Når jeg ser en burka
Når jeg ser en burka, tænker jeg, at det må være dejligt at kunne være både inde og udenfor på samme tid. Helt privat i det offentlige rum. Og så kommer jeg til at savne min dyne, der ligger hjemme på sengen i sit blåstribede betræk. Måske tænker sidemanden i bussen ”Hey, det kan være det er min tante?”. Nogle bliver rasende og nogen bliver utrygge, når de ser en burka, og så er der også dem, der er ret lige glade, om personen der lige gik ind i bussen havde en burka eller en blomstret sommerkjole med knapper på
Når jeg ser en pakke plantefars, så bliver jeg rigtig glad og får straks lyst til at lave en stor burger eller hakkedrenge med nye kartofler og god sovs! Der er også nogle, der bliver irriterede, når de ser en pakke med plantefars, eller utrygge, nogen er helt lige glade om der er plantefars eller oksefars i pakken, men der er helt sikkert ingen levende væsner, der tænker ”Hey, måske er det min tante”.
Vores sommer har været helt fantastisk. Nogen vil mene den bare har været helt fantastisk, andre vil mene den har været fantastisk varm, eller fantastisk bekymrende, nogle synes den har været fantastisk ulidelig, og nogen synes den har været fantastisk lang. Til sidst er der dem der på ingen måder synes, den har været Fantastisk. De synes måske den har været direkte det modsatte. Jeg synes både den har været fantastisk varm, dejlig, lang, ulidelig, og bekymrende. Alle ser vi med forskellige farver briller – på præcis de samme ting.
Jeg elsker at iagttage mennesker. At sidde på Søgaards Bryghus i sommerheden på deres lille forhøjede Himstregims udenfor og kigge ud over C. W. Obels plads på en solfyldt lørdag eftermiddag sammen med min kæreste og en stor kold Klosterbryg. Familien med fire lopper, der hopper af sted i glæde henover brostenene på vej ned mod High Way 66, de fire veninder med det ekstra lange hår, de ekstra lange øjenvipper og de ekstra korte kjoler, der har sat hinanden stævne på Cafe Vi2 med Latte, Nachos, Juice med sugerør, og den obligatoriske burger på pind med strittende pommes fritter. Ovre på den anden side af pladsens parasoller går de ulastelige sorte og hvidfarvede tjenere med butterfly og forklæde rundt imellem Prices borde og skænker liflige kølige bobler for Hr. og Fru Hermansen, der fejrer Fruens fødselsdag med Østers i den smukke sol. Og når jeg sidder der og nyder min Klosterbryg eller et velsmagende glas ”Treasure Island”, så tænker jeg på alle de forskellige hjørner og vinkler vi anskuer livet og vores fælles jord fra. Fra Klubværelset i Lindholm med støvede vinduer og en tom kasse bajer på altanen, gården i Grindsted med halvtreds tønder land og hedeslag, parcelhuset med alt i Weber, Kählervaser og Santa Maria i krydderiskuffen, Patriciervillaen med Kvium, Sous Vide og overskud til den lille lejlighed i enhver bydel, der er svær at kende fra alle de andre, når man kommer for sent hjem efter en våd aften på havnen. Alle går vi med en husnøgle i lommen henover C. W. Obels Plads, og livet vi oplever på Pladsen vil aldrig være ens. Vores drømme, vores overbevisninger, vores religiøse ståsted, vores humor og vores overskud ligger i hjertet af de kampe vi har overlevet og den kærlighed vi har mødt i livet. Og derfor er mødet mellem alle de forskellige husnøgler noget af det vigtigste.
Jeg er af den overbevisning, at al udvikling kommer fra kærlighed og empati. Derfor har jeg også fuld forståelse for dem, der mener, jeg er en lille hippiebuddhist, der snart burde blive voksen. Jeg har også forståelse for den konventionelle landmand og alle de gange han går hjemme på gården, og knalder panden ind i staldmuren i frustration over økoflippernes manglende forståelse for hans daglige slid og slæb og kampe, og jeg har forståelse for hans verdensbillede. Vores husnøgler er nemlig helt forskellige mærker. Men ligegyldigt hvilken dør vores nøgler passer til, så må ingen af os fornægte at de tusindvis af store solmodne frugter, der næsten fik vores frugttræer til at gå i knæ, afbrændingsforbud i mange uger, og alle de nætter vi har ligget som i syden og kastet os fra side til side i varmen, det mindede ikke meget om en dansk sommer. Vi kan ikke længere fornægte ordene klima og miljø, men vi må gribe begge dele ved deres sårbare nosser og se dem i øjnene, og gøre hvad vi hver især kan for ikke at slå dem fuldkommen omkuld. Vores fælles jord brænder, og vi har opbrugt hele jordens resurser for 2018 allerede nu. Det er et faktum og ikke en fantasiforestilling.
Når vi deler på facebook, deler vi alle vores følelser, og det vi elsker mest. Billeder af vores familier, vores børn, naturen, skoven, havet, sommerens smukke blomster, feriens fantastiske madoplevelser – alt det vi selv skaber med vores kreativitet og med entusiasme, og alt det vi beundrer. Vi deler ikke skuresvampe, benzinstandere, plastikposer, overfyldte skraldespande og kassekreditten. Vi deler ikke alle vores besøg hos Elgiganten eller de overfyldte indkøbsvogne, for det er ikke alt det, der virkelig betyder noget for os. Vi deler det hvis hjerte udspringer fra vores sårbare Jord. Alt det aller mest væsentlige. Så lad os sammen blive endnu bedre til, hver eneste dag, at værne om alt det vi elsker, alt det væsentlige. Der er nemlig ingen Planet B.
Kys & Kram Josefine
