Den rigtige balance
Som håndboldspiller har Kristina Bille været med helt i toppen af eliten, og kan blandt andet skrive 100 kampe for det danske landshold på cv’et. Men harpiksen blev lagt på hylden i 2016, hvor hun valgte at stoppe sin aktive sportskarriere. Kristina har dog ikke helt sluppet håndbolden, og er nu agent for mange af Danmarks bedste spillere
Da Kristina Bille voksede op i Hvalpsund, var det ikke med en drøm om at leve af håndbolden, selvom talentet hurtigt viste sig. Som en del af en større søskendeflok var det oplagt at Kristina også var med i hallen, når hendes ældre søskende skulle til håndbold. Hun startede selv som fire-femårig og blev hurtig fanget af sporten.
– Vi var en god flok i min årgang og jeg syntes, det var sjovt at bruge min krop. Det var rigtig sjovt med de slåskampe, som man har i håndbolden, og at man måtte gå lidt til hinanden, smiler Kristina.
En ny verden
Det hurtige spil og legen med bolden faldt hende naturligt, men hun blev alligevel overrasket, da Ulrik Wilbek, der var træner i Viborg på det tidspunkt, kom hen efter en træningskamp og opfordrede hende til at komme til træning i Viborg.
– Jeg kiggede bare på ham med store øjne, og sagde ’Nej det tror jeg ikke,’ griner Kristina.
Som femtenårig var Kristina til udtagelse til ungdomslandsholdet, som indtil da ikke var noget, der havde været på hendes radar.
– Jeg havde ikke nogen i min omgangskreds, som på den måde havde dyrket det professionelle sportsliv, så det var ikke noget, der havde fyldt for mig. Jeg tænkte mere, ’Ej, hvad er det nu for noget og skal man så til at være væk hjemmefra en gang imellem?’ Det syntes jeg, var noget lidt noget skørt noget, kan jeg huske.
Men Kristinas konkurrencementalitet viste sig tydeligt, og hun blev den første fra ungdomslandsholdet, der gik direkte ind på A-landsholdet. Hun lyder næsten selv overrasket, når hun med et glimt i øjet fortæller om den stille og rolige tilgang man havde til håndbolden i Hvalpsund, der var langt fra det høje ambitionsniveau på ungdomslandsholdet.
Mens Kristina gik på efterskole, fulgte hun Ulrik Wilbeks opfordring og skiftede klub til Viborg. Året efter flyttede hun selv til Viborg, og bemærker med et grin, at det måske var lidt tidligt at flytte hjemmefra som 16-årig, når man egentlig altid kun havde spillet håndbold for sjov.
– Jeg var ikke en, der sad og så slutrunderne på fjernsynet. Men da jeg kom ind i det, så syntes jeg alligevel, at det var vildt spændende. Det var så nyt, og der var en stor verden derude, som jeg ikke kendte. For mig har det altid handlet meget mere om at udvikle mig selv som spiller og se, hvad jeg kunne nå, end det der med at kunne skrive noget på sit CV og gøre det til en karriere. Det tror jeg aldrig nogensinde, jeg havde forestillet mig. Jeg er en person, der går meget med go with the flow, så på den måde har det været helt naturligt og vejen er jo bare blevet banet for mig. Min bror siger altid: ’Du er altid så heldig. Du træffer ikke nogen beslutninger. Du gør bare tingene og så dumper de ned i hånden på dig,’ griner Kristina, der dog ikke helt er enig i brorens betragtning.
– Jeg mener jo stadig, at jeg har knoklet for tingene. Jeg lader det bare komme, som det kommer, og så lader jeg mig ikke gå på af det, hvis det ikke sker.
– I 2004 kom jeg på A-landsholdet for første gang, da jeg var jeg omkring 18 år. Jeg har spillet i Viborg Håndboldklub som professionel, hvor jeg tog turen videre til Aalborg DH. Så har jeg 4 slut- runder på CV‘et med nogle år imellem. Jeg havde en i 2005 og i 2006, og så skal vi faktisk helt hen til 2011 og ’12, før jeg spillede en slutrunde igen. I mellemtiden spillede jeg i Viborg, hvor jeg startede, og tog så til Aalborg DH. Aalborg DH sprang rammer for dansk håndbold og viste man kunne fylde Gigantium, lave store events omkring håndboldkampe og hente store danske og udenlandske profiler Jeg har altid ment, at det var kvinderne, der byggede herrerne op, og det er også lidt er kvindeholdets skyld, at Aalborg Håndbold er så gode, som de er i dag, griner Kristina Bille.
– Så tog jeg turen videre til Krim Ljubljana, som en af de første, og måske endda den første damespiller, som tog til Østeuropa for at spille håndbold. Jeg har altid været me- get fascineret af de østeuropæiske lande i forhold til udvikling af håndbold – hvad var de gjorde, hvordan de trænede og mentaliteten. Så tog jeg videre til Larvik håndboldklub, som var noget helt andet og en anden boldgade, som mindede meget mere om den danske. Men de havde også en rigtig god kultur, som jeg gerne ville opleve og være en del af.
Viljestyrke og fællesskab
Det er ikke kun Kristina Billes talent for håndbold, der har været afgørende i hendes sportskarriere. Hun peger selv på viljestyrken, som det der har haft størst betydning for hende på banen.
– Jeg tror, der er mange, der har et meget større håndboldtalent. Men den vilje og mentalitet, som jeg har haft, har også båret mig rigtig langt, fordi træneren har altid vidst, at om jeg havde brændt tre skud i en kamp, så kunne han stadig lade mig spille, fordi jeg sagtens kunne få det fjerde, femte og sjette. Når jeg løb over midterlinjen på banen, så var det en ny bold og en ny tur. På den måde var jeg god til at ’glemme’, men det var helt bevidst valg, fordi det altid handlede om det næste. Man kunne aldrig gøre ved, hvad man havde gjort på en bane. Det kan du ikke ændre på, men du kan gå ind og gøre det bedre næste gang, du får bolden.
Det er ikke kun spillet på banen, der har været drivkraften for Kristina.
– Jeg elsker at være i omklædningsrummet, og det var noget af det allersværeste, dengang jeg stoppede. Men det er noget af det, jeg prøver at genfinde andre steder. For eksempel dyrker jeg lidt crossfit, og der finder jeg også det sociale fællesskab. Det, du har i et omklædningsrum, kan du ikke få nogen steder. Du kan ikke få det i en venindegruppe, fordi det er så specielt og unikt, det man har på et hold.
Det er også forholdet til holdkammeraterne, der har en central plads i de øjeblikke i karrieren, der har haft størst betydning for Kristina.
– Jeg har jo spillet semifinale og vundet Champions League for eksempel, og det har været rigtig, rigtig stort, men noget af det, der står klarest for mig, er faktisk min tid i Aalborg DH. Der spil-ede vi inde i is-arenaen på et tidspunkt, hvor jeg altid siger, at vi vandt DM-sølv. Det var bare et stort øjeblik, fordi det var så unikt og vi havde så mange mennesker ind i arenaen. Det var nyt for dansk kvindehåndbold.
Selvfølgelig er det også oplevelser, som den første slutrunde i Rusland i 2005, men det er ikke kun de øjeblikke, der skinner klarest for Kristina.
– Det kan lige så vel også være i en lillebitte hal til en pokalkamp mod et 2. divisionshold, som har sat sit aftryk. For mig handlede det ikke altid om, at det skulle være det største af det største, men det er lige så meget følelsen, man får, mens man er i det, som jeg mindes. Nogle gange kan det jo være, at man lykkedes med et vip eller en aflevering, som man har gået og trænet på i rigtig lang tid, men det kan også være en holdkammerat, som præsterer et eller andet, hvor man bare er så glad på vedkommendes vegne. Det er jo også nogle af de ting, som sporten kan.
Det nye kapitel
Kristina fornemmede, at afslutningen på karrieren nærmede sig, da hun kunne mærke, at det ikke mere var sjovt at komme til træning. Hun tog et par år mere på håndboldbanen inden hun helt trak sig og stillede skoene permanent på hylden. Det skete, da hun fik et jobtilbud om at blive sportsagent, som var svært at sige nej til, fra det firma, som hun selv står i spidsen for i dag.
– Så tænkte jeg, at det var måske det, og jeg tog en snak med det pågældende firma, som er et agentur. Jeg havde faktisk tilbud fra flere klubber, som ønskede at skrive kontrakt, men jeg var helt afklaret. Efterfølgende har jeg mange gange tænkt, hvorfor jeg ikke tog en sidste gang på håndboldbanen. Men omvendt, så var jeg jo heller ikke der, hvor jeg er i dag i forhold til den virksomhed, jeg driver.
Kristinas virksomhed hedder Best Way Mangement og hun ejer den ene halvdel, mens hendes partner, Rasmus Skram, der har en fortid i herrehåndbold, ejer den anden halvdel. I øjeblikket er de godt i gang med at implementere et nyt ben i forretningen, hvor de vil få virksomheder til at se potentialet i at bruge idrætsstjerner som ambassadører.
– I de første 6-7 år af min karriere som agent, har det været det traditionelle, altså der har det været management, transfer, og at pleje og passe mit netværk. Sammen med min partner har jeg kørt Frankrig, Tyskland, og noget af Ungarn rundt for simpelthen at komme ud og mødes med de her klubber, så vi kunne vise vores ansigt, få skabt det gode netværk og for at få bygget virksomheden op. Det har været en sindssygt spændende rejse. Så kom corona, hvor vi ikke kunne rejse så meget. Derfor begyndte vi at snakke om, hvordan kan vi kunne udvikle virksomheden. Hvordan kan vi lave den bedre? Hvordan vi lave det mere attraktivt? Hvordan kan vi for eksempel gøre, at vi heller ikke bliver sårbare? Fordi det kan jo også være på et tidspunkt, at man mister interessen, for bare at være agent. Det tror jeg aldrig, vi gør, griner Kristina.
– Vi drømmer om at skabe et stort sportshus, hvor man kan repræsentere atleter på kryds og tværs af hinanden. Det kan både være det økonomiske, det finansielle, og det kommercielle.
En stor del af Kristinas arbejde er at rådgive spillerne, og her trækker hun ofte på egne erfaringer.
– Det er der, hvor man hele tiden skal tage udgangspunkt i den enkelte atlet. Så jeg kan egentlig ikke sidde og rådgive to på fuldstændig samme måde, fordi de er to vidt forskellige mennesker og de har forskellige drømme og ambitioner med deres håndboldkarriere. Der er det rigtig vigtigt, at jeg går ind og bruger mange af mine erfaringer, fordi jeg ved godt, at når du sidder i Østeuropa, og det er blevet oktober, hvor det er mørkt og koldt udenfor, så er det ikke sjovt. Så vil man hellere tilbage til Danmark, men det er en fase, som man skal igennem. Jeg ved også, hvordan det er at blive vraget til landsholdet. Det er heller ikke sjovt, men jeg ved omvendt også, hvor sjovt det er, når man så scorer, når man bliver valgt til landsholdet, og når man vinder medaljer.
Det er vigtigt for Kristina, at hun kender de spillere, som hun repræsenterer.
– Jeg vil faktisk sige, at selve forhandlingen er en lille del mit job. For mig er det lige så vigtigt at være tæt på spillerne, for når jeg går ind i forhandlingssituationerne, ved jeg, hvad de ønsker. På den måde kan jeg have spilleren lidt mere på sidelinjen, fordi jeg ved, at jeg kan skabe den ramme, som spilleren er tilfreds med, de kun skal have fokus på at spille på banen. Det er vigtigt at sige, at man som spiller hos os, kun skal have fuld fokus på sin sport. Vi sørger for, at vedkommende ikke snubler. Er der nogle ting, man har problemer med, så står vi klar til at hjælpe. Enten kan vi selv, eller så har vi nogen i vores netværk, der kan.
Den berømte balance
På trods af, at Kristina har fuld fart på karrieren, har hun og hendes mand fundet en balance mellem arbejde og familieliv.
– Vi har fundet en rigtig god løsning. Jeg har en mand, som er rigtig god med børnene og altid har været meget til stede med dem. Og så har vi altid prioriteret, at når vi fik børn, så er det noget af det vigtigste i vores liv, fastslår Kristina.
– Jeg elsker at have rigtig mange bolde i luften, og det har vi egentlig altid jongleret rigtig godt med familielivet og med børnene. Vores børn har været vant til at komme med ud, men de har også haft rigtig meget tid derhjemme med meget nærvær. Jeg føler et eller andet sted, at vi er så privilegerede. Vores børn er ikke børn, som er i institution hele tiden. Det er også det, det her job kan, fordi jeg kan sagtens sidde om natten eller om aftenen og få læst nogle kontrakter igennem eller få lavet nogle af de ting, som jeg skal.
Kristina og Jakob har to børn, der er født i ’14 og ’18, som begge viser interesse for den sport både mor og far har spillet på højt plan.
– Den mindste, Vester på 4 år, er helt vild med sport selv og begynder også at se det i fjernsynet, men jeg er helt sikker på i løbet af det næste år, og det kan man også fornemme i børnehaven, at det er der, den kommer, den virkelig store interesse. Han er begyndt med at spille og kan godt lide det, og han er begyndt at spørge om, hvad de hedder og hvad der står på trøjerne, så der er i gang med at ske noget med interessen. Vilde spiller håndbold selv, men jeg tror egentlig, at hun bare er i en fase. Hun vil gerne lege og pynte sig pænt, og hun er begyndt at synes, at det er rigtig sjovt at spille håndbold. Men vi kommer ikke til at tvinge vores børn til noget. De skal gøre det, fordi de har lyst til at gøre det. Men vi synes, der er rigtig god dannelse i holdsport og der er vi jo også farvede begge to.
Kristina Bille har mange rejsedage i forbindelse med hendes virksomhed, hvor hun savner familien.
– Det er klart, at det ikke altid sjovt på femtedagen, når jeg er væk. Jeg savner mine børn, men jeg synes jo også bare, det er sundt nogle gange at savne dem.
Kristina kan godt mærke, at hun har taget et valg, der ikke er så almindeligt, og det har medført godmodigt drilleri i vennegruppen.
– Alle mine venner kommenterer på det og min mand blev kaldt AF – altså alenefar, griner Kristina.
– Det skulle lige have været modsat, og hvis jeg er alene hjemme en aften, så bliver jeg da ikke kaldt AM – alenemor. Så er det bare på sin plads. Det er primært vores fælles venner, der driller, men det har jo også rygtet sig blandt andre, jeg kender, at min mand har fået øgenavnet AF, men det tager jeg bare med et stort smil.
