Skip to main content

Tag: Gravskænderi

Alvorligt gravskænderi ved Lindholm Høje

Et af Danmarks kendteste fortidsminder fra vikingetiden udsat for hærværk

Det var et sørgeligt syn, der påskesøndag mødte gæster og personale ved Lindholm Høje Museet nord for Aalborg. En eller flere gerningsmænd havde gravet flere dybe huller på det fredede fortidsminde. Det omfattende hærværk er sket blandt højens næsten 700 ikoniske stensætninger, som hver især markerer en grav fra perioden yngre jernalder til og med vikingetiden, dvs. omkring år 400-1050 e.Kr.

”Det virker påfaldende med to tilfældige huller af den størrelse lige der. Vi kan se, at der er brugt en lille feltspade til at grave med, og at hullerne er 30-40 cm dybe. Det er af så grov karakter, at hvor vi normalt bare ville anmelde hærværket til Slots- og Kulturstyrelsen, så har vi været nødt til også at politianmelde det denne gang,” siger Lone Andersen, der er arkæolog og museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, og som har ansvaret for tilsyn med fredede fortidsminder i Nordjylland.

Også hos Slots- og Kulturstyrelsen, tager man hærværket dybt alvorligt.

”Lindholm Høje er et af Danmarks mest ikoniske og mest besøgte fortidsminder, og det har stor betydning for forståelsen af livet i yngre jernalder og vikingetid. Derfor er det rigtig ærgerligt, at nogen har været i gang med at ødelægge en del af vores fælles kulturarv. Det er decideret hærværk at gå ud på et fredet fortidsminde og grave jord og sten op, og det kan hærværksfolkene ikke være bekendt hverken over for de lokale, som passer på stedet, eller over for os andre. De har ødelagt en del af vores fælles historie, og ødelæggelserne svarer til, at man går ud på en kirkegård, vælter gravsten og graver i jorden,” siger konsulent, arkæolog mag.art. Lars Bjarke Christensen fra Slots- og Kulturstyrelsen.

På Lindholm Høje kan man se næsten 700 stensætninger, som hver især markerer en grav fra perioden yngre jernalder til og med vikingetiden. Stedet er derfor et af Danmarks kendteste og mest ikoniske vikingesteder. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum)

Stigende tendens

Det er ikke første gang, museet støder på hærværk på fortidsminder, og ifølge Lone Andersen er gravskænderi og hærværk af denne type desværre en national tendens, som er stigende.

”Hver gang det sker, går det direkte i mit arkæologi-hjerte. Det er en blanding af frustration og græmmelse over, at nogle mennesker har så skidt en moral. Det er ualmindeligt hæsligt at se på,” siger Lone Andersen.

Motivet til hærværket kan man kun gisne om, men formentlig er det sket i håb om at gøre et spektakulært vikingefund.

”Det er virkelig dumt, for hele området er jo udgravet for mange år siden, så der er ikke noget at komme efter”, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum. Han understreger, at museet på ingen måde mistænker nogle af de mange detektorfolk, som museet til dagligt arbejder sammen med.

”Hvis der virkelig er tale om nogen, der påberåber sig en eller anden form for interesse for fortiden, så synes jeg, de skal melde sig ind i en detektorforening, så de kan blive vejledt i hvordan, man behandler vores alle sammens fortidsminder”, siger Lars Nørbach.

Hærværket er sket henover påsken, og hullerne er 30-40 cm dybe. Det er så grov en karakter, at sagen er politianmeldt, oplyser Nordjyllands Historiske Museum. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum)

Efterlader regning til museet

Hærværket på Lindholm Høje kan blive en bekostelig affære for museet. Regningen for at reetablere fortidsmindet kan potentielt løbe op i 100.000 kr. eller mere. Nordjyllands Historiske Museum arbejder på at få det berørte område reetableret hurtigst muligt, men Lone Andersen anslår, at der godt kan gå et par uger, inden politisagen er afsluttet.

For yderligere information, venligst kontakt:

Lars Christian Nørbach, museumsdirektør, ph.d., Nordjyllands Historiske Museum: Telefon: 25 19 74 13


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev