Skip to main content

Tag: gug rope skipping team

Guinness-verdensrekordforsøg i sjipning

Søndag d. 21. januar prøver sjippere fra Gug Gymnastikforening kræfter med at slå en Guinness-verdensrekord i SHOPPEN Aalborg.

 

Lisa, Christine og Jannicke går efter at slå en rekord i double dutch (to lange tove, der svinges til en hopper) søndag d. 21. januar kl. 11 på 1. sal i SHOPPEN Aalborg. Forsøget går ud på, at hopperen (Lisa) tager så mange såkaldte “push-ups” som muligt på 1 minut, hvilket er hop på hænder og fødder samtidig i en slags armbøjningsstilling.

 

Den nuværende Guinness-rekord er på 41, men da der kun tælles på det ene tov, betyder det, at der skal mere end 82 af disse push-up hop til, før rekorden bliver slået. Sjipperne fra Gug går efter at få mere end 100 push-ups på et minut. Tempoet skal altså op på mere end to af disse push-ups i sekundet.

 

De tre sjippere er alle erfarne sjippere fra Gug i alderen 28-40 år, der har adskillige EM og VM-guldmedaljer i bagagen.

 

Udover selve rekordforsøget vil der samme dag mellem kl. 10-13 være forskellige rekordforsøg med udgangspunkt i Børnenes Rekordbog 2024, som man kan prøve i nogle af butikkerne i SHOPPEN, og her er der gavekort på højkant til vinderne.

 

 

Når sjipning bliver alvor

I denne uge er jeg i erhvervspraktik hos APPETIZE, og har der fået til opgave at skrive en artikel om rope skipping.
Jeg hedder Sofie, og jeg er 14 år gammel. Jeg bor i Vestbjerg og går på Vestbjerg Skole i 8. klasse.

Min interesse er faldet på rope skipping, som i daglig tale bliver kaldt sjipning. Min interesse begyndte, da jeg så nogle optræde med noget sjipning på min skole, og der tænkte jeg, at det var noget for mig. I Vestbjerg er der en lille sjippeklub, hvor jeg startede med at sjippe. Senere besluttede jeg mig for, at jeg ville mere end det, og jeg rykkede derfor til Gug, hvor jeg indtil nu har sjippet i Gug Rope Skipping Team. Mens jeg har gået til sjipning i Gug, har jeg deltaget i en del konkurrencer bl.a. verdensmesterskaberne i Kina hvor lande som Japan, Australien og Kina deltog. Der deltog jeg i en individuel konkurrence, som for mig endte med en plads i den bedste tredjedel, hvilket jeg er mere end tilfreds med. Det var en stor oplevelse for mig at deltage.

Søndag den 28/4 deltog Gug Rope Skipping Team i Danmarksmesterskaberne i hold, hvor jeg også deltog. I en konkurrence er der 6 discipliner, man skal konkurrere i, og så sidder der nogle dommere, der skal give point for de ting, man laver. Det var mit første år, hvor jeg skulle sjippe i aldersgruppen 15+, og pga. det høje niveau måtte vi gå hjem med en 10. plads. Dog var det stadig en god dag for Gug, da et andet hold fra Gug endte med at slå Lillerød og fik en 1. plads, stærkt efterfulgt af et hold fra Lillerød, som havde samme ranking (det tal som bliver taget efter hvilken placering, man får i de forskellige discipliner, så hvis man bliver nummer 5 i en disciplin, får man 5 i ranking) som Gug, og det var derfor pointene der afgjorde det. De kan nu se frem til Europamesterskaberne, som bliver afholdt i Østrig til sommer.

Trods 10. pladsen var det også en god dag for mig og mit hold. Der blev både slået rekorder og nået mål. Nu ser vi frem til den næste konkurrence, som er dansk/svensk mesterskab, der bliver afholdt i Sverige om 2 uger. Det bliver måske den sidste konkurrence, vi vil opleve med de nuværende regler.

Holdbillede af deltagerne fra Gug Rope Skipping Team til danmarksmesterskaberne i april 2019

 

Måske en OL disiplin fra 2020

Til næste år vil man forhåbentlig kende bedre til sporten end man gør i dag. Sporten bliver sandsynligvis slået sammen med sporten jump rope i håb om at gøre sjipning til en OL disciplin. Det vil betyde nye regelsæt i rope skipping, bl.a. vil det gå fra de nuværende 6 discipliner til mere end 10. Jeg vil være glad hvis sporten bliver større, fordi så er der flere hold der deltager i konkurrencerne, og der vil være flere, som man kan snakke om sjipning med.

Video 1:

Sofie viser her ‘speed’. Her gælder det om at få så mange hop på højre fod som muligt på 30 sekunder.

Video 2:

Sofie viser her et lille uddrag af en enkelt-tov-serie fra en opvisning


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev