Cirkusdirektør Søren Østergaard har haft en lang og alsidig karriere. De første år blev brugt på teateret og udvalgte roller på film og tv, fx gas- og vandmesteren, der gjorde stakkels Putte blød i knæerne i Andersens Julehemmelighed og skolelæreren Søren i Niels Malmros’ Kærlighedens Smerte fra 1992. I de sidste 20 år har Søren stået i spidsen for det succesfulde Zirkus Nemo, som vender stærkt tilbage i år
Søren Østergaard blev født i Esbjerg, men inden længe var familien videre til den sydligste by i Danmark, Bagenkop på Langeland, hvor de boede indtil Søren var 7 år gammel.
– Min far var en karrieremand, så vi var virkelig rundt omkring. Efter Bagenkop boede vi i Aalborg, derefter Esbjerg igen og København til sidst, så vi boede 4-5 steder i min barndom, indtil jeg var 12 år gammel.
En stor mand
Som skuespiller skal man være i stand til at omstille sig og levere i mange forskellige omgivelser. Den evne har Søren Østergaard muligvis i generne, for faren, Henning Østergaard, nåede som sagt at arbejde i flere forskellige brancher og byer inden familien fandt deres faste ståsted i Holte på Sjælland.
– Han startede med at være shippingmand i Esbjerg, tror jeg. I Bagenkop var han direktør for fiskefilet-fabrikken, der lå på havnen dengang. I Aalborg var noget med kød. Efter halvandet år blev han direktør for Nordisk Gulf Gas i Esbjerg. Så skulle vi egentlig være flyttet til Skagen, men det kom vi aldrig til. I stedet blev han direktør for medicinalfirmaet Mecobenzon på Sjælland, og der endte han sine dage som en stor mand indenfor medicinalindustrien. Han døde for et års tid siden, hvor han var meget gammel og fuldstændig dement. Det var mærkeligt at se sådan en stor mand ligge i ingenting, men det skal vi nok alle sammen på et tidspunkt. Det var det sørgelige ved denne historie, men han havde et godt liv indtil da. Jeg tror også, at han havde et godt liv til sidst, for han havde ikke smerter. Ikke så vidt vi kunne se, i hvert fald, så det var godt.
Teateret vandt hans hjerte
Drømmen om teater kom, da Søren og familien flyttede til København.
– Da jeg boede i Esbjerg, kendte jeg ikke rigtig noget til teater. Det eneste levende underholdning, vi så, var cirkus.
Søren konstaterer, at cirkusoplevelsen må have gjort indtryk i betragtning af, at vi sidder midt i hans eget cirkus. Men det blev alligevel teateret, der vandt hans hjerte i første omgang.
– Dengang vi flyttede til Holte, blev man fodret med teater. Jeg blev fuldstændig grebet af det, og begyndte at lave meget teater på skolen. Pludselig kunne jeg mærke, at det var bare det, jeg skulle. Da jeg var 14-15 år gammel, besluttede jeg, at jeg ikke ville i gymnasiet. Jeg ville bare være skuespiller. Min far sendte mig derfor ind til en, der hedder Søren Weiss.
Søren forklarer, at Søren Weiss var en populær skuespiller, som mange læste hos på det tidspunkt. Faktisk skulle man til optagelsesprøve, for bare at komme i betragtning til at komme ind af døren.
– Det var jeg så, og han syntes, jeg var et stort talent. Min far sagde, at hvis jeg ikke ville være student, så måtte han vide, om jeg havde talentet til at blive skuespiller. Det syntes Søren Weiss så absolut, jeg havde, og det var pænt af ham. Han skaffede mig ind til Preben Harris på Folketeateret, hvor de manglede nogle karakterstatister. Der var jeg også til en slags optagelsesprøve, og var omkring 16 år gammel, da jeg startede der. Det var et halvlille skuespillerjob, så jeg fedtede for teknikken.
Charmeoffensiven virkede og Søren blev regissørassistent på Folketeateret, på trods af, at han bare var 17 år gammel. Det job havde han i to år, indtil han blev optaget på Statens Teaterskole som 19-årig.
Kun skuespiller i 30 år
I sin første tid i branchen tog Søren en
beslutning, der fik indvirkning på hans
karriere mange år efter.
– På Folketeateret så jeg alt for mange gamle skuespillere, der sad og brokkede sig nede i kantinen.
Søren bestemte sig for, at hvis det skulle lykkedes ham at blive skuespiller, så ville han ikke risikere selv at sidde og brokke sig over jobbet en dag.
– Jeg gav mig selv 30 år som skuespiller, og det har jeg holdt. Efter de 30 år er gået har jeg sagt nej til alle roller. Nu laver jeg kun cirkus. Det er jo noget andet at være cirkusdirektør end at være skuespiller. Nu har jeg givet mig selv 30 år som cirkusdirektør og de 20 af dem er gået, så jeg ved ikke, hvad jeg skal lave om 10 år. Men det er jo også fint, smiler Søren.
– Jeg har lavet meget teater inden de 30 år gik. Det er der ikke rigtig nogen, der ved, for det har de glemt. Teater er blevet noget, man ikke rigtig regner for noget, desværre. Jeg synes, det flotteste og fornemste indenfor vores erhverv som skuespillere, er at spille teater, og det holdte jeg meget af. Jeg lavede nok tre forestillinger om året plus en sommerrevy. Så jeg har arbejdet meget i mine unge dage.
Draget af komikken
Søren Østergaard fortæller, at han hurtigt blev draget af de mere komiske roller.
– Det var egentlig ikke meningen i starten. Der var jeg en ung, lækker fyr, der troede, at det var mig, der skulle være Hamlet. Men jeg kunne hurtigt se, at jeg havde lettere end de fleste ved
at lave de komiske ting. Jeg har jo sværmet omkring de sjove roller, også i Shakespeare. Jeg har spillet mange Shakespeare- forestillinger. Det har altid været rigtig sjovt. Niels Olsen og jeg var graverne i Peter Langdals opsætning af Hamlet. Der var vi sjove, syntes vi selv, griner Søren.
Det var også Søren Langdal, der opsatte Erasmus Montanus af Ludvig Holberg, hvor Søren spillede broren. Det var en meget anderledes forestilling, der gjorde op med en tradition om, at man helst ikke skulle pille for meget ved Holbergs oprindelige tekst. Blandt andet har de lokale altid talt med sjællandsk accent, for det var sådan Holberg udtrykkeligt havde skrevet det. Søren Østergaard fortæller, at i Peter Langdals opsætning blev alle skuespillere i stedet bedt om at spille med hver deres dialekt.
– Det blev en kæmpe succes på alle måder. Både for mig personligt og for teateret. Det var dengang, der stadig kunne være kø langt ned af Frederiksberg Allé, fordi folk skulle have billetter til denne forestilling.
Bob og Palle
Interviewet bliver kortvarigt forstyrret af Sørens hund Bob, der godmodigt trisser rundt, som herren på slottet. I cirkuslejren har Bob selskab af en anden hund, som nogle måske kan genkende fra en tidligere sæson af Zirkus Nemo.
– Palle er jo en gammel cirkushund. Ham havde jeg lejet til et nummer, som Peter Frödin og jeg lavede i Zirkus Nemo for mange år siden. Han kunne alle mulige ting, og var rigtig dygtig. Laura (Sørens personlige assistent i cirkusset, red.) forelskede sig i Palle, fordi hun havde ham boende.
Træneren, der egentlig ejede Palle, ville helst ikke af med ham, men Søren gav heldigvis ikke op så let.
– Jeg måtte give Laura den hund, så det var nogle svære forhandlinger, skulle jeg hilse og sige, men det lykkedes mig. Vi holdte en stor sommerfest, så jeg havde fået lavet et kødben, hvor der stod ’Palle’ og derefter Lauras telefonnummer. Der var virkelig ikke et øje tørt. Jeg er dårlig til at holde på hemmeligheder, men jeg holdt på denne her, så det var kun mig, der vidste, at Palle skulle blive i lejren. Det tror jeg ikke, der er nogen, der har fortrudt. Nu er han en gammel dreng efterhånden.
Hundene er med til at gøre lejren omkring cirkusteltet til hjem for Søren og de mange ansatte.
– Jeg bor her i vognen i seks måneder om året og tager aldrig hjem, heller ikke på fridage. Selv når vi er på Sjælland, så bor vi her, min kone og jeg. Man bliver forvirret, hvis man tager for meget frem og tilbage. Det er jo min forretning og det er jo en by, der er her, så jeg er både borgmester, chef og sherif. Det er her, de kommer og spørger om ting og sager. Jeg havde helt glemt det og allerede i morges stod der en udenfor. Så begynder man at sige ’åh nej, hvorfor bliver jeg ikke bare hjemme’, men det er jo også det, der gør det hyggeligt. Så man skal være her. Jeg har slet ikke ro på, når jeg er væk fra det. Og det er jo et dejligt sted at bo, så hvorfor ikke bo her. Det er et skønt hjem, smiler Søren hjemmevant.
Lokkede Anders Lund Madsen
Søren Østergaard startede Zirkus Nemo i 1999 sammen med Anders Lund Madsen, men det var faktisk ikke Sørens første gang som cirkusdirektør.
– Jeg lavede jo et cirkus i 1994 med min gode Flemming Jensen, som kørte i tre år inden vi gik totalt fallit. Vi gik virkelig på røven, for at sige det lige ud. Det var faktisk ret sjovt, det vi lavede, synes jeg selv, men det gik ikke økonomisk. Da jeg havde betalt min gæld ud, havde jeg stadig drømmen om at lave et cirkus igen. Så jeg gik ind og købte et telt, inden jeg havde talt med andre om det. Heller ikke min kone, så hun blev lidt forbavset, for vi havde endelig fået penge igen. Jeg spurgte selvfølgelig Flemming om han ville være med. Han råbte; ’NEEEJ!’. Jeg havde én anden, jeg spurgte inden Anders, men Anders sagde også; ’Nej, jeg hader cirkus’. Men han havde jo små børn, og så jeg lokkede ham den vej igennem. De lagde et moderat pres på deres far, så han til sidst måtte sige ja. Vi havde nogle rigtig gode år. Han var medejer i fem år og med i tre af forestillingerne. Da Anders forlod Zirkus Nemo, var han den eneste, der havde tjent penge på det. Han skulle jo havde nogle penge, da han solgte sin anpart. Det er meget meget hårdt økonomisk at starte cirkus, fordi investeringerne er så store. Det er mit fjerde telt, fortæller Søren og peger på det smukke cirkustelt, der står midt i lejren.
– Det første telt var meget lille, fordi vi syntes, at det skulle være det være. Men det er dumt, når folk gerne vil komme og se det. Så er der ikke plads til alle dem, der gerne vil komme. Og det ville de! Vi blev en kæmpe succes, Anders og jeg. Vi er de eneste, der har fået syv stjerner af seks mulige i Ekstra Bladet, fordi de blev nødt til at bryde systemet. Det er meget sjovt.
Humoren skal have kant
Inspirationen til nye karakterer kommer oftest, når Søren for eksempel kigger efter nye kostumer. Fælles for dem alle er, at de skal i manegen og vise, hvad de kan.
– Vi så et program i fjernsynet om en, der lavede opmålinger. Jeg tænkte, det må være et kedeligt job. Så lavede jeg Målermanden. Der er en ting indenfor improvisation, hvor man vender det hele på hovedet. Så lavede jeg Baglænsmanden, der skulle ind og gå baglæns. Det er åndssvagt, for vi kan alle sammen gå baglæns, men det, at få voksne mennesker til at sidde og stirre på en mand, der prøver at gå baglæns, og faktisk gå så meget op i det, at de klapper til sidst, når det lykkedes, det er jo der gaven ligger. Så har man ramt det, man gerne vil.
Søren fortæller, at det dog ikke kun er komikken, der inspirerer.
– Jeg kan godt lide at lave nogle lidt romantiske og poetiske billeder, så det ikke bare er sjov, skæg og ballade. Som klovn laver jeg et sæbeboblenummer. Voksne mænd; jeg kan se, at deres bukser bliver korte af at sidde og kigge på det. Det er bare en sæbeboble, der bobler op og gør lidt forskelligt med den. Det er dejligt, når man kan gøre det. Altså få dem til at sige; ’Nøj’. Det er vigtigt, at få dem til at sige ’Nøj’ og ’haha’, men også sige ’Ej, ved du nu hvad’. For det er meget vigtigt, at der er nogen, der siger ’Ej, ved du nu hvad! Det er eddermanme dårligt, det der. Det kan jeg ikke holde ud!’ For så har det kant, det man laver. Så har det en betydning, når det ikke bare er noget, hvor man siger; ’Nå, det er da meget sjovt’. Det er det værste, jeg ved. De skal enten sige, at det er helt vanvittig sjovt eller at de næsten ikke kan holde det ud. Der er nogen, der virkelig hader mig, og heldigvis nogen, der godt kan lide mig. Hvis det er ikke var det, så var jeg på den, smiler Søren med et glimt i øjet.
– Man kan diskutere min humor og det er meningen. Nu bliver de fleste publikummer, men i gamle dage gik de, og det har jeg været rigtig skuffet over, at de ikke gør mere. Rekorden er et ægtepar, der gik efter et kvarter. Dem ville jeg gerne have talt med, for det syntes jeg godt nok var hurtigt. De var godt nok sure fra starten, men alligevel. Efter et kvarter kunne de ikke mere og gik ud af teltet. Der er det jo heldigt, at der ikke er døre, man kan smække med, så de går jo bare, fortæller Søren med smil.
En rejse ud i universet
Søren glæder sig til årets forestilling, hvor Tommy Kenter er med som gæst.
– Det forventer jeg mig meget af. Vi har også en virkelig høj standard indenfor artister i år, men det har vi altid, så det gider jeg næsten ikke engang sige. Vi er så heldige, at vores lille cirkus er blevet kendt i hele Europa, så der kommer enormt mange cirkusfolk og ser det. Det er jo dejligt. Der er mange artister, der skriver til os, som vi normalt ikke ville have råd eller mulighed for, men som bare gerne vil arbejde her, fordi de har hørt, at det er så godt. Derfor har vi et meget højt artist-niveau. Forestillingen hedder ’Ud i Universet’ i år, så vi fyrer simpelthen teltet af sted som en raket og flyver væk i 2 timer og et kvarter, og vi tænker på noget andet i disse slemme tider. Så håber jeg selvfølgelig, at det bliver sjovt, afslutter Søren.
Fakta
Navn Søren Østergaard
Født 11. maj 1967 i Esbjerg
Opvokset I Danmarks sydligste by, Bagenkop på Langeland
Uddannelse Statens Teaterskole 1977-1980
Civilstatus Gift med Lisbeth Lundquist siden 1993
Bopæl Hele sommerhalvåret bor Søren, Lisbeth og hunden Bob i en cirkusvogn, når de rejser rundt med Zirkus Nemo
Aktuel Zirkus Nemo, der kommer forbi Fjordmarken i Aalborg d. 25. maj – 30. maj 2022
Vidste du I sin barndom boede Søren i en periode i Aalborg, inden familien rykkede videre til Esbjerg
