog så til Aalborg DH. Aalborg DH sprang rammer for dansk håndbold og viste man kunne fylde Gigantium, lave store events omkring håndboldkampe og hente store danske og udenlandske profiler Jeg har altid ment, at det var kvinderne, der byggede herrerne op, og det er også lidt er kvindeholdets skyld, at Aalborg Håndbold er så gode, som de er i dag, griner Kristina Bille.

– Så tog jeg turen videre til Krim Ljubljana, som en af de første, og måske endda den første damespiller, som tog til Østeuropa for at spille håndbold. Jeg har altid været me- get fascineret af de østeuropæiske lande i forhold til udvikling af håndbold – hvad var de gjorde, hvordan de trænede og mentaliteten. Så tog jeg videre til Larvik håndboldklub, som var noget helt andet og en anden boldgade, som mindede meget mere om den danske. Men de havde også en rigtig god kultur, som jeg gerne ville opleve og være en del af.

Viljestyrke og fællesskab

Det er ikke kun Kristina Billes talent for håndbold, der har været afgørende i hendes sportskarriere. Hun peger selv på viljestyrken, som det der har haft størst betydning for hende på banen.

– Jeg tror, der er mange, der har et meget større håndboldtalent. Men den vilje og mentalitet, som jeg har haft, har også båret mig rigtig langt, fordi træneren har altid vidst, at om jeg havde brændt tre skud i en kamp, så kunne han stadig lade mig spille, fordi jeg sagtens kunne få det fjerde, femte og sjette. Når jeg løb over midterlinjen på banen, så var det en ny bold og en ny tur. På den måde var jeg god til at ’glemme’, men det var helt bevidst valg, fordi det altid handlede om det næste. Man kunne aldrig gøre ved, hvad man havde gjort på en bane. Det kan du ikke ændre på, men du kan gå ind og gøre det bedre næste gang, du får bolden.

Det er ikke kun spillet på banen, der har været drivkraften for Kristina.

– Jeg elsker at være i omklædningsrummet, og det var noget af det allersværeste, dengang jeg stoppede. Men det er noget af det, jeg prøver at genfinde andre steder. For eksempel dyrker jeg lidt crossfit, og der finder jeg også det sociale fællesskab. Det, du har i et omklædningsrum, kan du ikke få nogen steder. Du kan ikke få det i en venindegruppe, fordi det er så specielt og unikt, det man har på et hold.

Det er også forholdet til holdkammeraterne, der har en central plads i de øjeblikke i karrieren, der har haft størst betydning for Kristina.

– Jeg har jo spillet semifinale og vundet Champions League for eksempel, og det har været rigtig, rigtig stort, men noget af det, der står klarest for mig, er faktisk min tid i Aalborg DH. Der spil-ede vi inde i is-arenaen på et tidspunkt, hvor jeg altid siger, at vi vandt DM-sølv. Det var bare et stort øjeblik, fordi det var så unikt og vi havde så mange mennesker ind i arenaen. Det var nyt for dansk kvindehåndbold.

Selvfølgelig er det også oplevelser, som den første slutrunde i Rusland i 2005, men det er ikke kun de øjeblikke, der skinner klarest for Kristina.

– Det kan lige så vel også være i en lillebitte hal til en pokalkamp mod et 2. divisionshold, som har sat sit aftryk. For mig handlede det ikke altid om, at det skulle være det største af det største, men det er lige så meget følelsen, man får, mens man er i det, som jeg mindes. Nogle gange kan det jo være, at man lykkedes med et vip eller en aflevering, som man har gået og trænet på i rigtig lang tid, men det kan også være en holdkammerat, som præsterer et eller andet, hvor man bare er så glad på vedkommendes vegne. Det er jo også nogle af de ting, som sporten kan.

Det nye kapitel

Kristina fornemmede, at afslutningen på karrieren nærmede sig, da hun kunne mærke, at det ikke mere var sjovt at komme til træning. Hun tog et par år mere på håndboldbanen inden hun helt trak sig og stillede skoene permanent på hylden. Det skete, da hun fik et jobtilbud om at blive sportsagent, som var svært at sige nej til, fra det firma, som hun selv står i spidsen for i dag.

– Så tænkte jeg, at det var måske det, og jeg tog en snak med det pågældende firma, som er et agentur. Jeg havde faktisk tilbud fra flere klubber, som ønskede at skrive kontrakt, men jeg var helt afklaret. Efterfølgende har jeg mange gange tænkt, hvorfor jeg ikke tog en sidste gang på håndboldbanen. Men omvendt, så var jeg jo heller ikke der, hvor jeg er i dag i forhold til den virksomhed, jeg driver.

Kristinas virksomhed hedder Best Way Mangement og hun ejer den ene halvdel, mens hendes partner, Rasmus Skram, der har en fortid i herrehåndbold, ejer den anden halvdel. I øjeblikket er de godt i gang med at implementere et nyt ben i forretningen, hvor de vil få virksomheder til at se potentialet i at bruge idrætsstjerner som ambassadører.

– I de første 6-7 år af min karriere som agent, har det været det traditionelle, altså der har det været management, transfer, og at pleje og passe mit netværk. Sammen med min partner har jeg kørt Frankrig, Tyskland, og noget af Ungarn rundt for simpelthen at komme ud og mødes med de her klubber, så vi kunne vise vores ansigt, få skabt det gode netværk og for at få bygget virksomheden op. Det har været en sindssygt spændende rejse. Så kom corona, hvor vi ikke kunne rejse så meget. Derfor begyndte vi at snakke om, hvordan kan vi kunne udvikle virksomheden. Hvordan kan vi lave den bedre? Hvordan vi lave det mere attraktivt? Hvordan kan vi for eksempel gøre, at vi heller ikke bliver sårbare? Fordi det kan jo også være på et tidspunkt, at man mister interessen, for bare at være agent. Det tror jeg aldrig, vi gør, griner Kristina.

– Vi drømmer om at skabe et stort sportshus, hvor man kan repræsentere atleter på kryds og tværs af hinanden. Det kan både være det økonomiske, det finansielle, og det kommercielle.

En stor del af Kristinas arbejde er at rådgive spillerne, og her trækker hun ofte på egne erfaringer.

– Det er der, hvor man hele tiden skal tage udgangspunkt i den enkelte atlet. Så jeg kan egentlig ikke sidde og rådgive to på fuldstændig samme måde, fordi de er to vidt forskellige mennesker og de har forskellige drømme og ambitioner med deres håndboldkarriere. Der er det rigtig vigtigt, at jeg går ind og bruger mange af mine erfaringer, fordi jeg ved godt, at når du sidder i Østeuropa, og det er blevet oktober, hvor det er mørkt og koldt udenfor, så er det ikke sjovt. Så vil man hellere tilbage til Danmark, men det er en fase, som man skal igennem. Jeg ved også, hvordan det er at blive vraget til landsholdet. Det er heller ikke sjovt, men jeg ved omvendt også, hvor sjovt det er, når man så scorer, når man bliver valgt til landsholdet, og når man vinder medaljer.

Det er vigtigt for Kristina, at hun kender de spillere, som hun repræsenterer.

– Jeg vil faktisk sige, at selve forhandlingen er en lille del mit job. For mig er det lige så vigtigt at være tæt på spillerne, for når jeg går ind i forhandlingssituationerne, ved jeg, hvad de ønsker. På den måde kan jeg have spilleren lidt mere på sidelinjen, fordi jeg ved, at jeg kan skabe den ramme, som spilleren er tilfreds med, de kun skal have fokus på at spille på banen. Det er vigtigt at sige, at man som spiller hos os, kun skal have fuld fokus på sin sport. Vi sørger for, at vedkommende ikke snubler. Er der nogle ting, man har problemer med, så står vi klar til at hjælpe. Enten kan vi selv, eller så har vi nogen i vores netværk, der kan.

Den berømte balance

På trods af, at Kristina har fuld fart på karrieren, har hun og hendes mand fundet en balance mellem arbejde og familieliv.

– Vi har fundet en rigtig god løsning. Jeg har en mand, som er rigtig god med børnene og altid har været meget til stede med dem. Og så har vi altid prioriteret, at når vi fik børn, så er det noget af det vigtigste i vores liv, fastslår Kristina.

– Jeg elsker at have rigtig mange bolde i luften, og det har vi egentlig altid jongleret rigtig godt med familielivet og med børnene. Vores børn har været vant til at komme med ud, men de har også haft rigtig meget tid derhjemme med meget nærvær. Jeg føler et eller andet sted, at vi er så privilegerede. Vores børn er ikke børn, som er i institution hele tiden. Det er også det, det her job kan, fordi jeg kan sagtens sidde om natten eller om aftenen og få læst nogle kontrakter igennem eller få lavet nogle af de ting, som jeg skal.

Kristina og Jakob har to børn, der er født i ’14 og ’18, som begge viser interesse for den sport både mor og far har spillet på højt plan.

– Den mindste, Vester på 4 år, er helt vild med sport selv og begynder også at se det i fjernsynet, men jeg er helt sikker på i løbet af det næste år, og det kan man også fornemme i børnehaven, at det er der, den kommer, den virkelig store interesse. Han er begyndt med at spille og kan godt lide det, og han er begyndt at spørge om, hvad de hedder og hvad der står på trøjerne, så der er i gang med at ske noget med interessen. Vilde spiller håndbold selv, men jeg tror egentlig, at hun bare er i en fase. Hun vil gerne lege og pynte sig pænt, og hun er begyndt at synes, at det er rigtig sjovt at spille håndbold. Men vi kommer ikke til at tvinge vores børn til noget. De skal gøre det, fordi de har lyst til at gøre det. Men vi synes, der er rigtig god dannelse i holdsport og der er vi jo også farvede begge to.

Kristina Bille har mange rejsedage i forbindelse med hendes virksomhed, hvor hun savner familien.

– Det er klart, at det ikke altid sjovt på femtedagen, når jeg er væk. Jeg savner mine børn, men jeg synes jo også bare, det er sundt nogle gange at savne dem.

Kristina kan godt mærke, at hun har taget et valg, der ikke er så almindeligt, og det har medført godmodigt drilleri i vennegruppen.

– Alle mine venner kommenterer på det og min mand blev kaldt AF – altså alenefar, griner Kristina.

– Det skulle lige have været modsat, og hvis jeg er alene hjemme en aften, så bliver jeg da ikke kaldt AM – alenemor. Så er det bare på sin plads. Det er primært vores fælles venner, der driller, men det har jo også rygtet sig blandt andre, jeg kender, at min mand har fået øgenavnet AF, men det tager jeg bare med et stort smil.

Oplev herrelandsholdet fire steder i Danmark til foråret

Skrevet af adminittp d. 27. januar 2022. Uploaded i Kultur.

De danske håndboldherrer kan allerede til foråret opleves på dansk grund, når Nikolaj Jacobsens tropper til marts spiller Norlys Golden League i Aalborg, Herning og Aarhus. En måned senere går turen til København, hvor endnu en landskamp spilles.

EM er i fuld gang for Håndboldherrerne, og hvorvidt titlen som Europas bedste skal tilskrives Nikolaj Jakobsen og Co., må vi endnu vente lidt med at finde svaret på. Men indtil da kan vi glæde os over, at herrelandsholdet spiller fire kampe på hjemmebane til foråret.

Til marts spilles Norlys Golden League, hvor Aalborg, Herning og Aarhus danner rammerne om tre fede opgør, mens København bliver værtsby for endnu en landskamp til april. Hvis man vil sikre sig en plads på tribunerne til de kommende kampe, kan man allerede nu sætte kryds i kalenderen d. 2. februar 2022 kl. 10., hvor billetsalget åbner.

Forårets hjemmebanekampe giver endelig mulighed for, at Håndboldherrerne kan hyldes for deres flotte resultater det forgange år og forhåbentligt en ny triumf her i 2022. Desværre har coronakrisen gang på gang sat en stopper for, at de danske håndboldfans kunne hylde landsholdet.

Det skaber derfor stor glæde hos værtsbyerne, at de kan være med til at skabe den håndboldfest, som vi alle venter på, og være med til at hylde landsholdet for deres fantastiske præstationer.

“I Aalborg er vi kendte for verdensklassehåndbold, og vi er derfor utrolig stolte over, at vi endnu engang kan byde herrelandsholdet velkommen tilbage til byen. Vi er sikre på, at publikum vil tage begejstret imod holdet og fylde lægterne i Gigantium. Der venter uden tvivl et brag af en håndboldfest, når de danske spillere løber på banen, og vi kan næsten ikke vente,” siger viceborgmester i Aalborg, Helle Frederiksen.

Jørn Sønderkjær Christensen, der er leder af Aarhus Events og Georg Sørensen, der er administrerende direktør i MCH A/S, ser også frem til, at Håndboldherrerne også lægger vejen forbi Aarhus og Herning for at levere håndbold af aller højeste klasse.

Håndboldherrerne gæster København

Det er ikke kun i Jylland, at et besøg af Nikolaj Jakobsens tropper skaber stor glæde. Godt en måned efter Golden League venter en landskamp i Royal Arena i København, og det glæder administrerende direktør i Royal Arena, Dan Hammer:

“Vi fik desværre ikke lov til at sende håndboldherrerne godt afsted til EM med et brag af en håndboldfest i Royal Arena, hvor vi ellers var klar til at lukke over 11.000 fans ind.

Derfor glæder vi os ekstra meget til at slå dørene op for herrelandsholdet og de danske fans og skabe de gode oplevelser, som vi alle savner.”

Hos Dansk Håndbold Forbund glæder man sig til at have danskerne tilbage på lægterne til håndbold i verdensklasse:

“De seneste to år har været særdeles anderledes, og derfor ser vi også frem til, at vi endelig kan rykke danskerne fra deres sofaer og tilbage på lægterne i arenaerne. Det bliver helt fantastisk, at vi igen kan opleve den stemning, som de danske fans formår at skabe til vores landskampe,” siger Henrik M. Jakobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.

Billetter kan købes fra d. 2. februar 2022 kl. 10.00 via Ticketmaster.

Kampprogram

Norlys Golden League

17. marts 2022: Danmark – Norge, Gigantium i Aalborg kl. 20.45 (vises på TV2)

19. marts 2022: Frankrig – Norge, Jyske Bank Boxen i Herning kl. kl. 13.30 (vises på TV2 Sport)

Danmark – Spanien, Jyske Bank Boxen i Herning kl. 16.00 (vises på TV2)

20. marts 2022: Norge – Spanien, Ceres Arena i Aarhus kl. 13.30 (vises på TV2 Sport)

Danmark – Frankrig, Ceres Arena i Aarhus kl. 16.00 (vises på TV2)

Landskampe

14. april 2022: Danmark – Polen, Royal Arena i København kl. 20.15 (vises på TV2)

Tanker fra en håndboldkarriere

Skrevet af adminittp d. 9. december 2019. Uploaded i Aalborg, Kultur, Sport.

Lyt til artiklen:

Som noget helt nyt, kan du lytte til udvalgte artikler fra magasinet. De bliver læst op af den journalist, der har skrevet den. Denne er indlæst af Cecilie Wennerlin.

Det er onsdag, det er november, og det er dagen, hvor vi møder håndboldspiller Henrik Møllgaard på en lille café i Aalborgs midtby. Der er kamp om aftenen hos Aalborg Håndbold, hvor Henrik spiller – når han altså ikke lige spiller for landsholdet. Men lige nu er dommerfløjt og taktiske overvejelser skiftet ud med cafébord, sort kaffe i koppen og en snak med os, om livselementer, far-rollen og dét at finde sig til rette i en håndboldkarriere

– For Viola, der er begyndt i skole, er det nok begyndt at fylde en lille smule. Hun er blevet opmærksom på, at det ikke er et almindeligt arbejde, og at der rent faktisk er nogle andre mennesker, der følger med i, hvordan det går.

Henrik svarer på det klassiske spørgsmål om, hvordan hans børn har det med at have en far, der er professionel håndboldspiller. Viola er Henriks ældste datter på 7 1⁄2 år, som han har sammen med sin kæreste Christina, der er sygeplejerske. De har også Augusta på knap 4 år, og dermed er de lige præcis i den fase af livet, som så mange andre børnefamilier kender til. Dér, hvor ting som at hente og bringe skal forenes med de voksnes arbejdstider, og dér hvor fokus på madpakker, leg og forældrenærvær er elementære områder i hverdagen.

– De tanker, jeg selv har gjort mig omkring det er, at jeg først og fremmest er far. Jeg kan sagtens finde ud af at lukke verden ude og er egentlig ret ligeglad med, hvad andre synes om mig. Og nede i Violas skole er de jo søde. De henvendelser, hun mest får, er, at nogen har set, jeg har spillet en håndboldkamp. Så der er ikke nogen, der har kommet og sagt: ”…det var også din fars skyld, at vi tabte i går..” Men hvis der på et tidspunkt gør det, så kan det godt være, vi skal have en samtale om, hvad det betyder, at jeg er en offentlig person på den måde.

Selv beskriver Henrik med et glimt i øjet forældreskabet som noget, der har givet en masse dårlige nætter. Men det har også givet noget andet; nemlig evnen til mentalt at skille ting ad.

– I forhold til håndbolden har det givet en enorm ro, og jeg tror også, det har gjort mig til en bedre håndboldspiller. Selvom jeg har haft en dårlig dag, hvor jeg ikke har kunnet ramme målet, så står der to små derhjemme, som har en forventning om en glad far. De er fuldstændig ligeglade med, om jeg lige har tabt VM-finalen, eller om det bare har været en skidt dag. De glæder sig til at komme ind og lege i hallen bagefter, eller holde fri i morgen – det er bare nogle helt andre ting, der fylder hos dem. Tidligere kunne det godt tage mig flere dage at komme over dårlig præstation. Men i dag er det ikke svært for mig, og det er kommet ret naturligt. Det er befriende at kunne tage fra hallen og mærke, at så er jeg far. Så gemmer vi håndbolden til i morgen.

Barndommens tilfældigheder grundlagde karrieren

I den lille sydvestjyske by Gredstedbro trådte Henrik sine barndomsskridt. Håndbolden kom ind i hans liv, da han som 6-årig begyndte at spille i den lokale idrætshal, og i de følgende år blev andre sportsgrene, alt lige fra svømning til standarddans, også afprøvet. Først relativt sent blev beslutningen truffet om at tage håndbolden mere seriøst.

– På et tidspunkt skulle vi til at vælge, om vi ville til at lægge noget mere energi i det. Hvorfor det lige blev håndbold frem for fodbold, ved jeg ikke, men måske var vi som hold et bedre sted. Vi var et godt kuld, der hyggede os med det – selv gennem den periode, hvor det begyndte at handle om piger, og om hvad der skete i weekenden. Det har nok egentlig været tilfældigheder, der har gjort, at jeg er blevet håndboldspiller.

Ungdomsholdet begynder at spille mere seriøst, og mens han stadig er ungdomsspiller, rykkes Henrik op i seniorhåndbold. Der begynder det for alvor at gå op for ham, at en karrierevej er ved at forme sig.

– Efter et års tid bliver jeg profil på det hold og bliver topscorer i den 2. bedste række, og så begynder der at komme interesse udefra. Så er banen egentlig lagt, og det har sådan set kørt slag i slag derfra lige siden.

Og nu – nu er han her. 34 år gammel og topscorer i Aalborg Håndbolds herreliga, forsvarsspecialist på landsholdet og i 2019 er han på håndbold-sitet ”Handball-Planet” én ud af fire nominerede til titlen som verdens bedste forsvarsspiller.

– Det er dejligt at være i Aalborg. Jeg var her jo også i 2009 og havde nogle fantastiske år. Christina og jeg er begge fra Ribe-området, og vi flyttede i første omgang til Kolding, som ikke lå længere væk, end at vi kunne køre hjem og lægge os på sofaen og blive vartet op, hvis der var en søndag og vi ikke gad  at lave mad. Så dét at komme langt væk, selvom Danmark ikke er ret stort, det gjorde, at vi blev voksne på en anden måde. Christina blev færdig med sin uddannelse, og der var jo 2,5 time hjem, så forældrene kom ikke bare lige på besøg. Vi blev egentlig mere os selv, og vi endte også med at blive forældre, inden vi flyttede herfra igen. Derfor er det også rart at være tilbage, selvom vi nu bor i Århus, for vi bruger byen rigtig meget, og jeg overnatter også tit heroppe.

Håndbold betyder fællesskab – og realisme

Han tager en slurk af sin kaffe, mens han tænker lidt over mit næste spørgsmål. For at arbejde professionelt i holdsport, hvor fokus hele tiden er på næste kamp, og hvor der samtidig er egne ambitioner om positioner på holdene, forestiller jeg mig må være en øvelse i at skabe en vis robusthed.

– Der er et eller andet underligt i at være individualist i en holdsport. For selvfølgelig vil vi alle sammen gerne vinde, men vi vil også bare gerne have, at det er os, der vinder det for holdet. Vi vil gerne alle sammen ind og bidrage, men engang imellem må vi hver især også bare æde den dér kamel med, at i dag var det var det bare ikke lige mig – der var det nogle andre. Det er nogle gange en underlig situation, men så har jeg jo været glad for, at jeg ofte har været tiltænkt og haft store roller på de hold, jeg har spillet på. Så jeg har nok ikke ligget i det lag, hvor der måske også er nogle, der ønsker, at det ikke går andre godt, fordi der kan være kontrakter og karrierer på spil. Jeg har været heldig at kunne vælge nogle fede klubber, og at de har ønsket mig i nogle af de roller.

En hård branche er det som sådan ikke, siger Henrik og henviser til, at håndboldverdenen på mange områder er et lille, lukket samfund, hvor de fleste kender hinanden.

– Men selvfølgelig kæmper vi om de samme jobs. Der ligger jo et kæmpe stort arbejde fra både trænerens og klubbens side i at få rekrutteret ordentligt i forhold til, hvad det er for nogle mennesker, vi har rendende. Om de kan indgå i et fællesskab. Når der skal skrives kontrakter, nytter det heller ikke noget at sidde og oversælge idéen om, at det er dig, der skal spille hele tiden, hvis det egentligt er mig. Hos tidligere klubber har jeg oplevet, at der er spillere på samme position, der er blevet lovet, at det er dem, der satses på, hvor der så pludselig er noget, der ikke passer sammen. Det er vigtigt, at jobbeskrivelserne passer sammen med både kompetencer og det, vi forventer af hinanden.

Det hører med til gamet at få nogle knubs, både rent fysisk, men også mentalt. For nogle gange vil der være ting, der går udover stoltheden, fortæller Henrik ærligt.

– Der er jo nogle, specielt de yngre spillere, som lige pludselig udvikler sig helt vildt over et halvt års tid. Pludselig er de dygtigere end de ældre spillere, som måske får mere i løn, og så er der noget, der ikke helt passer sammen. Der handler det om, hvordan man håndterer det. Om holdet kan bære, at der er en, der sidder og mugger ude i omklædningsrummet. Der kræver det enormt meget af én selv… at man indser, at enten så er han bare enormt meget dygtigere end mig, eller også arbejder jeg ikke hårdt nok. Vi skal kunne håndtere at tilsidesætte egne ønsker og behov for holdets bedste, og det tror jeg også, at langt de fleste af os kan i et eller andet omfang.

Ansvaret hos dig, mig og os

Holdspil kan være sårbart. Der er lige så meget menneskelighed, følelser og selvværd i spil, som i andre sammenhænge, hvor mennesker er samlet om at skulle arbejde for at nå et mål, og dynamikken er påvirkelig. For eksempel kan både nederlag i kampe og livsomvæltninger gøre noget ved et holds dynamik, siger Henrik.

– Det kan jo være, man lige er blevet far, og ikke får sovet i tre måneder. Det er jo ren terror. Så kan det være, jeg ikke kommer til træning, eller leverer det, jeg skal, men at jeg stadigvæk får en god løn. Så er der samtidig en klub og nogle holdkammerater, der godt kan forstå, det er hårdt at blive far, men som også har nogle forventninger. Og i bund og grund vil de faktisk skide på det, for vi skal vinde noget på søndag. Så er der lige pludselig den problemstilling, at vi ikke når det vi skal som hold, fordi der måske bare er én, som falder udenfor det, vi forventer af hinanden.

At være det bedste hold, også uden for banen, kan der også ligge nogle sejre i, siger han. Mange på holdet bliver nære venner, familierne finder sammen på kryds og tværs, og Henrik selv oplever, at der er et individuelt ansvar om at få gruppen til at fungere.

– I det halvandet år, jeg har været hos Aalborg Håndbold, er der sket mange ting. To er blevet fædre, nogle har forladt klubben, nye er kommet til, og nogle er blevet langtidsskadede. Og skader gør også noget ved folk. Det dér med at ryge ud af fællesskabet og miste en plads i hierakiet – der er nogle, der bliver helt bims af at gå derhjemme, når de er vant til at træne sammen med gruppen, men er nødt til at sidde for sig selv og træne med nogle elastikker. Det er fællesskabet, sammenholdet og de dumme jokes i omklædningsrummet, man savner.

Fakta

Navn Henrik Møllgaard

Født 2. januar 1985

Livret Mexicansk mad – al lasagne og spaghetti og kødsovs er ødelagt af hånd-boldlivet

Slapper af med Kaffe og musik

Bopæl Skovshoved (Gentofte Kommune)

Person, han beundrer Clement Kjersgaard. Jeg ville så gerne være i hans hjerne, for det går så stærkt

Hvad alle trinnene på banen har givet

Flere gange under samtalen joker Henrik med, at han ”glemte” at tage en uddannelse, men fik børn og spillede håndbold i stedet for, og erkendelsen af, at en sportskarriere også har en udløbsdato, ligger i baghovedet på ham. Han fortæller med et lille smil, at han som helt ung håndboldspiller aldrig havde troet, at han ville komme til at spille, til han var 34 år. Men tiderne har ændret sig, også inden for håndbold, og forholdene for spillerne er generelt mere bæredygtige i dag, når det kommer til at passe på kroppen. Alligevel er det en realitet, at når en håndboldkarriere slutter, er der fortsat plads til et langt, fremtidigt arbejdsliv. Henrik ved endnu ikke, hvad tiden efter håndbold skal byde på, men han ved, der følger nogle vigtige kvaliteter med den type arbejdsliv, han har haft.

– Jeg vil rigtig gerne fællesskabet – og jeg vil rigtig gerne hjælpe fællesskabet. Gennem årene har jeg jo kunnet se, at det ikke er alle, der vil det. Nogle har nok i sig selv, og der er vi forskellige. Derudover, så er vi jo sådan set til eksamen hver onsdag og søndag, når der er kampe, så vi er vant til at arbejde under pres og deadlines. Jeg tror, der er mange virksomheder, der efterspørger de her ting. Mange af os er måske bogligt bagud i forhold til vores jævnaldrende, men til gengæld har vi nogle unikke kvaliteter i forhold til netop det med at indgå i teams, arbejde under pressede forhold og det at kunne levere hele tiden. Vi er også vant til rejse os igen, når vi fejler. At skulle vokse ud af det, frem for at det tager magten over os. Engang imellem pisser vi ved siden af og spiller dårligt, men vi står der jo igen på søndag og skal have det til at fungere.

Erfaringen og reflektionen er tydelig, når man taler med Henrik. Han er en dreven herre, der har prøvet lidt af hvert inden for sit fag. I tre år boede han med sin familie i Paris, mens han spillede for Paris Handball. Det var en tid med en mindre fællesskabsfølelse og mere konkurrence blandt spillerne, men det gav en masse og dyrebar erfaring, fortæller han. Og så er der landsholdet og alle landskampene. Med al erfaringen kommer også udviklingen, og det sted, hvor han befinder sig i dag, er ganske anderledes, end da han som helt ung spiller så småt blev kendt i offentligheden.

– Som yngre, da jeg kom ind i håndboldligaen, betød det enormt meget for mig, hvad der blev skrevet om mig. Hvis jeg selv syntes, at jeg havde spillet rigtig godt, og det så ikke blev bemærket, og der rent faktisk var andre, der løb med hæderen,  så kunne jeg godt blive en lille smule frustreret. Det brugte jeg for meget tid på, og der er det jo, at det er befriende at få børn, for så får man hovedet ud ad røven og får noget perspektiv på, hvad der foregår. Men det har jeg stille og roligt lagt fra mig, og  nu er jeg meget ligeglad med, hvad andre synes om det, jeg har præsteret. Vi bruger jo enormt meget forberedelsestid på kampene, og vi laver nogle aftaler, der måske nogle gange kan virke skæve, set udefra – og alt det ved folk jo ikke noget om.  Til gengæld betyder det meget for mig, hvad holdkammerater, trænere og klubledelse synes om min præstation. Men hvis der skulle sidde en journalist på Ekstra Bladet og sige, ”ej, det var ikke hans største aften”, så kan jeg godt skille de ting ad, for journalisten har ikke været der. Vedkommende har set 60 minutter og måske forventet nogle andre ting, men aner ikke en klap om alt det andet. Specielt som landsholdsspiller bliver de ting virkelig sat på prøve. Der skal man virkelig passe på med ikke at forsvinde ind i det univers, hvor man skal læse alt om en selv og bekymre sig om det. Så kan det godt være, at TV2 synes noget, men de har ikke været til taktik-møde, de har ikke været til træning, og de har ikke været nede i omklædningsrummet… For mig handler det om, hvad træner og hold forventer af mig.

At spille på landsholdet – og hvile i det

Dét, at kunne være i sin egen boble, når det handler om at hvile i sin præstation, betegner Henrik som lidt af en gave.

– På et tidspunkt fandt jeg ud af, at min præstation ikke bliver dårligere af, at Mikkel Hansen laver otte mål, og jeg laver seks. Der er en modningsproces i at skulle finde sig til rette i elitesportsmiljøet, og at skulle føle sig tryg i det, frem for at kigge sig over skulderen hele tiden. Jeg er vokset mere og mere ind i at være tryg ved mig selv og det, jeg kan – og også i at erkende de ting, jeg ikke kan. Der er nogle, der vil have mig på godt og ondt, og så gør jeg det bedste, jeg kan, i de rammer vi nu har.

Til januar er der EM, hvor Henrik er at finde på sin forsvarsplads på landsholdet. Og at spille med landsholdet er noget ret specielt, når man er vant til en bestemt rolle fra den faste klub, man spiller hos.

– Vi kommer jo 16-17 stykker og er vant til nogle faste roller hjemmefra, og så kan man måske gå fra at spille fuld tid og være stjerne til at være marginalt med eller joker. Og at få det til at fungere, er specielt på et landshold. Der er jo også nogle, der sidder ude og er irriterede over, at det er nogle bestemte, der spiller hele tiden. For eksempel skal jeg selv affinde mig med udelukkende at spille forsvar, fordi der er nogle andre, der bare er bedre til at spille angreb. Og det kan jeg ikke sidde i omklædningsrummet og være sur over… det skal jeg affinde mig med eller blive hjemme. Det er min holdning. Det er også specielt, fordi vi jo kan være sammen alle sammen i fire uger i træk, bo på to-mandsværelser, og derefter ser vi måske ikke hinanden i tre måneder. Men det giver mig også energi at tage af sted og være sammen på den måde.

Mon Henriks piger skal spille håndbold? Det vil tiden vise, siger han.

– Jeg håber da, jeg skal træne mine piger i et eller andet og være en del af deres liv på den måde. Så jeg ikke bare bliver ham dér pacer-faren, der står på sidelinjen og råber, slutter han med et grin.

3-2-1 HVEM HEPPER VI PÅ? LYKKELIGA!

Skrevet af adminittp d. 9. december 2018. Uploaded i Kultur, Sport.

Når lykken handler om et helt specielt fællesskab. Rikke Nielsen er tidligere professionel håndboldspiller. I 2009 blev hun mor til datteren Magda, som har Downs Syndrom, hvilket vendte op og ned på alting

I 2007 stoppede Rikke sin professionelle håndboldkarriere og skulle starte et nyt kapitel med sin mand Lars i Gistrup. Det sports-tossede par glædede sig enormt til at blive forældre. Men alt blev vendt op og ned, da deres lille datter kort efter fødslen fik diagnosen Downs Syndrom. Scanningen i uge 12 sagde, at der var lav risiko for Downs Syndrom, så det var et ekstra chok for parret.

– Jeg vil lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var et kæmpe chok, men da jeg fandt erkendelsen og accepten, blev virkeligheden en anden, fortæller Rikke.

Foreningsblodet løber i mig

Rikke er vokset op i håndboldhallen. Solgt lotterikuponer og hjulpet aktivt til i klublivet. Gennem hele hendes opvækst har håndbolden fyldt meget for både hende og resten af familien.

– Fælleskabet og venskaberne i håndbolden har dannet mig som menneske, og jeg har svært ved at forestille mig et liv udenom foreningslivet. Det foreningsliv er jo virkelig noget, som vi kan i Danmark. Da Magda kom til verden med Downs Syndrom, var der mange tanker i mig omkring den livskvalitet hendes liv fremtidigt kunne rumme. Jeg så hvordan mine yngre piger, Tilde (7 år) og Nynne (5 år), drog afsted til sport med deres veninder, men der var ingen, der bankede på døren for at spørge om Magda kunne lege.

Fakta

Navn Magda Lundsgaard
Alder 9 år
Født i Gistrup
Elsker at stå på hænder, dyrke sport – især håndbold, hvor hun bedst kan lide at score mål. Derudover er hun en god veninde. Er vild med slå sig løs i Leos Legeland, bage og spise pizza, tegne og vinde over familien i Uno. Hun er i øvrigt rigtig sej til at stå på ski, og glæder sig enormt til, at familien skal til Norge mellem jul og nytår.

Savnede at være en del af noget større

Rikke fandt det vanskeligt at finde nogle fritidsaktiviteter, der kunne rumme Magda. Hun oplevede, at livet som familie med et udviklingshæmmet barn ofte er centreret omkring specialpædagogik, begrænsninger, kampe med kommunen, nysgerrige blikke på gaden, helbredsproblemer, øget pres på dagligdagen, søskendeproblematik og masser af bekymringer.

Alt for mange af hverdagens aktiviteter minder om, at familien ikke er som alle andre. Alt for ofte huskes familierne og de udviklingshæmmede børn på alt dét, som de ikke kan.

Ideen kom ved køkkenbordet

– Vi sidder en aften rundt om køkkenbordet. Jeg er netop begyndt som træner for Tildes håndboldhold, og Lars foreslår pludselig, om det ikke kunne være en idé at lave et lignende hold for Magda og hendes venner.

Rikke, der længe har ønsket et mere aktivt liv for Magda, tygger kort på ideen. Hun kan rigtig godt lide tanken, og ideerne begynder derfra hurtigt at vokse.

Det gør vi bare!

Rikke kontaktede Idrætsforeningen for handicappede i Aalborg, der tilbød at stille an med remedier, så de kunne lege, at de spillede håndbold. Det var dog ikke nok for Rikke.

-Vi skal ud i det rigtige. Ud i hallen, hvor der dufter af harpiks og måske også lidt af tis.

Heldigvis var Nøvling Idrætsforening og IH-Aalborg friske på Rikkes idé. Det gør vi bare! var den hur- tige tilbagemelding. Derefter gik det stærkt og Rikke etablerede Aalborg Kidz.

Aalborg Kidz tiltrak familier fra hele Nordjylland

Ved Rikkes første træning i Aalborg Kidz mødte 21 friske børn og deres forældre op fra nær og fjern.

– Der har været et kæmpe behov. De kom helt fra Hjørring og Aars! Det betyder meget, at vi får dem ud i en almindelig idrætsforening. Jo mere, jeg får vist hende og hendes holdkammerater frem, jo mere forståelse og rummelighed kommer der også, og jo nemmere bliver det at være dem fremtidigt. Håndbold er bare så dejlig normalt!, siger Rikke

I dag er Aalborg Kidz oppe på hele 49 glade børn, der fast kommer til træning hver mandag.

En lykkelig liga for de børn, som ikke passer ind andre steder. Hun talte med forskellige folk omkring udbredelsen af Aalborg Kidz b.la. Mikael, som er far til Magdas veninde Kaya. Han bakkede op og skubbede på, da Rikke luftede ideen om at udbrede konceptet til hele landet

– Er du klar over, hvor meget lykke Aalborg Kidz giver vores lille familie? Den lykke bør flere få del i. Mikael er ejer af reklamebureauet Weltklasse, og han kom på ideen med navnet LykkeLiga. En lykkelig liga for de børn, som ikke passer ind andre steder.

– Vi synes, at spillerne på det nye håndboldhold skulle mere end bare spille håndbold. De skulle være stjerner!

Rikke fik blod på tanden og sagde sit arbejde op. Hun ville arbejde med LykkeLiga på fuld tid – koste hvad det ville. Og så var det i arbejdstøjet for at finde finansiering.

– Vi søgte fonde og pludselig sad vi med midler fra både Socialstyrelsen og Tryg.

I december 2017 fik LykkeLiga tildelt 3 mio kr. i puljemidler fra Socialstyrelsen. Kort efter fulgte Tryg Fonden trop: 2,5 mio kr. Som en tidlig julegave sluttede Spar Nord Fonden året godt af med en donation på 1,5 mio kr. Alle pengene var øremærket et 3-årigt udviklingsprojekt.

– Det var meget overvældende, fortæller en glad Rikke.

Fakta

Navn Rikke Nielsen Lundsgaard
Alder 41 år
Født i Fjerritslev

Tidligere professionel dansk håndboldspiller. Hun har tidligere spillet for Aalborg DH, hun spillede en enkelt sæson i den tyske klub HC Leipzig, før det har hun spillet i Aalborg DH og moderklubben HS Nord. Hun har med det danske landshold været med til at vinde EM sølv i 2004

I oktober 2012 udgav Rikke Nielsen bogen „Til sidste fløjt“ på forlaget People‘s Press. Bogen fortæl- ler om oplevelserne på og uden for håndboldbanen og beskriver kampen mod kræft samt de første år som mor til et barn med Downs Syndrom.

Hun startede i 2017 LykkeLiga. LykkeLiga er en håndboldliga for de børn, som ikke passer ind på andre hold.

Priser, sponsorater og anerkendelse

Samtidig med donationerne modtog LykkeLiga også Muskelsvindsfondens “plads til forskelle” pris – sammen med 100.000 kr. Desuden blev Rikke for andet år i træk nomineret til en pris i DRs sportsgalla. Denne gang var det LykkeLiga, som blev indstillet til “Danskernes idrætspris” – i øvrigt på baggrund af rekordstor folkelig opbakning i en afstemning på DR P4.

En henvendelse fra Socialpædagogerne resulterede i LykkeLigas første seriøse sponsorat. En 3-årig kontrakt på 300.000 kr. skal sætte fokus på at frivillighed og faglighed går hånd i hånd i arbejdet med handicappede i Danmark.

3-årig projektperiode

– Vi er nu i gang med det første år af projektperioden, og vi har allerede indfriet de mål, som først blev opsat. Vores 3-årige mål var at have 25 hold på landsplan, men første år er ikke slut i endnu, og vi har allerede 36 hold fordelt over hele landet. Forældre og ildsjæle har i hobetal taget kontakt og vil starte hold.

Senest har Rikke været i Grønland og hjælpe team Nük Håndbold Starz med opstarten.

-Jeg er fuldstændig blæst bagover.

Hun havde ikke i sin vildeste fantasi turde håbe på sådan en succes.

Helte, topscorere og holdspillere

LykkeLiga skal skabe flere smil, grin og positive oplevelser for udviklingshæmmede børn og deres familier. Metoden er sport, bevægelse og sociale fællesskaber, hvor hele familien involveres. Med LykkeLiga etableres et koncept, som skal fokusere på alt dét, som de udviklingshæmmede børn godt kan!

LykkeLiga skal gøre udviklingshæmmede børn til helte, topscorere og holdspillere.

Dem der fra det seje håndboldhold

Her er man stolte forældre og ikke belastede familier. Her er børnene topspillere uanfægtet hvor få regler, de kan huske. Med etableringen og promoveringen af lokale hold sigter LykkeLiga efter, at børnene skal genkendes på gaden som “dem der fra det seje håndboldhold” – og ikke bare som udviklingshæmmede. LykkeLiga skaber små stjerner på en stjernehimmel af positive fællesskaber.

Lykke Cup – Alle var stjerner og fik medaljer

Lykke Cup, er en årligt tilbagevendende håndboldfest for udviklingshæmmede børn fra hele Danmark. Her er det sport og bevægelse, der står i centrum. Ambitionerne er store, og der sigtes efter at skabe en årlig national fejring af livsglæde og skævhed.

På denne dag er børnene helte. Alle var stjerner og fik medaljer, da Lykke Cup blev afholdt i Gigantium. 300 børn deltog til kampene, og 700 deltog i den efterfølgende gallafest, hvor selveste Joey Moe underholdt de mange dansende og glade børn, der begejstrede hoppede på scenen og hang ham om halsen. Magda synes, at Joey Moe var rigtig sød og også liiiidt pæn.

Drømmer om en fremtid uden begrænsninger

Rikkes store fokusområde er etablering af nye hold samt den ugentlige træning. Hun har også fået forespørgsler på at udbrede LykkeLiga til andre sportsgrene.

– Indtil videre bliver jeg i håndbolden. Det er her, jeg har hjemme, men jeg bliver super glad, når andre lader sig inspirere, og er løftestænger i andre sportsgrene, fortæller Rikke.

Hun arbejder lige nu på at dokumentere og beskrive konceptet til de mange frivillige trænere, så de ikke skal opfinde den dybe tallerken ude i klubberne. Rikke drømmer om en fremtid uden begrænsninger for børn med specielle behov. De skal ikke stritte ud og forsøge at tilpasse sig et fælleskab, men de skal heller ikke isoleres og pakkes væk.

Vi asfalterer, mens vi går

Foreningen er båret frem på frivillige hænder, og det skal den fortsætte med. Der er ingen betaling for de deltagende familier. – Det er vigtigt for os, at vi forbliver ”os selv”. Selvom det går stærkt og vi asfalterer, mens vi går, skal vi holde fast i de gode værdier og den idealistiske ånd. Men nu er det også tid til, at vi skal have pulsen lidt ned, fortæller Rikke, og stryger kærligt Magda over kinden.

Fælleskabet blev styrket i familien

Efter at Magda er begyndt at spille håndbold, har Rikke gjort sig nogle betragtninger i den nære familie.

– Vi har fået en ny samtaleplatform i familien. Noget vi er fælles om.

Før oplevede hun, at det kunne være svært for den øvrige familie, at sætte sig ind i Magdas verden og engagere hende i samtalerne. Nu er det blevet nemmere.

– Når morfar går ned i knæ, spørger han ikke længere ind til skolen men til håndbolden. Der har Magda en masse succesoplevelser, så det vil hun gerne dele og tale om. Hun er sku også noget nu. I stedet for at hun altid var med ude og se de andre spille, er det nu hende, vi er ude for at se. Det har fået hende til at blomstre med selvtillid.

Julen skal holdes hjemme

– Vi skal holde julen hjemme i Gistrup med alt hvad der hører sig til af and, sovs og kartofler – Magda er dog mest til medisterpølse, så det har hun særbestilling på.

Nytår er altid på ski

2. juledag pakker vi bilen, og rejser på skiferie til Norge. Vi har familie i Kongsberg, så det er en fast tradition, at vi fejre nytåret i pyjamas og uldsokker på fjeldet i familiens hus. Så leger vi, at klokken er 24, når den i virkeligheden er 21 – for vi er altid så trætte efter flere dage på ski.

3 skridt – så skal du aflevere!

LykkeLiga planlægger at udvikle et omfattende læringskoncept, som skal sætte fokus på udviklingshandicaps i undervisningen i folkeskolen. Med udgangspunkt i spillerne i LykkeLiga sættes der fokus på forskellige handicaps.

Håndbold-universet åbner for en helt ny måde at formidle viden om handicappede: Spiller nr. 6 fra Aalborg Kidz – Magda Lundsgaard. Handicap: Downs Syndrom, Styrke: stor selvtillid, Svaghed: Døjer med at holde koncentrationen og blive på banen under kampen. Læringskonceptet rummer desuden skolebesøg og foredrag.

Formidling til offentlighed

Gennem de lokale hold og den årlige LykkeCup skabes en helt ny platform til at formidle viden og indsigt i udviklingshandicappedes liv. Med platforme som facebook, instagram og snapchat undervises holdene i, hvordan de kan opnå opbakning i deres lokalsamfund.

Som det nyeste tiltag, har de netop lanceret en musikvideo sunget af Souveniers kaldet: 3-2-1 hvem hepper vi på – Lykke- Liga! Se videoen på LykkeLiga.dk eller herunder

Er du nysgerrig på at følge mere med i LykkeLiga? Så følg foreningen på Facebook eller Instagram.