Tag: Dorthe Gerlach

De havde taget 203’eren ind til Aalborg lørdag formiddag. Traskede fra busstationen op til gågaden, og så stod de dér.

– Jeg kan bare huske de fem minutter, det tog at åbne guitarkassen. Tine skulle lige stemme sin guitar, og der var nogle, der begyndte at kigge: ”Nå, hvad er det for nogen piger, der skal til at spille der.” Jeg husker det som enormt pinligt. Pinefuldt på alle måder. Men da vi så kom i gang med den første Tracy Chapman-sang, så tænkte jeg: ”Okay, nå det kan vi da godt, det her.”

Livsnyderpenge i guitarkassen

For Dorthe Gerlach var der en god læringsproces i at stille sig op på den måde.

– Når du spiller på gaden, er der ikke nogen, der har bedt dig om det. Der er ikke nogen, der har betalt billetpris for at komme ind, så det er sådan meget … enten virker det, eller også virker det ikke.

Men det virkede. Dorthe Gerlach og hendes veninde Tine fik valuta i guitarkassen. Nogle smed en femmer, andre en tyver eller – hvis det var helt vildt – en halvtresser. Pengene brugte de til tant og fjas, det var gode lommepenge. Og da det så blev sommer, startede de i Aalborg, hvor de tjente penge nok til en togbillet, så de kunne komme til Skagen at spille. Her boede de på en campingplads og spillede på havnen hver dag, så de kunne fyre penge af på tøj, gode frokoster og så videre. Livsnyderpenge, kalder Dorthe Gerlach det.

Sang nonstop og alle vegne

Gadesangertiden ligger tilbage i gymnasiet. Men hendes sangkarriere var begyndt tidligere. Meget tidligere faktisk.

– Mine forældre har fortalt mig, at jeg kunne synge melodier og synge glimrende rent, inden jeg overhovedet kunne snakke. Jeg har altid sunget, men har egentlig ikke tænkt så meget over det. Jeg er ikke sådan én, der er vokset op med ambitioner om at skulle stå på Wembley ligesom Freddy Mercury fra Queen, selvom jeg hørte masser af Queen og Michael Jackson og Tina Turner og Whitney Houston, den slags ting. Jeg syntes bare, det var fedt at synge og høre musik hele tiden.

Dorthe Gerlach fortæller, at omfanget af hendes sang af og til blev lidt en belastning for familien, så der blev for eksempel indført regler om, at man ikke måtte synge, når de spiste.

– Og jeg kunne sidde på bagsædet af bilen og synge non-stop fra Vendsyssel til Kolding, hvor min farmor og farfar boede. Så til sidst kunne min søster godt finde på at sige: ”Mor, far, vil I ikke sige til Dorthe, at hun ikke må synge mere.”

Ellers sang Dorthe Gerlach, hvor hun kunne komme afsted med det: I børnekirkekoret, kirkekoret og børnedilettant i forsamlingshuset, hvor de blandt andet opførte Bøllebob.

Sang i Løkken – og drenge

I niende klasse kom Dorthe Gerlach på Ingstrup Musikefterskole lige uden for Løkken. Det var en berusende følelse for hende.

– Det var første gang, jeg kom et sted hen, hvor musik var højt prioriteret, og hvor der var masser af unge, der var ligeså vilde med musik, som jeg var.

Det blev også Dorthe Gerlachs debut i et band, da hun kom med i
sin musiklærers gruppe, der spillede irsk folkemusik og havde spillet i mange år. En stor oplevelse var det:

– Det var jo rigtige voksne mennesker, som spillede koncerter og sådan noget, de tog sig rigtig godt af mig, og det var faktisk en meget fin måde at træde sine barnesko på scenerne.

Løkken blev også midtpunktet for Dorthe Gerlachs første fornemmelse af selv at være lidt voksen.

– Jeg tror, det var næsten obligatorisk, hvis man var ung i Nordjylland, at man skulle til Løkken og ligge i telt. Jeg ved godt, at mange voksne syntes, det var et deprimerende syn, når unge lå der i telt og drak alt for mange bajere, men jeg husker det som enormt magisk det der med, at man for måske første gang er uden voksenopsyn. Den der smag af et eller andet, man tror er voksenlivet.

Dorthe Gerlachs minder fra den sommer er blevet til sangen ”Voksen sommer”, som er på soloalbummet ”Natlys”, som hun udgav for et par år siden.

– Den handler om hele suset af det, man troede var voksenlivet med ubegrænset frihed og blive forelsket i en ny hver formiddag. Vi brugte sindssygt meget krudt på at løbe efter fyre og forsøge at regne dem ud, men man har jo ikke regnet det andet køn ud overhovedet. Det der helt nære forhold, det har man til sine veninder.

En vigtig dag i Randers

Veninden Tine, som hun stillede sig op på gaden med dengang i Aalborg, havde hun mødt på Ingstrup efterskole, hvor de boede på værelse sammen. Tine kom fra Randers, og den by skulle komme til at indflette sig i Dorthe Gerlachs skæbne. Når hun besøgte veninden i Randers var det de forbipasserende på gaden i Randers, der blev publikum til deres sang og musik, og en dag kom Michael Hartmann forbi. Michael Hartmann, som allerede spillede countryrock med andre ambitiøse musikere, blev straks opmærksom på Dorthe Gerlachs talent. Og snart var hun sangerinde i et band:

– Det var første gang, jeg kom med i noget, hvor man lavede originalmusik, og de kom med hele den der ambition om at lave plade og få en pladekontrakt. De baner havde jeg aldrig tænkt i før, men det var virkelig udfordrende, og jeg lærte sindssygt meget.

Hun gik på det tidspunkt i gymnasiet i Hjørring, men tog gerne toget til Randers et par gange om ugen for at øve. Efter tre års tid faldt bandet lidt fra hinanden, men Michael Hartmann og Dorthe Gerlach besluttede sig for at fortsætte sammen bare de to under navnet HUSH. Omtrent samtidig blev de kærester.

Hun kan ikke rigtig forklare, hvad det var, der skete:

– Der gik de tre år, før der overhovedet var amoriner. Jeg tror, at det er meget – det har andre mennesker sikkert også oplevet – det er ligesom at forelske sig i en kollega lige pludselig, eller hvad ved jeg. Man står i køen i kantinen, og så er der bare et eller andet, der er anderledes, uden at man nødvendigvis kan sige hvorfor.

Gennembruddet

Der skulle gå endnu fire år, før HUSH endelig brød igennem lydmuren og Dorthe Gerlach har sit eget bud på, hvorfor det var op ad bakke.

– Det var ikke en sound, nogen plademand turde at skrive kontrakt på. Vi kom der med banjo og mandolin og akustisk guitar, og det, som lå på hitlisterne, det var britpop – Blur og den slags. Noget helt, helt andet. Der var også nogen, der spurgte, om vi ikke kunne ændre vores lyd lidt, eller foreslog mere af dit eller mindre af dat.

Men Dorthe Gerlach og Michael Hartmann troede på deres musik, og de gik gerne de ekstra mil og ventede de yderligere år på, at nogle turde satse på dem. Det er de selvfølgelig rigtig glade for i dag. For så kom gennembruddet endelig. Det, Dorte Gerlach husker bedst fra den tid, er den store forløsning, da der langt om længe kom en plade ud af det.

– Det der, når folk spurgte: ”Hvad laver I”, og man svarede: ”Vi er i gang med at lave en plade” eller ”Vi vil udgive en plade”. Når man har sagt det i to, tre, fire, fem, seks år, så begynder det at blive sådan lidt langhåret at høre på. Så det var enormt forløsende at kunne få den ud – at den der ambition og alt vores arbejde endelig blev manifesteret i noget fysisk, noget som andre mennesker kunne se.

Og selvom pladen er udgivet på et professionelt pladeselskab, holdt HUSH fast i den ægte, upolerede lyd.

– Pladen er mere eller mindre indspillet i vores eget lille soveværelse inde i vores lejlighed på 40 m2 i Nansengade-kvarteret her i København. Dér havde vi lavet de sange, som vi skrev, dér lavede vi demoer og havde egentlig tænkt, at når vi så engang fik en pladekontrakt, så skulle vi jo i studiet og lave det hele rigtigt forfra. Men da vi nåede dertil, var det ligesom om, at magien var i de demoer, vi havde lavet i vores eget soveværelse, så vi endte faktisk med at bruge demoerne. Så lagde vi lidt til, så lagde vi lidt trommer på, men vi tog udgangspunkt i de små demoer, vi havde lavet.

Og ægtheden i musikken er livsvigtig for Dorthe Gerlach, det ligger dybt i hendes DNA.

– Musik er enormt umiddelbart for mig. Man åbner sin mund og synger, ligesom fuglene gør. Eller elefanten, der trutter i sin snabel. Uden at tænke for meget over det. Jeg har en stemme, og jeg bruger den.

Derudover er det med hendes egne ord sindssygt vigtigt for hende, at musikken handler om noget, den skal fortælle en historie, for det er hjertet i countrymusik.

– Jeg plejer at sige, at mine to egne inspirationskilder er Michael Jackson og Niels Hausgaard. Jeg elskede Michael Jacksons måde at synge på og hele hans rytmik. Og Niels Hausgaard kan virkelig for- tælle nogle historier, altså folde nogle scenarier, nogle stemninger og nogle menneskeskæbner ud. det har altid fænget mig.

Ligesom at have en grønthandler

Med pladekontrakten og den popularitet, der fulgte, fik de to HUSH-medlemmer travlt. En helt ny tilværelse var skudt i gang, og pladen kom ud i England og derefter i resten af Europa.

– Der var virkelig meget aktivitet og mange ting, vi skulle, og der var lige pludselig mange folk omkring os. ”I skal lige flyve til Stockholm og lave den her showcase, og så kan I lige nå … bum bum bum. Folk, der havde meninger om, hvordan man skulle gøre tingene – om en tamburin var for højt mixet, eller man skulle have en ternet skjorte på eller en lilla eller … det var bare noget, man også skulle vænne sig til. Vi havde været vant til at gå bare os to i så mange år.

Dorthe Gerlach understreger, at det er meget personligt at lave musik, men siger samtidig, at det også er ligesom at have en grønthandlerbutik.

– Man tænker: skal facaden være blå eller grøn – skal albumcoveret være blåt eller grønt? det der med at bygge noget op og se det vokse og have et ønske om at gøre det godt og alt det der, det kunne ligeså godt være en grønthandler.

Hun er dog ikke i tvivl om, at man skal have to sider i sig: både den lyriske, kunstneriske side og den mere forretningsmæssige:

– Man skal have drivet til at gøre de ting, som er kedelige. Man skal sørge for at overholde sine aftaler og kommunikere med folk, man arbejder sammen med, så alle er glade, og man skal kunne nærlæse en kontrakt og lave sit momsregnskab. Man skal virkelig kunne mange ting. Også mange flere ting, end hvis man var popsanger i 60’erne eller 80-90’erne for den sags skyld. Der var flere penge i branchen dengang.

Forholdet – kærester og kolleger

Selvom det både er en passion og et 37++ timers job at være musiker, er Dorthe Gerlach og Michael Hartmann bevidste om, hvordan det påvirker deres liv og hverdag, at de både danner par og er kompagnoner.

– Det er noget med at forsøge at være sammen, hvor det ikke handler om musik. Man kommer nemt til at sidde og lytte til et mix eller sige ”Jeg tror måske, jeg har knækket det der c-stykke”. Og så skal man bare holde hinanden op på, at det ikke lige er klokken 23.30 i sengen, man skal sige: ”Fik du lige svaret på den der mail”, men i stedet forsøge i en eller anden grad at lave nogle rum og nogle tidsrum, hvor man ikke taler musik eller arbejder.

Når HUSH har været på turné og været væk længe, er det da også specielt at have været sammen med sin ægtefælle på rejsen.

– Når vi kommer hjem fra turné, så ved man, at trommeslageren og bassisten glæder sig til at komme hjem og rigtig være sammen med deres familier eller deres kæreste, men der kan vi godt have det lidt modsat. Hvis vi har været ude at spille meget, så har vi – når vi kommer hjem – i virkeligheden mere brug for lidt space. så placerer vi os måske i hver sin ende af lejligheden. eller jeg går en lang tur, og Micael laver noget andet.

Byen og dem, der bor i den

Det med at gå ture er noget, Dorthe Gerlach bruger en del – også i forbindelse med turnéer. Hun kan nemlig godt lide at kende lidt til byen og de mennesker, der bor i den.

– Hvis jeg kommer til Bramming eller til Aalborg eller til Fåborg er det noget af det første, jeg gør. Vi kører hen på spillestedet og læsser gearet ind, og typisk går de andre musikere i gang med at stille op og lave lyd og sådan noget, og så går jeg mig en god lang tur i byen.

Hun gør det for lige at lande, men altså også for at få en fornemmelse af det sted, hun er ankommet til.

– I stedet for at man bare kommer i sin bus og går direkte ind på spillestedet og lukker døren og så kører man igen, så kan jeg godt lide at opleve byen. Hver by er jo forskelig, og vi laver aldrig totalt identiske aftener. Det er et samspil mellem den identitet og energi, der er i en bestemt by, og så det, vi gør. På en eller anden måde tror jeg også, at det er en del af at få sådan en koncert til at lykkes. Det handler ikke kun om, at publikum skal interessere sig for mig, eller det jeg laver på scenen, men også at jeg interesserer mig for dem, og hvad de har i deres by, og hvad det er for et liv, de lever der. Man inspirerer hinanden på den måde, at det ikke kun går den ene vej.

Dorthe Gerlach og Aalborg

Aalborg har en særlig plads i Dorthes hjerte. Ikke nok med, at det var det det første sted, hun stillede sig op i gågaden og sang, hendes første rigtige spillejob var også i Aalborg, nemlig på Huset i Hasserisgade.

– Jeg kan rigtig godt lide Aalborg og kulturen heroppe. Og så kan jeg godt lide at gå rundt i Aalborg. Jeg synes på en eller anden måde, at byen har holdt ved sin originale ånd, selvom der er masser af nye byggerier og nye ting, der sker. Det sker på en måde der passer ind i byens ånd. Byggerierne på havnen er ikke det der fimsede glas, der findes i mange andre provinsbyer. Aalborg var en traditionel arbejderby med cement, skibsværft og alt det der, og det er stadigvæk den ånd, man holder fast i. Og man har heddet Aalborg med dobbelt-a, og det hedder man selvfølgelig stadig. Man har ikke ligesom Aarhus været omkring et fancy bolle-å og så fundet ud af, at man gerne vil tilbage til dobbelt-a, fordi nu er det smartere. Der er sådan en grundfæstethed i aalborg, som jeg godt kan lide.

Syv divaer på sommerlejr

I den seneste tid har Dorthe Gerlachs søde smil og vilde krøller fyldt tv-skærmen i bedste sendetid. Sammen med Aura, Burhan G, Caroline Henderson, Karl William, Michael Falch og Søren Huss har hun været på det, hun kalder musikalsk lejrskole i Kerteminde på Fyn, hvor toppen af Poppen er optaget. Hun er meget taknemmelig over at have været med i et helt intimt rum, hvor man deler fortolkninger af hinandens numre. det har været utroligt inspirerende.

– Egentlig havde jeg forventet på forhånd, at det godt kunne blive en rimeligt eksplosiv cocktail at have syv divaer afsted på sommerlejr sammen, men vi klikkede bare rigtig godt. Det var en kanon god holdopstilling, hvor det ikke bare var syv egoer, der passede hver sin egen banehalvdel.

Endvidere synes Dorthe Gerlach, at det var vildt spændende at få lov at høre de andres livshistorier, at få alle nuancerne med, og at alle indimellem rammer muren og synes, det er pissesvært.

Det var en meget intens oplevelse at være med.

– Selvom jeg er vant til at stå på en scene, så var det her anderledes. Når jeg vågnede om morgenen, havde jeg lige en halv time, inden der var morgenmad, og så kom kameraer og mikroports på. Det skulle jeg lige vænne mig til.

Hun har lært meget af at være med i toppen af Poppen. Noget af det kom til hende allerede inden hun overhovedet mødte de andre.

– Jeg arbejdede sammen med Michael, da jeg skulle forberede fortolkningerne af de andres numre, og vi havde en enormt god og kreativ – og også meget hurtig proces omkring det. Der er helt klart nogle farver og nogle inspirationer, som er kommet af at skulle lave fortolkninger af andres materiale. Det har vi taget med os ind i arbejdet med det nye HUsH-album.

Det nye HUSH-album udkommer i begyndelsen af 2018, og der kommer en single allerede i oktober i år. Den 30. november 2017 kan HUSH høres på Skråen i Aalborg.