Skip to main content

Tag: DBA

Vi jyder elsker at ‘prutte’ om priser

Danskerne er vilde med en god handel, og når det kommer til genbrug, er danskerne villige til at gøre en indsats for at prutte prisen ned. Helt nye tal fra DBAs Genbrugsindeks viser nemlig, at 61% af danskerne altid eller ofte prutter om prisen, når de køber genbrug online. Især vestjyderne er glade for at forhandle om priserne, mens nordsjællænderne er mere tilbageholdende.

 

Står du og skal sælge din brugte sofa eller iPhone, kan du godt forberede dig på, at køber har fundet sit krejler-gen frem til lejligheden.

61% af danskerne prutter nemlig altid eller ofte om prisen, når de handler genbrug på en online platform. Det viser helt nye tal fra DBAs Genbrugsindeks, der tager genbrugspulsen på danskerne.

– Det er dejligt, at danskerne er ivrige efter en god handel, og man er jo altid velkommen til at se, om sælger er villig til at rykke sig på prisen. Nogle gange har sælger allerede sat prisen, sådan så der er mulighed for forhandling, siger Julie Schoen, der er talsperson for DBA og fortsætter:

– Det kan være rigtig svært at sætte en pris på brugte varer, for man skal både tage indkøbsprisen i betragtning, men også varens stand, og hvor hurtigt man vil af med varen. Derfor giver det god mening at prutte om prisen, når det kommer til brugte varer.

Prutteprisen går til…

Kigger man ud i landskabet, er der én landsdel, der skiller sig ud. I Vestjylland vinder de nemlig prisen for at være de mest pruttelystne. Hele 71% af vestjyderne prutter altid eller ofte om prisen på genbrug købt online, mens det kun er tilfældet for 51% af nordsjællænderne. Dermed er Nordsjælland også det sted, hvor der pruttes mindst om prisen.

– Faktisk ligger både vest-, øst- og sønderjyderne i top over dem, der prutter mest om prisen. Og skal vi være lidt generaliserende, så er det måske ikke så overraskende. Jyderne er jo kendt for at være nogle ægte krejlere, siger Julie Schoen.

Det er også i Jylland, vi finder de mest genbrugskøbelystne danskere. Igen er det vestjyderne, der topper listen med 86%, der har købt genbrug inden for det seneste år, skarpt forfulgt af østjyderne, hvor tallet lyder på 83%.

En god ide at forberede sig

Det er ikke alle, der synes, det er nemt at prutte om prisen – hverken som køber eller sælger. Derfor er det en god ide at forberede sig inden handlen. Hvad vil man egentlig gerne give eller have for varen? Og hvor langt er man villig til at gå?

– Det er en rigtig god ide at forberede sig på forhånd og undersøge, hvad prisen er fra ny eller hos andre, der sælger samme vare på brugtmarkedet. Faktisk er det at prutte om prisen lidt ligesom at være til en lønforhandling: De to parter starter henholdsvis lidt lavere og lidt højere i forhold til, hvad de egentlig vil gå med til. Og så spiller man spillet, indtil der er enighed og alle forhåbentlig er tilfredse, siger Julie Schoen og understreger:

Det er bare vigtigt altid at holde den gode tone. Også hvis man føler, at den anden part er urealistisk i sine prisforventninger. Giv gerne udtryk for, hvad du tænker, men bevar det gode humør.

4 gode råd til at prutte om prisen på genbrugsvarer

– Forbered dig: Undersøg både, hvad varen koster fra ny, og hvad andre sælger genbrugsvaren for. Så har du et godt udgangspunkt for forhandlingen.

– Vær ikke nervøs: Er du ny, så start i det små, indtil du føler dig sikker i pruttekunsten, og husk, at nogle af dem, der sælger genbrugsvarer, sætter prisen lidt højere, end hvad de forventer at få. Derfor vil sælger nogle gange være klar til at gå lidt ned i pris. Især hvis sælger har skrevet ”hurtig afhentning prioriteres”, kan du næsten være sikker på, at sælger er klar til at give dig en god pris, jo længere tid annoncen har ligget på markedet.

– Få et overblik: Vær klar til at købe som beset, især når du allerede har pruttet om prisen. Køber du online, så spørg evt. efter flere fotos, hvis du ikke synes, du har det fulde overblik over varens stand.

– Hold den gode tone: Hold altid en god tone, når du prutter om prisen. Også hvis sælger holder fast på prisen, selvom du kan synes, det er for højt sat.

 

4 gode råd til prissætning af genbrugsvarer

– Sæt prisen realistisk: Vær realistisk, når du sætter prisen. Måske ser du lidt mere værdi i din brugte sofa eller cykel, end en køber vil gøre. Så vær realistisk – eller klar på en forhandling – så du er sikker på, at varen kan blive solgt.

– Undersøg andres priser: Undersøg, hvad andre sælger en lignende vare for, og prissæt herefter. Måske lidt højere, måske lidt lavere. Det afhænger af både varens stand og din tålmodighed.

– Overvej dine prioriteter: Overvej, om det betyder mest for dig, at varen bliver solgt hurtigt, eller om du får en god pris for den. Hvis du gerne vil have en god pris, så kan det tit betale sig at være lidt mere tålmodig.

– Hold den gode tone: Hold altid en god tone, også hvis køber prutter om prisen. Du kan altid komme med et modbud, sige nej på en pæn måde eller forklare, hvorfor prisen er, som den er.

 

 

 

 

Tal fra Genbrugsindekset 2022:

– 18% af danskerne prutter altid om prisen, når de køber brugt, mens 43% gør det ofte

– 27% af danskerne prutter sjældent om prisen og 12% gør det aldrig

– De 31-45-årige prutter mest om prisen (68% gør altid eller ofte), mens de 61-75-årige prutter mindst om prisen (48% gør det altid eller ofte)

– 71% af vestjyderne prutter altid eller ofte om prisen

– 66% af sønderjyderne prutter altid eller ofte om prisen

– 65% af østjyderne prutter altid eller ofte om prisen

– 62% af fynboerne prutter altid eller ofte om prisen

– 60% af københavnerne prutter altid eller ofte om prisen

– 59% af nordjyderne prutter altid eller ofte om prisen

– 56% af sjællænderne prutter altid eller ofte om prisen

– 51% af nordsjællænderne prutter altid eller ofte om prisen.

Om Genbrugsindekset 2022

Hvert år udarbejder DBA et genbrugsindeks, der kortlægger danskernes genbrugsvaner. DBA har kortlagt den danske genbrugsøkonomi ved at gennemføre en befolkningsundersøgelse blandt mere end 2.000 repræsentative respondenter og analyseret brugeradfærden på DBA. Data er indsamlet via Epinions panel i perioden 25. februar til 7. marts 2022. Læs hele Genbrugsindekset 2022 her.


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev