Babytemaet fortsætter her på APPETIZE, vi har modtaget Rikkes spændende historie. Drømmen om en hjemmefødsel, der endte med en fødsel i ambulancen på vej på sygehuset. Læs om Rikkes oplevelse…
En mandag i starten af september startede et nyt kapitel. Et kapitel hvor familielivet i den grad blev sat i fokus, og den lille familie gik fra 2 til 3….eller fra 4 til 5- alt efter om man tæller de firbenede med eller ej
Inden jeg blev gravid, var jeg faktisk ikke særligt meget for at skulle føde. Jeg er helt med på, at den eneste udvej for en graviditet er, at barnet skal ud på en eller anden måde. Jeg brød mig bare virkelig ikke om tanken. Derfor gjorde jeg en stor ting ud af, at få læst en masse forskellige fødselsberetninger, og generelt på at forberede mig på bedst mulig vis bl.a. via forskellige former for fødselsforberedelse med bl.a. Smertefri fødsel. På et tidspunkt ramte tanken om en hjemmefødsel mig, og det gav en eller anden form for ro. Jeg undersøgte mulighederne, og foreslog det for min mand, som i første omgang ikke rigtigt sagde noget, men efter en kort snak, så var han med på ideen, og vi forberedte os på, at fødslen skulle foregå i vores eget hjem.
Jeg ender med at gå en uge over tid, og da vi står op om morgenen på dag 41+0, så har jeg to meget små veer, som reelt lige så godt kunne have været plukkeveer. Det bliver ikke til mere og Henrik kører på arbejde. Jeg nyder en rolig morgen med en god portion morgenmad. Jeg tænker, at jeg hellere må få fyldt depoterne godt op i tilfælde af at det skulle ende med at blive til mere senere på dagen.
Solen skinner fra en skyfri himmel og vejret er bare super flot – jeg nyder lidt tid i haven med vores 2 hunde og går ellers og hygger mig det meste af formiddagen, indtil jeg snupper en lur på sofaen.
Mellem kl. 14-15 får jeg 4-5 veer. De kommer ca. hvert 10. minut og varer omkring 30 sek. Jeg forsøger mig med laboro vejrtrækningen (fra Smertefri fødsel), men kan slet ikke få det til at fungere, og når at blive lidt irriteret over, at jeg jo har øvet det længe, men ikke kan bruge det i praksis.
Kl. 15.40 ringer jordemoderen for at aftale en tid til kontrol næste dag, da jeg er i uge 41, og vi skal have snakket om evt. igangsættelse, hvis det ikke starter af sig selv. Jeg fortæller, at der har været sådan lidt opstart til noget i dag, men fortsat ingenting regelmæssigt, og at veerne er korte. Vi aftaler, at jeg ringer senere på aftenen/natten, hvis det bliver til mere og ellers ringer hun mig op næste dags morgen med henblik på kontrol samme dag.
Henrik kommer hjem fra job ved 16 tiden, og sørger for at få gået med hundene, og begynder så små at finde fødekar frem, som han slår op midt i stuen. Mellem kl. 18-20 bevæger jeg mig lidt rundt, sidder på pilatesbolden, går lidt og bevæger hofter/bækken igennem – alt imens veerne tager stille og roligt til i styrke og lidt i varighed. Veerne er nu begyndt at bide sådan, at jeg må koncentrere mig om vejrtrækningen mens de står på, og jeg finder det lindrende, at Henrik giver mig et solidt tryk på korsbenet imens veen står på. Henrik sætter lidt musik på fra en playliste, som jeg har lavet under graviditeten. Under veerne hører jeg ikke musikken, men synes egentligt den er dejligt afslappende imellem veerne. Kl. 20 er der 2-4 min mellem veerne, som stadig kun varer 40-60 sek, jeg tænker, at de skal være mere regelmæssige og vare længere tid, for det er det vi har fået at vide, men vi bliver alligevel enige om, at give jordemoderen et kald. Hun skal trods alt lige omkring sygehuset og hente sin taske inden hun kan komme ud til os. Henrik ringer til hende og aftaler at hun kommer.
Jeg tager et varmt bad under bruseren og synes virkeligt det er rart. Nuvel veerne bider stadig, men det løbende vand gør alligevel, at det føles mildere. Imellemtiden har Henrik fyldt fødekarret og da jeg har været i bad kravler jeg heri og venter på jordemoderen.
Jordemoderen kommer kl 21, og hilser på og finder stille og roligt på plads med sine ting. Derefter vil hun gerne tjekke, hvor langt i fødslen jeg er. Vi forsøger at tjekke mens jeg er i karret, men hun kan ikke komme til at mærke ordenligt og må have mig op på sofaen. Liggende på sofaen tjekker jordemoderen mig, og hun siger : “Du er 2 cm åben.” – jeg kan huske, at jeg siger til hende, “Ja jeg tænkte det nok – jeg havde sådan håbet, at du sagde 4 cm”. Jordemoderen foreslog, at jeg ventede med at gå i vandet igen indtil jeg var lidt længere i fødslen, da hun var nervøs for om det satte det hele lidt i stå. Hun foreslår derimod, at jeg bliver liggende på sofaen.
Jeg kan imidlertid ikke finde ro i at komme ned og ligge på sofaen, og må op og stå hver gang jeg får en ve. Her står jeg op, mens jeg støtter mine arme på Henriks ben. Jeg forsøger mellem hver ve, at lægge mig på sofaen, men kan fortsat ikke finde ro i det. Mine ben ryster helt vildt, og jeg kan huske den der fornemmelse af ikke at kunne kontrollere rystelserne. Lidt ligesom kulderystelser, men jeg havde det på ingen måde koldt. Henrik får fundet et par store puder, og endeligt kommer jeg ned at ligge på venstre side, med en god stor pude mellem knæene, og det føles egentligt okay. Jeg får et tyndt lagen over mig, og har en kold klud til panden. Hver gang jeg får en ve, holder jeg kluden for øjnene og Henrik i hånden – og NU fungerer laboro vejrtrækningen upåklageligt, og jeg synes den er guld værd! Det er som om laboro vejrtrækningen falder mig helt naturligt under hver ve, og de veer, hvor jeg ikke kan holde den, så går vejrtrækningen over i at puste ud i stedet, og det fungerer rigtig godt. Veerne gjorde stadig rigtig ondt, men det at have noget at fokusere på og arbejde med undervejs var for mig helt fantastisk. Derudover fokuserede jeg på, at forsøge at slappe rigtig godt af under veerne, så kroppen ligesom arbejdede sammen med veerne.
Efter 1 time – altså ca. kl. 22, siger jordemoderen, at hun lige vil tjekke, hvor langt vi er nået, hvis ikke der er sket så meget, så vil hun køre hjem igen og komme igen senere på natten. ”Det kan jo godt trække ud med førstegangsfødende”. Hun tjekker – og vupti “5 cm åben” – og dermed i aktiv fødsel! Jeg kan huske, at jeg bliver utroligt glad – og selvom jordemoderen ikke har gjort noget af arbejdet, så havde jeg alligevel lyst til at sige, at hun var den bedste i verden!
Den næste halve time går og veerne fortsætter – de er stadig ikke mere end 40-60 sek, og der er 1-2 minutter imellem. Jeg er i min egen verden, hver gang veerne kommer, og jeg husker, at jordemoderen spørger mig om “jeg kan være med til det”. Min første tanke er, at det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal svare til, for det er da på ingen måde behageligt, men der er jo ligesom ikke nogen anden udvej og desuden synes jeg egentligt, at det går ret godt med vejrtrækningen undervejs.
Jeg skal egentligt tisse, men kan slet ikke overskue at gå ud på toilettet. Jeg ligger stadig på venstre side, på enden af sofaen med en stor pude under hovedet, og en pude mellem knæene. Jordemoderen spørger mig om jeg vil have hjælp til at komme derud, og det kan jeg heller ikke lige overskue. Dernæst spørger hun mig: “Rikke – hvad er det værste der kan ske? Det er, at du tisser lige her – og hvad så?!. Du kan også tisse i sådan en kapsel til at kaste op i – det skulle ikke være første gang det er prøvet.” – og jeg havde faktisk overskud til at smile lidt af den kommentar.
Faktisk havde jeg mellem veerne ganske fint med overskud eller sagt på en anden måde – i de korte pauser mellem veerne kunne jeg koncentrere mig om at føre korte samtaler og rent faktisk høre efter, hvad der blev sagt. Desuden blev jeg, meget mod egen forventning, slet ikke sur undervejs. Jeg har på intet tidspunkt skældt ud eller lignende – hvilket jeg ellers var ret overbevist om, at det ville komme til at ske, og jeg havde da også advaret Henrik flere gange på forhånd.
Kl. 22.30 spørger jordemoderen mig så om jeg kun skal tisse eller om jeg også har trang til at presse. Og mit svar lyder: “Det ved jeg faktisk ikke rigtigt…” – og hvor mærkeligt det end lyder, så kunne jeg ikke helt finde ud af, hvilken fornemmelse det var jeg havde. Veerne begyndte at ændre karakter, der var en lille trang til at presse, og en fornemmelse af at skulle tisse. Af samme årsag ville jordemoderen lige tjekke, hvor langt jeg var. Jeg trækker højre ben op mod brystet, og jordemoderen mærker på mig indvendigt – i det samme hun gør det, så går vandet i en stor skylle, og jeg kan mærke, at det på en måde letter, og at smerten fra veerne aftager, og derimod bestemt ændrer karakter, og jeg får mere lyst til at presse.
I det vandet går, så siger jordemoderen: “Det er godt nok grønt – det måtte bare ikke ske. Så er vi nødt til at ringe efter en ambulance.”. Eftersom en hjemmefødsel kun gennemføres, når alt er normalt, så betyder grønt fostervand, at vi måtte på sygehuset. Når fostervandet er grønt, så skal der laves målinger på barnet, og dermed betyder det, at man skal overflyttes – og dermed desværre ikke har mulighed for hjemmefødsel længere.
Jordemoderen får ringet til fødegangen og kaldt en ambulance. Mine presseveer har imidlertid ikke tænkt sig at vente på ambulancen, og de første 2-3 presseveer kommer inden ambulancen dukker op.
Jeg husker, at det er en lettelse, at udvidelsesfasen er ovre, og at det er nemmere at forholde sig til presseveerne, selvom kroppen lige skal finde ud af, hvordan der skal arbejdes med dem. I starten er det faktisk svært for mig at lade være med at have lidt lyd på under presseveerne. Henrik er forduftet, og er i fuld gang med, at finde de sidste småting til tasken (som jeg heldigvis har pakket just in case), fx et par bukser til mig, mine briller, så jeg kan se noget, når en gang vi når frem og lignende.
Omkring kl. 22.45 kommer 2 mænd og en båre trillende ind i stuen, og jeg bliver hjulpet over på båren med en presseve undervejs, hvor jeg ikke må presse med. Jeg kommer over på båren og ligger fortsat i sideleje på venstre side. Jeg bliver bumlet ud i ambulancen som er parkeret lige ude foran huset – en tur som virkelig føles skrumlet med presseveer, selvom jeg er helt sikker på, at de to mænd virkeligt har gjort deres bedste for at transportere mig ganske forsigtigt.
Ude i ambulancen, kommer den ene falckredder og jordemoderen om bag i ambulancen, Henrik sætter sig i vores egen bil for at køre bagefter. De når kun lige at lukke dørerne til ambulancen før de åbner dem igen og kalder på Henrik. Hverken jeg eller baby har tid til at vente på, at vi når ind på sygehuset. Henrik når lige ind i ambulancen – og 2 presseveer, og først kommer babys hoved (og øh AV!!!), og dernæst resten af kroppen i den næste ve, hvilket jeg faktisk ikke synes gjorde ondt og pludselig ligger jeg med den skønneste lille dreng i armene, som er smurt ind i fosterfedt og grønt fostervand. Det var helt fantastisk! Baby blev født kl. 23.05 (altså 2t 5min efter jordemoderen ankom og vurderede mig til 2 cm åben), og Henrik kunne klippe navlestrengen. Dernæst sætter vi stille og roligt kursen mod sygehuset, Henrik i vores egen bil bagefter.
Kl. 23.13 bliver moderkagen født ved en enkelt ve – det gjorde ikke ondt, og føltes bare som en blød klump der kommer ud (hvilket det jo principielt også er). Herefter skal jordemoderen trykke hårdt på maven, for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen – det er så til gengæld knap så behageligt. Jordmoderen trykker 2 gange, og lige pludselig bløder jeg en hel del. Jordemoderen er nødt til at holde godt ned på min mave for at forsøge at stoppe blødningen, og den stille og rolige kørsel mod sygehuset bliver lavet om til en kørsel 1 med blå blink. Jeg forestiller mig, at det må have været lidt ubehageligt for Henrik at køre bagved og se, at der pludseligt bliver sat blå blink på. Undervejs til sygehuset mister jeg ca. 1L blod – om det skyldes hormoner eller hvad ved jeg ikke, en jeg har det faktisk rigtig fint. Desuden fortæller jordemoderen mig, at jeg nok er gået en del i stykker “down there”, men at vi lige tager et nærmere kig, når først vi kommer på fødegangen og får blødningen stoppet.
På vej fra ambulancen til fødegangen, gør de søde Falckreddere deres bedste til at oplevelsen trods alt skal blive god. De snakker og har en god føling med tingene. Faktisk fortæller den ene, at når babyer fødes i ambulancen, så er der tradition for at de skal opkaldes efter falckredderne – og det er jo meget passende, når nu det er en dreng, og så kan jeg frit vælge om jeg vil kalde ham Benny eller Kenneth (Tusind tak til Benny og Kenneth fra Falck for at være med til at gøre min fødsel til en god oplevelse!).
Inde på fødegangen kommer jeg over på et fødelejet i rygliggende, får fødderne i bøjler, får sat drop op med væske og medicin, og bliver flere gange trykket hårdt på maven for at tjekke blødningen. Jeg fik tømt blæren med kateter for at være sikker på, at en fyldt blære ikke generede livmoderen ift. at trække sig sammen. Det blødte fortsat, og alt i alt vurderes det til, at jeg bløder ca 1,3 L alt i alt. Vi havde virkeligt håbet på, at vi kunne komme hjem efter turen på fødegangen, når de havde fået sat en stopper for blødningen, men fordi jeg blødte over 1L, så betød det, at vi måtte en tur på barselsgangen til indlæggelse. ØV! Det betyder også, at de fraråder hjemmefødsel næste gang pga. kraftig blødning ved foregående fødsel. ØV!
Jeg havde fået en 2. grads bristning, så det viste sig heldigvis ikke at være så slemt, som det i første omgang så ud til. Når det er sagt, så mærkede jeg INTET til det undervejs. Som i INTET! Lige da jordemoderen sagde i ambulancen, at det så ud som om jeg var gået en del i stykker, så var jeg faktisk også pisse ligeglad. (Det havde jeg nok ikke været senere, hvis jeg havde fået mig en 3. eller 4. grads bristning, men lige der, der var jeg pisse ligeglad – og jeg havde som sagt intet mærket). Jeg blev bedøvet, og syet, hvilket jeg heller ikke mærkede, og så vaskede jordemoderen det værste blod væk, og vi fik lov at være os selv lidt imens de fik udfyldt de sidste papirer og skrevet i journalen. Efter et par timer blev baby L vejet til 4050 g og målt til 55 cm. og ca kl. 3.45 blev vi overflyttet til barselsgangen, hvor baby L og jeg skulle være indlagt som minimum indtil næste dag. På barselsgangen i Aalborg er det kun mor og barn, der er indlagt, så det betød også, at Henrik måtte køre hjem til rodet i huset og hundene. En lidt underlig fornemmelse, at skulle skilles der ganske få timer efter at man er blevet en lille familie. Vi forsøgte at få det bedste ud af det, og se det fra den lyse side, og Henrik kunne køre hjem og få ryddet en lille smule op og luftet hundene inden han kom igen, når besøgstiden startede kl. 8.00.
Sådan endte min hjemmefødsel, på alle andre måder end forventet, uden smertestillende og som en kæmpe oplevelse – og helt ærligt, jeg ville ikke have gjort noget som helst anderledes. Jeg ville til enhver tid have valgt hjemmefødsel. Jeg var fuldstændig tryg hele vejen igennem. Jordmoderen og falckredderne gjorde et fantastisk stykke arbejde undervejs. Henrik var en god støtte, og vi var et godt makkerpar under hele processen. Jeg synes det var en fantastisk oplevelse – både selve fødslen (selvom det gør ondt), og ikke mindst det at blive forældre.
